Sag BS-22402/2023-RAN

Parter

B

(v/ advokat Leo Jantzen og advokat Rasmus Frost Nicolaisen)

mod

Skatteministeriet 

(v/ advokat Sarah Strømsheim Pauli)

og

Sag BS-22401/2023-RAN

Parter

A

(v/ advokat Leo Jantzen og advokat Rasmus Frost Nicolaisen)

mod

Skatteministeriet 

(v/ advokat Sarah Pauli)

Denne afgørelse er truffet af dommer Joen Peter Scheff Sode.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagerne den 4. maj 2023. 

Retten bestemte den 26. oktober 2023, at sagerne skulle sambehandles.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A’s og B’s deltidslandbrug var erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2017-2019.

B har nedlagt følgende påstand: 

Principalt:

1) Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A og B’s drift af virksomheden G1-virksomhed med CVR-nr. ...11 i skattemæssig henseende må anses for erhvervsmæssig, og at B derfor kan anvende virksomhedsordningen i indkomstårene 2017-2019.

2) B’s personlige indkomster for indkomstårene 2017-2019 nedsættes med henholdsvis kr. 46.136, kr. 50.253 og kr. 37.284.

Subsidiært

B’s skatteansættelser for indkomstårene 2017-2019 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

A har nedlagt følgende påstand: 

Principalt:

1) Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at A og B’s drift af virksomheden G1-virksomhed med CVR-nr. ...11 i skattemæssig henseende må anses for erhvervsmæssig, og at A derfor kan anvende virksomhedsordningen i indkomstårene 2017-2019.

2) A’s personlige indkomster for indkomstårene 2017-2019 nedsættes med henholdsvis kr. 46.136, kr. 50.253 og kr. 37.284.

Subsidiært

A’s skatteansættelser for indkomstårene 2017-2019 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har over for A’s og B’s principale påstand 1 påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Overfor for A’s og B’s principale påstand 2 og subsidiære påstand påstået frifindelse. 

Oplysningerne i sagen

Skatteankenævn Djursland har den 31. marts 2023 truffet to indholdsmæssigt enslydende afgørelser vedrørende A og B.

Af afgørelserne fremgår: 

"…

Faktiske oplysninger

Virksomhedsaktiviteter

Klageren driver sammen med sin ægtefælle G1-virksomhed med CVR-nr. ...11. Resultatet deles ligeligt mellem ægtefællerne. Virksomheden er opstartet i 2003.

Virksomheden er registreret med dyrkning af korn, bælgfrugter og olieholdige frø. Dyrkningen sker fra egne og forpagtede arealer.

Klageren har oplyst, at ejendommen ved overtagelsen i 2003 var meget nedslidt. Der var ingen maskiner på ejendommen, da de overtog den. Hverken klageren eller dennes ægtefælle har landbrugsfaglig uddannelse. De er i stedet indgået i en uformel erfagruppe med nabolandmænd, og ad den vej har de tillært sig det fornødne til at stå for driften. Syn og skønsmanden har vurderet, at den pågældende ejendom ikke kræver stor specifik landbrugskompetencer, og ud fra samtaler med klageren har skønsmanden vurderet, at klageren har de fornødne faglige forudsætninger for at forestå en professionel drift af landbruget.

De startede med produktion af hø, og har sideløbende forsøgt at opbygge en produktion med ammekøer og opdræt. De måtte dog konstatere, at priserne på oksekød ikke var gunstige nok, og aktiviteten er afviklet igen i de påklagede indkomstår. I stedet er der fokuseret på planteavl. Der er endvidere overvejelser om anvendelse af ejendommens enge.

I alt dyrkes 42 hektar, som passes af klageren og dennes ægtefælle. De har selv estimeret arbejdsindsatsen til at være ca. 200 timer om året.

Der er fremlagt markplaner for 2017-2021. Heraf fremgår følgende plan for dyrkning:

hektar	2017	2018	2019	2020	2021
Vårbyg	9,89	5,00	9,22	9,91	4,95
Slåningsbrak	1,36	0	0	0	0
Permanent græs	10,32	8,72	11,90	12,00	13,34
Græs omdrift	2,57	2,74	2,54	3,83	2,49
Vårhavre	5,00	4,95	0,69	0	0
vinterhybridrug					4,85
I alt	29,37	24,35	24,35	25,74	25,63

De resterende ca. 15-16 hektar anvendes ikke til landbrug. I markplanerne for 2020 og 2021 er de medregnet i det samlede areal.

