Indhold

Dette afsnit beskriver undtagelsen for multimedier, der medbringes på en tjenesterejse til hovedreglen for, hvornår en medarbejder har arbejdsgiverens multimedier til rådighed for privat brug.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Tjenesterejse og betingelserne for skattefrihed
  • Enkeltstående private opkald fra mobiltelefoner der tages med hjem i forbindelse med en tjenesterejse
  • Modtagelse af private opkald på arbejdsmobiltelefon
  • Definition på en tjenesterejse
  • Ikke uden unødigt besvær
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • C.A.5.2.1 Beskatning af multimedier, der stilles til rådighed for privat brug.
  • C.A.5.2.2.2 Hovedregel.
  • C.A.5.2.3 Arbejdsgiverens forpligtelser.

Resumé

For at multimedier, der tages med hjem i forbindelse med tjenesterejse, kan være undtaget fra beskatning, skal en række betingelser være opfyldt. Der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at multimedier, der medtages på bopælen udløser multimediebeskatning.

Tjenesterejse og betingelserne for skattefrihed

En undtagelse til reglen om, at en medarbejder har privat rådighed over et multimedie, som medarbejderen tager med hjem fra arbejdspladsen, er, hvis medarbejderen tager det med hjem i forbindelse med en tjenesterejse. Det er et krav, at

  • medarbejderen har et arbejdsbetinget behov for at have et multimedie med,
  • medarbejderen kun må anvende multimediet erhvervsmæssigt og det faktisk kun anvendes erhvervsmæssigt, og
  • medarbejderen ikke uden unødigt besvær har mulighed for at hente/aflevere multimediet på arbejdspladsen før/efter tjenesterejsen.
  • For arbejdsmobiltelefoner gælder desuden at
  • der skal være indgået en tro og love-erklæring mellem arbejdsgiver og ansat om at telefonen udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt
  • arbejdsgiveren fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt
  • telefonen må ikke anvendes til enkeltstående opkald til hjemmet, heller ikke fra den faste arbejdsplads. Modtagelse af private opkald udløser ikke multimediebeskatning.

I en sag om medarbejdere, der udførte arbejde for kunder i ind- og udland, bekræftede Skatterådet, at formodningen for privat rådighed, når en computer og en softwarebaseret telefon blev medtaget på bopælen, kunne afkræftes, når medarbejderne var på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling, hvorvidt de enkelte medarbejdere opfyldte betingelserne for at være på tjenesterejse eller i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed. Se SKM2009.680.SR.

I en anden sag om studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg, skulle studievejlederne multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, hvis de tog den med hjem. Formodningen for privat rådighed kunne afkræftes, når medarbejderne var på tjenesterejse. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, hvorvidt de var på tjenesterejse eller i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed. Se SKM2010.112.SR.

Tager en medarbejder i forbindelse med en tjenesterejse fx en computer med hjem og arbejder fra computeren hjemmefra før eller efter tjenesterejsens begyndelse, sidestilles det med at have en hjemmearbejdsplads, hvor medarbejderen har multimediet til rådighed for privat brug, og det udløser multimediebeskatning.

Tager en medarbejder til brug for arbejdet et multimedie med på en tjenesterejse uden at medbringe det på bopælen, fx fordi medarbejderen henter og afleverer multimediet på arbejdspladsen samme dag som tjenesterejsen, skal medarbejderen ikke multimediebeskattes.

Enkeltstående private opkald fra mobiltelefoner der tages med hjem i forbindelse med en tjenesterejse

Den hidtidige praksis, hvorefter enkeltstående private opkald fra en mobiltelefon til hjemmet på en tjenesterejse uden, at det udløser beskatning, er ikke blevet videreført.

Skatterådet har i en sag om medarbejdere, der udførte arbejde for kunder i ind- og udland, bekræftet, at korte, nødvendige private beskeder i begrænset omfang på en tjenesterejse fra en softwarebaseret telefon udløste beskatning. Se SKM2009.680.SR.

