1. Baggrund for præcisering af praksis

Dette styresignal omhandler den situation, hvor en skatteyder har anset sig som selvstændigt erhvervsdrivende og ejer et selskab, som har indgået en aftale med en kunde om levering af en arbejdsydelse. Skatteyderen har modtaget løn fra sit selskab.

I visse tilfælde viser det sig, at skatteyderen skattemæssigt skal anses for at udføre personligt arbejde i et tjenesteforhold ift. kunden - idet skatteyderen må anses for at være lønmodtager i forhold til kunden.

Vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold skal beskattes hos den person, der har udført arbejdet, jf. statsskattelovens § 4. Selskabet kan ikke være rette indkomstmodtager i forhold til lønindkomst oppebåret af hovedaktionæren. Det gælder, selv om kontrakten måtte være indgået mellem arbejdsgiveren/kunden og selskabet. Skatteyderen vil derfor være rette indkomstmodtager af vederlaget fra kunden, og ikke selskabet. Dette følger bl.a. af SKM2002.154.HR.

Skatteyderen vil dermed skulle beskattes af det vederlag, som selskabet har modtaget fra kunden.

Det er imidlertid Landsskatterettens opfattelse, at det følger af retspraksis, at i tilfælde, hvor en indkomst er placeret i skatteyderens selskab, men hvor selskabet har udbetalt løn af den placerede indkomst til skatteyderen, kan denne løn modregnes i den placerede indkomst ud fra en nettobetragtning.

Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at de skattemæssige konsekvenser af den beskrevne omkvalifikation fra selvstændigt erhvervsdrivende til lønmodtager ikke altid har været behandlet ensartet af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen præciserer derfor med dette styresignal praksis for, hvorledes konsekvenserne af den nævnte omkvalifikation skal behandles.

2. Det retlige grundlag

Statsskattelovens § 4

Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

LSRM 1982, 161

Civilingeniør A klagede over, at Skatterådet havde forhøjet hans selvangivne indkomst for 1976 med et vederlag fra hans tidligere arbejdsgiver, som var anset som en for klageren skattepligtig ydelse.

Det fremgik af sagen, at klageren - efter at have været ansat i B A/S i 6 år - havde opsagt sin stilling som direktør i selskabet. Samtidig havde han besluttet at starte selvstændig konsulentvirksomhed for derigennem at udnytte sin særlige ekspertise og erfaring fra B A/S. Klageren havde fratrådt sin stilling straks, idet han ikke havde indgået nogen kontrakt om hverken sin ansættelse eller opsigelse med selskabet, ligesom han heller ikke havde krav på løn i opsigelsesperioden. Med virkning fra den 1. april 1976 havde klageren stiftet et anpartsselskab med det formål at drive konsulentvirksomhed. I forbindelse med opsigelsen var der mellem klageren og B A/S indgået en skriftlig aftale om, at klageren fortsat skulle være tilknyttet B A/S i perioden 1. april 1976 til 30. september 1976 som konsulent, en bistand som skulle honoreres med 29.500 kr. pr. måned eller for hele perioden med i alt 177.000 kr.

Retten kunne i princippet tiltræde den stedfundne forhøjelse vedrørende vederlaget på 177.000 kr., idet ansættelsen dog blev reduceret med den af klageren selvangivne løn fra anpartsselskabet på 76.500 kr. Dvs. at klagerens personlige indkomst kun blev forhøjet med nettobeløbet på 100.500 kr.

SKM2014.846.ØLR

En klinik havde for hvert af indkomstårene 2007-2009 betalt honorarer på 2,4 mio. kr. til en læges speciallægeselskab for de plastikkirurgiske ydelser, som lægen havde udført på klinikken. I samme periode havde speciallægeselskabet udbetalt løn til lægen med 200.000 kr. årligt. Lægen var blevet forhøjet med 2,2 mio. kr. Det må antages, at lægens lønudbetaling på 200.000 kr. har haft indflydelse på opgørelsen.

