Dato for udgivelse
05 Apr 2006 11:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Mar 2006 10:44
SKM-nummer
SKM2006.210.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
63/2006
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Afvisning, anke, Højesteret, frist, telefax
Resumé

Vestre Landsret afsagde 8. december 2005 dom i en sag anlagt af skatteyder, hvor Skatteministeriet blev frifundet. Tidspunktet for domsafsigelsen blev meddelt parterne ved domsforhandlingen.

 

Højesteret har afvist sagen, da ankestævningen ikke var indleveret rettidigt, og da der ikke var oplyst omstændigheder, der undtagelsesvist gav grundlag for at tillade anke efter fristens udløb.
Reference(r)

Retsplejeloven § 372

Henvisning
Processuelle regler 2006-1 I.1

Parter

A

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten)

Afsagt af højesteretsdommerne

Asbjørn Jensen, Børge Dahl og Niels Grubbe

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 8. december 2005.

Påstande

Appellanten, A, har nedlagt følgende påstande:

"...

  1. Den af sagsøgte nedlagte påstand om garantistillelse er ugyldig.

  2. Sagsøgte dømmes for magtmisbrug med følge at erkende sagsøger tilkendt erstatning som følge af uretsmæssig sagsbehandling, samt erstatning for følger af den ulovlige afgift efter nærmere erstatningsopgørelse."

Sagsfremstilling

Det blev ved domsforhandlingens afslutning i landsretten og sagens optagelse til dom ifølge landsrettens retsbog meddelt, at dom ville blive afsagt den 8. december 2005. Ankefristen på 8 uger løb herefter til den 2. februar 2006. Dommen er anket til Højesteret ved fremsendelse af ankestævning dateret 2. februar 2006 pr. telefax til Højesteret fredag den 3. februar 2006, kl. 19.46, der er modtagestemplet i Højesteret mandag den 6. februar 2006. Samme dag modtog Højesteret med brev ankestævning underskrevet i original.

Højesterets begrundelse og resultat

Ankestævningen er ikke indleveret rettidigt, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1, og der er ikke oplyst omstændigheder, som giver grundlag for undtagelsesvist at tillade anke trods fristens overskridelse. Højesteret afviser derfor anken, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Denne sag afvises.