Spørgsmål
- Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en ikke-MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, når måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022?
- Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler i ladestanderen med aflæseligt display i ladestanderen?
- Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler (eller tilsvarende egenskaber og præcision) uden aflæseligt display i ladestanderen, men hvor målerstand kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr (f.eks. en smartphone)?
- Kan Skattestyrelsen bekræfte, at Spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget ikke måles med en egentlig energimåler med beregningsenhed, men hvor forbrugsdata fra en måleenhed/sensorer i ladestanderen sendes krypteret til en beskyttet database, hvor forbruget af elektricitet registreres og beregnes, men hvor opgørelsesmetoden er MID-godkendt?
Svar
- Ja, se dog begrundelse.
- Ja, se dog begrundelse
- Ja, se dog begrundelse
- Ja, se dog begrundelse
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger ønsker at tilbyde private ladeløsninger til elbiler med serviceaftaler, hvor Spørger sætter en ladeboks op ved kunden og står for drift og vedligeholdelse af ladeboksen. Ladeboksene ejes af kunden eller udlejes af Spørger til kunden.
Endvidere ønsker Spørger at tilbyde kunder en serviceaftale på ladebokse samt at levere elektricitet, herunder til opladning af elbiler.
Spørger påtænker at tilbyde kunderne serviceaftaler på ladebokse samt at søge om afgiftsgodtgørelse for elforbruget til ladeboksene i situationer, hvor Spørger agerer som ladeboksoperatør med drifts-og vedligeholdelsesansvar for ladeboksene. Det er et krav for, at ladeboksoperatøren kan opnå afgiftsgodtgørelse, at elforbruget i ladeboksene kan måles i ladeboksen.
Spørger påtænker at benytte forskellige ladebokse med forskellige typer af elmålere og målemetoder.
Nedenfor ønsker Spørger at opnå afklaring af de tekniske krav til de målere og målemetoder, som Spørger påtænker at anvende i ladeboksene.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Det er spørgers opfattelse, at alle fire spørgsmål kan besvares med "Ja".
Lovgrundlag
Følgende fremgår af § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012:
"Stk. 1. Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladebokse, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c.
Stk. 2. Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 16, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladebokse, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. [...]"
Af de generelle lovbemærkninger fremgår bl.a. følgende:
"Forslagets indhold
Forslaget indeholder en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier til registrerede elbiler. Det foreslås, at godtgørelse af elafgift til opladning af batterier gælder til udgangen af 2015. Dermed sikres symmetri i forhold til elbiler og betaling af afgifter.
Regeringen har besluttet at udbrede og præcisere gældende regler for godtgørelse af elafgift, således at alle kendte modeller af erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler alene pålægges procesafgift, når opladningen sker på ladebokse herunder hurtigopladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, eller når opladningen sker på batteriskiftestationer.
Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladebokse herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.
Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladeboksen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladeboksen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer.
Elbilvirksomheden har via ladeboksen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget, herunder sikre en intelligent opladning af batterier, således at elforbruget finder sted på bestemte tidspunkter på dagen. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladeboksen.
Med præciseringen er den enkelte forbruger ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer. Muligheden for godtgørelse af elafgift ved erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler er dermed udbredt til at dække alle kendte igangværende forretningsmodeller inden for elbilbranchen, når elforbruget sker via virksomhedens ladestander eller på batteriskiftestationer. [...]"
Det fremgår af bemærkningerne til § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012, at det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler, og at kravet om måling gælder, uanset om ladeboksen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladeboksen. Det er ikke specificeret i lovforslaget, hvilken type måler der skal anvendes.
Retspraksis
Der foreligger så vidt ses ikke offentliggjort retspraksis vedrørende specifikke krav til elmålere anvendt til opgørelse af godtgørelsesberettiget elforbrug.
Administrativ praksis
Af afsnit E.A.4.6.3.2 i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning fremgår bl.a. følgende:
"Ved lov nr. 1353 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer af 21. december 2012, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler.
Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladebokse, herunder hurtigladere, når ladeboksen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. [...]
Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 15, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder [...]"
