Spørgsmål

1. Kan spørger betale et 10-turs kort til DSB via spørgers bruttoløn og samtidig fratrække befordringsfradrag for rejsen til og fra arbejdet?
2. Kan spørger få fradrag for dokumenterede udgifter til kost og logi i de dage, hvor spørger opholder sig i København, jf. bestemmelsen om dobbelt husførelse/ rejsereglerne?

SKATs indstilling:

1. Nej, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
2. Nej.

Spørgers forslag:

1. Ja.
2. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

I forbindelse med, at spørgers kone har fået job i Sønderjylland er den fælles bopæl flyttet fra København til Sønderjylland. Det betyder, at spørger har hele sin 37-timers arbejdsuge fordelt på 3 dage i København. Spørger tager til København fra sin bopæl tirsdag morgen kl. 06.30 og tilbage til bopælen torsdag aften med ankomst kl. 23.00. Det svarer til 296 km hver vej, i alt 592 km pr. uge, hvilket spørger beregner befordringsfradrag for.

Denne ændring i spørgers måde at udføre sit job på har betydet, at spørgers chef vil lave en ny 2-årig kontrakt uden mulighed for forlængelse, idet man på sigt ønsker at finde en ny medarbejder, der kan være præsent 5 dage om ugen. Spørger ønsker derfor svar på, hvorvidt denne ændring i hans kontrakt betyder, at han har en midlertidig stilling, og at han som følge deraf kan benytte sig af muligheden for at få fradrag for dokumenterede udgifter til kost og logi i de dage, hvor han opholder sig i København pga. jobbet, jf. bestemmelsen vedrørende dobbelt husførelse.

Spørger har yderligere oplyst, at han har arbejdet i sin nuværende faste stilling i flere år. Der er tale om et almindeligt fast arbejdssted, hvor spørger er beskæftiget som studiekoordinator.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger oplyser, at han telefonisk har stillet spørgsmål 1 til SKAT og fået oplyst, at han godt kunne trække befordring fra i skat samtidig med, at han betaler sine 10-turs-kort via bruttolønnen. Spørger har fået oplyst, at han kan gøre begge ting samtidig, fordi han netop selv betaler transporten til og fra arbejde og altså ikke får sin transport betalt af sin arbejdsgiver. Dersom spørger gør begge dele, så betyder det, at han sparer en hel del penge på transport til og fra arbejde, selvom afstanden er 296 km. hver vej. Spørger har dog ikke benyttet sig af muligheden endnu, eftersom han gerne vil være helt sikker på, at de oplysninger han har fået telefonisk nu også er korrekte. Spørger mener hertil, at begrundelsen for det telefoniske positive svar, at han kunne få befordringsfradrag samtidig med nedgang i bruttolønnen, var at han selv betaler togbilletterne, i modsætning til, hvis det var arbejdsgiver, der betalte billetterne i tillæg til lønnen, altså i form af en skattepligtig "lønstigning" svarende til togkortets pris.

Den analogi spørger blev præsenteret for var, at situationen var den samme, som hvis han betalte sin internetforbindelse via medarbejderbredbåndsordningen og bruttolønnedgang og samtidig får befordringsfradrag for transport til og fra job. Sammenligningen gik altså på, at der ikke er nogen forskel på, om det er bredbånd eller togbilletter, spørger selv betaler via bruttolønnen, og derfor kan spørger godt få befordringsfradrag og betale sine togbilletter via bruttolønnen.

Vedr. spørgsmål 2, forstår spørger definitionen af "midlertidigt" job således, at dersom der i hans ansættelseskontrakt ikke er anført "med mulighed for forlængelse", så anses stillingen som midlertidig. Spørger vil dog gerne have svar på, om hans fortolkning er korrekt, før han ændrer sine fradrag.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad. spørgsmål 1:

Lovgrundlag: Befordringsfradrag:

Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har privat karakter og er derfor som udgangspunkt ikke fradragsberettiget. Der er dog med hjemmel i LL § 9 C adgang til et standardiseret fradrag. Alle skattepligtige, der befordrer sig mellem hjem og arbejdsplads, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretage befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 C, stk. 1 - 3.

Normalfradraget beregnes udelukkende på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Det er således uden betydning, hvorledes befordringen sker, (egen bil, offentligt transportmiddel, cykel etc.).

