Dato for udgivelse | 12 jun 2007 07:32 |
SKM-nummer | SKM2007.370.SKAT |
Myndighed | SKAT |
Sagsnummer | 07-044849 |
Dokument type | SKAT-meddelelse |
Overordnede emner | Skat |
Overemner-emner | Personlig indkomst |
Emneord | Sportsudøvere, "sign on fee", skattepligt |
Resumé | SKAT har forladt den opfattelse, som er kommet til udtryk i SKM2002.110.TSS og finder nu, at "sign on fee" er vederlag for sportsudøverens tilsagn om udførelsen af et personligt arbejde i tjenesteforhold, som er skattepligtigt på tidspunktet for påbegyndelsen af arbejdsforpligtelsen i Danmark |
Reference(r) | Kildeskatteloven § 1 Kildeskatteloven § 2 Kildeskatteloven § 43, stk. 1 |
Henvisning | Ligningsvejledningen 2007-2 D.A.1.1 |
"Sign on fee" anvendes bl.a. indenfor sportsverdenen som en overgangssum, der betales til en spiller ved kontraktsunderskrivelsen i udlandet, inden der indtræder skattepligt til Danmark.
Told- og Skattestyrelsen (nu SKAT) har i SKM2002.110.TSS lagt til grund, at en sådan indkomst ikke er A-indkomst og dermed at sign on fee som udgangspunkt ikke kan anses for et vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Der er dog åbnet op for muligheden af, at sign on fee i særlige tilfælde kan være vederlag for arbejde i tjenesteforhold, hvis f.eks. "sign on fee" udgør en uforholdsmæssigt højt beløb i forhold til den løn, spilleren skal have, når han begynder i klubben i Danmark.
Denne opfattelse er nu forladt.
Sportsudøveren påtager sig ved kontraktsunderskrivelsen en forpligtelse til at flytte klub og påbegynde en ansættelse hos sin nye arbejdsgiver. Det er derfor SKATs opfattelse, at "sign on fee" ikke kan være betaling for noget andet end netop sportsudøverens tilsagn om udførelsen af et personligt arbejde i tjenesteforhold i kontraktsperioden.
"Sign on fee" må derfor anses for forskud på løn. Indkomsten er A-indkomst omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, Udbetaleren i Danmark skal derfor tilbageholde foreløbig skat i medfør af kildeskattelovens § 46.
Vederlaget tages til indtægt i det indkomstår, hvori arbejdsforpligtelsen påbegyndes og A-skatten anses for en foreløbig skat for dette indkomstår.
Den ændrede praksis har virkning fra offentliggørelsen af denne meddelelse, og SKM2002.110.TSS ophæves derfor samtidig.