Parter

A

(v/adv. Søren Aagaard)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv.fm. Matthias Albertsen Brorsen)

Afsagt af byretsdommer

Kristian Lind Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 28. januar 2015, hvorefter en sagsøgeren tilhørende ejendom ansås for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, idet Landsskatteretten kom frem til, at ejendommen delvist benyttedes til landbrug (i form af skovdrift). Skatteyderen har under sagen gjort gældende, at ejendommen på afståelsestidspunktet ikke - længere - blev benyttet til landbrug.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at ejendommen beliggende Y1, matr.nr. ...1, er omfattet af skattefriheden i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, hvorfor sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 skal nedsættes med kr. 2.194.341.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Ejendommen, hvis areal er 95.872 kvm (ca. 9,5 ha), er vurderet som landbrugsejendom.

Det på ejendommen beliggende hus har efter de fremlagte fotos karakter af almindeligt beboelseshus.

Det fremgår af luftfotos af ejendommen, at stort set hele ejendommen er beplantet med træer.

Beplantningen af træer blev foretaget i 1999/2000 af sagsøgeren, A, der med stiftelsesdato 1. november 1999 stiftede en enkeltmandsvirksomhed - G1, cvr.nr. ...1. Beplantningen skete med bistand fra G2. A modtog tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til skovrejsningen som fredskov.

A har for årene 2007 til 2010 anvendt virksomhedsskatteordningen, der har omfattet virksomheden G1.

I april 2007 indgik A med dir. JBM eller ordre til G3 en aftale om køberet til ejendommen, for hvilket A blev vederlagt månedligt. Vederlagene er medtaget under virksomheden i indkomst- og formueopgørelserne for årene.

Køberetten er ved tillæg til aftalen forlænget til juni 2010. Aftalen om køberet bortfaldt grundet købers konkurs tidligere i 2010.

Det er i aftalen anført bl.a., at A forpligter sig til at aflyse fredskovpligten inden udgangen af 2008, idet arealet i øvrigt overtages af køber som det er, således at eventuel træfældning påhviler køber for dennes regning. Fredskovpligten er aflyst, og A har tilbagebetalt den modtagne støtte.

Det gennem køberettens løbetid modtagne vederlag har været skattemæssigt behandlet således, at der - som et resultat af As anmodning af 18. december 2012 om genoptagelse af den skattemæssige ansættelse for 2007 til og med 2010 - er sket (en lempeligere) beskatning af vederlaget, der er henført til ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 9, stk. 1, om ejendom­me, der helt eller delvist benyttes til landbrug m.v., idet skattemyndighederne har afvist at henføre indtægten til EBL § 8 om afståelse af bl.a. en- og tofamiliehuse.

Der er ikke sket fældning af træer i As ejertid.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A.

A har forklaret bl.a., at han er uddannet ingeniør og har været selvstændigt erhvervsdrivende siden 1968. Han blev pensioneret i 2005. Han købte ejendommen i 1971, idet han og hans familie - hustru og to børn - gerne ville bo naturskønt. Han anser ejendommen for en villa med en stor grund. Der er ingen driftsbygninger.

I starten af ejerskabet drev han landbrugsvirksomhed i form af bortforpagtning af jord. I forbindelse med, at Skov- og Naturstyrelsen opfordrede til skovrejsning, foretog han i 1999/2000 tilplantning af ejendommen med træer. Det var ikke tanken at drive egentlig skovdrift, men han ville gerne have træer på ejendommen. Træerne ville endvidere have en positiv indvirkning på grundvandet. Der er ikke sket fældning i hans ejertid - træerne skal være 25 - 30 år gamle. Han fik rådgivning fra G2. Han har ikke erhvervet materiel til brug for skovdrift. I 2007 fik han en indtægt på ca. 21.000 kr. til "kompensation" i forhold til den indtægt, han kunne have opnået, hvis han ikke havde plantet træer. Der var tale om fredskov, som han fik tilskud til at plante, og det medførte samtidig en pligt til at drive skoven som fredskov, herunder at pleje skoven. Han har haft G2 til at pleje skoven i form af "udtynding".

Køber af køberetten var en entreprenør og projektudvikler, der havde planer om - når ejendommen var "flyttet" fra landzone til byzone - at foretage udstykning og bebyggelse af ejendommen. Det fremgår af køberetten, at fredskovpligten skulle "løftes", ligesom købet var betinget af ændring af lokalplanen. Han og køberen regnede med, at det ville ske senest i 2010. Lokalplanændringen kom imidlertid aldrig, og køber gik i mellemtiden konkurs.

