Dato for udgivelse
17 Dec 2002 14:45
SKM-nummer
SKM2002.658.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/02-4359-00209
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ændring, køberet, tegningsret, supplerende, anullering, løbetid
Resumé

Annullering af køberetter medførte afståelse. Tildeling af tegningsretter som vederlag for annullerede køberetter kan ikke omfattes af Ligningsloven § 28. En intern omrokering af arbejdsopgaver kan ikke sidestilles med en selskabsretlig omstrukturering i forhold til Ligningsloven § 28. En forlængelse af udnyttelsesperioden for tegningsretter vil medføre afståelsesbeskatning.

Reference(r)

Ligningsloven § 28
Ligningsvejledningen 2001 A.B.1.12.1, A.B.1.12.1.1

I en bindende forhåndsbesked blev der stillet følgende spørgsmål.

1. Kan Ligningsrådet bekræfte, at medarbejdere i A, der overgår til ansættelse i B, ikke vil blive beskattet som følge af, at køberetter til aktier i A, som er udstedt til de pågældende af A, annulleres og erstattes med tegningsretter udstedt af B, der giver de pågældende ret til at erhverve aktier i B?

2. Kan Ligningsrådet bekræfte, at A ikke vil blive beskattet som følge af, at køberetter til aktier i A, som er udstedt af A til medarbejdere i A, der overgår til ansættelse i B, annulleres og erstattes med tegningsretter udstedt af B, der giver de pågældende ret til at erhverve aktier i B?

3. Kan Ligningsrådet bekræfte, at B skattefrit for (i) medarbejderne og (ii) A kan udstede tegningsretter til medarbejderne i A, som giver de pågældende ret til efter udløbet af de nuværende køberetter ( d.v.s. i 2004 hhv. 2005 ) at tegne aktier i B på betingelse af, at de pågældende medarbejdere ikke forinden har udnyttet deres køberetter til aktier i A?

4. Kan Ligningsrådet bekræfte, at der ikke vil ske beskatning af de eksisterende aktionærer i B i forbindelse med udstedelse af de i spørgsmål 1 - 3 omtalte tegningsretter ?

5. Kan Ligningsrådet bekræfte, at udnyttelsesperioden for de i spørgsmål 1 og 2 nævnte nye tegningsretter kan forlænges med op til to år, uden at dette vil ændre Ligningsrådets besvarelse af spørgsmål 1 og 2 ?

Svar

Ad 1: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

Ad 2: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

Ad 3: Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

Ad 4: Nej

Ad 5: Ja

Som led i en skattefri aktieombytning er aktiekapitalen i B i efteråret 2001 blevet forhøjet ved apportindskud af aktier i A, der herved er blevet et helejet datterselskab af B ( bortset fra egne aktier ).

A har tidligere udstedt aktiekøberetter i A til en række medarbejdere og har til brug for opfyldelsen af disse køberetter en beholdning af egne aktier. Køberetterne kan udnyttes mellem den 1. januar 2003 og den 30. juni 2004 mellem den 1. januar 2004 og den 30. juni 2005, alt under forudsætning af, at medarbejderne er ansat i A i uopsagt stilling den dag, køberetterne udnyttes.

Efterfølgende er det besluttet at samle koncernens forsknings- og udviklingsafdeling i B, hvorfor en række medarbejdere i A overgår til ansættelse i B, mens visse af medarbejderne i A fortsat skal være ansat i A.

A ønsker at tilbyde de medarbejdere, der overgår til ansættelse i B, at deres køberetter til aktier i A afløses af tegningsretter, der på tilsvarende måde giver de pågældende medarbejdere ret til at tegne aktier i B, hvorved intentionerne bag det oprindelige køberetsprogram videreføres, men tilpasses den omstændighed, at de pågældende medarbejdere fremover vil være ansat hos B, ligesom der er foretaget en ajourføring af enkelte bestemmelser i lyset af den i dag mere udviklede praksis om warrants.

