Parter

A

(advokat Lars Fogh)

mod

Skatteministeriet

(advokat Camilla Bjerg Nielsen)

Afgørelse truffet af byretsdommerne:

Morten Larsen, dommer Ulla Ingerslev og dommer Hanne Weirup Malten.

Sagens baggrund og problemstillinger

Sagen angår prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 14. juni 2018. Ved afgørelsen blev As beskatningsgrundlag for årene 2008-2012 ændret med værdien af fri bolig på ejendommen Y1-adresse i medfør af ligningslovens § 16 A, (nugældende) stk. 5. Der var tidligere truffet afgørelse i sagen af Skat den 4. november 2013. For så vidt angår ændringerne i beskatningsgrundlaget for 2008 og 2009 blev afgørelsen tillige truffet i medfør af bestemmelsen om den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Ændringerne udgjorde samlet 783.740 kr. Der er enighed om den beløbsmæssige opgørelse.

Ejendommen Y1-adresse var ejet af et ejendomsselskab, der var ejet af et holdingselskab, hvori A ejede 50 % af anparterne. Hans bror, NP, ejede de resterende 50 % af anparterne. Det er oplyst, at A ikke selv boede på ejendommen, men at den var udlejet til hans forældre i de omhandlede indkomstår.

Sagen angår, om udlejningen til forældrene skete i ejerselskabets selvstændige økonomiske interesse. For så vidt angår ændringerne i beskatningsgrundlaget for 2008 og 2009 angår sagen tillige, om A havde fælles bestemmende indflydelse i ejerselskabet, og om der var tale om en kontrolleret transaktion.        

Påstande

A har nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A i indkomstårene 2008 - 2012 ikke efter ligningslovens § 16A, stk. 6, 1. pkt. (nugældende stk. 5, 1. pkt.) har modtaget udbytte fra G1-virksomhed i form af, at der er stillet en helårsbolig til rådighed i ejendommen Y1-adresse.

Han har nedlagt subsidiær påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke finder anvendelse for indkomstårene 2008 og 2009.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

As far, VE, ejede to ejendomme i henholdsvis Bagsværd og Farum. VE stiftede i 1991 G1-virksomhed og G2-virksomhed og overdrog samme år de to ejendomme til ejendomsselskabet. Ligeledes i 1991 købte ejendomsselskabet en ejendom på Y2-adresse i Hellerup. Disse ejendomme blev udlejet til tredjemand.

Den 10. maj 1999 blev der afholdt bestyrelsesmøde i holdingselskabet og ejendomsselskabet med deltagelse af VE og advokat ME. Det fremgik af mødereferatet, at ejendomsselskabet havde indgået aftale om køb af ejendommen Y1-adresse for 4.500.000 kr. kontant. Det fremgik endvidere, at det var VEs plan, at ejendommen ad åre kunne danne rammen for familiens ophold og beboelse, men at den foreløbig skulle udlejes til tredjemand for 1-2 år. VE oplyste, at han personligt ville yde ejendomsselskabet lån til erhvervelse og modernisering af ejendommen.

Der skete ikke modernisering eller udlejning til tredjemand. Huset på ejendommen blev revet ned, og en ny bebyggelse blev opført med lån fra VE. På et bestyrelsesmøde i holdingselskabet og ejendomsselskabet den 6. november 2001 blev der fremlagt udkast til kontrakt om udlejning af Y1-adresse til VE og hans ægtefælle NF. Det fremgik af mødereferatet, at lejekontrakten ville blive forelagt de to sønner i forbindelse med en forestående overdragelse af holdingselskabets anparter til dem.

