Spørgsmål:

1. Kan Skatterådet bekræfte, at udbytte der udloddes fra det danske ejendomsselskab, H2, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at udbytte der udloddes fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse?
3. Kan Skatterådet bekræfte, at renter af kontrolleret gæld, der betales fra de danske ejendomsselskaber, H2 og D1, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse?
4. Kan Skatterådet bekræfte, at renter af kontrolleret gæld, der betales fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse?

Svar:

1. Ja
2. Ja
3. Ja
4. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

"Fonden" er en alternativ investeringsfond (AIF) hjemmehørende i Norden. Fonden ejer selskabet H1, der er stiftet som et luxembourgsk selskab af selskabstypen "Société à Responsibilité Limitée", der svarer til et dansk A/S eller ApS.

H1 ejer det danske selskab, H2 og det x-landske selskab H3.

H2 ejer en række danske ejendomsselskaber med fokus på ejendomsinvesteringer, herunder D1.

H3 ejer bl.a. H4 og H5, der igen ejer D2 og D3.

Koncernstrukturen (simplificeret) er illustreret som følger (hvor ejerskabet er på 100% medmindre andet er angivet):

 

H1 har kontorlokaler i Luxembourg, drives af medarbejdere i Luxembourg og ledes af en selvstændig bestyrelse bestående af [antal udeladt] bestyrelsesmedlemmer. Fonden ønsker med anmodningen om bindende svar at få bekræftet, at renter vedrørende lån til de danske selskaber D2, D3, H2 og D1 ydet af H1, ikke er omfattet af begrænset danske skattepligt. Fonden og Managementselskabet ønsker endvidere at få bekræftet, at udbytter, der udloddes af D2, D3 og H2, ikke er omfattet af begrænset dansk skattepligt.

Nærmere om Fonden

Fonden er en alternativ investeringsfond som defineret i AIFM-Direktiv (2011/61/EU), og stiftet som et x-landsk selskab af selskabstypen (udeladt). Sammenlignet med danske selskabstyper ligner (selskabstype udeladt) mest et aktieselskab (A/S).

Fonden er skattemæssigt hjemmehørende i X-land og underlagt almindelig X-landsk selskabsbeskatning. Fonden er således ikke underlagt særlige x-landske skatteregler. På nuværende tidspunkt er den x-landske  selskabsskattesats på (udeladt) %.

Fondens daglige administration varetages af "Managementselskabet". Managementselskabet er en x-landsk autoriseret AIF-manager i henhold til AIFM-Direktiv (2011/61/EU) der er underlagt det x-landske Finanstilsyns tilsyn.

Fonden har til formål at samle en bred kreds af uafhængige investorer med henblik på at investere i fast ejendom enten direkte eller indirekte gennem en eller flere mellemliggende enheder. Fondens samlede investeringer i fast ejendom udgør [beløb udeladt].

Investorkredsen består af [antal udeladt] offentlige og private institutionelle investorer. Majoriteten af investorerne er hjemmehørende i et land hvormed Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst. 

Investorerne investerer i Fonden i form af lån, mens partnere og ledelsesmedlemmer investerer via aktier/egenkapital. Partnerne medinvesterer via de x-landske selskaber af I1, I2 og I3.

Fonden udøver ikke anden virksomhed end virksomhed relateret til investering i fast ejendom.

Fondens nominelle selskabskapital udgør på nuværende tidspunkt [beløb udeladt], og er fordelt mellem A-aktier og B-aktier. A-aktierne er tillagt [antal stemmer udeladt], mens B-aktierne er tillagt [antal stemmer udeladt]. Aktierne er ejet af Managementselskabet, med et ejerskab på (udeladt)%, og af I1, I2 og I3, med et samlet ejerskab på (udeladt) %. I1, I2 og I3 er som nævnt ovenfor x-landske selskaber, der samler Fondens partnere i forhold til medinvestering i Fonden. Det bemærkes desuden, at Managementselskabet, som ejer samtlige A-aktier, også ejer B-aktier i Fonden.

Fonden har som nævnt ovenfor udstedt lån som reguleret i den x-landske lovgivning, herefter anvendes begrebet "obligationer") til en række investorer (herefter "Obligationsinvestorerne"). Fonden har for nærværende [antal udeladt] Obligationsinvestorer, der er oplistet i IA. Sammenlagt har Obligationsinvestorerne forpligtet sig til at investere samlet [beløb udeladt] i Fonden. Den enkelte Obligationsinvestors forpligtelse udgør [beløb udeladt]. Obligationsinvestorerne er uafhængige af Managementselskabet og hinanden.

De økonomiske rettigheder, som tilkommer aktionærerne og Obligationsinvestorerne fremgår i IA uddybes nedenfor.

Administrationen af Fonden
Fondens ledelse og administration varetages af Managementselskabet, der har eksklusivt mandat og beslutningskompetence til at udføre drift og ledelsen af Fonden. Managementselskabet er hjemmehørende i X-land og har [antal udeladt] medarbejdere. Derudover har Managementselskabet yderligere medarbejdere i datterselskaber og filialer i udlandet.

Managementselskabet varetager blandt andet porteføljepleje, risikostyring, formueforvaltning og kapitalberedskab på vegne af Fonden. Managementselskabets beføjelser og funktion er udførligt defineret i IA.

Der følger af IA, at Investorerne ikke skal deltage i ledelsen og administrationen af Fondens virksomhed, og at Investorerne ikke har nogen ret til at deltage i ledelsen og administrationen af Fondens virksomhed.

Det er Managementselskabet, der alene har beslutningskompetencen til at beslutte eventuel udlodning af Fondens midler til investorerne.

Beslutninger vedrørende Fondens investeringer skal godkendes af en " Committee", hvis medlemmer udpeges af Managementselskabet.

Managementselskabet er som nævnt ovenfor autoriseret AIF-manager i henhold til AIFM-Direktiv (2011/61/EU) og underlagt og godkendt af det x-landske  Finanstilsyns tilsyn. Managementselskabet er dermed underlagt governance-principper om uafhængighed, kompetence-prøvning og rapportering om ejerskab mv. til det x-landske finanstilsyn. Managementselskabet er ejet af et x-landsk  selskab, der igen er ejet af stifteren af Koncernen og hans efterkommere samt mere end 100 mindre aktionærer. Det kan lægges til grund, at ingen investorer i Fonden kan udøve selvstændig kontrol over Managementselskabet eller Fonden.

De økonomiske rettigheder - A-aktier, B-aktier og obligationer
De økonomiske rettigheder der tilkommer hhv. A- og B-aktionærerne og Obligationsinvestorerne, fremgår som af bestemmelserne i IA. Samtlige A-aktier er ejet af Managementselskabet, mens de tre x-landske selskaber (navne udeladt) og Managementselskabet ejer B-aktier i Fonden. Se strukturtegning ovenfor.

Ifølge IA allokeres en del af Fondens årlige overskud beregnet som [% udeladt] af de samlede investortilsagn eller investeret kapital efter udløb af investeringsperioden (benævnt i aftalen som Priority Profit Share) til betaling af management fee, som Fonden betaler til Managementselskabet - der er tale om en for private equity sædvanlig betaling af management fee for ydelser, der leveres af Managementselskabet.

Investorernes økonomiske rettigheder er herefter reguleret i IA, der regulerer fordeling mellem investorerne af `Net Distributable Cash´ ("NDC") og udgør en for private equity fonde traditionel "vandfaldsmodel".

NDC fordeles således, at efter afregning af Priority Profit Share (management fee) modtager investorerne deres indskud pro rata i henhold til deres investering i Fonden. Herefter fordeles overskud ligeligt indtil der er opnået et afkast på [% udeladt] (såkaldt IRR eller Internal Rate of Return) og endelig kan der forekomme skævdeling af afkast mellem Obligationsinvestorerne og B-aktionærerne (carried interest modtagere). B-aktionærerne kan således ifølge IA modtage merafkast (carried interest) - dvs. et skævdelt afkast, der kan overstige de Obligationsinvestorernes afkast.

Udlodninger fra Fonden besluttes af Managementselskabet. Det er generelt Fondens politik at foretage udlodninger til investorerne, når det vurderes muligt af hensyn til Fondens kapitalberedskab og investeringspolitik, men investorerne har ikke noget kontraktuelt eller lovbundet krav på at modtage udlodninger. Managementselskabet kan disponere over Fondens indkomst til etablering af reserver, betaling af gæld og renter, betaling af andre forpligtelser og Fondens driftsomkostninger.

Obligationsinvestorerne er ikke berettigede til at modtage "rente". Det fremgår også eksplicit af IA. Obligationsinvestorerne kan alene modtage udlodninger fra Fonden i henhold til fordelingsmekanismen, som beskrevet ovenfor når sådanne udlodninger besluttes af Managementselskabet. Der er således ikke tale om en rente i hverken skattemæssig eller regnskabsmæssig forstand og ikke noget retskrav på at modtage en rente. Fonden har desuden ikke fradrag for udlodningerne til Obligationsinvestorerne.

Managementselskabet har således fuld diskretion til at disponere over Fondens indkomst og midler.

Beskrivelse af pengestrømme

Fondens kapital består af indskud fra investorerne i form af egenkapital (aktier), lån fra Investorerne (obligationer) og eksterne lån fra banker mv. Til brug for investeringer - herunder danske investeringer - indskyder Fonden egenkapital i H1 og yder lån til H1.

Fonden vil derfor modtage:

• Eksterne lån fra banker
• Midler fra Investorerne i form af lån (obligationer) og egenkapital (aktier), hvis pengestrømmen fra den løbende drift og salg af porteføljeinvesteringer ikke er tilstrækkelig til at dække Fondens løbende finansieringsbehov.§  Udbytter (herunder i forbindelse med kapitalnedsættelse) fra H1;
• Renter fra H1;
• Tilbagebetalinger af aktionærlån.

Disse indtægter vil blive anvendt til at:

• Betale udgifter, herunder management fee til Managementselskabet;
• Tilbagebetaling af ekstern gæld og renter;
• Yde tilskud (egenkapitalfinansiering)/aktionærlån til holdingselskaber med henblik på investering i fast ejendom i henhold til Fondens investeringspolitik; og
• Udbetale afkast til Investorerne i form af udbytte og afdrag på obligationer.

H1 har modtaget finansiering fra Fonden i form af egenkapital og lån.

H1 har ydet finansiering til H2 og H3 i form af egenkapital. H3 har ligeledes tilsvarende ydet finansiering til H4 og H5 i form af egenkapital. Derudover har H1 ydet finansiering til H2, D1 og til D2 og D3 i form af rentebærende lån.

H1 vil derfor modtage:

• Udbytter fra H2 og H3;
• Renter af og tilbagebetaling af koncerninterne lån ydet til H2, D1, D2 og D3; og
• Yderligere finansiering fra Fonden, hvis pengestrømmen fra den løbende drift ikke er tilstrækkelig til at dække det løbende finansieringsbehov.

Disse indtægter vil blive anvendt til at:

• Betale udgifter, herunder løn til medarbejdere, kontorleje, revision, juridisk assistance mv;
• Yde egenkapitalfinansiering til H2 og H3 og koncerninterne lån til H2, D1, D2 og D3 med henblik på investering i fast ejendom i henhold til investeringspolitikken; og
• Tilbagebetale kortfristede og betale renter på lån ydet af Fonden;
• Udbetale afkast til Fonden i form af udbytte.

Der foreligger ikke aftale mellem Fonden og H1, som forpligter H1 til at betale udbytte til Fonden eller på anden vis videreføre midler til Fonden, når H1 modtager udbytte fra H2 eller H3 eller modtager renter og tilbagebetaling vedrørende lånene ydet til H2, D1, D2 og D3. Dele af midlerne vil blive anvendt af H1 til at afholde driftsomkostninger.

Det er dog forventningen, at hovedparten af de midler, der modtages af H1 vil blive ført videre fra H1 op til Fonden. Det er dog ikke nødvendigvis alle midler, der vil blive distribueret videre fra H1 og det kan dog forekomme, at dele af midlerne vil blive geninvesteret af H1. Udbytter fra D2 og D3 kan endvidere blive geninvesteret på niveau af H3.

Skattestyrelsen kan derfor lægge til grund, at udbytter, der betales fra D2 og D3, kan passere op igennem strukturen til H1 og videre til Fonden.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1
Det er vores opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares bekræftende, hvorved udbytte der udloddes fra det danske ejendomsselskab, H2, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

I nærværende anmodning er der tale om et dansk ejendomsselskab, der udlodder udbytter fra driften af ejendomsporteføljen til dets luxemburgske moderselskab, H1.

Skattestyrelsen kan i nærværende anmodning lægge til grund, at H1 udgør et selvstændigt skattesubjekt efter dansk skatteret, som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

I henhold til dansk ret, er udenlandske selskaber som udgangspunkt begrænset skattepligtige af udbytter fra Danmark. Dette gælder dog ikke, hvis udbyttet hidrører fra datterselskabsaktier eller koncernselskabsaktier, hvis beskatningen af udbyttet fra det danske selskab skal frafaldes eller nedsættes efter moder-/datterselskabsdirektivet eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det land, hvori moderselskabet er hjemmehørende, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 6. pkt.

