1. Indledning
På foranledning af en henvendelse fra Danmarks Idræts-Forbund (DIF) om fortolkningen af momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, har Told- og Skattestyrelsen udtalt sig om den momsmæssige behandling af følgende aktiviteter, der udøves af idrætsforeninger:
- Pasning og fodring af opstaldede heste
- Udlejning af bådpladser
- Salg af patroner
- Leje af skøjter
2. Pasning og fodring af heste
Der er rejst spørgsmål om forståelsen af begrebet "fremmede heste" i relation til rideklubbers ydelser vedrørende pasning og fodring af heste, der er omfattet af momspligten, jf. Mn. 93/67 og Mn. 753/81. Se endvidere TfS 1994, 746, og TfS 1997, 671, vedrørende udlejning af staldplads, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.
I overensstemmelse med Skatteministeriets kommentar til DIF's høringssvar (L 137 - bilag 9) vedrørende momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, anses en rideklubs indtægter i forbindelse med pasning og fodring af fremmede heste for at være forretningsmæssig hestepension, og er derfor ikke omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 22, jf. bestemmelsens 3. punktum.
Styrelsen har hertil udtalt, at opstaldning af klubejede heste i modsætning til opstaldning af fremmede heste, ikke i momsmæssig sammenhæng har betydning, idet ydelserne præsteret til klubbens eget brug, ikke er omfattet af momspligten.
Det følger heraf, at begrebet "fremmede heste", som anført i kommentaren til høringssvaret, vedrører sondringen mellem egne - forstået som medlemmers heste - og ikke-medlemmers heste.
Styrelsen har videre udtalt, at ydelser vedrørende opstaldning, pasning og fodring af medlemmers heste, må anses for leverancer i forbindelse med rideklubbernes formålsbestemte velgørende eller på anden måde almennyttige aktiviteter (amatøridræt). De omhandlede ydelser kan dermed være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, jf. bestemmelsens 1. og 2. punktum.
I tilfælde, hvor udlejningen m.v. fortrinsvis sker til medlemmer, og udlejningen til ikke-medlemmer derfor er ubetydelig, er det styrelsens opfattelse, at leverancerne i sin helhed er omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 22. Det vil bero på en konkret bedømmelse om udlejningen er ubetydelig.
3. Udlejning af bådepladser
Sejlklubbers ydelser vedrørende udlejning af bådeplads, liggeplads på land, havne- og beddingpladser, er momspligtige, selvom udlejningen kun sker til foreningens medlemmer, jf. Mn. 601/79 og Mn. 739/80. Se MV 2002, D.11.8.
DIF har anført, at Skatteministeriets kommentar til forbundets høringssvar (L 137 - bilag 9), hvorefter en sejlklubs "udlejning af bådpladser må anses for at være forretningsmæssig havnevirksomhed..."er i modstrid med lovteksten og bemærkningerne.
Det er således forbundets opfattelse, at såfremt der er tale om salg til klubbens medlemmer, familiemedlemmer, gæstende klubber (gæstesejlere) o.lign., vil dette salg indikere, at der er tale om salg af ikke-forretningsmæssig karakter.
Styrelsen har udtalt, at i overenstemmelse med lovbemærkningerne vil udlejning af bådpladser i tilfælde, hvor udlejningen sker til medlemmer, ikke være salg af forretningsmæssig karakter, der er undtaget fra momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 22, 3. punktum.
Udlejning til ikke-medlemmer vil derimod som udgangspunkt være forretningsmæssig havnedrift, jf. kommentaren til høringssvaret. Er udlejningen til andre end medlemmer mv. imidlertid af ubetydeligt omfang, er det styrelsens opfattelse, at udlejningen i sin helhed er omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 22, jf. bestemmelsens 1. og 2. punktum. Også her vil det bero på en konkret bedømmelse, hvornår udlejningen er ubetydelig.
4. Salg af patroner
Styrelsen har udtalt, at en skytteklubs salg af patroner til medlemmer m.v. i forbindelse med aktiviteter (undervisning/træning, deltagelse i kampe/stævner m.v.) er omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 22, når de i bestemmelsen anførte betingelser om konkurrencefordrejning og overskuddets anvendelse i øvrigt er opfyldt.
5. Udlejning af skøjter
DIF har spurgt, om den momsmæssige behandling af særskilt opkrævede beløb for leje af skøjter i forbindelse med en klubs salg af adgang til at benytte en skøjtehal.
Styrelsen har udtalt, at det er styrelsens opfattelse, at den omhandlede ydelse vedrørende leje af skøjter må anses for at være en ydelse i nær tilknytning til udøvelse af sport eller fysisk træning, der er momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.
6. Præcisering
Specialforbund under Danmark Idræts-Forbund (DIF)
I SKM2002.336.TSS af 27. juni 2002 udtalte styrelsen, at specialforbund under DIF ikke er omfattet af fritagelsen for velgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl., i det omfang forbundet har aktiviteter vedrørende "egne" hold med professionelle, f.eks. landshold.
Styrelsen har revurderet sin opfattelse. Det er herefter styrelsens opfattelse, at foreninger m.fl., herunder de nævnte specialforbund, som efter sit formål må anses for velgørende eller på anden måde almennyttige (amatøridrætsforeninger m.fl.), kan være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, for så vidt angår salg i forbindelse med disse aktiviteter, uanset foreningen også har andre aktiviteter, fx. hold med professionelle udøvere, hvor det er momslovens almindelige regler, der finder anvendelse.
Der henvises i denne forbindelse til SKM2002.401.TSS, hvori Skatteministeriets departement har meddelt, at det er departementets opfattelse, at bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22, ikke er til hinder for, at velgørende eller på anden måde almennyttige foreninger m.fl. har momspligtige aktiviteter, jf. bestemmelsens 3. punktum, vedrørende levering af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter, som momsfri levering af varer og ydelser i forbindelse med afholdelses af aktiviteter, jf. bestemmelsens 1. og 2. punktum.
Foreningsblade og magasiner
Styrelsen offentliggjorde i SKM2002.408.TSS af 13. august 2002 retningslinier for den momsmæssige behandling af foreningers salg eller gratisudgivelser af foreningsblade.
Styrelsens er blevet gjort opmærksom på, at følgende formulering i cirkulæret giver anledning til uklarhed om fortolkning af bestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 22:
"Hvis foreningen både er omfattet af momslovens §§ 13, stk. 1, nr. 5 eller nr. 22, og den samtidig er momsregistreret for reklameindtægten, har foreningen delvis fradragsret for moms af udgifter, der anvendes både til det momsfrie og det momspligtige formål, jf. momslovens § 38, stk. 1."
Styrelsen skal i denne anledning præcisere, at såfremt en velgørende eller på anden måde almennyttig forening fortsat ønsker at være momsregistreret for levering af fx sponsor-/reklameydelser, kan foreningen ikke gøre brug af den fakultative bestemmelse i § 13, stk. 1, nr. 22, for salg af andre varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter.