Parter

H1
(v/advokat Mie Have Thomsen)

mod

Skatteministeriet Departementet
(v/Kammeradvokaten v/advokat Søren Horsbøl Jensen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Anne Segato.

Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget sagen den 12. marts 2025.

Den 27. maj 2022 kl. 16.13 foretog Motorstyrelsen og politiet en kontrol af en mandskabsvogn af mærket Renault Master, der var parkeret ved McDonald’s, Y1-adresse. Motorstyrelsen traf i forlængelse af kontrollen afgørelse om opkrævning af registreringsafgift af mandskabsvognen.

Den 18. december 2024 stadfæstede Landsskatteretten Motorstyrelsens afgørelse om opkrævning af registreringsafgiften.

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt mandskabsvognen, som sagsøgeren, H1, disponerede over, på kontroltidspunktet blev anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets registrering som afgiftsfri mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, eller om Motorstyrelsens opkrævning af registreringsafgift for køretøjet i forlængelse af kontrollen er sket med urette.

H1 har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at den af Motorstyrelsen opkrævede registreringsafgift vedrørende mandskabsvognen af mærket Renault Master (med stel.nr. [...1]) på 235.443 kr. skal bortfalde.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen
Om de faktiske omstændigheder i sagen har Landsskatteretten i sin sagsfremstilling anført blandt andet følgende:

"…
Føreren af køretøjet var JD. JL og NP var passagerer i køretøjet. Føreren og de to passagerer var ansat i selskabets datterselskab, G1.

JD forklarede ved kontrollen den 27. maj 2022, at de lige havde fået fri fra arbejde på Y2-vej, cirka 1 kilometer fra McDonalds, hvorfor de var kørt til McDonalds, for at hente mad, som de ville spise på vejen hjem til deres private bopæle. JD oplyste, at han næsten altid havde bilen med hjem på hans private bopæl, hvor han boede sammen med passageren, JL. På vej hjem skulle de køre NP hjem til hans private bopæl. Herudover blev det forklaret at de 1-2 gange om ugen var inde på selskabets adresse for at hente materialer.

Selskabet har adresse på Y3-adresse, og har til formål at drive entreprenør-, anlægs-, tømrer- og vognmandsvirksomhed, samt anden beslægtet virksomhed efter direktionens skøn. Selskabet driver konkret virksomhed med op- eller nedgravning af fibernet i forbindelse med f.eks. oprettelse af fiberstik eller i forbindelse med f.eks. vejomlægninger.

Afstanden mellem selskabets adresse på Y3-adresse, til medarbejderen, JD og JL´s privatadresse på Y4-adresse, er ifølge Krak ruteplan 60,1 km.

Afstanden mellem selskabets adresse på Y3-adresse, til medarbejderen, NP´s adresse på Y5-adresse, er ifølge Krak ruteplan 46,1 km.

Afstanden mellem selskabets adresse på Y3-adresse, til McDonalds på adressen Y1-adresse, er ifølge Krak ruteplan 3,1 km.
…
Selskabet har forklaret, at medarbejderne ikke møder ind på selskabets adresse, idet arbejdet altid foregår på de forskellige arbejdspladser, der både kan være placeret langt væk eller tæt på selskabets adresse, hvorfor medarbejderne kører direkte fra deres private adresser til arbejdspladserne.

Selskabet har anført at medarbejderne de facto har et mindre lager af værktøjer mv. på deres private bopæle, bestående af almindeligt håndværktøj og redskaber, som medarbejderne benytter på de forskellige arbejdssteder. Dette består f.eks. af skovle, stamper, trykluftsbor, asfaltskærer, fliser mv., som transporteres ud til arbejdspladserne på selskabets køretøjer.

Selskabet har fremlagt billeder af et typisk køretøj, som et eksempel på det værktøj der transporteres. Det fremgår af billederne, at der på dette konkrete køretøj er fastspændt en trailer med en gravemaskine. Det er yderligere forklaret, at medarbejdere, der måtte have en trailer med en gravemaskine mv., medbringer denne til deres private adresser efter endt arbejdsdag.
…"

I Landsskatterettens begrundelse for afgørelsen er anført blandt andet følgende:

"Af ordlyden af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, fremgår blandt andet direkte, at en mandskabsvogn kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, ligesom det fremgår, at en mandskabsvogn ikke må benyttes til privat personbefordring.

Det fremgår tilsvarende af forarbejderne til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at det ikke er tilladt at anvende en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl, og at kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl også normalt vil være at anse som privat personbefordring. Som udgangspunkt er kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl således privat personbefordring, der ikke er tilladt. Som en undtagelse hertil fremgår det samtidig af forarbejderne, at hvis kørsel mellem arbejdspladserne og de private bopæle skal anses for at være erhvervsmæssig, kræves det, at en mandskabsvogn normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne, og at der er en betydelig afstand fra den private bopæl til virksomhedens adresse, samt at der normalt på medarbejderens private bopæl er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Landsskatteretten lægger på baggrund af det oplyste til grund, at de tre omhandlede medarbejdere alle var ansat i selskabets datterselskab, G1, på kontroltidspunktet den 27. maj 2022. Endvidere lægger Landsskatteretten efter det oplyste og forklarede til grund, at de tre medarbejdere anvendte mandskabsvognen til transport fra arbejdspladsen til deres private bopæle, hvor de på vejen hjem efter endt arbejdsdag købte aftensmad på McDonalds.

