Dato for udgivelse
11 jan 2012 11:00
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 dec 2011 08:45
SKM-nummer
SKM2012.24.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-018142
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Personalegoder, multimediebeskatning, flere multimedier, fri avis, lønomlægning
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at virksomheden kan stille yderligere en mobiltelefon til rådighed for medarbejderne, uden at dette udløser anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12, med mindre der foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse.

Skatterådet kan heller ikke bekræfte, at virksomheden kan stille yderligere to computere til rådighed for medarbejderne, uden at udløser anden beskatning end multimediebeskatning.

Skatterådet finder, at virksomheden kun kan stille enten 1 PC´er eller en Ipad til rådighed for medarbejderne, uden at dette udløser anden beskatning end multimediebeskatning.

Skatterådet finder ikke, at en netværksharddisk med indbygget Blue-Ray-brænder og en avanceret fotoprinter på nuværende tidspunkt er sædvanligt tilbehør, hvorfor der skal ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 3, hvis virksomheden stiller en sådan netværksharddisk til rådighed for medarbejderne.

Skatterådet svarer Se indstilling og begrundelse til, om udvalgte medarbejdere skal beskattes af fri avis efter ligningslovens § 16.

Skatterådet bekræfter, at de goder, som virksomheden spørger om, kan indgå i en aftale om lønomlægning med medarbejderne. Skatterådet forudsætter dog, at aftalerne om lønomlægning indgås på et tidspunkt, hvor der i øvrigt kan forhandles løn i henhold til den enkelte medarbejders kontrakt. Hvis der ikke er aftalt et lønforhandlingstidspunkt for den enkelte medarbejder, forudsættes det, at aftale om lønomlægning indgås på et sædvanligt tidspunkt.
Hjemmel

Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og
Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og stk. 3
Ligningsloven § 16, stk. 12 (dagældende),
Statsskatteloven § 4

Reference(r)

Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og
Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og stk. 3
Ligningsloven § 16, stk. 12 (dagældende),
Statsskatteloven § 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.1.7.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.2.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.3.2.

Spørgsmål:

  1. Kan virksomheden stille yderligere en mobiltelefon, 1 PC´er med tilbehør og 1 Ipad til rådighed for udvalgte medarbejdere, uden at dette udløser anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12?
  2. Kan virksomheden stille avis til rådighed for udvalgte medarbejdere, uden at dette udløser beskatning?
  3. Kan goderne i spørgsmål 1 og 2 indgå i en aftale om lønomlægning for de berørte medarbejdere?

Svar:

  1. Nej, se indstilling og begrundelse
  2. Se indstilling og begrundelse
  3. Ja, se dog indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomheden ønsker at indføre en bruttolønsordning for sine medarbejdere.

Dette tilbud indebærer:

  • Aviser
  • Mobiltelefoner
  • PC'er inkl. tilbehør
  • Ipad

Medarbejderne vil få mulighed for at få stillet ovennævnte produkter til rådighed, som vil blive trukket i deres bruttoløn.

Produkterne som virksomheden vil tilbyde sine medarbejdere er nærmere specificeret nedenfor.

Hver medarbejder vil få mulighed for at vælge et stk. multimedie, som har en bindingsperiode på 12 måneder. Hver måned bliver der trukket et fast beløb af medarbejderens bruttoløn. Dette beløb svarer til en tolvtedel af den samlede pris på den ordning, medarbejderen vælger.

PC'er og mobiltelefoner stilles til rådighed i 36 mdr., hvorefter multimediet kan afleveres igen, eller købes til markedsprisen.

Den enkelte medarbejder vil ikke komme til at eje udstyret, selvom de har betalt for det ved at gå ned i løn. De vil få det stillet til rådighed af virksomheden og først efter 3 år kan medarbejderen købe produktet til markedsværdi.

Alle fastansatte medarbejdere kan benytte ordningen. Det er en betingelse, at man sidder i en uopsagt stilling på bestillingstidspunket.

Hvis en medarbejder fratræder, uanset om medarbejderen selv siger op, eller virksomheden opsiger vedkommende, vil ordningen blive afmeldt med virkning fra fratrædelsesdatoen. Hvis medarbejderen ønsker det, kan vedkommende på fratrædelsestidspunktet overtage goderne på markedsvilkår; ellers skal udstyret leveres tilbage til virksomheden.

Udtræder en medarbejder af ordningen pga. orlov eller lignende, kan vedkommende ikke indtræde i samme ordning på et senere tidspunkt, men må afvente den næste tilmeldingsrunde og der opfylde betingelserne for at deltage.

Det er ikke muligt at afmelde de valgte goder eller ændre sit valg i bindingsperioden.

Virksomheden mener at kan have stor gavn af at medarbejderen har de pågældende goder til rådighed:

Produkt

Begrundelse

Aviser

Virksomhedens primære kunder befinder sig i fødevarebranchen, forsyningsbranchen og den generelle fremstillingsindustri.

Medarbejderne hos virksomheden har meget kundekontakt. Fra ledelsens side er vi overbeviste om at det er en stor fordel for virksomheden, hvis medarbejdere kan tale "ind til" kundens situation, samt er i stand til at tale med alle i kundens organisation. Derfor er det vigtig at vores medarbejdere er bredt orienteret om hvad der foregår i de brancher vi agerer i.

Derfor stiller vi gerne avis til rådighed.

