Moms, der vedrører drift af små vare- og lastvogne på højst 3 tons i totalvægt, kan fuldt ud fradrages, selv om køretøjet kun anvendes delvist i den momsregistrerede virksomhed. Det er tilstrækkeligt, at vognen blot i et eller andet omfang bruges i virksomheden.
Baggrunden for bestemmelsen er dels praktiske årsager, dels at give en kompensation for reglen i § 41, stk. 1, hvorefter der ikke gives fradrag for købsmomsen vedrørende anskaffelsen, hvis køretøjet bruges delvist til andre formål end den momsregistrerede virksomhed.
Fradragsretten omfatter driftsudgifter. Herunder hører også reparations- og vedligeholdelsesudgifter, f.eks. udskiftning af bilens motor. Derimod er udgifter til en hardtop og montering af den på en varevogn, der anvendes såvel privat som erhvervsmæssigt, ikke anset for en driftsudgift, hvis moms er fradragsberettiget. Momsen af denne udgift behandles ligesom momsen af bilens anskaffelsespris, dvs. som en egentlig forbedring, jf. princippet i § 41, stk.1, se Mn.1354.
Disse regler gælder også, hvis det er virksomhedsejerens ægtefælle, der ejer køretøjet. Det er i den henseende ikke ejerforholdet, men den faktiske brug i virksomheden, der er afgørende for fradragsretten. ►Fradragsretten er dog betinget af, at virksomheden til dokumentation for købsmomsen kan fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer, der opfylder kravene i momsbekendtgørelsens kapitel 11, jf. momsbekendtgørelsens § 58.◄
►I SKM2007.878.SKAT har SKAT tilbagekaldt SKM2007.602.SKAT og meddelt, at der fortsat er fuld momsfradragsret for udgifter til drift af varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 3 tons, der bruges blandet privat/erhverv, uanset den skattemæssige behandling af bilerne, dvs. fuld fradragsret når:◄
►
- Bilen er placeret i virksomhedsordningen, og indehaveren bliver beskattet af fri bil.
- Bilen holdes uden for virksomhedsordningen, og indehaveren får godtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel med en forholdsmæssig andel af de faktiske udgifter.
- Bilen holdes uden for virksomhedsordningen, og indehaveren får godtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel efter statens takster.
- Den selvstændige erhvervsdrivende anvender ikke virksomhedsordningen og fratrækker skattemæssigt udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel med de faktiske dokumenterede udgifter pr. kørt km.
- Den selvstændige erhvervsdrivende anvender ikke virksomhedsordningen og fratrækker skattemæssigt udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel efter statens takster.
◄
►Fradragsretten er dog betinget af, at virksomheden har en momspligtig omsætning på mere end 50.000 kr. årligt, jf. momslovens § 41, stk. 4, og at virksomheden til dokumentation for købsmomsen kan fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer, der opfylder kravene i momsbekendtgørelsens kapital 11, jf. momsbekendtgørelsens § 58.◄
Anskaffelse af en biltelefon anses ikke for en driftsudgift vedrørende køretøjet. Købsmoms heraf skal derfor behandles efter de almindelige regler i §§ 37 og 38.
Det er en betingelse for at kunne fradrage købsmomsen vedrørende driften af varevognen, at den momsregistrerede virksomhed har en omsætning på mere end 50.000 kr. om året, jf. § 41, stk. 4, se J.2.4.4.
Se J.1.1.13 om fradragsretten for moms af broafgift, som betales ved kørsel på Storebæltsbroen, og J.3.1.7 om fradragsretten for moms af færgebilletter.