Det er en betingelse for udnyttelse af køberetterne, at medarbejderen er ansat i selskabet, hvorfor udgangspunktet er, at medarbejderen mister sin køberet ved at overgå til ansættelse i B. Af ordensmæssige grunde, og da der efter nyere retspraksis kan rejses en vis tvivl om den civilretlige gyldighed af sådanne klausuler, ønsker B, at køberetterne formelt annulleres og erstattes af de nye tegningsretter i forbindelse med medarbejdernes ansættelse i B.

B ønsker at kunne udstede tegningsretter til medarbejderne i A, der kan udnyttes i en periode efter udløbet af den periode, hvor de foreliggende køberetter kan gøres gældende, men som er betinget af, at de pågældende medarbejdere ikke har udnyttet disse køberetter.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Ad 1

Et af formålene bag LL § 28 er at give selskaber mulighed for at aflønne deres medarbejdere på en måde, som knytter dem til selskabet, giver dem medindflydelse på deres egen arbejdsplads, og som øger deres incitament ved at give dem del i selskabets overskud. En væsentlig forudsætning for at bevare disse incitamenter er, at medarbejderen har tilknytning til det selskab, han kan erhverve aktier i.

I forbindelse med overflytningen af medarbejdere fra A til B ønsker man at give disse medarbejdere tegningsretter til aktier i B som betaling for annullering af endnu ikke udnyttede køberetter til aktier i A.

Det er således i god overensstemmelse med formålet bag LL § 28, at medarbejderne ved udnyttelsen opnår aktier i det selskab hvori de er ansat.

Rådgiver anfører, at medarbejderne som udgangspunkt mister deres rettigheder i forhold til køberetterne, idet køberetterne er betingede af ansættelse i A. Da der imidlertid efter nyere retspraksis kan rejses tvivl om den civilretlige gyldighed af sådanne klausuler ønsker man at annullere køberetterne.

Spørgsmålet er imidlertid om en annullering af en køberet bør medføre afståelsesbeskatning.

Såfremt køberetterne udløber uudnyttede sker der ingen beskatning.

En ændring af genstanden for en køberet, omfattet af ligningslovens § 28, fra aktier i et selskab til aktier i et nyt arbejdsgiverselskab i samme koncern er i forbindelse med selskabsretlige omstruktureringer hidtil ikke anset for at være en ændring, der medfører at køberetten må anses for at være afstået, jf. SKM2001.528.LR, SKM2001.530.LR og SKM2001.557.LR.

Der er i den aktuelle situation ikke tale om en selskabsretlig omstrukturering, men en flytning af arbejdsopgaver og medarbejdere fra et selskab til et andet, da der samtidig er tale om en ændring fra en køberet til en tegningsret anses den aktuelle situation at være væsensforskellig i forhold til anførte offentliggjorte ligningsrådsafgørelser.

En annullering af køberetter kan ikke umiddelbart sidestilles med uudnyttet udløb. Således er det alene selskabets beslutning, der bevirker, at køberetten annulleres. Såfremt køberetten imidlertid udløber uudnyttet er det i kraft af medarbejderens beslutning, at køberetten ikke udnyttes.

Både henset til, at det er selskabets forhold, der gør at køberetterne skal annulleres, at medarbejderne som betaling herfor vederlægges med tegningsretter og at genstanden for det oprindelige gode ( køberetten ) ændres, vil en sådan annullering bevirke, at køberetterne må anses for afstået.

Det indstilles, at der svares nej til spørgsmål 1.

Ad 2

Medarbejdere i A har modtaget køberetter i kraft af deres ansættelsesforhold i selskabet. De medarbejdere, hvis køberetter bliver annulleret, overgår til ansættelse i B.

I kraft af annulleringen kommer der ikke umiddelbart noget beløb til fradrag i A, på trods af at selskabet har påtaget sig en forpligtelse ved tildelingen af køberetter.

I kraft af annulleringen af køberetterne og den tildeling af tegningsretter, der sker til erstatning heraf, overtager B en udgift som A oprindeligt havde påtaget sig.