Se også en sag hvor medarbejdere på tjenesterejse skulle multimediebeskattes, da mobiltelefonen måtte anvendes til et opkald hjem til familien på maksimalt 5 minutter hver anden dag. Se SKM2010.98.SR.

Der kan desuden ikke foretages private opkald fra mobiltelefonen fra den faste arbejdsplads uden at det udløser beskatning.

Skatterådet har afgjort en sag, om medarbejdere, der i forbindelse med en tjenesterejse tog mobiltelefoner med hjem. Telefonerne fungerede til daglig som almindelige "fastnet"-telefoner fra den faste arbejdsplads. Da det var tilladt at benytte mobiltelefonerne til korte private meddelelser fra det faste arbejdssted, var der ikke tale om, at mobiltelefonen kun måtte anvendes erhvervsmæssigt og faktisk kun blev anvendt erhvervsmæssigt, og medarbejderne skulle derfor multimediebeskattes. Se SKM2010.99.SR.

Utilsigtede private opkald, dvs. opkald hvor medarbejderen ringer tilbage til et ukendt nummer, der viser sig at være privat, udløser dog ikke multimediebeskatning. Der skal dog være sikre holdepunkter for, at der er tale om enkeltstående fejlopkald fra mobiltelefonen. Det beror på en konkret vurdering om, der reelt er tale om enkeltstående fejlopkald.

Se også

  • C.A.5.2.2.3.2 "Undtagelse 1- Arbejdsmobiltelefon" under "Enkeltstående private opkald" om brug af arbejdsmobiltelefoner til privat brug.

Modtagelse af private opkald på arbejdsmobiltelefon

Medarbejdere, der er på tjenesterejse og modtager private opkald på en arbejdsmobiltelefon, som der er afgivet en tro og love-erklæring om ikke benyttes privat, bliver ikke omfattet af multimediebeskatningen. Det gælder også, selvom opkaldet modtages i udlandet og medfører en udgift for arbejdsgiveren.

Skatterådet har i en sag afgjort, at medarbejdere, der gjorde tjeneste i udlandet, ikke skulle multimediebeskattes af at modtage private opkald på deres tjenestetelefoner, selvom dette medførte en roamingafgift for arbejdsgiveren. Se SKM2010.273.SR.

Se også

  • C.A.5.2.2.3.2 "Undtagelse 1- Arbejdsmobiltelefon" under "Modtagelse af private opkald".

Definition på en tjenesterejse

Skatterådet har udtalt, at en medarbejder er på tjenesterejse, når arbejdsgiveren midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end den sædvanlige arbejdsplads. Har en arbejdstager ikke en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejder på skiftende arbejdssteder, er der ikke tale om en tjenesterejse i skattemæssig forstand. Sagen handlede om medarbejdere med computere og software baserede telefoner, der udførte arbejde for kunder i ind- og udland. Skatterådet tog imidlertid ikke stilling til hvorvidt medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, hvorvidt de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt. Se SKM2009.680.SR.

Skatterådet har i en sag om multimedier generelt senere uddybet, at der således skal være tale om, at lønmodtageren har en sædvanlig arbejdsplads, men ved konkrete opgaver udsendes herfra. Skatterådet tog imidlertid ikke stilling hvorvidt medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, hvorvidt de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt. Se SKM2010.230.SR.

I en sag om udkørende sælgere, som starter og slutter arbejdsdagen i hjemmet, fandt Skatterådet, at de ikke var på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. Medarbejderne skulle derfor multimediebeskattes af en bærbar computer, som de tog med hjem. Se SKM2009.679.SR.

I en sag om teknikere, der tog en computer med hjem og kørte direkte hjemmefra og ud til kunder og ingen daglig gang havde på kontoret, fandt Skatterådet, at de ikke kunne anses for at være på tjenesterejse. De skulle derfor multimediebeskattes. Se SKM2009.686.SR.

