Spørgsmål

1. Kan Spørger i henhold til det beskrevne faktum anses for at foretage særskilte leverancer af forvaltning Y1-ydelser til 2 investeringsforeninger og ikke én leverance til deres fælles kapitalforvalter, når aftalerne om levering af Y1-ydelser er indgået med den enkelte investeringsforening, så Spørgers leverancer til de to investeringsforeninger ikke er momspligtige?

Svar

1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger leverer Y1-ydelser på Danske Aktier til en række forskellige kunder, herunder investeringsforeninger, som anvender ydelserne til brug for at træffe investeringsbeslutninger.

Nærværende anmodning om bindende svar vedrører Spørgers påtænkte levering af Y1-ydelser til 2 investeringsforeninger, der vil blive leveret i henhold til individuelt indgåede aftaler med hver af de 2 foreninger. Den enkelte forening har ikke egne ansatte, hvorfor foreningen overfor Spørger repræsenteres af ansatte hos foreningens kapitalforvalter. Foreningerne forvaltes af samme kapitalforvalter.

Spørger påtænker også at indgå en aftale med og levere Y1-ydelser til foreningernes fælles kapitalforvalter, som af kapitalforvalteren anvendes ved diskretionær formueforvaltning for en række andre kunder.

I aftalen mellem Spørger og den enkelte forening aftales pris for leverancen, og på baggrund af den indgåede aftale udstedes fakturaer med foreningen som køber. Foreningen vil således direkte bære sin egen omkostning forbundet med Spørgers levering af Y1-ydelser, som anvendes ved foreningens investeringsbeslutninger.

Begge aftaler vil være standardaftaler om levering af Y1-ydelser på Danske Aktier fra Spørger, hvor vederlaget og den samlede servicepakke er aftalt med den enkelte forening.

I aftalen får den enkelte forening en licens med adgang til Y1-ydelses-rapporter på Danske Aktier, inkl. historiske rapporter. Der uploades løbende nye rapporter på Spørgers Y1-ydelses portal. De 2 foreninger vil have adgang til identiske rapporter.

 Ud fra den enkelte forenings investeringsstrategi sættes en række foruddefinerede parametre. På baggrund af disse parametre modtager den enkelte forening e-mails med link til relevante Y1-ydelsesrapporter for foreningen på Danske Aktier.

Den enkelte forening får således ikke e-mails med link til alle rapporter, der uploades på Spørgers Y1-ydelsesportal, men har dog adgang til alle rapporterne.

De autogenererede e-mails med link til rapporterne vil blive adresseret til den enkelte forening og leveret til en e-mailadresse, anvist af foreningen, der tilhører kapitalforvalteren.

Skriftlig kommunikation foregår i udgangspunktet via e-mail og chat via X.

I leveringen af Y1-ydelser indgår, at Spørgers analytikere potentielt ringer til repræsentanter (ansatte hos foreningernes fælles kapitalforvalter) for den enkelte forening og markedsfører de for den enkelte forening relevante Y1-ydelsesrapporter, herunder henviser til særligt relevante afsnit i rapporterne for den enkelte forening og dennes investeringsstrategi.

I leveringen af Y1-ydelserne kan der således indgå telefoniske eller fysiske møder mellem investeringsanalytikere ansat hos Spørger og medlemmer af den enkelte forenings investeringskomite (ansatte hos kapitalforvalteren), hvor særlige afsnit af relevans for foreningen gennemgås. Foreningerne har herudover ved behov mulighed for fysiske møder med relevante analytikere fra Spørger.

Hver af de to foreninger har sin egen investeringsstrategi og har nedsat en investeringskomite med et specifikt investeringsmandat, hvor komiteen skal administrere foreningens nuværende portefølje og tage beslutninger om fremtidige investeringer i foreningen i overensstemmelse med mandatet.

Der er personsammenfald i de to investeringskomiteer for de to foreninger og de medarbejdere hos kapitalforvalteren, der på vegne af foreningerne anvender de købte Y1-ydelser. Det vil også være de samme medarbejdere, der anvender Y1-ydelserne, leveret til brug for kapitalforvalterens levering af diskretionær porteføljeforvaltning i henhold til den særskilte aftale derom. Spørgers afholdelse af møder sker derfor i udgangspunktet under ét for de 2 foreninger. De pågældende medarbejdere kan således på et møde repræsentere både de to foreninger og kapitalforvalteren selv under dennes egen aftale med Spørger. Deltagelse i møder og anvendelse af Y1-ydelsen på vegne af den enkelte investeringsforening vil imidlertid ske ud fra det individuelt udstukne investeringsmandat til den enkelte investeringskomite.

Spørger har supplerede oplyst, at forvalter eller investeringsforeningerne ikke er en del af Spørgers koncern eller relateret dertil.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger har hidtil leveret Y1-ydelser til kapitalforvalteren, som forvalter de to investeringsforeninger, og leverancen har været omfattet af én aftale indgået med den fælles kapitalforvalter. Aftalen har således også omfattet leverancer til brug for forvalterens diskretionære porteføljeforvaltning for andre end investeringsforeninger.

Efter ikrafttræden af praksisændringen i SKM2023.259.SKTST er praksis om delvis momsfritagelse for forvaltningsydelser, der delvist kan henføres til investeringsforeningsaktiviteter og delvist til andre formål, ophævet.

Om rækkevidden af praksisændringen anfører Skattestyrelsen i styresignalet at: "Sagen for EU-Domstolen omhandler en underleverandør til en kapitalforvalter. Efter Skattestyrelsens opfattelse har dommen imidlertid også betydning i forbindelse med leverancer direkte til en investeringsforening. Dette skyldes Domstolens begrundelse i sagen".

Om de pågældende leverancer anføres med henvisning til EU-Domstolens præmisser 32-35, at de momsmæssigt udgjorde en sammensat ydelse, som det ville være kunstigt at opdele.

Af styresignalet fremgår endvidere, at: "Der er derfor ikke adgang til fritagelse, hverken helt eller delvist, for én enkelt ydelse, der delvist kan henføres til investeringsforeningsaktiviteter og delvist til andre formål. Evt. særskilt fakturering eller opdeling af aftalegrundlaget kan ikke medføre et andet resultat".

Når Spørger fremadrettet skal levere Y1-ydelserne under særskilte aftaler med den enkelte foreninger hhv. kapitalforvalteren, udgør det efter vores opfattelse ikke en kunstig opdeling af fakturering og aftalegrundlag. Y1-ydelserne opdeles ikke, men de leveres fremadrettet blot under aftaler direkte med den enkelte forening og ikke til foreningernes fælles kapitalforvalter, som tidligere anvendte de tilsvarende ydelser bl.a. ved sin egen forvaltning af foreningerne.

Der er endvidere ikke tale om en opdeling af fakturering eller aftalegrundlag med henblik på at levere henholdsvis momsfrie og momspligtige dele af én ydelse til en enkelt kunde, da de enkelte foreninger og kapitalforvalteren fremadrettet er selvstændige kunder, som aftager selvstændige ydelser.

Med anmodningen om bindende svar ønsker Spørger således bekræftet, at levering af Y1-ydelser under aftaler indgået direkte med de to investeringsforeninger ikke falder under anvendelsesområde for praksisændringen udmeldt ved SKM2023.259.SKTST, når ydelserne i den enkelte forening alene anvendes til momsfri investeringsforeningsaktivitet.

Ovenstående kan efter vores opfattelse bekræftes, da levering af Y1-ydelser under aftaler indgået med den enkelte forening i henhold til momslovens § 4, stk. 1, udgør særskilte afgiftspligtige leverancer til to forskellige kunder, mens den påtænkte leverance til kapitalforvalteren udgør en tredje særskilt afgiftspligtig leverance.

Udgangspunktet i momslovens § 4, stk. 1 er, at der skal betales moms af varer og ydelser, der bliver leveret mod vederlag her i landet af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab.

Om levering mod vederlag følger af praksis fra EU-Domstolen, se C-242/18, UniCredit Leasing; "at kvalificeringen af "en transaktion mod vederlag" blot forudsætter at der består en direkte sammenhæng mellem leveringen af varer eller tjenesteydelser og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. En sådan direkte sammenhæng foreligger, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse som leveres til modtageren".

Det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der tages hensyn til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed.

Som det fremgår af de faktiske forhold, bliver der indgået særskilte aftaler mellem Spørger og den enkelte forening for: - levering af Y1-ydelser, omfang og indhold heraf - fakturering, og - investeringsforeningens betaling til Spørger.

Der består således alene et retsforhold mellem Spørger og den enkelte forening, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser.

Spørger har ikke i relation til leveringen til den enkelte forening en aftale med kapitalforvalteren og kan ikke rette krav mod denne for forhold omfattet af aftalen indgået med en af foreningerne.

For den enkelte investeringsforening anvendes de nævnte Y1-ydelser til at gennemføre foreningens investeringsstrategi, både for så vidt angår foreningens aktuelle portefølje, men også i forhold til potentielle og/eller fremtidige investeringer.

Aftalen indebærer, at Spørger leverer ydelser til den enkelte investeringsforening, og ydelserne anvendes direkte til foreningens eget brug.

Det forhold, at den enkelte investeringsforenings investeringsstrategi gennemføres af en investeringskomite bestående af ansatte hos den enkelte forenings kapitalforvalter, der arbejder ud fra et givent investeringsmandat, ændrer ikke på, at ydelserne anvendes til foreningens eget brug.

Det forhold, at de to foreninger forvaltes af ét og samme kapitalforvaltningsselskab, ændrer heller ikke på, at aftalerne om levering af ydelserne er indgået direkte med den enkelte forening og indebærer levering af ydelser til den enkelte forenings eget brug.

Eftersom den enkelte aftale alene statuerer et retsforhold mellem Spørger, som tjenesteyder, og den enkelte forening, som modtager, og dette retsforhold vedrører en gensidig udveksling af ydelser, er det således vores opfattelse, at ydelserne er leveret direkte til den enkelte forening og ikke til kapitalforvalteren. Leverancerne til de to investeringsforeninger kan heller ikke anses for at være én leverance samlet til begge foreninger.

Denne forståelse vil være i overensstemmelse med den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, hvor Y1-ydelserne af den enkelte investeringsforening anvendes til brug for gennemførsel af foreningens egne investeringsbeslutninger gennem den udpegede investeringskomite, og investeringsforeningen bærer sine egne omkostninger direkte, når Spørger indgår aftale direkte med og udsteder fakturaer direkte til investeringsforeningen.

Spørgsmålet kan herefter besvares "Ja".

Det forhold at Spørger måtte vælge også at levere Y1-ydelser til foreningernes kapitalforvalter ved en særskilt aftale, som kapitalforvalteren anvender ved udøvelse af momspligtig diskretionær formueforvaltning, ændrer efter vores opfattelse ikke på, at ydelserne over for de to foreninger udgør særskilte leverancer til hver af foreningerne.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger i henhold til det beskrevne faktum anses for at foretage særskilte leverancer af forvaltning Y1-ydelser til 2 investeringsforeninger og ikke én leverance til deres fælles kapitalforvalter, når aftalerne om levering af Y1-ydelser er indgået med den enkelte investeringsforening, så Spørgers leverancer til de to investeringsforeninger ikke er momspligtige.

Det kan ved besvarelsen lægges til grund, at Y1-ydelser udgør formueforvaltningsydelser, og at foreningerne er investeringsforeninger iht. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Der er tale om en påtænkt disposition.

Begrundelse

Der skal betales moms af varer og ydelser der leveres mod vederlag her i landet af en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3 og 4, stk. 1. Forvaltning af investeringsforeninger er dog fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

På baggrund af de faktiske oplysninger og Spørgers argumentation finder Skattestyrelsen, at der skal tages stilling til, om det er i overensstemmelse med den økonomiske virkelighed, når Spørger argumenterer for, at der leveres to selvstændige ydelser til to forskellige investeringsforeninger eller i realiteten én ydelse til investeringsforeningernes forvalter. Vurderingen har betydning for, om ydelserne eller ydelsen skal pålægges moms i det omfang mindst én af de to investeringsforeninger ikke kan anses for at være en investeringsforening i momslovens 13, stk. 1, litra f`s forstand.

EU-Domstolen har i sag C-231/19, Blackrock, præmis 52, anført, at artikel 135, stk. 1, litra g i momssystemdirektivet, omhandlende momsfri forvaltning af investeringsforeninger, skal fortolkes således, at én enkelt forvaltningsydelse, der leveres via en softwareplatform tilhørende en tredjepartsleverandør til et fondsforvaltningsselskab, der forvalter såvel investeringsforeninger som andre fonde, som ikke opfylder bestemmelsens afgrænsning af begrebet investeringsforening, ikke er omfattet af den fritagelse, der er fastsat i bestemmelsen.

