Dato for udgivelse
02 jul 2018 17:13
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 jul 2018 17:13
SKM-nummer
SKM2018.348.SKTST
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
17-0827429
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Organisation
Emneord
Styresignaler, instruks, SKM-meddelelser, høringsportalen.
Resumé

Anvendelsen af styresignaler og andre juridiske informationstyper i Skatteforvaltningen.

Reference(r)

Ophæver flg. dokumenter - SKM2014.489.SKAT

Henvisning

-

I dette styresignal beskrives anvendelsesområdet for styresignaler og SKM-meddelelser, som udstedes af de enkelte styrelser i Skatteforvaltningen. Endvidere beskrives styresignaler og SKM-meddelelsers retlige status samt disses forhold til Den juridiske vejledning.

Med styresignalet ophæves SKM2014.489.SKAT.

Der er samtidig med offentliggørelsen af dette styresignal udsendt en intern meddelelse om processen for udarbejdelse og offentliggørelse af styresignaler og andre informationstyper, som udstedes af Skattestyrelsen.

2. Styresignaler og SKM-meddelelser
Styresignaler og SKM-meddelelser er bindende tjenestebefalinger, der har samme retlige status som cirkulærer, og ligesom cirkulærer rangerer de under lov og bekendtgørelse i den retskildemæssige trinfølge.

Da Den juridiske vejledning, herunder styresignaler og meddelelser fra de enkelte styrelser, fastlægger gældende praksis, kan borgere og virksomheder støtte ret herpå i det omfang, at denne praksis ikke klart er i uoverensstemmelse med højere rangerende retskilder. Dette er er fastslået i domspraksis.

2.1. Kompetencen til at udstede styresignaler
Kompetencen til at udstede styresignaler om skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål er tillagt den styrelse, som har ansvaret for fortolkningen af de skatte- og afgiftsregler, som styresignalet omhandler.

Skattestyrelsen udsteder styresignaler, der vedrører lovgivning om skat, moms og afgifter, med undtagelse af afgifter på motorområdet. Skattestyrelsen udsteder også styresignaler, der omhandler processuelle og formueretlige spørgsmål, bortset fra processuelle spørgsmål vedrørende reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a og kapitel 12. Disse er bindende for hele skatteforvaltningen.  I Skattestyrelsen er kompetencen til at udstede styresignaler tillagt Jura.

Udvikling- og forenklingsstyrelsen udsteder styresignaler vedrørende anvendelsen af regler vedrørende persondata. Motorstyrelsen udsteder styresignaler på motorområdet. I Motorstyrelsen er kompetencen til at udstede styresignaler tillagt Jura og Processer. Vurderingsstyrelsen udsteder styresignaler vedrørende ejendomsvurdering, samt styresignaler vedrørende de processuelle regler i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a og 12. Gældsstyrelsen udsteder styresignaler vedrørende inddrivelse. Toldstyrelsen udsteder styresignaler om told.

2.2. Anvendelsesområdet for styresignalet
Formålet med styresignaler er at sikre ensartet regelanvendelse.

Styresignaler anvendes i følgende to tilfælde:

  • Styresignal om genoptagelse

    Styresignaler fastlægger genoptagelse i forbindelse med, at Skatteforvaltningens hidtidige praksis er blevet underkendt som følge af en endelig afgørelse fra Landsskatteretten, en endelig dom, eller en EU-dom. Genoptagelser kan også ske på baggrund af, at Skatteforvaltningen af egen drift ændrer praksis, fx som følge af en Skatterådsafgørelse.

    Et styresignal har til formål at fastlægge, hvilken type af sager, der skal genoptages og de nærmere kriterier herfor. Styresignalet fastlægger endvidere den nye praksis på området.

    Styresignaler om genoptagelse kan suppleres med en "domskommentar" i komplicerede sager, hvori der redegøres for juridiske virkninger af afgørelsen/dommen. Se nærmere under punkt 3.

    Styresignaler om genoptagelse kan også suppleres af en skatteforvaltnings- eller en styrelsesmeddelelse, der giver vejledning om den praktiske fremgangsmåde, når der fx skal etableres et grundlag for genoptagelse af en sag. Se nærmere under punkt 3.

  • Styresignal, som fastlægger og/eller præciserer praksis

    Styresignaler fastlægger praksis på områder, hvor:
    • Der ikke tidligere har været fastlagt en praksis
    • Retsgrundlaget er uklart,
    • En forespørgsel fra fx et andet ministerium eller en styrelsen nødvendiggør en udmelding om generel lovfortolkning,
    • Den offentlige debat viser, at der er behov for en udmelding,
    • Det konstateres, at praksis ikke er ensartet.

    I de tilfælde, hvor praksis ikke er ensartet, skal det vurderes, om der er tale om en praksisændring eller en fastlæggelse/præcisering af praksis.

    Der skal altid udstedes et styresignal i de ovennævnte situationer. I disse tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at indarbejde de nye informationer i Den juridiske vejledning, idet der ikke herved skabes den fornødne opmærksomhed om den pågældende information.

    Et udsendt styresignal skal indarbejdes i Den juridiske vejledning i forbindelse med den halvårlige ajourføring. Herefter ophæves det enkelte styresignal. Det vil fremgå af selve styresignalet, at det, når det er indarbejdet i Den juridiske vejledning, anses for ophævet.

    I de tilfælde, hvor styresignalet ikke kan indarbejdes i sin helhed, skal der indarbejdes et resume af styresignalet i Den juridiske vejledning, samt henvises til styresignalets SKM-nummer. Det skal fremgå af selve styresignalet, at det ikke anses for ophævet i forbindelse med indarbejdelse af resumeet i Den juridiske vejledning.