Landsskatteretten bemærker at det er anvendelsen af mandskabsvogn på kontroltidspunktet, der er afgørende for om betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, fortsat kan anses for opfyldt. Det er således uden betydning, hvordan selskabets øvrige mandskabsvogne anvendes.

Landsskatteretten finder, at medarbejdernes kørsel efter endt arbejdsdag til McDonalds, på vejen hjem til deres private bopæle, hvor medarbejderne parkerede mandskabsvognen for at foretage private indkøb af aftensmad, er privat personbefordring, der ikke er foretaget i selskabets interesse, og dermed er i strid med betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det af repræsentanten anførte om, at der ikke er tale om en afvigelse fra den almindelige rute, og medarbejderne indgik i en vagtordning samt indholdet af Motorstyrelsens vejledning kan ikke føre til et andet resultat. Der er således tale om, at mandskabsvognen konkret blev anvendt i forbindelse med privat indkøb af mad efter arbejdstid, og det kan ikke anses for erhvervsmæssig befordring i selskabets interesse hverken efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder.

Landsskatteretten finder det således ikke under disse omstændigheder godtgjort, at kørslen til medarbejdernes private bopæle undtagelsesvist kan anses som erhvervsmæssig og dermed i selskabets interesse, og situationen her adskiller sig afgørende fra situationen i f.eks. byrettens dom af 30. juni 2022, offentliggjort som SKM2022.422.BR.
…"

Sagen angik for Landsskatteretten tillige spørgsmålet om, hvorvidt H1 som faktisk bruger af mandskabsvognen hæftede solidarisk (med den registrerede ejer og bruger af køretøjet) for registreringsafgiften. Denne problematik har ikke været en del af nærværende sag.

Af det kontrolskema, som Motorstyrelsen udfyldte i forbindelse med samtalen med JD, fremgår udover de oplysninger, der er gengivet af Landsskatteretten, blandt andet, at pågældende den efterfølgende mandag skulle samle kollegaen op i Y6-by, hvorefter de skulle ind til Y7-by for at arbejde.

Der er fremlagt fotos af den omhandlede mandskabsvogn ud- og indvendig samt fotos af kvitteringer for køb af mad på McDonald’s.

Af udskrifter fra Google Maps fremgår, at den mest direkte kørselsrute mellem Y4-adresse, og selskabets adresse Y3-adresse, er på 47 km, mens alternative ruter er henholdsvis 60,1 og 56,8 km lange. Det fremgår videre, at ruten mellem de to adresser, men via NP´s adresse på Y5-adresse, er 68 km lang.

Forklaringer
SJ har forklaret blandt andet, at han ejer 20 % af aktierne i H1 og er direktør i selskabet.

Selskabet har 3 afdelinger - en afdeling, der laver "grønt vedligehold", en afdeling, som reparerer asfalt, og den største afdeling, graveafdelingen, hvor vidnet JD har været ansat. Gartner- og asfaltopgaverne udføres primært i Y8-område, men graveafdelingen arbejder i hele landet.

På daværende tidspunkt i maj 2022 havde de 8 mandskabsvogne. Vognene blev anvendt til transport af materialer og personer fra folks private adresser til de respektive arbejdssteder.

Han hørte om kontrollen af den omhandlede mandskabsvogn, da kontrollen var afsluttet. JD ringede og orienterede ham. JD var ikke klar over, at der ville komme en sag ud af det. En-to dage senere kom der en skrivelse fra Motorstyrelsen om sagen, og i den forbindelse blev han selv bekendt med, at der var "en sag".

Han mente dengang og mener stadig, at man gerne på den direkte rute fra arbejdsstedet til bopælen må gå ind et sted og købe mad og gå på toilet.

Han er og var også på daværende tidspunkt bekendt med Motorstyrelsens retningslinjer, således som de fremgår af nyhedsbrevet og resuméet, som er medtaget i materialesamlingen på side 91. Han havde orienteret mandskabet herom. De holder møder flere gange årligt og taler om retningslinjerne.

Han mener ikke, at der den pågældende dag var tale om en fravigelse fra den direkte rute. Han mener, det var i selskabets interesse, at medarbejderne holdt ind ved McDonald’s for at købe mad og anvende toilettet.

Det var normal kutyme, at medarbejderne kørte hjem i mandskabsvognene. De kørte ud til opgaver i hele landet, og det ville være en kæmpe omvej at skulle til Y9-by, hvor selskabet har adresse, hver dag.

JD kunne godt blive kaldt ud på en hasteopgave. Selskabet ville ikke kunne håndtere hasteopgaver i vagtordningen, hvis medarbejderne først skulle ind omkring selskabets adresse. Medarbejderne skal og skulle kunne stille på de relevante steder i løbet af få timer.

Det krav, som han mener var gældende for kørsel med mandskabsvogn mellem arbejdspladser og private bopæle, var, at der skulle være tale om skiftende arbejdspladser. Det, at medarbejderne den pågældende dag til den konkrete arbejdsopgave kørte forbi selskabets adresse, gør ikke, at der var tale om privat kørsel. Han har ikke hørt om en sådan fortolkning af reglerne tidligere.

