Dato for udgivelse
16 May 2007 15:32
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 Mar 2007 13:16
SKM-nummer
SKM2007.329.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-063646
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomme i udlandet + Erhvervsejendomme + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ejendomsavance, genanbringelse, udlandet, landbrugsbygning
Resumé

Skatterådet tog stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med anvendelse af genanbringelsesreglerne i §§ 6 A - 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven i ejendom i Litauen ved efterfølgende fraflytning fra Danmark. Skatterådet bekræftede bl.a., at det er muligt at anvende genanbringelsesreglerne på en landbrugsbygning, der er beliggende på lejet jord i Litauen.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2  E.J.2.6

Spørgsmål

  1. Kan spørger genanbringe en ejendomsavance vedrørende salg i 2005 af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen i 2006, når spørger på genanbringelsestidspunktet er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark?
  2. Kan spørger genanbringe en ejendomsavance vedrørende salg i 2005 af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen i 2006, når landbrugsbygningerne bortforpagtes til et litauisk aktieselskab ejet af spørger og hendes ægtefælle, og spørger på genanbringelsestidspunktet er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark?
  3. Kan spørger genanbringe en ejendomsavance vedrørende salg i 2005 af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen i 2006, når genanbringelsesreglen er begæret anvendt i selvangivelsen for indkomståret 2005 og spørger på tidspunktet for indsendelse af selvangivelse for indkomståret 2005 er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark, men på tidspunktet for indgåelse af bindende aftale om erhvervelse af landbrugsbygninger i Litauen ikke er fuldt skattepligtig til Danmark eller ikke har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark?
  4. Såfremt spørgsmål 3 besvares benægtende ønskes det oplyst, om spørger kan genanbringe en ejendomsavance vedrørende salg i 2005 af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen i 2006, når spørger på tidspunktet for indsendelse af selvangivelse for indkomståret 2005 er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark, og spørger er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark på tidspunktet for indgåelse af bindende aftale om erhvervelse af landbrugsbygninger i Litauen?
  5. Såfremt spørgsmål 4 besvares benægtende ønskes det oplyst, om spørger kan genanbringe en ejendomsavance vedrørende salg i 2005 af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen i 2006, når spørger umiddelbart efter udløbet af indkomståret 2006 selvangiver for indkomståret 2006 og derefter fraflytter Danmark?
  6. Kan spørger genanbringe en fortjeneste opnået ved salg af en i Danmark beliggende ejendom i anskaffelsessummen for en af ægtefællen erhvervet ejendom beliggende i udlandet, når spørger på tidspunktet for indsendelse af selvangivelse for indkomståret 2005 er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark, og ægtefællen er fraflyttet Danmark på tidspunktet for indgåelse af bindende aftale om erhvervelse af landbrugsbygninger beliggende i Litauen?

Svar

  1. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  2. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  3. Nej, se indstilling og begrundelse.
  4. Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  5. Bortfalder.
  6. Ja, se dog indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger købte i 1998 landbrugsejendommen H. Ejendommen er solgt med overtagelse pr. 1. december 2005.

Spørger ønsker ejendomsavancen genanbragt i udenlandsk ejendom.

Spørger og hendes ægtefælle har i 2005 erhvervet landbrug i Litauen, hvilket ligger i selskabsform.

Det er ifølge det oplyste, ikke muligt at erhverve landbrugsjord i Litauen i personligt regi. Derimod er det oplyst, at det er muligt at erhverve landbrugsbygninger i personligt regi, hvorfor driftsbygningerne påtænkes erhvervet i personligt regi og ejendomsavance fra salget i Danmark ønskes genanbragt heri.

Der påtænkes tilkøbt landbrugsbygninger fra en nabo. Bygningerne skal efter købet renoveres. Alle driftsbygningerne bruges i landbrugsmæssig sammenhæng.

Ægtefællerne har haft fælles bopæl på adressen S indtil 20. april 2005, hvor ægtefællen udrejste til Litauen. 

Spørger og ægtefællernes søn, der er født i 2005, har fra 1. december 2005 til 1. december 2006 boet til leje på adressen G. Spørger har sammen med sin søn fra 1. december 2006 boet på adressen M.