På baggrund af dommen udstedte Skattestyrelsen styresignalet SKM2023.259.SKTST. Heraf fremgår det, at Skattestyrelsen forstår præmisserne 47-49 i dommen sådan, at det er en betingelse for momsfritagelsen efter bestemmelsen om forvaltning af investeringsforeninger, at ydelserne alene anvendes til brug for forvaltning af investeringsforeninger (investeringsforeningsaktiviteter).

Jf. styresignalet er der derfor ikke adgang til fritagelse, hverken helt eller delvist, for én enkelt ydelse, der delvist kan henføres til investeringsforeningsaktiviteter og delvist til andre formål. Evt. særskilt fakturering eller opdeling af aftalegrundlaget kan ikke medføre et andet resultat.

Skattestyrelsen skal bemærke, at ovennævnte ikke skal forstås således, at der ikke kan indgås to eller flere reelle individuelle aftaler med to eller flere aftagere om levering af to eller flere individuelle forvaltningsydelser.

Ovennævnte skal forstås således, at levering af det, der kan kvalificeres som én enkelt ydelse, ikke kan opdeles i to blot ved at dele faktureringen og/eller aftalegrundlaget op i to dele.

Det følger af EU-Domstolens praksis, at en afgiftspligtig person, der med henblik på at opnå et bestemt økonomisk mål har valget mellem forskellige måder at indrette sig på, i egen interesse kan træffe sin beslutning under hensyntagen til momsordningens objektive karakter. Se fx sag C-108/99, Cantor Fitzgerald International, præmis 33 og sag C-255/02, Halifax plx, præmis 73. Det står således som udgangspunkt parterne i anmodningen frit for, hvem de ønsker at indgå aftaler med.

Det følger dog også af EU-Domstolens faste praksis, at det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der tages hensyn til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed. Da den kontraktmæssige situation almindeligvis afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed ved transaktionerne og for at opfylde retssikkerhedskravene, udgør de relevante kontraktvilkår et element, der skal tages i betragtning, når det drejer sig om at identificere leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af ydelser". Det kan imidlertid vise sig, at visse kontraktvilkår ikke fuldstændig afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed. Dette vil særligt være tilfældet, hvis det viser sig, at de pågældende kontraktvilkår udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke svarer til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed. Se EU-Domstolens dom i sag C-653/11, Paul Newey, præmis 42-45.

Det følger således af dommen, at kontraktvilkår - skønt de udgør et forhold, der skal tages i betragtning - ikke er eneafgørende for identifikationen af leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af ydelser" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momslovens § 4, stk. 1, og momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c, og artikel 24, stk. 1. Som det fremgår, kan kontraktvilkårene tilsidesættes, hvis det viser sig, at de ikke afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, men udgør et rent kunstigt arrangement, som alene er gennemført med henblik på at opnå en afgiftsmæssig fordel.

For så vidt angår EU-Domstolens hensyntagen til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed henvises desuden til sag C-185/01, Auto Lease Holland, præmis 35-36, De forenede sager C-53/09 og C-55/09, Loyalty Management UK og Baxi Group, præmis 39 og 40 og sag C-333/20, Berlin Chemie A. Menarini, præmis 39.

Skattestyrelsen skal ligeledes henvise til Skatterådets bindende svar i SKM2023.609.SR. Heri fandt Skatterådet, at det var i overensstemmelsen med den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, at et selskabs ydelser blev leveret til kunde "A" og ikke kunde "B".

For så vidt angår EU-Domstolens faste praksis om at fordele, som følger af momssystemdirektivets bestemmelser, ikke kan gøres gældende, når de transaktioner mv., der begrunder denne ret, udgør et misbrug, kan henvises til EU-Domstolens sag C-255/02, Hallifax og sag C-251/16, Cussens m.fl.

Konstateringen af misbrug kræver, at følgende betingelser er opfyldt:

Der vil blive opnået en momsfordel, som det ville stride mod formålet med de relevante bestemmelser at tildele, selv om disse bestemmelser formelt er overholdt.

Det skal også fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en momsfordel.

Ved vurderingen af hovedformålet kan transaktionernes rent kunstige karakter sammen med juridiske, økonomiske og/eller personlige forbindelser mellem de aktører, der tager del i konstruktionen vedrørende lettelse af afgiftsbyrden, tages i betragtning. Jf. fx sag C-255/02, Halifax plx., præmis 81.

Spørger i nærværende sag leverer Y1-ydelser på produktet Danske Aktier til en række forskellige kunder, herunder investeringsforeninger, som anvender ydelserne til brug for at træffe investeringsbeslutninger.

Som ønsket af Spørger lægges det til grund, at ydelserne opfylder betingelserne for at være en forvaltningsydelse omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Det lægges således til grund, at ydelserne er blevet individuelt tilpasset til den konkrete kunde, jf. Den juridiske vejledning afsnit D.A.5.11.9.3 og det heri indarbejdede styresignal SKM2023.258.SKTST. Der er således ikke ved svaret taget stilling til, hvorvidt de aktuelle Y1-ydelser reelt er individuelt tilpassende.

Spørger påtænker levering af Y1-ydelser til to investeringsforeninger. Ifølge det oplyste vil der blive indgået individuelle aftaler med hver af de to investeringsforeninger om levering af ydelserne.

Den enkelte forening har ikke egne ansatte, hvorfor foreningen overfor Spørger repræsenteres af ansatte hos foreningens kapitalforvalter. Foreningerne forvaltes af samme kapitalforvalter. Tidligere blev der indgået én aftale med forvalteren om levering af tilsvarende Y1-ydelser til begge investeringsforeninger.

Spørger påtænker også stadigvæk at indgå en aftale med og levere Y1-ydelser til foreningernes fælles kapitalforvalter, som af kapitalforvalteren anvendes ved diskretionær formueforvaltning for en række andre kunder.

I aftalen mellem Spørger og den enkelte forening aftales pris for leverancen, og på baggrund af den indgåede aftale udstedes fakturaer med foreningen som køber. Foreningen vil således direkte bære sin egen omkostning forbundet med Spørgers levering af Y1-ydelser, som anvendes ved foreningens investeringsbeslutninger.