Selskabet arbejdede på projektet på Y2-vej næsten hele året, men det foregik "on og off", og med forskellige medarbejdere. JD var ikke fastansat på dette projekt, men arbejdede også på andre projekter. Det fremgår også af kontrollørens skema, at JD oplyste, at han den førstkommende arbejdsdag skulle møde et andet sted. De havde GPS-overvågning monteret i alle biler og maskiner. Han husker ikke, om han har forklaret om dette under Landsskatterettens behandling af sagen. Han har sagt det, hvis han blev spurgt om det.

JD har som vidne forklaret blandt andet, at han i øjeblikket arbejder for gravemesteren i Y10-by med gravearbejde i forbindelse med varmeinstallationer. I maj 2022 arbejdede han for H1 med nedgravning af kabler. Hans arbejdsopgaver var i hele Jylland.

Han talte ikke dansk med kontrollørerne under kontrollen den 27. maj 2022. Han er fra Polen, og samtalen foregik på engelsk. Han så ikke kontrolskemaet eller det, der blev noteret i det.

Han husker, at han blev spurgt, om han havde et lager derhjemme, og at han svarede, at det havde han ikke. Han forstod spørgsmålet sådan, at det angik, om han havde et lager i form af en bygning. Hvis han var blevet spurgt, om han havde et mindre lager af materiel eller materialer derhjemme, ville han have svaret, at han ikke havde noget inde i huset, men at der lå nogle handsker, nogle spader og noget, man forbinder kabler med. I vinterperioden gemte han noget værktøj for at beskytte det mod kulden. Han opbevarede således noget værktøj og nogle materialer på sin private bopæl. 

Under kontrollen havde han ikke nogen fornemmelse af, at han eller teamet havde gjort noget forkert.

De instrukser, som de som medarbejdere havde fået fra selskabets direktør om brugen af mandskabsvognen i forbindelse med indkøb af mad, var, at hvis stedet, hvor de købte mad, var meget tæt på det sted, hvor de arbejdede, og de ikke skulle køre langt væk fra arbejdspladsen, var sådanne indkøb tilladt. Han talte med Motorstyrelsens repræsentanter om, hvilke retningslinjer de havde fået for brugen af mandskabsvognen. Han husker ikke præcist, hvad han sagde til den kontrolførende, men han forklarede det samme, som han har forklaret her i retten vedrørende afstanden mellem arbejdssted og det sted, hvor de købte mad.

Det er korrekt, at han og kollegerne den pågældende dag var standset ved McDonald’s i Y9-by for at købe mad, hvorefter de skulle køre hjem til deres private bopæle. Han mener ikke, at der var tale om en fravigelse fra den direkte rute til hjemmet. Han husker, at de benyttede toilettet på McDonald’s i forbindelse med, at de købte mad. Han og hans team havde ikke holdt reelle spisepauser i løbet af arbejdsdagen. I løbet af arbejdsdagen benyttede de toilettet på McDonald’s.

Det var normalt for hans team, at han tog mandskabsvognen med hjem til sin private bopæl. Han fik ofte at vide i telefon om aftenen, at han skulle køre et bestemt sted hen næste dag. Det var praktisk, at han havde bilen hos sig, så han ikke først skulle køre til Y9-by efter den.

Parternes synspunkter
H1 har i sit påstandsdokument anført:

"…
ANBRINGENDER
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at køretøjet ikke er anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for registrering som afgiftsfri mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det retlige grundlag
Efter registreringsafgiftsloven skal der som udgangspunkt betales afgift af alle motorkøretøjer, som skal registreres i Motorregisteret, og afgiften skal betales ved køretøjets første registrering. Visse køretøjer er dog undtaget fra registreringsafgift, og herunder falder mandskabsvogne, idet de er specielt indrettet til særlig anvendelse. Disse køretøjer kan anmeldes til registrering i Motorregisteret uden afgiftsekspedition hos Motorstyrelsen. En mandskabsvogn er et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der er tale om en varebil med bagsædearrangement - typisk en bil med dobbeltkabine.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 har følgende ordlyd:

"§ 2. Fritaget for afgift er:

(...)

9) motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virk­somhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbe­fordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudfø­relse (stationcars o.lign.)" (mine understregninger)

Af Den juridiske vejledning 2022-1 version 3.8, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, der var gældende på kontroltidspunktet, fremgår følgende:

"Eksempler på anvendelse af mandskabsvogn

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en ekstern adresse, kan anses for en virksomheds arbejdsplads, hvis:

• det arbejde, som udføres på de eksterne adresser, som udgangspunkt kan anses for virksomhedens kerneopgaver, og
• mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.

(…)

Det vil ikke være tilladt at bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladsen og den private bopæl vil normalt blive betragtet som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en med­ arbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand (fx til en anden by/landsdel) fra den privates bopæl til virksomhedens adresse. En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Som altovervejende udgangspunkt er det ikke tilladt at køre efter mad i en mandskabsvogn efter reglerne om registreringsafgift.