Godkendte elforbrugsmålere
Af afsnit E.A.4.6.14.5 i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning fremgår bl.a. følgende:
"De målere, som skal anvendes ved afregning med Skattestyrelsen, skal opfylde kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det er dog ikke en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt, så længe blot kravene er opfyldt. Virksomheden skal kunne godtgøre, at måleren overholder kravene.
Sikkerhedsstyrelsen udarbejder reglerne på dette område, men det er Skattestyrelsen, der fastsætter kravene til de interne målere, som anvendes ved afregningen.
Skatteministeren har besvaret et spørgsmål om målere fra Folketinget, KEF alm. del spørgsmål 439, samling 2020-2021."
Ved besvarelsen af spørgsmål 439 svarer Skatteministeren, at:
"I udgangspunktet er der to muligheder for at få godtgørelse for elafgift af forbruget via ladebokse til opladning af elbiler. Den ene er efter elafgiftsloven § 11, stk. 1, og stk. 5 og § 11 c, stk. 1, og den anden er efter § 21 i ændringslov nr. 1353 af 21. december 2012 (særordningen). Alt efter hvilken bestemmelse godtgørelsen søges tilbage efter er der forskellige krav og betingelser, der skal være opfyldt.
Fælles for begge bestemmelser er, at de målere der overfor Skattestyrelsen anvendes som forbrugs- eller fordelingsmålere i forbindelse med afregning af afgifter opfylder kravet til nøjagtighed, egnethed og korrekt anvendelse jf. BEK nr. 544 af 28/05-2018 om "Bekendtgørelse om tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter".
Af bekendtgørelsens bilag 5 fremgår det, at elmåleren skal opfylde kravene i MI-003 (elforbrugsmålere) eller tilsvarende. Det er dermed ikke en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt så længe kravene i bekendtgørelsen om MI-003 er opfyldt. Det er uden betydning for afgiftsgodtgørelsen om ladeboksen er af europæisk oprindelse."
De ønskede svar og vores argumenter
Spørgsmål 1: Ja.
Det fremgår ikke af afgiftslovgivningen, hvilke specifikationer eller krav der gælder for elmålere, som anvendes til måling af elforbruget, der er forbrugt i en ladeboks.
Det fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at de målere, der anvendes, skal opfylde kravene i bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 samt bekendtgørelse nr. 774 af 1. juni 2022. Bekendtgørelse nr. 582 af 28. maj 2018 er udstedt af Erhvervsministeriet og vedrører anvendelse af måleinstrumenter til måling af forbrug af vand, gas, el og varme. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling.
Bekendtgørelse nr. 774 af 1. juni 2022 er også udstedt af Erhvervsministeriet og vedrører tilgængeliggørelse på markedet af måleinstrumenter.
Det fremgår ikke af afgiftslovgivningen, hvilke krav og specifikationer en elmåler skal overholde for at kunne anvendes til måling af forbrug af elektricitet til ladebokse. Det fremgår dog af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at elmålerne skal opfylde kravene i MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det fremgår desuden af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at det ikke er en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt, så længe blot kravene er opfyldt, og at virksomheden skal kunne godtgøre, at måleren overholder kravene.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at der kan opnås afgiftsgodtgørelse af elforbruget forbrugt i ladebokse, når elforbruget måles med en ikke-MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladeboksen, så længe el-målerne opfylder kravene i MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.
Spørgsmål 2: Ja
Det fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at elmålerne skal opfylde kravene i MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det fremgår desuden af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at det ikke er en betingelse, at selve måleren er MID-godkendt i ladeboksen, så længe blot kravene er opfyldt, og at virksomheden skal kunne godtgøre, at måleren overholder kravene.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at der kan opnås afgiftsgodtgørelse af elforbruget forbrugt i ladebokse, når elforbruget måles med en MID-godkendt elmåler med aflæseligt display i ladeboksen.
Spørgsmål 3: Ja
Det fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at elmålerne skal opfylde kravene i MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det fremgår desuden af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at det ikke er en betingelse, at selve måleren i ladeboksen er MID-godkendt.