Østre Landsret fandt, at lægen personligt og ikke hans selskab var rette indkomstmodtager af honorarerne, idet Landsretten fandt, at arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. statsskattelovens § 4 og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Landsretten gav således Skatteministeriet medhold.

SKM2023.47.LSR

Skattestyrelsen havde i overensstemmelse med tidligere afgørelser fra Landsskatteretten anset klageren for rette indkomstmodtager af et honorar på 767.797 kr. udbetalt fra en kunde til klagerens selskab i indkomståret 2017. Klagen skyldtes, at Skattestyrelsen ikke havde fundet grundlag for at foretage en modregning med lønindkomst udbetalt fra klagerens selskab.

Landsskatteretten bemærkede, at det følger af retspraksis, at i tilfælde, hvor en indkomst er placeret i et selskab, og hvor selskabet har udbetalt løn af den placerede indkomst til rette indkomstmodtager, kan denne løn modregnes ud fra en nettobetragtning. Landsskatteretten fandt, at dette kunne udledes af afgørelsen i SKM2014.846.ØLR. Retten henviste tillige til LSMR 1982, 161.

Klagers selskab havde som nævnt faktureret 767.797 kr. til en kunde, og klagerens selskab havde udbetalt løn til klageren med 767.867 kr. Landsskatteretten bemærkede, at der var et beløbsmæssigt sammenfald, på nær 70 kr., mellem beløbet fra kunden og den løn, som klageren havde modtaget fra klagerens selskab. Endvidere fandt Landsskatteretten ud fra det oplyste og det af repræsentanten forklarede, at det måtte lægges til grund, at beløbet på 767.867 kr. var udbetalt som løn til klageren som følge af sagerne om rette indkomstmodtager af beløbet fra kunden.  Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten det godtgjort, at der forelå et sådant sammenfald mellem beløbet fra kunden til klagerens selskab og den løn, som klagerens selskab havde udbetalt til klageren, at der kunne foretages en modregning. Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2025.625.SR

Sagen angik en skatteyder, der ejede et selskab i lige sameje med sin ægtefælle. Selskabet indgik i 2008 en aftale med en kunde om bl.a. rekrutteringsydelser. Selskabet havde i 2021 udbetalt 525.000 kr. og i 2022 259.000 kr. i løn til skatteyderen. Kunden havde i 2021 betalt ca. 46.000 kr. og i 2022 ca. 141.000 kr. til selskabet. Skattestyrelsen fandt, at skatteyderen skulle anses for at være lønmodtager og derfor rette indkomstmodtager af det vederlag, som kunden havde betalt til selskabet. Den retlige kvalifikation var ikke indbragt for Landsskatteretten. Det spørgsmål, som Landsskatteretten tog stilling til, var, hvorvidt lønnen fra selskabet kunne modregnes fuldt ud i den opgjorte lønindkomst fra kunden ud fra en nettobetragtning.

Landsskatteretten lagde til grund, at selskabet for indkomstårene 2021 og 2022 ikke havde haft anden omsætning end omsætningen fra kunden, og at omsætningen fra kunden blev placeret som indkomst i selskabet, men korrekt var blevet beskattet hos klageren som lønindkomst efter princippet om rette indkomstmodtager. Selskabet havde ud over omsætningen fra kunden haft finansielle indtægter fra værdistigninger på selskabets aktier og renteindtægter på 611.282 kr. i indkomståret 2021 og 87.355 kr. i indkomståret 2022, og der havde i den forbindelse været en vis aktivitet i selskabet med køb og salg af aktier. Landsskatteretten fandt, at i hvert fald dele af den udbetalte løn til klageren fra selskabet i indkomstårene 2021 og 2022 på henholdsvis 525.000 kr. og 259.000 kr. med tilstrækkelig sikkerhed kunne henføres til den placerede indkomst fra kunden. som vederlag for det arbejde, som klageren havde udført for kunden.

