Dato for udgivelse
22 mar 2012 09:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 mar 2012 13:38
SKM-nummer
SKM2012.194.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-224056
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
seminar, uddanneles, skovtur, firmafest
Resumé

Skatterådet bekræftede, at A's afholdelse af seniorseminar for seniormedarbejdere vil være skattefri for de ansatte.

Skatterådet lagde vægt på, at den samlede karakter af et kursus, herunder det overordnede formål hermed, medføre at kurset som sådan anses for omfattet af ligningslovens § 31, stk. 1, uanset der også heri indgår ydelser af privat karakter.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at de ansattes ægtefællers deltagelse i seniorseminaret vil være skattefrit.

Skatterådet vurderede, at den udgift, som spørger vil afholde i forbindelse med ægtefællerne deltagelse i kurset vil være et skattepligtigt personalegode, som skal beskattes hos den ansatte.

Dette gælder også i de tilfælde, hvor ægtefællerne udelukkende deltager i aftenarrangementet.

Reference(r)

Ligningsloven § 31, stk. 1

Ligningsloven § 16, stk. 1 og stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.6.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit C.A.5.4.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at A's afholdelse af seniorseminar for seniormedarbejdere (58+ år) vil være skattefri for de ansatte?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at de ansattes ægtefællers deltagelse i seniorseminaret vil være skattefrit?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at ægtefællerne i stedet skattefrit kan deltage i aftenarrangementet som har form af et socialt arrangement med henblik på at opbygge netværk blandt vores seniormedarbejdere? Spørgsmål 3 stilles under forudsætning af, at spørgsmål 2 besvares med et "nej".

Svar

  1. Ja.
  2. Nej. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.
  3. Nej. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A er et multienergiselskab, som omsætter for op mod 2 mia. kr. om året. A er én af B's største arbejdspladser med ca. 620 medarbejdere. Som et led i koncernens personalepolitik har A udarbejdet en seniorpolitik med det sigte at fastholde A's seniormedarbejdere længst muligt i jobbet ved at tilbyde vilkår, der imødekommer den enkeltes behov og ønsker for seniortilværelsen.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Med udgangspunkt i A's seniorpolitik ønsker A at afholde et årligt seniorseminar. Målgruppen er her seniormedarbejdere (medarbejdere på 58+ år) og gerne disses ægtefæller. Formålet med seniorseminaret er at fastholde seniormedarbejdere i jobbet ved at sætte fokus på deres trivsel og kompetencer i senkarrieren samt inspirere medarbejderne til overvejelser om, hvordan deres senkarriere skal udforme sig i praksis.

Forud for seminaret afholdes en seniorsamtale med nærmeste leder, og som opfølgning på seminaret gennemføres en opfølgningssamtale mellem seniormedarbejder og nærmeste leder, hvor de tanker og ideer, seniormedarbejderen har fået på seminaret, drøftes igennem, og der laves eventuelle konkrete aftaler for den videre karriere.

Seminaret forventes afholdt i eksterne lokaler og afsluttes med et socialt arrangement i form af en middag med henblik på at etablere og styrke netværket for vores seniormedarbejdere.

A vurderer, at seminaret har et tilstrækkeligt erhvervsrelevant indhold til at kunne betragtes som et kursus, der kan gennemføres skattefrit for A's medarbejdere.

Årsagen til, at der alligevel søges om bindende svar på A spørgsmål er en afgørelse af Skatterådet af 17. maj 2011 (se vedlagte), hvoraf det fremgår af en konkret sag, at seniorkurserne her er bedømt som værende skattepligtige.

Spørger har fremlagt udkast til program, der indeholder følgende oplysninger:

"Seniormedarbejdere i A vil modtage et tilbud om at deltage i et seniorseminar. Formålet er at give seniormedarbejderen et værktøj, der gør vedkommende i stand til at:

  • Definere drømme og ønsker for seniorarbejdslivet
  • Klarlægge personlige og arbejdsmæssige mål og værdier
  • Styre udviklingen i seniorarbejdslivet
  • Klarlægge problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med et andet stillingsindhold
  • Forberede sig til seniortilværelsen (drømme, mål og økonomi med videre)
  • Fortsætte på arbejdet med en god balance mellem arbejdsliv og fritidsliv

Seminarerne er et tilbud og afholdes uden for normal arbejdstid. Medarbejderne vil ikke modtage løn eller kørselsgodtgørelse i forbindelse med seminaret. Den enkelte medarbejder kan deltage en gang på seminaret som seniormedarbejder.

Seminarudgiften afholdes af A."

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at A's afholdelse af seniorseminar for seniormedarbejdere, dvs. personer over 58 år vil være skattefri for de ansatte

Lovgrundlag

I henhold til ligningslovens § 31, stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelser af personligt arbejde i øvrigt.

Det fremgår dernæst af ligningslovens § 31, stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse, når uddannelsen eller kurset udelukkende har privat karakter for modtageren.

