Bestemmelsen i PAL § 20, regulerer institutionernes foreløbige opgørelse. Der henvises i bestemmelsen til de skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1, der omfatter:
 
  • livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, og livsforsikringsselskaber, der efter koncession i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 211 i LFV,
  • forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets koncession til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, og forsikringsselskaber, der efter koncession i et land inden for De Europæiske Fællesskaber eller et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 211 i LFV, i det omfang de nævnte forsikringsselskaber har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab,
  • pensionskasser og pensionsfonde,
  • den sociale pensionsfond,
  • Arbejdsmarkedets Tillægspension,
  • Lønmodtagernes Dyrtidsfond,
  • hjælpe- og understøttelsesfonde, der er godkendt efter PBL § 52, og andre hjælpe- og understøttelsesfonde med pensionslignende formål,
  • kapitalpensionsfonde, der er godkendt efter PBL §§ 11 A eller 12 og
  • tontineordninger, som nævnt i PBL § 7, stk 1, 2. pkt.
 
Se afsnit A.1 for en nærmere beskrivelse af de skattepligtige efter PAL § 1, stk. 1.