Der blev herved særlig henset til, at der ikke var anden almindelig omsætning i selskabet i den omhandlede periode end omsætningen med netop kunden, og at der ikke konkret forelå oplysninger om, at den udbetalte løn til klageren fra selskabet udelukkende skulle vedrøre andet arbejde og andre opgaver, der ikke var relateret til den placerede indkomst fra kunden. Herefter fandt retten, at lønnen fra selskabet kunne modregnes fuldt ud i den opgjorte lønindkomst fra kunden ud fra en nettobetragtning. Det forhold, at lønnen fra selskabet oversteg den placerede indkomst fra kunden, og dermed også kunne henføres til andre midler end den placerede indkomst, herunder indtægter fra handel med værdipapirer, kunne under de konkrete omstændigheder ikke føre til andet resultat. 

3. Præcisering af praksis

Styresignalet omhandler den situation, hvor en skatteyder anser sig som værende selvstændigt erhvervsdrivende, og har oprettet et selskab med henblik på drift af den selvstændige erhvervsvirksomhed. Selskabet har indgået aftale med en eller flere kunder om levering af en arbejdsydelse.

Selskabet har faktureret kunderne, og den indkomst, der er opnået herved, er blevet beskattet i selskabet. Selskabet har derefter udbetalt løn til skatteyderen, som er blevet beskattet heraf. I visse tilfælde har skatteyderen også fået stillet fri telefon eller fri bil til rådighed af sit selskab, ligesom selskabet i visse tilfælde har foretaget pensionsindbetalinger på vegne af skatteyderen eller udbetalt befordringsgodtgørelse til skatteyderen.

Selskabet har dermed indtægtsført vederlagene fra kunderne og har taget fradrag for udgifter til løn, befordringsgodtgørelse, fri telefon mv.

I visse tilfælde viser det sig, at skatteyderen skattemæssigt skal anses for at være lønmodtager, og at selskabet dermed ikke er rette indkomstmodtager for så vidt angår udbetalt lønindkomst. Det gælder, selv om kontrakten er indgået mellem arbejdsgiveren og selskabet.

Nedenfor beskrives, hvordan der skal ske beskatning af skatteyderen hhv. selskabet i disse tilfælde.

Opgørelse af skatteyders indkomst

Lønudbetalinger

Det følger bl.a. af SKM2023.47.LSR, at det vederlag, som kunden har betalt for det udførte arbejde, alene beskattes som lønindkomst hos den person, der har udført arbejdet, i det omfang den pågældende ikke allerede er blevet beskattet af løn for det udførte arbejde. Der gælder således et såkaldt nettoprincip ved beskatningen af skatteyderen.

Forhøjelsen af skatteyderens skattepligtige lønindkomst fastsættes således til differencen mellem på den ene side det vederlag, som kunden har betalt til skatteyderens selskab for det arbejde, som skatteyderen har udført, og på den anden side den løn, som selskabet har betalt til skatteyderen for det arbejde, der er udført.

Eksempel

Selskabet har faktureret 1 mio. kr. hos kunden. Selskabet har udbetalt løn til skatteyderen på 800.000 kr. Skatteyderen skal derfor forhøjes med 200.000 kr., som er differencen mellem det fakturerede beløb og lønudbetalingen.

Landsskatteretten har ved to afgørelser fra hhv. 3. februar 2025 (j.nr. 21-0089562) og 4. september 2025, offentliggjort som SKM2025.625.LSR, anført, at det er afgørende for, om der kan ske den omtalte "modregning", at den udbetalte løn til skatteyderen "med rimelig sikkerhed kan henføres til" den indkomst, som skatteyders selskab har modtaget i vederlag for skatteyderens arbejde. Dette vil fx være tilfældet, hvis selskabet kun har modtaget vederlag fra én kunde i den relevante periode.

Som det fremgår af SKM2025.625.LSR, kan nettoprincippet under visse betingelser finde anvendelse, selvom lønnen fra skatteyders selskab overstiger den placerede indkomst fra kunden, og dermed fx kunne henføres til andre midler end den placerede indkomst, herunder indtægter fra handel med værdipapirer.