H1 ejer som bekendt 100% af aktierne i H2, og H1´s ejerskab er derfor datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningsloven § 4 A.

H1 er som et luxemburgsk selskab af typen "Société à responsabilité limitée" ligeledes omfattet af både moder-/datterselskabsdirektivet og af den dansk-luxemburgske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO).

I overensstemmelse med den seneste danske administrative praksis og retspraksis fra domstolene vedrørende dansk kildeskat på udbytter til udenlandske moderselskaber, kan sådant udbytte kun fritages fra dansk kildeskat, hvis det pågældende moderselskab anerkendes som den retmæssige ejer af udbyttet (beneficial owner). Dette er ligeledes tilfældet baseret på artikel 10, stk. 3, i den dansk-luxemburgske DBO. Denne vurdering er efter praksis en transaktionsbaseret vurdering.

Det gælder desuden, at den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3 ikke må finde anvendelse på udbytter fra H2 til H1.

Retmæssig ejer

Det er vores opfattelse, at H1 eller Fonden bør anses for retmæssig ejer af udbytte fra H2. I begge tilfælde medfører dette, at udbytterne ikke er omfattet af begrænset dansk skattepligt.

Ved udlodning af udbytte fra H2, kan det forekomme at H1 anvender udlodningerne til afholdelse af driftsomkostninger og geninvestering i andre investeringer/projekter, men udbytterne kan også blive videreudloddet til Fonden. I den foreliggende sag er det ikke sandsynligt, at i hvert fald dele af de modtagne udbytter ikke vil blive ført videre fra H1 til Fonden.

I medfør af Skatterådets tidligere praksis, jf. bl.a. SKM2022.352.SR, SKM2022.555.SR, SKM2023.279.SR og SKM2024.198.SR må det stillede spørgsmål derfor besvares på grundlag af, om Fonden ville være berettiget til frafald af udbytteskat, hvis udbytterne var udloddet direkte fra det danske ejendomsselskab til Fonden.

Fonden ville være berettiget til frafald af udbytteskat, hvis udbytterne var udloddet direkte til Fonden

Fonden er som nævnt stiftet som et x-landsk selskab af selskabstypen (udeladt), skattemæssigt hjemmehørende i X-land og underlagt x-landsk selskabsskat. Fonden er tilsvarende omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet og af den Nordiske DBO, og ejer indirekte 100% af aktierne (datterselskabsaktier) i H2.

Fonden vil derfor som udgangspunkt selv være berettiget til skattefrihed af udbytter, såfremt udbytterne var udloddet direkte hertil fra H2.

I relation til vurderingen af, om Fonden ville udgøre den retmæssige ejer, hvis Fonden havde modtaget udbytterne direkte fra H2, skal det bemærkes, at Fonden som nævnt forvaltes af et Managementselskab, der er en alternativ investeringsfondsforvalter som nævnt i AIFMD. Managementselskabet er ansvarlig for investeringsstrategien og risikostyringen i Fonden, og det er Managementselskabet i Fonden, som har kompetencen til at beslutte, om der skal udbetales afkast til investorerne i Fonden.

Managementselskabet er således ikke forpligtet til at der træffes beslutning om at udlodde udbytte til investorerne, idet det dog er forventningen, at midler der er tilgængelige for udlodning fra Fonden, vil blive udloddet til investorerne. Midler, der kan være tilgængelig for udlodning opgøres efter Fonden har afholdt driftsomkostninger, fees, finansieringsomkostninger i form af renter og afdrag på den eksterne kreditfacilitet og henlæggelser til kapital-reserver og geninvestering. Dette påvirker dog ikke vurderingen af retmæssig ejer, da det afgørende forhold i vurderingen heraf netop er Fondens mulighed for at kunne disponere over Fondens midler.

Det skal derudover bemærkes, at det er bestyrelsen i H1, der beslutter, om der skal udloddes udbytte til Fonden, og at der ikke nødvendigvis er en tidsmæssig sammenhæng mellem udlodning af udbytte fra H1 og udlodning af udbytte fra Fonden til investorerne. Fonden udlodder desuden ikke al sin overskydende likviditet, men beholder en del af midlerne til dækning af udgifter, herunder udgifter til Managementselskabet, betaling af ekstern gæld m.v.

Endelig skal det fremhæves, at Obligationsinvestorerne, der er "passive investorer" i Fonden og tegner sig for langt størstedelen af Fondens samlede kapital, er uafhængige af hinanden, Fonden og Managementselskabet, og ingen af Obligationsinvestorerne kan udøve bestemmende indflydelse på beslutninger vedrørende udlodninger fra Fonden eller Fondens forhold i øvrigt.

På den baggrund er det vores opfattelse, at Fonden ville udgøre den retmæssige ejer, hvis Fonden havde modtaget udbytterne direkte fra H2.

Der kan til støtte for dette forhold henvises til afgørelserne i SKM2022.352.SR, SKM2022.555.SR, SKM2023.279.SR og SKM2024.198.SR, hvor Skatterådet nåede til det samme resultat på grundlag af lignende omstændigheder.

Det skal understreges, at uanset Fondens investorer deltager i Fonden via såkaldte obligationer (Principal Participation debentures) jf IA, giver dette som nævnt ikke Investorerne et retskrav på rent faktisk at modtage renteindkomst, idet Managementselskabet skal beslutte enhver udlodning. Det følger eksplicit af IA, at investorerne ikke oppebærer rente. Der er således ikke tale om automatisk gennemstrømning af overskud til investorerne og obligationerne er er almindeligt kapitalindskudsinstrument regulering af den svenske Aktiebolagslov.

Med henvisning til de ovennævnte afgørelser er det derfor vores opfattelse, at Fonden må anses for at være den retmæssige ejer af modtaget udbytte fra H2, og derfor ikke skal anses for at være skattepligtigt til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Ligningslovens § 3

Afslutningsvis skal det bemærkes, at situationen - i lyset af de tidligere bemærkninger vedrørende udbytternes retmæssige ejer - ikke vil falde indenfor anvendelsesområdet af ligningslovens § 3, da strukturen ikke har som et af de væsentligste formål at opnå en skattefordel, der virker mod formålet og hensigten med skatteretten, henset til, at udbyttet ikke ville have været genstand for begrænset skattepligt, hvis det var udloddet direkte til Fonden. Hertil kommer at langt den overvejende del af Fondens investorer er hjemmehørende i lande hvormed Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale.

Formålet med ejerstrukturen er således forretningsmæssigt begrundet, og ligningslovens § 3 finder derfor ikke anvendelse på udbytteudlodninger.

Sammenfatning

På grundlag af ovenstående er det vores opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares med "Ja".

Spørgsmål 2
Det er vores opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares bekræftende, hvorved udbytte der udloddes fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Der henvises til argumentationen i spørgsmål 1, idet udbytter fra D2 og D3 passerer gennem de mellemliggende x-landske selskaber (hhv. H4 og H5, og disses direkte moderselskab, H3), op til H1. Da gennemstrømning til Fonden kan forekomme og Fonden ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt på udbytter, såfremt udbytterne var modtaget direkte af Fonden og idet strukturen ikke er udtryk for retsmisbrug, er det vores opfattelse, at Spørgsmål 2 skal besvares med "Ja".

Spørgsmål 3
Det er vores opfattelse, at H1 skal anses for at være den retmæssige ejer af renter modtaget fra H2 og D1, og at renterne derfor ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

H1 er ikke begrænset skattepligtig af renter fra H2 og D1 i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, hvis Danmark er forpligtet til at frafalde eller nedsætte beskatningen af renterne i medfør af Rente-royaltydirektivet eller i medfør af den dansk-luxemburgske DBO. Anvendelse af Rente-royaltydirektivet forudsætter at H2 og H1 er associeret som nævnt i Rente-royaltydirektivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge.

H1 er skattemæssigt hjemmehørende i Luxemburg og vil derfor i udgangspunktet kunne påberåbe sig bestemmelserne i DBO´en, herunder bestemmelsen i DBO´ens artikel 11, stk. 1, der pålægger Danmark at frafalde kildebeskatning af renter, som betales af et dansk selskab til et luxemburgsk selskab, når modtageren af renterne er den retmæssige ejer.

H1 er som nævnt et luxemburgsk selskab af typen "Société à responsabilité limitée", og nævnt i Rente-royaltydirektivets bilag. Selskabet er underlagt almindelig selskabsbeskatning i Luxemburg, og vil derfor ligeledes kunne påberåbe sig bestemmelserne i Rente-royaltydirektivet, herunder bestemmelsen i artikel 1, der blandt andet pålægger Danmark at frafalde kildebeskatning af renter, som betales af et dansk selskab til et luxemburgsk selskab, når der hverken foreligger svig eller misbrug.

Der skal indledningsvis henvises til vores bemærkninger ovenfor under spørgsmål 1, hvor der er redegjort nærmere for, at strukturen ikke kan anses for at være tilrettelagt med henblik på at opnå en skattefordel. Af de samme årsager kan strukturen i forhold til begrænset skattepligt på renter ikke karakteriseres som svig eller misbrug. 

På grundlag af afgørelserne i SKM2022.352.SR, SKM2022.555.SR og SKM2024.198.SR kan det udledes, at hverken bestemmelserne i Overenskomsten eller Rente-royaltydirektivet vil afskære Danmark fra at beskatte renterne, hvis H1 ikke kan anses for at udgøre den retmæssige ejer af renterne. Den skattemæssige behandling af renterne afhænger derfor af, om H1 udgør den retmæssige ejer af de renter, som modtages fra de danske ejendomsselskaber. 

I den foreliggende sag, er det ikke sandsynligt, at dele af de modtagne renter ikke vil blive ført videre fra H1 til Fonden. I medfør af SKM2022.352.SR, SKM2022.555.SR og SKM2024.198.SR må det stillede spørgsmål derfor besvares på grundlag af, om Fonden ville være berettiget til frafald af renteskat, hvis renterne var betalt direkte fra H2 til Fonden.

Fonden ville være berettiget til frafald af renteskat, hvis renterne var betalt direkte til Fonden

På baggrund af vores argumentation til spørgsmål 1, må det lægges til grund, at Fonden er omfattet af såvel Rente-royaltydirektivet og af den Nordiske DBO, og derfor som udgangspunkt ville være berettiget til nedsættelse af renteskatten, hvis Fonden havde modtaget renterne direkte fra H2 og D1. Dette forudsætter dog, at Fonden ville udgøre den retmæssige ejer af renterne. Det må i den forbindelse lægges til grund, at der ikke foreligger misbrug, hvis Fonden udgør den retmæssige ejer af renterne.

I relation til vurderingen af, om Fonden ville udgøre den retmæssige ejer, hvis Fonden havde modtaget renterne direkte fra H2 og D1, henviser vi i det hele til vores argumentation under spørgsmål 1. Det skal i forhold til rentebeskatning særligt fremhæves, at Obligationsinvestorerne ikke er berettigede til at modtage en fast renteindkomst på obligationerne, og der er således ikke tale om at lånene til H2 er "back-to-back" gennem ejerstrukturen.

I relation til ligningslovens § 3 henviser vi ligeledes i det hele til vores argumentation under spørgsmål 1.

Det er på den baggrund vores opfattelse, at spørgsmål 3 skal besvares bekræftende, hvorved renter fra H2 og D1, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Spørgsmål 4
Det er overordnet vores opfattelse, at H1 skal anses for at være den retmæssige ejer af renter der betales fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, og at renterne derfor ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, samt at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Der henvises til argumentationen i spørgsmål 1 og 3.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udbytte, der udloddes fra det danske ejendomsselskab, H2, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Begrundelse

Det fremgår af sagens oplysninger, at det luxembourgske selskab, H1, direkte eller indirekte, er helejer af en række danske ejendomsselskaber (anpartsselskaber), herunder H2, som er et 100 % ejet datterselskab.

H1 ejes 100 % af Fonden. Fonden er en alternativ investeringsfond, som defineret i Alternative Investment Fund Managers Direktivet (2011/61/EU - AIFM Direktivet).

Fondens selskabskapital er fordelt mellem A- aktier, der har ti stemmer pr. aktie og B-aktier, der har en stemme pr. aktie.

A-aktierne i Fonden er ejet af Managementselskabet. Det fremgår, at Managementselskabet’s samlede ejerandel (A- og B-aktier) udgør (udeladt) % af aktierne i Fonden. Resterende B-aktier, svarende til en ejerandel på (udeladt) % ejes af partnere og ledelsesmedlemmer via de x-landske selskaber I1, I2 og I3.

Investorer kan investere i Fonden i form af lån  mod udstedelse af obligationer. Der er pt. [antal udeladt] offentlige og private institutionelle investorer, der for majoritetens vedkommende er hjemmehørende i lande, som Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Investorerne har forpligtet sig til at investere [beløb udeladt] i Fonden. Det er oplyst, den enkelte obligationsinvestorsforpligtelse udgør [beløb udeladt].

