Klagen skyldes, at der ikke er godkendt fradrag for udgifter til logi i forbindelse med klagerens fastansættelse i X, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

 

 

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til logi,

jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, 18.414 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster ankenævnets afgørelse.

 

Sagens oplysninger

Klageren fik i juli 2002 ansættelse som designer med dagligt ansvar for B-designteam ved virksomheden C A/S i Sønderborg, men ønskede fortsat at bo i sin ejerlejlighed i Z. Hun havde haft denne lejlighed siden den 1. september 2000.

 

På grund af afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet lejede hun et værelse i X, hvor hun kunne bo i ugens løb. Da det fortsat ikke var muligt at få arbejde i Z, indgik klageren den 1. oktober 2002 en lejeaftale om en 3-værelseslejlighed i X. Da klageren kun skulle bruge et værelse, blev de to overskydende værelser fremlejet til to enkeltpersoner, der ligeledes havde behov for overnatningsmulighed.

 

Ved aftale af 4. februar 2003 blev klageren med virkning fra den 1. januar s.å. ansat i virksomheden B A/S, i X. Jobbeskrivelsen var den samme som i C A/S.

 

Ansættelsesforholdet ophørte pr. 30. november 2003, og lejemålet blev opsagt samtidig.

 

Både ansættelsesforholdet ved C A/S og B A/S var almindelige fastansættelser uden prøvetid. De to selskaber har samme ejerkreds.

 

Skatteankenævnets afgørelse

Ankenævnet har ikke godkendt fradrag for udgifter til logi, 18.414 kr., i forbindelse med fastansættelsen ved virksomheden i X, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

 

Som begrundelse for afgørelsen anfører ankenævnet bl.a., at det såvel i ligningsloven §§ 9 og 9A, om henholdsvis lønmodtagerudgifter og 'rejsereglerne', som i statsskattelovens § 6, litra a, om fradragsberettigede driftsomkostninger, forudsættes, at fradrag kun kan godkendes, hvis udgifterne er erhvervsmæssigt betinget.

 

Rejsereglerne, jf. ligningslovens § 9 A, forudsætter, at lønmodtageren opfylder en række konkrete betingelser, herunder at være "på rejse" og derfor ikke kan nå hjem for at overnatte på den sædvanlige bopæl. Herudover skal der være tale om en fra begyndelsen af ansættelsen midlertidig stilling.

 

Da der ikke er tale om et midlertidigt ansættelsesforhold, finder rejsereglerne, jf. ligningslovens § 9 A, ikke anvendelse.

 

Driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6, litra a, forudsætter, at der er tale om merudgifter i forhold til sædvanlige forbrugsudgifter, dvs. private udgifter til fx kost, småfornødenheder og logi. Derfor skal udgifterne af den omhandlede art dokumenteres og reduceres med den skønnede værdi af sparet privatforbrug. Om og i hvilket omfang en persons dokumenterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse kan anses for fradragsberettigede merudgifter, må afgøres ved en konkret ligningsmæssig vurdering.

 

Den merudgift til husleje, som klageren har afholdt i forbindelse med sin fastansættelse ved virksomheden i X, findes ikke at være foranlediget af jobbet, men af den omstændighed, at klageren ønsker at beholde sin lejlighed i Z. Der kan følgelig ikke godkendes fradrag herfor, jf. statsskattelovens § 6, litra a.

 

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til logi i forbindelse med ansættelsesforholdet i X, 18.414 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

 

Til støtte for påstanden er det bl.a. anført, at der utvivlsom er tale om udgifter, der udelukkende er afholdt med det formål at kunne erhverve indtægten. Udgiften er derfor direkte fradragsberettiget i medfør af bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

 

Fradraget kan ikke begrænses med hjemmel i særregler i ligningslovens § 9A eller praksis omkring dobbelt husførelse, der er begunstigende i forhold til hovedreglen. Det er derfor repræsentantens opfattelse, at ankenævnet gør sig skyldig i en fejlfortolkning, når det anføres, at der ikke kan opnås en bedre retsstilling efter statsskattelovens § 6a, (jf. ligningslovens § 9) end efter ligningslovens § 9 A.

 

Repræsentanten har yderligere henvist til ligningsvejledningen afsnit A.F.1, Generelle fradrag for lønmodtagere og afsnit A.F.1.1.2 om driftsomkostningsbegrebet for lønmodtagere samt til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven, punkt 16.1.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

 

Det følger dog af samme bestemmelse i stk. 2, at den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvordan den anvendes. Udgifter til hushold mv. anses således altovervejende som private udgifter, der er indkomstopgørelsen uvedkommende, idet sådanne udgifter normalt er uafhængige af, om den pågældende har en erhvervsmæssig indkomst eller ej.

 

I særlige tilfælde kan logiudgifter dog anses for erhvervsmæssige med deraf følgende fradragsret. Der kan fx foretages fradrag rejseudgifter, hvis lønmodtageren pga. af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.

 

I den foreliggende sag er det ubestridt, at der ikke tale om et midlertidigt arbejdssted. Der kan følgelig ikke foretages fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7 jf. stk. 1.

 

Det nævnes i LV 2003, A.F.1.1.2, at såfremt betingelserne for at opnå fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1, ikke er opfyldt, er der mulighed for fradrag ved indkomstopgørelsen for de nævnte udgifter efter den generelle regel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Dette forudsætter, at der er tale om nødvendige, aktuelle, erhvervsmæssige udgifter (altså driftsudgifter), samt at størrelsen af driftsomkostningerne er dokumenteret. Ligningsvejledningen nævner ingen eksempler på hvilke forhold / udgifter, der kan begrunde fradrag for lønmodtagere ud over tilfælde omfattet af rejsereglerne.

 

Efter rettens opfattelse får denne henvisning ikke konsekvens for fradragsmuligheden i den foreliggende sag, idet Ligningsvejledningen, A.F.1.1.2, ved beskrivelsen af fradragsmuligheden i henhold til statsskattelovens § 6a, alene henviser til rejseudgifter og rejseudgiftsbegrebet, som vedrører arbejde på midlertidige arbejdssteder. Der ses således alene at være adgang til en yderligere fradragsmulighed i tilfælde, der kan beskrives som rejser uden at være omfattet af den udtrykkelige hjemmel i ligningslovens § 9 A mv.

 

Klageren har i den foreliggende sag valgt at opretholde bopælen i Z på trods af, at hun har fået fast ansættelse i X. Uanset, om boligen i X er erhvervet i forbindelse med ansættelsen, må beslutningen om opretholdelsen af to boliger anses for en privat disposition, hvorfor udgiften er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6, stk. 2.

 

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes følgelig.