Parter

A
(advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Marie Krogsgaard Pedersen)

Afsagt af byretsdommer

Lone Molsted

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 13. februar 2012, har sagsøger, A, nedlagt principal påstand om, at sagsøgte Skatteministeriet, skal anerkende, at A´s momstilsvar for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006 skal nedsættes med 66.999 kr., subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen og forklaringer

[Udeladt.red.SKAT]

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 19. december 2013 anført følgende:

"...

Landsskatterettens kendelse i sagen er fremlagt som bilag 1 og som bilag 2 SKATs afgørelse af 16. juli 2010.

SKAT har foretaget forhøjelse af momstilsvaret ud fra de indbetalinger, der fremgår i kontoudskrifter fra Danske Bank og F1-Bank. Disse indbetalinger er - bortset fra betalingerne G3 1. februar 2006, 1. maj 2006, 1. august 2006 og 1. november 2006, i alt 6.752,72 kr. - betaling af købesummen fra salget af en beholdning gældsbreve. Dette synspunkt er blevet gjort gældende overfor SKAT og Landsskatteretten uden, at dette er lagt til grund for i de respektive afgørelser i bilag 1 og 2. Til dokumentation herfor fremlægges overdragelsesaftalen som bilag 3, ligesom der henvises til bilag 23-36.

Skatteministeriet har under skriftvekslingen anført, at det forekommer påfaldende, at overdragelsesaftalen ikke er fremlagt på et tidligere tidspunkt. Der er intet påfaldende ved at materialet først fremlægges i sagen ved replikken. Dette skyldes, at SKAT tidligt i forløbet har været varslet, at der ville blive rejst straffesag, hvilket også er sket. Dels sker ændringen i A´s opfattelse af betydningen af at fremlægge regnskabsmaterialet i sagen og at retten til ikke-selvinkriminering ikke ville føre til en mildere bedømmelse af den "manglende" fremlæggelse, først ved advokatskiftet til undertegnede umiddelbart forud for udarbejdelse af replikken i sagen.

For så vidt angår betalingerne fra G3 1. februar 2006, 1. maj 2006, 1. august 2006 og 1. november 2006, i alt 6.752,72 kr. er der tale om afdrag/ renter på et pantebrev, som A besad i 2006, hvor rentebetalingerne er selvangivet for 2006. Dette ses der ikke at være uenighed om.

Til besvarelse af Skatteministeriets opfordringer 3-4 er fremlagt regnskab for 2006, resultat og balance fra bogføringen, kassekladde, kontokort og bogføringsbilag som bilag 4-8 med bilag 22, hvor efterposteringer er indarbejdet.

Skatteministeriet har gentagne gange opfordret A til at fremlægge kopi af samtlige lejekontrakter, A kan ikke se relevansen heraf i forhold til nærværende sag, idet der er enighed om, at indbetalingerne ikke hidrører fra udlejning af fast ejendom, jf. bilag 1, side 4, 1. afsnit samt det i bilag 2, side 3, 2. afsnit anførte:

"...

I denne opgørelse er indsætninger på konto ... i F1-Bank anses for betalinger for udført arbejde som af SKAT er anset for momspligtigt i henhold til momslovens § 4. Der er bl.a. henset til at der på denne konto er foretaget mange frivillige indbetalinger fra girokort med forholdsvis små beløb, hvilket efter SKAT opfattelse ikke kan være et resultat af momsfri udlejning af boliger.

..."

SKATs konklusion om, at indtægterne ikke vedrører udlejning af boliger er gentaget i Landsskatterettens kendelse side 4, 2. afsnit. Dette betyder, at der mellem sagens parter er enighed om, at de bankindbetalinger, der har ført til den foretagne og påklagede forhøjelse af momsgrundlaget ikke vedrører huslejeindbetalinger.

Skatteministeriet har i duplikken side 2, 5. afsnit, anført, at lejekontrakterne skal tjene som dokumentation for virksomhedens omsætning samt regnskabsgrundlag. Denne begrundelse undrer, når sagens rammer er udstukket af den foretagne og påklagede forhøjelse og det på baggrund af denne kan lægges til grund, at der er enighed om, at bankindbetalingerne ikke hidrører fra betaling af husleje. Realiteten er, at ministeriet ikke konkret har redegjort for de udbedte lejekontrakters relevans for rettens prøvelse af Landsskatterettens kendelse, hvorfor der er tale om anmodning om fremlæggelse af overflødige beviser, jf. RPL § 341. Ikke desto mindre er der for Landsskatteretten, hvortil skatteansættelsen for 2006 er påklaget, fremlagt de lejekontrakter for 2006. Da lejekontrakterne i den forbindelse er fremfundet er de fremlagt som bilag 9-21.