Der henvises i øvrigt til Spørgers beskrivelse og illustrering af koncernstrukturen.

Fonden administreres af Managementselskabet. Managementselskabet er en svensk autoriseret AIF-manager (forvalter af alternative investeringsfonde) omfattet Europa-Parlamentets og Rådets direktiv direktiv 2011/61/EU, der stiller en række krav til sådanne forvaltere. Det er oplyst, at ingen investorer i Fonden kan udøve selvstændig kontrol over Managementselskabet eller Fonden.

Både Fonden og Managementselskabet er x-landske selskaber, der kan sammenlignes med danske aktieselskaber. Det fremgår videre, at Fonden og Managementselskabet ikke er underlagt særlige skatteregler, og at de betaler almindelig selskabsskat i X-land.

H1 er et SARL ("Société à responsabilité limitée"), der kan sammenlignes med et dansk anpartsselskab.    

På det foreliggende grundlag finder Skattestyrelsen, at Fonden, Managementsel-skabet og Selskabet kan sidestilles med danske selskaber mv. omfattet af selskabsskattelovens § 1, og dermed anses for selvstændige skattesubjekter fra et dansk synspunkt. Skattestyrelsen er i den forbindelse enig i, at moder-/datterselskabsdirektivet kan finde anvendelse på selskaberne i koncernen, og at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de nordiske lande kan finde anvendelse på Fonden og de øvrige x-landske selskaber i koncernen, og at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg kan finde anvendelse på H1.

Fonden vil modtage udbytter, renter og tilbagebetalinger af aktionærlån fra H1. Fondens indtægter vil blive anvendt til at betale udgifter, herunder managementfee til Managementselskabet, betaling af renter og afdrag på ekstern gæld, nye investeringer i fast ejendom eller udvikling af eksisterende fast ejendom og udbetaling af afkast til Investorerne i form af udbytte og afdrag på obligationer.

Om H1 er det oplyst, at selskabet fungerer som holdingselskab for de underliggende ejendomsselskaber, herunder den danske portefølje af ejendomsselskaber. Selskabet yder desuden finansiering til ejendomsselskaberne i form af egenkapital og aktionærlån. Selskabets finansiering er tilvejebragt af Fonden i form af egenkapital og lån. Selskabet har kontorlokaler i Luxembourg og ledes af en bestyrelse bestående af [antal udeladt] medlemmer. Selskabet har ikke egne ansatte, men drives af medarbejdere i Luxembourg.

H1’s indtægter vil bestå af udbytter fra ejendomsselskaberne, renter og afdrag på koncerninterne lån ydet ejendomsselskaberne og eventuel yderligere finansiering fra Fonden. Disse indtægter vil blive anvendt til at betale udgifter, yde egenkapitalfinansiering til H2 og H3, yde koncerninterne lån til de danske ejendomsselskaber H2, D1, D2 og D3, afdrag på og renter af kortfristede lån ydet af Fonden og udbetale afkast til Fonden i form af udbytte eller renter.

Det oplyses, at der ikke foreligger aftale mellem H1 og Fonden, som forpligter selskabet til at betale udbytte eller renter/afdrag til Fonden, når selskabet modtager udbytte eller renter/afdrag fra ejendomsselskaberne - herunder de danske ejendomsselskaber.

Spørger anfører, at H1 dermed har beføjelse til at råde over midler, der modtages fra de danske ejendomsselskaber. Dele af midlerne vil blive anvendt til at afholde driftsomkostninger. Det er forventningen, at hovedparten af midlerne vil blive videreført fra selskabet til Fonden, men at det ikke nødvendigvis er alle midler som vil blive videreført til Fonden, ligesom det kan forekomme, at nogle af midlerne vil blive geninvesteret af selskabet.

Spørger ønsker at få bekræftet, at udbytte modtaget fra det danske ejendomsselskabsselskab, H2 ikke vil være begrænset skattepligtigt til Danmark, jf. selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c.

Skattestyrelsen bemærker, at begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, påhviler selskaber, som nævnt i loven § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

H1 er som nævnt et luxembourgsk selskab af typen "Société à responsabilité limitée", som sammenlignet med danske virksomhedstyper mest ligner et anpartsselskab (ApS). Skattestyrelsen anser herefter det udbyttemodtagende selskab for et selskab som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1.

Det er oplyst, at H1 har ydet finansiering til H2 i form af egenkapital, og at H1 vil oppebære udbytte fra H2.

Det er således H1, der eventuelt kan blive begrænset skattepligtig af et udbytte fra Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c. Se også SKM2024.198.SR, hvor det blev anført i Skattestyrelsens begrundelse, at det var Lux HoldCo, der ville oppebære udbytte fra et dansk selskab og således Lux HoldCo, der eventuelt kunne blive begrænset skattepligtig af udbyttet.

Som udgangspunkt er H1 begrænset skattepligtig til Danmark af udbytter, der udloddes fra de danske ejendomsselskaber, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Der er dog ikke begrænset skattepligt af udbytter fra danske selskaber, hvis følgende 2 betingelser er opfyldt:

1. Der er tale om datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, eller koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 B, der ikke
er datterselskabsaktier

2. Beskatningen af udbytter fra datterselskabet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende

Datterselskabsaktier
Det er oplyst, at H1 ejer 100 % af anparterne i det danske holdingselskab. Der er derfor tale om datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A.

Det er derfor alene betingelse 2, som vurderes nedenfor.

Beskatningen skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2011/96/EU eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
H1 er et "société à responsabilité limitée", som nævnt i DEL A, litra p) i bilag 1 til moder-/datterselskabsdirektivet (direktiv 2011/96/EU).

Spørger har oplyst, selskabet er hjemmehørende og betaler selskabsskat ("impôt sur le revenu des collectivités") som nævnt i DEL B i bilag 1 til direktivet i Luxembourg.

Skattestyrelsen anser derfor selskabet for at være et luxembourgsk selskab, der er omfattet af moder-/datterselskabsdirektivet (direktiv 2011/96/EU). Selskabet må også anses for omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg.

Det følger af den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 10, stk. 2, at Danmark ikke må beskatte udbytte fra et dansk selskab til et selskab i Luxembourg, der ejer mindst 25 % af kapitalen i det danske selskab med mere end 5 %, se litra a. Det gælder dog kun, hvis det selskab, der modtager udbyttet, også er den "retmæssige ejer" af udbyttet. I alle andre tilfælde kan den danske beskatning ikke overstige 15 %, se litra b.

Det følger af moder-/datterselskabsdirektivets art. 5, at Danmark ikke må opkræve kildeskat af udbytter, der udbetales fra danske datterselskaber til moderselskaber i andre EU-lande.

Det følger dog af direktivets art. 1, stk. 2 - 3, at medlemsstaterne ikke giver direktivets fordele til arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene, har at opnå en skattefordel, som virker mod indholdet af eller formålet med direktivet, og som ikke er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Arrangementer eller serier af arrangementer betragtes som ikke reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Direktivet er heller ikke til hinder for at anvende interne bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for at hindre svig og misbrug. Se direktivets artikel 1, stk. 4. EU-domstolen har endvidere udtalt, at selv hvis de nationale regler ikke indeholder sådanne bestemmelser, så skal direktivets fordele stadigvæk nægtes af de nationale myndigheder, hvis der foreligger svig eller retsmisbrug. Se de forenede sager C-116/16 og C-117/16 (præmis 89).

Der er f.eks. grund til at antage, at der er et arrangement, som uretmæssigt drager fordel af fritagelsen i moder-/datterselskabsdirektivs artikel 5, hvis udbyttet videreudloddes kort efter modtagelsen til enheder, som ikke opfylder direktivets betingelser. Den kunstige karakter af arrangementet kan underbygges ved, at koncernen er tilrettelagt således, at det selskab, der modtager udbyttet, videreudlodder dette til et tredje selskab, som ikke opfylder betingelserne direktivet. Dette medfører, at selskabet kun har en ubetydelig skattepligtig indkomst, når det fungerer som gennemstrømningsselskab for at muliggøre pengestrømmen til den retmæssige ejer. Se de forenede sager C-116/16 og C-117/16 (præmis 101 og 103).

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hverken bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg eller i moder-/datterselskabsdirektivet afskærer Danmark fra at beskatte udbyttebeløbet, hvis modtageren ikke kan anses for retmæssig ejer af udbyttet.

Det er herefter afgørende for besvarelsen af spørgsmålet om begrænset skattepligt, hvorvidt H1 kan anses for retmæssig ejer af udbyttet fra dets 100 % ejede danske datterselskab, og om der er tale om misbrug.

Der kan herom f.eks. henvises til afgørelserne i SKM2023.251.HR, SKM2024.198.SR, SKM2022.555.SR og SKM2022.352.SR.

Retmæssig ejer
Spørgsmålet om, hvem der er retmæssig ejer, er en transaktionsbestemt vurdering, der skal foretages for hver enkelt udbytteudlodning. Det sker særligt med henblik på at fastlægge, hvem der har dispositionsretten over udbyttet.

I den foreliggende sag spørges der ikke til en konkret transaktion, men generelt til, om udbytte udloddet til H1 fra dets helejede danske datterselskab, H2, vil være skattepligtigt i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Selvom der ikke spørges til en konkret transaktion, er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmålet i den konkrete sag kan besvares. Der henvises i den forbindelse til SKM2022.555.SR og den heri nævnte praksis, herunder SKM2022.97.SR, hvor Spørger med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbytter og renter fra et dansk ejendomsselskab og til SKM2022.352.SR, hvor et nordisk moderselskab ligeledes med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbytte fra et dansk selskab, selvom vurderingen af retmæssig ejer afhænger af de konkrete forhold på udbetalingstidspunktet. Se i overensstemmelse hermed også SKM2024.198.SR.

Ved fortolkningen af begrebet “retmæssig ejer", er det relevant at inddrage fortolk-ningsbidrag vedrørende bestemmelsen om retmæssig ejer i OECD’s modelover-enskomst, hvor kravet til retmæssig ejer er omtalt i OECD´s kommentarer til artikel 10, stk. 2 under pkt. 12, 12.1-7.

Af kommentarerne fremgår bl.a., at det ikke vil være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildestaten skal give lempelse/fritagelse, når udbyttemodtager blot fungerer som "gennemstrømnings-enhed" for en anden person, der rent faktisk modtager udbyttet. Et "gennemstrøm-ningsselskab" anses normalt ikke for retmæssig ejer, hvis det har meget snævre beføjelser og alene handler på vegne af andre. Dette vil efter Skattestyrelsens opfattelse eksempelvis være tilfældet, hvis et selskab i et dobbeltbeskatnings-overenskomst-land indskydes mellem et dansk selskab og dets moderselskab i et ikke dobbeltbeskatningsoverenskomstland, med det formål at kunne udlodde udbytte skattefrit. Der henvises til SKM2023.251.HR og SKM2023.456.HR.

Af kommentarerne fremgår, at dette f.eks. kan være tilfældet, hvis selskabets ret til “at bruge og nyde udbyttet er begrænset af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person". Det behøver dog ikke være egentlige kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videre-formidle, men kan være forpligtelser i kraft af de faktiske omstændigheder, som klart viser, at modtageren i realiteten ikke har rettighederne til at bruge og nyde udbyttet. Se kommentar 12.4.

Fra øvrig praksis om retmæssig ejer kan der bl.a. henvises til SKM2012.121.ØLR, hvoraf det kan udledes, at hvis udbytte ikke er ført videre fra et udbyttemodtagende EU-selskab, og heller ikke med sikkerhed er bestemt til at blive ført videre til et tredjeland uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst, vil det udbyttemodtagende EU-selskab blive anset for at være retmæssig ejer.

I SKM2022.171.SR fandt Skatterådet under henvisning til forarbejderne til selskabsskatteloven (lov nr. 282 af 25. april 2001) og til kommentaren til artikel 10 i OECD's modeloverenskomst, at formålet med kravet om “retmæssig ejer" er at forhindre misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, hvor formålet med at kanalisere et udbytte gennem en repræsentant, stedfortræder, eller et “gennemstrømningsselskab" er at opnå utilsigtede skattefordele. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis et selskab i et land, hvormed der er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, indskydes mellem et dansk selskab og dets moderselskab i et land, hvormed der ikke er en dobbeltbeskatningsoverenskomst, med det formål at kunne udlodde udbytte skattefrit.

