Tre skattepligtige var kommanditister i et kommanditselskab, som havde finansieret et køb af et skib med et lån på 13 mio. USD. Efter kommanditselskabet havde solgt skibet og betalt provenuet til långiveren, havde kommanditselskabet fortsat en restgæld på 5 mio. USD til långiveren. Långiveren eftergav herefter kommanditselskabets gæld på de 5 mio. USD. Under sin prøvelse af SKATs afgørelser om, at kommanditisterne var skattepligtige af deres andel af gældseftergivelsen, fandt Landsskatteretten, at kommanditisterne efter kursgevinstloven havde fået en skattepligtig kursgevinst. Landsskatteretten fandt imidlertid, at kommanditisterne ikke kunne beskattes ud over deres resthæftelse over for kommanditselskabet som følge af indholdet af Den juridiske vejledning. Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelser (SKM2020.64.LSR) for domstolene, hvor Østre Landsret behandlede sagen i første instans og et flertal gav Skatteministeriet medhold i, at der hverken i medfør af kursgevinstloven eller på baggrund af Den juridiske vejledning var grundlag for at begrænse beskatningen af kommanditisterne til deres resthæftelse over for kommanditselskabet. Et mindretal fandt, at der ikke forelå en skattepligtig kursgevinst efter kursgevinstloven. Højesteret fandt, at der ikke er grundlag for at tillægge det betydning for, om der efter kursgevinstlovens § 23 foreligger en skattepligtig kursgevinst ved eftergivelse af et kommanditselskabs gæld i fremmed valuta, om den enkelte kommanditist har indbetalt det beløb, som den pågældende hæfter for over for kommanditselskabet. Højesteret fandt endvidere, at det er uden betydning for beskatningen af indtægter efter transparensprincippet, om den enkelte kommanditist har indbetalt det beløb, som den pågældende hæfter for over for kommanditselskabet. Endelig fandt Højesteret, at den retsopfattelse, som skattemyndighederne havde givet udtryk for i bl.a. Den juridiske vejledning, klart ikke var forenelig med det overordnede retsgrundlag, dvs. kursgevinstloven og transparensprincippet. Skattemyndighederne havde som følge heraf været berettigede og forpligtede til at ændre praksis. Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom (SKM2021.586.ØLR). |