Skatteministeriet har i svarskriftet side 2, 4. afsnit gentaget det af SKAT anførte om, at A´s virksomhed er registreret med branchekode "detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser". Der fremlægges som bilag 11 udskrift fra CVR med den nuværende registrering, hvor det fremgår, at branchekoden nu er "451120 Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser". Denne registrering i SKATs register svarer efter det af Erhvervsstyrelsen oplyste imidlertid ikke til registreringen i 2006, der var "524866 Detailhandel med computere og standardsoftware". Dette er ubestridt.

Anbringender

Det bestrides, at der er noget grundlag for at tilsidesætte sagsøgerens regnskabsgrundlag. Bevisbyrden herfor påhviler Skatteministeriet.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, jf. bilag 2, jf. bilag E er den foretagne forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for 2006 på 66.999 kr. foretaget på baggrund af konkrete indsætninger på bankkontoen, jf. SKAT oversigt over indsætningerne i bilag D, der hidrører fra bankudskriften i bilag C. Der er således ikke tale om, at der i fastsættelsen af det hævdede udeholdte momstilsvar, er opgjort skønsmæssigt, idet beløbene fremkommer fra bankens udskrift krone-til-krone. Da SKAT ikke har udøvet noget skøn over den beløbsmæssige størrelse af det forhøjede momstilsvar bestrides det, at SKAT har foretaget nogen skønsmæssig ansættelse. Det påhviler som følge heraf ikke sagsøgeren at godtgøre, at det udøvede skøn er udøvet på et forkert grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat.

Derimod gøres gældende, at der med fremlæggelsen af bilag 3 er fremlagt dokumentation for, at indbetalingerne hverken er skatte- eller momspligtige - der er ikke moms på betalingen af købesummen og sagsøgeren som følge heraf skal have medhold i den principale påstand. Videre gøres det gældende, at heller ikke betaling af rente eller afdrag med i alt 6.752,72 kr. fra G3 er momspligtig.

Skatteministeriet har gjort gældende, at aftalen er uden realøkonomisk realitet. Hvad ministeriet nærmere mener hermed er usikkert, men det fastholdes, at aftalen er indgået som den foreligger og de indbetalinger, der efterfølgende har været til A. Bevisbyrden for at aftalen måtte være uden realøkonomisk realitet - hvad det så end måtte indebære - påhviler Skatteministeriet.

Subsidiært gøres det gældende, at måtte retten finde, at forhøjelsen af momstilsvaret bygger på et administrativt skøn over beløbets størrelse, så gøres det med henvisning til det fremlagte bogføringsmateriale gældende, at det udøvede skøn er udøvet på et forkert grundlag og fører til et åbenbart urimeligt resultat.

Skatteministeriet har i svarskriftet side 5mf gjort gældende, at indsætningen af 64.000 kr. på A 5. oktober 2006, jf. bilag J, skulle vise, at A har sammenblandet virksomhedens indbetalinger med egne private, ved at lade indbetalingen på 64.000 kr. indgå på sin private bankkonto. Hertil bemærkes, at der ikke er sket nogen indsætning på 64.000 kr. på A´s private bankkonto i F1-Bank den 5. oktober 2006, derimod har A den 5. oktober 2006 overført 64.000 kr. fra sin private bankkonto i F1-Bank, jf. bilag J side 1. Det bestrides derfor, at der er sket nogen sammenblanding mellem virksomhedens og A´s private økonomi som postuleret af ministeriet.

Videre bestrides det som udokumenteret, at SKAT har godtgjort, at betingelserne for ekstraordinært at ændre momsansættelsen er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32 er opfyldt. Bevisbyrden for at momsansættelsen for hvert enkelt forhøjelsespunkt kan foretages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 32 påhviler SKAT. Og det bestrides, at A eller nogen på hans vegne groft uagtsomt skulle have bevirket, at momsgrundlaget har været fastsat urigtigt.

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at måtte retten finde, at SKATs afgørelse skal underkendes og der er behov for en fornyet afgørelse fra SKAT, er der med denne påstand åbnet mulighed herfor.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 30. december 2013 anført følgende:

"...