Formålet med reglerne er ikke at ramme sædvanlige holdingstrukturer, men at forhindre misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomster og af moder-/datterselskabsdirektivet. Misbrug vil blandt andet foreligge, når den endelige modtager af udbyttet ikke ville være berettiget til bortfald af udbytteskat, hvis udbyttet var modtaget direkte. Når der ikke foreligger misbrug eller nominee-situationer, er det Skattestyrelsens opfattelse, at den umiddelbare modtager af udbyttet skal anses for at være retmæssig ejer af udbyttet. Se f.eks. SKM2024.198.SR

Hvis det kan dokumenteres, at en bagvedliggende ejer er ultimativ modtager og retmæssig ejer af et udbytte, der ville være berettiget til frafald eller nedsættelse af udbyttebeskatning efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis udbyttebetalingen var sket direkte til denne bagvedliggende ejer, er der eventuelt ikke tale om misbrug. I relation til en sådan sammenholdelse med en dobbeltbeskatningsover-enskomst for en bagvedliggende ultimativ modtager og retmæssig ejer, kan der henvises til Højesterets dom i SKM2023.251.HR, hvor et udbytte ikke var omfattet af dansk kildeskat, idet det var blevet videredistribueret til et selskab i USA og der kunne sammenholdes med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Den konkrete sag

I denne sag er den umiddelbare udbyttemodtager H1.

Det er oplyst, at der ikke foreligger en aftale mellem Fonden og H1, som forpligter H1 til at betale udbytte til Fonden eller på anden vis videreføre midler til Fonden, herunder når H1 modtager udbytte fra H2.

Det er oplyst, at

"Ved udlodning af udbytte fra H2, kan det forekomme at H1 anvender udlodningerne til driftsomkostninger og geninvestering i andre investeringer/projekter, men udbytterne kan også blive videreudloddet til Fonden. I den foreliggende sag er det ikke sandsynligt, at i hvert fald dele af de modtagne udbytter ikke vil blive ført videre fra H1 til Fonden."

Det oplyses videre, at

"Det er dog forventningen, at hovedparten af de midler, der modtages af H1 vil blive ført videre fra H1 op til Fonden. Det er dog ikke nødvendigvis alle midler, der vil blive distribueret videre fra H1 og det kan dog forekomme, at dele af midlerne vil blive geninvesteret af H1."

Skattestyrelsen forstår oplysningerne således, at hovedparten af udbytte modtaget af H1 fra H2 er bestemt til at strømme videre til Fonden.

Det skal derfor undersøges, om Fonden ville være berettiget til frafald af udbytteskat, hvis udbyttet var modtaget direkte af Fonden.

Den skattemæssige behandling af Fonden

Beskyttelse efter moder-/datterselskabsdirektivet

Fonden er et x-landsk selskab, skattemæssigt hjemmehørende i X-land og underlagt x-landsk selskabsskat.

Skattestyrelsen er som nævnt enig i, at moder-/datterselskabsdirektivet og dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de nordiske lande kan finde anvendelse på Fonden.

Fonden ejer indirekte 100% af aktierne (datterdatterselskabsaktier) i H2.

Fonden ville derfor som udgangspunkt selv være berettiget til nedsættelse af udbytteskatten, hvis udbytterne var udloddet direkte til Fonden fra H2. Se den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 10, og moder-datterselskabsdirektivets artikel 5.

Det forudsætter dog, at Fonden er den retmæssige ejer af udbytterne, når disse strømmer igennem H1. 

Det er oplyst, at Fonden forvaltes af Managementselskabet, der er en alternativ investeringsfondsforvalter som nævnt i AIFM-Direktiv (2011/61/EU). Det er videre oplyst, at Managementselskabet er ansvarlig for porteføljepleje, risikostyring, formueforvaltning og kapitalberedskab i Fonden, og at Managementselskabet har eksklusivt mandat og beslutningskompetence til at udføre driften og ledelsen af Fonden.

Det er endvidere oplyst, at investorerne ikke deltager i ledelsen og administrationen af Fondens virksomhed, og at Managementselskabet alene har kompetencen til at beslutte, om der skal udbetales afkast til investorerne i Fonden.

Det er endelig oplyst, at Managementselskabet er ikke forpligtet til at træffe beslutning om at udlodde udbytte til investorerne, men at det dog er forventningen, at midler der er tilgængelige for udlodning fra Fonden, vil blive udloddet til investorerne.

Det er om udlodning af udbytte til Fonden oplyst, at det er bestyrelsen i H1 der beslutter, om der skal udloddes udbytte til Fonden, og at der ikke nødvendigvis er en tidsmæssig sammenhæng mellem udlodning af udbytte fra H1 og udlodning af udbytte fra Fonden til investorerne. Det er videre oplyst, at Fonden ikke udlodder al sin overskydende likviditet, men beholder en del af midlerne til dækning af udgifter, herunder udgifter til Managementselskabet, betaling af ekstern gæld m.v.

Endelig er det oplyst, at obligationsinvestorerne, som er "passive investorer" i Fonden og tegner sig for langt størstedelen af Fondens samlede kapital, er uafhængige af hinanden, Fonden og Managementselskabet, og at ingen af obligationsinvestorerne kan udøve bestemmende indflydelse på beslutninger vedrørende udlodninger fra Fonden.

Efter en samlet konkret vurdering af de foreliggende oplysninger finder Skattestyrelsen, at Fonden kan anses som retmæssig ejer af modtagne udbytter H2, idet videreudlodning af udbytte ikke anses at være som følge af en nominee-situation eller et misbrugstilfælde.

H1 anses derfor ikke for at være begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, idet beskatningen af udbytte fra H2 skal frafaldes eller nedsættes som følge af moder/datterselskabsdirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ved vurderingen lægges der vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at H1 vil have og udvise dispositionsret over de modtagne udbytter, inden disse eventuelt videreudloddes til Fonden. Der lægges desuden vægt på, at Fonden, der er et x-landskselskab, er oplyst til at have fuld beslutningskompetence og råderet over de udbytter, som H1 videreudlodder til Fonden, at majoriteten af de bagvedliggende ejere af og investorer i Fonden er hjemmehørende i lande, hvormed Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale, og at ingen bagvedliggende ejere eller investorer kan udøve selvstændig kontrol over Fonden, Managementselskabet eller nogle af de øvrige Koncern-enheder.

Ligningslovens § 3

Skattestyrelsen finder i øvrigt, at ligningslovens § 3 ikke kan finde anvendelse.

Skattepligtige selskaber skal ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele, jf. ligningslovens § 3, stk. 1.

Arrangementer eller serier af arrangementer anses for at være ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed, jf. ligningslovens § 3, stk. 2.

Det følger videre af ligningslovens § 3, stk. 5, at skattepligtige ikke har fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder er rimeligt at fastslå, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Ved vurderingen af, om der foreligger misbrug, indgår derfor følgende elementer:

1. Der skal være en skattefordel.
2. Et af de væsentligste formål med arrangementet skal være at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten.
3. Arrangementet skal ikke være reelt under hensyntagen til alle de relevante faktiske forhold og omstændigheder, herunder at arrangementet ikke er tilrettelagt af velbegrundede, kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Uanset at ligningslovens § 3, stk. 1 og stk. 5, ikke er helt enslydende, er indholdet af bestemmelserne ens, og det er Skattestyrelsens opfattelse, at de samme elementer indgår ved vurderingen efter begge bestemmelser. Se hertil bemærkningerne til § 4, nr. 1, i lovforslag L 28, fremsat den 3. oktober 2018, hvor det anføres, at:

"De foreslåede bestemmelser indebærer ingen ændringer i den materielle vurdering af misbrug, som anvendes i den gældende omgåelsesklausul."

Se endvidere bemærkningerne til § 1, nr. 3, i lovforslag L 167 fremsat den 20. marts 2015, hvor det anføres, at:

"Omgåelsesklausulen vedrørende direktiverne og omgåelsesklausulen vedrørende dobbeltbeskatningsoverenskomsterne er formuleret forskelligt. Det er imidlertid vurderingen, at der ikke er væsentlig forskel på de to omgåelsesklausuler."

Ved vurderingen indgår en objektiv vurdering af, om arrangementet er tilrettelagt med henblik på at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og en subjektiv vurdering af om opnåelsen af dette er et af hovedformålene med arrangementet.

Betingelserne er kumulative, og ved vurderingen skal der foretages en konkret afvejning af fordelene ved arrangementet i forhold til den forretningsmæssige begrundelse (proportionalitet).

Idet Fonden anses for retmæssig ejer af udbytter, jf. den ovenfor anførte begrundelse herfor, er det Skattestyrelsens opfattelse, at det pågældende arrangement ikke har som hovedformål at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten og dermed ikke udtryk for misbrug.

Som anført ovenfor, vil der dog altid skulle foretages en vurdering for hver enkelt udbytteudlodning, da spørgsmålet om retmæssig ejer er en transaktionsmæssig vurdering.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at udbytte, der udloddes fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Begrundelse

Begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, påhviler selskaber og foreninger mv. som nævnt i lovens § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

Som nævnt ovenfor under spørgsmål 1 er det H4 hhv. H5, der eventuelt kan blive begrænset skattepligtige af et udbytte fra Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Det er oplyst, at udbytter fra D2 og D3 passerer gennem de mellemliggende x-landske selskaber, hhv. H4 og H5, og disses direkte moderselskab, H3 op til H1. Da udbytterne efter det oplyste er bestemt til at blive ført videre til moderselskabet i Luxembourg anses de x-landske selskaber for at være gennemstrømningsselskaber, som ikke er retmæssige ejere af udbytterne.

Da det videre er oplyst, at gennemstrømning fra H1 til Fonden kan forekomme, bliver det afgørende for spørgsmålet om begrænset skattepligt af udbytter, om Fonden kan anses som retmæssig ejer heraf.

Idet der i det hele henvises til begrundelsen under spørgsmål 1, finder Skattestyrelsen, at Fonden kan anses som retmæssig ejer af videreudloddede udbytter fra D2 og D3, idet denne videreudlodning af udbytte ikke anses at være som følge af en nominee-situation eller et misbrugstilfælde.

Idet der ligeledes i det hele henvises til begrundelsen under spørgsmål 1, finder Skattestyrelsen i øvrigt, at ligningslovens § 3 ikke kan finde anvendelse.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at renter af kontrolleret gæld, der betales fra de danske ejendomsselskaber, H2 og D1, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Begrundelse

Det er oplyst, at H1 har ydet rentebærende lån til H1 og D1. Selskabets finansiering er tilvejebragt af Fonden i form af egenkapital og lån.

Selskabet vil således modtage renter og tilbagebetaling af aktionærlånene, som selskabet har ydet til de danske ejendomsselskaber. De modtagne renter og afdrag fra ejendomsselskaberne vil bl.a. blive anvendt til at tilbagebetale kortfristede lån ydet af Fonden og renter på disse. Der henvises i øvrigt til Spørgers beskrivelse og illustrering af koncernstrukturen.

Udenlandske selskaber er som udgangspunkt begrænset skattepligtige af renter på kontrolleret gæld fra danske selskaber, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Der er dog ikke skattepligt af sådanne renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter rente-/royaltydirektivet eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det modtagende selskab er hjemmehørende. Det er en betingelse, at det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge.

Som anført i Skattestyrelsens begrundelse til spørgsmål 1 anses H1 for at være et selskab, som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1.

I overensstemmelse med Spørgers anmodning lægges det til grund, at lånene opfylder definitionen af kontrolleret gæld i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.

Spørger ønsker at få bekræftet, at renter af aktionærlån til H2 og D1 (kontrolleret gæld) ikke er omfattet af begrænset skattepligtig til Danmark.

Skattestyrelsen bemærker, at begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d påhviler selskaber, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de oppebærer renter fra kilder her i landet.

Ud fra de foreliggende oplysninger er det udelukkende H1, der vil oppebære renter fra H2 og D1. Udgangspunktet er derfor, at der påhviler H1 begrænset skattepligt som følge af, at selskabet oppebærer renter fra de nævnte danske ejendomsselskaber. Der er dog en række undtagelser til skattepligten.

Spørger henviser i sin opfattelse og begrundelse til undtagelsen efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, 3. pkt. Det fremgår heraf, at skattepligten ikke omfatter renter, hvis beskatningen af renterne/kursgevinsterne skal frafaldes eller nedsættes efter rente-/royaltydirektivet (direktiv 2003/49/EF) om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller efter en dobbeltbeskatningsoverens-komst med den stat, hvor det modtagende selskab er hjemmehørende. Skattestyrelsen forudsætter, at de danske ejendomsselskaber og H1 vil være associerede selskaber i forhold til de pågældende rentebetalinger, jf. rente-/royaltydirektivet.

Det fremgår af direktiv 2003/49/EF (rente/royaltydirektivet) art. 5, at direktivet ikke udelukker anvendelse af nationale eller overenskomstmæssigt fastsatte bestemmelser til bekæmpelse af svig eller misbrug. Medlemsstaterne kan tilbagekalde fordele i henhold til direktivet eller nægte at anvende direktivet i tilfælde af transaktioner, der har skatteunddragelse, skatteundgåelse eller misbrug som væsentligste bevæggrund eller en af de væsentligste bevæggrunde.

Det følger af den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst art. 11, stk. 1, at:

"Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er renternes retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat."

