Gældens alder er et moment, der kan indgå i vurderingen af, om eftergivelse skal bevilges. Jo ældre gælden er, jo større er muligheden for eftergivelse.

Har skyldneren haft henstand i forbindelse med påklage, skal gældens alder først vurderes fra det tidspunkt henstanden udløb.

Det taler for eftergivelse, hvis skyldneren har forsøgt efter evne at afdrage på gælden. Er der efter gældens pådragelse indtrådt alvorlig, længerevarende sygdom, ulykkestilfælde eller afgørende uforudsete ændringer i skyldnerens økonomi, fx i forbindelse med overgang til pension, vil dette ligeledes tale for eftergivelse. I de tilfælde, hvor gælden hovedsageligt skyldes skønsmæssige ansættelser, som ikke er blevet genoptaget i rette tid, fx på grund af skyldners sygdom, økonomisk sammenbrud eller lignende, bør det tages med i vurderingen om eftergivelse.

Det er derimod en omstændighed, der taler imod eftergivelse, hvis den pågældende i tiden efter gældens opståen har fremført skattemæssige underskud eller overført disse til sin ægtefælle, og derigennem reduceret eller helt elimineret sin husstands skattebetaling, uden at den yderligere likviditet, der herved er opnået, er blevet brugt til at nedbringe gælden til det offentlige.

Det taler ligeledes imod eftergivelse, hvis gælden er opstået ved skyldnerens deltagelse i økonomiske arrangementer, som er underkendt af SKAT, og hvor det væsentligste formål med arrangementet har været at formindske eller eliminere den pågældende persons skatte- eller afgiftsbetaling.

Endelig taler det ligeledes imod eftergivelse, hvis gælden er pådraget ved strafbare forhold.

I henhold til opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 2, litra d, kan eftergivelse ikke finde sted, såfremt en ikke uvæsentlig del af gælden er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk.

Ved vurderingen af, hvorvidt en systematisk oparbejdet gæld skal hindre eftergivelse lægges der afgørende vægt på, hvorvidt der er tale om en betydelig gæld, der oparbejdet over en længere årrække .

Gældens alder er endvidere af betydning. Såfremt størstedelen af gælden er af ældre dato, er en mindre, nyere systematisk opbygget restance sjældent til hinder for eftergivelse. Er hovedgælden imidlertid ny, vil fortsat systematisk gældsstiftelse tale imod, at der sker eftergivelse. Systematisk oparbejdede restancer som eksempelvis licensrestancer kan således være hindrende for eftergivelse i medfør af opkrævningslovens § 15, stk. 2, nr. 2, litra d, men det er ikke givet, at den skal være det i et hvert tilfælde.

Ved vurderingen af begrebet systematisk oparbejdning, ses der bort fra restskatter, der udelukkende er renter af personskat.

Det taler imod eftergivelse, hvor gælden eller størstedelen heraf er pådraget ved, (et konstateret) strafbart forhold. Kun hvor gælden for størstedelens vedkommende vedrører strafbare forhold af ældre dato, eller hvor kun en lille del af nettogælden stammer fra et strafbart forhold, kan eftergivelse komme på tale. Dette kan også gælde, hvor en endnu ikke afsonet bøde indgår i den samlede gæld.

Ved eftergivelse af bøder skal der foretages en vurdering af en række forhold i forbindelse med bødens pådragelse.

Ligeledes taler det også imod eftergivelse, hvis skyldneren gennem særlige arrangementer har indrettet sig således, at husstanden, i forhold til gælden, har kunnet opretholde en urimelig høj levestandard, og samtidig har vist sig immun overfor retsforfølgning.