Anbringender

1. Formaliteten

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at SKATs afgørelse for 2006 om forhøjelsen af sagsøgerens momstilsvar ikke er ugyldig som følge af manglende overholdelse af fristerne i skatteforvaltningsloven, idet betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret er opfyldt.

Det fremgår af sagen og af Landsskatterettens kendelse, side 6, andet afsnit, at sagsøgerens virksomhed var kvartalsafregnende for moms. Heraf følger, at angivelsesfristen ifølge den dagældende momslovs § 57, stk. 3, for de enkelte kvartaler i 2006 udløb henholdsvis den 10. maj 2006, den 10. august 2006, den 10. november 2006 og den 10. februar 2007.

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, følger, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om forhøjelse af et afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Den af SKAT foretagne forhøjelse af sagsøgerens momstilsvar for 2006 er ikke beløbsmæssigt opdelt på de fire kvartaler, men er rent posteringsmæssigt henført til fjerde kvartal 2006. Den ordinære forhøjelsesfrist for fjerde kvartal 2006 udløb som anført af Landsskatteretten den 10. februar 2010. Selv hvis hele forhøjelsen vedrørte fjerde kvartal 2006, var den ordinære forhøjelsesfrist således udløbet, da SKAT fremsendte forslaget til afgørelse den 28. april 2010, jf. bilag E.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, kan afgiftstilsvaret ifølge lovens § 32, stk. 1, nr. 3, dog fastsættes eller ændres efter skatteforvaltningens bestemmelse, bl.a. hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det gøres gældende, at det må tilregnes sagsøgeren som forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt, at den fulde momspligtige omsætning for 2006 ikke er blevet angivet til SKAT.

Sagsøgeren har således ikke gjort skattemyndighederne opmærksom på de betydelige summer, der løbende blev indsat på hans bankkonto i F1-Bank, ligesom han ikke har fremlagt nogen dokumentation for, hvad indsætningerne vedrører. Det må lægges til grund, at der var tale om momspligtig omsætning fra virksomheden. Som følge heraf har sagsøgeren i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ved mindst grov uagtsomhed bevirket, at skattemyndighederne har fastsat afgiftstilsvaret på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. SKM2006.153.HR, SKM2006.190.HR, og SKM2004.474.VLR.

[afsnit udeladt.red.SKAT]

Forhøjelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, har følgelig været suspenderet i henhold til § 32, stk. 1, nr. 3, og SKAT har derfor været berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens afgiftstilsvar.

2. Realiteten

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at SKAT har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens momstilsvar, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2, og at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at det udøvede skøn er foretaget på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 2, at skattemyndighederne har haft adgang til at ansætte sagsøgerens momstilsvar for 2006 skønsmæssigt, idet sagsøgeren trods myndighedernes gentagne opfordringer ikke indsendte årsregnskabet for 2006 eller det efterspurgte bogføringsmateriale. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren ikke var afskåret herfra som følge af selvinkrimineringsforbuddet, jf. f.eks. SKM2011.315.ØLR og SKM2007.150.VLR.

Det følger allerede af det ovenfor anførte, at det ikke er korrekt, når sagsøgeren anfører, at SKAT ikke har foretaget en skønsmæssig ansættelse af hans momstilsvar, fordi forhøjelsen svarer nøjagtigt til de konkrete bankindbetalinger. Forhøjelsen er netop fastsat skønsmæssigt med hjemmel i opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Skattemyndighedernes skøn kan kun tilsidesættes, såfremt sagsøgeren godtgør, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. f.eks. SKM2005.368.HR, SKM2007.96.HR, SKM2009.37.HR og SKM2011.209.HR.

For det første gør sagsøgeren gældende, at hans konto i F1-Bank, hvorpå de omhandlede beløb er indsat, er en privatkonto, som har været fuldstændig adskilt fra hans erhvervskonti.

Ikke desto mindre har han dog samtidig erkendt, at indsætningen af kr. 64.000,- på kontoen i F1-Bank den 5. oktober 2006 vedrører en indtægt fra momspligtig virksomhed, jf. stævningen, side 2. Det kan således ikke lægges til grund, at der har været en klar adskillelse mellem sagsøgerens privatøkonomi og virksomhedens økonomi.

