Hvad er nyt? |
C.A. Personbeskatning, afsnit C.A.5 Personalegoder) er omstruktureret og omskrevet i forhold til Ligningsvejledningen; Almindelig del - størstedelen af de tidligere afsnit A.B.1.9 - A.B.1.15.
Desuden er afsnittet C.A.6 Gaver, legater og gevinster" i C.A Personbeskatning omstruktureret og omskrevet i forhold til Ligningsvejledningen; Almindelig del - A.B.7 og dele af A.B.6.
Vejledningen er skrevet direkte til nettet. Læs mere nedenfor.
Det er meningen, at alle Skatteministeriets juridiske vejledninger skal omstruktureres og omskrives i løbet af de næste par år. Fokus er retssikkerhed, herunder at skabe én samlet læsevenlig vejledning af høj kvalitet, som også er egnet til netbrug. Efterhånden som de eksisterende vejledninger bliver omskrevet, vil de derfor ikke længere være selvstændige vejledninger, men efter en ny struktur indgå som kapitler med forløbende bogstav- og tal-nummerering (ligesom C.A.) i Skatteministeriets Den juridiske vejledning.
Faglige nyheder
Der er foretaget halvårlig ajourføring og redaktionelle ændringer i forhold til sidste udgave af vejledningen, 2011-1. Vejledningen er blevet opdateret med de seneste afgørelser, ny lovgivning og satser.
I denne udgave af vejledningen er bl.a. følgende lovændring indarbejdet: Lov nr. 554 af 1/6 2011, som bl.a. indfører en skattefritagelse for mindre personalegoder. Lov nr. 572 af 7/6 2011, som etablerer en forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet, er indarbejdet i Ligningsvejledningen Almindelig del, afsnit A.F.7 da det relvante afsnit endnu ikke er omskrevet.
Sådan er vejledningen omskrevet
Vejledningen er med hensyn til struktur og sprog især omskrevet således:
- Teksten er opdelt i mange og mindre enheder.
- Der er indholdsfortegnelser på alle niveauer af teksten. Overskriften for indholdsfortegnelsen er altid "Indhold".
- Der er en række standardoverskrifter:
- Indhold
- Resumé
- Regel
- Hovedregel
- Undtagelse(r)
- Betingelse(r)
- Retningslinjer
- Bemærk
- Se også
- Definition
- Eksempel.
- Der er standardoversigter for:
- Afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv. (viser afgørelsesskemaer med kort resume og bemærkninger).
- Lovens baggrund, formål og historik (viser en lovs baggrund og formål samt en oversigt over historikken).
- Kildehenvisninger som fx paragrafhenvisninger er som udgangspunkt i en særskilt sætning, der begynder med "Se ...".
- Hvis der ikke er holdepunkter for en fortolkning frem for en anden, eller der slet ikke er en praksis, fordi der fx er tale om ny lovgivning, skal det fremgå af vejledningsteksten, at det er Skatteministeriets opfattelse, når Skatteministeriet udmelder sin fortolkning. I teksten bliver følgende formulering derfor brugt: "Det er Skatteministeriets opfattelse, at ...". På den måde kender læseren kilden til fortolkningen.
|