Parter

A

(v/advokat Rasmus Smith Nielsen, prøve)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Tony Sabbah)

Københavns Byret har den 12. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS7428/2018-KBH).

Afgørelsen er truffet af landsdommerne

Steen Mejer, Mohammad Ahsan og Alexander M. P. Johannessen (kst.)

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt følgende påstande:

Vedrørende indkomståret 2011:

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling i første række hos Skattestyrelsen og i anden række hos Landsskatteretten.

Mest subsidiært: As og/eller andres privatretlige dispositioner på hans vegne omgøres i medfør af skatteforvaltningslovens § 29 mod betaling af gældende gebyr med i første række medhold i den principale påstand til følge og i anden række hjemvisning til i første række Skattestyrelsen og i anden række Landsskatteretten til følge.

Vedrørende indkomståret 2012:

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling i første række hos Skattestyrelsen og i anden række hos Landsskatteretten.

Mest subsidiært: As og/eller andres privatretlige dispositioner på hans vegne omgøres i medfør af skatteforvaltningslovens § 29 mod betaling af gældende gebyr med i første række medhold i den principale påstand til følge og i anden række hjemvisning til i første række Skattestyrelsen og i anden række Landsskatteretten til følge.

Indstævnte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at byrettens dom stadfæstes, subsidiært at ansættelserne af As indkomst for indkomstårene 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Over for As mest subsidiære påstand har Skatteministeriet desuden nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Forklaringer

A, JC, LP og IM har afgivet supplerende forklaring. NC har endvidere afgivet forklaring.

A har supplerende forklaret navnlig, at han har indbetalt i alt 261.000 kr. til G1-virksomhed. Han kan ikke huske, hvem der anviste, til hvilken konto indbetalingerne skulle ske. Han kunne forestille sig, at det var IM. Anvisningen er formentlig sket pr. mail. Han gjorde som på forlangende. Han var klar over og accepterede, at han hæftede for 600.000 kr.

G1-virksomhed havde lokaler beliggende i Y1-by. Han kan ikke huske adressen. Lokalerne lå i en større bygning, hvor også andre virksomheder holdt til. G1-virksomhed havde eget kontor med tilhørende lager.

Han fik udleveret en vareprøve på et af de møder, som investorerne havde med JC og IM.

JC har supplerende forklaret navnlig, at han ikke mener, at mundskylleproduktet "ikke duede". Produktet var ufuldstændigt, bl.a. fordi det skulle stå på køl, men produktet havde en virkning. Det fik han at vide, da han indtrådte i G1-virksomhed. Han har ikke selv prøvet produktet.

G1-virksomhed havde egen hjemmeside og e-mail. G1-virksomhed gjorde bestræbelser på at sælge globalt. Det var produktet, der var problemet, ikke deres markedsføringsindsats. Omkostningen på 2.048.000 kr. i årsrapporten for 2012, der står anført som en udgift til "annoncer", kunne godt være en udgift til en global salgsportal. Dette bygger han på, at G1-virksomhed skulle have en sådan salgsportal. Han tror også, at portalen faktisk blev udarbejdet. Han må have set den. Han ved ikke, hvem der lavede portalen. Han var direktør i G1-virksomhed på dette tidspunkt, men hans fokus var på at få nogle varer "over disken".

G1-virksomhed havde en erhvervskonto i F2-bank og en erhvervskonto i F1-bank. G2-ApS kunne også godt have haft en konto i F1-bank. Det ville i hvert fald give mening.

Han var direktør i G3-virksomhed, der drev (red. hjemmeside fjernet), men han har ikke kendskab til, at G3-virksomhed i slutningen af december 2011 købte en startpakke til salg af mundskyllevæske mv. fra G1-virksomhed. Det er i hvert fald ikke ham, der har stået for indkøbet.

LP har supplerende forklaret navnlig, at han opfattede G1-virksomhed som et seriøst projekt. Ellers havde de nok heller ikke fået en eksportforberedelsespakke. Hans indtryk var, at G1-virksomhed havde investeret penge i projektet og dermed havde "hånden på kogepladen".