Sagsøgeren har derfor ikke på denne baggrund godtgjort, at SKATs skøn over momstilsvaret er tilsidesætteligt.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at indsætningerne på kontoen i F1-Bank hidrører fra afdrag på gældsbreve og således alene udgør formuebevægelser. Mere specifikt anfører han, at fire indbetalinger af den 1. februar 2006, 1. maj 2006, 1. august 2006 og 1. november 2006, i alt kr. 6.752,72, er foretaget af "G3" og vedrører afdrag/renter på pantebreve, og at de resterende indbetalinger udgør betaling af købesummen fra salget af en beholdning gældsbreve, jf. replikken, side 2.

Sagsøgeren har imidlertid ikke dokumenteret nogen af delene, idet han trods ministeriets opfordring (9) ikke har fremlagt fornøden objektiv dokumentation for de i alt ca. 400 enkelte bankindbetalinger. Derimod har sagsøgeren under retssagens forberedelse fremlagt en overdragelsesaftale af 30. december 2005 (det nye bilag 3), ifølge hvis indhold sagsøgeren skulle have overdraget en portefølje af pantebreve til en kvinde fra Østeuropa ved navn NT for en samlet købesum på kr. 1,1 mio. På ministeriets opfordring (7) har sagsøgeren oplyst, at NT er en forretningskvinde, som han har truffet på en rejse i Østeuropa.

Skatteministeriet har under retssagens forberedelse fremsat en række opfordringer til sagsøgeren vedrørende overdragelsesaftalen, idet ministeriet finder det ganske påfaldende, at sagsøgeren først for nylig - ca. 8 år efter aftalens indgåelse - har fremlagt denne. Det havde således været helt naturligt for sagsøgeren at fremlægge aftalen på et langt tidligere tidspunkt, eftersom han siden skattesagens opstart har gjort gældende, at bankindsætningerne netop skulle hidrøre fra salget af gældsbreve, jf. f.eks. bilag 2 og bilag 3, og da Landsskatteretten flere gange har anmodet om dokumentation herfor, jf. bilag G og bilag H. Den omstændighed, at SKAT tidligt i forløbet oplyste til sagsøgeren, at sagen ville blive oversendt til ansvarsafdelingen i SKAT, udgjorde så meget desto mere en god grund til at fremlægge aftalen allerede på det tidspunkt.

For det første har ministeriet opfordret (7) sagsøgeren til at fremlægge samtlige af de til overdragelsesaftalen tilhørende bilag, jf. aftalens pkt. 2, herunder kopi af samtlige overdragne gældsbreve og fordringer, også benævnt "Porteføljen". Denne opfordring har sagsøgeren ikke opfyldt, idet han blot har oplyst, at det ikke er muligt. I sagen foreligger der således ikke dokumentation for et eneste gældsbrev eller pantebrev. Dette må tillægges ham processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Sagsøgeren har som det eneste fremlagt et dokument, der angiveligt skulle udgøre overdragelsesaftalens bilag A (bilag 23). Dokumentet nævner dog intet om gældsbreve, herunder om de overdragne gældsbreves pålydende værdi samt nærmere vilkår, såsom rentesats, afdragsform og betalingsterminer mv., ligesom dokumentet hverken indeholder debitorernes fulde navne eller adresser.

Dernæst har ministeriet opfordret (10) sagsøgeren til at oplyse, hvorvidt der findes en østeuropæisk eller engelsk udgave af overdragelsesaftalen og i givet fald at fremlægge kopi heraf. Hertil har sagsøgeren blot oplyst, at køberen selv har "sørget for" en oversættelse af overdragelsesaftalen, og at han ikke er i besiddelse heraf. Efter ministeriets opfattelse virker det usandsynligt, at sagsøgeren på en rejse i Østeuropa skulle have mødt en østeuropæisk forretningskvinde, der ikke alene skulle have været interesseret i at erhverve en stor portefølje af danske gældsbreve, men samtidig også skulle have underskrevet en købsaftale udfærdiget på dansk til en værdi på over 1 mio. kr., uden at parterne i fællesskab udarbejdede f.eks. en engelsk udgave heraf. Dertil kommer, at købers underskrift på overdragelsesaftalen er ulæselig.