Klageren har under Skattestyrelsens sagsbehandling i 2021 oplyst, at salg af halm forventes at indbringe mellem 1.800 kr. og 2.500 kr. om året.

For kornavl har han en forventning om 5,5 ton/hektar for de arealer der er dyrket med vårbyg og 6,5 ton/hektar for hybridbyg. Han har dog fået oplyst, at hybridbyg vil kunne indbringe op til 8 ton/hektar.

I 2022 har klageren solgt 22,3 ton havre og 27,1 ton maltbyg. Dette er 7 ton havrebyg mindre end forventet. Udbytte af maltbyg svarer til forventningerne.

For 2023 forventes der salg af 15 ton hestebønner og 32 ton hybridbyg. For 2024 forventes der salg af 30 ton hvede og 32 ton hybridbyg.

I 2021 har klageren oppebåret indtægt fra jagtleje. Aktiviteten er ikke videreført i 2022 og klageren har oplyst, at der endnu ikke er taget stilling til, om der skal ske udleje af jagt i 2023 og 2024, hvorfor indtægten ikke er medregnet i budgetterne herfor.

Resultater

På baggrund af de aflagte årsrapporter for 2017-2021 kan skattemæssigt resultat opgøres som anført nedenfor.

 

 

I forbindelse med afholdelse af syn og skøn har klageren fremlagt markplaner, hvoraf det fremgår, at salg af afgrøder for årene 2017-2021 har udgjort følgende:

 

For 2018 er det bemærket, at der var tale om et tørkeår. For 2017 er det oplyst, at differencen mellem de 77.249 kr. og regnskabsposten på 135.990 kr. skyldes, at der i regnskabsposten indgår salg af afgrøder fra 2016. Klageren har vurderet, at det var hensigtsmæssigt at opbevare høst af maltbyg til senere salg i håb om en gunstig prisudvikling.

Klageren har oplyst, at de har været i forhandling med den ene af deres lodsejere, og har formået at få nedbragt jordlejen med 10.000 kr. om året fra 2021.

Budgetter

I forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling har klageren oplyst, at indtil 2021 ikke har været udarbejdet budget. Under klagebehandlingen har klageren oplyst, at dette ikke er korrekt. Der har været udarbejdet budgetter bortset fra de to opstartsår 2003 og 2004. Klageren har anført, at udtalelsen enten må bero på, at han har misforstået spørgsmålet eller at Skattestyrelsen har misforstået svaret.

I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skattestyrelsen og den efterfølgende klagebehandling er der fremlagt budget for 2021-2024.

 

Skattestyrelsen ses ikke i deres afgørelse at have taget stilling til størrelsen af de driftsmæssige afskrivninger. I forbindelse med skønsforretningen har skønsmanden beregnet driftsmæssige afskrivninger på 29.033 kr. for indkomståret 2021.

Klageren har til Skattestyrelsen oplyst, at han selv forventer en afskrivning på 2 % af bygningerne og 10% af driftsmidlerne. Det er disse afskrivninger der er lagt til grund ved budgetlægningen ovenfor.

….

Skatteankenævn Djurslands afgørelse

Sagen omhandler spørgsmålet, om klagerens drift af G1-virksomhed kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i indkomstårene 2017-2019.

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk). I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der kun foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af en ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

I dom af 15. april 1994, offentliggjort i TfS 1994, 364, har Højesteret fastslået, at i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom, efter den mangeårige, særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke har udsigt til at kunne give et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger men før renter. For deltidslandbrug er der således ikke krav om, at virksomhedens resultat skal kunne dække driftsherreløn og forrentning af den investerede kapital.

Der lægges vægt på de konkret opnåede driftsresultater, medmindre disse var præget af ekstraordinære begivenheder, eller af at virksomheden var i en start/indkøringsfase. Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 8. december 2005, offentliggjort i SKM2005.519.LSR. Om virksomheden havde udsigt til senere at give overskud skal bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår. Det følger af Retten i Viborgs dom af 18. november 2009, offentliggjort i SKM2009.747.BR.

Når der fra en ejendom drives flere aktiviteter, skal der i henhold til praksis foretages en vurdering af, om aktiviteterne skal opdeles i flere virksomheder — driftsgrene, eller om der er tale om en samlet virksomhed. Vurderingen har betydning for, om aktiviteternes resultater m.v. skal vurderes samlet eller individuelt, når der tages stilling til, om virksomheden skal anses for erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand eller ej.