(…)

Der gælder dog en enkelt undtagelse til udgangspunktet. Foretager man en lovlig kørsel med fx materialer eller ansatte til eller fra virk­somhedens arbejdspladser, må man gerne stoppe på vejen og købe mad under forudsætning af, at man ikke derved afviger væsentligt fra den direkte rute. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om kørslen ellers har et lovligt formål, og om afhentningen af mad medfører en ikke-væsentlig afvigelse fra den direkte rute.

Hvis man fx har hentet materialer på virksomhedens adresse 50 km væk fra en byggeplads, vil man på vej tilbage til byggepladsen lovligt kunne køre en mindre omvej på fx 500 meter for at hente mad. Kører man deri­ mod en omvej på fx 10 km for at købe mad på tilbagevejen, vil der være tale om en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, som udløser pligt til at betale registreringsafgift.

(…)

Hvis de fremlagte oplysninger kan godtgøre, at maden er afhentet i for­bindelse med et lovligt ærinde uden at medføre væsentlige afvigelser fra ruten, vil der ikke skulle betales registreringsafgift.

(…)

Opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat per­sonbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl." (mine understregninger og fremhævninger)

Motorstyrelsen udgav den 28. april 2020 en vejledning til virksomheder med mandskabsvogne Mandskabsvogn - indretning og anvendelse 2020-04-28, hvoraf følgende fremgår:

"Mandskabsvogne må ikke bruges til privat kørsel
Det er ikke tilladt at bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virk­somheden og den private bopæl. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køre­tøjet normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand (fx til en anden by eller landsdel) fra den priva­tes bopæl til virksomhedens adresse.

En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/ eller materialer.

For ansatte omfattet af en vagtordning er det dog tilladt, at bilen bliver taget med til privatadressen. Det er en forudsætning, at vagtordningen er af en sådan karakter, at den også kan medføre brug af mandskabsvognen.

Opsamling og afsætning af personer, der arbejder i virksomheden, på vej til og fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten.

Egentlig afhentning og afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring". (mine understregninger)

Fra praksis henvises til Retten i Viborgs dom af den 30. juni 2022 offentliggjort i SKM2022.422.BR, hvor Byretten opretholdt afgiftsfritagelsen for den omhandlede mandskabsvogn, selvom køretøjet ubestridt var anvendt til kørsel hjem på påskeferie i Tyskland. Der var ikke tale om, at de omhandlede medarbejdere havde et lager af materialer eller værktøj på den private adresse, men de opbevarede værktøjer i køretøjet pga. høj risiko for tyveri, hvis de lod værktøjerne forblive på arbejdspladsen, når de var hjemme på ferie.

Den konkrete sag
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at køretøjet ikke har været anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Køretøjet var konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel i overensstemmelse med reglerne om mandskabsvogne, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Dette er ubestridt.

Landsskatteretten anfører følgende i afgørelsen, jf. bilag 1 (side 23, 3.- 5. afsnit):

"Landsskatteretten finder, at medarbejdernes kørsel efter endt arbejds­dag til McDonalds, på vejen hjem til deres private bopæle, hvor medarbejderne parkerede mandskabsvognen for at foretage private indkøb af aftensmad, er privat personbefordring, der ikke er foretaget i selskabets interesse, og dermed er i strid med betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

(…)

Der er således tale om, at mandskabsvognen konkret blev anvendt i forbindelse med privat indkøb af mad efter arbejdstid, og det kan ikke anses for erhvervsmæssig befordring i selskabets interesse hverken efter be­stemmelsens ordlyd eller forarbejder.

Landsskatteretten finder det således ikke under disse omstændigheder godtgjort, at kørslen til medarbejdernes private bopæle undtagelsesvist kan anses som erhvervsmæssig og dermed i selskabets interesse, og situationen her adskiller sig afgørende fra situationen i f.eks. byrettens dom af 30. juni 2022, offentliggjort som SKM2022.422.BR." (mine understregninger)

Landsskatteretten finder således, at medarbejdernes (kortvarige) stop ved McDonalds medfører, at kørslen ikke kan anses for at være erhvervsmæssig befordring i selskabets interesse.

Det af Landsskatteretten anførte bestrides.

Overordnet gøres det gældende, at hverken kørslen til McDonalds eller kørslen mellem arbejdspladsen og den private bopæl konkret kan anses som værende privat kørsel, men at kørslen i stedet skal anses for erhvervsmæssig befordring i selskabets interesse i henhold til dagældende retningslinjer.

Det kan lægges til grund, at der på kontroltidspunktet den 27. maj 2022 ifølge Motorstyrelsens vejledning fra 28. april 2020 og Den juridiske vejledning 2022-1 gjaldt følgende retningslinjer for anvendelse af en mandskabsvogn:

• Kørsel mellem virksomheden og den private bopæl er tilladt i de tilfælde, hvor køretøjet normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne.
• I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand, fx til en anden by eller landsdel, fra den privates bopæl til virksomhedens adresse.
• En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer. Det er således ikke et krav, jf. udtrykket "normalt".
• Opsamling og afsætning af personer, der arbejder i virksomheden, på vej til og fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten.
• Foretager man en lovlig kørsel med materialer og/eller ansatte til eller fra virksomhedens arbejdspladser, må man gerne stoppe på vejen og købe mad under forudsætning af, at man ikke derved afviger væsentligt fra den direkte rute.
• Hvis man eksempelvis har hentet materialer på virksomhedens adresse 50 km væk fra en byggeplads, vil man på vej tilbage til byggepladsen lovligt kunne køre en mindre omvej på fx 500 meter for at hente mad.