I dette tilfælde vil den MID-godkendte måler i ladeboksen ikke have et aflæseligt display. Det er Spørgers opfattelse, at det ikke er et krav, at måleren har et aflæseligt display, da det ikke følger af MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, at der skal være et aflæseligt display. Det fremgår blot, at det målte elforbrug skal vises i kWh eller MWh, jf. bilag 5, pkt. 6.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at der kan opnås afgiftsgodtgørelse af elforbruget forbrugt i ladebokse, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler (eller en energimåler af tilsvarende kvalitet) uden aflæseligt display i ladeboksen, men hvor målerstanden kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr (f.eks. en smartphone).
Aflæsningen kan f.eks. ske ved, at der oprettes en forbindelse mellem en smartphone eller andet elektronisk udstyr (f.eks. via Bluetooth), hvorved målerstanden kan aflæses via en app eller anden software.
Det er dermed vores opfattelse, at det ikke er et selvstændigt krav at der er et umiddelbart visuelt display, blot målerstanden på betryggende vis kan aflæses på anden vis.
Det bemærkes i den sammenhæng, at forbrugsdata bliver logget centralt, og at eventuelle rettelser i forbrugsdata vil blive registreret, så der er adgang til fuld historik på, hvem der har foretaget ændringen af data før og efter ændringen. Det vil kun være ganske få teknikere hos Spørger, der har adgang til at ændre i forbrugsdata. Al kommunikation mellem ladestandere og back-end foregår krypteret.
Spørgsmål 4: Ja
Det fremgår af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at elmålerne skal opfylde kravene i MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder krav om nøjagtighed. Det fremgår desuden af Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, at det ikke er en betingelse, at selve måleren i ladeboksen er MID-godkendt, så længe blot kravene er opfyldt, og at virksomheden skal kunne godtgøre, at måleren overholder kravene.
I dette tilfælde vil der ikke være installeret en egentlig energimåler med beregningsenhed i ladeboksen. Derimod vil der være en måleenhed/sensorer, som sender forbrugsdata krypteret fra ladeboksen til en beskyttet database, hvorefter elforbruget opgøres til et forbrug i kWh i databasen. Den herved beskrevne beregningsmetode er MID-godkendt.
Det er Spørgers opfattelse, at det ikke er et krav, at der skal være en egentlig energimåler i ladeboksen, da det ikke følger af MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, at der skal være en egentlig energimåler med aflæseligt display. Derimod defineres en elforbrugsmåler som en anordning, der måler den elektriske energi, som er forbrugt i en strømkreds, jf. MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at der kan opnås afgiftsgodtgørelse af elforbruget forbrugt i ladebokse, når elforbruget ikke opgøres med en egentlig energimåler med beregningsenhed i ladeboksen, men hvor elforbruget beregnes i en database via en MID-godkendt beregningsmetode, hvor forbrugsdata fra en måleenhed/sensorer i ladeboksen sendes krypteret til en beskyttet database, hvor forbruget af elektricitet registreres og beregnes.
Det vil kun være ganske få teknikere hos Spørger, der har adgang til at ændre i forbrugsdata. Det bemærkes, at eventuelle manuelle ændringer i forbrugsdata vil blive logget, så der er adgang til fuld historik på, hvem der har foretaget ændringen og data før og efter ændringen. Al kommunikation mellem ladeboks og database foregår krypteret.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en ikke-MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, når måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.
Begrundelse
Med det stillede spørgsmål ønskes det bekræftet, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af elforbrug i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer (særordningen for elbiler), når der anvendes en bestemt type elmåler med et aflæseligt display, som er placeret i ladestanderen.
Spørger har oplyst, at måleren ikke er MID-godkendt, men at måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022. Det betyder, at måleren ikke er godkendt efter disse to bekendtgørelser, men at måleren opfylder kravene til godkendte målere i henhold til de to bekendtgørelser.
Det fremgår af § 21, stk. 1 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere, som drives for virksomhedens regning og risiko, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier.
Det fremgår videre af lovforarbejderne til lov nr. 1353 af 21. december 2012, at der stilles krav om, at ladestanderen skal drives for virksomhedens regning og risiko, og at virksomheden skal være involveret i driften heraf.
Det fremgår endvidere af loven og lovforarbejderne hertil, at det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere.
Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder, og måleren skal være placeret i ladestanderen. Det, at måleren skal være placeret i ladestanderen, fremgår også af SKM2021.283.SR.