I praksis er det bl.a. afgørende, hvorvidt de forskellige aktiviteter har en driftsmæssig sammenhæng. Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 22.

november 2013, offentliggjort i SKM2014.112.LSR, som anvender praksis fra Vestre Landsrets dom af 18. oktober 1982, gengivet i Meddelelser fra Skattedepartementet i 1983, side 280, der fortsat er udtryk for gældende praksis.

Ud fra en konkret vurdering anses klagerens landbrugsvirksomhed ikke for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår 2017-2019.

Efter det oplyste, har klageren de nødvendige faglige forudsætninger for at drive virksomheden landbrugsfagligt forsvarligt.

Der er lagt vægt på, at virksomheden har været drevet i en lang periode med vedvarende underskud. For 2021, er der ifølge den fremlagte skønsrapport, realiseret et driftsmæssigt resultat efter afskrivninger på 33.695 kr. Dette er dog ved indregning af bortforpagtning af jord, maskinarbejde og udleje af jagt. Disse to aktiviteter findes dels at være selvstændige driftsgrene og dels er der tale om aktiviteter, der ikke har været drevet i de påklagede indkomstår, hvorfor de ikke findes at have relevans for vurderingen af disse. Når der bortses fra disse indtægter, er der i alle årene siden opstarten i 2003 således realiseret underskud.

Det bemærkes i øvrigt, at aktiviteten med udleje af jagt kun er gennemført for 2021, hvorefter den er indstillet igen, uagtet, at aktiviteten isoleret set findes at give overskud. Dette findes ikke at harmonere med, at ejendommen skal anses for erhvervsmæssigt drevet.

Den fremlagte skønsrapport giver ikke anledning til anden vurdering af virksomheden. Når man bortser fra jagtleje og bortforpagtning, er der reelt endnu ikke realiseret overskud. De fremlagte budgetter for 2022-2024 angiver små forventede overskud på mellem 2.500-12.500 kr. Dette under forsætning af, at priserne forbliver høje på afgrøder og at udgifterne ikke stiger tilsvarende. Dette findes ikke tilstrækkeligt til at sandsynliggøre at der for de påklagede indkomstår var udsigt til resultat på 0 kr. eller derover, selv efter en længere årrække.

For så vidt angår det fremlagte budgetter for 2022-2024 er det svært at vurdere om prisstigningerne på landbrugsprodukter vil holde flere år frem i tiden. Såfremt dette er tilfældet, må der dog også forventes stigninger på udgiftssiden i ikke ubetydeligt omfang. Ifølge praksis kan det ikke tillægges afgørende vægt, at der er opnået positivt resultat i ét enkelt år, jf. Højesterets dom af 22. december 2008, offentliggjort i SKM 2009, 24H.

Nævnet finder således ikke, at det er påvist, at der i de påklagede indkomstår var udsigt til overskud. Der er ikke oplyst noget om nye tiltag, udover ændring i forpagtningsaftalen med lodsejeren. Der er således ikke gjort driftsmæssige tiltag til en bedring af resultatet. Ifølge de fremlagte markplaner dyrkes samme antal hektar, med fokus på græs, havre og byg. Alene 10 hektar dyrkes med kornprodukter og først i 2021 sker der skift af afgrøde til hybridbyg, som kan forventes at give et højere udbytte.

Når der alligevel spores en bedring af resultatet, skyldes dette en udvikling i markedet for landbrugsvarer, som ingen kunne forudse, idet dette skyldes en kombination af eftervirkninger efter corona og krigsudbrud i Ukraine. I de påklagede indkomstår findes klageren således ikke at have haft udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover. Ved bedømmelsen af, om der er udsigt til overskud, må der skulle vurderes på en normalsituation eller nogle forudsætninger eller forventninger, som var kendte på tidspunktet for vurderingen. Dvs. om man for de påklagede indkomstår ud fra kendte forudsætninger kunne forvente overskud. Voldsomme prisstigninger som følge af helt særlige forhold, der endnu ikke er indtrådt i de omhandlede år, findes således ikke at kunne indgå i vurderingen.

Det bemærkes også, at skønsmanden har anført en lang række forbehold for sin vurdering, jf. besvarelse af spørgsmål 8. Herunder, at der ikke findes planer for, hvordan der kan skabes en positiv udvikling. Ligeledes er der anført de store prisstigninger på landbrugsvarer og usikkerheden for om dette er udtryk for en længerevarende tendens. Endvidere er det påpeget, at der er muligheder for optimering af bedriften med hensyn til bl.a. maskinaktiviteter, idet maskinparken vurderes at være for stor i forhold til driften. Men dette er ikke et forhold, som klageren har reageret på.

