Regnskabet over indkøb og momsen heraf (den indgående afgift) føres på grundlag af købsbilag i form af fakturaer, notaer, afregningsbilag og modtagne kreditnotaer mv., jf. bekendtgørelsens § 55.
For virksomheder, der er registreret efter toldloven, skal regnskabet for importerede varer føres på grundlag af månedlige importspecifikationer, som virksomheden har modtaget fra told- og skatteforvaltningen. Regnskabet for disse varer kan også føres på grundlag af enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser fra SKAT. I så fald skal bogføringen afstemmes med importspecifikationen.
Adgangen til at benytte enhedsdokumentets eksemplar 8 som grundlag for regnskabsføringen har bl.a. betydning for virksomheder, der har negativt momstilsvar, og som ønsker at afgive momsangivelsen uden at afvente importspecifikationen, der først foreligger i måneden efter momsperiodens udløb.
For så vidt angår virksomheder, der ikke er registreret efter toldloven, føres regnskabet over varer, der importeres af virksomheden, på grundlag af enhedsdokumentets eksemplar 8 med eventuelle rettelsesmeddelelser fra SKAT. Bogføringen skal afstemmes med indbetalingskort eller kassebilag fra SKAT.