Der har ikke været erhvervsmæssige indtægter fra ejendommen siden 2007. Han deltager, jf. regnskaberne, i udlejningsvirksomheder drevet som I/S'er. "Forpagtningen" i 2011 er sket til den samme nabo, der forpagtede en del af ejendommen frem til 2000. Der skulle ikke betales forpagtningsafgift - der var nærmest tale om en nabotjeneste/nabohjælp. Ejendommen er i mellemtiden solgt for 21,5 mio. kr. til et nedbrydningsfirma, der har fældet alle træerne. De skal nu tørres og anvendes til offentlig varmeforsyning. Der er ikke sket særskilt afregning vedrørende træerne - ejendommen blev solgt, som den var. Køber vil anlægge et genbrugsanlæg på ejendommen. Han bor fortsat på ejendommen som en slags "vicevært" - der er 3 måneders opsigelse.

Anmodningen fra 2012 om udstykningstilladelse var begrundet i, at man gerne ville "have papir på", at udstykning ikke kan ske - dette af hensyn til ejendomsavancebeskatningsloven. Det er rigtigt, at det var ham, der oprettede virksomheden G1 - det skete i forbindelse med tilplantningen med fredskov. Virksomheden har hele tiden været omfattet af virksomhedsordningen - det var hans daværende revisor, der stod for det. Han har ikke nærmere kendskab til den skete opdeling i erhverv og stuehus, jf. regnskaberne. Han ved ikke, hvorfor "forudbetalt fredskov" figurerer i regnskaberne.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at:

"...

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende at indgåelse af en aftale om en køberet til en fast ejendom, jf. bilag H ikke betyder, at der på aftaletidspunktet er indgået en aftale hvorefter ejendommen i skattemæssig henseende er afstået på dette tidspunkt. Landsskatteret­tens helt ubegrundede præmis, hvorefter det modsatte i nærværende sag skulle være tilfældet, jf. bilag 1, side 14, er i strid med såvel domspraksis som administrativ praksis herom.

Sagsøgtes gentagelse af Landsskatterettens ubegrundede præmis, jf. side 2 i duplikken, hvorefter afståelsestidspunktet i sagen skulle være sammenfaldende med tidspunktet for køberetsaftalens indgåelse den 15. april 2007, er derfor heller ikke korrekt.

Da køberetten ubestridt, jf. bilag 1, side 6 øverst er udløbet uudnyttet 30. januar 2010 gøres det gældende at dette tidspunkt efter praksis skal anses for afståelsestidspunkt, jf. UFR1996.1058/2H, SKM2008.920.SR og SKM2008.933.SR, Den Juridiske Vejledning C,H.2.1.6.2 samt i øvrigt skatteretlig praksis omkring betingede aftaler.

Det er ubestridt, at der er tale om en ejendom som i 2010 blev vurderet som landbrugsejendom.

Ejendommen skal bl.a. jf. SKM2003.11.DEP behandles efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvis ejendommen på afståelsestidspunktet ikke faktisk benyttes til landbrug.

Sagsøger har ført bevis for, at han ikke drev landbrug og at ejendommen i øvrigt ikke blev benyttet til landbrug i afståelsesåret 2010.

Der har ikke været fredskov eller fredskovpligt på sagsøgers ejendom siden 1. april 2008, jf. bilag 9 og 10. Herefter har der ikke været drevet noget som helst landbrug på ejendommen.

Sagsøger ejede/lejede ingen driftsmidler til udførelse af landbrugsdrift, han havde heller ingen udgifter i form af faktiske udgifter, afskrivninger m.v. eller indtægter vedrørende skov-/landbrugsdrift i 2008 til 2010. Aktivet "Forudbetalt fredskov kr. 430.869" blev heller ikke reduceret eller nedskrevet. Alt dette fremgår af hans regnskaber for 2008 (bilag V), 2009 (bilag W) og 2010 (bilag X). Sagsøger havde ikke i årene bortforpagtet jordtilliggenderne og havde i øvrigt ingen forudsætninger for selv at drive landbrug.

Sagsøgte har endvidere aldrig anfægtet eller bestridt regnskabernes rigtighed gennem varsling af en forhøjelse eller lignende, jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Det faktum, at 0,7 hektar ud af ejendommens samlede areal på knap 10 hektar i 14 måneder fra juni 2011-31. august 2012, jf. bilag 4 har været udlånt vederlagsfrit til naboen, betyder ikke at der på afståelsestidspunktet i 2010 blev drevet landbrug på ejendomme eller at der var tale om bortforpagtning. Udlån som ikke sker mod vederlag, jf. bilag 4 medfører i øvrigt efter praksis ikke, at ejendommen skal betragtes som landbrugsmæssigt benyttet, jf. SKM2003.442.LSR. Eventuelle landbrugsmæssige aktiviteter på ejendommen har i hvert fald siden 1. april 2008 været så uvæsentlige at der ikke er drevet landbrug i vurderingslovens forstand, jf. UFR 2012.2709H. (SKM2012.359.HR)

Det påhviler herefter sagsøgte at dokumentere, at der i 2010 i ikke uvæsentligt omfang blev drevet landbrug fra ejendommen. Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1 krav om landbrugsdrift på afståelsestidspunktet er i nærværende sag ikke opfyldt, hvorfor afståelsen ikke er omfattet af denne bestemmelse.