Det forudsættes, at spørgers elmålere har en karakter, så deres målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelser for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er opfyldt af spørger.
Herefter er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en ikke-MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, når måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen.
Begrundelse
Spørgsmål 2 adskiller sig fra spørgsmål 1 derved, at måleren i ladestanderen er MID-godkendt.
Efter det af spørger oplyste er måleren MID-godkendt, dvs. at den er omfattet af BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022, herunder at den opfylder kravene i disse bekendtgørelser.
Der henvises til gennemgangen af de generelle regler i særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler samt målerreglerne i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.
Det forudsættes, at spørgers elmålere har en karakter, så deres målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelser for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er opfyldt af spørger.
Herefter er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler med aflæseligt display i ladestanderen, jf. BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler (eller tilsvarende egenskaber og præcision) i ladestanderen uden aflæseligt display i ladestanderen, men hvor målerstand kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr (f.eks. en smartphone).
Begrundelse
Spørgsmål 3 adskiller sig fra de to første spørgsmål derved, at måleren i ladestanderen, der ifølge spørger er MID-godkendt (som i spørgsmål 2) eller har tilsvarende egenskaber og præcision (som i spørgsmål 1), ikke har et aflæseligt display i ladestanderen, men hvor målerstanden kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr (f.eks. en smartphone).
Der henvises til gennemgangen af de generelle regler i særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler samt målerreglerne i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.
Det forudsættes, at spørgers elmålere har en karakter, så deres målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelserne for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er opfyldt af spørger.
Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestander efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget måles med en MID-godkendt måler (eller tilsvarende egenskaber og præcision) i ladestanderen ifølge spørger, som er uden aflæseligt display i ladestanderen, men hvor målingen kan aflæses ved brug af andet elektronisk udstyr f.eks. via en smartphone.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 4
Det ønskes bekræftet, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestandere efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, når elforbruget ikke måles med en egentlig energimåler med beregningsenhed, men hvor forbrugsdata fra en måleenhed/sensorer i ladestanderen sendes krypteret til en beskyttet database, hvor forbruget af elektricitet registreres og beregnes, men hvor opgørelsesmetoden er MID-godkendt.
Begrundelse
Spørgsmål 4 adskiller sig fra de øvrige spørgsmål derved, at der ikke vil være installeret en egentlig energimåler med beregningsenhed i ladestanderen.
Der vil være en måleenhed/sensorer, som sender forbrugsdata krypteret fra ladestanderen til en beskyttet database, hvorefter elforbruget opgøres til et forbrug i kWh i databasen. Den herved beskrevne beregningsmetode vil være MID-godkendt ifølge spørger.
Der henvises til gennemgangen af de generelle regler i særordningen om godtgørelse af elafgift på elektricitet brugt til opladning af elbiler samt målerreglerne i Skattestyrelsens begrundelse under spørgsmål 1 ovenfor.
Det forudsættes, at spørgers elmålere (måleenhederne mv.) har en karakter, så deres målinger kan dokumentere den forbrugte afgiftspligtige elektricitet i ladestanderne, og at de øvrige betingelserne for godtgørelse i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer er opfyldt af spørger.
Det er herefter Skattestyrelsens vurdering, at spørger kan opnå afgiftsgodtgørelse af el forbrugt i ladestander efter § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012 med senere ændringer, uanset om måleren er MID-godkendt eller ej, og uanset om måleren opfylder kravene i BEK. 582 af 28/05 2018 samt MI-003 i BEK. 774 af 01/06-2022 eller ej.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1-4
Lovgrundlag
Elafgiftsloven (LBKG 2020-08-26 nr. 1321, ændret ved lov nr. 2225 af 29. december 2020)
§ 1 Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.
§ 11, stk. 1. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.
Stk. 5. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.
§ 11 c, stk. 1. Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.
§ 17. Skatteministeren kan fastsætte de fornødne regler til gennemførelse af loven, herunder de nødvendige kontrolforanstaltninger, herunder regler for indretning af teknisk måleudstyr og montering af dette i virksomheden.
Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler) med senere ændringer.