Landsskatteren har i en lignende sag om montører og måleteknikere til fjernvarmeopgaver udtalt, at de heller ikke havde noget fast arbejdssted og derfor ikke var på tjenesterejse. Det var oplyst, at medarbejderne kørte ud til mange forskellige kunder og kun var på kontoret 1-2 dage hver 14 dage. Når de medbragte computer på bopælen, skulle de derfor multimediebeskattes heraf. Se SKM2010.780.LSR

Skatterådet har i en sag om montører, som arbejdede fra specialindrettede montørvogne og kørte direkte ud til kunderne fra bopælen, fundet, at de derfor ikke var på tjenesterejse. Når montørerne medbragte bilen på bopælen og efterlod computeren i bilen, var den bragt ind i privatsfæren og udløste multimediebeskatning. Se SKM2009.778.SR.

►Se lignende sag om montører, der havde en bærbar computer med på bopælen. Da montørerne hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder, var de ikke på tjenesterejse. Se SKM2011.277.SR.◄

Ikke uden unødigt besvær

Det er en betingelse for skattefrihed, at medarbejderen ikke uden unødigt besvær har mulighed for at hente/aflevere multimediet på arbejdspladsen før/efter tjenesterejsen. Det er en konkret vurdering, om medarbejderen opfylder denne betingelse.

Skatterådet har udtalt, at der bl.a. kan lægges vægt på tidspunkt for afrejse eller hjemkomst, rejsens længde, arbejdstidens længde, det benyttede transportmiddel til at aflevere multimediet på arbejdspladsen, den yderligere afstand, der skal tilbagelægges, den yderligere tid, der skal benyttes, økonomiske faktorer og andre praktiske forhold. Sagen handlede om medarbejdere, der udførte arbejde for kunder i ind- og udland. Skatterådet havde ikke oplysninger i sagen til at foretage en sådan vurdering. Se SKM2009.680.SR.

Skatterådet har desuden udtalt, at den omstændighed, at multimedierne ikke kan afleveres indenfor lønmodtagernes normale arbejdstid ikke i sig selv gør det unødigt besværligt, at aflevere multimedierne på den sædvanlige arbejdsplads, men det beror på en samlet vurdering af flere forhold. Sagen handlede om journalister mv., der tog bærbar computer og mobilt bredbånd med hjem. For så vidt angår journalister uden fast arbejdssted var de ikke på tjenesterejse, men der var ikke oplysninger nok til at Skatterådet kunne tage stilling til, om de øvrige medarbejdere opfyldte betingelserne under tjenesterejseundtagelsen, herunder om "unødigt besvær". Se SKM2010.178.SR.

En fast grænse som fx når medarbejdere bor udenfor den by, hvor virksomheden ligger, kan ikke fastsættes. Hvis eksempelvis vejen hjem fra en kunde fører lige forbi virksomheden, så er det ikke nødvendigvis unødigt besværligt at aflevere multimediet, selvom den ansatte bor langt væk fra selve virksomheden. Hvis den ansatte skal videre på ny tjenesterejse næste dag, kan det følgelig være unødigt besværligt at hente multimediet. Der kan således ikke svares generelt herpå, men det er en konkret vurdering for hver enkelt tjenesterejse. Se SKM2010.230.SR.

En fast grænse på fx 20 km mellem tjenestestedet og den faste arbejdsplads kan heller ikke fastsættes. Der skal foretages en konkret vurdering, hvori det bl.a. kan indgå, hvor den pågældende medarbejder bor i forhold til arbejdsstedet. Såfremt en medarbejder bor i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen, vil det ikke være unødigt besværligt, at aflevere multimediet på arbejdspladsen, selvom tjenesterejsen går i modsat retning, ligesom det ikke vil være unødigt besværligt, at aflevere multimediet på arbejdspladsen, hvis medarbejderen kører forbi arbejdspladsen på vej hjem fra et borgerbesøg. Sagen handlede om medarbejdere med bærbare computere, der visiterede hjælpemidler mv. til ældre borgere og psykologer, der tog på hjemmebesøg. Skatterådet tog ikke stilling til, om betingelserne for skattefrihed efter undtagelsen for tjenesterejser var opfyldt for medarbejderne i den konkrete situation. Se SKM2010.232.SR.