På baggrund af en række foreningsrelevante parametre modtager den enkelte investeringsforening dagligt en e-mail med link til relevante Y1 rapporter for foreningen på Danske Aktier. E-mailen med link til rapporterne vil blive adresseret til den enkelte forening og leveret til en e-mailadresse, anvist af foreningen, der tilhører kapitalforvalteren. Det samme vil anden korrespondance vedrørende foreningerne.

Skattestyrelsen skal indledningsvist bemærke, at det er normalt at en investeringsforening ikke har nogen ansatte og derfor forvaltes af en kapitalforvalter. Dette bevirker efter Skattestyrelsens opfattelse ikke, at alle ydelser leveret til investeringsforeningen på den baggrund skal anses for at være leveret til kapitalforvalteren, blot fordi forvalteren anvender disse i forbindelse med forvaltningen af investeringsforeningen.

Som sagen er forelagt, finder Skattestyrelsen, at det er i overensstemmelsen med den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, at det påtænkes at indgå individuelle aftaler med de to investeringsforeninger om levering af forvaltningsydelser, og at der i øvrigt ikke er tale om misbrug af momsreglerne. I det omfang den enkelte forvaltningsforening kan kvalificeres om værende en investeringsforening i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f´s forstand, vil ydelsen derfor være momsfri.

Skattestyrelsen lægger vægt på, at foreningerne i henhold til det oplyste, vil indgå som aftalepart, bære den økonomiske omkostning ved aftalen og i øvrigt være den der som part får gavn af Y1-ydelsen. Det faktum at aftalen tidligere (for nuværende) er indgået med kapitalforvalteren, der anvender ydelsen i forbindelse med forvaltningen, og at kapitalforvalteren afholder møder med Spørger på vegne af begge investeringsforeninger samtidig, kan ikke føre til et andet resultat.

Skattestyrelsen skal endelig bemærke, at hverken forvalter eller investeringsforeningerne er en del af Spørgers koncern eller relateret hertil.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momsloven

§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

[…]

11) Følgende finansielle aktiviteter:

[…]

f) Forvaltning af investeringsforeninger.

Momssystemdirektivet

Artikel 135

1.   Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

[…]

g) Forvaltning af investeringsforeninger, således som disse er fastsat af medlemsstaterne

Praksis

EU-domstolens dom i sag C-108/99, Cantor Fitzgerald International

Udlejning af fast ejendom i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra b)'s forstand består grundlæggende i, at ejeren af en fast ejendom mod betaling af leje og for en aftalt periode overlader lejeren brugsretten til sin ejendom og retten til at udelukke andre herfra (jf. i samme retning domme af 12.9.2000, sag C-358/97, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6301, præmis 52-57, og sag C-359/97, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 6355, præmis 64-69, samt dom af 4.10.2001, sag C-326/99, Goed Wonen, trykt i dette bind af Samling af Afgørelser, præmis 55).

Domstolen udtaler i præmis 33:

"En sådan antagelse ville stride mod de formål med momssystemet, som er at fremme retssikkerheden og sikre en korrekt og enkel anvendelse af de fritagelser, der er fastsat i sjette direktivs artikel 13. Det bemærkes i den forbindelse, at der for at lette de handlinger, som er forbundet med momsens anvendelse - bortset fra undtagelsestilfælde - skal lægges vægt på den pågældende transaktions objektive karakter (jf. dom af 6.4.1995, sag C-4/94, BLP Group, Sml. I, s. 983, præmis 24). En afgiftspligtig, der med henblik på at opnå et bestemt økonomisk mål har valget mellem fritagne og afgiftspligtige transaktioner, skal således i egen interesse regelmæssigt træffe sin beslutning under hensyntagen til momsordningens objektive karakter (jf. i denne retning BLP-dommen, præmis 25 og 26). Princippet om afgiftsneutralitet indebærer ikke, at en afgiftspligtig, der har valget mellem to transaktioner, kan vælge den ene og gøre virkningerne af den anden gældende."

EU-Domstolens dom i sag C-185/01, Auto Lease Holland

Sagen omhandler moms og hvem der får leveret en ydelse. I forbindelse med sagen udtalte EU-Domstolen bl.a.:

35.Opfattelsen af, at brændstoffet leveres til Auto Lease, idet leasingtageren køber brændstoffet i Auto Leases navn og for Auto Leases regning, der lægger prisen for godet ud, kan ikke tiltrædes. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er leveringerne kun tilsyneladende gennemført for Auto Leases regning. Dels er de månedlige rater, der betales til Auto Lease, blot et forskud. Dels er det leasingtageren, der indestår for betalingen af det faktiske forbrug, der opgøres ved årets udgang, og leasingtageren bærer derfor udgifterne ved brændstofleveringen i deres helhed.

36. Aftalen om brændstofadministration er således ikke en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Auto Lease køber ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren køber brændstoffet og vælger frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Auto Lease fungerer i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren.

37. Det forelagte spørgsmål skal herefter besvares med, at sjette direktivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at der ikke foreligger en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager, såfremt en leasingtager påfylder det leasede køretøj brændstof på tankstationer, selv om påfyldningen foretages i leasinggivers navn og for dennes regning.

EU-domstolens dom i sag C-255/02, Halifax m.fl.

Sagen omhandlede en bank (med begrænset momsfradragsret) og 3. mands opførelse af fast ejendom (med fuld momsfradragsret) med henblik på udlejning til banken og om dagældende 6. momsdirektiv skulle fortolkes således, at det ikke gav afgiftspligtige personer ret til at fratrække indgående moms, når de transaktioner, der begrundede denne ret, udgjorde et misbrug. I sagen har EU-Domstolen blandt andet udtalt:

68. Uanset denne konstatering bemærkes det, at ifølge fast retspraksis kan fællesskabsretten ikke gøres gældende af borgerne med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (jf. bl.a. dom af 12.5.1998, sag C-367/96, Kefalas m.fl., Sml. I, s. 2843, præmis 20, af 23.3.2000, sag C-373/97, Diamantis, Sml. I, s. 1705, præmis 33, og af 3.3.2005, sag C-32/03, Fini H, Sml. I, s. 1599, præmis 32).