Ved gavebrev af 20. november 2001 overdrog NF og VE anparterne i holdingselskabet til A og NP. Det fremgik af gavebrevet, at anpartshaverne og holdingselskabet ikke kunne belåne, sælge eller på anden måde overdrage ejendommen Y1-adresse, så længe en af giverne ønskede at gøre brug af den. Det var endvidere bestemt, at overgang af anparterne kun kunne ske til direkte efterkommere af giverne, og at overgang i øvrigt var reguleret i en samtidig oprettet anpartshaveroverenskomst. Hvis overdragelse skulle vise sig at være umulig, skulle ihændehaveren overdrage anparterne til (red.tekst fjernet), Y5 . Det fremgik endvidere af gavebrevet, at der blev oprettet lejekontrakt med giverne om leje af ejendommen, og at kontrakten ikke kunne ændres, så længe giverne ønskede at gøre brug af det lejede. Det fremgik endelig, at misligholdelse af vilkårene i gavebrevet ville indebære, at gaven blev annulleret, og at anparterne ville gå tilbage til giverne eller trusten på Y5 .

Af anpartshaveroverenskomsten fremgik, at anparterne blev givet med halvdelen til hver anpartshaver, og at hver anpartshaver kunne udpege et bestyrelsesmedlem og i enighed et tredje medlem af bestyrelsen. Der var også krav om enighed med hensyn til ansættelsesforhold, revision og regnskabspraksis, ligesom hver af anpartshaverne kunne modsætte sig, at der blev udloddet udbytte over et nærmere angivet niveau. Anpartshaverne skulle endvidere holde jævnlige konsultationer til drøftelse af selskabets forhold med henblik på at nå til enighed om forretningsplaner og driftsforhold. Ændringer af bestemmelserne krævede tiltrædelse fra NF og VE eller den længstlevende af disse. Anpartshaveroverenskomsten var uopsigelig i 99 år.

Lejekontrakten blev indgået den 21. november 2001. Det er oplyst, at lejen udgjorde 52.000 kr. månedligt i de år, der er omfattet af ændringerne i As beskatningsgrundlag. Lejerne påtog sig i henhold til senere tillæg til lejekontrakten at betale vand efter forbrug og at holde det lejede forsikret. Opsigelse kunne i henhold til bestemmelserne, der var medtaget fra standardformularen, kun ske i medfør af lejelovens § 82 og § 83, der angår opsigelse begrundet i ejerens egen anvendelse eller nedrivning og ombygning af det lejede.

Ejendommen Y1-adresse blev pr. 31. december 2013 solgt til NF og VE for 15.000.000 kr. I henhold til en ejendomsmæglervurdering af 29. december 2013 kunne ejendommen opnå en månedlig leje på 45.000 kr. - 49.000 kr.

VE ejede også naboejendommen Y3-adresse.

A og hans familie flyttede ind i denne ejendom omkring årsskiftet 2001/2002. A købte Y3-adresse ved skøde af 20. juni 2006 for 5.355.000 kr. Overdragelsen skete med virkning fra den 1. januar 2005 og blev finansieret ved udstedelse af et afdragsfrit anfordringsgældsbrev til VE. I et samtidig udarbejdet tillæg til anpartshaveroverenskomsten blev NF og VE og tillige NP samt ejendomsselskabet tillagt forkøbsret til ejendommen Y3-adresse.       

Der blev i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen foretaget syn og skøn efter anmodning fra A. Skønsmanden vurderede, at det markedsmæssige huslejeniveau for Y1-adresse i 2008 og 2009 udgjorde 58.000 kr. månedlig og i 2010-2012 60.000 kr. månedlig. Der blev foretaget supplerende syn og skøn efter anmodning fra A. Skønsmanden udtalte i den supplerende skønserklæring, at det måtte anses at være i G2-virksomheds selvstændige økonomiske interesse at udleje ejendommen til en leje på 52.000 kr. pr. måned i de omhandlede år, uanset om denne leje lå under markedslejen.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A, VE og advokat ME.