På baggrund af de foreliggende oplysninger er Skattestyrelsen enig med Spørger i, at H1 kan anses for omfattet af rente-/royaltydirektivet og dobbeltbeskatnings-overenskomsten mellem Danmark og Luxembourg. Der henvises i øvrigt til det anførte i Skattestyrelsens begrundelse til spørgsmål 1 om den skattemæssige kvalifikation af selskabet.

Det er herefter afgørende for spørgsmålet om begrænset skattepligt, om H1 kan anses for retmæssig ejer af renterne fra H2 og D1, og om der er tale om misbrug.

Skattestyrelsen bemærker, at vurderingen af retmæssig ejer generelt anses for at være ens for udbytter og renter. Se f.eks. SKM2022.555.SR og SKM2024.198.SR.

Ved vurderingen vil der, kort beskrevet, blive lagt vægt på, om renter modtaget fra et dansk selskab bliver videresendt (eller er bestemt til at blive videresendt) som f.eks. renter, udbytte eller andre former for bidrag eller vederlag. Hvis det mellemliggende rentemodtagende selskab ikke har beføjelse til at råde over renterne - hvis f.eks. selskabet er forpligtet til straks at viderebetale alle modtagne midler til et selskab længere oppe i strukturen i en slags back-to-back-arrangement - vil det mellemliggende selskab eventuelt ikke kunne anses for retmæssig ejer og begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Der henvises i øvrigt til det anførte i Skattestyrelsens begrundelse til spørgsmål 1.

Se f.eks. SKM2023.457.SR, hvor Skatterådet ikke kunne bekræfte, at betingelserne for skattefrihed var opfyldte, idet et luxembourgsk selskab ikke blev anset for retmæssig ejer af modtagne renter. I sagen var der tale om et back-to-back lån mellem forbundne parter, hvor der mellem parterne var disponeret på en sådan måde, at renteindkomst ikke reelt kunne anses være undergivet det luxembourgske selskabs rådighed, der dermed blot fungerede som “gennemstrømningsenhed" for en overliggende skattemæssig transparent investeringsfond, der rent faktisk modtog den pågældende renteindkomst. Der forelå ikke oplysninger om, hvor de til Fonden bagvedliggende investorer var hjemmehørende og oplysninger om, hvorvidt disse ville kunne anses for retmæssige ejere af renterne, jf. en relevant dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Modsat kan der f.eks. henvises til SKM2024.198.SR, hvor Skatterådet fandt at et luxembourgsk selskab var retmæssig ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor låntager var et dansk ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark, jf. selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d.

I den foreliggende sag er det oplyst, at det ikke er sandsynligt, at dele af de modtagne renter ikke vil blive ført videre fra H1 til Fonden.

Da det således er oplyst, at videreudlodning fra H1 til Fonden kan forekomme, bliver det afgørende for spørgsmålet om begrænset skattepligt af renter, om Fonden kan anses som retmæssig ejer heraf.

Som anført i begrundelsen for spørgsmål 1 om udbytter følger det af praksis, at spørgsmålet derfor skal besvares på grundlag af en vurdering af, om Fonden ville være berettiget til frafald af kildeskat på renter, hvis renterne var betalt direkte fra H2 og D1 til Fonden. Dette er som anført en vurdering af, om Fonden kan anses som retmæssig ejer af renteindtægten. 

Skattestyrelsen lægger ved besvarelsen til grund, at rentebetalingerne ikke vil blive stillet til rådighed for sideordnede eller underliggende selskaber, som er hjemmehørende i lande, med hvem Danmark ikke har indgået dobbeltbeskatnings-overenskomst, eller lande uden for EU/EØS.

Idet der i det hele henvises til begrundelsen under spørgsmål 1, finder Skattestyrelsen, at Fonden kan anses som retmæssig ejer af videreudloddede renter fra H2 og D1, idet denne videreføring af renter efter en samlet konkret vurdering af de foreliggende oplysninger ikke anses for at være som følge af en nominee-situation/back-to-back-situation eller et misbrugstilfælde.

H1 vil derfor ikke være begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, idet beskatningen af renter fra de danske ejendomsselskaber skal frafaldes eller nedsættes som følge af moder/datterselskabsdirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Som det også er anført i begrundelsen for spørgsmål 1, bemærker Skattestyrelsen, at spørgsmålet om retmæssig ejer udgør en transaktionsbestemt vurdering, der altid skal foretages for hver enkelt udbytteudlodning eller rentebetaling.

Idet der ligeledes i det hele henvises til begrundelsen under spørgsmål 1, finder Skattestyrelsen i øvrigt, at ligningslovens § 3 ikke kan finde anvendelse.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at renter af kontrolleret gæld, der betales fra de danske ejendomsselskaber, D2 og D3, ikke vil være omfattet af begrænset skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og at ligningslovens § 3 ikke finder anvendelse.

Begrundelse

Afgørende for spørgsmålet om begrænset skattepligt af renter er, om H1 kan anses for retmæssig ejer af renterne fra D2 og D3, og om der er tale om misbrug.

Det er oplyst, at det ikke er sandsynligt, at dele af de modtagne renter ikke vil blive ført videre fra H1 til Fonden.

Idet der henvises til begrundelsen overfor til spørgsmål 1 og 3, finder Skattestyrelsen, at Fonden kan anses som retmæssig ejer af videreførte renter fra D2 og D3, idet denne videreføring af renter efter en samlet konkret vurdering af de foreliggende oplysninger ikke anses for at være som følge af en nominee-situation/back-to-back-situation eller et misbrugstilfælde.

H1 vil derfor ikke være begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, idet beskatningen af renter fra de danske ejendomsselskaber skal frafaldes eller nedsættes som følge af moder/datterselskabsdirektivet eller den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Som det også er anført ved spørgsmål 1 og 3, bemærker Skattestyrelsen, at spørgsmålet om retmæssig ejer udgør en transaktionsbestemt vurdering, der altid skal foretages for hver enkelt udbytteudlodning eller rentebetaling.

Idet der ligeledes i det hele henvises til begrundelsen under spørgsmål 1, finder Skattestyrelsen i øvrigt, at ligningslovens § 3 ikke kan finde anvendelse.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

(…)

c)  oppebærer udbytte fra kilder her i landet omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.  (…) Skattepligten omfatter ikke udbytte af datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, når beskatningen af udbytter fra datterselskabet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende. Selv om betingelserne i 4. pkt. ikke er opfyldt, omfatter skattepligten dog heller ikke udbytte af datterselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 A, når det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller i en stat, der er medlem af EU, men hvor beskatningen af udbyttet sker hos deltagerne i det udbyttemodtagende selskab i udlodningsåret og det udbyttemodtagende selskab ville have været omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, hvis det havde været hjemmehørende her i landet. Det er en betingelse for anvendelse af 5. pkt., at deltagerne i det udbyttemodtagende selskab selv opfylder betingelserne i 4. pkt. Reglerne i 5. og 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvor det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EØS og har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte af koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4 B, der ikke er datterselskabsaktier, når det udbyttemodtagende koncernselskab er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EU/EØS, og udbyttebeskatningen skulle være frafaldet eller nedsat efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten med den pågældende stat, hvis der havde været tale om datterselskabsaktier. Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte, som oppebæres af deltagere i moderselskaber, der er optaget på listen over de selskaber, der er omhandlet i artikel 2, litra a, nr. i, i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, men som ved beskatningen her i landet anses for at være transparente enheder. Det er en betingelse, at selskabsdeltageren ikke er hjemmehørende her i landet. (…)

Aktieavancebeskatningslovens § 4 A, stk. 1

Ved datterselskabsaktier forstås aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, jf. dog stk. 2, 3 og 7.

Ligningslovens § 3

Skattepligtige selskaber og foreninger m.v. skal ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder. Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

Stk. 2. Ved anvendelsen af stk. 1 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som værende ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

Stk. 3. Indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal foretages på baggrund af det reelle arrangement eller serie af arrangementer, hvis der ses bort fra arrangementer eller serier af arrangementer efter stk. 1.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for andre deltagere i arrangementerne eller serierne af arrangementer, når deltagerne er skattepligtige omfattet af kildeskattelovens §§ 1 eller 2 eller dødsboskattelovens § 1, stk. 2.

Stk. 5. Skattepligtige har ikke fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.

Stk. 6. Stk. 1 - 4 har forrang i forhold til stk. 5 ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU.

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge sager om anvendelse af stk. 1-5 for Skatterådet til afgørelse. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og § 27, stk. 2, 2. pkt., for foretagelse eller ændring af ansættelser, der er en direkte følge af anvendelsen af stk. 1-5, forlænges med 1 måned og anses for afbrudt ved told- og skatteforvaltningens fremsendelse til Skatterådet og den skattepligtige af indstilling til afgørelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, BKI nr. 95 af 23/09/1982

Artikel 1

De af overenskomsten omfattede personer

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, skal i denne overenskomst:

(…)

d) udtrykket “person" omfatte en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af personer;

(…)

Artikel 4

Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Udtrykket omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i eller formue, der beror i denne stat.

(…)

Artikel 10

Udbytte

Stk. 1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Stk. 2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålægges, må, såfremt modtageren er udbyttets retsmæssige ejer, ikke overstige:

a) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retsmæssige ejer er et selskab (bortset fra et interessentskab og et kommanditselskab), der direkte ejer mindst 25 pct. af kapitalen i det selskab, som udbetaler udbyttet;

b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.

De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

Stk. 3. Udtrykket "udbytte" betyder i denne artikel indkomst af aktier, "jouissance" aktier eller "jouissance" rettigheder, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

(…)

EU’s moder-/datterselskabsdirektiv (Direktiv 2011/96/EU), som ændret ved Rådets direktiv af 27. januar 2015 (2015/121/EU) om ændring af direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater

Artikel 1

(…)

Stk. 1. Hver medlemsstat anvender dette direktiv:

a) på overskud, som selskaber i denne medlemsstat modtager som udbytte fra deres datterselskaber i andre medlemsstater

b) på overskud, som selskaber i denne medlemsstat udlodder til selskaber i andre medlemsstater, som de er datterselskaber af

c) på overskud, som faste driftssteder, beliggende i denne medlemsstat, af selskaber i andre medlemsstater modtager som udbytte fra deres datterselskaber hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor det faste driftssted er beliggende

d) på overskud, som selskaber i denne medlemsstat udlodder til faste driftssteder, beliggende i en anden medlemsstat, af selskaber i samme medlemsstat, som de er datterselskaber af

2. Medlemsstaterne giver ikke de fordele, der er ved dette direktiv, til arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har, at opnå en skattefordel, som virker mod indholdet af eller formålet med dette direktiv, og som ikke er reelle under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.

Et arrangement kan omfatte flere trin eller dele.

3. Med hensyn til stk. 2 betragtes arrangementer eller serier af arrangementer som ikke reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.

4. Dette direktiv er ikke til hinder for anvendelsen af interne bestemmelser eller overenskomster, som er nødvendige for at hindre svig og misbrug.

Artikel 2

I dette direktiv forstås ved:

a) »selskab i en medlemsstat«: ethvert selskab

i) der er organiseret i en af de former, der er anført i bilag I, Del A

ii) som ifølge skattelovgivningen i en medlemsstat anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i denne medlemsstat, og som i henhold til en overenskomst om dobbeltbeskatning med et tredjeland ikke anses for at være hjemmehørende uden for Unionen

iii) som desuden uden valgmulighed og uden fritagelse er omfattet af en af de former for skat, som er anført i bilag I, del B, eller af enhver anden form for skat, der træder i stedet for en af disse former for skat

Artikel 5

Det overskud, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, fritages for kildeskat.

Bilag I

DEL A

Liste over de selskaber, der er omhandlet i artikel 2, litra a), nr. i

(…)

e) De selskaber, der i dansk ret benævnes »aktieselskab« og »anpartsselskab«. Andre selskaber, der er skattepligtige i henhold til selskabsskatteloven, forudsat at deres skattepligtige indkomst beregnes og beskattes i henhold til de almindelige skatteregler, der gælder for »aktieselskaber«.

(…)

p) De selskaber, der i luxembourgsk ret benævnes »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »société à responsabilité limitée«, »société coopérative«, »société coopérative organisée comme une société anonyme«, »association d'assurances mutuelles«, »association d'épargne-pension« og »entreprise de nature commerciale, industrielle ou minière de l'Etat, des communes, des syndicats de communes, des établissements publics et des autres personnes morales de droit public« og andre selskaber oprettet i henhold til luxembourgsk ret, der er omfattet af luxembourgsk selskabsskat.

