Den 11. november 2025 holdt Retten i Roskilde møde i retsbygningen. Dommer Linda Lauritsen behandlede sagen.
sag SS-103340/2025-ROS-GRL
T cpr-nummer (red.fjernet.cpr)
Der fremlagdes mail af 30. oktober 2025 fra Skattestyrelsen med kære af rettens beslutning af 21. oktober 2025 om, at salæret på 1.130 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat MC, betales endeligt af statskassen.
Den 16. december 2025 satte Østre Landsret retten i retsbygningen i Y1-område.
Som dommere fungerede landsdommerne Alex Puggaard, Peter Thønnings og Katja Beck (kst.), førstnævnte som rettens formand.
6. afd. kære nr. S-3043-25: Skattestyrelsen
påkærer salærtilkendelse i sagen
(cpr.nr. (red.fjernet.cpr))
Ingen var indkaldt eller mødt.
Ved Retten i Roskildes afgørelse af 21. oktober 2015 blev advokat MC som beskikket forsvarer for T tilkendt et salær på 1.130 kr. med tillæg af moms, og det blev samtidig bestemt, at salæret betales endeligt af statskassen.
Skattestyrelsen har kæret afgørelsen med påstand om, at salæret betales endeligt af T.
Der fremlagdes Skattestyrelsens kæreskrift af 30. oktober 2025, udskrift af byrettens retsbog og rettens fremsendelsesbrev af 19. november 2025.
Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
T har ikke udtalt sig under kæren.
De modtagne bilag var til stede.
Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen den 7. oktober 2025 sendte bødeforlæg til sigtede T, og at sigtede T den 8. oktober 2025 anmodede om at få en forsvarer beskikket. Retten i Roskilde beskikkede herefter advokat MC som forsvarer for sigtede T ved retsbog af 10. oktober 2025. Den 17. oktober 2025 meddelte sigtede T, at han alligevel ikke behøvede en forsvarer beskikket, idet han accepterede bøden, hvorefter Retten i Roskilde afbeskikkede advokat MC og tillagde denne et salær på 1.130 kr. med tillæg af moms.
Det følger af skattestraffesagslovens § 5, at en sigtet skal erstatte det offentliges udgifter til sagens behandling i samme omfang, som en sigtet har pligt til at erstatte det offentlige sådanne udgifter efter retsplejelovens regler. Endvidere følger det af retsplejelovens § 1008, stk. 1, 1. pkt., at hvis en sigtet findes skyldig, er vedkommende pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling.
Efter sagens forløb finder landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at den sigtede skal udrede de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. Herefter, og da beskikkelsen af advokat MC skete efter anmodning fra sigtede T, finder landsretten, at salæret til den tidligere beskikkede forsvarer endeligt skal betales af sigtede T.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at den beskikkede forsvarer endnu ikke havde taget kontakt til sigtede T eller anmodet om at modtage sagens akter fra Skattestyrelsen.
Landsretten ændrer derfor byrettens afgørelse således, at salæret til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat MC, betales endeligt af sigtede T.
Salæret til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat MC, betales endeligt af T.