Da landbruget ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet, godkendes der ikke fradrag for underskud af klagerens virksomhed i de påklagede år, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Da der således ikke anses for at være drevet erhvervsmæssig virksomhed, kan virksomhedsordningen ikke finde anvendelse, jf. virksomhedsskatteloven § 1. Afgørelsen stadfæstes således også for dette punkt.

…"

Der blev under den administrative behandling af sagerne udmeldt syn og skøn.

"

 

Der er tale om et deltidslandbrug med en relativt begrænset arbejdsindsats. Der er også tale om en relativt ekstensivt drevet bedrift, hvilket vurderes at være relevant i forhold til ejendommens størrelse, beliggenhed, bygningsmasse, jordbonitet, topografi m.m.

Alt markarbejde på nær spredning af gylle og sprøjtning varetages med egne maskiner. Maskinkapaciteten vurderes at være relativt stor set ud fra, hvad der økonomisk er optimalt. Det ville være muligt at passe et betydeligt større areal med den bestående maskinpark. Maskinerne kan være relativt store, men da maskinerne er relativt gamle og billige, vurderes dette forhold ikke at have væsentlig betydning. Maskinkapaciteten og dens betydning afspejler sig også i de beregnede driftsmæssige afskrivninger.

Spørgsmål 2:

Var landbruget G1-virksomhed ud fra en teknisk-(landbrugs)faglig bedømmelse tilrettelagt og drevet på en sådan måde, at landbruget kan karakteriseres som professionelt under hensyntagen til de i branchen gældende normer og standarder.

Svar på spørgsmål 2:

For en relativt lille bedrift kan tilforpagtning af jord med henblik på kornproduktion umiddelbart være ufordelagtigt: En lille bedrift kan ofte ikke skabe og udnytte samme stordriftsfordele som en større bedrift kan, og dermed vil den lille bedrift ikke være konkurrencedygtig, og kan ikke skabe et afkast på markedsniveau. I denne sag kan arbejdskraften imidlertid betragtes som (regnskabsmæssigt) gratis, hvilket giver bedriften en økonomisk fordel.

Dertil vil der være arronderingsmæssige fordele, det den tilforpagtede jord ligger meget tæt på bedriften. Endeligt kan også anvendelsen af relativt gamle - og billigere - redskaber og maskiner give en økonomisk og konkurrencemæssig fordel over for f.eks. større maskinstationer.

Sammenlignet med branchens gældende normer og standarder (deltidslandbrug, relativt lille jordtilliggende m.m.) vurderes det, at ejendommen ud fra en teknisk-(landbrugs)faglig bedømmelse var tilrettelagt og drevet på en sådan måde, at landbruget kan karakteriseres som professionelt.

Spørgsmål 3:

Er bygningerne på ejendommen Y1-adresse indrettet på en teknisk/faglig korrekt og hensigtsmæssig måde til landbrugsdrift af denne karakter?

Svar på spørgsmål 3:

Da det er en planteavlsejendom nu uden nogen form for husdyr, er anvendelsen af bygninger til formålet begrænset. Der er et maskinhus, som kan rumme de maskiner, som er nødvendige for driften. Anvendelsen, størrelsen, udnyttelsesgraden m.m. er ikke nødvendigvis helt optimal, men den er efter forholdene og sammenlignet med andre tilsvarende ejendomme acceptabel. Svaret er derfor: Ja, bygningerne på ejendommen er indrettet på en teknisk/faglig korrekt og hensigtsmæssig måde til landbrugsdrift af denne karakter

Spørgsmål 4:

Er det til ejendommen Y1-adresse hørende jordtilliggende anvendt på en hensigtsmæssig måde i landbrugets drift?

Svar på spørgsmål 4:

En planteavlsbedrift på 42 ha., hvoraf en stor del ikke er i omdrift, vil i sagens natur være deltidsbedrift. Arbejdsindsatsen varierer over året men skønnes at være på omkring 200 timer om året. Alt andet lige kan det ikke forventes, at der skabes noget stort overskud før renter, idet arbejdsressourceindsatsen er begrænset. De tilhørende arealer er ikke optimale til intensiv landbrugsdrift. Der er heller ikke særlige forhold (beliggenhed, topografi, synergier m.m.), som kunne gøre intensiv planteproduktion specielt attraktiv. Det vurderes derfor, at anvendelsen ikke er fuldt optimal, men dog anvendt på en hensigtsmæssig måde.

Spørgsmål 5:

Er landbruget G1-virksomhed i dag ud fra en teknisk-faglig bedømmelse tilrettelagt og drevet på en sådan måde, at virksomheden kan karakteriseres som professionel under hensyntagen til de i branchen gældende normer og standarder?