(…)

DEL B

Liste over de former for skat, der er omhandlet i artikel 2, litra a), nr. iii

(…)

-        impôt sur le revenu des collectivités i Luxembourg

(…)

Forarbejder

Bemærkninger til ligningslovens § 3 - Lov nr. 540 af 29. april 2015 - L 167 2014-15 (1. samling)

(…)

Omgåelsesklausulen vedrørende direktiverne og omgåelsesklausulen vedrørende dobbeltbeskatningsoverenskomsterne er formuleret forskelligt. Det er imidlertid vurderingen, at der ikke er væsentlig forskel på de to omgåelsesklausuler. Efter ordlyden af den af EU vedtagne omgåelsesklausul gælder den ikke, hvis transaktionen eller arrangementet er udtryk for reel økonomisk aktivitet. Dette kan formentlig indfortolkes i den af OECD foreslåede omgåelsesklausul i kraft af henvisningen til hensigten og indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. En sådan hensigt og formål omfatter tilvejebringelse af traktatmæssig beskyttelse for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde af personer, som reelt er engageret i god tro i grænseoverskridende handel og investeringer. Hvorvidt der eventuelt måtte være forskel på de to omgåelsesklausuler er et spørgsmål, der må afklares i domspraksis, herunder ved forelæggelse for EU-dom.

(…)

Bemærkninger til ligningslovens § 3 - Lov nr. 1726 af 27. december 2018 - L 28 A 2018-19

(…)

De foreslåede bestemmelser indebærer ingen ændringer i den materielle vurdering af misbrug, som anvendes i den gældende omgåelsesklausul.

(…)

Praksis

SKM2023.456.HR

Et luxembourgsk moderselskab var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skattepligtig af udbytte udloddet af dets danske datterselskab. Der skulle ikke ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg, fordi der forelå retsmisbrug efter EU-retten af direktivets fordele, og fordi det luxembourgske selskab ikke kunne anses som retmæssig ejer af udbyttet i overenskomstens artikel 10, stk. 2’s forstand. Den omstændighed, at koncernen ifølge datterselskabet som et alternativ til den skete udlodning kunne have foretaget en likvidation af selskabet i medfør af dagældende anpartsselskabslovs § 59, og likvidationsprovenuet herfra kunne være udloddet skattefrit til moderselskabet, havde ingen betydning for den skattemæssige bedømmelse, herunder for om der forelå misbrug, idet denne bedømmelse skulle baseres på den udbytteudlodning, som faktisk blev foretaget, og ikke på en grundlæggende anden disposition i form af likvidation af datterselskabet, som koncernen havde fravalgt.

Datterselskabet var ansvarligt for den manglende indeholdelse af udbytteskat i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1. Højesteret anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at koncernen indhentede rådgivning om arrangementet.

SKM2023.251.HR

Moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, var i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå retsmisbrug efter direktivet, og fordi moderselskaberne ikke kunne anses for at være retmæssig ejer af de udloddede beløb efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

I den ene sag (sag 69/2021), der angik to udbytter, fandt Højesteret, at det ene udbytte var fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, sammenholdt med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Højesteret tiltrådte, at selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, 5. pkt., om transparente moderselskaber, må forstås således, at fritagelse for skattepligt forudsætter, at også betingelsen om, at beskatning skal frafaldes eller nedsættes efter moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er opfyldt.

En indsigelse om, at en beskatning stred imod en bindende administrativ praksis, blev ikke taget til følge. I sag 69/2021 blev det indeholdelsespligtige selskab anset for ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. kildeskattelovens § 65, stk. 1.

SKM2012.121.ØLR

I forbindelse med en kapitalfonds overtagelse af en dansk koncern blev der etableret en holdingselskabskonstruktion, hvor kapitalfondene stiftede det øverste danske holdingselskab ved kontantindskud. Derefter blev mellemliggende luxembourgske holdingselskaber stiftet ved aktieombytning, og i umiddelbar forlængelse heraf blev en væsentlig del af den kapital, der var indskudt i det danske øverste holdingselskab udloddet til det nederste luxembourgske holdingselskab. Det udloddede beløb blev på ny udlånt til det danske holdingselskab ved et konvertibelt lån, der ved årets udgang blev konverteret til egenkapital. Det var oplyst, at fremgangsmåden ved stiftelsen af holdingselskabskonstruktionen var anvendt med henblik på at undgå kapitaltilførselsafgift i Luxembourg, idet kapitaltilførselsafgift var blevet pålagt, såfremt kapitalen i det luxembourgske selskab var indskud " fraoven". Det var endvidere oplyst, at det fra starten var tiltænkt at udstede det konvertible lån, idet renterne på lånet ville være fradragsberettigede i Danmark, mens afkastene betragtedes som skattefri udbytter i Luxembourg (den nugældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 2B var dengang ikke indført). SKAT havde anset det øverste danske holdingselskab for pligtig til at indeholde kildeskat på det udbyttebeløb, der var udbetalt til det nederste luxembourgske holdingselskab. Begrundelsen herfor var blandt andet, at luxembourg-selskabet ikke havde nogen reel ret til at råde over udbyttebeløbet, idet det på forhånd var fastlagt, at beløbet straks skulle genudlånes til det danske selskab, og at luxembourg-selskabet ikke var udbyttets retmæssige ejer. SKAT havde fundet, at udbyttet derfor var skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1 litra c, idet indeholdelse af kildeskat ikke kunne anses for at være i strid med hverken den dansk-luxembourgske dobbeltbeskatningsoverenskomst eller moder/datterselskabsdirektivet. Landsretten tiltrådte Skatteministeriets synspunkt om, at begrebet retmæssig ejer så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med den internationale forståelse, der er kommet til udtryk i blandt andet kommentarerne til OECD's modeloverenskomst, ligesom landsretten tiltrådte, at ændringerne i 2003-kommentarerne har karakter af præciseringer, der kan inddrages ved fortolkningen af begrebet retmæssig ejer. Landsretten fandt videre, at et holdingselskab kun kan frakendes status som retmæssig ejer, hvis ejeren/ejerne udøver en kontrol med selskabet, som ligger udover den planlægning og styring på koncernplan, som sædvanligvis forekommer i internationale koncerner, og hvis det pågældende selskab er indskudt som et mellemled med henblik på, at den/de bagvedliggende ejere kan opnå fordele i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som ikke ville kunne opnås af ejeren/ejerne direkte. I den foreliggende sag, hvor det af det danske selskab udbetalte udbytte ikke var ført videre til den/de bagvedliggende ejere, men derimod var tilbageført som et lån til det danske selskab, måtte det luxembourgske selskab efter landsrettens opfattelse anses for retmæssig ejer, således at selskabet ikke var skattepligtigt med hensyn til udbytte, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, og artikel 10, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Luxembourg.

SKM2024.198.SR

Master LuxCo (Spørger), var et luxembourgsk selskab, som primært investerede i fast ejendom og ejendomsrelaterede værdipapirer.

Spørger havde gennem Lux HoldCo købt en ejendom i Danmark gennem selskabet DK PropCo ApS.

Spørger finansierede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra den overliggende fond. Det dansk selskab betalte renter til Spørger i Luxembourg. Som følge af et aktionærlån i Lux HoldCo påløb renterne til finansiering af købet af en ejendom.

Spørger ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at Spørger ville anses for at være den reelle ejer af udbytte fra det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c). Skatterådet bekræftede dette.

Spørger ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at det luxembourgske selskab Lux FinCo ville anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor låntager var det danske ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede dette.

SKM2023.279.SR

Spørger, H10, ønskede bekræftet, at det danske datterselskab, H5, kunne udlodde udbytte skattefrit til H6 som herefter ville videreudlodde en del af udbyttet gennem mellemliggende selskaber i strukturen, for til sidst at ende i H10.

Skatterådet bekræftede at den forespurgte situation ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, da den umiddelbare modtager, H6, kunne anses for at være den retmæssig ejer af udbyttet. Skatterådet lagde i sin vurdering vægt på, at eftersom H10 ligeledes ville opfylde betingelserne for skattefrihed efter moder-/datterselskabsdirektivet samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten, såfremt udbytte var udloddet direkte, ville der ikke foreligge misbrug. Skatterådet fandt endvidere, at den generelle omgåelsesklausul i ligningslovens § 3, ikke ville finde anvendelse, da der ikke var tale om et arrangement der var tilrettelagt med det formål at opnå en skattefordel.   

SKM2022.555.SR

Spørger, Holdo-1, var ejet af fonden i Luxembourg. Spørger ejede selskaber hjemmehørende i en række lande, herunder Danmark. Spørger havde købt en ejendom gennem selskabet Holdco-2 i Danmark.

Spørger finansiererede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra fonden. I den aktuelle sag var det et dansk selskab, Holdco-2, der betalte renter til Spørger i Luxembourg. Renter påløb som følge af et aktionærlån i Holdco-2 til finansiering af købet af en ejendom.

Spørger ønskede derfor bekræftet, at Spørger skulle anses for at være den reelle ejer af modtaget udbytte fra et helejet dansk ejendomsselskab og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c).

Spørger ønskede også bekræftet, at Holdco-1 skulle anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor långiver var et helejet dansk ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d).

Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at Spørger var den reelle ejer af modtaget udbytte fra det danske ejendomsselskab, og at Spørger var den reelle ejer af modtagne renter af aktionærlån.

SKM2022.352.SR

Skatterådet bekræftede, at hverken Fonden eller H2 var begrænset skattepligtig til Danmark af udbytte, der påtænktes udloddet fra et dansk ejendomsselskab, H3, til H2 og videre til Fonden. Skatterådet fandt, at den umiddelbare modtager af udbyttet, H2, der var omfattet af bestemmelserne i moder-/datterselskabsdirektivet og den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, med stor sandsynlighed kunne anses for retmæssig ejer heraf. Der vil dog altid skulle foretages en vurdering for hver enkelt udbytteudlodning, da spørgsmålet om retmæssig ejer er en transaktionsmæssig vurdering. Der lagdes vægt på, at Fonden som udgangspunkt selv ville være berettiget til frafald af kildeskatten efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, såfremt Fonden havde modtaget udbytterne direkte fra H3, at Fonden ikke ville udlodde al dens overskudslikviditet og at Fonden bestod af puljeaktiver, der forvaltedes af et Managementselskab, der repræsenterede og handlede på vegne af Fonden. Managementselskabet havde ingen tilknytning til investorerne i Fonden - med undtagelse af det nordiske børsnoterede selskab, G2, der ejede 10,1 pct. af deltagerkapitalen i Fonden, og derfor som udgangspunkt selv ville kunne modtage skattefri udbytter, hvis selskabet havde modtaget udbytte direkte fra H3. Ligningslovens § 3 fandt efter en samlet konkret vurdering ikke anvendelse på udbytteudlodninger fra H3 til H2, idet formålet med ejerstrukturen blev vurderet til at være konkret forretningsmæssigt begrundet.

SKM2022.171.SR

Kapitalnedsættelse uden udbetaling udløste ikke udbytteskat. Moderselskab i DBO-land 1 var ikke skattepligtig af udbytte, da anset som beneficial owner. Det ønskedes at gennemføre en kapitalnedsættelse i spørger, H4, der skulle anvendes til udligning af negativt overført resultat eller eventuelt henlægges som særlige reserver. Endvidere ønskedes det at udlodde udbytte til H4's moderselskab i DBO-land 1, H3, der umiddelbart herefter vil udlodde udbytte til sit moderselskab i DBO-land 2, H1. Skatterådet bekræftede, at en kapitalnedsættelse uden udbetaling ikke udløste udbytteskat. Skatterådet bekræftede endvidere, at H3 skulle anses som beneficial owner af udbytte, uanset at udbyttet ville blive videreudlodde til H1, eftersom H1 ved direkte ejerskab ville være skattefri af udbyttet. Der forelå således ikke misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

SKM2022.97.SR

Sagen omhandlede en tysk alternativ investeringsfond (Spørger), der ejede 100% af anparterne i et dansk ejendomsselskab (datterselskab). I spørgsmål 1 kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke skulle anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til udbytte udloddet fra det danske datterselskab. Skatterådet fandt, at Spørger var omfattet af fordelingsbestemmelserne i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst om beskatning af indkomst og formue, og at Spørger med stor sandsynlighed ville blive anset for at være retmæssig ejer af udbyttet. Skatterådet understregede, at spørgsmålet om retmæssig ejer udgør en transaktionsbestemt vurdering, der altid skal foretages for hver enkelt udbytteudlodning. Omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 fandt efter en samlet konkret vurdering ikke anvendelse på udbytteudlodninger fra det danske datterselskab til Spørger, idet formålet med ejerstrukturen blev vurderet til at være konkret forretningsmæssigt begrundet. I spørgsmål 2 kunne Skatterådet bekræfte, med henvisning til begrundelsen i spørgsmål 1, at Spørger ikke skulle anses som begrænset skattepligtig til Danmark i relation til renter af kontrolleret gæld, hvor låntageren var det danske datterselskab.

Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter

(…)

Fritagelse for udbytteskat

Skattepligten omfatter ikke udbytte af datterselskabsaktier, se ABL § 4 A, når beskatningen af udbytter fra datterselskabet skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor moderselskabet er hjemmehørende.

Se SEL § 2, stk. 1, litra c, 5. punktum.