Eksempel 1: Tager bærbar computer og eventuelt mobilt bredbånd med hjem inden tjenesterejse

En person er ansat i København og skal til møde i Odense og vil tage den bærbare computer og eventuelt mobilt bredbånd med hjem aftenen inden tjenesterejsen. Medarbejderen skal ikke multimediebeskattes, selvom medarbejderen tager computeren med hjem, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Medarbejderen opfylder betingelserne for at være på tjenesterejse, når tjenesterejsen starter næste morgen.
  • Det er nødvendigt for arbejdet at medbringe computeren og eventuelt mobilt bredbånd.
  • Computeren og eventuelt mobilt bredbånd må kun anvendes erhvervsmæssigt og anvendes faktisk kun erhvervsmæssigt og ikke fra hjemmet.
  • Medarbejderen kan ikke uden unødigt besvær hente computeren og eventuelt mobilt bredbånd inden tjenesterejsen.

Medarbejderen kan fortsat benytte computeren til almindelig privat brug på arbejdspladsen, uden at det udløser multimediebeskatning.

Starter tjenesterejsen fra den normale arbejdsplads, men slutter på medarbejderens bopæl, således at den bærbare computer/mobilt bredbånd først afleveres på arbejdspladsen den efterfølgende morgen, gælder de samme betingelser. Det vil sige, at situationen er omfattet af eksempel 1.

I en sag om medarbejdere, der udførte arbejde for kunder i ind- og udland, kunne formodningen for privat rådighed over bærbare computere, som blev medtaget på bopælen i forbindelse med en tjenesterejse, afkræftes, hvis betingelserne herfor var opfyldt. Skatterådet tog imidlertid ikke stilling til hvorvidt medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, hvorvidt de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt. Se SKM2009.680.SR.

Eksempel 2: Tager mobiltelefon med hjem inden tjenesterejse

En medarbejder har arbejdsmøder i Bruxelles. Medarbejderen tager en mobiltelefon med hjem aftenen inden afrejse. Medarbejderen skal ikke multimediebeskattes, selvom medarbejderen tager mobiltelefonen med hjem, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Medarbejderen opfylder betingelserne for at være på tjenesterejse, når tjenesterejsen starter næste morgen.
  • Det er nødvendigt for arbejdet, at medarbejderen medbringer en mobiltelefon.
  • Medarbejderen kan ikke uden unødigt besvær hente mobiltelefonen inden tjenesterejsen.
  • Medarbejderen har lavet en tro og love-erklæring med sin arbejdsgiver om, at mobiltelefonen udelukkende må benyttes erhvervsmæssigt.
  • Mobiltelefonen anvendes faktisk kun erhvervsmæssigt.
  • Arbejdsgiveren fører kontrol med, at mobiltelefonen ikke benyttes privat.
  • Medarbejderen bruger heller ikke efterfølgende den samme telefon privat fra arbejdspladsen.

Modtagelse af private opkald udløser ikke beskatning.

Starter tjenesterejsen fra den normale arbejdsplads, men slutter på medarbejderens bopæl, således at mobiltelefonen først afleveres på arbejdspladsen den efterfølgende morgen, gælder de samme betingelser. Det vil sige, at situationen er omfattet af eksempel 2.

Eksempel 3: Tager bærbar computer med på bopælen uden fast arbejdsplads

En medarbejder har en bærbar computer, som medarbejderen har med hjem efter arbejde. Arbejdet består i at besøge kunder. Arbejdsdagen begynder og slutter på medarbejderens hjemadresse, og medarbejderen er kun lejlighedsvis på arbejdsgivers adresse. Da medarbejderen ikke har nogen fast arbejdsplads, er medarbejderen ikke på tjenesterejse. Når medarbejderen har den bærbare computer med hjemme, er der derfor formodning for privat rådighed, og medarbejderen skal multimediebeskattes.