Ejendommen har ubestridt tjent til bolig for sagsøger og dennes husstand i hele den periode, hvori sagsøger har ejet ejendommen. Ifølge offentlig myndigheds bestemmelse kan der ikke udstykkes fra ejendommen til selvstændig bebyggelse, jf. bilag L1.

Da samtlige betingelser i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, herefter er opfyldt skal sagsøgers påstand tages til følge.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at:

"...

Ved den indbragte afgørelse (bilag 1) fandt Landsskatteretten, at det vederlag, som A opnåede fra den af ham indgåede køberetsaftale (bilag H) vedrørende hans landbrugsejendom Y1, var omfattet af undtagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 9 om ejendomme der helt eller delvist benyttes til landbrug mv. eller skovbrug, jf. bilag 1, side 15, 4. afsnit. Da vederlaget således skulle fordeles mellem stuehus mv. og den øvrige erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen, blev der ved afgørelsen taget hensyn til, at A også har anvendt landbrugsejendommens stuehus til beboelse, jf. bilag 1, side 15, nederst.

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at Landsskatterettens afgørelse er tilsidesættelig.

Fortjeneste på finansielle kontrakter, herunder aftaler om køberet, omfattes som udgangspunkt af beskatningsreglen i kursgevinstlovens § 29, stk. 1. Bestemmelsen omfatter dog ikke køberetter, der angår fast ejendom og som ikke er indgået mellem parter, der er interesseforbundne efter reglen i boafgiftslovens § 22, jf. kursgevinstlovens § 30. stk. 1. Omfattes køberetten ikke af kursgevinstlovens regler, behandles den efter de almindelige skatteregler, jf. kursgevinstlovens § 30, stk. 6 og SKATs juridiske vejledning, afsnit C,H.2.1.3.

I den indbragte afgørelse lagde Landsskatterettens til grund, at den i sagen omhandlede køberet ikke er indgået mellem interesseforbundne parter, jf. bilag 1, side 13, 9. afsnit. As fortjeneste fra køberetten skal derfor beskattes efter ejendomsavancebeskatningslovens regler, jf. kursgevinstlovens § 30, stk. 6.

Som udgangspunkt er ejendomsavance skattepligtig, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1. Herfra gælder dog to undtagelser.

For det første er fortjeneste ved salg af bl.a. en- og tofamilieshuse skattefri, hvis huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvor denne har ejet ejendommen (parcelhusreglen), jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af parcelhusreglen, at ejendommens grundareal er mindre den 1.400 m2, eller at grunden ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke kan udstykkes til selvstændig bebyggelse, jf. § 8, stk. 1, nr. 1 og 2.

For det andet gælder den undtagelse, at for ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7, 1. og 2. pkt. er den del af fortjenesten, som vedrører stuehuset med tilhørende grund, skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1. Finder reglen anvendelse, er det således kun den del af fortjenesten, som vedrører de øvrige (erhvervsmæssige) jordtilliggender - eksempelvis mark- eller skovarealer - der er skattepligtig.

Omfattes ejendommen derimod ikke af en af disse undtagelsesbestemmelser, f.eks. fordi der er tale om en anden type erhvervsejendom, er hele avancen skattepligtig, jf. bl.a. U.2012.2709H (SKM2012.359.HR).

Vurderingen af om en af undtagelsesreglerne finder anvendelse foretages på afståelsestidspunktet, jf. bl.a. U.2003.1058.H (SKM2003.91.HR).

Køberetsaftalen, der ikke blev udnyttet, udgjorde en afståelse af en middelbar rettighed over ejendommen, jf. bl.a. SKATs juridiske vejledning, afsnit C,H.2.1.5.2.2. Det er derfor indgåelsen af køberetsaftalen den 15. april 2007, der udgør afståelsestidspunktet.

Selve den vurderingsmæssige status som landbrugsejendom er ikke eneafgørende, idet der også lægges vægt på den faktiske benyttelse, jf. SKM2003.11.DEP og U.2003.1058.H (SKM2003.91.HR).