Mobiltelefon

Virksomheden udvikler kundespecifik software. Dermed har medarbejderne meget kundekontakt og vi vil fra virksomhedens side gøre hvad vi kan for at sikre kunderne bedst mulig adgang til vores medarbejdere. Derfor vil vi gerne stille en ekstra mobiltelefon til rådighed for medarbejderne.

PC

Virksomheden udvikler kundespecifik software. Dermed har medarbejderne på deres arbejdsPC adgang til kundernes styrings-, overvågning-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg. Dette er meget følsomme systemer, og vi vil gerne fra virksomhedens side gøre hvad vi kan for at sikre kundernes systemer bedst muligt. Derfor stiller vi en ekstra PC til rådighed for medarbejderen som kan benyttes til mindre krævende opgaver og når arbejdsPC'en er "logget på" kundernes systemer.

Ipad

Virksomheden udvikler kundespecifik software. Det sidste nye er, at vi tilbyder, at man fra en ipad kan få adgang til kundens styrings,- overvågnings- og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg. Vi vil stille dette til rådighed for vores medarbejdere så vi kan demonstrere dette for vores kunder.

Ad aviser:

Virksomheden påtænker af stille følgende aviser til rådighed for medarbejderne:

Navn

Pris

Periode

Bemærkninger

Jyllands-Posten

X kr.

7 dage om ugen i 12 måneder

Afhængig af antallet af medarbejdere, som vil være med i ordningen, tilbydes alle abonnementer adgang til erhvervskundeoverbygning JP Pro UB

Børsen

X kr.

7 dage om ugen i 12 måneder

 

 

Ad mobiltelefon:

Alle mobiltelefonabonnementer er med A teleselskab og med en bindingsperiode på 12 måneder.

Virksomheden påtænker af stille følgende mobiltelefoner til rådighed for medarbejderne:

Navn

Abonnementspris

Pris uden abonnement

Pris med Y mobil

Pris med Z mobil

Iphone 16GB

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

Iphone  32GB

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

HTC Desire HD

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

Sony Ericsson X10

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

Samsung Galaxy S

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

Nokia N8

X kr.

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

X kr. pr. måned

 

Ad PC:

Virksomheden påtænker af stille følgende PC´er til rådighed for medarbejderne:

Navn

Pris

Bemærkninger

Bærbar Dell Vostro 3700

X kr.

1 års support til slutbruger og onsite-service næste arbejdsdag

Bærbar Dell Studio (XPS) 17

X kr.

1 års support til slutbruger og onsite-service næste arbejdsdag

Bærbar Dell Alienware M17x

X kr.

1 års hardwaresupport næste arbejdsdag

Stationær Dell Vostro 430-minitower

X kr.

1 års hardwaresupport næste arbejdsdag

Stationær Dell Studio XPS 8100

X kr.

1 års hardwaresupport næste arbejdsdag

Stationær Dell Alienware Aurora

X kr.

1 års hardwaresupport næste arbejdsdag

Mac mini with Snow Leopard Serve

X kr.

1 års support

MacBook Air (13-inch, 256 MB)

X kr.

1 års support

Virksomheden påtænker af stille følgende skærme til rådighed for medarbejderne:

Navn

Pris

Størrelse

Samsung SyncMaster FX2490HD

X kr.

24 tommer skærm med TV-tuner

Samsung SyncMaster 2442BW Sort (1920*1200)

X kr.

24 tommer skærm

Samsung SyncMaster 2494HM Sort (1920*1080)

X kr.

24 tommer skærm

 

Virksomheden påtænker af stille følgende printere til rådighed for medarbejderne:

Navn

Pris

Bemærkninger

HP Photosmart Premium e-All-in One -serien

X kr.

Inkjet All-in-One-printer (Print, kopiering, scanning)

HP Officejet Pro 8000

X kr.

Inkjet printer (Print)

 

Virksomheden påtænker af stille følgende netværksharddiske til rådighed for medarbejderne:

Navn

Pris

Bemærkninger

LG NAS N1A1DD1

X kr.

1 slot med 1 x 1 TB disk

Buffalo LS-VL Linkstation Pro

X kr.

1 slot med 1 x 2 TB disk

LG NAS N2B1DD2

X kr.

2 slots med 2 x 1 TB disk. Indbygget Blue-ray-brænder og funktioner som printserver og iTunesserver

 

Ad Ipad:

Virksomheden påtænker af stille følgende Ipad til rådighed for medarbejderne:

Ipad (Wi-Fi) 16 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

Ipad (Wi-Fi) 32 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

Ipad (Wi-Fi) 64 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

Ipad (Wi-Fi + 3G) 16 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

Ipad (Wi-Fi + 3G) 32 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

Ipad (Wi-Fi + 3G) 64 GB

X kr. pr. måned uden abonnement

Abonnementet er fra B teleselskab med binding i 12 måneder og 1 GB fri data pr. måned

 

På Skatteministeriets forespørgsel har virksomheden oplyst, at ordningen tilbydes fastansatte som har en normeret arbejdstid på mere end 20 timer om ugen og hvor denne er relevant for jobfunktionen. Afdelingslederen vurderer nødvendigheden. Dermed tilbydes ordningen ikke til rengøringspersonale, pedel, mv.