Spørger vil gerne vide, om det er muligt at genanbringe ejendomsavancen fra kvægbedriften i Danmark i landbrugsbygningerne i Litauen. Landbrugsbygningerne i Litauen påtænkes bortforpagtet til ægteparrets selskab i Litauen, der ejer landbrugsjorden samt maskinerne.

Det er oplyst, at begge ægtefæller fortsat er fuldt skattepligtige i Danmark.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad spørgsmål 1

Fortjeneste opgjort ved spørgers salg i 2005 af landbrugsejendommen beliggende i Danmark kan for så vidt angår fortjeneste vedrørende den erhvervsmæssige anvendte del af ejendommen genanbringes i anskaffelsessum vedrørende den erhvervsmæssige anvendte del af en anden ejendom, uanset denne ejendom beliggenhed.

Det er en betingelse, at den ejendom, hvori fortjenesten skal genanbringes, er erhvervet i indkomståret før afståelsesåret, i afståelsesåret eller i indkomståret efter afståelsesåret, jf. § 6 A, stk. 2. Ligeledes er det en forudsætning, at ejendommen anvendes erhvervsmæssigt i spørgers eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, jf. § 6 A, stk. 1, 2. pkt.

Spørgers køb af landbrugsbygninger i Litauen kan danne grundlag for genanbringelse af fortjeneste konstateret i 2005, når køb af landbrugsbygningerne sker inden udgangen 2006, og spørger eller spørgers samlevende ægtefælle anvender landbrugsbygningerne erhvervsmæssigt.

Da spørger er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark, må betingelserne for genanbringelse anses for opfyldt.

Ad spørgsmål 2

Genanbringelse kan ske i anskaffelsessum ved køb af anden ejendom for så vidt angår den del af anskaffelsessummen, der vedrører den erhvervsmæssige anvendte del af ejendommen. Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, 4. pkt. anses udlejning af anden fast ejendom end fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7 ikke for erhvervsvirksomhed i relation til genanbringelsesreglerne.

Afgørende for om der kan ske genanbringelse ved erhvervelse af landbrugsbygninger beliggende i Litauen, som bortforpagtes til et litauisk aktieselskab, er derfor, om landbrugsbygningerne kan anses for en landbrugsejendom i vurderingslovens § 33, stk. 1's forstand.

Det er repræsentantens opfattelse, at landbrugsbygninger med tilhørende jord må anses for en landbrugsejendom, hvorfor bortforpagtning af landbrugsbygningerne med tilhørende jord må anses for en erhvervsmæssig anvendelse. Som følge heraf kan der ske genanbringelse i anskaffelsessummen ved erhvervelse af landbrugsbygningerne i Litauen, også hvor bygningerne bortforpagtes til et litauisk aktieselskab.

Ad spørgsmål 4

Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 4 er nedsættelse af anskaffelsessummen betinget af, at ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, når den erhvervede ejendom er beliggende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Da spørger er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten indgået mellem Litauen og Danmark på tidspunktet for indgåelse af bindende aftale om erhvervelse af landbrugsbygninger i Litauen, opfylder spørger betingelserne i § 6 A, stk. 4 om fuldt skattepligt til Danmark og skattemæssigt hjemsted i Danmark på tidspunktet for nedsættelse af anskaffelsessummen for den erhvervede ejendom.

Ad spørgsmål 6

Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 3 kan fortjeneste genanbringes i anskaffelsessummen vedrørende en ejendom erhvervet af ægtefællen. Det er en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori afståelsen finder sted, og det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted.

Spørgers ægtefælle skiftede adresse til Litauen i 2005. Efter kildeskattelovens § 4, stk. 6 anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet på tidspunktet for bortfald af skattepligt efter kildeskattelovens § 1. Spørger og spørgers ægtefælle må dog anses for samlevende, idet ægtefællen stadig er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 til Danmark, idet spørger og ægteparrets fælles barn er bosiddende i Danmark, og samlivet ikke er ophævet som følge af uoverensstemmelse mellem ægtefællerne.