Efter bestemmelsen er der således skattefrihed for alle typer af arbejdsgiverbetalte uddannelser og kurser. Dog er der ikke skattefrihed for uddannelser eller kurser, der udelukkende har privat karakter for modtageren.

For uddannelsers vedkommende indebærer § 31, at der ikke skal sondres imellem, om den pågældende uddannelse i det konkrete tilfælde er en efteruddannelse eller en grund- eller videreuddannelse. § 31 omfatter således bl.a. ungdomsuddannelser, korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, der erhverves på universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner.

Skattefriheden omfatter også alle typer af efter-/videreuddannelser, som erhverves i tilknytning hertil, f.eks. diplom- og masteruddannelser og ph.d.-uddannelser. Skattefriheden omfatter endvidere også uddannelser, som udbydes i privat regi. Også uddannelser og kurser, der tages i udlandet er omfattet af ligningslovens § 31.

For kursers vedkommende, som begrebsmæssigt normalt må betragtes som korterevarende undervisningsforløb, kan der ligeledes modtages skattefrie ydelser, jf. § 31, stk. 3, til alle typer af kurser.

Der er dog ikke i henhold til ligningslovens § 31, stk. 2 skattefrihed for ydelser, som udelukkende har et privat formål for modtageren. Der er således alene skabt skattefrihed for uddannelses- eller kursusydelser, som er erhvervsrelaterede, og som sådan har et erhvervsmæssigt sigte for modtageren.

Det afgørende er således, om uddannelsen eller kurset bare har en vis erhvervsrelevans for modtageren. Det er ikke en betingelse, at uddannelsen eller kurset har relevans for arbejdet hos arbejdsgiveren.

Arbejdsgiverbetalte ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med rent hobby-/fritidsbetonede uddannelser/kurser, kortere eller længerevarende ferieophold m.v., vil således ikke være skattefri efter bestemmelsen. Gives sådanne ydelser i familieforhold m.v., vil skattelovgivningens almindelige regler endvidere kunne føre til, at udgiften ikke kan anses for en driftsudgift, således at udgiften ikke er fradragsberettiget (for arbejdsgiveren).

Praksis

I SKM2011.333.SR fandt Skatterådet, at medarbejdere, der af deres arbejdsgiver får betalt seniorkursus, skulle beskattes af kursets værdi.

Skatterådet lagde vægt på, at kurset hovedsageligt ville beskæftige sig med emner, der havde til formål at forberede til eller takle tilværelsen som senior. Emner såsom, planlægning af privat økonomi, overvejelser angående de arvemæssige spørgsmål eller justeringer vedrørende den sunde livsstil havde således ikke det nødvendige erhvervsmæssige islæt, der kræves for at anse en sådan rådgivning for en erhvervsrelateret uddannelse eller kursus.

Skatterådet bemærkede desuden, at det forhold, at deltagerne kunne ledsages af deres ægtefæller eller samlever, indikerede, at kurset overordnede formål var planlægning af den private tilværelse som senior. I den forbindelse bemærkedes det, at det forhold, at deltagernes ægtefæller eventuelt skulle afskæres fra at deltage i kurset ikke ville medføre, at kurset ville få det nødvendige erhvervsmæssige islæt, der kræves efter ligningslovens § 31, stk. 1.

Begrundelse

Af bemærkningerne til ligningslovens § 31 i L 88 1999/2000 fremgår, at hensigten med bestemmelsen har været at skabe skattefrihed for uddannelses- eller kursusydelser, som er erhvervsrelateret, og som sådan har et erhvervsmæssigt sigte for modtageren, i modsætning til ydelser som udelukkende har privat karakter for modtageren.

Videre fremgår at det imidlertid er tilstrækkeligt, hvis uddannelsen eller kurset bare har en vis erhvervsrelevans for modtageren. Det er ikke en betingelse, at uddannelsen eller kurset har relevans for arbejdet hos den eventuelle arbejdsgiver.

Den samlede karakter af et kursus, herunder det overordnede formål hermed, kan således medføre at kurset som sådan anses for omfattet af ligningslovens § 31, stk. 1, uanset der også heri indgår ydelser af privat karakter. Dette afhænger af en konkret vurdering, hvor der blandt andet kan lægges vægt på om de ydelser der indgår i kurset, og som må anses for at være af privat karakter, kun udgør en mindre del af kurset. Hvis de ydelser der indgår i kurset derimod, i overvejende grad må anses for at være af privat karakter vil dette jf. ligningslovens § 31, stk. 2, medføre at kurset som sådan ikke anses for omfattet af ligningslovens § 31, stk. 1.

Det er oplyst, at formålet med det pågældende kursus er at diskutere seniorarbejdslivet, herunder kompetenceudvikling i senkarrieren.