A har forklaret blandt andet, at han ikke husker, hvordan hans forældre fortalte om deres tanker om generationsskiftet. Det skete nok, mens de alle var bosat i Indonesien. Det var hans forældre, der bestemte alt omkring generationsskiftet. Der var ingen forhandling herom, og de havde ikke indflydelse på betingelserne for gaven. Han anså det ikke som et problem, at hans forældre skulle leje Y1-adresse. Det skete alt sammen for meget længe siden, og han husker ikke samtalen. Anpartshaveroverenskomsten medfører efter hans opfattelse, at han og hans bror, NP, er helt ligestillet. Han husker fra forelæggelsen, at der et sted i overenskomsten - under punkt 10.1. - er forskel på de to brødre. Han underskrev lejekontrakten, efter at han havde modtaget gaven. Det var på det tidspunkt klart, at hans forældre skulle leje Y1-adresse, og det var givet, at han eller hans bror skulle underskrive lejekontrakten. Det var en del af gaven. Han havde i løbet af efteråret 2001 - efter angrebet i USA "9/11" - overvejelser om, hvorvidt han og hans ægtefælle, der er fra USA, skulle forblive i Indonesien eller flytte til USA eller Danmark. De besluttede, at det var mest sikkert at forlade Indonesien og flyttede i december til Danmark. Efter at han kom til Danmark, deltog han i den daglige drift i selskabet. Der er forhandlinger med lejere, og hvis der er praktiske spørgsmål, er det typisk ham, der ringer til f.eks. en elektriker og får det klaret. På et tidspunkt overtog han bogholderiet fra MEs kontor. Han betalte regninger og videregav rapporter til revisor. Han er med i selskabets bestyrelse og har deltaget i alle bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Han har aldrig selv haft mulighed for at bruge Y1-adresse. Det har været helt udelukket. Y1-adresse blev drevet med mindre opmærksomhed, fordi deres lejere - forældrene - selv kunne ringe til elektrikeren eller VVS’eren, hvis der var problemer. De regninger for vedligeholdelse, der på denne vis kom ind, blev betalt af selskabet. Han og hans børn besøgte dagligt forældrene på Y1-adresse. Der har været adskillige lejere og tomgangsperioder på selskabets øvrige ejendomme. De lægger altid vægt på at gøre alt rigtigt i forhold til loven og SKAT. De har i bestyrelsen ME, der er advokat og dirigent, og de konsulterer ham herom. Han vil tro, at han i regnskabet for 2008/2009 i noten står anført under nærtstående parter, fordi han var med i bestyrelsen, og fordi han ejede 50% af anparterne. Han husker ikke, hvordan lejen for Y1-adresse blev fastsat. Det skete, før han overtog anparterne i selskabet. Hvis f.eks. Y2-adresse stod tom, kunne han kun flytte ind i ejendommen, hvis han og hans bror var enige herom. Hvis Y1-adresse stod tom, kunne han også kun flytte ind, hvis der var enighed herom mellem ham og hans bror.

Han ved ikke, hvorfor han på et tidspunkt ikke længere stod som nærtstående i regnskaberne fra 2009/10. Han ved kun, at hans ægtefælle på et tidspunkt overtog bogholderiet, og derfor stod hun anført i det følgende regnskab. De fulgte nok R1s retningslinjer herfor. Forældrene betalte automatisk den højere leje, da de flyttede ind i huset. Da forældrene flyttede ind, var det meningen, at de skulle bo i Danmark permanent. Det skete i starten af 2002. Han og forældrene delte ikke havearealet, som forældrene via lejekontrakten havde brugsret til. Den nævnte tennisbane lå lige ved siden af Y1-adresse og var ejet af grundejerforeningen, der omfattede 6 ejendomme. Grundejerforeningens medlemmer havde brugsret til tennisbanen, og lejerne af Y1-adresse kunne også benytte banen. De fleste beslutninger, der skal træffes i selskabet, er ikke overordnede og store. Mange beslutninger vedrører blot den almindelige drift med vedligeholdelse af lejemål. Han tager den slags beslutninger, fordi han sidder i Danmark og har kontakten med lejerne, uden at gennemgå dem med sin bror. Alt vedrørende regnskabet, f.eks. ny regnskabspraksis, er på bestyrelsesniveau, hvor de begge skal være enige. Han og hans bror er heldige. De har et godt forhold til hinanden, og de tænker på hinanden. Der har ikke været tilfælde, hvor de havde brug for mægling eller forældrenes deltagelse, som det er muligt ifølge anpartshaveroverenskomsten.

