Dato for udgivelse
28 Apr 2006 14:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Feb 2006 14:09
SKM-nummer
SKM2006.275.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-022231
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fri kost, beskatning
Resumé
To fagforbund har spurgt Skatterådet om pædagogisk eller social- og sundhedsfagligt personale skal beskattes af fri kost, der indtages i forbindelse med pålagt pædagogisk spisetræning med beboere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne på døgninstitutioner. Skatterådet fandt ikke, at der er grundlag for beskatning i den konkrete situation, hvor de ansatte indtager måltiderne som en del af udførelsen af pædagogisk spisetræning med beboerne på institutionerne.
Reference(r)
Ligningsloven § 16
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 A.B.1.9.11
Henvisning
Den juridiske vejledning, C.A.5.12.2 Fri kost og logi

Spørgsmål

1. Udgør det et vederlag i ansættelsesforhold, når pædagogisk eller social- og sundhedsfagligt personale i forbindelse med pålagt pædagogisk spisetræning spiser med beboerne på døgninstitution, når den ansatte ikke skal betale for den ofte beskedne portion mad?             

2. I bekræftende fald: Vil måltiderne da være omfattet af den i ligningsloven § 16, stk. 3, nævnte bagatelgrænse?

Svar

1. Nej. Se sagsfremstilling og begrundelse.

2. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Fagforbundene organiserer social- og sundhedsfagligt personale, omsorgs- og pædagogmedhjælpere og pædagogisk uddannet personale ved døgninstitutioner. Forespørgslen vedrører ansatte på døgninstitutioner for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er oplyst, at døgninstitutionerne gennem mange år har brugt såkaldt "spisetræning" som pædagogisk redskab. Spisetræningen indgår som et integreret led i behandling af beboerne. Der er tale om en del af personalets arbejde, hvor de ansatte har pligt til at spise sammen med beboerne. Ofte spiser de ikke et fuldt måltid, ligesom deres måltid kan blive afbrudt. Maden kan være ensformig og det er beboerne, der afgør madens sammensætning. Nogle medarbejdere spiser yderligere et aftensmåltid derhjemme, når de har fri eller i en pause fra arbejdet.

Det varierer fra institution til institution, om medarbejderne betaler for måltiderne, hvilket kan ske ved aftale.

I medfør af en voldgiftskendelse kan medarbejderne ikke pålægges at betale, når deltagelse i måltidet og indtagelsen af maden er defineret som tjenestepligt.

Under voldgiftssagen blev der afgivet forklaringer af bl.a. socialpædagoger, som oplyste, at det er en vigtig del af det socialpædagogiske arbejde at deltage i måltidet på lige fod med beboerne, idet mange af beboerne har brug for en rollemodel. Beboerne kan ikke fastholdes i, at de skal spise den mad, som står på bordet, hvis ikke pædagogerne gør det samme. Det er endvidere forklaret, at de ansattes opgave under måltidet er, at få det til at fungere, så alle får en positiv oplevelse, og de ansatte bruges ofte af beboerne til at spejle sig i. Det er derfor vigtigt, at personalet spiser med og indtager samme mad som beboerne. På en institution, hvor der ikke er spisepligt, har de ansatte alle valgt at spise med af sociale grunde. Det ville virke underligt og forstyrrende, såfremt en ansat, der har deltaget i madens tilberedelse, under måltidet sidder og spiser sin egen medbragte madpakke.

Forespørgers eventuelle opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Forespørgeren er af den opfattelse, at medarbejderne ikke skal beskattes af mad, der indtages som led i udførelsen af arbejdet, især henset til, at en nægtelse af at indtage maden kan få ansættelsesmæssige konsekvenser for den enkelte. Dertil kommer, at omstændighederne omkring indtagelsen, mængden og kvaliteten af måltidet gør det vanskeligt at opfatte det som et "gode" eller et "vederlag". Spisetræning er et pædagogisk redskab på lige fod med f.eks. maling, afspænding, rejser med beboere og lignende.