IM har supplerende forklaret navnlig, at alle kommanditister i G1-virksomhed, herunder A, har indbetalt de beløb, som de skulle i henhold til opkrævningerne. Han mener, at G1-virksomhed havde flere konti i F1-bank. Han ved ikke, hvorfor kontoudtog fra disse konti ikke blev oversendt til SKAT.

G1-virksomhed solgte produkterne til G3-virksomhed, som også videresolgte dem. En flaske med mundskyllevæske blev af G3-virksomhed solgt for ca. 200 kr. Han kan ikke huske, hvor meget pillerne blev solgt for. De har ikke fremlagt fakturaer for salgene, da G3-virksomhed ikke er en del af denne sag. Han kan ikke huske, hvor mange flasker, G3-virksomhed fik solgt, men de har nok fået pengene hjem. Salget skete til venner og bekendte. Mundskyllevæsken, som G3-virksomhed købte af G1-virksomhed, blev hældt om på mindre flasker, inden G3-virksomhed solgte det videre. Flaskerne fra G1-virksomhed indeholdt hver ca. 1 liter og mindede om flasker fra G4-virksomhed. Der var kun påsat etikette på (red. navn fjernet). Han tror ikke, at der var sat etikette på de mindre flasker fra G3-virksomhed. Kunderne var alle folk med store smerter, der bare skulle have hurtig lindring, og de gik derfor ikke op i, om der var etikette på produktet. Pillerne, som G3-virksomhed købte af G1-virksomhed, blev ikke opdelt i mindre stykker inden videresalg.

Salget til G3-virksomhed var ikke G1-virksomheds eneste salgskanal. G1-virksomhed havde således også en salgsportal. Digital Marketing Support stod for udviklingen af portalen ved hjælp af en række underleverandører. Det var en avanceret portal. Han er ikke i besiddelse af bilag herom.

Inden G1-virksomhed påbegyndte salget af mundskyllevæsken i slutningen af 2011, havde de testet mundskyllevæsken på flere end 100 mennesker. De var dog ikke i besiddelse af officiel empiri, og da de planlagde en global udrulning af produktet, kontaktede han fagfolk i udlandet med henblik på at få foretaget yderligere tests. De opgav imidlertid dette, da det var for dyrt, og da det ikke var sikkert, at de ville opnå den ønskede evidens for produktets virkning.

NC har forklaret navnlig, at han ikke har nogen erindring om den konkrete sag. Generelt foregår det på den måde, at når han som led i en revision forholder sig til en værdiansættelse, sker det ud fra oplysninger, som han får fra kunden, herunder med hensyn til de forventninger, som kunden har fremadrettet. Han foretager ikke selv en egentlig værdiansættelse.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

As fradragsret for underskud i G1-virksomhed efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, afskrivningsloven eller ligningslovens § 8 B forudsætter, at G1-virksomhed i skatteretlig forstand blev drevet erhvervsmæssigt.

Vurderingen af, om en virksomhed er drevet erhvervsmæssigt, foretages ud fra en samlet, konkret vurdering af virksomheden. Det indgår med betydelig vægt, om virksomheden har et vist omfang (intensitet), og om den er etableret og drevet med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i et rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats (rentabilitet). En virksomhed, hvis drift og dispositioner må anses for at være uden realitet, vil allerede af den grund ikke opfylde kriterierne.

Som anført af byretten har A som udgangspunkt bevisbyrden for, at betingelserne for fradrag er opfyldt, herunder at G1-virksomhed drev erhvervsmæssig virksomhed.

Heller ikke for landsretten er det godtgjort, at A har foretaget indskud i G1-virksomhed. Landsretten bemærker herved, at de nye bilag, der er fremlagt for landsretten, ikke dokumenterer, at der er sket overførsel til en bankkonto, der tilhører G1-virksomhed.

På denne baggrund, og af de grunde, som i øvrigt er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det ikke er godtgjort, at der har været tale om reel drift og reelle dispositioner i G1-virksomhed. Det er dermed ikke godtgjort, at der har foreligget erhvervsmæssig virksomhed, og A har derfor ikke ret til fradrag som påstået. Det, der er kommet frem for landsretten, herunder under forklaringerne, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Da det, som A i øvrigt har anført for landsretten, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 75.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 75.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.