VE har forklaret blandt andet, at han og hans hustru NF bestemte generationsskiftet. De var kommet op i den alder, hvor de ønskede at videregive det, de havde, til deres sønner. Det skete i samarbejde med advokat ME. NP og A havde ingen indflydelse på vilkårene for generationsskiftet. Den forelæggelse af generationsskiftet og lejekontrakten, der fremgår af bestyrelsesmødereferat af 6. november 2001, var ikke et oplæg til forhandling. Huslejen for Y1-adresse blev fastsat efter, at man havde undersøgt området og på baggrund af oplysninger om, hvad andre huse blev udlejet til. Der var et par ejendomme på (red.adressen), som de kunne sammenligne med, og der blev rettet henvendelse til kommunen om en fair leje. Der var ikke tale om, at A selv kunne bo på Y1-adresse. Han ønskede ved generationsskiftet at ligestille sønnerne.

Når det i bestyrelsesmødereferat af 10. maj 1999 står anført, at "…der var tale om en i forhold til ejendommen Y3-adresse velbeliggende ejendom" var tanken, at de ønskede at huse børn og børnebørn, når de var hjemme på sommerferie. Dette ville dog også være muligt i Y1-adresse, hvis Y3-adresse var lejet ud til tredjemand. Som det fremgår af bestyrelsesmødereferat af 9. september 1999 var Y1-adresse uegnet til udlejning. Det var et hus fra 1940’erne, og da de daværende ejere ønskede at sælge, blev han spurgt og stillede sig positiv over for en handel. Da ejeren kom på plejehjem, kom der reelle forhandlinger mellem ham og hendes datter og svigersøn. Da handlen var afsluttet, og de undersøgte huset nærmere, viste det sig, at der var revner i fundamentet i kælderen. De bygningskyndige sagde, at det var vanskeligt at udbedre skaderne, og foreslog, at huset blev revet ned. Han var interesseret i huset særligt på grund af beliggenheden. Y3-adresse havde de fået godkendt med sommerhusstatus. De tænkte oprindeligt, at de ville føre dette videre med Y1-adresse. Da huset var bygget, og urolighederne i Indonesien blev værre, besluttede de at flytte til Danmark i 2002. Der nåede ikke at bo lejere i Y1-adresse, inden de flyttede ind, og de benyttede aldrig huset som sommerbolig.

ME har forklaret blandt andet, at han er advokat. Han har bekræftet at have afgivet redegørelsen af 16. januar 2014, og at han fortsat kan stå inde for indholdet. I slutningen af 1980’erne besluttede VE sig for, at der skulle ske en ændring af ejerskabet af de ejendomme, som VE ejede, bortset fra Y3-adresse, som VE selv anvendte som sommerbolig. Ejendommene skulle lægges ind i et selskab, og de etablerede en lille koncern med et holdingselskab og et driftsselskab. Han var i modsætning til VE bosiddende i Danmark, og han blev derfor direktør i selskabet, og selskabet havde adresse på hans kontor. Han var - uanset den selskabsretlige titel som direktør - rettere administrator og sørgede for årsregnskaber, generalforsamling og bestyrelsesmøder. I starten lå al bogføring m.v. for selskaberne hos advokatkontorets bogholderi. Han var i perioden den praktiske forlængede arm for VE, der boede i Indonesien, men han kunne ikke som direktør selv beslutte noget. Det var i begyndelsen VE og efterfølgende sønnerne, der havde beslutningskompetencen. Han konciperede generationsskiftet, der var et langsigtet ønske fra VE om at overdrage sine aktiver til sønnerne. Der var nogle overvejelser i den forbindelse, men hans rådgivning angik ikke skatteretlige eller selskabsretlige forhold. Familien havde besluttet overdragelsen. Der foregik ingen forhandlinger, og han blev kun bedt om at oprette papirerne. Y1-adresse blev overdraget til selskabet, da sønnerne boede i Indonesien og ikke kunne erhverve ejendom i Danmark. De havde ikke været i Danmark i mindst 5 år og kunne derfor ikke erhverve ejendomme i Danmark. Med hensyn til fastsættelsen af huslejen i lejekontrakten for Y1-adresse er det sådan i den familie, at man handler til handelspriser. Der er ikke nogen, der skal kunne komme efter en, hverken sønnerne imellem eller imellem forældre og børn. Lejen skulle svare til det faktiske lejeniveau i området. De havde ingen ejendomsmægler ind over, men der var stor viden i familien - og også hos ham via klientrelationer i området - om kvadratmeterprisen i området. Det er et eftertragtet område bl.a. for folk med tilknytning til ambassaderne, og der er stor udskiftning i kvarteret. Gavebrevet, anpartshaveroverenskomsten og lejekontrakten blev udarbejdet samtidig og var et samlet grundlag. Dokumenterne blev udarbejdet af ham efter aftale med VE. Der var ikke en forhandling gavegiver og gavemodtagere imellem. Gavemodtagerne fik at vide, hvordan det skulle være. Lejekontrakten var baseret på de standardkontrakter, som de arbejdede med. Hvis VE ikke betalte husleje, kunne lejekontraktens bestemmelse om opsigelse i medfør af lejelovens § 82 og § 83 nok aktiveres, men de kunne ikke forvente at blive sat ud af ejendommen, sådan som de øvrige bestemmelser var udarbejdet. Huslejen blev betalt gennem alle de omhandlede år. Anpartshaveroverenskomsten var udtryk for, at NP og A var ligestillet, og det var vigtigt i familien, at "drengene" var ligestillet og enige om deres dispositioner. Han selv havde ingen særlige kompetencer som direktør, men havde en rolle, der kunne være en buffer for eventuelle konflikter mellem de to sønner. Hans egne administrative opgaver var at modtage huslejen på en konto, hvorfra der blev betalt de udgifter, der var på ejendommene. Der har været tomgangsperioder på de andre ejendomme, særligt på Y2-adresse, der blev lejet ud til 30-35.000 kr. pr. måned. Der har vedrørende den ejendom været overvejelser om, hvorvidt det økonomiske resultat ved udlejningen var godt nok. Der var aldrig samme drøftelser i forhold til Y1-adresse, hvor der var en god, stabil lejer. Nogle af ejendommene er siden blevet solgt. VE havde siden 1980’erne ejet Y3-adresse. Ejendommen havde efter forhandlinger med Y4- kommune fået status som sommerbeboelse for VE og hans kone. Da familierne besluttede at flytte til Danmark fra Indonesien, blev Y3-adresse stillet til rådighed for A som lejebolig. A og hans familie skulle først ind i det danske system, da de ankom til Danmark, og de tog først senere beslutningen om at blive i Danmark. A overtog derefter Y3-adresse, da han havde opnået den fornødne tilknytning til det danske samfund. Han ved ikke, hvorfor A i årsrapporten for 2007/2008 står anført som nærtstående part. Det var R1 , der havde medtaget noten. Han kan måske i dag undre sig over, at NF og VE står anført som nærtstående, men det skyldes måske, at de var lejere og havde lånt penge til selskabet. Det var ikke noget, som de talte med revisor om. Han har heller ikke været inde over indholdet af noten i årsrapporten for 2008/2009. Han kan ikke genskabe nogen samtale herom. Han ved heller ikke, hvorfor A i årsrapporten for 2009/2010 ikke længere er anført som nærtstående. De havde en samtale i forbindelse med, at de ændrede ansættelsesforholdet, således at As hustru overtog den daglige bogføring. Ændringen skete måske på denne baggrund.

