Opgørelser De skattepligtige efter loven skal hvert år i december måned indsende en opgørelse af beskatningsgrundlaget m.v. i overensstemmelse med PAL kapitel 2 og 3. De enkelte bestemmelser vedrørende opgørelsen over beskatningsgrundlaget er nærmere beskrevet tidligere i denne vejledning.

Opgørelserne skal indsendes senest den 15. december hvert år, jf. dog PAL § 26, uanset der er tale om skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1 (institutionerne, se afsnit I.1.1), eller skattepligtige efter PAL § 1, stk. 2 (pengeinstitutter på vegne af pensionsopsparere, se afsnit I.1.4).

For de skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1, svarer indkomståret til kalenderåret, jf. PAL § 10, 2. pkt., og der skal derfor indgives opgørelse over beskatningsgrundlag m.v. endnu inden indkomstårets afslutning. Disse skattepligtige kan derfor ikke pr. 15. december indlevere endelig opgørelse, men må udarbejde en foreløbig opgørelse til indlevering, og herefter indlevere en endelig opgørelse senest 15. juli i året efter indkomståret.

Institutionernes indlevering af opgørelse behandles under afsnit. I.1.1-I.1.3.

Indkomståret for de skattepligtige efter PAL § 1, stk. 2, indehavere af pensionsopsparinger i pengeinstitutter, løber fra 1. december i året forud for det år, indkomståret træder i stedet for, til 30. november i året, der træder i stedet for indkomståret, jf. PAL § 10, 3. pkt. Pengeinstitutterne, der administrerer disse skattepligtiges pensionsopsparingskonti, skal derfor pr. 15. december umiddelbart efter indkomstårets udløb indlevere en endelig opgørelse over beskatningsgrundlag m.v.

Eksempel



Indkomståret 2000: 1. december 1999 til 30 november 2000. Frist for indsendelse af opgørelse: 15. december 2000.

Pengeinstitutternes indlevering af opgørelse for de i PAL § 1, stk. 2, nævnte skattepligtige opsparingsformer behandles nedenfor under afsnit I.1.4-I.1.6.

Frist Når der i loven er anvendt en frist til en bestemt dato til indsendelse af opgørelser og indbetaling af skat gælder det, at såfremt denne dato falder på en helligdag eller en lørdag, udsættes fristen til førstkommende hverdag, jf. PAL § 26.

Rentesats Flere steder i det følgende henvises der til en rentesats efter PAL § 20, stk. 2. Til opgørelser og indbetaling af skat efter PAL bruges kun denne rentesats, der beregnes som et simpelt gennemsnit af de af Københavns Fondsbørs dagligt opgjorte effektive renter i de første 7 måneder af kalenderåret forud for indkomståret af obligationer med en restløbetid på over 5 år.

Rentesatsen bruges ved beregning af både rentegodtgørelse og rentetillæg, og offentliggøres hvert år af Told- og Skattestyrelsen. Rentesatsen skal anvendes for renteberegninger i hele indkomståret. Københavns fondsbørs oplyser, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 221 af 30. marts 2000 renten til Told- og Skattestyrelsen hvert år senest 1. september.

For indkomståret 2000 er det den gennemsnitlige effektive obligationsrente fra Københavns Fondsbørs på 5,79 pct. der finder anvendelse, jf. TSS-meddelelse af 27. september 1999 om PAL-beskatning for indkomståret 2000, offentliggjort i TfS 1999, 876.

Skemapligt og indbetalingernes modtager De i PAL §§ 20-24, nævnte opgørelser skal udfærdiges på blanketter, der udarbejdes af Told- og Skattestyrelsen, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 221 af 30. marts 2000. Blanketterne udsendes af Told- og Skatteregion Maribo, Postboks 129, Brovejen 15A, 4930 Maribo, hvortil alle indbetalinger efterfølgende skal foretages.