Parter
A
(advokat Jens R. Z. Jepsen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Henrichsen).
Afsagt af landsdommerne
B. O. Jespersen, Karsten Bo Knudsen og Katja Høegh (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 23. marts 2005, har sagsøgeren, A, endeligt nedlagt påstand om, at han indrømmes fuld fradragsret for sine rejseudgifter afholdt i indkomstskatteåret 2002.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har endeligt nedlagt påstand om frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder
Den 23. december 2004 traf Landsskatteretten følgende afgørelse vedrørende As indkomst i indkomståret 2002:
"...
Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7.
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter, - 4.600 kr., med 96.318 kr. for kost og logi, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. § 9, stk. 1.
Landsskatteretten stadfæster Skatteankenævnets afgørelse.
Sagens oplysninger
Klageren har siden 1998 i Folkeregisteret været tilmeldt adressen på H1 Vandrerhjem.
Klageren har haft et fast værelse på ca. 20 m2 til rådighed på vandrerhjemmet. Den månedlige husleje har været på 500 kr. inkl. el og varme.
En overnatning på G1 Vandrerhjem i ... kostede i 2004 185 kr./døgn for en person i eget værelse, svarende til 5.500 kr. pr. måned af 30 dage. Vandrerhjemmet i ... er G1s billigste vandrerhjem i området.
Efter klagerens oplysninger er værelset alene møbleret med en seng og et fjernsyn. Klagerens eget indbo er opmagasineret. Der er mulighed for at benytte en vaskemaskine på vandrerhjemmet.
Køkkenfaciliteterne er begrænset til en kaffemaskine og et køleskab ejet af vandrerhjemmets ejer. Klageren kan ikke selv lave mad, så han kører de ca. 9 km til ... og spiser/henter mad, når han opholder sig på vandrerhjemmet.
Klageren bor til daglig i en gammel campingvogn - suppleret af en skurvogn indeholdende bade- og køkkenfaciliteter - på de byggepladser, hvor han arbejder. Han arbejder i et fast "sjak" på 3-4 personer, der arbejder sammen. De er altid ansat på projekter (fx brobyggeri), når projektet er færdigt, finder de noget andet.
Skatteankenævnets afgørelse
Som begrundelse for ankenævnets afgørelse er det anført, at der i tvivlstilfælde ved begrebet "sædvanlig bopæl" bl.a. indgår forhold som, hvad der er centrum for livsinteresse. Fastlæggelsen kan ikke foretages ud fra et enkelt kriterium som fx tilmelding til folkeregisteret.
Efter en samlet vurdering af de personlige og sociale forhold, den familie- og boligmæssige tilknytning er det ankenævnets opfattelse, at klagerens sædvanlige bopæl ikke kan anses for folkeregisteradressen på H1 Vandrerhjem. Der er herved lagt vægt på værelsesindretning, huslejens størrelse, vandrerhjemmets beliggenhed samt de foreliggende oplysninger fra klageren om opholdenes omfang, befordrings- og kostsituationen under opholdene på vandrerhjemmet.
Den sædvanlige bopæl anses for at være hos klagerens datter, hvor antallet af overnatninger anses for at overstige antallet af overnatninger på vandrerhjemmet.
Afstanden fra datterens bopæl til de forskellige arbejdspladser i 2002 er oplyst til: ... ca. 135 km, ... ca. 50 km og ... ca. 60 km.
De nævnte afstande sammenholdt med arbejdstid og transporttider er efter Ankenævnets opfattelse ikke store nok til at anse klageren for berettiget til de foretagne rejsefradrag.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har påklaget Skatteankenævnets afgørelse med påstand om, at klageren ansættes i overensstemmelse med det selvangivne.
Repræsentanten anfører bl.a. til støtte for påstanden, at ankenævnets vurdering af, hvor klageren har sædvanlig bopæl i lovens forstand, er fejlagtig, idet den sædvanlige bopæl for klageren fra 1998 og frem til 6. november 2003 har været H1 Vandrerhjem og ikke hos klagerens datter, i campingvognen på arbejdspladsen eller en kombination heraf.
En samlet vurdering af de faktiske forhold tilsiger, at klageren har haft fast bopæl på H1 Vandrerhjem i den ovennævnte periode. Enkeltstående ophold hos klagerens datter har ikke karakter af fast ophold på datterens adresse, ligesom overnatningerne i campingvognen på de respektive arbejdspladser, hvor klageren har haft midlertidig ansættelse, ikke statuerer fast bopæl for klageren.