VE stod selv for kontakten med lejere og håndværkere, inden han flyttede til Danmark. Det skete via telefon m.v. fra Indonesien. Hans samarbejde med VE blev tættere, da han flyttede hjem. VE havde fortsat kontakten til lejerne, og han kom jævnligt forbi kontoret med regninger m.v. Det var først senere, at kontakten til lejerne i vidt omfang blev overtaget af A. Lejekontrakten for Y1-adresse var en sædvanlig lejekontrakt. Der var dog ikke vilkår om uopsigelighed i selskabets andre lejekontrakter, og der var heller ikke særlige vilkår, som anført i lejekontraktens § 11. Der var overvejelser om lejeniveauet forud for hjemflytningen vedrørende Y1-adresse. Man overvejede, hvad man skulle betale, hvis man fik Y1-adresse stillet til rådighed som sommerhus. Det var ikke ham, men familien, der bestemte, at der skulle være forskel på lejebeløbet. Det var udtryk for den ordentlighed, der var i familien om, at der ikke skulle betales det samme, hvis ejendommen blev benyttet som sommerbolig i stedet for helårsbolig.

Parternes synspunkter

A har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at han på intet tidspunkt har haft rådighed over en helårsbolig på ejendommen Y1-adresse, og at han på intet tidspunkt har kunnet disponere over ejendommen. Han har endvidere gjort gældende, at den faktisk betalte leje svarer til markedslejen.

Til støtte for den subsidiære påstand har A gjort gældende, at Skatteministeriet ikke har godtgjort, at han har beslutningskompetence over selskabet i et sådant omfang, at der er tale om fælles bestemmende indflydelse. Herefter gælder de almindelige forældelsesregler i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Den særlige forlængede forældelsesfrist i § 26, stk. 5, kan derfor ikke finde anvendelse, og forhøjelsen vedrørende 2008 og 2009 er således ikke foretaget rettidigt.

A har uddybet sine synspunkter i påstandsdokumentet og under hovedforhandlingen.

Skatteministeriet har gjort gældende, at A med rette er udbyttebeskattet i de omhandlede indkomstår i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 9, idet selskabet G2-virksomhed, som indirekte ejes af ham med 50 %, har rådet over ejendommen Y1-adresse ved at udleje den til hans forældre. Det er endvidere gjort gældende, at han har en fælles bestemmende indflydelse i selskabet. Han er herefter omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og ændringerne i As beskatningsgrundlag for 2008 og 2009 er derfor foretaget rettidigt.

Skatteministeriet har uddybet sine synspunkter i påstandsdokumentet og under hovedforhandlingen.

Rettens begrundelse og resultat

Retsgrundlaget

Den indbragte afgørelse fra Landsskatteretten er truffet i medfør af ligningslovens § 16A, (nugældende) stk. 5. Det fremgår af bestemmelsen, at en hovedaktionær, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Betingelsen om, at der skal være tale om en hovedaktionær, skal efter bestemmelsen forstås i overensstemmelse med aktieavancebeskatningslovens § 4, hvorefter der skal være tale om, at den pågældende har ejet mere end 25 % af aktiekapitalen inden for de seneste 5 år. Opgørelsen af værdien af godet sker efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til ligningslovens § 16 A, stk. 5, (L 237, Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 6495), at det ikke er en betingelse, at godet er tilfaldet hovedaktionæren personligt. I de specielle bemærkninger til forslaget om § 16 A, stk. 5, er således anført bl.a. følgende:

"….

Som beskrevet ved de gældende regler kan aktionæren også beskattes af maskeret udbytte, selvom fordelen ikke tilfalder denne personligt, men til en person, en virksomhed eller en organisation, hvori aktionæren har en personlig interesse. Det betyder, at det ikke er et krav, at det er hovedaktionæren selv, der bebor eller bruger det gode, selskabet stiller til rådighed. Hvis det er en person, en virksomhed eller organisation, hvori hovedaktionæren har en personlig interesse, der har rådigheden over godet, kan hovedaktionæren også beskattes efter de foreslåede regler. Ved vurderingen af hvorvidt godet anses for at have passeret hovedaktionærens økonomi, indgår en afvejning af om selskabet har en selvstændig økonomisk interesse i at stille godet til rådighed for en virksomhed mv. eller person med tilknytning til hovedaktionæren.        …."

