Spørgsmål
Kan en lønmodtager - på grundlag af ligningslovens § 9, stk. 5, 2.pkt., jf. samme lovs § 9B smh. med Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1999-44, pkt. 2 - undlade at medregne befordringsgodtgørelse til sin indkomstopgørelse for benyttelse af egen bil til kørsel for arbejdsgiveren i følgende situationer:
 
1) Tilfælde, hvor den ansatte har tegnet et abonnement på en "delebil-ordning"?
 
2) Tilfælde, hvor den ansatte lejer køretøjet af sin arbejdsgiver, og arbejdsgiverens tilhørsforhold til køretøjet beror på et af denne tegnet delebil-abonnement?
 
3) Tilfælde, hvor den ansatte leaser bilen hos et biludlejningsfirma?
 
4) Tilfælde, hvor 2 ikke samlevende personer, ejer køretøjet i fællesskab og hver især betaler 50% af samtlige omkostninger til køretøjet og dets benyttelse?
 
Svar
Ad 1): Se sagsfremstilling og begrundelse.
 
Ad 2) Se sagsfremstilling og begrundelse.
 
Ad 3) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
 
Ad 4) Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
 
Et biludlejningsfirma havde etableret en delebil-ordning. Ordningen var baseret på et kontraktsforhold mellem firmaet og en kreds af abonnenter, hvorefter abonnenten havde adgang til at benytte samtlige de køretøjer, firmaet rådede over, mod foregående reservation.
Abonnenten havde alene rådighed over køretøjet i den reserverede periode, hvis antal af timer og dage kunne variere. Det var oplyst, at al brug af bilen registreres elektronisk med angivelse af dato og tid.
 
Der var oplyst, at de pågældende ordninger både kunne oprettes af enkeltpersoner og virksomheder. Bilen kunne lejes på følgende vilkår:
 
Abonnenten skulle betale følgende ydelser:
 
Et indmeldelsesgebyr på kr. 3.000 og et depositum på kr. 2000. Et fast månedligt beløb på kr. 300.
 
Et beløb på 15 kr. pr. time og 2 kr. pr. km for benyttelse af bilen, dog maksimalt 150 kr. pr. dag for så vidt angik tiden, hvilket svarede til 10 timer. I beløbet indgik benzinforbrug, samt leje af parkeringsplads (der hvor bilerne skiftede bruger).
Det var om den forelagte ordning vedrørende spørgsmål 4 som anført ovenfor oplyst, at den ansatte ejede bilen i sameje med en med sig ikke samlevende person, og at hver af parterne betalte 50% af samtlige omkostninger til køretøjet og dets benyttelse.
Biludlejningsfirmaet ønskede ved de stillede spørgsmål en vurdering af, hvorvidt det var en forudsætning for at kunne modtage skattefri kørselsgodtgørelse efter ovennævnte regelsæt, at vedkommende lønmodtager selv ejede den bil, der blev stillet til rådighed for den erhvervsmæssige kørsel, idet der var det fælles for de beskrevne ordninger, at der var tale om en bil, der ikke formelt var ejet af medarbejderen, men på grund af bilens status som "delebil", "leasingbil" og "samejebil" kun delvist kunne siges at være til disposition for medarbejderen.
Det var oplyst, at der med "lejet" henvises til at bilen blev benyttet i kort tid for eksempel en time, en dag, uge eller måned, hvorimod "leaset" henviser til, at bilen var på en kontraktleje af minimum 12 måneders varighed. Det var videre oplyst, at det kunne tænkes, at man abonnerede på delebil-ordningen for en periode på mindre end en måned, men det ville kun være i ganske særlige tilfælde. Ved tilmelding til ordningen fik man ret til at benytte bilerne efter eget ønske i perioder fra minimum 1 time. Abonnenterne benyttede i gennemsnit sammenlagt bilerne i 48 timer pr. måned.
Det var repræsentantens opfattelse, at spørgsmålet bør besvares bekræftende for samtlige forelagte situationer.Repræsentanten henviste til pkt. 17.3.3., i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven, hvori det hedder: "at forudsætningen for at modtage skattefri godtgørelse, er, at modtageren af godtgørelsen selv har afholdt udgifter", og anfører, at denne forudsætning må anses for at være opfyldt for de forelagte ordningers vedkommende.
Den kommunale ligningsmyndighed anskuede sagen således, at den drejede sig om, hvorvidt de beskrevne situationer var omfattet af begrebet "egen bil" i relation til en arbejdsgivers adgang til at udbetale skattefri kørselsgodtgørelse til en lønmodtager for erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9B. Kommunen fandt således ikke, at det rejste spørgsmål vedrørte den særlige problematik omkring "egen bil" i relation til, hvem, der måtte anses som rette ejer, hvori der var angivet nogle retningslinier i TSS-cirkulære 1996-21, jf. TfS 1996, 483 og 486.
Den eksisterende skattefri kørselsgodtgørelsesordning tilsigter efter kommunens opfattelse, at der kan ydes en bilejer en standardiseret dækning for de udgifter vedkommende har ved brug af sit køretøj.
Kommunen nævnte videre, at det ifølge Ligningsrådets anvisning - senest TSS-cirkulære 1999-44 - var en forudsætning, at der var tale om egen bil, hvorfor der ikke ifølge cirkulæret kunne udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, når arbejdsgiveren stiller firmabil til rådighed for den ansatte. Undtaget herfra ifølge cirkulæret var tilfælde, hvor lønmodtageren betalte den arbejdsgiver, der havde stillet firmabilen til rådighed fuldt vederlag for kørsel, der skete for den arbejdsgiver, der ikke havde stillet bilen til rådighed.
Kommunen lagde herefter til grund, at sidestillet med egen bil i relation til adgangen til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, antagelig var de situationer, hvor den ansatte ikke ejede bilen, men lejede/leasede bilen mod fuldt leje-/leasingvederlag.
Kommunen indstillede på den baggrund, at de forelagte situationer blev besvaret således:
 