Ifølge Ligningsvejledningen 2006-2, afsnit A.A.4.2.3, anses samlivet som udgangspunkt ikke for ophævet, hvis ægtefællerne lever adskilt som følge af deres erhverv, fordi adskillelsen ofte vil være af midlertidig karakter, jf. også TfS.1991.248.VLD og TfS.1990.560.LR , hvor fraflytning skyldtes forretningsmæssige hensyn.

Spørger kan således genanbringe i anskaffelsessummen ved køb af landbrugsbygninger i Litauen, idet bygningerne anvendes i den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.

Ved genanbringelse i anskaffelsessummen vedrørende en erhvervet ejendom beliggende i udlandet er det desuden en forudsætning, at ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1 uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 4.

Da ægtefællen er ejer af den ejendom, hvori en fortjeneste ønskes genanbragt, skal ægtefællen ligeledes være fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 uden at have skattemæssigt hjemsted i Litauen.

I henhold til artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Litauen anses en fysisk person for hjemmehørende i den stat, hvor han har bopæl. Ved dobbeltdomicil anses personen for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser), jf. artikel 4, litra a.

Da spørger og ægteparrets fælles barn har bopæl i Danmark, og ægtefællen derved også har fast bolig til rådighed i Danmark, må ægtefællen anses for hjemmehørende til Danmark ud fra kriteriet "midtpunkt for sine livsinteresser".

Ved selvangivelse for indkomståret 2005 og indkomståret 2006 vil såvel spørger som spørgers ægtefælle (ejeren af den erhvervede ejendom) være skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 og have skattemæssigt hjemsted i Danmark.

Betingelserne, for at spørger kan genanbringe en ejendomsavance i de af ægtefællen erhvervede landbrugsbygninger i Litauen, er således opfyldte.

Ad sagsfremstillingen

Repræsentanten er fremkommet med nye talmæssige oplysninger vedrørende ejendomsafståelsen.

Disse oplysninger er nu indarbejdet i sagsfremstillingen men har i øvrigt ikke betydning for afgivelsen af det bindende svar.

Herudover har det fremsendte udkast ikke givet repræsentanten anledning til bemærkninger.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Der gælder særlige regler for genanbringelse i fast ejendom i udlandet. Genanbringelse i udenlandsk ejendom er således yderligere betinget af, at ejeren, når denne er en fysisk person, på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Skatterådet har i SKM2006.730.SR tiltrådt, at fortolkningen af nedsættelsestidspunktet, som anført ovenfor, dog ikke er ensbetydende med, at der kan stilles krav om, at en spørger skal forblive fuldt skattepligtig til Danmark uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst helt frem til udløbet af den formelle selvangivelsesfrist for det pågældende indkomstår, jf. § 4 i skattekontrolloven.

Det er herefter tilstrækkeligt for anvendelse af genanbringelsesreglerne i forbindelse med en ejendom i udlandet, at en spørger, der opfylder skattepligtskravene, ved fraflytning begærer fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom genanbragt i den udenlandske ejendom. Det er dog en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at spørger i forbindelse med begæringen afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6 A-6 C er opfyldt.  

Det er fortsat en betingelse for genanbringelse, at der indgives rettidig selvangivelse for det pågældende indkomstår, jf. § 6 A, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven. 

Begrebet fast ejendom eller begrebet ejendomsret er ikke defineret specielt i skatteretten. Der tages derfor udgangspunkt i begrebets anvendelse i civilretten.

Ifølge tinglysningslovens ejendomsbegreb anses fast ejendom således at omfatte jordarealer evt. med bygninger samt bygninger uden jordareal, jf. Finn Träff, Køb og salg af fast ejendom, 3. udg. 2005, pp. 31-34.

Efter SKATs opfattelse omfatter fast ejendom i ejendomsavancebeskatningslovens forstand derfor også såvel bebyggede ejendomme, ubebyggede ejendomme som bygninger på fremmed grund.

