Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om multimediebeskatning for en medarbejdende ægtefælle hos en selvstændigt erhvervsdrivende.

Afsnittet indeholder:

  • Medarbejdende ægtefælle og multimedier
  • Virksomheden drives ikke fra hjemmet
  • Virksomheden drives fra hjemmet
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Medarbejdende ægtefælle og multimedier

En selvstændigt erhvervsdrivende, der har multimedier i sin erhvervsmæssige virksomhed, og som har multimedier til rådighed for privat brug, skal multimediebeskattes heraf. På samme måde er det relevant at tage stilling til, hvorvidt en medarbejdende ægtefælle har multimedier til rådighed for privat brug, og som den medarbejdende ægtefælle derfor skal multimediebeskattes af.

Reglerne om multimediebeskatning af den medarbejdende ægtefælle gælder, uanset om den medarbejdende ægtefælle er ansat i den anden ægtefælles virksomhed (KSL § 25 A, stk. 7), om begge ægtefæller deltager ligeligt i driften af deres fællesejede virksomhed (KSL § 25A, stk. 8), eller om der sker overførsel af virksomhedens overskud til den medarbejdende ægtefælle (KSL § 25A, stk. 3).

Fra 1. januar 2011 (indkomståret 2011) gælder der en rabat for ægtefæller, sådan at det skattepligtige multimediebeløb reduceres med 25 pct. for begge ægtefæller, når begge ægtefæller beskattes. Ægtefællerabbatten gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller. Det er en betingelse for at opnå nedsættelse, at ægtefællernes samlede skattepligtige værdi af multimedier udgør 4.000 kr. Se nærmere om ægtefællerabatten i afsnit C.A.5.2.1.3 om personer omfattet af reglen.

Virksomheden drives ikke fra hjemmet

I forhold til en medarbejdende ægtefælle er det på samme måde afgørende, om et eller flere multimedier, der indgår i den selvstændige virksomhed, er stillet til rådighed for den medarbejdende ægtefælles private benyttelse. Tager ægtefællen multimedierne med hjem, vil der være en formodning for privat rådighed over multimedierne, som vanskeligt kan afkræftes, og ægtefællen skal multimediebeskattes.

Det afgørende for beskatningen er, hvem af ægtefællerne der direkte og reelt har multimedier til privat rådighed. Ægtefællerne kan derfor ikke frit vælge, hvem der skal multimediebeskattes. Er den selvstændiges virksomhed eksempelvis karakteriseret ved, at vedkommende skal være tilgængelig på mobiltelefonen udover sædvanlig arbejdstid, og derfor har mobiltelefonen med hjemme på bopælen, er det den selvstændige, der er omfattet af multimediebeskatningen.

Anvender ægtefællen også multimedierne privat, men der ikke er tale om, at ægtefællen direkte eller reelt også har privat rådighed over et eller flere multimedier, beskattes ægtefællen ikke, men benytter multimediet som en del af husstanden.

Har begge ægtefæller imidlertid multimedier til direkte og reel rådighed for privat brug, skal begge ægtefæller beskattes heraf.

Har den medarbejdende ægtefælle multimedier stillet til rådighed for privat brug både fra virksomheden og fra en arbejdsgiver skal den medarbejdende ægtefælle kun beskattes én gang.

Virksomheden drives fra hjemmet

Ved multimedier, der befinder sig i en virksomhed, der drives fra hjemmet /blandet bolig/erhverv, vil det være vanskeligt at afkræfte, at der ikke er privat rådighed over multimedierne, også selvom multimedierne befinder sig i den erhvervsmæssige del af en blandet benyttet ejendom.

Det afhænger af en konkret vurdering, om der direkte er stillet multimedier til den pågældende medarbejdende ægtefælles private rådighed, eller om den medarbejdende ægtefælles private anvendelse af multimedier sker i kraft af den medarbejdende ægtefælles status som en del af husstanden. Hvis en medarbejdende ægtefælle ikke har fået stillet multimedier direkte til sin private rådighed, men blot har mulighed for at "låne" den erhvervsdrivendes multimedie, skal den medarbejdende ægtefælle ikke multimediebeskattes.

I vurderingen af, om den medarbejdende ægtefælle har multimedier stillet til rådighed for privat brug, indgår en nærmere afvejning af de faktiske omstændigheder, hvor blandt andet ægtefællernes arbejdsfunktioner samt antallet og typen af multimedier i virksomheden indgår som momenter.

Skatterådet har i en konkret sag fundet, at den medarbejdende ægtefælle skulle multimediebeskattes af multimedier, som indgik i den selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhed, som blev drevet fra hjemmet. I virksomheden var 3 computere, heraf 2 stationære computere og en bærbar computer, internetforbindelse, fastnettelefon, mobiltelefon og en del tilbehør. Skatterådet henså til oplysninger om, at den medarbejdende ægtefælles arbejdsopgaver forudsatte anvendelse af disse multimedier, antallet af multimedier i virksomheden, og at multimedierne befandt sig i virksomheden, der blev drevet fra hjemmet. En søn, der også var ansat i virksomheden omkring 20 timer om måneden blev efter en nærmere afvejning af de faktiske omstændigheder, herunder af den hjemmeboende søns arbejdsfunktioner og af antallet og typen af multimedier, ikke omfattet af multimediebeskatningen. Se SKM2010.409.SR.

Se også

  • E.B.2 "Særskilte indtægtsposter - ud over avancen ved varesalg" om selvstændigt erhvervsdrivende og multimediebeskatning.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende telefon, computer og internetforbindelse:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2010.409.SR

Skatterådet fandt, at den medarbejdende ægtefælle skulle multimediebeskattes af multimedier, som indgik i den selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhed, som blev drevet fra hjemmet. I virksomheden var 3 computere, heraf 2 stationære computere og en bærbar computer, internetforbindelse, fastnettelefon, mobiltelefon og en del tilbehør. Skatterådet henså til oplysninger om, at den medarbejdende ægtefælles arbejdsopgaver forudsatte anvendelse af disse multimedier, antallet af multimedier i virksomheden, og at multimedierne befandt sig i virksomheden, der blev drevet fra hjemmet. Multimediebeskatning. En søn, der også var ansat i virksomheden omkring 20 timer om måneden blev efter en nærmere afvejning af de faktiske omstændigheder, herunder af den hjemmeboende søns arbejdsfunktioner og af antallet og typen af multimedier, ikke omfattet af multimediebeskatningen. Ikke multimediebeskatning.