Landsskatterettens afgørelse er endvidere truffet i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 5. Efter bestemmelsens stk. 1 skal ansættelsen foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 5, udløber fristen for ansættelsen først i det sjette år efter indkomstårets udløb. Den forlængede ligningsfrist finder anvendelse for skattepligtige, der er omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner. Bestemmelsen omfatter skattepligtige, der udøver en fælles bestemmende indflydelse over juridiske personer. Ved fælles bestemmende indflydelse forstås ejendomsret eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 % af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 % af stemmerne.    

De faktiske omstændigheder

Det lægges til grund, at ejendommen Y1-adresse blev købt af G2-virksomhed, der ved købet var indirekte ejet af As far, VE, og at formålet med købet var, at ejendommen skulle danne rammen om familiens ophold og beboelse. Det lægges endvidere til grund, at købet samt nedrivningen af det oprindelige hus og opførelsen af den nye bebyggelse på ejendommen blev finansieret af VE personligt. Ved gavebrevet blev G1-virksomhed overdraget til A og hans bror, og A blev dermed indirekte ejer af G2-virksomhed og af ejendommen Y1-adresse. Ejendommen blev derefter udlejet af ejendomsselskabet til NF og VE på nogle vilkår, som A ikke kunne ændre, idet gaveoverdragelsen ville blive annulleret, hvis vilkårene blev ændret.

Der er enighed om den beløbsmæssige opgørelse af ændringerne i As beskatningsgrundlag i de omhandlede år, og om at ændringerne for så vidt angår 2010-2012 er rettidige.

Med hensyn til spørgsmålet om anvendelsen af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, lægger retten til grund, at A ejede 50 % af anparterne i holdingselskabet, og at beslutninger i selskabet, herunder om valg af et tredje bestyrelsesmedlem, i al væsentlighed skulle træffes i enighed mellem A og NP, der også ejede 50 % af anparterne.

Konklusion

Efter det anførte finder retten, at ejendommen har passeret As økonomi, og at han ikke kan anses at have godtgjort, at udlejningen af ejendommen er sket i selskabets selvstændige interesse. På den baggrund, og da A efter sin ejerandel og varigheden heraf, må anses for omfattet af personkredsen i aktieavancebeskatningslovens § 4, findes der at være grundlag for at beskatte ham af udbytte i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 5. Opgørelsen af værdien af godet, der er stillet til rådighed, er sket i medfør af reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9. A har ikke bestridt opgørelsen af værdien efter disse regler. Der er ved opgørelsen sket fradrag for den faktisk betalte leje på 624.000 kr. årligt, og der er herefter fremkommet et beløb til beskatning. As synspunkt om, at den betalte leje må anses at svare til markedslejen, kan herefter ikke føre til, at der ikke foreligger en værdi af godet, der kan beskattes.

Ændringerne i As beskatningsgrundlag for 2010-2012 findes omfattet af den almindelige ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Efter omfanget af As og NPs ejerandele og kravene i anpartshaveroverenskomsten om enighed mellem anpartshaverne, findes han at have fælles bestemmende indflydelse i selskabet, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1. Udlejningen, der har vedvaret fra 2001 til 2013 og således også gennem samtlige de omhandlede indkomstår, findes endvidere at være en kontrolleret transaktion. Betingelserne for anvendelse af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, er derfor opfyldt, og ændringerne af beskatningsgrundlaget for 2008 og 2009 er derfor ikke forældet.

Efter det anførte frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostninger

De omhandlede ændringer i As beskatningsgrundlag udgør samlet 783.740 kr. Sagens værdi kan derfor sættes til 391.870 kr.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald herefter fastsat til dækning af Skatteministeriets advokatudgift med 50.000 kr., jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, og § 316, stk. 1. Der er medregnet moms i beløbet.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.