Der blev i den konkrete sag særligt henset til, at der ikke var anden almindelig omsætning i selskabet i den omhandlede periode end omsætningen med netop kunden, og at der ikke konkret forelå oplysninger om, at den udbetalte løn til klageren fra selskabet udelukkende skulle vedrøre andet arbejde og andre opgaver, der ikke var relateret til den placerede indkomst fra kunden. Landsskatteretten fandt, at i hvert fald dele af den udbetalte løn til klageren fra selskabet i indkomstårene 2021 og 2022 på henholdsvis 525.000 kr. og 259.000 kr. med tilstrækkelig sikkerhed kunne henføres til den placerede indkomst fra kunden, som vederlag for det arbejde, som klageren havde udført for kunden. Herefter fandt retten, at lønnen fra selskabet kunne modregnes fuldt ud i den opgjorte lønindkomst fra kunden ud fra en nettobetragtning.

Nettoprincippet gælder kun, når der gennemføres en indkomstforhøjelse på grundlag af princippet om rette indkomstmodtager.

Udbyttebeskatning

Skatteyderen skal ikke udbyttebeskattes efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1.

Dette skyldes, at den udbetalte løn fra det fakturerende selskab, hvori der er blevet indeholdt A-skat og AM-bidrag, skal anses for at udgøre vederlæggelse for det arbejde, som skatteyderen har udført for kunden.

Periodisering

Ved anvendelse af nettoprincippet, skal der i princippet ske en "modregning", således at skatteyderen skal forhøjes med det beløb, som selskabet har modtaget fra kunden fratrukket det beløb, som skatteyderen allerede er blevet beskattet af som løn fra selskabet. Det er som nævnt en forudsætning, at den udbetalte løn til skatteyderen "med rimelig sikkerhed kan henføres til" den indkomst, som skatteyders selskab har modtaget i vederlag for det arbejde, som skatteyderen har udført for kunden. Hvis den forudsætning ikke er opfyldt, skal skatteyderens skattepligtige lønindkomst forhøjes med et beløb svarende til hele det vederlag, som kunden har betalt til skatteyderens selskab.

Det skal derfor afgøres, hvilke beløb, der skal indgå i denne "modregning". Det vil sige, at der opstår spørgsmål om periodisering.

Beløbet, der er udbetalt fra selskabet til skatteyderen, dvs. lønnen, periodiseres iht. udbetalingstidspunktet. Det følger af kildeskattelovens § 46, stk. 1.

For så vidt angår de beløb, der er udbetalt fra kunden til selskabet, finder retserhvervelsesprincippet anvendelse.

Det betyder, at det, der skal beskattes hos skatteyderen, er det vederlag fra kunden, som selskabet har erhvervet ret til i det pågældende indkomstår - fratrukket den løn, som skatteyderen har fået udbetalt i det pågældende indkomstår.

En periodisering efter retserhvervelsesprincippet vil dermed kunne få betydning for en anvendelse af nettoprincippet i det tilfælde, hvor skatteyderens løn fra skatteyderens selskab er blevet udbetalt efter udløbet af indtjeningsperioden. Hvis lønnen for december er blevet udbetalt i januar, vil situationen således være den, at lønnen ikke vil være indgået ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det foregående indkomstår, hvortil vederlaget fra kunden er blevet periodiseret som skattepligtig indkomst for skatteyderen.

Nettoprincippet kan ikke finde anvendelse på tværs af indkomstår. Statsskattelovens § 4 indeholder et grundlæggende princip, hvorefter indkomstopgørelsen foretages separat for hvert indkomstår, og en fravigelse af dette princip forudsætter udtrykkelig hjemmel. Nettoprincippet kan således ikke føre til, at der ved opgørelsen af en indkomstforhøjelse for et givent indkomstår kan tages højde for en lønindkomst, som skatteyderen er blevet beskattet af i et tidligere eller senere indkomstår.

