Indhold
Dette afsnit handler om klage over brud på tavshedspligten.
Retningslinier for behandling af indsigelser over SKATs m.fl.s behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser
Klager over videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten skal behandles efter internt fastsatte retningslinier for behandling af indsigelser over SKATs m.fl.s behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser. Se SKM2013.211.SKAT.
Retningslinierne gælder for behandling af indsigelser over SKATs m.fl.s sagsbehandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser, og som ikke har betydning for en afgørelses gyldighed. Det gælder eksempelvis indsigelser over sagsbehandlingstid, indsigelser over mangelfuld vejledning og indsigelser over en medarbejders adfærd.
Retningslinierne gælder endvidere for behandling af indsigelser over SKATs m.fl.s eller en medarbejders brud på tavshedspligten.
Retningslinierne gælder således for alle indsigelser over videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten, uanset om
- videregivelsen er foregået efter anmodning, af egen drift, eller uden tilknytning til medarbejderens varetagelse af sit arbejde
- oplysningerne er videregivet til en privat, til en anden forvaltningsmyndighed, eller inden for myndigheden
- de pågældende oplysninger indgår i en afgørelsessag eller ej
Se også afsnit A.A.10.1.2 om særlige klageregler.
Historik
Landsskatteretten afviste i en kendelse af 21. juli 2008 at behandle en klage over SKATs videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed. Landsskatteretten anførte i sin begrundelse, at SKATs beslutning om at videregive oplysningerne ikke kunne anses for en afgørelse over for klageren. Se SKM2008.768.LSR.
Klager af denne art, som hidtil havde været omfattet af klageadgangen efter SKM2007.794.SKAT om "Klager over afgørelser om videregivelse af fortrolige oplysninger eller brud på tavshedspligten", blev derfor efterfølgende omfattet af "Retningslinier for behandling af indsigelser over SKATs sagsbehandling mv. - ændret anvendelsesområde". Se SKM2008.782.SKAT.
På grund af den ændrede struktur i SKAT pr. 1. januar 2009 blev retningslinierne for første og anden behandling af indsigelser over SKATs sagsbehandling mv. justeret. Se SKM2009.154.SKAT om "Retningslinier pr. 1/1 2009 - indsigelser over SKATs sagsbehandling". Skatteministeriet har justeret retningslinierne, således at anden behandling af indsigelser nu foretages af Skatteministeriets borgerambassadør. Se SKM2010.740.SKAT.
På grund af den ændrede struktur i SKAT pr. 1. januar 2013 blev retningslinierne for behandling af indsigelser over SKATs behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser justeret. Se SKM2013.211.SKAT. SKAT har justeret retningslinierne, således at første behandling af indsigelser over SKATs sagsbehandling mv. behandles af Direktøren for det pågældende forretningsområde, som indsigelsen vedrører og anden behandling behandles af SKATs Borger-og Retssikkerhedschef.