I ligningslovens § 9 C, stk. 7 anføres imidlertid, at såfremt..." den skattepligtige har adgang til en af arbejdsgiveren betalte befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1 - 4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1 - 3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring..."

Hvis der således tages fradrag efter LL § 9 C, stk. 1 - 3, og der samtidig modtages fri befordring, som omhandlet i LL § 9 C, stk. 7, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring, jf. denne bestemmelse.

Arbejdsgiver og arbejdstager har mulighed for at indgå en aftale om, at arbejdsgiver betaler den ansattes togkort mv., mod at medarbejderen går tilsvarende ned i løn. En sådan aftale må blot ikke være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3. der foreskriver at indeholdelse af A-skat skal gå forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, herunder krav fra arbejdsgiveren.

Efter praksis stilles der en række betingelser for etablering af en ændret vederlagsaftale. I SKATs Ligningsvejledning, almindelig del, afsnit A.B.1.9.1 anføres:

1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den aftalte reduktion af den kontante løn skal løbe over én hel lønaftaleperiode. Som hovedregel må perioden ikke være under 12 måneder.
4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3
5. Arbejdsgiveren skal have økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet

Der skal herudover være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen. Begge kriterier kan ses som supplement til kravet om, at arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko fx ved at den ansatte kan udtræde af ordningen, selvom arbejdsgiveren fortsat er bundet til kontrakten med leverandøren.

 

Praksis:

 

I SKM2004.343.LR bekræftede Ligningsrådet, at medarbejdere, som undlod at tage befordringsfradrag, ikke ville blive beskattet af arbejdsgiverens betaling af periodekort til bus og tog til brug for befordring mellem hjem og arbejde.

 

I SKM2009.512.SR kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke vil ske beskatning af arbejdstagere i X, når de benytter en scooter og dertilhørende tøj/udstyr, som er stillet til rådighed af X, og scooteren og tøjet/udstyret udelukkende bliver benyttet i arbejdstiden i arbejdsøjemed. Skatterådet kan endvidere bekræfte, at der vil ske beskatning af arbejdstagerens brug af scooteren mellem arbejdstagerens sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Skatterådet kan også bekræfte, at der vil ske beskatning af arbejdstagerens brug af scooteren og tøj/udstyr, når der køres mellem bopælen og direkte ud til borgerne/kunderne, medmindre der er tale om erhvervsmæssig kørsel, herunder at arbejdstagerne falder ind under 60 dages reglen i Ligningslovens § 9B, stk. 1, litra a. Endeligt kan Skatterådet bekræfte, at der vil ske beskatning af arbejdstagernes private brug af scooteren samt tøj/udstyr.

 

Begrundelse:

 

Som anført i pkt. 6 skal arbejdsgiver rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed, og dermed betale godet til leverandøren. Såfremt der indgås en sådan kontantlønsaftale med arbejdsgiver, vil der skattemæssigt være tale om, at arbejdsgiver reelt stiller fri befordring til rådighed som omhandlet i LL § 9 C, stk. 7. Arbejdstageren har således ret til befordringsfradrag, jf. LL § 9 C, stk. 1 - 3, men konsekvensen bliver, at det samme beløb skal beskattes som fri befordring, jf. LL § 9 C, stk. 7.

 

Hvis der derimod ikke foretages befordringsfradrag sker der heller ikke beskatning.

 

Indstilling:

 

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et nej.

 

Ad. spørgsmål 2:

 

Lovgrundlag: Rejsereglerne:

 

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse, jf.  ligningslovens § 9 A, stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse bl.a.:

• Når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, de såkaldte selvvalgte rejser, eller
• Når lønmodtageren, af arbejdsgiveren, er midlertidigt udsendt til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, de såkaldte tjenesterejser.

Det er derudover en betingelse, at rejsen har en varighed på mindst 24 timer, hvilket fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5, 1. punktum. Der vil således aldrig kunne udbetales skattefri godtgørelser for rejser af under 24 timers varighed, jf. nævnte bestemmelse.

Er afstanden lang, men dog ikke så lang, at det er fysisk umuligt at komme hjem og overnatte hver dag, vil det bero på en konkret vurdering om arbejdet og afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted har gjort, at det ikke er muligt at overnatte på den sædvanlige bopæl.