Udgangspunktet er derfor efter SKATs opfattelse, at genanbringelsesreglerne i §§ 6 A-6 B i ejendomsavancebeskatningsloven finder tilsvarende anvendelse, når der er tale om bygninger på lejet grund, forudsat, at bygningerne anvendes erhvervsmæssigt.

Efter § 6 A, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven anses udleje af fast ejendom ikke for erhvervsmæssig virksomhed, medmindre der er tale om udlejning af fast ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7.

En bygning på lejet grund, beliggende i Danmark, er omfattet af § 33, stk. 1, i vurderingsloven, idet told- og skatteforvaltningen generelt skal træffe bestemmelse om en hvilken som helst selvstændig ejendoms benyttelse.

Derimod anses en bygning på lejet grund, selv om den anvendes til landbrugsformål, ikke for en "landbrugsejendom" i vurderingslovens forstand, idet en "landbrugsejendom" i vurderingsmæssig forstand er en bebygget ejendom, bestående af såvel jord som bygninger. Bygning på lejet grund anses derimod for indgå under benyttelsen "Andre bygninger på fremmed grund."

Det er imidlertid SKATs opfattelse, at det i denne situation må være bygningens faktiske benyttelse til erhvervsformål, der er afgørende for, om genanbringelsesreglerne kan finde anvendelse på bygningen eller ej. Det betyder derfor, at der kan ske genanbringelse af fortjeneste efter de almindelige regler i en bygning på fremmed grund, når bygningen anvendes erhvervsmæssigt til landbrugsformål mv.

Når bygningen befinder sig på fremmed grund i udlandet, vil bygningen allerede af denne årsag ikke være omfattet af § 33, stk. 1, i vurderingsloven, idet vurderingsloven kun omfatter fast ejendom i Danmark.

SKAT finder imidlertid ikke, at dette forhold kan betyde, at der ikke vil kunne ske genanbringelse i en bygning på fremmed grund i udlandet, idet en sådan afgørelse i givet fald ville stride mod EU-reglerne. Det afgørende er derfor efter SKATs opfattelse, om bygningen anvendes erhvervsmæssigt til landbrugsformål mv.    

Hvis en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører som følge af fraflytning, eller hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, foretages der fraflytterbeskatning efter § 6 B i ejendomsavancebeskatningsloven, såfremt der er sket nedsættelse af anskaffelsessummen på en ejendom beliggende i udlandet.

Der vil efter § 6 B, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven kunne gives henstand med betalingen af skatten indtil salg eller død efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E.

SKAT bemærker, at der ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A alene kan ske genanbringelse af den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige del af fortjenesten, jf. Ligningsvejledningen 2007, afsnit E.J.2.6 Geninvestering.

Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsætte anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.

Ad spørgsmål 1

Det fremgår af ovenstående, at det bl.a. er en betingelse for genanbringelse af ejendomsavance i anskaffelsessummen ved køb af en ejendom i udlandet, at ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det er forudsat, at spørger på nedsættelsestidspunktet er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted her. Det er endvidere forudsat, at spørger inden fraflytningen har anmodet skattemyndighederne om tilladelse til genanbringelse af avance i den erhvervede udenlandske ejendom efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven og har afgivet de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme.

Det er herved forudsat, at spørger er eneejer af begge ejendomme.

Herudover skal de øvrige betingelser for genanbringelse som nævnt i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven være opfyldt, for at reglerne kan finde anvendelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse rent faktisk er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, afgøres enten ved anmodning om et nyt bindende svar efter dette tidspunkt eller ved ligningen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår.

Ad spørgsmål 2

Det fremgår af § 6 A, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, at reglerne om genanbringelse kun omfatter afståede ejendomme, der er blevet anvendt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed og erhvervede ejendomme, der skal anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.

Det fremgår endvidere modsætningsvis af bestemmelsen, at bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, anses for erhvervsmæssig virksomhed ved anvendelse af genanbringelsesreglerne.

Da det er oplyst, at spørger vil bortforpagte sin landbrugsbygning til landbrugsformål, er det SKATs opfattelse, at betingelsen om, at bygningen anvendes erhvervsmæssigt vil være opfyldt. 