Skattepligten omfatter endvidere ikke udbytte af koncernselskabsaktier, se ABL § 4 B, der ikke er datterselskabsaktier, når det udbyttemodtagende koncernselskab er hjemmehørende i en stat, der er medlem af EU/EØS, og udbyttebeskatningen skulle være frafaldet eller nedsat efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten med den pågældende stat, hvis der havde været tale om datterselskabsaktier. Se SEL § 2, stk. 1, litra c, 6. punktum.

Skattepligten omfatter heller ikke udbytte, som oppebæres af deltagere i moderselskaber, der er optaget på listen over de selskaber, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a, i direktiv 2011/96/EU om en fælles beskatningsordning for moder/og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, men som ved beskatningen her i landet anses for at være transparente enheder. Det er en betingelse, at selskabsdeltageren ikke er hjemmehørende her i landet. Se SEL § 2, stk. 1, litra c, 7. punktum.

Skatterådet har i et bindende svar taget stilling til forståelsen af SEL § 2, stk. 1, litra c, 7. punktum. Se nærmere herom i SKM2011.441.SR.

Beneficial owner sagerne

Skattestyrelsen har i de seneste år rejst en række sager, hvor det gøres gældende, at hverken moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne afskærer Danmark fra at indeholde kildeskat på udbytter til udlandet, såfremt modtageren af udbytterne ikke er den retmæssige ejer. Vedrørende fastlæggelsen af begrebet retmæssig ejer og for udviklingen i sagerne om retmæssig ejer, henvises der til de nedenfor angivne afgørelser, domme mv.

Højesteret afsagde 9. januar 2023 dom i de to første sager om "beneficial ownership", som vedrører kildeskat på udbytter.

Sagerne angik navnlig, om selskaberne havde pligt til at indeholde udbytteskat af udlodninger til udenlandske moderselskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU’s direktiv om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater samt dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Cypern, Luxembourg og USA.

I dommen tog Højesteret stilling til, hvornår et udenlandsk moderselskab er "retmæssig ejer" ("beneficial owner") efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, og hvornår der foreligger retsmisbrug efter EU-direktivet. Højesteret foretog herefter en konkret vurdering af de enkelte udlodninger.

Højesteret fandt, at moderselskaber, der var hjemmehørende henholdsvis på Cypern og i Luxembourg, i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra c, var skattepligtige af udbytter fra deres danske datterselskaber, idet der hverken efter moder-/datterselskabsdirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Cypern og Luxembourg skulle ske nedsættelse af eller fritagelse for kildeskatten, fordi der forelå retsmisbrug efter direktivet, og fordi moderselskaberne ikke kunne anses for at være retmæssig ejer af de udloddede beløb efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

I den ene sag (sag 69/2021), der angik to udbytter, fandt Højesteret, at det ene udbytte var fritaget for beskatning efter SEL § 2, stk. 1, litra c, sammenholdt med den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Højesteret tiltrådte, at SEL § 2, stk. 1, litra c, 5. pkt., om transparente moderselskaber, må forstås således, at fritagelse for skattepligt forudsætter, at også betingelsen om, at beskatning skal frafaldes eller nedsættes efter moder-/datterselskabs-direktivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er opfyldt.

En indsigelse om, at en beskatning stred imod en bindende administrativ praksis, blev ikke taget til følge.

I sag 69/2021 blev det indeholdelsespligtige selskab anset for ansvarlig for den manglende indeholdelse af udbytteskat, jf. KSL § 69, stk. 1, jf. KSL § 65, stk. 1. Skattemyndighederne havde derfor et krav mod det indeholdelsespligtige selskab. Højesteret fastslog, at kravet på betaling af det ikke indeholdte beløb skulle tillægges renter og rentes rente efter opkrævningsloven. Se SKM2023.251.HR

(…)

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se spørgsmål 1.

Den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst

Art. 1

De af overenskomsten omfattede personer 

Denne overenskomst skal finde anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en eller flere af de kontraherende stater.

Art. 3

Almindelige definitioner 

Stk. 1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

(…)

• b) »person« omfatter en fysisk person, et selskab og en personsammenslutning;
• c) »selskab« betyder en juridisk person eller anden sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

Art. 10

Udbytte 

Stk. 1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Stk. 2. Såfremt udbyttets retmæssige ejer er hjemmehørende i en kontraherende stat og har et fast driftssted eller et fast sted i en anden kontraherende stat end den, i hvilken han er hjemmehørende, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har direkte forbindelse med erhvervsvirksomhed, som drives fra det faste driftssted, respektive frit erhverv som udøves fra det faste sted, skal, uanset bestemmelserne i stykke l og 3, udbytte, der udbetales fra et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en sådan retmæssig ejer, beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 i den kontraherende stat, hvori det faste driftssted, henholdsvis det faste sted, er beliggende.

Stk. 3. Udbytte fra et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stat, kan tillige beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis udbyttets retmæssige ejer er en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den skat, som pålignes, ikke overstige 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Sådant udbytte skal imidlertid være fritaget fra beskatning i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab (bortset fra personsammenslutninger og dødsboer), som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet. I tilfælde, hvor et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, ejer andel i et udbetalende selskab i en anden kontraherende stat gennem en eller flere personsammenslutninger, skal selskabet - ved anvendelsen af dette stykke - anses direkte at eje andel i det udbetalende selskab. Selskabets andel i det udbetalende selskab på grund af dette ejerskab skal anses at modsvare den andel, som selskabet ejer i det udbetalende selskab gennem personsammenslutningen eller personsammenslutningerne.

Stk. 6. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, andelsbeviser eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, som giver ret til andel i fortjeneste, samt anden indkomst fra selskaber, som efter lovgivningen i den stat, hvor det uddelende selskab er hjemmehørende, gives samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier. Som udbytte anses også indtægt fra en ordning, som medfører en ret til del i overskud i det omfang, den i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, udgør sådan indtægt.

Stk. 8. I tilfælde hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer indkomst fra en anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, og ej heller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af indkomst hidrørende fra denne anden stat.

Forarbejder

Se spørgsmål 1.

Praksis

Se spørgsmål 1.

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger mv. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

(…)

d) oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af § 1 eller litra a har til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens kapitel 4 (kontrolleret gæld). Dette gælder dog ikke for renter af fordringer, som er knyttet til et fast driftssted omfattet af litra a. Skattepligten omfatter ikke renter, hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab m.v. er hjemmehørende. Dette gælder dog kun, hvis det betalende selskab og det modtagende selskab er associeret som nævnt i dette direktiv i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder, hvis et dansk moderselskab m.v. selv direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse i det modtagende selskab m.v., jf. § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Skattepligten bortfalder desuden, hvis det modtagende selskab m.v. er under bestemmende indflydelse af et moderselskab m.v., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab m.v. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne, hvis betingelserne herfor efter disse regler er opfyldt. Skattepligten bortfalder endvidere, hvis det modtagende selskab m.v. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst ¾ af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab m.v., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning.

Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater

Artikel 1, stk. 1

Anvendelsesområde og procedure

1.   Betalinger af renter eller royalties, der opstår i en medlemsstat, fritages for enhver form for skat i denne stat, hvad enten den opkræves ved indeholdelse ved kilden eller ved skatteansættelse, forudsat at den retmæssige ejer af de pågældende renter eller royalties er et selskab i en anden medlemsstat eller et fast driftssted beliggende i en anden medlemsstat og tilhørende et selskab i en medlemsstat.

Artikel 3

Definition af selskab, associeret selskab og fast driftssted

I dette direktiv forstås ved:

a)

»selskab i en medlemsstat«: ethvert selskab,

i)

der har en af de former, der er nævnt på listen i bilaget, og

ii)

som i overensstemmelse med skattelovgivningen i medlemsstaten anses for at være hjemmehørende i denne stat, og som ikke i henhold til en dobbeltindkomstbeskatningsoverenskomst med et tredjeland kan anses for at være hjemmehørende uden for Fællesskabet i skattemæssig henseende, og

iii)

som er omfattet af en af følgende skatter uden fritagelse eller af en identisk eller næsten tilsvarende skat, der efter dette direktivs ikrafttræden pålignes som supplement til eller i stedet for de eksisterende skatter:

(…)

-                    selskabsskat i Danmark

-                    (…)

-                    impôt sur le revenu des collectivités i Luxembourg

-                    (…)

Artikel 5

Svig og misbrug

1.   Dette direktiv udelukker ikke anvendelse af nationale eller overenskomstmæssigt fastsatte bestemmelser til bekæmpelse af svig eller misbrug.

2. Medlemsstaterne kan tilbagekalde fordele i henhold til dette direktiv eller nægte at anvende direktivet i tilfælde af transaktioner, der har skatteunddragelse, skatteundgåelse eller misbrug som væsentligste bevæggrund eller en af de væsentligste bevæggrunde.

BILAG

Liste over selskaber, der er omfattet af direktivets artikel 3, litra a)

(…)

b) selskaber, der i dansk ret benævnes »aktieselskab« og »anpartsselskab«

(…)

i) selskaber, der i luxembourgsk ret benævnes »société anonyme«, »société en commandite par actions« og »société à responsabilité limitée«

Praksis

SKM2023.398.HR

De to sager angik navnlig, om der var pligt til at indeholde skat af renter på koncerninterne lån ydet af udenlandske koncernforbundne selskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU’s rente-/royaltydirektiv og dobbeltbeskatningsoverenskomster med de nordiske lande og Luxembourg. Med hensyn til en række generelle spørgsmål om udtrykket »beneficial owner« og om, hvornår der efter EU-retten foreligger retsmisbrug, henviste Højesteret blandt andet til Højesterets dom i U 2023.1575, der angik sager om udbytter udloddet til udenlandske moderselskaber.

Om begge sager udtalte Højesteret, at der i koncernen var gennemført en omstrukturering, der bl.a. indebar indskydelse af selskaber i henholdsvis Sverige og Luxembourg, og at denne omstrukturering måtte ses som et samlet og på forhånd tilrettelagt skattearrangement.

Højesteret fastslog endvidere, at de indskudte selskaber måtte anses for gennemstrømningsselskaber, der ikke nød beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Efter de oplysninger, som parterne havde fremlagt, kunne det ikke fastlægges, hvad der endeligt var sket med renterne, efter de var strømmet gennem de indskudte selskaber, og det kunne derfor ikke fastlægges, hvem der var retmæssig ejer af renterne.

Højesteret fastslog herefter, at skattearrangementerne udgjorde misbrug, og at der skulle have været indeholdt renteskat med henholdsvis ca. 369 mio. kr. og ca. 817 mio.

SKM2023.457.SR

Et luxembourgsk selskab ønskede at få bekræftet, at der ikke ville være begrænset skattepligt i Danmark af renteindtægter, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d. Selskabet modtog renterne fra et koncernforbundet selskab i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte at betingelserne for skattefrihed var opfyldt, idet Spørger ikke blev anset for retmæssig ejer af rentebetalingerne. Beskatning af renterne kunne som følge heraf ikke frafaldes efter artikel 11, stk. 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Luxembourg.

SKM2022.555.SR

Spørger, Holdo-1, var ejet af fonden i Luxembourg. Spørger ejede selskaber hjemmehørende i en række lande, herunder Danmark. Spørger havde købt en ejendom gennem selskabet Holdco-2 i Danmark. Spørger finansiererede sine investeringer dels ved hjælp af egenkapital og dels ved hjælp af aktionærlån fra fonden. I den aktuelle sag var det et dansk selskab, Holdco-2, der betalte renter til Spørger i Luxembourg. Renter påløb som følge af et aktionærlån i Holdco-2 til finansiering af købet af en ejendom. Spørger ønskede derfor bekræftet, at Spørger skulle anses for at være den reelle ejer af modtaget udbytte fra et helejet dansk ejendomsselskab og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra c). Spørger ønskede også bekræftet, at Holdco-1 skulle anses for at være den reelle ejer af modtagne/påløbne renter af kontrolleret gæld (aktionærlån), hvor långiver var et helejet dansk ejendomsselskab, og derfor ikke skulle anses for at være skattepligtigt i Danmark i henhold til den danske selskabsskattelovs § 2, stk. 1, litra d). Skatterådet bekræftede i overensstemmelse med Spørgers ønske, at Spørger var den reelle ejer af modtaget udbytte fra det danske ejendomsselskab, og at Spørger var den reelle ejer af modtagne renter af aktionærlån.

SKM2014.676.SR

Skatterådet bekræftede, at dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Luxembourg fandt anvendelse ved fordeling af beskatningsretten til renter, der vedrørte låneaftalen indgået mellem A ApS og det koncernforbundne selskab B S.à.r.l.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af renter hidrørende fra selskabets udlån til A, hvis rentebetalingerne blev ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

Skatterådet bekræftede, at B ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af modtagne renter, såfremt det blev lagt til grund, at rentebetalingerne ikke var bestemt og ikke blev ført videre til højere, sideordnede eller underliggende selskaber i koncernen.