I nærværende sag kan følgende faktum samtidig lægges til grund:

• Føreren af mandskabsvognen havde normalt mandskabsvognen med hjem til den private adresse i Y6-by. H1´s adresse var/er i Y9-by ved Y7-by, hvorfor der således også var en betydelig afstand fra den private bopæl til H1´s adresse.
• Det fremgår af den kontrolførendes notater, jf. bilag 5, at JD under kontrollen blev spurgt om, hvorvidt han eller de andre medarbejdere havde "lager" derhjemme. Ordet "lager" associeres normalt med et fysisk lager til opbevaring af lagervarer, og det faktisk adspurgte harmonerer derfor dårligt med vejledningsteksten om, at det "normalt forudsættes, at der er et mindre lager af materiel og/eller materialer på den private bopæl". Samtidig er der ikke tale om en ultimativ betingelse, idet der med udtrykket “normalt" menes almindeligvis, men ikke altid.
• JD opbevarede på kontroltidspunktet en mængde relevant værktøj og redskaber på den private bopæl, som medarbejderne benyttede på arbejdspladserne. Var han således under kontrollen i stedet blevet adspurgt, om han havde materiel eller materialer opbevaret på den private bopæl, havde han svaret bekræftende. Forudsætningen om materialer på den private bopæl kan dermed anses for opfyldt.
• Mandskabsvognen blev samtidig anvendt til transport af det værktøj, de redskaber og de maskiner mv., som blev anvendt på arbejdspladserne. Billeder af udstyret på ladet på kontroltidspunktet fremgår af bilag 6 (side 2-3). Det var dyrt værktøj og dyre redskaber, som blev medtaget i  mandskabsvognen, og udstyret kunne ikke efterlades på arbejdspladserne, hvorfor det skulle medtages i køretøjet efter endt arbejdsdag. Der henvises til SKM2022.422.BR omtalt ovenfor.
• Det var 100 % i selskabets erhvervsmæssige interesse, at medarbejderne ikke skulle køre ind til selskabets adresse i Y9-by hver morgen og parkere deres private køretøjer her, inden de kørte videre i mandskabsvognen til den konkrete arbejdsopgave et sted i Danmark. Det var således klart mest hensigtsmæssigt, at medarbejderne kørte direkte hjemmefra til den konkrete arbejdsplads, der havde skiftende lokation. 
• Medarbejderne boede i henholdsvis Y11-by og Y6-by, der kan betegnes som nabobyer. Ved opslag på www.krak.dk ses opsamling og afsætning af NP den pågældende dag alene at have medført ekstra transport på ca. 8 km hver vej, og kørslen kan således heller ikke anses som privat af denne grund.
• Det fremgår af den kontrolførendes notater, jf. bilag 5, at medarbejderne udførte arbejde på Y2-vej ca. 1 kilometer fra McDonald's Y9-by, hvor mandskabsvognen blev kontrolleret. Når de kørte fra McDonalds igen, skulle de køre tilbage af samme vej (Y2-vej), som de kom fra. Den kontrolførende har lagt vægt forklaringen om, at medarbejderne var kørt i den modsatte retning af den direkte rute hjem, for at gøre stop ved McDonalds. Forklaringen er helt korrekt, men kørslen var imidlertid nødvendig, da Y2-vej har autoværn i midterrabatten, hvorfor medarbejderne var tvunget til at foretage vendingen i krydset ved McDonalds.
• Landsskatteretten anfører i afgørelsen, jf. bilag 1 (side 23, 3. afsnit), at medarbejderne parkerede mandskabsvognen for at foretage private indkøb af aftensmad. Det fremgår imidlertid ikke af sagens oplysninger, at der var tale om indkøb af aftensmad, og det giver heller ikke mening, at kvalificere indkøb på McDonalds kl. 16:13 som privat indkøb af "aftensmad".
• Medarbejderne var stoppet ved McDonalds efter en 9 timer lang arbejdsdag for at foretage et hurtigt indkøb af "fastfood" til indtagelse i køretøjet, hvilket i sagens natur kan have været ganske påkrævet efter den lange arbejdsdag. Der var således på ingen måde tale om indkøb af dagligvarer i et supermarked eller lignende til benyttelse i den private bopæl. Billeder af den indkøbte mad og drikkevarer samt kvitteringer herfor fremgår af bilag 6 (side 4-5).

Medarbejderne foretog således en lovlig kørsel med materialer og ansatte fra virksomhedens arbejdsplads, og de måtte derfor gerne stoppe på vejen og købe mad, da de derved ikke afveg fra den direkte rute.

Motorstyrelsen og Landsskatteretten har i nærværende sag angiveligt truffet deres afgørelser ud fra en fejlagtig konklusion om, at medarbejderne kørte en omvej i mandskabsvognen for at gøre stop ved McDonalds - og myndighederne har altså foretaget en fejlfortolkning af de faktiske omstændigheder på kontroltidspunktet.