Medarbejderne vil få mulighed for at vælge maksimalt et gode fra hver kategori. Det vil sige 1 stk. PC, 1 stk. mobiltelefon, 1 stk. Ipad og 1 stk. skærm osv. Medarbejderen kan således også vælge kun at købe et enkelt gode fra en enkelt kategori. Medarbejderen kan til gengæld ikke vælge at købe to goder fra en enkelt kategori, eksempelvis kan medarbejderen ikke vælge 2 stk. PC'ere.

Medarbejderne har allerede en bærbar PC´er samt mobiltelefon til rådighed på arbejdspladsen.

Dette udstyr kan også medbringes på bopælen, da medarbejdere ofte arbejder hjemmefra, enten aften og/eller weekend. Som beskrevet i første brev i sagen, har medarbejdernes PC adgang til følsomme IT infrastruktur netværk hos vores kunder. Derfor ser virksomheden helst at privat brug begrænses.

Ligeledes er implementerings- og supportprocesserne kritiske for kunden og hurtig adgang til medarbejderen over telefon er derfor vigtig. Virksomheden ser derfor en fordel i, at medarbejderen har adgang til mere privat IT udstyr i hjemmet, og vil derfor gerne stille dette til rådighed.

Med denne ordning vil vi gøre medarbejderens mulighed mere fleksibel, således at de har en mere privat løsning og en mere arbejdsrelateret løsning, som de til enhver tid kan gøre brug af.

Virksomheden har understreget, at alle medarbejdere på nuværende tidspunkt betaler multimedieskat.

I forbindelse med høringen af Skatteministeriets udkast til bindende svar har virksomheden oplyst, at der endnu ikke er indgået aftale mellem spørger og de berørte medarbejde om lønomlægning, og at de berørte medarbejdere er ansat på individuelle vilkår.

Virksomheden har ligeledes i forbindelse med høringen nærmere oplyst, hvorfor virksomheden tilbyder både at stille en PC´er og en Ipad til rådighed for de berørte medarbejdere.

"Virksomheden har specifikt udviklet apps til brug på Ipads. Vi udvikler også på nye apps. Dette er et relativt nyt, men meget relevant supplement til  vores overvågningssoftware. Det er meningen at disse apps og Ipad skal kunne både demonstreres og testes for vores kunder. Det har virksomhedens interesse at vores medarbejdere også er i stand til at gøre dette. Apps kan som bekendt ikke benyttes på en alm. PC - og derfor er en Ipad ikke at sidestille med en PC i dette tilfælde."

Virksomheden har yderligere oplyst, at det ikke er meningen, at de berørte medarbejdere skal aflevere de multimedier, som medarbejderne allerede betaler multimedieskat af.

Meningen med de multimedier, som virksomheden påtænker at tilbyde medarbejderne som led i aftale i en lønomlægning, er, at der ikke som på de multimedier, som de berørte medarbejdere allerede har, må befinde sig kundefølsomme oplysninger, som medarbejdernes ægtefæller og børn ikke må kunne se.

Det er således meningen, at de yderligere multimedier, som virksomheden ønsker at tilbyde gennem en lønomlægning, fortrinsvist skal tjene til privat brug for de berørte medarbejdere.

Dette gælder fuldt ud for PC´ere og telefoner, men kun i mindre grad for Ipads, da det som ovenfor beskrevet er meningen, at der på Ipad skal installeres apps til brug for demonstration og test for virksomhedens kunder.

Virksomheden har endvidere oplyst, at de berørte medarbejdere dels tager direkte fra hjemmet ud til kunder og dels tager direkte til hjemmet efter besøg hos kunder uden at skulle møde hos virksomheden hverken inden kundebesøg eller efter kundebesøg.

Endvidere arbejder de berørte medarbejdere i vidt omfang hjemme, hvor de f.eks. forbereder de forskellige kundebesøg.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

I og med at alle medarbejdere betaler multimedieskat mener vi, at de udvalgte goder kan gå ind under en bruttolønsordning.

Vi vil meget gerne have en godkendelse af denne ordning i sin helhed af SKAT.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Henvisning til lovgrundlag:

Statsskatteloven

Resterhvervelsestidspunktet følger af statsskatteloven § 4.

Kildeskattelovens § 43, stk. 1 og § 46, stk. 1 og stk. 3

"§ 43, stk. 1. Til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser."

"§ 46, stk. 1. I forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. [...]"

Ligningslovens § 16, stk. 12

"Stk. 12. Den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere m.v. som nævnt i stk. 1 for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20."

Beskrivelse af praksis:

Den Juridiske Vejledning 2011-1, afsnit C.A.5.1.7

Skatteministeriet har opstillet tre generelle betingelser, der skal være overholdt, før en aftale om lønomlægning kan lægges til grund for den skatteretlige vurdering. De tre generelle betingelser er udlægninger af generelt relevante skatteretsregler og principper. Betingelserne er:

  1. Aftalen om lønomlægning skal være civilretlig gyldig.
  2. Aftaletidspunktet, hvor der sker ændring i lønnens sammensætning, skal ligge før retserhvervelsestidspunktet for den løn, som aftalen vedrører. Retserhvervelsestidspunktet følger af principperne i statsskattelovens § 4.
  3. Aftalen om lønomlægning må ikke reelt indebære modregning i bruttolønnen (A-indkomsten) i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.