§ 21, stk. 1. Der ydes tilbagebetaling af afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet anvendt til opladning af batterier til registrerede elbiler. Tilbagebetalingen omfatter elektricitet anvendt i ladestandere, herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, og elektricitet anvendt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Tilbagebetalingen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i lov om afgift af elektricitet §§ 11, 11 a og 11 c.
Stk. 2. Tilbagebetalingen ydes uanset betingelsen i lov om afgift af elektricitet § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden på anmodning fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer. Der ydes tilbagebetaling med virkning fra og med den 27. april 2010 og til og med den 31. december 2030.
Ved lov nr. 203 af 13. februar 2021 om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, ligningsloven og forskellige andre love § 6 er denne midlertidige godtgørelsesordning forlænget til 31. december 2030.
Forarbejder
Lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet (Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler). Lovforslag L 52:
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Forslaget indeholder en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift af el forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier til registrerede elbiler. (…)
2. Lovforslagets enkelte elementer
2.1. Godtgørelse af elafgift for el forbrugt til opladning af
batterier til elbiler
(…)
Forslagets indhold
Forslaget indeholder en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier til registrerede elbiler. [...]
Regeringen har besluttet at udbrede og præcisere gældende regler for godtgørelse af elafgift, således at alle kendte modeller af erhvervsmæssig opladning af batterier til elbiler alene pålægges procesafgift, når opladningen sker på ladestandere herunder hurtigopladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, eller når opladningen sker på batteriskiftestationer.
Efter forslaget vil alle virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til registrerede elbiler via ladestandere herunder hurtigladere, der drives for virksomhedens regning og risiko, få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Endvidere kan virksomheder, der anvender elektricitet til opladning af batterier til registrerede elbiler på batteriskiftestationer, få godtgjort elafgift. Elektriciteten anses i disse særlige tilfælde for at være forbrugt af virksomheden.
Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til elbilen på batteriskiftestationer.
Elbilvirksomheden har via ladestanderen i visse situationer mulighed for at styre elforbruget, herunder sikre en intelligent opladning af batterier, således at elforbruget finder sted på bestemte tidspunkter på dagen. Dette uanset om virksomhedens ladestander er opstillet i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Det er et krav, at virksomheden er involveret i driften af ladestanderen.
[...]
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 21
[...]Skatterådet traf den 27. april 2010 afgørelse i en sag om elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til elbiler.
Skatterådet fastslår ved denne afgørelse, at virksomheder, der har aktiviteter med opladning af batterier til elbiler, kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af disse batterier. Det er Skatterådets opfattelse, at elforbruget sker ved opladningen af batterier til el-biler. Opladningen sker ved, at der påføres elektricitet til batterier til elbiler. Når virksomheden har serviceaktiviteter med opladning af batterier til elbiler, anser Skatterådet elektriciteten for at være forbrugt i en produktionsproces i virksomheden. Virksomhedens kunder køber således ikke elektricitet, men en ydelse, der består i opladning af batterier til el-biler. Det fremgår af Skatterådets afgørelse, at det er en forudsætning, at det er virksomhedens el-leverandør eller en anden udbyder, som virksomheden samarbejder med, der leverer elektriciteten til opladningen, uanset hvor og under hvilke betingelser opladningen af batterierne til elbiler finder sted.
Skatterådets afgørelse er gengivet i forkortet form i SKM2011.259.SKAT.
På denne baggrund forslås det at præcisere reglerne for godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til registrerede elbiler.
Efter forslaget vil alle virksomheder kunne få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på virksomhedens ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale procesafgift af elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler.
Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladning af batterier til elbiler. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen.
[...] Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Med præciseringen er husholdningen, der er kunde hos en elbilvirksomhed, ikke bundet til at anvende bestemte elleverandører eller bestemte elbilabonnementer.
Tilbagebetalingen ydes i dette særlige tilfælde uanset bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 16, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere og på batteriskiftestationer.
[...]