Faktum i sagen er, at mandskabsvognen blev anvendt 100 % erhvervsmæssigt i overensstemmelse med de dagældende retningslinjer for anvendelse af en mandskabsvogn, og Motorstyrelsen var derfor ikke berettiget til at opkræve registreringsafgift af det omhandlende køretøj.
…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…
4. ANBRINGENDER
Det følger af registreringsafgiftslovens § 1, at der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer. Hovedreglen i registreringsafgiftsloven er således, at et køretøj er (fuldt) afgiftspligtigt, når det tages i brug på færdselslovens område.

Undtaget fra afgiftspligten er køretøjer omfattet af registreringsafgiftslovens § 2, der udtømmende opregner, hvilke køretøjer der ikke er afgiftspligtige.

Registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, har følgende ordlyd:

"Fritaget for afgift er: […]

9) motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars o.lign.)," (min understregning)

Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, der medfører en fuldstændig afgiftsfritagelse. Betingelserne for afgiftsfritagelsen må derfor fortolkes og håndhæves strengt.

Den nugældende bestemmelse om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne blev affattet ved ændringslov nr. 1213 af 27. december 1996. Af forarbejderne hertil fremgår følgende (lovforslag nr. L 39 af 31. oktober 1996, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2):

"Forslaget medfører, at mandskabsvognene uden begrænsninger kan anvendes til transportopgaver mellem virksomhederne og arbejdspladserne. Privat personbefordring vil som hidtil ikke være tilladt, f.eks. vil det ikke være tilladt at bruge disse registreringsafgiftsfri biler til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl vil normalt også være at anse som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde forudsættes det, at der er en betydelig afstand (en anden by/landsdel) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. Endvidere vil en sådan brug af køretøjerne også normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer."

Det følger således af både bestemmelsens ordlyd og lovbemærkningerne, at anden anvendelse end erhvervsmæssig personbefordring ikke er tilladt.

Det afgørende for afgiftsfritagelsen i medfør af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, er efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder den objektive anvendelse af køretøjet.

Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, følger, at et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt. Afgiftspligten ind- træder på det tidspunkt, hvor det ved en kontrol konstateres, at køretøjet anvendes i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Blot en enkeltstående kørsel, hvorved et køretøj objektivt ikke anvendes (udelukkende) til det formål eller i overensstemmelse med de betingelser, der begrunder afgiftsfritagelsen, er således tilstrækkeligt til, at afgiftspligten indtræder, jf. f.eks. SKM2012.283.ØLR, SKM2015.456.ØLR og SKM2019.347.ØLR.

4.1 Befordringen mellem bopælene og arbejdsstedet

Som det fremgår af de ovenfor citerede bemærkninger til lovforslaget, er kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl normalt at anse som privat personbefordring, men der kan som nærmere beskrevet forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. For at der kan være tale om erhvervsmæssig kørsel, skal afstanden mellem virksomhedens adresse og arbejdspladsen være større end afstanden mellem medarbejderens private bopæl og arbejdspladsen.

H1 har adresse på Y3-adresse, og arbejdet blev udført på Y2-vej, cirka 1 kilometer fra den pågældende McDonald’s, hvor køretøjet blev kontrolleret. Afstanden fra H1’s adresse til den pågældende McDonald’s udgør, som nævnt i afsnit 3, 3,1 km. Det må derfor bevismæssigt lægges til grund, at afstanden mellem medarbejdernes private bopæle og arbejdspladsen på Y2-vej var betydeligt længere end afstanden fra H1’s adresse til arbejdspladsen på Y2-vej. De tre medarbejdere kørte således direkte forbi H1’s adresse for at nå til arbejdspladsen på Y2-vej. Allerede derfor må køretøjet anses for at være blevet benyttet til privat formål. Af samme grund er sagen usammenlignelig med sagen, der gav anledning til dommen i SKM2022.422.BR.

Hertil kommer, at medarbejderne heller ikke havde noget lager af materiel og/eller materialer på bopælen. Medarbejderne blev på kontroltidspunktet adspurgt, hvorvidt de havde et lager hjemme på deres bopæl. Dette spørgsmål besvarede de tre medarbejdere benægtende (bilag 5, s. 2). Medarbejderne oplyste endvidere, at de kun havde de genstande, der var på bilen, og hvis de manglede nogle materialer, skulle de ind på virksomhedens adresse, hvilket skete 1-2 gange om ugen (bilag 5, s. 2). På den baggrund må det for sagens afgørelse lægges til grund, at medarbejderne altså ikke havde noget lager af materiel og/eller materialer på bopælen. Også af den grund må det fastslås, at kørslen fra bopæl til arbejdssted ikke kan anses for at have haft en erhvervsmæssig karakter. At køretøjet var forsynet med værktøj, indebærer ikke, at medarbejderne kan anses for at have haft et lager af materiel på bopælen.

Det forhold, at JD og JL rutinemæssigt kørte over Y6-by - både på vej ud til og hjem fra arbejdspladsen - indebærer under alle omstændigheder, at køretøjet er blevet benyttet privat. I forhold til arbejdsstedet på kontroltidspunktet indebar denne del af kørslen f.eks. en betydelig omvej på ca. 20 km, både ud og hjem. Kørsel af den art må anses for at have karakter af privat personbefordring.