69. Således kan anvendelsesområdet for fællesskabsretten ikke udvides til at dække erhvervsdrivendes retsstridige transaktioner, dvs. transaktioner som ikke har fundet sted som led i almindelige kommercielle transaktioner, men alene har haft til formål retsstridigt at opnå fordele hjemlet i fællesskabsretten (jf. i denne retning bl.a. dom af 11.10.1977, sag 125/76, Cremer, Sml. s. 1593, præmis 21, og af 3.3.1993, sag C-8/92, General Milk Products, Sml. I, s. 779, præmis 21, samt Emsland-Stärke-dommen, præmis 51).

70. Dette princip om forbud mod misbrug finder også anvendelse på momsområdet.

71. Således er bekæmpelse af afgiftssvig, afgiftsunddragelse og muligt misbrug et formål, som anerkendes og støttes i sjette direktiv (jf. dom af 29.4.2004, forenede sager C-487/01 og C-7/02, Gemeente Leusden og Holin Groep, Sml. I, s. 5337, præmis 76).

72. Som Domstolen imidlertid allerede gentagne gange har gange fastslået, skal fællesskabslovgivningen tillige være klar, og de retsundergivne må kunne forudse dens anvendelse (jf. bl.a. dom af 22.11.2001, sag C-301/97, Nederlandene mod Rådet, Sml. I, s. 8853, præmis 43). Dette krav om en klar retstilstand gælder med særlig styrke, når der er tale om bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art, således at de berørte kan få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem (jf. bl.a. dom af 15.12.1987, sag 326/85, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 5091, præmis 24, og af 29.4.2004, sag C-17/01, Sudholz, Sml. I, s. 4243, præmis 34).

73. Desuden følger det af retspraksis, at en erhvervsdrivendes valg mellem fritagne og afgiftspligtige transaktioner kan begrundes ved en flerhed af elementer, herunder navnlig overvejelser af fiskal karakter angående momsordningens objektive art (jf. bl.a. BLP Group-dommen, præmis 22, og dom af 9.10.2001, sag C-108/99, Cantor Fitzgerald International, Sml. I, s. 7257, præmis 33). Når den afgiftspligtige person kan vælge mellem to transaktioner, påbyder sjette direktiv ikke den pågældende at vælge den transaktion, der medfører betaling af den højeste moms. Således som generaladvokaten har anført i forslagets punkt 85, har afgiftspligtige personer tværtimod ret til at vælge en sådan struktur for virksomhedsdriften, at deres afgiftstilsvar reduceres.

74. Henset til disse betragtninger fremgår det, at konstatering af et misbrug på momsområdet for det første kræver, at de omhandlede transaktioner - selv om de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet - ville indebære, at der blev opnået en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele.

75. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er opnåelsen af en afgiftsfordel. Således som generaladvokaten har præciseret i forslagets punkt 89, mister forbuddet mod misbrug sin relevans, når der kan være en anden begrundelse for de omhandlede transaktioner end blot at opnå afgiftsfordele.

EU-Domstolens Dom i de forenede sager C-53/09 og C-55/09, Loyalty Management UK og Baxi Group

Sagerne omhandler moms og salgsfremmeordninger. I forbindelse med sagen udtalte EU-Domstolen bl.a.:

39. Det bemærkes endvidere, at det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der tages hensyn til den økonomiske virkelighed (jf. dels hvad angår begrebet hjemsted for økonomisk virksomhed på momsområdet, dom af 20.2.1997, sag C-260/95, DFDS, Sml. I, s. 1005, præmis 23, og af 28.6.2007, sag C-73/06, Planzer Luxembourg, Sml. I, s. 5655, præmis 43, dels hvad angår fastlæggelsen af modtageren af en levering af goder analogt dom af 6.2.2003, sag C-185/01, Auto Lease Holland, Sml. I, s. 1317, præmis 35 og 36).

40. I lyset af disse betragtninger skal for det første karakteren af de transaktioner, der er gennemført inden for rammerne af de i hovedsagerne omhandlede loyalitetsprogrammer, fastlægges med henblik på besvarelsen af de forelagte spørgsmål.

EU-domstolens dom i sag C-653/11, Paul Newey

En britisk låneformidler oprettede et selskab på Jersey (uden for EU's momsområde). Herefter leverede Jersey-selskabet låneformidlingsydelserne, men ved hjælp af låneformidleren som underleverandør. Reklame rettet mod potentielle låntagere var afgørende for låneformidlingsaktiviteten. Jersey-selskabet indkøbte reklameydelserne fra et andet Jersey-selskab, som ikke var forbundet med låneformidleren eller dennes eget Jersey-selskab. Reklameydelserne var efter momslovgivningen på Jersey ikke pålagt moms. Imidlertid indkøbte Jersey-reklameselskabet reklameydelserne fra britiske reklamebureauer uden britisk moms, idet ydelserne blev anset for at have momsmæssigt beskatningssted på Jersey. Den britiske låneformidler var ikke af sit selskab på Jersey bemyndiget til at træffe aftale på selskabets vegne om køb af reklameydelserne. Han havde imidlertid beføjelse til at godkende indholdet af reklamerne, og han arbejdede med henblik herpå sammen med en ansat hos et britisk reklamebureau. Som følge af møder mellem de to, fremsendte denne medarbejder hos reklamebureauet anbefalinger til Jersey-reklameselskabet. Jersey-reklameselskabet fremsendte herefter anbefalinger til direktørerne for låneformidlerens selskab på Jersey, der efter at have modtaget disse hver uge mødtes for at tage stilling til de påtænkte reklameudgifter. I praksis blev ingen af disse anbefalinger forkastet.

Domstolen udtaler:

"42. Hvad nærmere bestemt angår værdien af kontraktvilkår i forbindelse med kvalificeringen af en afgiftspligtig transaktion skal der henvises til Domstolens praksis, hvorefter det er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem, at der tages hensyn til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed (jf. i denne retning dom af 7.10.2010, forenede sager C-53/09 og C-55/09, Loyalty Management UK og Baxi Group, Sml. I, s. 9187, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis).

43. Da den kontraktmæssige situation almindeligvis afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed ved transaktionerne og for at opfylde retssikkerhedskravene, udgør de relevante kontraktvilkår et element, der skal tages i betragtning, når det drejer sig om at identificere leverandøren og modtageren i forbindelse med en »levering af tjenesteydelser« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktivs artikel 2, nr. 1), og artikel 6, stk. 1.

44. Det kan imidlertid vise sig, at visse kontraktvilkår ikke fuldstændig afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed.

45. Dette vil særligt være tilfældet, hvis det viser sig, at de pågældende kontraktvilkår udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke svarer til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed.