    I de tilfælde, hvor opdatering af Den juridiske vejledning og offentliggørelse af et styresignal er sammenfaldende, skal styresignalet udsendes og offentliggøres selvstændigt ved SKM-nummer, så der skabes opmærksomhed om indholdet i styresignalet.

    Indholdet kan sideløbende indarbejdes i opdateringen af Den juridiske vejledning. Hvis styresignalet i sådanne tilfælde sideløbende indarbejdes fuldstændigt, angives styresignalets ophævelsestidspunkt til tidspunktet for den efterfølgende opdatering af Den juridiske vejledning.

2.3. Kompetencen til at udstede samt anvendelsesområdet for SKM-meddelelser

SKM-meddelelser kan udgives af alle enheder i Skatteforvaltningen og er bindende tjenestebefalinger. SKM-meddelelser udstedes blandt andet på følgende områder:

  • Fastsættelse/regulering af satser i de tilfælde, hvor disse ikke fastsættes/reguleres i lov eller bekendtgørelse. Som eksempel kan nævnes SKM2017.680.SKAT, om værdiansættelse af forskellige skønsposter for selvstændigt erhvervsdrivende for indkomståret 2018.
  • Angivelse af en domskommentar. Se nærmere nedenfor under punkt 3.
  • Fastlæggelse af den praktiske tilrettelæggelse af håndteringen af konkrete sagstyper. Som eksempel kan nævnes SKM2017.436.DEP - Retssagsvejledningen.

3 Kommentarer til afgørelser

3.1. Kommentarer til domme
Skatteministeriets departement kan offentliggøre en kommentar til en afgørelse fra Højesteret eller landsretten i tilfælde, hvor:

  • Sagen er blevet forligt,
  • Skatteministeriet helt eller delvist har hævet sagen,
  • Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle eller
  • Skatteministeriet i øvrigt vurderer, at der er behov herfor.

Se nærmere i afsnit 9.3. i Retssagsvejledningen, SKM2017.436.DEP.

Domskommentaren udsendes som en SKM-meddelelse.

Den enkelte styrelse kan også skrive en kommentar til afgørelser fra Højesteret eller landsretten, når styrelsen er procespart og afgørelsen har principielle aspekter. Kommentaren udsendes som SKM-meddelelse. Departementet bør altid høres inden offentliggørelsen.

3.2. Kommentarer til afgørelser fra Landsskatteretten
Den enkelte styrelse kan udsende en kommentar til afgørelser fra Landsskatteretten, der indeholder komplicerede og/eller principielle aspekter, hvori der redegøres for de juridiske vurderinger af afgørelsen. Kommentarer udsendes som en SKM-meddelelse. Landsskatteretten og departementet bør altid høres inden offentliggørelsen.

4. Høringsportal for styresignaler
Inden et styresignal får virkning, sendes styresignalet i høring. Dette sker ved, at udkastet til styresignal offentliggøres på Skatteforvaltningens Høringsportal for styresignaler.

Høringsportalen for styresignaler skal give borgere, virksomheder, rådgivere, organisationer og andre interesserede en digital indgang til alle styresignaler, når et styresignal bliver sendt i høring.

Sammen med udkastet til styresignal offentliggøres et følgebrev, hvoraf høringsfristen fremgår.

Borgere, virksomheder, rådgivere, organisationer og andre interesserede kan indgive et høringssvar til udkastet til styresignal enten via høringsportalen eller til den kontaktperson, som er angivet. Er der afgivet et høringssvar på høringsportalen, vil der blive sendt en kvitteringsmail til indsenderen, hvoraf bl.a. fremgår, at indsenderen af høringssvaret ikke vil få et direkte svar på de indsendte kommentarer.

Efter høringsperiodens udløb samler styrelsen alle indkomne høringssvar, og høringssvarene indgår i den videre proces med færdiggørelse af styresignalet.

De høringssvar, som styrelsen modtager i forbindelse med den eksterne høring, vil desuden blive offentliggjort på høringsportalen for styresignaler på Skatteforvaltningens hjemmeside. Offentliggørelsen vil tidligst ske, når høringsfristen er udløbet og senest i forbindelse med styrelsens offentliggørelse af det endelige styresignal.

5. Offentliggørelse
Styresignaler og SKM-meddelelser offentliggøres i Skatteforvaltningens fælles elektroniske bibliotek. Styresignaler og SKM-meddelelser bliver endvidere lagt ind i Retsinformations regeldatabase.

Styresignaler og SKM-meddelelserne offentliggøres med et SKM-nummer efterfulgt af benævnelsen for den styrelse, der har udstedt dokumentet, dvs. VURDST, MOTORST, GÆLDST, UFST, TOLDST eller SKTST.

Kommentarer, jf. pkt. 3, offentliggøres i Skatteforvaltningens fælles elektroniske bibliotek. Skatteministeriets departements domskommentarer offentliggøres ved et SKM-nummer efterfulgt af benævnelsen DEP, mens kommentarer fra styrelserne efterfølges af benævnelsen for den styrelse, der har udsendt kommentaren.

6. Forholdet til Den juridiske vejledning
Den juridiske vejledning udgør sammen med regelgrundlaget administrationsgrundlaget for Skatteforvaltningen og er bindende for medarbejderne, medmindre vejledningens indhold klart ikke er i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.

Den juridiske vejledning er udtryk for Skatteforvaltningens opfattelse af gældende praksis og har cirkulærestatus. Vejledningen angiver gældende ret på offentliggørelsestidspunktet og er fremadrettet.

Styresignaler og SKM-meddelelser skal indarbejdes i Den juridiske vejledning i forbindelse med den halvårlige ajourføring.