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det er forudsat, at spørger på nedsættelsestidspunktet er fuldt skattepligtig til Danmark og har skattemæssigt hjemsted her. Det er endvidere forudsat, at spørger inden fraflytningen har anmodet skattemyndighederne om tilladelse til genanbringelse af avance i den erhvervede udenlandske ejendom (bygning) efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven og har afgivet de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme. Herudover skal de øvrige betingelser for genanbringelse som nævnt i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven være opfyldt, for at reglerne kan finde anvendelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse rent faktisk er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, afgøres enten ved anmodning om et nyt bindende svar efter dette tidspunkt eller ved ligningen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår.

Ad spørgsmål 3

Genanbringelsesreglerne i ejendomsbeskatningsloven finder anvendelse, når den skattepligtige erhverver en ejendom, der er omfattet af lovens regler, jf. § 6 A, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven.

SKAT finder, at der i denne formulering ligger en betingelse om, at spørger skal have erhvervet ejendomsretten til den pågældende ejendom, dvs. at der skal være indgået bindende aftale om erhvervelse af ejendommen, inden der anmodes om anvendelse af regelsættet.

Da spørger før udrejse fra Danmark således ikke kan anmode om anvendelse af regelsættet på en ejendom, som hun ikke endnu ejer, opfylder hun allerede af denne grund ikke de formelle betingelser for genanbringelse af ejendomsavance efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et nej.

Ad spørgsmål 4

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det er forudsat, at spørger inden fraflytningen har anmodet skattemyndighederne om tilladelse til genanbringelse af avance i den erhvervede udenlandske ejendom efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven og har afgivet de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme. Herudover skal de øvrige betingelser for genanbringelse som nævnt i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven være opfyldt, for at reglerne kan finde anvendelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse rent faktisk er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, afgøres enten ved anmodning om et nyt bindende svar efter dette tidspunkt eller ved ligningen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår.

Ad spørgsmål 5

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 4 er besvaret med et ja.

Ad spørgsmål 6

Efter § 6 A, stk. 3, i ejendomsavancebeskatningsloven finder genanbringelsesreglerne tilsvarende anvendelse, hvis den ene ægtefælle afstår fast ejendom, og den anden ægtefælle erhverver fast ejendom. Det er en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori afståelsen finder sted, og det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted.

Når der er tale om genanbringelse i ægtefællens ejendom i udlandet, finder SKAT, at det er en yderligere forudsætning for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at begge ægtefæller på nedsættelsestidspunktet opfylder skattepligtsbestemmelserne i § 6 A, stk. 4, i ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at begge ægtefæller fortsat er fuldt skattepligtige til Danmark. Det er oplyst, at ægtefællerne fortsat er sambeskattede efter kildeskattelovens § 4, uanset at kun den ene ægtefælle -  spørger - bor i Danmark, medens den anden ægtefælle er fraflyttet til Litauen den 20. april 2005.

SKAT finder efter de foreliggende oplysninger om ægtefællernes skattepligts- og sambeskatningsforhold samt under henvisning til artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Litauen, at spørgers ægtefælle kan anses for hjemmehørende i Danmark. SKAT lægger herved vægt på, at spørger og ægtefællernes fælles mindreårige barn har bopæl i Danmark, og at ægtefællen derved også har en helårsbolig til rådighed i Danmark. Centrum for ægtefællens livsinteresser må således være i Danmark.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse rent faktisk er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, herunder skattepligtsbestemmelserne mv.,  afgøres enten ved anmodning om et nyt bindende svar efter dette tidspunkt eller ved ligningen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår.

SKAT skal bemærke, at der ikke ved ovenstående er taget stilling til, hvorledes den fortjeneste, der kan genanbringes, nærmere skal opgøres.

SKAT skal endvidere bemærke, at reglerne om genanbringelse i §§ 6 A-6 C i ejendomsavancebeskatningsloven ikke omfatter udskydelse af beskatning af genvundne afskrivninger på erhvervsmæssige ejendomme, jf. afskrivningslovens § 21.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet er enig i indstillingerne og begrundelserne.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne indtil 1. juli 2007.