På denne baggrund kan det fastslås, at køretøjet er blevet anvendt til privat personbefordring i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet som mandskabsvogn, hvorfor det skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4.

4.2 Befordringen mellem arbejdsstedet og McDonald’s

Befordringen mellem arbejdsstedet på Y2-vej og den pågældende McDonald’s må endvidere i sig selv anses for at have tjent et udelukkende privat formål.

Af Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit I.A.1.3.6 Mandskabsvogne, hvortil H1 henviser, fremgår bl.a. følgende:

"Hvis man alligevel bruger en mandskabsvogn til at hente mad, skal der derfor som udgangspunkt betales afgift af køretøjet. Hvis en ansat kører fra en byggeplads i en mandskabsvogn med det ene formål at hente mad til sig selv eller sine kollegaer, vil det medføre afgiftspligt af køretøjet. […]

Der gælder dog en enkelt undtagelse til udgangspunktet. Foretager man en lovlig kørsel med fx materialer eller ansatte til eller fra virksomhedens arbejdspladser, må man gerne stoppe på vejen og købe mad under forudsætning af, at man ikke derved afviger væsentligt fra den direkte rute. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om kørslen ellers har et lovligt formål, og om afhentningen af mad medfører en ikke-væsentlig afvigelse fra den direkte rute.

Hvis man fx har hentet materialer på virksomhedens adresse 50 km væk fra en byggeplads, vil man på vej tilbage til byggepladsen lovligt kunne køre en mindre omvej på fx 500 meter for at hente mad."(min understregning)

Det var ikke i H1’s erhvervsmæssige interesse, at JD, JL og NP foretog stop efter endt arbejdsdag i selskabets mandskabsvogn for at afhente mad. Det er i den sammenhæng uden betydning for afgiftspligtens indtræden, om de tre medarbejdere gjorde stop for at foretage indkøb af "aftensmad" eller for at købe "fast-food", som anført i stævningen, s. 14.

Det er således en betingelse for, at afhentning af mad i en mandskabsvogn kan anses for ikke at være privat befordring, at afhentning sker i forbindelse med en kørsel, der er forenelig med betingelserne for afgiftsfritagelsen, hvilket ikke har være tilfældet i den foreliggende sag, jf. foregående punkt. Det er derfor også uden betydning for afgiftspligtens indtræden, at kørslen til den pågældende McDonald’s ikke medførte en større omvej for de tre medarbejdere, da kørslen må anses for i forvejen at have været af en privat karakter.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er korrekt, som anført af H1 i replikken, s. 2, at sagen er begrænset til alene at angå en bedømmelse af, om kørslen til McDonald’s isoleret set indebar, at mandskabsvognen blev anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet som mandskabsvogn.

Uanset hvorledes man - isoleret set - måtte anskue afhentningen af mad på McDonald’s, ændrer det ikke på, at køretøjet har været benyttet til privat befordring, jf. foregående punkt, og at køretøjet derfor under alle omstændigheder skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige regler, da betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjet ikke længere er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4.
…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat
Det er registreringsafgiftslovens udgangspunkt, jf. lovens § 1, at et køretøj er fuldt afgiftspligtigt, når det tages i brug på færdselslovens område. Lovens § 2 opregner en række undtagelser til udgangspunktet, herunder i stk. 1, nr. 9, som fastslår, at en mandskabsvogn er fritaget for afgift, hvis den opfylder en række krav til konstruktion og indretning, og kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens og brugerens virksomhed. Det fremgår tillige af bestemmelsen, at køretøjet ikke må benyttes til privat befordring.

Betingelserne for afgiftsfritagelsen må håndhæves strengt, hvilket også er tilfældet i praksis.

I bestemmelsens forarbejder, LFF 1996-10-31 nr. 39, er om bestemmelsen blandt andet anført følgende:

Forslaget medfører, at mandskabsvognene uden begrænsninger kan anvendes til transportopgaver mellem virksomhederne og arbejdspladserne. Privat personbefordring vil som hidtil ikke være tilladt, f.eks. vil det ikke være tilladt at bruge disse registreringsafgiftsfri biler til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladserne og den private bopæl vil normalt også være at anse som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt anvendes til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde forudsættes det, at der er en betydelig afstand (en anden by/landsdel) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. Endvidere vil en sådan brug af køretøjerne også normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at JD, som på kontroltidspunktet var fører af det omhandlede køretøj, udførte arbejde for den afdeling hos H1, som udfører gravearbejde, og at denne afdeling udførte arbejdsopgaver i hele landet. Selskabets medarbejdere arbejdede på skiftende adresser og kørte på den baggrund ud fra deres private adresser til arbejdsopgaverne rundt i landet. JD havde skiftende arbejdssteder i hele Jylland og udførte ikke fast arbejde på den arbejdsopgave på Y2-vej i Y7-by, som han havde været beskæftiget med den pågældende dag. Det fremgår således af kontrolskemaet udført under Motorstyrelsens kontrol, at han til styrelsen oplyste, at han den førstkommende arbejdsdag skulle møde et andet sted.