Svar på spørgsmål 5:

Det vurderes, at selve forretningsplanen - business casen - for ejendommen er hensigtsmæssig. I betragtning af ejendommens størrelse, aktiver og ressourcer skønnes det, at driften er hensigtsmæssig. Det vurderes dog også, at en større arbejdsindsats og dermed en intensivering af driften på ejendommen ikke vil kunne generere en timeløn, som er konkurrencedygtig med timelønnen for gennemsnittet af anden beskæftigelse af samme karakter.

Det vurderes dog også, at bedriften kan optimeres, og at den nuværende drift dermed ikke er optimal. Det vurderes især, at en række omkostninger kan reduceres og/eller omplaceres, og at maskinaktiverne kan tilpasses det eksisterende behov.

Det vurderes dog også, at maskinaktiverne løbende vedligeholdes på en tilfredsstillende måde, og at det specifikt er med til at reducere omkostningerne. Alt taget i betragtning er svaret ja: Landbruget G1-virksomhed er i dag ud fra en teknisk-faglig bedømmelse tilrettelagt og drevet på en sådan måde, at virksomheden kan karakteriseres som professionel under hensyntagen til de i branchen gældende normer og standarder.

Spørgsmål 6:

Har B og A de fornødne faglige forudsætninger for at forestå en professionel drift af landbruget?

Svar på spørgsmål 6:

Ingen af ejerne har nogen formel landbrugsuddannelse.

B har en højere handelseksamen - HHX samt læreruddannelse. Han har været skovarbejder i (red.arbejdssted.nr.1.fjernet) og har været ulønnet medhjælper ved landbrug.

B oplyser, at viden kommer fra samtaler med nabolandmænd og kvægavlere, hvilket kan karakteriseres som en slags uformel erfagruppe.

B oplyser, at han selv har stået for ansøgninger om hektarstøtte, selv lavet gødningsregnskaber, husdyrindberetninger, CHR-registrering og sprøjtejournaler.

Det vurderes, at driften af den pågældende ejendom ikke forudsætter meget store specifikke landbrugskompetencer. På denne baggrund - og på baggrund af samtaler med B under skønsforretningen - vurderes det, at B og A har de fornødne faglige forudsætninger for at forestå en professionel drift af landbruget.

Spørgsmål 7:

Har landbruget G1-virksomhed efter skønsmandens opfattelse været hårdere ramt af uheldige omstændigheder end normalt for denne type landbrug?

Svar på spørgsmål 7:

Det er oplyst, at der i en periode op til 2018 var usikkerhed om, hvorvidt et markareal ville blive mindre anvendelig som følge af et nærliggende naturgenopretningsprojekt. Det har forståeligt nok skabt en større risiko for den fremtidige drift, besværliggjort mere langsigtede tiltag og investeringer, men det vurderes dog, at det ikke var af væsentlig betydning for den økonomiske udvikling i disse år.

I betragtning af, at skønstemaet omfatter relativt få år, kan det være vigtigt for konklusionerne, hvorvidt et enkelt år - eller få år - har været kendetegnet ved usædvanlige vækstvilkår. Det gælder især for en planteavlsejendom, hvor driftsresultatet kan være meget afhængig af vækstvilkårene i de enkelte år. Spørgsmålet om evt. særlige omstændigheder vil også være relevant at få belyst som grundlag for besvarelse af de efterfølgende spørgsmål.

2018 var et specielt år på grund af tørken, som generelt medførte en dårlig høst. På landsplan var nedgangen i den samlede kornproduktion den største i dette århundrede

Figur 3. Gennemsnitligt høstudbytte i vårbyg for deltidsbedrifter, 2015-2020

 

2018-kornhøsten var således historisk lav: Når man sammenligner med de foregående 5 år, er det ikke sket tidligere gennem seneste 100 år, at kornhøsten har været 25 pct. lavere, som den var i 2018. Hvis man også tager højde for kornarealets størrelse, udviklingen i høstudbytter eller sammenligner med de foregående fem år minus højeste og laveste udbytte, er resultatet det samme: Kornhøsten var historisk lav. Det økonomiske tab for kornproducenterne blev reduceret, idet kornpriserne samtidig steg - dog ikke tilstrækkeligt til helt at udligne tabet.