46. Domstolen har således ved flere lejligheder fastslået, at bekæmpelse af afgiftssvig, afgiftsunddragelse og muligt misbrug er et formål, som anerkendes og støttes i sjette direktiv (dommen i sagen Halifax m.fl., præmis 71 og den deri nævnte retspraksis), og at princippet om forbud mod rettighedsmisbrug således medfører et forbud mod rent kunstige arrangementer, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, og som blot foretages med henblik på opnåelse af en afgiftsmæssig fordel (jf. dom af 22.5.2008, sag C-162/07, Ampliscientifica og Amplifin, Sml. I, s. 4019, præmis 28, af 27.10.2011, sag C-504/10, Tanoarch, Sml. I, s. 10853, præmis 51, og af 12.7.2012, sag C-326/11, J.J. Komen en Zonen Beheer Heerugowaard, præmis 35).

47. I hovedsagen er det ubestridt, at det formelt følger af kontraktvilkårene, at Alabaster havde leveret låneformidlingsydelserne til långiverne, og at selskabet var modtager af de af Wallace Barnaby leverede reklameydelser.

48. Henset til den økonomiske virkelighed omkring de forretningsmæssige forbindelser mellem dels Paul Newey, Alabaster og långiverne dels Paul Newey, Alaba-ster og Wallace Barnaby, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen og særligt de faktiske forhold, som Upper Tribunal (Tax and Chancery Chamber) har nævnt i tredje spørgsmål, kan det imidlertid ikke udelukkes, at den reelle anvendelse og brug af de i hovedsagen omhandlede ydelser fandt sted i Det Forenede Kongerige til fordel for Paul Newey.

49. Det tilkommer den forelæggende ret ved en gennemgang af alle omstændigheder i hovedsagen at undersøge, om kontraktvilkårene ikke reelt afspejler den økonomiske virkelighed, og om det er Paul Newey og ikke Alabaster, der reelt var leverandør af de omhandlede låneformidlingsydelser og modtager af de af Wallace Barnaby leverede reklameydelser."

EU-domstolens dom i sag C-333/20, Berlin Chemie A. Menarini SRL

Artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008, og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at et selskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i én medlemsstat, ikke har et fast forretningssted i en anden medlemsstat med den begrundelse, at dette selskab har et datterselskab dér, som stiller menneskelige og tekniske midler til rådighed for dette i medfør af aftaler, hvorved datterselskabet til selskabet eksklusivt leverer markedsføringsydelser, lovpligtige ydelser, reklameydelser og agenturydelser, der kan øve en direkte indflydelse på dets salgsvolumen.

EU-domstolens dom i sag C-251/16, Cussens m.fl.

Sagen omhandler salg af fast ejendom og anvendelsen af misbrugsprincippet i EU-rettens forstand. I forbindelse med sagen har EU-domstolen blandt andet udtalt følgende:

27. Det bemærkes derimod, at princippet om forbud mod misbrug, som er anvendt på momsområdet i den retspraksis, der følger af Halifax-dommen, ikke udgør en regel, som er fastsat ved et direktiv, men er baseret på den faste retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 68 og 69, hvorefter borgerne for det første ikke kan gøre EU-retten gældende med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (jf. bl.a. dom af 12.5.1998, Kefalas m.fl., C-367/96, EU:C:1998:222, præmis 20, af 23.3.2000, Diamantis, C-373/97, EU:C:2000:150, præmis 33, og af 3.3.2005, Fini H, C-32/03, EU:C:2005:128, præmis 32), og hvor anvendelsen af EU-retten for det andet ikke kan udvides til at dække erhvervsdrivendes retsstridige transaktioner (jf. i denne retning bl.a. dom af 11.10.1977, Cremer, 125/76, EU:C:1977:148, præmis 21, af 3.3.1993, General Milk Products, C-8/92, EU:C:1993:82, præmis 21, og af 14.12.2000, Emsland-Stärke, C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 51).

31. Princippet om forbud mod misbrug, således som anvendt på momsområdet i den retspraksis, der følger af Halifax-dommen, har således den almene rækkevidde, som i sagens natur er kendetegnende for de generelle EU-retlige principper (jf. analogt dom af 15.10.2009, Audiolux m.fl., C-101/08, EU:C:2009:626, præmis 50).

32. Det skal desuden tilføjes, at ifølge Domstolens praksis er nægtelsen af en rettighed eller en fordel på grund af forhold, der har karakter af misbrug eller svig, blot en konsekvens af konstateringen af, at de objektive betingelser for, at den tilstræbte fordel kan opnås, i tilfælde af misbrug eller svig, faktisk ikke er opfyldt, og at en sådan nægtelse således ikke kræver et specifikt retsgrundlag (jf. i denne retning dom af 14.12.2000, Emsland-Stärke, C-110/99, EU:C:2000:695, præmis 56, Halifax-dommen, præmis 93, og dom af 4.6.2009, Pometon, C-158/08, EU:C:2009:349, præmis 28).

33. Princippet om forbud mod misbrug kan dermed gøres gældende over for en afgiftspligtig person for navnlig at nægte vedkommende retten til momsfritagelse, også selv om der ikke findes bestemmelser i national ret, som foreskriver en sådan nægtelse (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, Schoenimport »Italmoda« Mariano Previti m.fl., C-131/13, C-163/13 og C-164/13, EU:C:2014:2455, præmis 62).

46. Det bemærkes, at når der er konstateret et misbrug, skal de transaktioner, der indgår heri, omdefineres med henblik på at reetablere den situation, der ville have foreligget, hvis de transaktioner, der udgør dette misbrug, ikke var blevet foretaget. Denne omdefinering må imidlertid ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre den korrekte opkrævning af moms og forhindre afgiftsunddragelse (jf. i denne retning Halifax-dommen, præmis 92, 94 og 98, og dom af 22.12.2010, Weald Leasing, C-103/09, EU:C:2010:804, præmis 48 og 52).

EU-domstolens dom i sag C-231/19, Blackrock

Sagen omhandler forvaltning af investeringsforeninger og hvorvidt der var tale om én eller flere ydelser i momsmæssig henseende. I forbindelse med sagen udtalte EU-Domstolen bl.a.:

32. Det bemærkes imidlertid, at Det Forenede Kongerige ikke i virkeligheden har været i stand til at udskille et hovedelement og et sekundært element af den i hovedsagen omhandlede ydelse, men har begrænset sig til at sondre mellem to anvendelser af samtlige de ydelser, der tilbydes via platformen Aladdin, hvor den ene består i at forvalte investeringsforeninger og den anden i at forvalte andre fonde.