Det kan så overvejes om denne "udgiftsflytning" udløser tilskudsbeskatning. Såfremt der havde været tale om de samme køberetter, hvor genstanden blev ændret i kraft af en selskabsretlig omstrukturering, ville der næppe blive tale om tilskudsbeskatning.

De allerede tildelte køberetter vil blive anset for at være afstået ved en annullering. Såfremt køberetterne var udløbet uudnyttede, var der ikke kommet noget beløb til fradrag. Således heller ikke ved en annullering.

Medarbejderne tildeles imidlertid tegningsretterne som kompensation for de annullerede køberetter, således påtager B sig at afholde en udgift som retteligt skulle være afholdt af A.

A skal derfor beskattes som følge af, at køberetterne annulleres og medarbejderne i stedet for disse opnår tegningsretter til aktier i B.

Det indstilles at svare nej til spørgsmål 2.

Ad 3

( i )

Såfremt de allerede modtagne køberetter udløber uudnyttede vil der ikke skulle ske beskatning. Såfremt køberetterne udnyttes vil der skulle ske beskatning på udnyttelsestidspunktet.

Køberetterne er udstedt af A til aktier i samme. Tegningsretterne skal udstedes af B til aktier i B. Såfremt medarbejderne som supplement til køberetterne tildeles tegningsretter hvor det er en betingelse for udnyttelse, at man ikke har udnyttet de modtagne køberetter, vil det kunne anses for at være en ændring af både parterne og genstanden for køberetten. - og således en væsentlig ændring som ville kunne bevirke, at køberetten ville blive anset for afstået.

Det er styrelsens opfattelse, at der som udgangspunkt ikke skal ske beskatning såfremt en supplerende aftale ( her: tegningsretterne ) opfylder kravene i § 28 og såfremt der ved den supplerende aftale ikke sker ændring i skattemæssig henseende i relation til den oprindelige aftale.

I den aktuelle situation ændres for det første genstanden for godet. Herudover er en konsekvens af, at medarbejderne modtager tegningsretter, at man får fremrykket anskaffelsestidspunktet, idet aktier erhvervet på grundlag af køberetter anskaffes på udnyttelsestidspunktet, medens aktier erhvervet på grundlag af tegningsretter, efter gældende praksis, anses for anskaffet på retserhvervelsestidspunktet for tegningsretten.

En ændring af genstanden for godet er en væsentlig ændring af en aftale. Dette sammenholdt med at anskaffelsestidspunktet for aktier er et væsentligt parameter ved beskatning af aktieavance, betyder at den oprindelige køberetsaftale vil blive anset for afstået i tilfælde af en supplerende aftale om tegningsret til aktier i B.

Det indstilles, at første del af spørgsmål 3 besvares nej. B kan ikke skattefrit for medarbejderne tildele dem tegningsretter betinget af, at de oprindeligt erhvervede køberetter ikke udnyttes.

( ii )

Efter LL § 28 kan medarbejdere i et datterselskab modtage tegningsretter fra moderselskabet forudsat, at tegningsretten er udstedt af dette selskab, jf. § 28, stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til LL § 28, stk. 4, at såfremt arbejdsgiverselskabet ikke betaler nogen godtgørelse til moderselskabet, så vil moderselskabet ( forudsat dansk skattepligt ) have fradrag for udgiften til ydelse af tegningsretterne, mens arbejdsgiverselskabets indkomstopgørelse ikke berøres.

Såfremt arbejdsgiverselskabet godtgør moderselskabet dets udgifter til tegningsretterne vil der være tale om udbytte, hvilket heller ingen indflydelse har på datterselskabets indkomstopgørelse.

Sædvanligvis vil det således ikke have nogen indflydelse på et datterselskabs indkomstopgørelse, at moderselskabet udsteder tegningsretter til medarbejdere i datterselskabet forudsat at medarbejderne modtager disse som vederlag som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt.