Repræsentanten påpeger i denne forbindelse navnlig, at
- Klageren har haft folkeregisteradresse på H1 Vandrerhjem.
- Klageren har haft bopæl på H1 Vandrerhjem i en periode, der strækker sig over 5-6 år.
- Klageren har sin omgangskreds i Sønderjylland
- Karakteren af klagerens tidligere bopæl i Sønderjylland taler ikke imod, at der har været tale om en fast bopæl, idet klageren grundet omfanget af udearbejde har opholdt sig i mindre omfang på egen bopæl.
- Omfanget af faktisk ophold på egen bopæl og hos datteren afviger.
- Klageren påbegyndte udearbejde i 1992 og der har i perioden frem til indkomståret 2002 ikke været problemer med anerkendelsen af fradrag for rejseudgifter, hvorved. bemærkes, at klageren siden 1998 har haft bopæl på H1 Vandrerhjem. Forud herfor havde klageren bopæl i Midtjylland men tog i marts 1998 bopæl på vandrerhjemmet efter forudgående skilsmisse.
Campingvognen kan ikke betegnes som klagerens sædvanlige bopæl, idet der bl.a. henvises til, at campingvognen ikke er fastliggende, men flyttes fra arbejdssted til arbejdssted. I 2002 har klageren således arbejdet i ..., ... og .... Campingvognen bruges udelukkende i relation til overnatning på de enkelte arbejdspladser og har ingen relation til klagerens øvrige livsførelse uden for de respektive arbejdspladser. Det forhold, at klageren har relativt mange overnatninger i campingvognen, medfører ikke, at denne er sædvanlig bopæl, da hovedkriteriet for vurderingen af begrebet er, hvor klageren har sin største tilknytning og livsinteresse. Det bør være åbenbart, at klageren ikke har den største tilknytning til de skiftende arbejdspladser, hvor campingvognen er opstillet.
Der er endelig fremlagt erklæringer fra klagerens døtre, hvoraf det fremgår, at faderen kun har haft ophold hos dem i forbindelse med ferier 3-4 gange om året.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Rejseudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med de faktiske udgifter eller med standardsatserne. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 7.
Det er en betingelse for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. Dette fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1. En lønmodtager anses for at være på rejse:
- når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller
- når lønmodtageren, af arbejdsgiveren, er midlertidigt udsendt til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Afgørelsen, om klageren har sin sædvanlige bopæl på H1 Vandrerhjem, skal således træffes efter en konkret vurdering på baggrund af den af klageren fremlagte dokumentation.
Retten har herved - ud over det af Skatteankenævnet anførte - bl.a. lagt vægt på, at den betalte månedsleje ligger væsentligt under lejeudgiften på andre vandrerhjem i området, og derfor ikke ses at dække dispositionsretten over værelset på fuld tid, samt at klagerens personlige indbo fortsat er opmagasineret, selv om værelset efter det oplyste har været klagerens bopæl gennem godt 4 år. Klageren har efter sin skilsmisse skiftet mellem ophold på byggepladser, hos sine døtre, ferieophold i udlandet - samt i et ikke nærmere dokumenteret omfang - ophold på H1 Vandrerhjem. Klagerens tilknytning til de enkelte opholdssteder ses ikke at have været sådan, at et enkelt opholdssted efter en samlet vurdering har haft mere karakter af en sædvanlig bopæl end de øvrige opholdssteder. Det bemærkes endelig, at hvis et sted mere end de øvrige må betegnes som det sædvanlige opholdsted, da ses det at være de byggepladser, hvor klageren befinder sig fem ud af syv dage sammen med det faste byggesjak, som han rejser rundt med.
Landsskatteretten finder det herefter ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klagerens sædvanlige bopæl kan anses for at være på adressen: ..., Sønderjylland. Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes følgelig.
..."
Der er for landsretten fremlagt en af A i anledning af skattesagen udarbejdet kalender, der angiver, hvor han efter sin erindring mener at have opholdt sig i ferier og weekender i 2002. Der er endvidere fremlagt ugesedler, som angiver, hvor han arbejdede i 2002.
Parternes forklaringer
A har blandt andet forklaret, at han er uddannet tømrer og arbejder på skiftende byggeprojekter med forskalling. I 2002 arbejdede han i et fast sjak, som arbejdede på tre forskellige projekter i ..., ... og .... Arbejdet lå fra mandag til fredag med fri i weekenden. De boede i campingvogn i ugens løb. A havde sin egen lejede campingvogn.