I en sag om at ansatte gartnere, som startede og sluttede arbejdsdagen hjemme og som ikke havde en virksomhedsadresse at aflevere multimedierne på, fandt Skatterådet, at medarbejderne ikke var på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. De ansatte skulle dog ikke beskattes af rådigheden over en telefon i form af en PDA, som de tog med hjem, da det var oplyst, at den var nødvendig for arbejdet, privat brug ikke var tilladt, der var indgået en tro og love-erklæring herom og arbejdsgiveren førte kontrol med, at den rent faktisk ikke blev anvendt privat, heller ikke fra arbejdspladsen. Se SKM2009.681.SR.

Se også

  • C.A.5.2.2.3.2 "Undtagelse 1 - Arbejdsmobiltelefon" mere om undtagelsen for arbejdsmobiltelefoner.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende telefon:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   
SKM2011.277.SR

►Montører, der havde en bærbar computer med på bopælen. Da montørerne hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder, var de ikke på tjenesterejse. Multimediebeskatning.

SKM2010.273.SR

Medarbejdere, der utilsigtet kunne komme til at foretage private opkald fra en tjenestetelefon ved genkald i forbindelse med et ubesvaret opkald, skulle ikke multimediebeskattes. Ikke multimediebeskatning. Medarbejdere, der gjorde tjeneste i udlandet, skulle ikke multimediebeskattes af at modtage private opkald på deres tjenestetelefoner, selvom dette medførte en roamingafgift for arbejdsgiveren. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.230.SR

"Unødigt besvær" - en fast grænse som fx når medarbejdere bor udenfor den by hvor virksomheden ligger, kan ikke fastsættes. Det er en konkret vurdering for hver enkelt tjenesterejse. Lønmodtageren skal have en sædvanlig arbejdsplads, men ved konkrete opgaver udsendes herfra for at man kan være på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.

 

SKM2010.99.SR

Medarbejdere der i forbindelse med en tjenesterejse tog mobiltelefoner med hjem. Telefonerne fungerede til daglig som almindelige "fastnet"-telefoner fra den faste arbejdsplads. Da det var tilladt at benytte mobiltelefonerne til korte private meddelelser fra det faste arbejdssted, skulle medarbejderne derfor multimediebeskattes. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.98.SR

Om bl.a. arbejdsmobiltelefoner, som blev taget med hjem, og som var nødvendige for arbejdet, hvor formodningen for privat rådighed kunne afkræftes ved en tro og love-erklæring om, at den ikke må benyttes privat, hvis arbejdsgiveren førte kontrol hermed. Ikke multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed kunne afkræftes, hvis medarbejderne var på tjenesterejse og i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed. Medarbejdere på tjenesterejse skulle dog multimediebeskattes, hvis mobiltelefonen måtte anvendes til et opkald hjem til familien på maksimalt 5 minutter hver anden dag. Multimediebeskatning. Mobiltelefoner kunne kun benyttes til at ringe internt i spørgers virksomhed og ikke til at foretage private opkald. Medarbejderne skulle derfor ikke multimediebeskattes heraf. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.681.SR

Ansatte gartnere var ikke på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. De ansatte skulle dog ikke beskattes af rådigheden over en telefon i form af en PDA, de tog med hjem, da det var oplyst, at den var nødvendig for arbejdet, at privat brug ikke var tilladt, at der var indgået en tro og love-erklæring herom, og at arbejdsgiveren førte kontrol med, at den rent faktisk ikke blev anvendt privat. Ikke multimediebeskatning.

Se også

SKM2010.171.SR om hjemmeplejen og PDA.

SKM2009.680.SR

Formodningen for privat rådighed, når en softwarebaseret telefon tages med hjem, kan afkræftes, når medarbejderne er på tjenesterejse. Ikke multimediebeskatning. En medarbejder er på tjenesterejse, når arbejdsgiver midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end den sædvanlige arbejdsplads. Hele tiden skiftende arbejdssteder er ikke tjenesterejse i skattemæssig forstand. Det er en konkret vurdering, hvad der er "unødigt besvær". Bl.a. lægges vægt på tidspunkt for afrejse eller hjemkomst, rejsens længde, arbejdstidens længde, det benyttede transportmiddel til at aflevere multimediet på arbejdspladsen, den yderligere afstand, der skal tilbagelægges, den yderligere tid, der skal benyttes, økonomiske faktorer og andre praktiske forhold. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse, eller om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt. Korte, nødvendige private beskeder i begrænset omfang på en tjenesterejse fra en softwarebaseret telefon udløste beskatning. Multimediebeskatning.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende computer:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatter-
etskendelser