Det er A, der skal bevise, at ejendommen omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og han skal derfor godtgøre, at ejendommen ikke længere blev benyttet erhvervsmæssigt den 15. april 2007.

Henset til at ejendommen siden overtagelsen i 1971 har været vurderet som en landbrugsejendom med landbrugspligt og dyrkningsforpligtelse, jf. bl.a. bilag B og R, herunder med en tinglyst deklaration om fortsat landbrugsmæssig benyttelse, jf. bilag C og til at A først den 17. december 2012 anmodede om, at ejendommen i stedet skulle vurderes som beboelse, jf. bilag 1, side 3, nederst, er der formodning for, at ejendommen er en landbrugsejendom.

As bevisbyrde skærpes yderligere som følge af den tidsmæssigt nære sammenhæng, der er mellem anmodningen om omvurdering og skattesagen i øvrigt, jf. bilag 1, side 3, nederst og som følge af hans varierende oplysninger om bl.a. ejendommens udnyttelse og landbrugsmæssige status, jf. f.eks. U.2009.230.H (SKM2008.908.HR), U.2000.2478.H og U.1998. 898.H.

A har ikke godtgjort, at ejendommen på noget tidspunkt har været omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

A har derimod flere gange tilkendegivet - herunder også overfor offentlige myndigheder - at ejendommen skulle betragtes og behandles erhvervsmæssigt, hvorved han i øvrigt har opnået skattemæssige og økonomiske fordele.

For det første har A i forbindelse med, at han tilplantede ejendommen med skov, i 1999 registreret en landbrugsvirksomhed - G1- på ejendommen, jf. bilag F, og han har ligeledes behandlet ejendommen som en erhvervsejendom i hans indkomst- og formueopgørelser vedrørende 2007 - 2010, jf. bilag U til X.

For det andet har A for den erhvervsmæssige del af ejendommen benyttet sig af virksomhedsskatteordningen, hvorved han dels har opnået en lavere beskatning af sine indtægter fra ejendommen og dels har kunnet fratrække en række udgifter, jf. bilag U til X. At der er taget skattemæssige fradrag i virksomheden viser i sig selv, at ejendommen har været benyttet erhvervsmæssigt.

For det tredje har A ved ikke oprindeligt at påklage SKATs vurdering af ejendommen i de pågældende år opnået en skattemæssig fordel ved at skulle betale en lavere ejendomsskat, jf. bl.a. bilag M og N.

For det fjerde har A anmodet om og faktisk modtaget tilskud og forudbetaling for etablering af fredsskov på ejendommen, hvorom det bemærkes, at sådant tilskud, der bevilliges efter ansøgning, forudsætter, at der er tale om private landbrugsarealer, jf. § 6 og § 8 i bekendtgørelse nr. 1316 af 20. november 2006. Den senere aflysning af fredskoven og tilbagebetaling af beløbet, som skete på As foranledning, jf. replikken, side 4, 4. afsnit, 1. pkt., ændrer ikke herved.

Derfor kan A heller ikke nu godtgøre, at ejendommen alligevel ikke har været anvendt erhvervsmæssigt, men at den i stedet var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 og den deraf følgende skattefrihed, jf. bl.a. U.2011.1114/2H (SKM2011.110.HR), U.2007.1485.H (SKM2009.209.HR) og SKM2012.362.VLR.

Også sagens øvrige faktiske omstændigheder viser entydigt, at ejendommen har karakter af en landbrugsejendom og at den har været udnyttet erhvervsmæssigt, herunder bl.a. at ejendommens areal i alle årene udgør ca. 9,6 ha, som i det væsentligste var beplantet med skov efter et skovkort, jf. bilag A og bilag 8, at det i køberetsaftalen er anerkendt, at en del af ejendommen ikke kunne forventes at overgå til byzone, jf. bilag H, side 2, at ejendommens jordtilliggender kontinuerligt har været udnyttet til enten gulerodsavl, jf. replikken, side 4, 2. afsnit, 6. pkt. eller til skovdyrkning, jf. bilag 9 og replikken, side 4, 3. og 4. afsnit, at der har været udgifter til drift og vedligehold af skoven, jf. bl.a. replikken, side 4, 3. afsnit og at landbrugsejendommen udgjorde en væsentlig del af den erhvervsmæssige balance i As formueopgørelse, jf. bl.a. bilag U.

Det bestrides som udokumenteret, at der ikke har været yderligere indtægter i virksomheden udover den fra Skov- og Naturstyrelsen modtagne støtte. A har ikke efterkommet Skatteministeriets opfordring nr. 4 til at fremlægge virksomhedens resultat- og balanceopgørelser fra virksomhedens stiftelsesdato og frem til i dag. Der har under alle omstændigheder været udsigt til fremtidig indtjening fra skovhugst.