Figur 4. Årlige høstudbytter i Danmark, 1920-2019 (korn i alt)

 

Det har ikke været muligt at få konkrete høstudbyttetal for landbruget G1-virksomhed, som kunne vise, hvorvidt nedgangen i høstudbytterne i 2018 var større eller mindre end landsgennemsnittet for tilsvarende typer landbrug. Det skønnes dog, at beliggenhed, jordtype, manglende adgang til vanding m.m. vil have medført en udbyttenedgang større end landsgennemsnittet for tilsvarende typer landbrug.

Som det også vil fremgå under besvarelse af spørgsmål 8, var der en markant lavere indtjening ved salg af afgrøder i 2018 i forhold til de øvrige år. Svar et er derfor: Ja, landbruget G1-virksomhed har efter skønsmandens opfattelse været hårdere ramt af uheldige omstændigheder end normalt for denne type landbrug?

Spørgsmål 8:

Kan landbruget G1-virksomhed, således som virksomheden var tilrettelagt og drevet i 2017-2019, anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste (som minimum et resultat på eller omkring kr. 0, før driftsherreløn og renter, men efter driftsøkonomiske afskrivninger).

Svar på spørgsmål 8:

Det skal indledningsvist anføres, at kvaliteten af det fremlagte regnskabsmateriale ikke er optimal, idet der ikke er nogen helt detaljeret fordeling af driftsomkostninger og maskinanvendelse på de forskellige driftsområder.

I første omgang beregnes de driftsmæssige afskrivninger, idet de skal fratrækkes i det økonomiske resultat.

De driftsmæssige afskrivninger opgøres som den værdiforringelse, som bygninger og driftsmidler undergår som følge af slid og ælde. De driftsmæssige afskrivninger afhænger således af skøn over aktivernes stand, alder, levetid, vedligeholdelse, anvendelse m.m.

Når det gælder værdiforringelse som følge af ælde, skal der også tages hensyn til en evt. teknologisk forældelse. Nye landbrugsmaskiner og nyt inventar kan indeholde teknologi, som gør, at ældre investeringer hurtigere bliver relativt udkonkurreret og dermed værdiløse. Det kan være tilfældet med marksprøjter, hvor ny teknologi gør ældre maskiner ikke-konkurrencedygtige. Omvendt er der også bygninger (lagerrum, garager m.m.), som ikke indeholder væsentlig teknologi, og som derfor ikke opnår samme hurtige teknologiske forældelse.

Selv om der i de fleste tilfælde er behov for individuelle skøn og vurderinger, er der også nogle mere generelle vejledninger, principper og standarder. Dansk Landbrugsrådgivning (det nuværende SEGES) nævner i deres bog "God regnskabspraksis i DLBR" en række anbefalinger. DLBR anbefaler således lineære afskrivninger, fordi denne afskrivningsmetode typisk afspejler aktivets værdiforringelse. Den lineære afskrivning beregnes som afskrivningsgrundlaget divideret med den forventede restlevetid (antal år). Derudover præsenteres anbefalinger vedrørende afskrivningsperiode for forskellige landbrugsaktiver, jf. tabel 2 som viser de relevante poster.

 

Andre kilder når frem til afskrivningsperioder af samme størrelsesorden.

Såfremt der er tale om meget forskelligartede aktiver inden for f.eks. gruppen af markmaskiner, vil det være relevant at operere med individuelle levetider, idet slitage og teknologisk m.m. kan være meget forskellig fra maskine til maskine. Der kan her være tale om betydeligt kortere eller længere afskrivningsperioder end de anførte.

I dette konkrete tilfælde skal der tages højde for, at der er tale om en relativt lille bedrift, hvor den årlige slitage vurderes at være relativt lille, og den løbende vedligeholdelse vurderes at være god.

På denne baggrund viser tabel 3 de beregnede driftsmæssige afskrivninger.

Tabel 3. Beregnede driftsmæssige afskrivninger samt bagvedliggende forudsætninger (kr.)

 

 

 

 

 

Ud fra de foregående opstillinger og beregninger, og ud fra dialogen på syns- og skønsmødet er der en række iagttagelser og vurderinger:

• På skønsforretningen blev det oplyst, at der ikke var konkrete eller specifikke planer for, hvorledes de seneste 3 år negative resultater på kort sigt kunne ændres til et positivt resultat. Dette er i sig selv meget hæmmende for en fremtidig positiv udvikling.

• Priserne på næsten alle landbrugsvarer er steget dramatisk siden midten af 2020. Det gælder både globalt og i Danmark. Figur 6 viser en klart stigende tendens i kornpriserne i de senere år (hvor den dårlige høst i 2018 skabte en ekstra prisstigning). På globalt plan viser et vejet prisindeks af mere end 90 forskellige landbrugsprodukter en meget stor stigning siden midten af 2020. Såfremt dette høje niveau er udtryk for et længerevarende fast niveau, vil det have en afgørende og positiv betydning for de økonomiske resultater på ejendommen. Det vurderes, at de aktuelle prisstigninger vil sprede sig til alle landbrugsprodukter, herunder også vedvarende græsprodukter.