Praksis:

I SKM2009.687.SR fandt Skatterådet, at der var en reel arbejdsmæssig begrundelse for, at arbejdsgiveren stillede 2 computere og 2 telefoner til rådighed. Medarbejderne skulle derfor alene multimediebeskattes. Der blev lagt vægt på, at det var oplyst, at telefon nr. 1 enten var en vagttelefon, eller at kunder mv. altid skulle kunne komme igennem, og at computer nr. 2 havde en større anvendelsesmulighed end computer nr. 1. Det var desuden forudsat, at såvel telefon nr. 2 og computer nr. 2 ikke direkte var stillet til rådighed for den øvrige del af husstanden. Telefon nr. 2 og computer nr. 2 kunne indgå i en kontantlønsnedgang uden, at det medførte ændringer i beskatningen.

I SKM2010.79.SR kunne Skatterådet bekræfte, at en arbejdsgiver kunne stille såvel en stationær computer som en bærbar computer til rådighed for en ansat, idet der var en arbejdsmæssig begrundelse herfor, samt at dette kunne ske i forbindelse med en kontantlønsnedgang.

I SKM2010.397.SR  kunne Skatterådet ikke bekræfte, at medarbejdernes erhvervelse af en 3. bærbar computer ville være omfattet af den allerede eksisterende multimediebeskatning. Det forhold, at bærbar computer nr. 2 og 3 var anskaffet via en kontantlønsnedgang talte for, at der var en stor privat interesse fra medarbejdernes side for at få 2 ekstra bærbare computere stillet til rådighed i hjemmet. Det måtte således have formodningen imod sig, at medarbejderne ville finansiere to computere, der skulle anvendes i arbejdsgivers interesse.

Af Skatterådets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

"Som det fremgår af lovbemærkningerne, må det afgøres konkret, om der er en reel begrundelse for, at de ansatte har flere multimedier stillet til rådighed i hjemmet.

Multimediebeskatning for en ansat kan således godt omfatte, at der stilles 3 computere til rådighed for en ansat i hjemmet, hvis der foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse herfor. Et arbejdsmæssigt behov som i spørgers tilfælde for at medarbejderne tester software på 3 computere samtidigt, hvor testen kan løbe over flere timer til hele uger, kan således godt efter omstændighederne begrunde, at en ansat får stillet 3 computere til rådighed i hjemmet. Hertil kommer, at spørger har oplyst, at medarbejder også på arbejdspladsen har behov for at anvende mellem 1 og 4 bærbare computer til test af ny teknologi.

Det forhold, at både bærbar computer nr. 2 og 3 er anskaffet via en kontantlønsnedgang, taler dog for, at der er en stor privat interesse fra de ansattes side for at få to ekstra bærbare computere stillet til rådighed i hjemmet. Det må således have formodningen imod sig, at de ansatte vil finansiere to computere, der skal anvendes i arbejdsgivers interesse. Spørger har ikke begrundet, hvorfor både computer 2 og 3 skal finansieres af de ansatte selv via en kontantlønsnedgang."

I SKM2011.398.SR kunne Skatterådet bekræfte, at en tablet, som fx en Ipad eller en Samsung Galaxy er en ny type multimedie, der kunne omfattes af multimediebeskatningen. Skatterådet bekræftede videre, at en sådan type multimedie særskilt kunne indgå i en lønomlægning, såfremt de herom gældende betingelser i øvrigt var opfyldt. Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at en tablet og en bærbar Pc er så forskellig i deres egenart, at begge multimedier kunne indgå i en lønomlægning uden særskilt beskatning af den ene af enhederne såfremt der ikke forelå et særligt arbejdsmæssigt behov for begge typer multimedier.

Af Skatterådets afgørelse fremgår bl.a. følgende:

"En tablet og en bærbar Pc antages således at have stort set samme funktioner, hvorfor det er Skatteministeriets opfattelse, at der ikke umiddelbart foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse for såvel en bærbar Pc som en Ipad for samme medarbejder, da disse multimedier antages at have stort set samme funktioner, og der ikke ses at være særlige programmer eller begrænset funktionalitet på de omhandlede multimedier, der gør disse så forskellige, at begge multimedier kan stilles til rådighed for den ansatte. Der er herved tillige henset til, at de omhandlede multimedier anskaffes via lønnedgang/lønomlægning.

Det betyder, at såfremt medarbejderne både vælger en bærbar Pc og en tablet, fx en Ipad, vil denne således ikke være omfattet af multimediebeskatningen, men vil derimod skulle beskattes særskilt, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, dvs. som et personalegode, der beskattes med markedsværdien for det pågældende gode.

Medarbejderne vil derimod kunne få stillet én type computer fx en stationær Pc eller en bærbar Pc eller en Ipad til rådighed under multimediebeskatningen, som også forudsat af arbejdsgiver/spørger.

For nogle medarbejdere kan der imidlertid være tale om et reelt arbejdsmæssigt behov for såvel en stationær Pc som en bærbar Pc eller en Ipad, hvori tillige indgår forskellen i funktionaliteten på de forskellige multimedier, jf. hertil afgørelse fra Skatterådet, gengivet som SKM2009.687.SR. Der ses ikke at være en tilsvarende forskel mellem en bærbar Pc og en Ipad.

Skatteministeriet forudsætter dog, at hverken den stationære Pc eller den bærbare Pc er stillet til rådighed til direkte brug for den øvrige del af husstanden.

Behovet for flere computere med forskellig funktionalitet beror dog på en konkret vurdering af den enkelte medarbejders arbejdsmæssige behov for flere multimedier. Skatteministeriet kan imidlertid ikke ud fra de foreliggende oplysninger vurdere, hvorvidt der vil være et sådant behov, men som oplyst af arbejdsgiver vil medarbejderne også som udgangspunkt alene anskaffe én type computer, dog eventuelt tillige en Ipad."