For det tredje har ministeriet opfordret (11) sagsøgeren til at fremlægge al korrespondance mellem ham og NT (køber) vedrørende overdragelsesaftalens indgåelse og opfyldelse. Denne opfordring har sagsøgeren heller ikke opfyldt, idet han blot har oplyst, at han ikke længere er i besiddelse heraf. Dette må komme ham bevismæssigt til skade, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

Med en for Skatteministeriet uforståelig begrundelse, nægtede sagsøgeren først at besvare ministeriets opfordring (12) om at redegøre for den endelige opgørelse af købesummen pr. den 31. december 2008, jf. overdragelsesaftalens pkt. 3.2.3, samt fremlægge dokumentation herfor. Ikke desto har sagsøgeren efter afslutningen af retssagens forberedelse fremlagt en sådan opgørelse dateret den 9. januar 2009, jf. bilag 36, side 16. Det fremgår heraf, at restkøbesummen pr. den 1/1 2009 udgjorde kr. 176.128,32, og at NT (køber) fik en betalingsfrist på 14 dage til indfrielse heraf. Der er dog ikke fremlagt dokumentation for, at restkøbesummen er blevet indfriet, og i øvrigt strider indholdet af opgørelsen mod sagens øvrige oplysninger. Det fremgår således af opgørelsen, at sagsøgeren i 2006 skulle have modtaget betalinger på kr. 510.022,04, men der er alene indbetalt kr. 496.272,14 på hans konto i F1-Bank, jf. SKATs opgørelse i bilag D, side 9. Desuden er det påfaldende, at opgørelsen er udarbejdet på dansk, når køberen er fra Østeuropa.

Endelig har sagsøgeren nægtet at indkalde NT (køber) som vidne i sagen på trods af ministeriets opfordring (13) herom, hvilket tillige må komme ham bevismæssigt til skade, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2.

På baggrund af det ovenfor anførte må det således ved rettens bevisvurdering lægges til grund, at overdragelsesaftalen af 30. december 2005 (det nye bilag 3) savner enhver realitet, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. Allerede derfor kan overdragelsesaftalen ikke tjene som dokumentation for, at indsætningerne på sagsøgerens konto i F1-Bank alene udgør formuebevægelser.

Selv hvis retten måtte lægge overdragelsesaftalen til grund, beviser aftalen under alle omstændigheder ikke, hvad indsætningerne på sagsøgerens konto i G1-Bank vedrører, idet sagsøgeren som nævnt ovenfor ikke har fremlagt fornøden dokumentation for de enkelte bankindbetalinger.

Sagsøgeren har alene - efter afslutningen af retssagens forberedelse - fremlagt underliggende dokumentation for 5 ud af de i alt ca. 400 bankindbetalinger, jf. bilag 36.

For det første har han fremlagt en kvittering for indbetaling af kr. 1.151,30 den 4. december 2006 med posteringsteksten "OC", jf. bilag 36, side 19. Det fremgår imidlertid ikke af kvitteringen, hvad indbetalingen vedrører. Det kan derfor ikke på denne baggrund lægges til grund, at der er tale om afdrag på et gældsbrev/pantebrev.

Dernæst har han fremlagt et brev af 5. september 2006 fra Advokatfirmaet R1, hvoraf det fremgår, at advokatfirmaet samme dato har overført kr. 5.419,55 til sagsøgerens konto i F1-Bank vedrørende udlodning efter gældssanering for OA, jf. bilag 36, side 20. Det fremgår dog ikke af brevet, hvori OA´s gæld til sagsøgeren bestod, og sagsøgeren har ikke fremlagt dokumentation for det underliggende skyldforhold i form af f.eks. et gældsbrev eller pantebrev. Det kan derfor ikke lægges til grund under sagen, at indbetalingen vedrører afdrag på gældsbreve/pantebreve.

For det tredje har sagsøgeren fremlagt et brev af 23. august 2006 med bilag fra F1-Finans A/S, hvoraf det fremgår, at selskabet samme dato har overført kr. 2.139,30 til sagsøgerens konto i F1-Bank vedrørende a-conto udlodning efter gældssanering for SA, jf. bilag 36, side 21-23 (4.-6. sidste side). Det kan dog heller ikke udledes af dette brev med bilag, hvori gældsforholdet mellem sagsøgeren og SA bestod, og da sagsøgeren ikke har fremlagt anden dokumentation herfor, kan det heller ikke lægges til grund, at denne indbetaling vedrører afdrag på gældsbreve/pantebreve.

