| Følgende virksomheder skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen:
- Enhver, der skal indeholde A-skat mv. efter kildeskatteloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og ATP-loven.
- Virksomheder, der er afgiftspligtige efter momsloven, og som driver virksomhed med levering af varer og ydelser, der ikke er afgiftsfritaget efter ML § 13.
- Virksomheder der er registreringspligtige i henhold til punkt- og miljøafgiftslovene, toldloven, lønsumsafgiftsloven, mv.
Registreringspligten for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven er foreskrevet i KSL § 85 og kildeskattebekendtgørelsens § 15. Af § 15, stk. 1, følger, at anmeldelsen til registrering i SKATs Erhvervssystem skal ske inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt, dvs. efter den 1. lønudbetaling. Ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, skal meddeles inden 8 dage efter ændringen, jf. stk. 2.
Den tilsvarende registreringspligt for indeholdelsespligtige efter arbejdsmarkedsbidragsloven findes i AMBL § 21 og arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen § 1.
Afgiftspligtige efter momsloven skal lade sig registrere efter bestemmelsen i ML § 47. Af § 47, stk. 5, 1. pkt., følger, at anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelsen den registreringspligtige virksomhed. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal anmeldes senest 8 dage efter ændringen, jf. 5. pkt. Ophør af registreringspligtig virksomhed skal anmeldes senest 8 dage efter ophøret, jf. 6. pkt.
Reglerne om registrering gælder for virksomheder, hvad enten de drives som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i selskabsform, og det forhold, at det rent praktisk er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der giver selskaber mv. et CVR-nummer, når et selskab anmeldes til registrering dér, jf. ovenfor, ændrer ikke ved pligten til at lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen, hvis virksomheden skal drive afgiftspligtig virksomhed eller er indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven, fordi den har ansat personale.
Anmeldelse om registrering, ændringer og ophør indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Anmeldelse om nyregistrering, ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er derfor som udgangspunkt denne styrelse, der træffer afgørelse i disse tilfælde, men told- og skatteforvaltningen kan i visse tilfælde selv forestå sagsbehandlingen, jf. nedenfor i D.1.4.1.
Registreringspligten efter toldloven findes i TDL § 29, medens registreringspligten efter lønsumsafgiftsloven findes i LAL § 2. |