I denne situation er den supplerende aftale væsentlig forskellig fra den oprindelige køberetsaftale og kan derfor ikke anses for at være erhvervet som vederlag for udført arbejde, men i stedet som vederlag for at undlade at udnytte køberetten. Tegningsretten anses derfor ikke at være omfattet af ligningslovens § 28.

A skal derfor beskattes som følge af at medarbejderne tildeles tegningsretter, der er betingede af, at de oprindeligt tildelte køberetter ikke udnyttes, jf. begrundelsen i svaret på spørgsmål 2.

Det indstilles at svare nej til spørgsmål 3.

Ad 4

Omfattet af LL § 28 er købe- og tegningsretter tildelt i ansættelsesforhold m.m.

Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens ( ABL ) § 1, stk. 2, 2. pkt., at gevinst eller tab ved salg af tegningsretter omfattet af LL § 28 ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst.

De i spm. 1 - 5 omhandlede tegningsretter er imidlertid ikke tildelt i kraft af ansættelsesforholdet, men i kraft af, at køberetter er henholdsvis annulleret eller udløbet uudnyttet. Dvs.

tegningsretterne er betaling i forbindelse med afståelse af køberetter.

Da ABL § 1, stk. 2, 2. pkt. alene gælder i forbindelse med tegningsretter omfattet af LL § 28, finder hovedreglen i 1. pkt anvendelse. Således skal der ske beskatning af de hidtidige aktionærer i ved afståelse af tegningsretterne.

Det indstilles at svare nej til spørgsmål 4.

Ad 5

Man ønsker at forlænge udnyttelsesperioden p.g.a. den svage udvikling på aktiemarkederne for aktier inden for denne branche.

Tegningsretterne kan udnyttes i perioden 1. januar 2003 - 30. juni 2005. Udnyttelsesperioden ønskes forlænget med op til to år.

Rådgiver henviser til en tidligere ligningsrådsafgørelse offentliggjort i SKM2001.227.LR. I den afgørelse tillod Ligningsrådet, at der blev tilføjet endnu et udnyttelsesvindue, eller tegningsperiode. I den konkrete sag skulle den yderligere tegningsperiode give mulighed for at tegningsretsindehavere kunne udnytte deres tegningsret og sælge med i tilfælde af, at aktionærer med mere end 75% af aktiekapitalen ønskede at sælge virksomheden. Der var således i den sag ikke tale om en forlængelse af tegningsrettens løbetid.

En forlængelse af udnyttelsesperioden betyder i praksis også en forlængelse af løbetiden. Forlænges løbetiden vil værdien af køberetten typisk stige, dette skyldes, at der så er større sandsynlighed for at aktiernes handelsværdi vil overstige exercisekursen.

En forlængelse af udnyttelsesperioden er derfor en væsentlig ændring af køberetsaftalen, hvorfor køberetten rent aftaleretligt vil kunne anses for at være afstået og en ny køberet med en længere udnyttelsesperiode indgået, dette er stadfæstet af Højesteret i TfS 1998.625.

Spørgsmålet er om man henset til formålet med LL § 28 kan anlægge en anderledes fortolkning.

Såfremt køberetter udløber uudnyttet skal der ikke ske beskatning. Såfremt der skal ske beskatning er det favørelementet på tidspunktet for udnyttelsen, der beskattes.

Rådgiver anfører, at ønsket om forlængelse skyldes den svage udvikling på aktiemarkederne for denne branche. Således kan man forvente, at de nuværende køberetter udløber uudnyttede, såfremt løbetiden ikke ændres.

En køberet, der udløber uudnyttet vil ikke blive beskattet, og en ny tildeling af køberetter kan ske skattefrit, uanset løbetiden.

Der er således ikke noget der tilsiger, at det er nødvendigt, i forhold til LL § 28, at lempe på praksis om hvilke ændringer, der må betegnes som værende så væsentlige, at en finansiel kontrakt må anses for at være afstået.

Det indstilles, at der svares ja til spørgsmål 5.

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.