For det fjerde har sagsøgeren fremlagt et brev af 31. marts 2006 fra Danske Bank vedlagt en delvist ulæselig tingbogsudskrift, jf. bilag 36, side 24-25 (2. og 3. sidste side). Af brevet fremgår, at Danske Bank samme dato har indsat kr. 117.628,80 på sagsøgerens konto i F1-Bank vedrørende indfrielse af et udlæg, Det fremgår dog ikke af brevet, hvilken gæld, der er foretaget udlæg for, og hvori gælden bestod. Eftersom sagsøgeren ikke har fremlagt yderligere dokumentation herfor, kan det ikke lægges til grund, at indbetalingen vedrører indfrielse af et gældsbrev/pantebrev.

Endelig har sagsøgeren fremlagt en kvittering for indbetaling af kr. 3.787,98 den 13. februar 2006 vedrørende afregning af indbetalinger foretaget til F1-Finans A/S, jf. bilag 36, side 26 (sidste side). Intetsteds fremgår det dog, hvad indbetalingerne til F1-Finans A/S - og dermed indbetalingen til sagsøgerens konto i F1-Bank vedrører, og da sagsøgeren ikke har fremlagt ét eneste gældsbrev eller pantebrev som dokumentation, kan det således ikke lægges til grund, at indbetalingen vedrører afdrag på gældsbreve/pantebreve.

På baggrund af det ovenfor anførte udgør bilag 36 således ikke tilstrækkelig dokumentation for, at de i alt ca. 400 bankindbetalinger - hvoraf langt størstedelen er girokort indbetalinger og altså ikke bankoverførsler - udgør afdrag på gældsbreve/pantebreve.

Sagsøgeren har derfor heller ikke på dette grundlag godtgjort, at SKATs skøn over momstilsvaret er foretaget på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat.

For det tredje har sagsøgeren ej heller ved fremlæggelsen af regnskabsmaterialet (bilag 4-8) dokumenteret, at SKATs skøn kan tilsidesættes.

Tværtimod fremgår det af det fremlagte regnskabsmateriale (bilag 4-8), at sagsøgerens regnskab og bogføring for 2006 er mangelfuld.

For eksempel er bogføringens registreringer i en lang række tilfælde ikke tilstrækkeligt dokumenteret ved underliggende bilag (bilag 6 og 7 sammenholdt med bilag 8). For det første er mange af de fremlagte underbilag (bilag 8) ulæselige - fx underbilag B7, B12, B19, B39, B40, B70, B74, B76, B79, B81, B88, B112, B113 og B122. Desuden er der flere tilfælde, hvor det bogførte beløb ikke stemmer overens med det underliggende bilag - fx er underbilag B8 bogført med kr. 423,13 på konto 2400 (bilag 6, side 1, og bilag 7, side 4), selvom bilaget kun udviser brutto kr. 338,50 (bilag 8). For det tredje er der i mange tilfælde alene fremlagt betalingsoversigter eller kontoudtog som dokumentation for posteringer - fx ved underbilag B1-B6, B42-B65 og B91-B110 (bilag 8), ligesom visse posteringer kun er dokumenteret ved dankortkvitteringer, fx underbilag B13 og B24 (bilag 8).

For det andet har sagsøgeren ikke besvaret ministeriets opfordring (14) om at fremlægge dokumentation for de efterposteringer, der er foretaget ved årsafslutningen for 2006, jf. årsregnskabet for 2006 med efterposteringer (bilag 22) sammenholdt med det årsregnskab for 2006, der tidligere er fremlagt under sagen (bilag 4).

Endelig er der efter alt at dømme ikke overensstemmelse mellem bogføringen og de fremlagte lejekontrakter (bilag 9-21). F.eks. er lejeindtægterne vedrørende ...4 (bilag 13) og ...5 (bilag 15) tilsyneladende ikke bogført, og sagsøgeren har i øvrigt fremlagt flere lejekontrakter, der ikke vedrører 2006, jf. f.eks. bilag 17, 19 og 21.

Der er således gennemgående uregelmæssigheder i sagsøgerens regnskabsmateriale, og sagsøgeren kan allerede derfor ikke med henvisning hertil løfte sin bevisbyrde for, at SKATs skøn over hans momstilsvar er forkert eller urimeligt.

Samlet set har sagsøgeren derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at SKATs skønsmæssige ansættelse af hans momstilsvar for 2006 er foretaget på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, og skønnet kan derfor ikke tilsidesættes.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ad formaliteten.