Spørgsmål 1:

Der spørges, om virksomheden kan stille yderligere en mobiltelefon, en PC´er med tilbehør og en Ipad til rådighed for udvalgte medarbejdere, uden at dette udløser anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12.

Begrundelse:

I Skatteministeriets juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.2.2. er der i afsnittet om computere anført følgende:

..."Computer omfattet af multimediebeskatningen:

Computer med sædvanligt tilbehør er omfattet af multimediebeskatningen - dvs. computer inklusive sædvanligt tilbehør.

Det afgørende er, hvilken hovedfunktion multimediet har. Fx vil en iPad som udgangspunkt være en computer..."

Som således beskrevet i ovennævnte vejledning er en iPad at anse som en computer, og er dermed omfattet af multimediebeskatningen i ligningslovens § 16, stk. 12. Der skal derfor som udgangspunkt ikke ske anden beskatning end multimediebeskatning af den private rådighed af  en iPad.

Den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver mv. skulle beskattes med et grundbeløb på 3.000 kr. om året.

I bemærkningerne til lov om multimediebeskatning pkt. 2.7.2, er det anført, at:

"Arbejdstagerens private rådighed dækker, at øvrige personer i arbejdstagerens husstand også har mulighed for at anvende de pågældende multimedier, men ikke at arbejdsgiveren mv. direkte stiller multimedier til rådighed til arbejdstagerens ægtefælle, børn mv.'s private benyttelse. Der er således grænser for omfanget af multimedier, som den enkelte arbejdstager kan få stillet til rådighed for privat benyttelse. Det må afgøres konkret, om der er en reel begrundelse, såsom at der rådes over flere boliger, for at medarbejderen får stillet flere af de samme goder til rådighed for privat benyttelse, (eksempelvis to computere, to telefoner eller to bredbåndsforbindelser), eller om der er tale om, at goderne reelt anses for stillet til rådighed direkte for den øvrige husstands beboere"

Som det fremgår af lovbemærkningerne og de ovenfor citerede afgørelser, må det afgøres konkret, om der er en reel begrundelse for, at de ansatte har flere multimedier stillet til rådighed i hjemmet.

Multimediebeskatning for en ansat kan således godt omfatte, at der stilles flere multimedier til rådighed for en ansat i hjemmet, hvis der foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse herfor.

Ud over 1 bærbar PC´er og 1 mobiltelefon, som virksomheden allerede stiller rådighed for medarbejderne, ønsker spørger at stille yderligere 1 mobiltelefon, 1 PC´er inkl. tilbehør og 1 Ipad til rådighed.

Virksomheden vil således stille 3 computere og 2 mobiltelefoner til rådighed for de berørte medarbejdere. Spørgsmålet er herefter, om der er en sådan reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille 3 computere og 2 mobiltelefoner til rådighed, at det kan anerkendes, at der kun sker multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12 af de 3 computere og de 2 mobiltelefoner, eller om der også skal ske beskatning efter andre bestemmelser i ligningslovens § 16.

Ad mobiltelefoner:

Som beskrevet stiller virksomheden allerede en mobiltelefon til rådighed for medarbejderne. Medarbejderne bliver multimedieskattet heraf.

Virksomheden ønsker som led i en aftale om lønomlægning yderligere at stille en mobiltelefon til rådighed.

Det er oplyst, at den yderligere mobiltelefon fortrinsvis skal tjene til privat brug for de berørte medarbejdere, da medarbejderne har meget kundekontakt, og virksomheden vil gøre, hvad virksomheden kan for at sikre kunderne bedst mulig adgang til medarbejderne gennem arbejdstelefonen.

I SKM2009.687:SR var en yderligere telefon til nogle medarbejdere ikke særskilt skattepligtig, i og med den ene telefon var en vagttelefon eller kunder m.v. altid skulle kunne komme igennem på telefonen. Det gav derfor mening, at de enkelte medarbejdere var udstyret med to telefoner på én gang.

Hvis der konkret foreligger samme situation i nærværende sag, vil de ansatte ikke skulle beskattes særskilt af den yderligere telefon. Det er imidlertid ikke muligt ud fra virksomhedens oplysninger at tage stilling til, hvorvidt der konkret foreligger en sådan arbejdsmæssig begrundelse for en yderligere telefon for den enkelte medarbejder i nærværende sag. 

Ad computere:

Som beskrevet stiller virksomheden allerede en bærbar PC´er til rådighed for medarbejderne. Medarbejderne bliver multimedieskattet heraf.

Virksomheden ønsker som led i en aftale om lønomlægning yderligere at stille en PC´er og en Ipad til rådighed. PC´erne kan enten være en bærbar eller stationær PC´er med tilbehør.

Ad PC´er

Det er oplyst, at den yderligere PC´er fortrinsvis skal tjene til privat brug for de berørte medarbejdere. PC´eren kan enten være bærbar eller stationær.

Virksomheden har som begrundelse for at stille PC´er til rådighed anført:

"Virksomheden udvikler kundespecifik software. Dermed har medarbejderne på deres arbejdsPC adgang til kundernes styrings-, overvågning-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg. Dette er meget følsomme systemer, og vi vil gerne fra virksomhedens side gøre hvad vi kan for at sikre kundernes systemer bedst muligt. Derfor stiller vi en ekstra PC til rådighed for medarbejderen som kan benyttes til mindre krævende opgaver og når arbejdsPC'en er "logget på" kundernes systemer."