Værelset på H1 Vandrerhjem var på 20 m2 og havde vask og bruser på værelset samt køleskab. Der var fire sengepladser. A havde postadresse på vandrerhjemmet og kom hver fredag, bl.a. for at afhente post.
Huslejen var i henhold til en mundtlig aftale på 500 kr. om måneden.
Årsagen til at A i 1998 flyttede til H1 Vandrerhjem var, at indehaveren, NR var en gammel kammerat, som tilbød ham værelset, efter at A blev skilt. Han havde i ca. ½ år arbejdet sammen med NR på en byggeplads i ... omkring 1997.
Nu bor A i Tyskland sammen med sin kæreste, BA. Det har han gjort siden november 2003. Efter at have flyttet bopælen til Tyskland, har han igen fået godkendt fradrag for rejseudgifter. A har kendt BA siden skilsmissen i 1998. Han besøgte BA ca. hver tredje weekend i 2002 samt i højtiderne. BA har også overnattet på vandrerhjemmet i nogle weekender. Når han besøgte BA, kørte han forbi vandrerhjemmet på vejen for at tage bad og hente post. A betragtede værelset som sit hjem.
Den fremlagte kalender fra 2002 har han udarbejdet efter hukommelsen i forbindelse med retssagen. Ugesedlerne om arbejdssteder i 2002 har han udarbejdet løbende af hensyn til skattevæsenet. I ferierne har han blandt andet været på Tenerife, mens julen og andre højtider er tilbragt hos BA.
A har altid brugt kontanter og bruger ikke dankort. Han gemmer ikke kvitteringer. Han er sikker på, at der ikke er andre, der har brugt værelset på vandrerhjemmet i ugens løb, når han ikke var der. Han gjorde selv rent og vaskede sit tøj på vandrerhjemmet. BA vaskede også for ham. Tøj og personlige papirer opbevarede han i værelset på vandrerhjemmet. Når han ikke flyttede sine møbler ind på værelset, skyldtes det, at der ikke var plads. A havde ikke bil i 2002.
BA bor ca. 130 km syd for grænsen. Hun havde egen bil.
As ene datter, CA, boede i 2002 i ... i Midtjylland i et hus med mand og barn. Hans anden datter, DA, boede i 2002 i ... i Midtjylland med sin kæreste. Når han besøgte døtrene i weekenden, tog han til H1 Vandrerhjem først. A har normalt ikke overnattet hos døtrene, men har dog måske i 2002 overnattet en gang hos CA sammen med BA.
CA har blandt andet forklaret, at hun bor i ...i Midtjylland. I 2002 besøgte hendes far, A, hende ca. hver anden måned. Han har overnattet to gange i 2002. Den ene gang var BA med. A har aldrig boet hos hende i længere tid, heller ikke i ferier. Faderen har, så vidt hun ved, aflagt besøg hos hendes søster i nogenlunde samme omfang som hos hende selv. Som regel kom han på besøg en hverdagsaften, hvor han spiste med og derefter kørte tilbage til arbejdspladsen eller hjem. A ankom i bil, når han var på besøg. Hun har ikke været med sin far på ferie i 2002.
NR har blandt andet forklaret, at han mødte A på en byggeplads, hvor de begge arbejdede.
NR købte H1 Vandrerhjem i 1993. Han har aldrig kunnet leve af vandrerhjemmet, som har for få gæster til, at det kan løbe rundt. Han har derfor måttet arbejde ved siden af. I en periode fra 1994-2003 havde han en aftale med politiet om indkvartering af illegale grænseoverløbere. Ud af de i alt 128 sengepladser blev de 20 anvendt af politiet. Resten kunne ikke lejes ud til almindelige gæster på grund af de indkvarterede grænseoverløbere. Aftalen med politiet betød imidlertid, at det omkostningsmæssigt løb rundt. De fleste værelser på vandrerhjemmet er med fire senge. Resten er med seks senge.
Det kan passe, at A flyttede ind i 1998. Han fik lov at leje et værelse billigt, da der var masser af ledig plads. Hans værelse var et traditionelt 4-sengs vandrerhjemsværelse. A flyttede ind med sit fjernsyn og andre personlige ejendele, herunder sengetøj. Der var i hele perioden, hvor A boede der, andre ledige værelser på vandrerhjemmet. Der var andre gæster, som boede fast. De andre faste beboere betalte mere end sagsøger, ca. 2.000 kr. månedligt, men havde i øvrigt samme vilkår. Prisen på 500 kr. om måneden var baseret på, at A var væk i ugens løb. Betalingen svarede til kostprisen for el, varme og vand. A betalte de 500 kr. kontant. Vidnet udstedte ikke kvitteringer herfor.