A må ligeledes opfattes som værende enig i, at landbrugsejendommen frem til og med år 2007 blev benyttet erhvervsmæssigt, jf. bl.a. replikken, side 3, 3. og 6. afsnit samt side 4, 3. og 4. afsnit.

Det bestrides, at vurderingen af landbrugsejendommens erhvervsmæssige benyttelse skal foretages ved køberettens udløb i 2010, jf. bilag 1, side 14, 7. afsnit samt SKAT's juridiske vejledning, afsnit C,H.2.1.6.2 som vedrører tidspunktet for opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste.

Der er dog under alle omstændigheder ingen dokumentation for, at landbrugsejendommen eller udnyttelsen heraf skulle have skiftet karakter, og skoven indgik fortsat i erhvervsvirksomheden G1, jf. replikken side 3, 4. Det forhold, at A på dette tidspunkt ikke længere modtog tilskud til fredskov, dokumenterer ikke, at der ikke var tale om skovdrift.

Ejendommens fortsatte erhvervsmæssige karakter understreges yderligere af den i juni 2011 indgåede aftale om bortforpagtning af en "markblok" til gulerodsavl, jf. bilag 4. Det er uden betydning, men bestrides i øvrigt som udokumenteret og usandsynligt, at denne bortforpagtning skulle være sket uden nogen form for erhvervsmæssig eller økonomisk interesse for A.

Kommunens senere afslag på As udstykningsanmodning, godtgør heller ikke, at ejendommen omfattes af parcelhusreglen, jf. bl.a. U.2010.283.H (SKM2009.669.HR). Afslaget skete tilmed netop med henvisning til ejendommens drift som landbrugsejendom, jf. bilag L 1.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af EBL § 1, at

"...

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov.

..."

Til udgangspunktet om beskatning er der i EBL § 8 en undtagelse, hvorefter fortjeneste ved afståelse af bl.a. en- eller tofamiliehuse, der har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand, under visse omstændigheder ikke medregnes til den skattepligtige indkomst (parcelhusreglen).

For så vidt angår ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvist bliver benyttet til bl.a. landbrug, bestemmer EBL § 9, at der skal ske en fordeling af fortjenesten, idet fortjeneste, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have, ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Parterne er enige om, at skovdrift er omfattet af begrebet "landbrug" i EBL § 9, stk. 1.

Da udgangspunktet efter EBL er skattepligt, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at han er omfattet af en af lovens undtagelser.

At ejendommen er vurderet som landbrug, er ikke i sig selv afgørende, idet der efter praksis skal ses på den faktiske benyttelse af ejendommen.

Afgørende for denne sag er således i første række, om ejendommen på afståelsestidspunktet helt eller delvist blev benyttet til landbrug i form af skovdrift.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at A i forbindelse med skovrejsningen stiftede en enkeltmandsvirksomhed, der fra beplantningen i 1999/ 2000 og frem til efter 2010 har været omfattet af virksomhedsordningen og af A blevet behandlet som en virksomhed.

Retten lægger ved afgørelsen til grund, at det ved beplantningen i 1999/2000 har været As intention at drive skoven professionelt, idet det er en forudsætning for modtagelse af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen, ligesom intentionen underbygges af etableringen af virksomheden G1. Der er ingen oplysninger i sagen om, at driften/forvaltningen af skoven har undergået forandringer i årene fra beplantningen i 1999/2000 og frem til As anmodning i december 2012 om genoptagelse af skatteansættelserne for årene 2007 til 2010. I denne periode har således den overvejende del af As ejendom/landbrugsareal været tilplantet med træer.

Grundet træernes langsomme vækst kan det ikke tillægges afgørende betydning, at der ikke i As ejertid er foretaget fældning og salg af træer.

Efter en samlet vurdering finder retten herefter, at A ikke har godtgjort, at ejendommen ikke frem til - og med - 2010 delvist blev benyttet til landbrug i form af skovdrift, og den skattemæssige behandling af vederlaget for køberetten skal således behandles efter EBL § 9.

Da det som anført er rettens opfattelse, at ejendommen også i 2010 delvist benyttedes til landbrug, er det ikke afgørende, om afståelsestidspunktet er i 2007 eller 2010.

Med disse bemærkninger, og idet det af A i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, frifindes Skatteministeriet.

Under henvisning til sagens udfald, art, omfang og økonomiske værdi, skal A i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 75.000 kr. til dækning af rimelige udgifter til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 75.000 kr.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.