33. Det fremgår endvidere ikke af forelæggelsesafgørelsen, om det ville være muligt inden for den ydelse, der leveres via en platform som den i hovedsagen omhandlede at udskille hovedydelser og sekundære ydelser. Ydelserne bestående i markedsanalyser, kontrol af performance og risikovurdering, kontrol af, om lovgivningen overholdes, og implementering af transaktioner svarer til de efterfølgende skridt, der alle er lige nødvendige for en vellykket gennemførelse af investeringstransaktioner. En sådan ydelse må følgelig anses for én enkelt ydelse bestående af forskellige elementer af lige stor betydning.

34. Domstolen har endvidere allerede fastslået, at porteføljeforvaltning er én enkelt ydelse bestående af en ydelse, der består i analyse og overvågning af investorkundens formue, og en ydelse bestående i selve købet og salget af værdipapirerne, idet de begge ligeledes er nødvendige for leveringen af den samlede ydelse (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Deutsche Bank, C-44/11, EU:C:2012:484, præmis 26 og 27).

35. I anden række fremgår det af selve den omstændighed, at en transaktion bestående af flere bestanddele kvalificeres som én enkelt ydelse, at der skal anvendes den samme momssats på denne transaktion. Hvis medlemsstaterne fik mulighed for at beskatte de forskellige bestanddele, der udgør én enkelt ydelse, med de forskellige momssatser, der gælder for de pågældende bestanddele, ville det således føre til en kunstig opdeling af ydelsen og kunne ændre momssystemets sammenhæng (dom af 18.1.2018, Stadion Amsterdam, C-463/16, EU:C:2018:22, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

47. I fjerde række bemærkes, at Domstolen har fastslået, at for at kunne betegnes som fritagne transaktioner i denne bestemmelses forstand skal de ydelser, som leveres af en tredjepartsadministrator, set under ét, udgøre en særskilt helhed, der skal være specifikke og væsentlige for forvaltningen af investeringsforeninger (jf. i denne retning dom af 4.5.2006, Abbey National, C-169/04, EU:C:2006:289, præmis 70 og 71, og af 7.3.2013, GfBk, C-275/11, EU:C:2013:141, præmis 21).

48. I den foreliggende sag er der mellem parterne i hovedsagen imidlertid enighed om at anerkende, at den pågældende ydelse er skabt med henblik på forvaltning af investeringer af forskellig art, og at den kan anvendes uden forskel på forvaltning af investeringsforeninger og forvaltning af andre fonde. Denne ydelse kan således ikke anses for at være specifik for forvaltningen af investeringsforeninger.

49. En levering af tjenesteydelser som den i hovedsagen omhandlede opfylder følgelig ikke betingelserne for at omfattes af den fritagelse, der er fastsat i momsdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).

52. Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 135, stk. 1, litra g), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at én enkelt forvaltningsydelse, der leveres via en softwareplatform tilhørende en tredjepartsleverandør til et fondsforvaltningsselskab, der forvalter såvel investeringsforeninger som andre fonde, ikke er omfattet af den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse.

SKM2023.609.SR

Spørger (selskabet A) leverer ydelser (ydelse A) til danske kunder (kunde A). Selskabet A er en del af en koncern, i hvilken selskabet B også indgår. De to selskaber har samme ultimative ejer, men udfører forskellige aktiviteter. Selskabet B leverer ydelser (ydelse B) til danske kunder (kunde B). Kunde B er forpligtede til at levere ydelse A til selskabet B.

Ydelse A anvendes af kunden til at forhandle og aftale omfanget af den indgåede aftale mellem kunden og selskabet B. Kunde A anvender også ydelse A til at træffe kommercielle beslutninger, herunder til at vurdere om der skal indgås en salgstransaktion med en potentiel kunde (C), til at vurdere og fastlægge relevante betalings- og forretningsvilkår i forhold for den potentielle kunde, samt til at vurdere om der skal indgås nye aftaler med den potentielle kunde. Også selskab B anvender ydelse A til at forhandle, evt. genforhandle, og aftale omfanget af den indgåede aftale mellem kunden og selskabet B.

Inden starten på en aftale mellem selskab B og kunde B har kunden mulighed for at fravælge ydelsesaftalen med selskabet A og vælge et andet alternativt produkt (dvs. vælge en anden leverandør af ydelse A).

Hvis forskellene i de kommercielle vilkår og dækning, herunder pris, i aftalen mellem selskab B og kunde B i forbindelse med alternative produkter alene skyldes, at selskabet A´s ydelse og ydelse A fra en tredjepart ganske vist er sammenlignelige, men ikke er identiske, og/eller de forøgede administrative omkostninger ved at behandle ydelse A fra en tredjepart, fandt Skatterådet, at det må anses for at være i overensstemmelse den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed at anerkende, at Selskabet A’s ydelser bliver leveret til kunde A, og ikke til det koncernforbundne selskabet B.

SKM2023.259.SKTST

Skattestyrelsen ændrer på baggrund af EU-Domstolens dom i sag C-231/19, Blackrock, dansk praksis vedrørende fritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger.

Praksisændringen betyder, at den hidtidige delvise momsfritagelse for forvaltningsydelser, der delvist kan henføres til investeringsforeningsaktiviteter og delvist til andre formål, ophæves.

[…]

5. Ny praksis

Som nævnt ovenfor har EU-Domstolen i sag C-231/19, Blackrock, anført:

"Artikel 135, stk. 1, litra g), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at én enkelt forvaltningsydelse, der leveres via en softwareplatform tilhørende en tredjepartsleverandør til et fondsforvaltningsselskab, der forvalter såvel investeringsforeninger som andre fonde, ikke er omfattet af den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse."

Sagen for EU-Domstolen omhandler en underleverandør til en kapitalforvalter. Efter Skattestyrelsens opfattelse har dommen imidlertid også betydning i forbindelse med leverancer direkte til en investeringsforening. Dette skyldes Domstolens begrundelse i sagen.

Som nævnt ovenfor så fandt Domstolen, at ydelserne i sagen momsmæssigt udgjorde en sammensat ydelse, som det ville være kunstigt at opdele, jf. præmisserne 32-35.