   
SKM2010.780.LSR Montører og måleteknikere til fjernvarmeopgaver havde ikke noget fast arbejdssted og var derfor ikke på tjenesterejse. Det var oplyst, at medarbejderne kørte ud til mange forskellige kunder og kun var på kontoret 1-2 dage hver 14 dage. Når de medbragte computer på bopælen, skulle de derfor multimediebeskattes heraf. Multimediebeskatning.  
SKAT    

SKM2010.232.SR

"Unødigt besvær". En fast grænse på fx 20 km mellem tjenestestedet og den faste arbejdsplads kan ikke fastsættes. Det er en konkret vurdering, hvori det bl.a. kan indgå, hvor den pågældende medarbejder bor i forhold til arbejdsstedet. Sagen handlede om medarbejdere, der visiterede hjælpemidler mv. til ældre borgere og psykologer, der tog på hjemmebesøg. Skatterådet tog ikke stilling til, om betingelserne for skattefrihed efter tjenesterejseundtagelsen var opfyldt for medarbejderne i den konkrete situation. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.230.SR

"Unødigt besvær" - en fast grænse, som fx når medarbejdere bor uden for den by hvor virksomheden ligger, kan ikke fastsættes. Det er en konkret vurdering for hver enkelt tjenesterejse. Lønmodtageren skal have en sædvanlig arbejdsplads, men ved konkrete opgaver udsendes herfra for at man kan være på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.

 

SKM2010.178.SR

Journalister mv. på en avis blev omfattet af multimediebeskatningen af en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse, som blev taget med hjem, selvom deres arbejde foregik på skæve tidspunkter og under strenge deadlines. Kunne ikke afkræfte formodningen ved tro og love-erklæring, ved at arbejdsgiveren to gange årligt gennemførte stikprøvekontrol og streng personalepolitik på området. Multimediebeskatning. Det at multimedierne ikke kan afleveres indenfor lønmodtagernes normale arbejdstid gør det ikke i sig selv unødigt besværligt, at aflevere multimedierne på den sædvanlige arbejdsplads, men det beror på en samlet vurdering af flere forhold. For journalister uden fast arbejdssted var de ikke på tjenesterejse. Multimediebeskatning. Der var ikke oplysninger nok om de øvrige medarbejdere opfyldte betingelserne under tjenesterejseundtagelsen, herunder om "unødigt besvær".

Se også

SKM2010.184.SR om journalister mv. og bærbare computere og mobilt bredbånd.

SKM2010.112.SR

Studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg, skulle multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, selvom de underskrev en tro og love-erklæring om, at multimedierne kun måtte benyttes erhvervsmæssigt. Karakteren af de ansattes arbejde kunne ikke tillægges betydning. Det samme gjaldt for undervisere, der benyttede den bærbare computer til at forberede undervisningen hjemmefra. Multimediebeskatning. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, hvorvidt de var på tjenesterejse og omfattet af undtagelsen om tjenesterejser. Hjemmesiderne www.ug.dk og www.sdu.dk. var ikke særlige programmer, som kunne være omfattet af undtagelsen om computere til hjemlån. Multimediebeskatning.

 

SKM2009.778.SR

Montører som arbejdede fra specialindrettede montørvogne og kørte direkte ud til kunderne fra bopælen var ikke på tjenesterejse. Bærbar computer var et nødvendigt arbejdsredskab og måtte ikke bruges til private formål. Montørerne ville underskrive en tro og love-erklæring herom. Når computeren blev medbragt på bopælen og efterladt i bilen, var den fortsat bragt ind i privatsfæren og udløste multimediebeskatning. Det forhold at arbejdsgiveren af sikkerhedsmæssige årsager ønskede, at computeren blev taget med ind i hjemmet fra montørvognen, gjorde ingen forskel. Multimediebeskatning.