Skatteministeriet finder på denne baggrund, at virksomheden har anført en sådan arbejdsmæssig begrundelse, jf. SKM 2009.687:SR, for at stille yderligere en PC´er (bærbar eller stationær) til rådighed, at der ikke skal ske anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12, hvis virksomheden stiller yderligere en PC´er til rådighed for medarbejderne.  

Ad sædvanligt tilbehør:

Udover PC´ere vil virksomheden stille forskelligt tilbehør til rådighed for de berørte medarbejdere. Det drejer sig om skærme, printere og netværksharddiske.

Skatteministeriet finder, at dette tilbehør i overvejende grad må anses for sædvanligt tilbehør, hvorfor der ikke skal anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12.

Skatteministeriet skal bemærke, at en avanceret fotoprinter ikke vil blive anset for sædvanligt tilbehør.

Skatteministeriet skal vedrørende skærme bemærke, at virksomheden vil stille skærme til rådighed for de berørte medarbejdere med en størrelse af 24 tommer.

Skatterådet har i 2008.762.SR, der er afgjort efter de indtil 2010 gældende regler,  accepteret en monitor på 22" og 26" tommer som standardudstyr.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at den praksis, som Skatterådet har fastsat i 2008.762.SR også gælder efter indførelsen af multimediebeskatning, således at en skærm med en størrelse på 24 tommer, som virksomheden vil stille til rådighed, må anses for sædvanligt tilbehør og således være omfattet af multimediebeskatningen.

Skatteministeriet skal vedrørende netværskharddiske bemærke, at virksomheden vil stille 3 følgende netværksharddiske til rådighed for de berørte medarbejdere:

Navn

Pris

Bemærkninger

LG NAS N1A1DD1

X kr.

1 slot med 1 x 1 TB disk

Buffalo LS-VL Linkstation Pro

X kr.

1 slot med 1 x 2 TB disk

LG NAS N2B1DD2

X kr.

2 slots med 2 x 1 TB disk. Indbygget Blue-ray-brænder og funktioner som printserver og iTunesserver

 

Skatteministeriet finder, at de 2 første netværksharddiske må anses som sædvanligt tilbehør og således være omfattet af multimediebeskatningen.

Vedrørende den sidste netværksharddisk LG NAS N2B1DD2 skal Skatteministeriet bemærke, at den har indbygget Blue-ray-brænder.

Af Nyt fra Danmarks Statistik, nr. 206 af 4. maj 2011 fremgår, at Blue-Ray-afspillere, der bl.a. bruges til film i HD-kvalitet, i 2011 er udbredt til 16 % af familierne mod 10 % i 2010. Det er Skatteministeriets opfattelse, at der alt andet lige er flere, der bruger en afspiller end en brænder.

Skatteministeriet finder på denne baggrund ikke, at en harddisk med indbygget Blue-ray-brænder på nuværende tidspunkt kan anses som sædvanligt tilbehør.

Det betyder, at hvis virksomheden stiller en netværksharddisk med Blue-Ray-brænder til rådighed for medarbejderne i forbindelse med, at der stilles en computer til rådighed, skal der ske selvstændig beskatning af Blue-Ray-brænderen efter LL § 16, stk. 3, dvs. som et personalegode, der beskattes med markedsværdien for det pågældende gode.

Ad Ipad:

Virksomheden har som begrundelse for at stille Ipad til rådighed anført:

"Virksomheden udvikler kundespecifik software. Det sidste nye er, at vi tilbyder, at man fra en ipad kan få adgang til kundens styrings-, overvågnings-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg, og at  Ipad'en skal anvendes til at udføre til demonstrere og teste apps for virksomhedens kunder som et relativt nyt og relevant supplement til virksomhedens to overvågningssoftware. Apps kan ikke benyttes på en almindelig PC´er, men kun på en Ipad. Derfor kan en ipad ikke efter virksomhedens opfattelse sidestilles en almindelig PC´er i dette tilfælde."

Endvidere har virksomheden oplyst, de berørte medarbejdere arbejder hjemme og tager direkte til og fra kundebesøg uden at møde på virksomheden hverken før eller efter kundebesøg. Derudover har virksomheden oplyst, at medarbejderne på deres arbejdsPC haradgang til kundernes styrings-, overvågning-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg. Dette er meget følsomme systemer, hvorfor virksomheden vil gøre, hvad virksomheden  kan for at sikre kundernes systemer bedst muligt. Derfor stiller virksomheden gerne en Ipad til rådighed for medarbejderen.

Skatteministeriet finder på denne baggrund, at virksomheden har anført en sådan arbejdsmæssig begrundelse, jf. SKM 2009.687SR, for at stille en Ipad  til rådighed, at der ikke skal ske anden beskatning end multimediebeskatning efter ligningslovens § 16, stk. 12, hvis virksomheden stiller en Ipad til rådighed for medarbejderne.  

Ad flere computere til rådighed:

Som udgangspunkt anses en Ipad for at være en computer.

Virksomheden vil således stille yderligere 2 computere til rådighed for medarbejderne, ud over den bærbare PC´er, som virksomheden allerede stiller til rådighed for medarbejderne.