Retten lægger ligeledes efter bevisførelsen til grund, at JD på sin mandskabsvogn transporterede og opbevarede arbejdsredskaber og mindre maskiner, som han anvendte ved udførelsen af sit arbejde, og at han i begrænset omfang havde arbejdsmaterialer og -redskaber liggende på sin privatadresse, uden at dette kan karakteriseres som et egentligt lager. Det bemærkes herved, at JD´s samtale med Motorstyrelsens repræsentant foregik på engelsk, og at hans modersmål er polsk.

JD var bosiddende i Y11-by, cirka 47 km fra selskabets adresse i Y9-by, hvilket efter rettens opfattelse opfylder kravet om en betydelig afstand mellem den private bopæl og virksomhedens adresse.

Retten finder det herefter godtgjort, at transporten mellem arbejdsstedet og JD´s bopæl som udgangspunkt var i selskabets interesse. Det forhold, at afstanden mellem virksomhedens adresse og arbejdsstedet netop den pågældende dag var kortere end afstanden mellem arbejdsstedet og JD´s private bopæl, kan under de foreliggende omstændigheder ikke medføre nogen ændring heri.

Det følger af den dagældende juridiske vejledning, 2022-1, afsnit I.A.1.3.6, at det som altovervejende udgangspunkt ikke er tilladt at køre efter mad i en mandskabsvogn efter reglerne om registreringsafgift. Vejledningen anfører således blandt andet følgende herom:

…Efter reglerne må mandskabsvogne kun anvendes til bestemte former for transport til og fra virksomhedens egne arbejdspladser, mens afhentning af mad fra fx en sandwichbar, en bager, en cafe mv. ikke er omfattet.
Hvis man alligevel bruger en mandskabsvogn til at hente mad, skal der derfor som udgangspunkt betales afgift af køretøjet. Hvis en ansat kører fra en byggeplads i en mandskabsvogn med det ene formål at hente mad til sig selv eller sine kollegaer, vil det medføre afgiftspligt af køretøjet. Det ændrer ikke på vurderingen, at den ansatte er blevet pålagt at hente maden af sin arbejdsgiver.
Der gælder dog en enkelt undtagelse til udgangspunktet. Foretager man en lovlig kørsel med fx materialer eller ansatte til eller fra virksomhedens arbejdspladser, må man gerne stoppe på vejen og købe mad under forudsætning af, at man ikke derved afviger væsentligt fra den direkte rute. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om kørslen ellers har et lovligt formål, og om afhentningen af mad medfører en ikke-væsentlig afvigelse fra den direkte rute.
Hvis man fx har hentet materialer på virksomhedens adresse 50 km væk fra en byggeplads, vil man på vej tilbage til byggepladsen lovligt kunne køre en mindre omvej på fx 500 meter for at hente mad. Kører man derimod en omvej på fx 10 km for at købe mad på tilbagevejen, vil der være tale om en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, som udløser pligt til at betale registreringsafgift.

Det fremgår af sagen, at JD, da han sammen med sine kolleger skulle forlade arbejdsstedet for at køre mod deres bopæle, gjorde holdt ved McDonald’s i Y9-by. Herved blev den direkte rute mod hjemmet kun fraveget marginalt. Imidlertid finder retten, at stop for indkøb af mad efter arbejdstids ophør og på vej hjem fra arbejde må anses for privat befordring, uanset om JD´s kørsel i bilen mellem hjem og arbejdsplads i øvrigt måtte anses for lovlig. Retten finder således, at det i den juridiske vejledning anførte om køb af mad naturligt må forstås som indkøb i arbejdstiden.

Hertil kommer, at JD den pågældende dag ikke havde til hensigt at køre den direkte vej til bopælen i Y11-by, hvor også en af passagererne i bilen, en anden ansat, havde adresse. Planen var derimod at køre via en adresse i Y6-by, hvor den anden passager i bilen, som også var ansat i virksomheden, boede.

Det fremgår af udskrifter fra Google Maps, at den mest direkte kørselsrute mellem JD´s adresse og selskabets adresse er 47,1 km lang, mens ruten via adressen i Y6-by er 68 km lang. Af den ovenfor nævnte juridiske vejledning er om opsamling og afsætning af ansatte anført følgende:

Opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.

Retten finder, at den nævnte forøgelse af JD´s rute fra arbejdsstedet til privatadressen, som følge af stoppet i Y6-by, både i det absolutte antal km og procentuelt udgør en sådan væsentlig afvigelse, at der er tale om privat personbefordring, som ikke er i virksomhedens interesse.

Retten finder af disse grunde, at det er med rette, at Motorstyrelsen har pålagt H1 at betale registreringsafgift af køretøjet som sket. Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, følger, at et køretøj, som er fritaget for afgift efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter §§ 4-5 c, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt. Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor det ved en kontrol konstateres, at køretøjet anvendes i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen.

Den beregningsmæssige opgørelse af afgiften er ikke bestridt under sagen. Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Efter sagens udfald skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministernet. Efter sagens værdi og forløb fastsættes sagsomkostningerne, til 55.000 kr. Beløbet er fastsat til dækning af Skatteministeriets udgifter til advokatbistand. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skatteministeriet Departementet frifindes.

H1 skal inden 14 dage til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 55.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.