Klagen skyldes, at regionen ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til skatteankenævnet, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren selvangav fradrag for arbejdsværelse i hjemmet med 10.892 kr. i 2001, 10.937 kr. i 2002 og 10.919 kr. i 2003. I sin opgørelse af fradraget havde klageren medregnet en forholdsmæssig andel på 10, 14 % af følgende udgifter:

	2001	2002	2003
Ejendomsværdiskat	2.466	2.466	2.360
Afdrag på lån/husleje	68.824	64.176	60.768
El	7.546	8.045	11.377
Varme	17.400	21.600	21.400
Vand	2.427	3.440	2.738
Renovation	3.510	3.890	3.841
Forsikring	2.250	2.250	2.202
Ejendomsskat	2.997	2.997	2.997
Udgifter i alt	107.420	107.864	107.683

Skatteforvaltningen godkendte alene et skønsmæssigt fradrag for klagerens udgifter til lys, varme, slitage mv. forbundet med udførelse af arbejde i hjemmet med 1.500 kr. i hvert af indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Skatteforvaltningen fandt ikke, at der krævedes et særligt indrettet arbejdsværelse til udførelse af klagerens arbejdsopgaver. Skatteforvaltningen forhøjede således klagerens skattepligtige indkomst med 9.391 kr. i 2001, 9.471 kr. i 2002 og 9.419 kr. i 2003.

Klagerens repræsentant påklagede skatteforvaltningens afgørelse til skatteankenævnet med påstand om, at skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår blev nedsat til det selvangivne. Skatteankenævnet godkendte i sin afgørelse fradrag for udgifter til arbejdsværelse i hjemmet med 3.084 kr. i 2001, 3.560 kr. i 2002 og 3.867 kr. i 2003. Skatteankenævnet opgjorde fradraget således:

	2001	2002	2003
Erhvervsmæssigt fradrag for el og varme (ligningsmæssigt fradrag)	2.530 kr.	3.006 kr.	3.324 kr.
Erhvervsmæssigt fradrag for ejendomsskat (fradrag i kapitalindkomst)	304 kr.	304 kr.	304 kr.
Erhvervsmæssigt nedslag i ejendomsværdiskat	250 kr.	250 kr.	239 kr.

Skatteankenævnet afgav følgende udtalelse til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse: 

"Skatteankenævnets afgørelse kan anses som medhold i overvejende grad. Dette begrundes med, at der er givet medhold i klageforhold af principiel betydning."

Klagerens revisor har anmodet om fuld omkostningsgodtgørelse for en udgift på 16.812,50 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet vedrørende indkomstårene 2001, 2002 og 2003.

Regionens afgørelse

Regionen har alene godtgjort 50 % af klagerens udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet over skatteansættelserne for 2001, 2002 og 2003.

Klageren har ved klagen til skatteankenævnet hverken opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, idet skatteankenævnets afgørelse ikke er principiel. Klageren er derfor alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 %, jf. skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til skatteankenævnet.

Det fremgår klart af skatteankenævnets afgørelse, at der er givet fuldt medhold i klagepunktet, idet skatteankenævnet har anført, at der er fradrag for udgift til arbejdsværelse i hjemmet. Klagerens argumentation for skatteankenævnet vedrørte også kun spørgsmålet om fradrag for arbejdsværelse og ikke den beløbsmæssige opgørelse. Skatteankenævnet anfører endvidere i udtalelse til omkostningsgodtgørelse, at skatteankenævnets afgørelse kan anses som medhold i overvejende grad.

Der er således givet fuldt medhold i klagepunktet ved skatteankenævnet. Klageren er derfor efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, berettiget til fradrag for 100 % af de afholdte omkostninger til sagkyndig bistand.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, (nu skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1) fremgår følgende:

"Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 33 C i de sager, som er nævnt i § 33 D. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., såfremt den pågældende person i sagen har fået medhold eller medhold i overvejende grad."

Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, hvor blandt andet bestemmelsens 2. pkt. om godtgørelse på 100 % blev indført.

Af bemærkningerne til denne lov (Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, L54) fremgår blandt andet følgende:

"Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- og afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

• sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
• på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene  sagen er afgjort
• sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- og afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt
• udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde)."

Vurderingen af, om der er givet medhold i overvejende grad, skal således ikke i alle tilfælde alene foretages på grundlag af en beløbsmæssig opgørelse. Der skal tillige henses til, om afgørelsen for den pågældende klager har betydning for indkomstopgørelsen for andre indkomstår, og/eller om afgørelsen generelt har betydning for retstilstanden på området.

Klageren har ikke beløbsmæssigt fået medhold i overvejende grad.

En skatteankenævnsafgørelse kan som udgangspunkt ikke antages generelt at have betydning for retstilstanden på området. Der er i dette tilfælde intet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Derimod må skatteankenævnets afgørelse antages at kunne få betydning for klagerens indkomstopgørelser for fremtidige indkomstår.

Denne fremtidige betydning for klagerens indkomstansættelser kan imidlertid ikke opveje, at skatteankenævnet i sin afgørelse beløbsmæssigt kun godkendte fradrag for gennemsnitligt mindre end 25 % af det fradrag, som klageren havde fremsat påstand om fradrag for.

Klageren kan derfor ikke anses for at have fået medhold i overvejende grad, og det er derfor med rette, at der alene er godkendt godtgørelse for 50 % af udgifterne til sagkyndig bistand.

Den påklagede afgørelse stadfæstes hermed.