Såfremt lønmodtageren opfylder betingelserne, men ikke har modtaget sådanne godtgørelser, er der efter ligningslovens § 9A, stk. 7, mulighed for tilsvarende fradrag.

Endvidere er reglerne nærmere beskrevet i SKATs Ligningsvejledning, afsnit A.B.1.7. samt A.F. 1.1.

Fradrag kan enten foretages med de for kost- og logi gældende satser eller faktiske udgifter, jf. ligningslovens § 9 A, eller med de for dobbelt husførelse gældende satser på 400 kr. pr. uge, jf. ligningsrådets anvisnings herom eller faktiske udgifter jf. SL § 6, litra a. Da dette fradrag imidlertid udgør et langt mindre beløb end fradrag for kost- og logi, er det ved nærværende besvarelse forudsat, at der således ønskes fradag for kost- og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A.

Praksis:

I SKM2008.853.SKAT har SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1

I SKM2008.849.SR blev en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke anses for berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i LL § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode.

Begrundelse:

Det foreligger oplyst, at spørger har arbejdet i sin nuværende faste stilling i flere år. Der er tale om et almindeligt fast arbejdssted, hvor spørger er beskæftiget som studiekoordinator.

I SKM2008.853.SKAT er reglerne om bl.a. midlertidigt arbejdssted præciseret. Det fremgår således heraf, at:

..."Det kan udledes af forarbejderne til LL § 9 A og praksis på området, at "et midlertidigt arbejdssted" forudsætter en tidsbegrænsning. Da denne tidsbegrænsning ikke er objektivt defineret i loven eller dens forarbejder, må dens udstrækning derfor afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold..."

Endvidere fremgår det af SKM2008.853.SKAT, at der bl.a. kan lægges vægt på, om der er tale om et arbejdssted, der ikke efter dets karakter er midlertidigt som f.eks. et arbejdssted på en byggeplads eller sæsonarbejde på en frugtplantage, men derimod om et arbejdssted, hvor arbejdet kan fortsætte i ubegrænset tid, selvom selve ansættelsen er tidsbegrænset til et år ad gangen.

Ved arbejde, som ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for at kunne anse et arbejdssted som midlertidigt, at det kan dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig forhold, der kan begrunde den nu indgåede tidsbegrænsede ansættelse.

Det er ikke muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år, til et midlertidigt arbejdssted i relation til LL § 9A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed, når ansættelsen i øvrigt har været fast i en længere periode.

Det må således vurderes om, der er tale om et midlertidigt arbejdssted for den ansatte i den efterfølgende ansættelsesperiode, eller om der er tale om et fast arbejdssted med ansættelse ved formelt tidsbegrænsede kontrakter.

Der kan f.eks. være tale om "nyt" midlertidigt arbejdssted for den ansatte, hvis den pågældende eller virksomheden kan dokumentere, f.eks. at den ansatte nu arbejder på et andet geografisk sted end tidligere eller har arbejdsopgaver, der adskiller sig væsentligt fra sine tidligere arbejdsopgaver.

I nærværende situation er der tale om, at den ansatte fortsætter sit nuværende job med samme geografiske placering og samme arbejdsopgaver, men grundet spørgers ønske om ændring af den fysiske tilstedeværelse på arbejdspladsen nu medfører ophør af ansættelsen efter yderligere 2 års ansættelse.

Uagtet, at spørger kan dokumentere en ny midlertidig ansættelseskontrakt, er der reelt tale et arbejdssted og en ansættelse, der efter sin karakter må anses som fast.

Den omstændighed, at arbejdsgiver ønsker en medarbejder, der kan være præsent i virksomheden alle ugens arbejdsdage/arbejdstimer, medfører efter SKATs opfattelse ingen ændring i, at der er tale om, at spørger har været ansat i en fast stilling i flere år, og at denne ansættelse fortsætter 2 år endnu.

Det bemærkes, at uagtet at det ved nærværende besvarelse er forudsat, at der ønskes fradrag for kost og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A, de såkaldte rejseregler, vil der ikke i stedet kunne godkendes fradrag for udgifter til kost og logi efter reglerne om dobbelt husførelse, da betingelserne for dette fradrag er de samme som betingelserne for fradrag efter rejsereglerne.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.