Arrest og forbud kaldes under ét for foreløbige retsmidler og har til formål at undgå, at skyldnerens dispositioner hindrer kreditors senere fyldestgørelse.

Arrest er et vigtigt element til sikring af det offentliges krav i forhold til den kreds af virksomheder, der ikke er indstillet på at følge "spillereglerne".

Forbud anvendes til at beskytte en ret ved at hjemle anvendelse af sanktioner mod handlinger, der strider mod denne ret.

Et eksempel på hvor et forbud kan være nødvendigt er, at virksomheden ikke over for told- og skatteforvaltningen stiller den pålagte sikkerhedsstillelse, jf. OPKL § 11, og derved driver uregistreret virksomhed, jf. afsnit D.1.4.2.6.3 og D.2.4.1 om registreringsnægtelse og -inddragelse.

Arrest anvendes til fyldestgørelse af pengekrav ved at sikre tilstedeværelsen af aktiver, der kan danne grundlag for et senere udlæg. Myndighedernes anvendelse af arrest vil typisk være i situationer, hvor man - fx i forbindelse med en kontrol - konstaterer både et krav og aktiver til hel eller delvis dækning heraf, og hvor omstændighederne er af en karakter, der gør det nærliggende at frygte, at aktiverne vil blive bragt uden for kreditorernes rækkevidde, inden kravet kan gøres endeligt op og rejses formelt, eller inden et fastslået krav forfalder til betaling, fx restskat for et tidligere indkomstår.

Arrest skal som nævnt sikre et pengekrav. En arrest kan ikke udstrækkes til flere af en restants aktiver, end det er nødvendigt for at sikre det pågældende krav. En arrest kan afværges eller ophæves mod sikkerhedsstillelse for kravet.

De foreløbige retsmidler anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksigible retsgrundlag, fx en dom eller et retsforlig. Til sikring af fx skatte- og afgiftskrav kan arrest anvendes, når kravet ikke er gjort gældende ved en ansættelse.

Arrest er således et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, som medfører, at skyldner mister råderetten over de aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er aktiver at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten er ikke en egentlig panteret og er dårligere beskyttet end et udlæg. Arrestinstituttet har derfor kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg endnu ikke er til stede.

Arresten skal inden for nærmere frister følges op af en justifikationssag, hvor det afgøres, om kreditor har den påståede ret, og om arresten er lovligt foretaget og forfulgt.

Hvis en kreditormyndighed opnår arrest på grundlag af en fordring, der efterfølgende viser sig ikke at bestå, skal kreditor betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. RPL § 639, som i sagen TfS 2000, 995 ØLD. I denne sag foretog skattemyndighederne en skattemæssig forhøjelse på 5,6 mio. kr. og foretog arrest for kravet. Efterfølgende afsagde Landsskatteretten kendelse om, at skatteansættelsen skulle nedsættes til det selvangivne beløb. Herefter måtte skattemyndighederne betale erstatning, da der var opnået arrest for et krav, der ikke bestod.