Den 13. december 2001 har EF-Domstolen afsagt dom i sagen C-235/00, CSC Financial Services Ltd., der vedrører fortolkningen af 6. momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f). Bestemmelsen er implementeret i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt CSC, der leverede såkaldte "call center"-ydelser over for finansielle institutioner, udførte transaktioner eller forhandlinger vedrørende værdipapirer.

Begreberne formidling og forhandling benyttes i fritagelsesbestemmelserne i 6. momsdirektiv's artikel 13, punkt B, litra d), samt i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. Begreberne har i denne forbindelse den samme betydning.

Domstolen siger i dommens præmis 38, at udtrykket "herunder forhandlinger" i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, ikke skal definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

I den sammenhæng, hvori udtrykket "forhandlinger" indgår i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, tager det sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt, jf. præmis 39 i CSC-dommen og præmis 28 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig. Mellemmandens ydelser adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter. Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, og som parten yder vederlag for, idet der er tale om en særskilt formidlingsvirksomhed. Formidlingsvirksomhed kan blandt andet bestå i at give opdragsgiveren oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en kontrakt om et finansielt produkt, at optage kontakt med den anden part og i opdragsgiverens navn og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser.

Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold, jf. præmis 39 i CSC-dommen og præmis 28 i Volker Ludwig-dommen.

Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår, jf. præmis 40 i CSC-dommen og præmis 31 i Volker Ludwig-dommen. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

SKAT skal ved anvendelsen af bestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, om momsfritagelse for formidling og forhandling vedrørende momsfrie transaktioner lægge vægt på, om den pågældende tjenesteyder er en uafhængig mellemmand mellem leverandøren og aftageren af en momsfri ydelse. Er dette tilfældet, kan mellemmandens ydelser til kontraktsparterne være omfattet af begreberne formidling og forhandling. Der skal herved lægges vægt på, om den pågældende har bemyndigelse til selvstændigt at forhandle og/eller indgå aftale på vegne af leverandøren eller aftageren af den momsfrie ydelse. Hvis den pågældende har forhandlet selvstændigt på vegne af en af parterne, er det ikke en hindring for fritagelse som formidling/forhandling, at opdragsgiveren efterfølgende skal godkende forhandlingsresultatet, før kontrakten kan anses for indgået.

Momsfri formidlingsvirksomhed kan dog begrænse sig til at give en part i en låneaftale eller en aftale om en anden finansiel transaktion oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en sådan kontrakt, jf. præmis 39 i Volker Ludwig-dommen. Det forudsætter imidlertid, at der er tale om en mellemmandsvirksomhed, der har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold, jf. dommens præmis 38.

Hvis den pågældende alene er underleverandør til leverandøren, indtager den pågældende samme position som sælgeren af det finansielle produkt og skal herefter behandles, som det fremgår af afsnit D.11.11.1.

Rådgivning

Landsskatteretten fandt i SKM2009.334.LSR, at en ejendomsmæglerkædes formidling af realkreditlån for et realkreditselskab kunne anses for omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. Ydelser i tilknytning til formidlingen blev anset for biydelser til hovedydelsen med formidling af realkreditlån og derfor i momsmæssigt henseende sidestillet med hovedydelsen.

Skatterådet har i SKM2008.362.SR udtalt, at rådgivning, herunder finansiel rådgivning, som udgangspunkt er momspligtig. Finansiel rådgivning er dog momsfri, hvis rådgivningen alene udgør en biydelse til en momsfri ydelse, f.eks. en momsfri ydelse bestående i formidling af lån eller i forhandlinger om transaktioner vedrørende værdipapirer. Dvs. at rådgivningsydelsen for kunderne ikke udgør et mål i sig selv, men et middel til at udnytte tjenesteyderens hovedydelse på de bedst mulige betingelser, jf. EF-domstolens domme i sagerne C-308/96 og C-94/97, Madgett og Baldwin, præmis 24, og i sag 349/96, Card Protection Plan Ltd, præmis 30.

Betingelsen om, at rådgivningsydelsen alene udgør en biydelse, vil være opfyldt, hvis vederlagt for rådgivningsydelserne alene udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag for virksomhedens ydelser til aftagerne af rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne. Jf. præmisserne 26-39 i EF-domstolens dom i sag C-200/04, ISt, samt SKM2006.169.SR og SKM2007.295.SR.

Dog vil rådgivningsydelserne alene udgøre en biydelse, også selvom vederlaget for rådgivningsydelserne udgør en væsentlig del af det samlede vederlag for rådgivningsydelserne og formidlingsydelserne, hvis der efter en konkret vurdering er en så nær sammenhæng mellem rådgivningsydelser og formidlingsydelser, at det vil være kunstigt at anse både rådgivningsydelser og formidlingsydelser for selvstændige hovedydelser. Jf. præmisserne 15-20 i dommen i sag C-453/05, Volker Ludwig, og f.eks. domstolens dom i sag C-111/05, Aktiebolaget NN, samt Momsvejledningen, afsnit D.2.3.2 og D.11.11.2.

►I SKM2010.390.SR bestod selskabet AA's ydelse i, at udvælge relevante og kvalificerede virksomheder til finansiering. AA indstiller virksomheder til BB, hvorefter BB's investeringskomite træffer endelig afgørelse om, hvilke virksomheder der skal investeres i. Det er AA, der forestår og afholder udgifter til forhandling og udarbejdelse af kontrakter i forbindelse med finansiering af porteføljevirksomheder. Skatterådet fandt på den baggrund, at AA kan anses for at være formidler af lån og investeringer mellem BB og de vækstvirksomheder, der investeres i. Råde lagde herved vægt på, at AA ikke har nogen selvstændig interesse i kontraktens indhold og ved forhandlinger og kontraktudarbejdelse handler i BB's navn. Det er endvidere AA, der forestår vedligeholdelse og afvikling af BB's udlån og investeringer. Skatterådet fandt, at den sidste ydelse må anses for at være en biydelse til AA's formidling af lån og investeringer til BB. Rådet lagde herved vægt på, at der er tale om, at AA forvalter samme udlån og investeringer, som AA også har forestået formidlingen af. Det forudsattes i den forbindelse, at den del af kapitaladministrationsgebyret, der udgør vederlag for biydelsen ikke udgør en væsentlig andel af det samlede vederlag.◄

Underagent

Underagenters ydelser er momsfrie som formidling/forhandling som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1-5, (Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b) - f), når de leverede tjenesteydelser, set under ét, udgøre en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en momsfri formidlingsydelse. EF-domstolen har i sag C-453/05, Volker Ludwig, således udtalt, at det andet spørgsmål skal besvares med, at den omstændighed, at en afgiftspligtig person ikke ved kontrakt er knyttet til nogen af parterne i den låneaftale, til hvis indgåelse han har bidraget, og ikke direkte har kontakt med en af disse parter, ikke er til hinder for, at den afgiftspligtige person leverer en låneformidlingsydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 1. Om dommen se evt. ligeledes D.11.11.1, D.11.11.2 og D.11.11.4.2.