Ad 1): "Delebil - situation 1":
Kommunen var som udgangspunkt tilbøjelig til at indstille et bekræftende svar for så vidt angik denne del af spørgsmålet, da den pågældende ordning - hvorefter brugerne periodevis lejede en bil af udlejningsselskabet, som de var enerådende over i lejeperioden - umiddelbart måtte karakteriseres som "egen" bil. Kommmunen fandt dog ikke at kunne udtale sig med fornøden sikkerhed, idet der ikke i den beskrevne situation var tale om udlejning i traditionel forstand, hvorfor der efter kommunens opfattelse kunne rejses tvivl om, hvorvidt der var tale om egen bil i den af Ligningsrådet forudsatte forstand.
 
Ad 2) "Delebil - situation 2":
Kommunen indstillede, at denne del af spørgsmålet blev besvaret benægtende, idet ordningen efter kommunens opfattelse var udtryk for, at den ansatte blot benyttede "arbejdsgivers" bil til erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren, og derfor ikke kunne sidestilles med "egen bil", hverken i eje- eller lejemæssig forstand.
 
Ad 3) "Leasing af bil" - situation 3:
Kommunen indstillede et bekræftende svar, da det forhold at en bil leases (lejes) efter kommunens opfattelse måtte sidestilles med "egen bil " i relation til kørselsgodtgørelsesordningen.
 
Ad 4) "Sameje - bil" - situation 4:
Kommunen indstillede et benægtende svar. Kommunen lagde til grund, at den skattefri kørselsgodtgørelsesordning forudsatte, at den ansatte afholdte den fulde udgift ved bilholdet i den pågældende periode som eneejer/-lejer. Denne forudsætning var efter kommunens opfattelse ikke til stede, når det forholdt sig således, at flere personer, der ikke var samlevende med fælles økonomi, hver for sig afholdte en andel af de samlede udgifter til bilen.
 
Told- og Skatteregionen tiltrådte kommunens indtilling.
 
Told- og Skattestyrelsen udtalte følgende:
 
Ad 1):
Såfremt lønmodtageren ved en delebil-ordning afholder de reelle faktiske udgifter - både faste og variable omkostninger, der svarer til de udgifter man ville have haft, hvis man ejede bilen i lejeperioden (dvs. afskrivninger, vedligeholdelse, benzin, forsikring m.v.) må lønmodtageren anses for at kunne opfylde kriteriet om benyttelse af egen bil. En af forudsætningerne for at der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse er, at det nøje kan dokumenteres hvad der er erhvervsmæssig kørsel. Derudover er det en forudsætning, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, hvilket blandt andet indebærer oplysninger om kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål samt angivelse af antal kørte kilometer - jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. I det omfang det ved delebil-ordningen var muligt at opfylde ovennævnte forudsætninger, ville der efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til den pågældende lønmodtager.
 
Ad 2):
Det var oplyst, at bilerne ofte ville blive benyttet i erhvervsmæssig henseende som erstatning for taxi eller pool-biler. Det var styrelsens opfattelse, at hvis arbejdsgiveren deltager i en sådan ordning og stiller bilen til rådighed for privat kørsel - dvs. kørsel der ikke er omfattet af ligningslovens § 9 B - for den ansatte, er der tale om fri bil og den ansatte skal beskattes efter reglerne herom. Er bilen blot stillet til rådighed en dag, skal værdiansættelsen af fri bil opgøres til 1/12 af værdien af fri bil for 1 år. Der kan ikke udbetales skattefri godtgørelser i situationer, hvor arbejdsgiveren har stillet fri bil til rådighed, jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 17.3.3. Det gælder uanset om den ansatte betaler arbejdsgiveren for benyttelsen af den fri bil.
 
Ad 3):
I en situation hvor en arbejdsgiver lejer/leaser en bil og stiller den til rådighed for den ansatte, beskattes den ansatte, som om bilen var købt af arbejdsgiveren, og bilens værdi sættes til nyvognsprisen/anskaf-felsessummen på leasingtidspunktet, jf. Ligningsvejledningen 1999, A.B.1.9.2.
Hvor den ansatte selv leaser en bil til anvendelse ved erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren, vil kørslen kunne sidestilles med kørsel i egen bil. Det var derfor Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der ville kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse i den beskrevne situation, hvis den pågældende i øvrigt opfyldte betingelserne herfor. Told- og Skattestyrelsen tiltrådte således kommunens og regionens indstilling. Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 1.
 
Ad 4):
Det fremgår af Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven, pkt. 16.1.1, at "som egen bil anses også ægtefælles eller samlevers bil". I det skitserede tilfælde ejer den pågældende rent faktisk bilen og afholder halvdelen af samtlige omkostninger til bilen og dens benyttelse i modsætning til den beskrevne situation i cirkulæret, hvor det er ægtefællen eller samleveren, der ejer bilen. Det var derfor Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der i det skitserede tilfælde ville kunne udbetales skattefri kørselsgodtgørelse for erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren, såfremt den pågældende opfyldte de øvrige betingelser herfor. Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 1.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.