NR havde i reglen kontakt med A en gang om ugen. Ingen andre end A benyttede værelset.
BA har blandt andet forklaret, at hun har kendt A siden 1998. Den gang havde han et værelse på et vandrerhjem i nærheden i Sønderjylland. Hun har besøgt ham 1-2 weekender om måneden. For det meste overnattede hun. Hun oplevede det, som om A boede på vandrerhjemmet, hvor han havde sine personlige ting og en kaffemaskine.
Det har været forskelligt, hvor meget han besøgte hende. A tog altid forbi vandrerhjemmet på vejen til Tyskland for at skifte tøj og vaske sig. Hun har ind imellem vasket tøj for ham.
I 2002 kan hun ikke sige, hvor mange weekender, A har besøgt hende, men det er i hvert fald 10 gange. De havde også været på ferier sammen, f.eks. til Harzen og Østersøen, og de har også besøgt BAs søster i Tyskland, hvor de overnattede. Vidnets hjem ligger ca. 135 km fra grænsen.
Parternes procedure
Sagsøgeren, A, har til støtte for den nedlagte påstand blandt andet gjort gældende, at skattemyndighedernes vurdering af, hvor han har sin sædvanlige bopæl i ligningslovens forstand er fejlagtig, idet den sædvanlige bopæl fra 1998 og frem til 6. november 2003 har været H1 Vandrerhjem og ikke hos hans kæreste, eller døtre, i campingvognen på arbejdspladsen eller en kombination heraf.
En samlet vurdering af sagsøgerens forhold tilsiger, at han har haft sædvanlig bopæl på vandrerhjemmet i hele den nævnte periode. Enkeltstående ophold hos hans døtre og kæreste har ikke karakter af sædvanlig bopæl. Overnatningerne i campingvognen på de respektive arbejdspladser er arbejdsmæssigt betinget og har midlertidig karakter. Campingvognen kan derfor ikke udgøre en sædvanlig bopæl for sagsøgeren. Hvis sagsøgeren i 2002 havde sædvanlig bopæl et andet sted end på vandrerhjemmet, er det i givet fald hos BA i Tyskland.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort at have sædvanlig bopæl i ligningslovens § 9 A's forstand i Danmark i løbet af indkomståret 2002. Der kræves herved en mere fast og konstant fysisk tilknytning til bopælen og herunder, at bopælen er den mest anvendte af de mulige opholdssteder. En sådan tilknytning mangler for sagsøgerens vedkommende. Sagsøgeren har haft ophold en række forskellige steder, herunder i sin campingvogn på de forskellige arbejdssteder, på det umøblerede værelse på H1 Vandrerhjem og hos sagsøgerens datter/døtre i Midtjylland henholdsvis i Tyskland hos BA. Hertil kommer, at sagsøgerens indbo var opmagasineret i hele indkomståret.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen lægges til grund, at sagsøger i 2002 fra mandag til fredag normalt overnattede i en campingvogn i nærheden af det sted, hvor han havde sit aktuelle arbejde, og hvortil campingvognen var kørt.
I weekenderne overnattede han som regel enten i det 4-sengs værelse på H1 Vandrerhjem, som han mod betaling af 500 kr. om måneden disponerede over, eller hos sin kæreste i Tyskland. På værelset i H1 Vandrerhjem havde sagsøger nogle personlige effekter og et tv, men ikke sit øvrige indbo, der var opmagasineret. I højtiderne og i ferieperioderne, herunder i det meste af februar 2002, opholdt han sig væsentligst enten på feriesteder, som f.eks. Tenerife, eller i Tyskland.
Selv om sagsøgeren havde tilmeldt sig folkeregisteret på vandrerhjemmets adresse, findes han under de foreliggende omstændigheder ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort, at han i 2002 havde sædvanlig bopæl på H1 Vandrerhjem, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
I sagsomkostninger skal sagsøgeren betale 12.000 kr., til sagsøgte. Beløbet indbefatter sagsøgtes omkostninger vedrørende materialesamling.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 12.000 kr., til sagsøgte.