 

11. Spørgsmål fra modpart 1

Spørgsmål fra modpart 1 skal anføres fortløbende og være litreret således: IA, IB, IC osv. Skønsmandens svar skal anføres under hvert enkelt spørgsmål.

Spørgsmål IA:

Skønsmanden bedes opgøre det driftsmæssige resultat for G1-virksomhed efter driftsmæssige afskrivninger fra og med 2017.

Svar på spørgsmål IA:

Det driftsmæssige resultat for G1-virksomhed efter driftsmæssige afskrivninger fra og med 2017 er opgjort i svaret på spørgsmål 8.

Spørgsmål IB:

Skønsmanden bedes besvare om der i 2017 til 2019 med de daværende forhold var udsigt til, at de enkelte driftsgrene på sigt vil kunne give et driftsresultat på 0 kr. eller overskud efter driftsmæssige afskrivninger, men før driftsherreløn og renter?

Skønsmanden bedes i sin besvarelse inddrage sin besvarelse af spørgsmål IA.

Skønsmanden bedes i sin vurdering bortse fra indtægter i forbindelse med bortforpagtning af jord og udlejning af jagt.

Svar på spørgsmål IB: 

Spørgsmålet er delvist behandlet og besvaret under svarene på spørgsmål 8. Som det blev vist i figur 8, har der i de senere år været en positiv udvikling i driftsøkonomien, også selv om der ses bort fra indtægter i forbindelse med bortforpagtning af jord og udlejning af jagt. En del af denne forbedring skyldes bedre markedsforhold, som sandsynligvis vil fortsætte i store dele af 2022, men som næppe kan forventes at fortsætte på det nuværende høje niveau. Afhængig af køb- og salgsvilkårene på afgrøderne, på gødning, på forpagtningsafgifterne m.m. er det sandsynligt, at der vil være et positivt resultat efter driftsmæssige afskrivninger og før driftsherreløn og renter i 2022 - også uden indtægter i forbindelse med bortforpagtning af jord og udlejning af jagt. Rent teknisk og fremskrivningsmæssigt var der i 2017-2019 og positiv tendens i "Resultat efter driftsmæssige afskrivninger, men før finansielle omkostninger", og tendensen blev væsentligt stærkere i de efterfølgende år. Begge (incl. og excl.) tendenskurver vil vise positive resultater i senest 2023. Det forudsætter i sagens natur, at tendenserne er udtryk for reel forbedring (og ingen udskydelse af omkostninger m.m.), og at tendenserne fortsætter i det nuværende forløb.

Det skal også tages med i betragtning, at 2018 var et ualmindeligt dårligt år for dansk planteavl, og at referenceperioden har været præget af særlige forhold set i et historisk perspektiv. Dertil kommer, at der i 2021 og sandsynligvis igen i 2022 vil være historisk høje priser på korn, som kan forventes også at genfindes på de fleste landbrugsafgrøder. Der er således tale om meget turbulente år med både meget positive og meget negative afvigelser skabt af udefra kommende forhold.

Endeligt indebærer den manglende detaljeringsgrad af regnskabsmaterialet, at det er vanskeligt fuldstændigt at identificere og separere alle omkostningsposter, så de kan dokumenteres kun at vedrøre relevante og driftsmæssige aktiviteter.

Alt i alt er tale om betydelige usikkerheder, med potentielle både positive og negative aspekter vedr. udsigt til et positivt resultat.

Med hovedvægt på:

•  En positiv udvikling i hele perioden 2017-2021

•  Med særligt negative vejrforhold i 2018 og med særligt gode prisforhold i de allerseneste år

•  Med forventning om relativt gode afsætningsforhold for planteprodukter i de kommende 1-2 år

•  Med forventning om et forbedret bytteforhold for planteavlen i disse år trods kraftigt stigende olie- og gødningspriser

•  Usikkerheder om detaljeringsgrad af regnskabsmaterialet, hvor det vurderes, at det sandsynligvis belaster den pågældende med drift med nogle omkostninger, som reelt vedrører andre aktiviteter

•  Med muligheder for at optimere bedriften m.h.t. bl.a. maskinaktiverne vurderes det, at der i 2017 til 2019 med de daværende forhold var udsigt til, at de enkelte driftsgrene på sigt vil kunne give et driftsresultat på 0 kr. eller overskud efter driftsmæssige afskrivninger, men før driftsherreløn og renter. Dette gælder også, når der ses bort fra indtægter i forbindelse med bortforpagtning af jord og udlejning af jagt, således som det er defineret ovenfor.