Som det fremgår af lovbemærkningerne, må det afgøres konkret, om der er en reel begrundelse for, at de ansatte har flere multimedier stillet til rådighed i hjemmet.

Multimediebeskatning for en ansat kan således godt omfatte, at der stilles 3 computere til rådighed for en ansat i hjemmet, hvis der foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse herfor. Der kræves dog skærpede krav til den arbejdsmæssige begrundelse jo flere computere, som en virksomhed vil stille rådighed for medarbejderne.

Virksomheden har som begrundelse for at stille yderligere en yderligere PC´er til rådighed for medarbejderne anført:

"Virksomheden udvikler kundespecifik software. Dermed har medarbejderne på deres arbejdsPC adgang til kundernes styrings-, overvågning-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg. Dette er meget følsomme systemer, og vi vil gerne fra virksomhedens side gøre hvad vi kan for at sikre kundernes systemer bedst muligt. Derfor stiller vi en ekstra PC til rådighed for medarbejderen som kan benyttes til mindre krævende opgaver og når arbejdsPC'en er "logget på" kundernes systemer."

Virksomheden har som begrundelse for at stille en Ipad til rådighed for medarbejderne anført:

"Virksomheden udvikler kundespecifik software. Det sidste nye er, at vi tilbyder, at man fra en ipad kan få adgang til kundens styrings-, overvågnings-, og alarmeringssystemer for deres produktionsanlæg, og at  Ipad'en skal anvendes til at udføre til demonstrere og teste apps for virksomhedens kunder som et relativt nyt og relevant supplement til virksomhedens to overvågningssoftware. Apps kan ikke benyttes på en almindelig PC´er, men kun på en Ipad. Derfor kan en ipad ikke efter virksomhedens opfattelse sidestilles en almindelig PC´er i dette tilfælde."

Selvom virksomheden har anført en reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille henholdsvis en yderligere computer og en Ipad til rådighed, er det imidlertid Skatteministeriets opfattelse, at virksomheden ikke både kan stille en yderligere computer og en Ipad til rådighed, uden at dette udløser anden beskatning end multimediebeskatning.

Skatteministeriet har herved lagt vægt på, at det er oplyst, at både den yderligere bærbare PC´er og Ipaden uden begrænsning kan anvendes til private formål, samt at der ikke er anført nogen arbejdsmæssig begrundelse for at stille 3 computere til rådighed.

Skatteministeriet har endvidere lagt vægt på at både den yderligere  PC´er og Ipaden vil blive anskaffet via en lønomlægning, hvilket taler for, at der er en stor privat interesse fra medarbejdernes side for at få yderligere en bærbar PC´er og en Ipad stillet til rådighed i hjemmet.

Det må således have formodningen imod sig, at medarbejderne vil finansiere yderligere en bærbar PC´er og en Ipad, der skal anvendes i virksomhedens interesse.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller herefter, at spørgsmål 1 besvares med nej, se indstilling og begrundelse.

Skatteministeriet skal bemærke, at skatteministeren den 21. november 2011 har fremsat L 31, forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love, der bl.a. afskaffer den gældende multimediebeskatning.

Spørgsmål 2:

Der spørges, om virksomheden kan stille avis til rådighed for udvalgte medarbejdere, uden at dette udløser beskatning.

Skatteministeriet skal bemærke, at det vil afhænge af de konkrete forhold hos de berørte medarbejdere, f.eks. om medarbejderen allerede holder avis eller ej, om der skal ske beskatning af fri avis efter reglerne om beskatning af fri avis efter ligningslovens § 16. Der henvises i denne forbindelse til Den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.3.2.

Skatteministeriet skal oplyse, at ministeriet har oplyst virksomheden om reglerne om beskatning af fri avis hos medarbejderne, herunder at der kræves oplysning om hver enkel medarbejders avishold for at kunne besvare spørgsmålet fyldestgørende.

Virksomheden har på denne baggrund ikke har haft bemærkninger til Skatteministeriet indstilling.

Skatteministeriet skal endvidere bemærke, at virksomheden ønsker at stille avis til rådighed som led i en aftale om lønomlægning.

Ifølge den Juridiske Vejledning, afsnit C.A.5.3.2 er det en konkret vurdering, om en avis betalt af arbejdsgiveren kan siges i overvejende grad at være stillet til rådighed for arbejdet, når en medarbejder omlægger lønnen mod at få avisen.

Den konkrete vurdering kan dog foretages samlet for hele personalegrupper, når deres arbejdsopgaver er ensartede. Får en medarbejder en arbejdsgiverbetalt avis mod at omlægge lønnen, udelukker det ikke i sig selv, at avisen er omfattet af bagatelgrænsen i LL § 16, stk. 3, 3. pkt.

Finansiering af avisen ved en omlægning af lønnen indgår dog i vurderingen af, om godet kan siges i overvejende grad at være stillet til rådighed for arbejdet.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller herefter, at spørgsmål 2 besvares med Se indstilling og begrundelse.

Spørgsmål 3:

Der spørges, om goderne i spørgsmål 1 og 2 kan indgå i en aftale om lønomlægning for de berørte medarbejdere.

Ifølge praksis anerkender SKAT under visse betingelser ordninger, hvor den fremtidige sammensætning af lønnen ændres, så medarbejderen får et personalegode stillet til rådighed mod at få en lavere kontantløn - af SKAT betegnet "løn-omlægning".