Den juridiske vejledning 2025-2, afsnit C.D.8.10.6 Renter

(…)

Hovedregel

Renter, der betales af danske selskaber eller foreninger mv. til visse juridiske personer, der har hjemsted i udlandet, skal beskattes. Se SEL § 2, stk. 1, litra d. Beskatningen omfatter også rentebetalinger fra et udenlandsk selskabs faste driftssted, som ligger i Danmark, hvis betalingen er knyttet til udøvelsen af virksomheden i driftsstedet.

Betingelser for beskatningen

Det er en betingelse for beskatningen, at der er tale om gæld til juridiske personer som nævnt i SKL kapitel 4 (kontrolleret gæld). Det er endvidere en betingelse for beskatningen, at beskatningen af renterne udgør mindre end ¾ af den danske selskabsbeskatning.

Baggrunden for hovedreglen

Bestemmelsens formål er at imødegå, at et dansk selskab mv. nedsætter den danske beskatning ved at reducere den skattepligtige indkomst gennem rentebetalinger til visse finansielle selskaber i lavskattelande.

Undtagelser

Beskatning af renter skal frafaldes i følgende tilfælde:

• Hvis renter af fordringen er knyttet til et fast driftssted, omfattet af SEL § 2, stk. 1, litra a),
• Hvis beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater. Dette gælder imidlertid kun, hvis det betalende selskab og det modtagne selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
• Hvis beskatningen af renter skal frafaldes eller nedsættes efter en DBO med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab mv. er hjemmehørende,
• Hvis det modtagende selskab mv. er under væsentlig indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende her i landet, jf. SEL § 31 C, i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge,
• Hvis det modtagende selskab mv. er under bestemmende indflydelse af et selskab mv., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab mv. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne,
• Hvis det modtagende selskab mv. godtgør, at den udenlandske selskabsbeskatning af renterne udgør mindst 3/4 af den danske selskabsbeskatning, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab mv., som er undergivet en selskabsbeskatning af renterne, der er mindre end 3/4 af den danske selskabsbeskatning.

Beneficial owner sagerne

Skattestyrelsen har i de seneste år ført en række sager, hvor det gøres gældende, at hverken rente-/royaltydirektivet eller dobbeltbeskatningsoverenskomsterne afskærer Danmark fra at indeholde kildeskat på renter til udlandet, såfremt modtageren af renterne ikke er den retmæssige ejer. Vedrørende fastlæggelsen af begrebet retmæssige ejer og for udviklingen i sagerne om retmæssig ejer, henvises der til de nedenfor angivne afgørelser, domme mv.

Højesteret afsagde 4. maj 2023 dom i de to første sager om "beneficial ownership", som vedrører kildeskat af renter.

Sagerne angik navnlig, om selskaberne havde pligt til at indeholde skat af renter på koncerninterne lån ydet af udenlandske koncernfor-bundne selskaber. Sagerne skulle bedømmes efter dansk skattelovgivning, EU’s rente-/royaltydirektiv og dobbeltbeskatningsoverenskomster med de nordiske lande og Luxembourg.

HR henviste vedr. de generelle spørgsmål - herunder hvornår et udenlandsk moderselskab er "retmæssig ejer" ("beneficial owner") efter DBO´er med Luxembourg og de nordiske lande, og hvornår der foreligger retsmisbrug efter EU’s rente-/royalty direktiv - til Højesteretsdommen af 9. januar 2023 i udbyttesagerne. Højesteret foretog herefter en konkret vurdering af de to koncerners struktur og låneforhold.

Højesteret udtalte, at der i begge koncerner var gennemført en omstrukturering, der bl.a. indebar indskydelse af selskaber i henholdsvis Sverige og Luxembourg, og at denne omstrukturering måtte ses som et samlet og på forhånd tilrettelagt skattearrangement. De indskudte selskaber måtte derfor anses for gennemstrømningsselskaber, der ikke nød beskyttelse efter rente-/royaltydirektivet eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Da det ikke efter de oplysninger, som parterne havde fremlagt, kunne fastlægges, hvad der endeligt var sket med renterne, efter de var strømmet gennem de indskudte selskaber, kunne det ikke fastlægges, hvem der var "retmæssig ejer" af renterne.

Højesteret fastslog herefter, at skattearrangementerne udgjorde misbrug. Selskaberne skulle derfor have indeholdt renteskat med henholdsvis ca. 369 mio. kr. og ca. 817 mio. kr.

Højesteret stadfæstede således Landsrettens dom.

(…)

Kommentarer til artikel 10 i OECD's modeloverenskomst for 2017

12. Kravet om retmæssigt ejerskab blev indsat i art. 10, stk. 2, for at præcisere betydningen af ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende", således som de anvendes i artiklens stk. 1. Det gøres herved klart, at kildestaten ikke er forpligtet til at give afkald på sin beskatningsret til udbytteindkomst, blot fordi indkomsten straks blev udbetalt direkte til en person, der er hjemmehørende i en stat, med hvilken kildestaten havde indgået en overenskomst.

12.1 Da udtrykket “retmæssig ejer" blev tilføjet for at adressere de potentielle vanskeligheder ved anvendelsen af ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende" i stk. 1, var det hensigten, at det skulle fortolkes i denne sammenhæng og ikke henvise til en teknisk betydning, som det ville kunne have efter den nationale lovgivning i en given stat (faktisk var det således, at da udtrykket blev tilføjet stykket, havde det i mange stater ikke en præcis lovgivningsmæssig betydning). Udtrykket “retmæssig ejer" er derfor ikke anvendt i snæver teknisk forstand (således som den betydning det har i trustlovgivningen i mange common law-stater), men det skal derimod forstås i sin kontekst, i særdeleshed i relation til ordene “udbetales … til en person, som er hjemmehørende" og i lyset af hensigten og formålet med overenskomsten, herunder at undgå dobbeltbeskatning og forhindre skatteunddragelse og -omgåelse.

12.2 Når en indkomst betales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og handler i egenskab af repræsentant eller stedfortræder, vil det ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, at kildestaten giver en lempelse eller fritagelse alene på grundlag af den direkte indkomstmodtagers status som en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat. Den direkte indkomstmodtager er i denne sammenhæng en person, der er hjemmehørende i den anden stat, uden der som følge heraf opstår dobbeltbeskatning, da indkomstmodtageren ikke anses for at være ejer af indkomsten i skattemæssig henseende i den stat, hvor vedkommende er hjemmehørende.

12.3 Det ville ligeledes ikke være i overensstemmelse med hensigten og formålet med overenskomsten, hvis kildestaten skulle give en lempelse eller fritagelse, når en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, på anden måde end som repræsentant eller stedfortræder blot fungerer som “gennemstrømningsenhed" (“conduit") for en anden person, der rent faktisk modtager den pågældende indkomst. Af disse grunde konkluderer den af Committee on Fiscal Affairs udarbejdede rapport “Double Taxation Conventions and the Use of Conduit Companies", at et “gennemstrømningsselskab" normalt ikke kan anses for at være den retmæssige ejer, hvis det, skønt det er den formelle ejer, reelt har meget snævre beføjelser, som i relation til den pågældende indkomst gør det til en bemyndiget eller administrator, der handler på vegne af andre parter.

12.4 I disse forskellige eksempler (repræsentant, stedfortræder, “gennemstrømningsselskab" i dets egenskab af bemyndiget eller administrator) er den direkte modtager af udbytte ikke den “retmæssige ejer", fordi modtagerens ret til at bruge og nyde udbyttet er begrænset af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person. En sådan forpligtelse vil sædvanligvis fremgå af relevante juridiske dokumenter, men kan eventuelt også være til stede i kraft af de faktiske omstændigheder, som klart viser, at modtageren i realiteten ikke har rettighederne til at bruge og nyde udbyttet uden at være bundet af en kontraktlig eller juridisk forpligtelse til at videreformidle de modtagne udbetalinger til en anden person. Denne type forpligtelse omfatter ikke kontraktlige eller juridiske forpligtelser, som ikke er betinget af, at den direkte modtager har modtaget udbetalingen, såsom en forpligtelse, der ikke er afhængig af modtagelsen af en sådan udbetaling, og som den direkte modtager har som debitor eller som part i finansielle transaktioner, eller sædvanlige fordelingsforpligtelser, som påhviler pensionsordninger eller kollektive investeringsinstitutter, som er berettiget til overenskomstmæssige fordele efter principperne angivet i pkt. 22-48 i kommentaren til art. 1. Når modtageren af udbytte har ret til at bruge og nyde udbyttet uden at være bundet af kontraktlige eller juridiske forpligtelser til at videreformidle de udbetalinger, som vedkommende har modtaget, til en anden person, er modtageren den “retmæssige ejer" af dette udbytte. Det bør også bemærkes, at art. 10 henviser til den retmæssige ejer af udbyttet i modsætning til ejeren af aktierne, og de kan være forskellige i visse situationer.

12.5 Det forhold, at modtageren af udbytte anses for at være den retmæssige ejer af dette udbytte, betyder imidlertid ikke, at den begrænsning af skatten, der er omhandlet i stk. 2, automatisk skal indrømmes. Denne begrænsning af skatten skal ikke indrømmes i tilfælde af misbrug af denne bestemmelse (jf. også pkt. 22 nedenfor). Bestemmelserne i art. 29 og de principper, der er omhandlet i afsnittet “Misbrug af overenskomsten" i kommentaren til art. 1, anvendes for at forebygge misbrug, herunder tilfælde af “treaty shopping", når modtageren er den retmæssige ejer af udbyttet. Mens begrebet “retmæssig ejer" er relateret til nogle former for skatteomgåelse (dvs. den type, der involverer indsættelse af en modtager, som er forpligtet til at videreformidle udbyttet til en anden person), er der andre former for misbrug, som begrebet ikke er relateret til, f.eks. visse former for “treaty shopping", og som er omfattet af disse bestemmelser og principper. Det må derfor ikke betragtes som et begreb, der på nogen måde begrænser anvendelsen af andre principper vedrørende sådanne forhold.

12.6 De ovenfor angivne forklaringer om betydningen af begrebet “retmæssig ejer" viser, at den betydning, som begrebet har i relation til artiklen, må holdes adskilt fra den betydning, som begrebet har i andre sammenhænge, der vedrører identifikationen af den person (sædvanligvis en fysisk person), som udøver den ultimative kontrol over enheder eller aktiver. En sådan anden betydning af en “retmæssig ejer" kan ikke anvendes i forbindelse med fortolkningen af denne artikel. Rent faktisk er det imidlertid således, at den betydning af bestemmelsen, som henviser til en fysisk person, ikke er forenelig med den eksplicitte ordlyd af stk. 2, litra a), som henviser til tilfælde, hvor et selskab er den retmæssige ejer af udbytte. Begrebet “retmæssig ejer", således som det anvendes i art. 10, har til formål at løse de problemer, der opstår ved at benytte formuleringen “udbetalt til" vedrørende udbytte, frem for de vanskeligheder, der relaterer sig til ejerskabet af aktier i det udloddende selskab. Af den årsag vil det ikke være hensigtsmæssigt ved anvendelsen af denne artikel at overveje en betydning, der er blevet udviklet med henblik på at henvise til fysiske personer, der udøver: “ultimativ, effektiv kontrol over en juridisk person eller ordning".

12.7 Med forbehold for artiklens andre betingelser og overenskomstens øvrige bestemmelser vedbliver begrænsningen i kildestatens beskatningsret at eksistere, når en mellemmand, f.eks. en repræsentant eller stedfortræder i en kontraherende stat eller i en tredjestat, er indskudt mellem den berettigede og betaleren, mens den retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat (modeloverenskomstens tekst blev ændret i 1995 og i 2014 for at præcisere dette, hvilket er i overensstemmelse med holdningen hos alle medlemsstater

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

Den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst

Art. 11

Renter 

Stk. 1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som betales til en i en anden kontraherende stat hjemmehørende person, kan kun beskattes i denne anden stat, hvis denne person er den retmæssige ejer af renterne.

Stk. 2. Såfremt renternes retmæssige ejer er hjemmehørende i en kontraherende stat og har et fast driftssted eller et fast sted i en anden kontraherende stat end den, i hvilken han er hjemmehørende, og den fordring, der ligger til grund for den udbetalte rente, har direkte forbindelse med erhvervsvirksomhed, som drives fra det faste driftssted, respektive frit erhverv, som udøves fra det faste sted, skal, uanset bestemmelserne i stykke 1, renter, som hidrører fra en kontraherende stat og betales til en sådan retmæssig ejer, beskattes i overensstemmelse med bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 i den kontraherende stat, hvori det faste driftssted, henholdsvis det faste sted, er beliggende.

Stk. 3. Udtrykket »rente« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, som ikke er udbytte i henhold til art. 10, stykke 6, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke. Udtrykket omfatter især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel.

Stk. 4. Såfremt en særlig forbindelse mellem den, der betaler renten, og den retmæssige ejer af renten, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at renten set i forhold til den gældsfordring, for hvilken den er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer af renten, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de berørte kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Se i øvrigt spørgsmål 3.

Forarbejder

Se spørgsmål 3.

Praksis

Se spørgsmål 3.