Skatteministeriet skal således fremhæve, at kursets deltagere vil komme til beskæftige sig med diverse spørgsmål, der relaterer sig til arbejde, arbejdsliv, arbejdsopgave m.m. I den forbindelse lægges det til grund at de punkter i seminaret, der har til formål at diskutere drømme, mål og økonomi m.v. alene udgør en mindre del af kurset.

Skatteministeriet er derfor af den opfattelse, at kurset i sin helhed må anses for at være omfattet af ligningslovens § 31, stk. 1.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at de ansattes ægtefællers deltagelse i seniorseminaret vil være skattefrit.

Lovgrundlag

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 3 fastsættes den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. Rabat på indkøb af varer og tjenesteydelser, som arbejdsgiveren m.v. udbyder til salg som led i sin virksomhed, skal dog alene beskattes, i det omfang rabatten overstiger avancen hos den pågældende arbejdsgiver m.v. Goder, herunder julegaver i form af naturalier, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 1.000 kr. (2010-niveau). Julegaver i form af naturalier fra en arbejdsgiver m.v. beskattes dog ikke, hvis værdien af julegaven ikke overstiger et grundbeløb på 700 kr. (2010-niveau). [...]

Det fremgår dernæst af pkt. 12.4.1 i cirk. nr. 72 af 17.4.1996, at ligningslovens 16 ikke kun finder anvendelse på goder, der ydes direkte til en ansat som led i en arbejdsaftale, men også på goder, der ydes til den ansattes familie eller pårørende, når godet utvivlsomt er ydet som en følge af arbejdsaftalen. Godet skal i disse tilfælde indtægtsføres hos den ansatte, som om godet var ydet til denne.

Begrundelse

Ved besvarelse af spørgsmålet lægger Skatteministeriet til grund af de pågældende ægtefæller ikke er ansat hos spørger.

Skatteministeriet skal fremhæve, at ligningsloven § 31 alene vedrører de tilfælde, hvor arbejdsgiveren betaler kursusudgiften for den ansatte. Skattefriheden kan efter Skatteministeriets opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte den ansattes ægtefælle.

Skatteministeriet vurderer derfor, at den udgift, som spørger vil afholde i forbindelse med ægtefællerne deltagelse i kurset vil være et skattepligtigt personalegode, som skal beskattes hos den ansatte.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 3 kommer beskatningen på tale, såfremt summen af kursets værdi og værdien af øvrige goder, som den ansatte har modtaget fra arbejdsgiveren, herunder julegaver i form af naturalier, overstiger et grundbeløb på 1.000 kr.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares benægtende, med tilføjelsen: "se sagsfremstilling og begrundelse".

Spørgsmål 3

Kan Skatterådet bekræfte, at ægtefællerne i stedet skattefrit kan deltage i aftenarrangementet som har form af et socialt arrangement med henblik på at opbygge netværk blandt vores seniormedarbejdere.

Praksis

Deltagelse i en julefrokost, skovtur og en anden form for firmafest, hvor arbejdsgiveren helt eller delvist afholder udgifterne, beskattes efter praksis ikke, når arrangementet er af et rimeligt omfang og varighed. En firmafest kan have mange former, der spænder fra en klassisk julefrokost på arbejdspladsen til deltagelse i fx DHL-løbet, der i en konkret afgørelse anses for at være en firmabetalt skovtur.

I SKM2011.63.SR bekræftede Skatterådet, at arbejdsgivers betaling af deltagergebyr, forplejning, løbetrøjer mv. i forbindelse med motionsløbet Eventyrløbet kan anses omfattet af praksis for skovtursarrangementer og dermed skattefrie for medarbejderne. Skatterådet bekræfter desuden, at også de ansattes eventuelle ægtefælle/samlever samt børn kan deltage i sådanne skovtursarrangementer uden skattemæssige konsekvenser.

Begrundelse

Som nævnt under besvarelse af spørgsmål 2 vurderer Skatteministeriet, at den udgift, som spørger vil afholde i forbindelse med ægtefællerne deltagelse i kurset vil være et skattepligtigt personalegode, som skal beskattes hos den ansatte.

Skatteministeriet skal bemærke, at ægtefællens deltagelse i det aftenarrangement, der afslutter det pågældende kursus, ikke kan sidestilles med den type arrangement, som nævnt i SKM2011.63.SR, hvor Eventyrløbets koncept bygger på deltagelse af de ansattes ægtefæller og børn.

Skatteministeriet vurderer derfor, at spørgers betaling for ægtefællernes deltagelse i det sociale arrangement, vil indebærer, at medarbejderne skal beskattes af arrangementet.

Som nævnt under besvarelse af spørgsmål 2 kommer beskatningen på tale, såfremt summen af kursets værdi og værdien af øvrige goder, som den ansatte har modtaget fra arbejdsgiveren, herunder julegaver i form af naturalier, overstiger et grundbeløb på 1.000 kr.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 bevares benægtende, med tilføjelsen: "se sagsfremstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriet indstilling og begrundelse.