Anvendelse af nettoprincippet for andre indkomstformer end lønudbetalinger

a.        Fri telefon og fri bil

Nettoprincippet finder anvendelse på vederlag i form af fri bil og fri telefon, der er blevet stillet til rådighed af skatteyderens selskab, forudsat at det godtgøres, at der "med rimelige sikkerhed" er en sammenhæng mellem dette, og det arbejde, som skatteyderen har udført for kunden.

Det vil sige, at vederlag i form af fri bil og fri telefon også skal fratrækkes ved forhøjelse af skatteyderens indkomst, når betingelsen ellers er opfyldt.

b.       Pensionsindbetalinger

Pensionsindbetalinger, der er omfattet af kapitel 1 i pensionsbeskatningsloven og som dermed ikke medregnes ved opgørelsen af arbejdstagerens skattepligtige indkomst, skal ikke indgå i "modregningen" ved opgørelsen af den indkomstforhøjelse, der er en følge af, at skatteyderen anses for rette indkomstmodtager af de vederlag, som kunden har betalt for det arbejde, som skatteyderen har udført for kunden.

c.        Befordringsgodtgørelse

Efter ligningslovens § 9, stk. 4, skal godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B.

Ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, kan arbejdsgiveren godtgøre den ansattes udgifter til erhvervsmæssig transport, hvis der er tale om befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Efter bestemmelsens stk. 4, medregnes godtgørelsen ikke ved indkomstopgørelsen, hvis godtgørelsen ikke overstiger de satser, som fastsættes af Skatterådet.

Udgangspunktet er dermed, at befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, som betales af arbejdsgiveren, ikke er skattepligtig.

Der gælder imidlertid et dobbeltkrav, hvorefter det er en forudsætning for udbetaling af skattefri godtgørelse, at der 1) er ført kontrol og 2) foreligger bogføringsbilag.

Hvis betingelserne for at yde skattefri befordringsgodtgørelse ikke er opfyldt, skal modtageren af godtgørelsen beskattes af godtgørelsen.

Disse godtgørelser skal imidlertid ikke tages i betragtning ved en anvendelse af nettoprincippet.

Det er alene lønindkomst, som skatteyderen allerede er blevet beskattet af, som efter nettoprincippet skal modregnes i det vederlag fra kunden, som skatteyderen anses for at være rette indkomstmodtager af.

Selskabets afholdelse eller godtgørelse af skatteyderens private udgifter, herunder til befordring, beskattes ikke som (yderligere) lønindkomst, men som aktieindkomst, fordi indkomsten må kvalificeres som (maskeret) udbytte.

Opgørelse af selskabets indkomst

Indkomst

Skatteyders selskab vil have indtægtsført det vederlag, som det har fået fra kunden.

Da det reelt er skatteyderen, der er rette indkomstmodtager af vederlaget, må beløbet, der har passeret selskabets økonomi, anses som indskudt af skatteyderen.

Indskyder en kapitalejer værdier i sit selskab, uden at kapitalejeren til gengæld modtager vederlæggelse i form af f.eks. yderligere anparter, er der tale om et skattepligtigt tilskud fra kapitalejeren til selskabet, jf. statsskattelovens § 4 og bl.a. U.2009.332H og TfS 2002, 288 H.

I praksis forekommer tilskudsbeskatning f.eks. i sager om rette indkomstmodtager, hvor kapitalejeren - med urette - har udført lønmodtageraktiviteter i regi af sit selskab. I den situation indebærer den retlige kvalifikation af kapitalejeren som rette indkomstmodtager af vederlagene fra kunden således, at honorarerne - der er blevet faktureret af og betalt til selskabet - ikke skal kvalificeres som omsætning fra erhvervsmæssig virksomhed, men derimod som tilskud fra kapitalejeren til selskabet, jf. f.eks. U.2008.861H.