Praksis
SKM2021.283.SR
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at betingelserne for at Spørger kunne få godtgørelse for elafgiften af den elektricitet, der blev anvendt til opladning af batterier til elbiler, der blev afregnet til medarbejderen vedrørende forbruget på ladestanderen der var installeret hos medarbejderen, hverken efter elafgiftsloven eller efter særordningen i § 21 i lov nr. 1353 af 21. december 2012. Dette skyldes henholdsvis den manglende momsfradragsret for udgiften til el (elafgiftsloven) og at måleren af elforbruget til elbilen ikke var placeret i ladestanderen, men derimod ved boligens el-tavle (særordningen). Det fremgår entydigt af lovforarbejderne til særordningen, at måleren skal sidde i ladestanderen og ikke kan sidde andre steder.
Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit E.A.4.6.3.2 (uddrag):
Elbiler
Skatterådet har den 27. april 2010 truffet afgørelse i en sag om godtgørelse af elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier til el-biler. Det lovfortolkende spørgsmål er offentliggjort i styresignal SKM2011.259.SKAT om opladning af batterier til el-biler - godtgørelse af elafgift.
Ved lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer, skete der en præcisering og udbredelse af reglerne for godtgørelse af elafgift forbrugt til erhvervsmæssig opladning af batterier i registrerede elbiler. Der er tale om en midlertidig særordning, der kun fremgår af nævnte lov nr. 1353, og som ikke er nævnt i elafgiftsloven.
Virksomheder kan få godtgjort elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af registrerede elbilers batterier på de af virksomheden drevne ladestandere, herunder hurtigladere, når ladestanderen drives for virksomhedens regning og risiko, og virksomheden er involveret i driften heraf. Det fremgår af SKM2020.12.SR, at det ejendomsretlige ejerforhold til ladestanderen ikke er afgørende for muligheden for godtgørelse. Endvidere godtgøres elafgift af elektricitet forbrugt til opladning af batterier på batteriskiftestationer. Elbilvirksomheden skal således alene betale elafgift med 0,4 øre pr. kWh elektricitet, der anvendes til opladning af batterier i registrerede eldrevne biler. Det betyder, at elafgiften godtgøres bortset fra 0,4 øre pr. kWh.
Elafgiftslovens krav om, at elektriciteten skal være forbrugt af virksomheden, anses for at være opfyldt i dette særlige tilfælde. Vedrørende forbrugskriteriet er der tale om et særligt tilfælde, der ikke kan overføres på andre områder.
Tilbagebetalingen efter særordningen ydes i øvrigt i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i ELAL §§ 11, 11 a og 11 c.
Tilbagebetaling ydes uanset bestemmelsen i ELAL § 11, stk. 5, om fradragsret i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme. Elbilvirksomheden skal således ikke i dette særlige tilfælde opfylde betingelsen om, at fradragsretten gælder i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for moms for elektricitet og varme.
Det fremgår af lovforarbejderne, at der kan ydes godtgørelse af elafgift af elektricitet, der anses for leveret af virksomheden på de af virksomheden drevne ladebokse/ladestandere, placeret i virksomhedens kunders private hjem, men hvor elektriciteten kommer fra husholdningens normale elforsyning, og hvor elregningen, inkl. moms, betales af husholdningen.
Det er et krav, at der sker en måling af den elektricitet, der anvendes til opladningen. Kravet om måling gælder, uanset om ladestanderen er placeret i det offentlige rum, hos husholdninger eller andre steder. Måleren skal være placeret i ladestanderen. Kravet om måling gælder også, hvis virksomheden oplader batterierne til den registrerede elbil på batteriskiftestationer.
Dokumentation for tilbagebetalingsbeløb
Som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge opgørelser af målinger af den forbrugte elektricitet i ladestandere, herunder hurtigladere, og på batteriskiftestationer.
Det fremgår af SKM2021.379.SR, at det er en forudsætning for tilbagebetaling efter særordningen, at betingelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 5, 3. pkt. (tidligere § 11, stk. 15, 3. pkt.) kan opfyldes. Ifølge denne bestemmelse skal virksomheden som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det er dermed bl.a. forudsat, at det, når elregningen afregnes af virksomhedens kunder, kan dokumenteres, at der er betalt fuld elafgift af forbruget hos kunden (husstanden, virksomheden, institutionen mv.) inkl. elforbruget vedrørende ladestanderen.
Se lov nr. 1353 af 21. december 2012 om ændring af lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer § 21, stk. 2, 2. pkt.