Med andre ord udtaler Domstolen, sådan som Skattestyrelsen læser præmis 35, at hvis man tillader delvis momsfritagelse for ydelser, der netop anses for én ydelse momsmæssigt ud fra en betragtning om, at elementerne og handlingerne i den sammensatte ydelse er så nært forbundne, at de set under et udgør én enkelt ydelse, som det ville være kunstigt at opdele, så tillader man netop en kunstig opdeling. Delvis fritagelse er således udtryk for en kunstig opdeling, som er i modstrid med EU-retten.

Delvis fritagelse for forvaltningsydelser har efter hidtidig praksis især haft betydning i to tilfælde. For det første har det haft betydning for investeringsforeninger, der tilbyder sine medlemmer en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær. Jf. omtalen af SKM2015.734.SKAT ovenfor. For det andet har det haft betydning for investeringsinstitutter, der er opdelt i afdelinger, jf. SKM2019.548.SKTST.

SKM2015.734.SKAT er som nævnt præciseret i SKM2019.548.SKTST. Det fremgår heraf, at vurderingen af, om en pensionskunde i et pensionsinstitut bærer investeringsrisikoen, skal foretages særskilt for hver enkelt pensionsordning/pensionsprodukt. Det medfører efter Skattestyrelsens opfattelse, at pensionsinstitutter, der både har pensionsordninger/pensionsprodukter, der kan anses for investeringsforeninger, og pensionsordninger/pensionsprodukter, der ikke kan anses for investeringsforeninger, skal behandles på samme måde som investeringsforeninger, der tilbyder sine medlemmer en supplerende forsikringsdækning, der ikke alene er sekundær, og investeringsinstitutter, der er opdelt i afdelinger.

Efter SKM2015.734.SKAT og SKM2019.548.SKAT har disse investeringsinstitutter/pensionsinstitutter ret til delvis fritagelse for forvaltningsydelser, der både anvendes til forvaltning af investeringsforeningsaktiviteter og forvaltning af andre aktiviteter. Denne praksis kan efter BlackRock-dommen efter Skattestyrelsens vurdering ikke opretholdes. En sådan delvis fritagelse må anses for en kunstig opdeling, der er i modstrid med EU-retten, hvis ydelser, der leveres til investeringsforeningen/pensionsinstituttet, og som af foreningen/instituttet anvendes til begge typer aktiviteter, bliver delvis fritaget.

Dertil kommer, at det er Skattestyrelsens opfattelse, at præmisserne 47-49 skal forstås sådan, at det efter dommen er en betingelse for momsfritagelsen efter bestemmelsen om forvaltning af investeringsforeninger, at ydelserne alene anvendes til brug for forvaltning af investeringsforeninger (investeringsforeningsaktiviteter). En ydelse kan således ikke anses for specifik og væsentlig for forvaltningen af investeringsforeninger, hvis ydelsen både bruges til brug for investeringsforeningsaktiviteter og andre aktiviteter.

Der er derfor ikke adgang til fritagelse, hverken helt eller delvist, for én enkelt ydelse, der delvist kan henføres til investeringsforeningsaktiviteter og delvist til andre formål. Evt. særskilt fakturering eller opdeling af aftalegrundlaget kan ikke medføre et andet resultat. For så vidt angår spørgsmålet, om der foreligger én eller flere ydelser, henvises til Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit D.A.4.1.6. Modsat vil det ikke være til hinder for momsfritagelse for en ydelse, der opfylder betingelserne for fritagelse, at aftalegrundlaget også omfatter andre ydelser, eller at en faktura vedrørende ydelsen også omfatter andre ydelser. Om fakturareglerne, se Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit A.B.3.3.1.

Hvis ydelsen er udformet med henblik på forvaltning af investeringer af forskellig art og kan anvendes uden forskel til forvaltning af investeringsforeninger og til forvaltning af andre fonde, er ydelsen ikke omfattet af fritagelsen. Se styresignalet SKM2023.258.SKTST om EU-Domstolens dom i de forenede sager C-58/20, K og C-59/20, DBKAG.

Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.11.9.3

[…]

Tilpassede standardydelser

Præmisserne 56-61 i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-58/20, K, og C-59/20, DBKAG, skal efter Skattestyrelsens opfattelse fortolkes således, at det er en betingelse for, at en ydelse kan anses for at være specifik for forvaltning af investeringsforeninger, at ydelsen er udformet med henblik på og alene kan anvendes til forvaltning af investeringsforeninger. Det betyder, at hvis en ydelse er udformet med henblik på forvaltning af investeringer af forskellige art, og uden forskel kan anvendes til forvaltning af investeringsforeninger og til forvaltning af andre fonde, er ydelsen ikke omfattet af fritagelsen. Se det nu ophævede styresignal SKM2023.258.SKTST, der har virkning fra 7. december 2023.

Ydelser, der umiddelbart fremstår generiske

EU-Domstolens dom i sag C-275/11, GfBk, er stadigvæk udtryk for gældende ret, jf. henvisningerne til og gengivelsen af dommen i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-58/20, K, og C-59/20, DBKAG.

Efter Skattestyrelsens opfattelse må EU-Domstolen derved have vurderet, at de ydelser, som er momsfritagne efter EU-Domstolens dom i sag C-275/11, GfBk, ikke er ydelser, der er udformet med henblik på forvaltning af investeringer af forskellige art. Der er med andre ord ikke tale om ydelser, som uden forskel kan anvendes til forvaltning af investeringsforeninger og til forvaltning af andre fonde.

En ydelse, der umiddelbart forekommer at være generisk, kan således efter Skattestyrelsens opfattelse være specifik for forvaltning af en investeringsforening, hvis ydelsen tilpasses til den konkrete kunde, som er en investeringsforening, i en sådan grad, at den ikke uden forskel kan anvendes af andre investeringsfonde. Derved mister ydelsen sin generiske karakter. Standardydelser kan således være omfattet af fritagelsen, hvis de tilpasses til forholdene for en eller flere investeringsfonde, som er investeringsforeninger i fritagelsesbestemmelsens forstand.

En leverandør kan således godt udbyde en standardiseret ydelse, som kan leveres til forskellige aftagere. Men hvis denne ydelse tilpasses og målrettes til en konkret anerkendt investeringsforening, og bidrager til forvaltning heraf, så kan ydelsen anses for være udformet med henblik på forvaltning af investeringsforeninger.

[…]