Det fremgår af brev af 28. april 2010 fra SKAT til A - forslag til ændring af skat og moms for indkomståret 2006 - at "Du skal betale 66.999 kr. mere i moms, end du har angivet. Det skyldes, at SKAT er af den opfattelse, at du ikke har angivet den korrekte salgs- og købsmoms for perioden 1. januar - 31. december 2006".

Det er ubestridt, at den ordinære forhøjelsesfrist for A´s momstilsvar for 2006 var udløbet, da SKAT fremsendte forslaget til afgørelse den 28. april 2010. Det fremgår således af forslaget, at momskorrektionen er fortaget med henvisning til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, idet forholdet om den manglende angivelse af moms må anses for ansvarspådragende.

Det må efter det oplyste lægges til grund, at A ikke havde oplyst om og fremsendt dokumentation for, hvad de løbende, betydelige indsætninger på konto ... i F1-Bank vedrørte, og at SKAT kom i besiddelse af oplysningerne efter henvendelse til F1-Bank. Retten finder herefter, at SKAT med rette har anset indsætningerne for at være betalinger for udført arbejde, som af SKAT er anset for momspligtigt i henhold til momslovens § 4. Det findes videre at måtte tilregnes A som i hvert fald groft uagtsomt, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og betingelserne i § 32, stk. 1, nr. 3, for at SKAT kunne foretage en ekstraordinær genoptagelse af A´s afgiftstilsvar findes derfor opfyldt.

Ad realiteten.

Det fremgår af § 5, stk. 2, i opkrævningsloven, at told- og skatteforvaltningen kan ansætte en virksomheds tilsvar skønsmæssigt, hvis størrelsen af det tilsvar, der påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Da SKAT som ovenfor nævnt ikke kunne opgøre momstilsvaret på grundlag af regnskaber eller andet materiale for A´s virksomhed, har SKAT således været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af momstilsvaret.

Allerede fordi der på tidspunktet for SKATs forslag til afgørelse ikke var rejst eller varslet en ansvarssag overfor A, kan hans forklaring, hvorefter han ikke ønskede at fremlægge regnskabsmaterialet af hensyn til risikoen for at inkriminere sig selv, ikke føre til andet resultat.

Det forhold, at forhøjelsen af momstilsvaret følger indsættelserne på kontoen i F1-Bank "krone til krone" kan - overfor det forhold, at SKAT ikke havde grundlæggende regnskabsoplysninger - ikke føre til, at ansættelsen ikke er skønsmæssig.

For så vidt angår sagens behandling i Landsskatteretten, hvortil SKATs afgørelse af 16. juli 2010 blev påklaget, fremgår det af breve af henholdsvis 26. maj, 16. juni og 15. juli 2011 fra Landsskatteretten til A, at der til brug for sagen blev anmodet om, at A indsendte årsregnskab for 2006 og kopi af aftaler vedrørende afhændede gældsbreve, og at materialet ikke blev indsendt trods rykkerskrivelser.

Det følger af fast retspraksis, at bevisbyrden for, at SKATs skøn over momstilsvaret er foretaget på et forkert grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat påhviler A.

A har gjort gældende, at der med fremlæggelsen af overdragelsesaftalen er fremlagt dokumentation for, at indbetalingerne på kontoen i F1-Bank hverken er skatte- eller momspligtige, idet der er ikke moms på betalingen af købesummen. Videre er det gjort gældende, at heller ikke betaling af rente eller afdrag med i alt 6.752,72 kr. fra G3 er momspligtig.

Retten finder ikke, at det af A er godtgjort, at overdragelsesaftalen, som først er fremlagt under denne sag, er reel og dermed kan udgøre bevis for, at indbetalingerne på kontoen i F1-Bank hidrørte fra betalinger i henhold til aftalen. Retten har herved navnlig tillagt det vægt, at det har formodningen imod sig, at en kvinde, som A mødte i Østeuropa skulle købe en portefølje af danske gældsbreve, at aftalen er affattet på dansk, uagtet køber er en ikke dansk talende kvinde, at underskriften på aftalen er ulæselig, og at A ikke har kunnet fremlægge nogen kopier af gældsbrevene eller korrespondance med den angivelige køber. Hertil kommer, at det ikke er godtgjort, hvad indbetalingerne på kontoen ifølge de underliggende bilag, herunder for de 4 indbetalinger foretaget af "G3", vedrører.

Skatteministeriet frifindes således.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 30.000 kr. og til dækning af øvrige omkostninger 603 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens værdi, forløb og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 30.603 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.