Fremgangsmåden under en udlægsforretning er den samme, uanset hvor den finder sted, og uanset om skyldneren tidligere har været tilsagt til en udlægsforretning for det aktuelle krav eller et andet krav.

Før udlægsforretningen påbegyndes skal pantefoged påse, at de formelle udlægsbetingelser er opfyldt.

I forbindelse med påbegyndelse af udlægsforretningen, skal pantefogden præsentere sig overfor den, som møder eller træffes under udlægsforretningen, og skal på forlangende forevise legitimation.

Pantefogden skal ligeledes sikre sig identifikation af skyldneren.

Inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer pantefogden skyldneren til frivilligt at opfylde kravet, jf. RPL § 496, stk. 1. Fordringshaveren kan ikke afvise afdrag på fordringen, jf. stk. 2.

Det krav, der foretages udlæg for, opgøres for skyldneren og indføres på udlægsbladet. Har skyldneren spørgsmål besvares de så vidt muligt og på en sådan måde, at skyldneren er klar over, hvad det er for et krav, der foretages udlæg for.

Det fremgår af RPL § 500, stk. 1, at fogden skal vejlede en skyldner, som ikke møder med advokat, om hans retsstiling under udlægsforretningen. Vejledningspligten er nærmere beskrevet i afsnit G 3.8.1.

Vejledningspligten skal iagttages under alle udlægsforretninger, uanset om skyldneren tidligere har givet møde under en udlægsforretning. Forsømmelse af vejledningspligten kan medføre, at udlægget ophæves som ugyldigt, hvis forsømmelsen anses for væsentlig. Spørgsmål om ophævelse afgøres af fogedretten.

I denne forbindelse er det vigtigt, at skyldneren oplyses om klageadgangen til fogedretten, jf. SKINDL § 6 (se G. 3.8.7). Hvis indsigelsen fremsættes overfor pantefogden under udlægsforretningen, indbringer pantefogden klagen for fogedretten. Efterfølgende kan en inddsigelse også fremsættes overfor enten skattecentret, der derefter vil foranledige indsigelsen videresendt til fogedretten. Fristen for fremsendelse af indsigelser til fogedretten er 4 uger fra udlægsforretningens gennemførelse, jf. SKINDL § 6, stk. 3. Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan fogedretten i indtil 1 år efter forretningens foretagelse dog tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. SKINDL § 6, stk. 3, sidste punktum.