Betingelserne er nærmere, at aftalen om lønomlægning skal være civilretlig gyldig, at aftaletidspunktet, hvor der sker ændring i lønnens sammensætning, skal ligge før retserhvervelsestidspunktet for den løn, som aftalen vedrører, og at aftalen om lønomlægning må ikke reelt indebære modregning i bruttolønnen (A-indkomsten) i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.

Virksomheden har oplyst, at de medarbejdere, der ønsker at indgå aftale om lønomlægning, endnu ikke har indgået en sådan aftale, og at medarbejderne er ansat på individuelle vilkår.

Skatteministeriet lægger disse oplysninger til grund for besvarelsen.

Skatteministeriet anser derfor betingelsen om, at aftalen om lønomlægning skal være civilretlig gyldig, og betingelsen om, at aftaletidspunktet, hvor der sker ændring i lønnens sammensætning, skal ligge før retserhvervelsestidspunktet for den løn, som aftalen vedrører, for opfyldt.

Vedrørende betingelsen om, at aftalen om lønomlægning ikke reelt må indebære modregning i bruttolønnen (A-indkomsten) i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3. fremgår følgende af Den Juridiske Vejledning 2011-2, afsnit 5.1.7.3.5.2.1:

"Når et gode er finansieret ved en nedgang i den kontante løn, er der en risiko for, at aftalen ikke indebærer en reel ændring af vederlagets sammensætning, men at den i stedet er en betaling for et rent privat gode med ubeskattede midler. Hvis det er betaling for et privat gode, er finansieringen over bruttolønnen i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3.

For at afgøre om en aftale om lønomlægning er i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3, er det derfor nødvendigt at klarlægge om de faktiske forhold indebærer en reel ændring af lønnens sammensætning eller om det er betaling for et rent privat gode med ubeskattede midler. Hvis SKAT vurderer, at lønomlægningen reelt er en betaling for et rent privat gode med ubeskattede midler, er det en uretmæssig modregning i allerede erhvervet kontantløn. Medarbejderen er derfor skattepligtig af den kontantløn, der uretmæssigt er sket modregning i. Se SKM2011.204.SR

Der kan ikke opstilles en udtømmende liste over, hvad der kan indgå i denne afklaring af de faktiske forhold - alt, der er egnet til at belyse de faktiske forhold, kan indgå. De følgende fire afsnit er typisk relevante at tage i betragtning:

  • Er lønnedgangen uafhængig af eventuelt varierende udgifter?
  • Hvor lang tid varer lønnedgangen?
  • Fremgår ændringen i lønnen som et fradrag på lønsedlen?
  • Er godet stillet til rådighed af arbejdsgiveren?

Virksomheden har oplyst, at aftalen om lønomlægning vil have en bindingsperiode på 12 måneder. Hver måned bliver der trukket et fast beløb af medarbejderens bruttoløn. Dette beløb svarer til en tolvtedel af den samlede pris på den ordning, medarbejderen vælger.

PC'er og mobiltelefoner stilles til rådighed i 36 mdr., hvorefter multimediet kan afleveres igen, eller købes til markedsprisen.

Den enkelte medarbejder vil ikke komme til at eje udstyret, selvom de har betalt for det ved at gå ned i løn. De vil få det stillet til rådighed af virksomheden og først efter 3 år kan medarbejderen købe produktet til markedsværdi.

Det kan derfor konstateres, at lønedgangen vil være uafhængig af eventuelt varierende udgifter, og at bindingsperioden vil være 12 måneder, som er den periode, som normalt kræves for at godkende aftaler om lønomlægning. Endvidere er goderne stillet til rådighed af virksomheden.

En lønseddel bør beskrive de faktiske forhold. Opstillingen af en lønomlægning på lønsedler er egnet til at dokumentere det reelle indhold af en aftale om lønomlægning og dermed til at afklare, om der sker et bruttotræk i strid med kildeskattelovens §46, stk. 3.

Hvis opstillingen på lønsedlen viser, at der sker et fradrag i bruttolønnen (A-indkomsten), peger det i retning af, at lønomlægningen er i strid med kildeskattelovens §46, stk. 3. SKAT accepterer dog lønomlægningen, hvis det dokumenteres, at ændringerne i lønnens sammensætning ikke sker ved modregning i bruttolønnen. Dokumentationen kan fx være en skriftlig aftale om lønomlægningen, der viser, at den ansattes retskrav på kontantløn er lavere end lønsedlen viser.

Virksomheden har hertil oplyst, at virksomheden endnu ikke har indgået aftale med berørte medarbejdere om lønomlægning, men at man har noteret sig betingelsen om, at ændringen i lønnen ikke må fremgå som et fradrag på medarbejderens lønseddel.

Skatteministeriet finder efter en konkret vurdering, at også betingelsen om, at aftalen om lønomlægning ikke reelt må indebære modregning i bruttolønnen (A-indkomsten) i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3, er opfyldt, da lønnedgangen efter det oplyste er uafhængig af eventuelt varierende udgifter, da bindingsperioden er 12 måneder, og da godet er stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Det forudsættes dog, at aftalerne om lønomlægning indgås på et tidspunkt, hvor der i øvrigt kan forhandles løn i henhold til den enkelte medarbejders kontrakt.

Hvis der ikke er aftalt et lønforhandlingstidspunkt for den enkelte medarbejder, forudsættes det, at aftale om lønomlægning indgås på et sædvanligt tidspunkt.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller herefter, at spørgsmål 3 besvares med Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstillinger og begrundelser