 

SKM2009.686.SR

Teknikere, der tog en computer med hjem og kørte direkte hjemmefra og ud til kunder og ingen daglig gang havde på kontoret, kunne ikke anses for at være på tjenesterejse. Multimediebeskatning.

 

SKM2009.680.SR

Bærbar computer, som blev taget med hjem, var kun til erhvervsmæssig brug, og i henhold til virksomhedens kvalitetssystem var det kun tilladt at bruge IKT-udstyr og datanetværk erhvervsmæssigt. Overtrædelse kunne medføre påtale, advarsel eller afskedigelse. Virksomheden loggede brug af internet, som blev behandlet elektronisk og siden manuelt, ligesom installation af software på pc'en blev logget og gennemgået regelmæssigt. Skatterådet fandt alligevel, at computeren udløste beskatning, hvis den blev taget med hjem. Multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed, når en computer tages med hjem, kan afkræftes, når man er på tjenesterejse. En medarbejder er på tjenesterejse, når arbejdsgiveren midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end den sædvanlige arbejdsplads. Hele tiden skiftende arbejdssteder er ikke tjenesterejse i skattemæssig forstand. Det er en konkret vurdering, hvad der er "unødigt besvær". Bl.a. lægges vægt på tidspunkt for afrejse eller hjemkomst, rejsens længde, arbejdstidens længde, det benyttede transportmiddel til at aflevere multimediet på arbejdspladsen, den yderligere afstand, der skal tilbagelægges, den yderligere tid, der skal benyttes, økonomiske faktorer og andre praktiske forhold. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse, eller om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.

 

SKM2009.679.SR

Medarbejderne skulle multimediebeskattes af en bærbar computer, som de tog med hjem, selvom den alene var stillet til rådighed for erhvervsmæssig brug, og arbejdsgiveren krævede, at de anvendte computeren. Medarbejderne kunne ikke afkræfte formodningen for rådighed over computeren til privat brug ved at underskrive en tro og love-erklæring på, at de ikke må bruge computeren privat. Udkørende sælgere, som starter og slutter arbejdsdagen i hjemmet, var heller ikke på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. Multimediebeskatning.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende internetforbindelse:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2010.230.SR

"Unødigt besvær" - en fast grænse som fx når medarbejdere bor udenfor den by hvor virksomheden ligger, kan ikke fastsættes. Det er en konkret vurdering for hver enkelt tjenesterejse. Lønmodtageren skal have en sædvanlig arbejdsplads, men ved konkrete opgaver udsendes herfra for at man kan være på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse eller, om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.

 

SKM2010.178.SR

Journalister mv. på en avis skulle multimediebeskattes af en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse, som blev taget med hjem, selvom deres arbejde foregik på skæve tidspunkter og under strenge deadlines. Kunne ikke afkræfte formodningen ved tro og love-erklæring, ved at arbejdsgiveren to gange årligt gennemførte stikprøvekontrol og streng personalepolitik på området. Multimediebeskatning. At multimedierne ikke kan afleveres indenfor lønmodtagernes normale arbejdstid, gør det ikke i sig selv unødigt besværligt at aflevere multimedierne på den sædvanlige arbejdsplads, men det beror på en samlet vurdering af flere forhold.  For journalister uden fast arbejdssted var de ikke på tjenesterejse. Der var ikke oplysninger nok om de øvrige medarbejdere opfyldte betingelserne under tjenesterejseundtagelsen, herunder om "unødigt besvær".

Se også

SKM2010.184.SR om journalister mv. og bærbare computere og mobilt bredbånd.

SKM2010.112.SR

Studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg, skulle multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, selvom de underskrev en tro og love-erklæring om, at multimedierne kun måtte benyttes erhvervsmæssigt. Karakteren af de ansattes arbejde kunne ikke tillægges betydning. Multimediebeskatning. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, om de var på tjenesterejse og omfattet af undtagelsen om tjenesterejser.