Der skal således ikke ske en beløbsmæssig ændring af selskabets indtægter, idet selskabets omsætning i form af vederlag fra kunden i stedet skattemæssigt skal anses for tilskud fra kapitalejeren/skatteyderen, uden at det altså får nogen betydning for den beløbsmæssige opgørelse af selskabets skattepligtige indtægter.

Det forhold, at skatteyderens indkomstforhøjelse foretages på grundlag af et nettoprincip, betyder ikke, at der ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst skal foretages en korrektion i nedadgående retning af de skattepligtige indtægter med et beløb svarende til den løn, som selskabet har betalt til skatteyderen.

Der skal ikke ved opgørelsen af selskabets indtægter foretages ændringer som følge af afgørelsen om, at skatteyderen er rette indkomstmodtager, medmindre selskabet opfylder betingelserne for omgørelse, der i dag fremgår af skatteforvaltningslovens § 29.

Udgifter

Selskabet kan ikke få fradrag for det beløb, som det har udbetalt til skatteyderen som løn.

Da selskabet - som anført ovenfor - ikke er rette indkomstmodtager af vederlagene fra kunden, kan selskabet skatteretligt ikke anses for rette udgiftsbærer af lønnen til skatteyderen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften er dermed ikke afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde en skattepligtig indkomst i skatteyderens selskab.

Rette udgiftsbærer må derimod være kunden, der som en lønudgift kan fradrage et beløb svarende til de vederlag, som den pågældende har betalt selskabet.

Det fradrag, som selskabet har taget for lønnen til skatteyderen, skal derfor - forudsat at lønnen udelukkende udgør vederlag for det udførte arbejde for kunden - nægtes i sin helhed. Hvis selskabet fik fradrag for lønnen, ville der være tale om, at der indrømmes fradrag for samme lønudgift to gange, hvilket ikke er foreneligt med statsskattelovens § 6.

5. Virkningstidspunkt

Dette styresignal indeholder som udgangspunkt en præcisering af gældende praksis. Styresignalet har derfor også virkning for ikke afsluttede sager vedrørende tidligere indkomstår. Præciseringen vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2026-2. Efter offentliggørelsen af Den juridiske vejledning 2026-2 bortfalder styresignalet.

6. Genoptagelse

Skattestyrelsen er blevet opmærksom på, at de skattemæssige konsekvenser af denne omkvalifikation fra selvstændigt erhvervsdrivende til lønmodtager ikke altid har været behandlet ensartet af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen præciserer derfor med dette styresignal, hvorledes konsekvenserne af den nævnte omkvalifikation skal behandles.

Der er dermed adgang til ordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.

6.1. Skattestyrelsen genoptager af egen drift

I de tilfælde hvor en skatteyder har fået en afgørelse, hvor denne og/eller denne selskabet er blevet beskattet hårdere end den praksis, som bliver beskrevet i nærværende styresignal, og hvor disse sager kan identificeres, vil Skattestyrelsen af egen drift genoptage sagerne, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

6.2. Frister for genoptagelse

Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kan begrunde ændringen.

6.3. Anmodning om genoptagelse

En anmodning om genoptagelse kan indgives til Skattestyrelsen digitalt via Skat.dk eller fremsendes som fysisk post til adressen:

Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse, CPR-nr. eller CVR-nr. 

Følgende personer har pligt til at indgive anmodningen om genoptagelse ved brug af de digitale kanaler, som anvises på skat.dk.:

• Fysiske personer, der efter skattekontrollovens § 11 har pligt til at give oplysninger om skattepligtig indkomst senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Dette gælder dog ikke for personer, som er fritaget for digital post, eller som ikke er moms- eller lønsumspligtige. Se § 1 og § 3 i bekendtgørelse 2019-11-25 nr. 1197.
• Selskaber, foreninger m.v., som er omfattet af pligten til at oplyse digitalt i henhold til § 4 i bekendtgørelse 2018-11-14 nr. 1303.

7. Styresignalets gyldighed

Den praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2026-2. Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning og udløbet af reaktionsfristen er styresignalet ophævet.