Som begrundelse for sin opfattelse har forespørger blandt andet henvist til forarbejderne til lov nr. 437 af 10. juni 1997, hvor det blev præciseret, at regeringen ikke, da man i sin tid indførte § 16, ønskede at ændre på omfanget af skattepligten af personalegoder, der har været almindelig skattepligtig siden 1903.

Forespørger har endvidere henvist til skatteministerens besvarelse af 11. september 1985 af spørgsmål S 1696 og S 1706, hvor skatteministeren tilsluttede sig den opfattelse, at der ikke var grundlag for at beskatte medarbejdere af fri kost, som de indtog i forbindelse med, at de skulle lære klienterne at spise, idet der kun sås at kunne foreligge en uvæsentlig besparelse.

Det er forespørgers opfattelse, at spisetræning på flere områder adskiller sig fra den situation, som Landsskatteretten tidligere har bedømt i forhold til efterskolelæreres deltagelse i fællesspisning (SKM2002.598.LSR). Navnlig er spisetræning en del af et pædagogisk behandlingsforløb, ligesom kvaliteten af maden og portionernes størrelse adskiller sig væsentligt fra en efterskolelærer, der spiser sit egentlige måltid sammen med eleverne. Forbundenes medlemmer er som en tjenestepligt pålagt at deltage i spisningen og vil derfor ikke kunne nægte at spise med uden, at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser som f.eks. en advarsel eller i værste fald en afskedigelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Det er SKATs opfattelse, at de pågældende medarbejdere ikke er skattepligtige af fri kost, der modtages i forbindelse med udøvelse af pædagogisk spisetræning ved arbejde på døgninstitutioner.

Efter statsskattelovens § 4 skal alle indtægter medregnes til indkomstopgørelsen uanset om indtægten fremtræder i form af penge eller andet aktiv af økonomisk værdi. Det er således skattemæssigt uden betydning, om en medarbejder får sit arbejdsvederlag i kontantløn eller i naturalier. Naturalieydelser er i henhold til statsskattelovens § 4 skattepligtige med markedsværdien.

Det følger endvidere af § 16, stk. 1, i ligningsloven, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen skal medregne: "vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt."  Efter bestemmelsen beskattes naturalieydelser som udgangspunkt efter den objektive markedsværdi medmindre en anden værdiansættelse finder anvendelse efter en specialbestemmelse, hvorimod værdien af goder, der har karakter af sparet privatforbrug ansættes til den forbrugsbesparelse, den ansatte har ved ikke selv at afholde udgiften.

Det fremgår endvidere af bestemmelsen, § 16, stk. 3, 3. pkt., at goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til arbejdet kun beskattes hvis den samlede værdi overstiger et grundbeløb på 3.000 kr.(5.100 kr. i 2006). Det vil sige, at fri kost som udgangspunkt er skattepligtigt for de ansatte i de situationer, hvor kosten ydes som en pålagt arbejdsopgave, såfremt den samlede værdi overstiger bagatelgrænsen på 5.100 kr., jf. ovenfor.

Det fremgår af det oplyste, at pædagogisk spisetræning er en tjenestepligt for den enkelte medarbejder, der desuden ikke kan afkræves betaling for opgaven. Henset til de særlige omstændigheder måltiderne i den konkrete sag indtages under navnlig, at fødeindtagelsen udgør en integreret del af en pædagogisk spisetræning, er det SKATs opfattelse, at de måltider medarbejderne modtager i forbindelse med udøvelse af den pædagogiske spisetræning ikke kan sidestilles med et almindeligt måltid og derfor ikke kan erstatte et måltid for den enkelte medarbejder.

Der anses derfor ikke at foreligge et sparet privatforbrug for medarbejderne ved udførelse af pædagogisk spisetræning, og der er efter de nævnte bestemmelser i statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 ikke grundlag for beskatning af fri kost under de særlige omstændigheder, der er tilfældet i denne sag.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode:

5 år fra afgørelsens dato.