…

Forklaringer

B har forklaret, at han er uddannet lærer. Han er gift med A. Han har ikke nogen endelig uddannelse inden for landbrug, men han har interesseret sig for området i mange år. Han snakker samtidig med andre landmænd i området, og han får gennem dem råd og vejledning. 

De købte ejendommen, da han stammer fra egnen, og han havde længe set på dette landbrug. De ejer det hele i fællesskab, men det er alene ham, som arbejder med landbruget. Landbruget var slidt, da de overtog det, og det tog derfor nogle år, at få det opdateret. Der var heller ingen maskiner på gården, da de overtog den, så dem har han købt. Han købte gården for pengenes skyld. Han synes, at den var billig, og at den kan bære, at han investerer i den. 

I starten producerede han hø på gården, men det var svært at producere i tilstrækkelig kvalitet, så det holdt han op med. Han har hele tiden haft planteavl på gården. På et tidspunkt fik han kødkvæg på gården. Det havde han i 10 år, og han investerede en del penge i det, men det var ikke rentabelt. Han stoppede derfor med det i 2016. 

I 2016 var der samtidig tale om et naturfredningsprojekt i området, som skulle omfattet dele af hans ejendom. Det ville navnlig betyde, at hans enge ikke ville kunne bruges. Projektet endte med ikke at blive til noget, men processen stod på i nogle år. Da det endeligt stod klart, at projektet ikke ville blive til noget, gik han i gang med at leje arealet ud. Det kunne han ikke gøre, mens der var tale om projektet. 

Nogle af de jordarealer som han lejer, er ikke af god kvalitet. Han betaler derfor blot svarende til støtten, for at leje disse. Han har haft fokus på at finde den mest optimale måde at udnytte disse arealer på. Han har blandt andet haft vekselafgrøder som hestebønner og havre, men han fandt ud af, at havre var sårbar overfor vandmangel. 

På et tidspunkt fik han et brev fra SKAT, som indeholdt nogle anbefalinger til, hvordan han kunne tjene penge på gården, da den havde et skattemæssigt underskud. I brevet blev det blandt andet anbefalet, at han kunne tjene penge ved udleje jagtretten. Det gjorde han så, men herefter fik han et brev fra SKAT om, at den indkomst ikke kunne indgå som en skattemæssige indtægt. Derfor stoppede han med jagtudlejning.

I forhold til det selvangivne er det gået fremad med gården siden 2016, hvor han stoppede med kødkvæg, og efter der kom klarhed omkring projektet med naturfredning. I disse år har der været overskud efter skattemæssig afskrivning.   

Parternes synspunkter

A og B har i deres påstandsdokument anført:

"…

4 HOVEDANBRINGENDER

Det gøres helt overordnet gældende, at B og A’s deltidslandbrugsvirksomhed i indkomstårene 2017-2019 var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende i henhold til den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, jf. Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA219-222], U.1994.530H [MA39] og U.2025.1875V [MA135].

B og A var derfor berettigede til at fratrække underskud fra virksomheden i deres personlige indkomst samt til at anvende virksomhedsskatteordningen, jf. statsskattelovens § 6 [MA5], jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1 [MA7] og virksomhedsskattelovens § 1 [MA 9-11].

Det er i sagen ubestridt, at deltidslandbruget var forsvarligt og professionelt drevet ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok. Dette kan således lægges til grund.

Det er i sagen alene omtvistet om virksomheden havde udsigt til et rimeligt driftsresultat, hvorved forstås, at virksomheden efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, havde udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende, jf. Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA219-222].

Det gøres gældende, at den indhentede skønserklæring dokumenterer, at B og A’s deltidslandbrug havde udsigt til et rimeligt driftsresultat, jf. Bilag 4 [E207ff.]. Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skønsmandens konklusioner.

Ovennævnte skal uddybes nærmere nedenfor under afsnit 4.2, idet Skatteministeriets afvisningspåstande skal adresseres indledningsvist i følgende afsnit 4.1.

4.1 Skatteministeriets afvisningspåstande

Skatteministeriet har nedlagt påstande om, at første del af B og A’s principale påstande skal afvises [E13 og E15].

Det bestrides, at der er grundlag for at afvise B og A’s påstand 1, da de er egnede til domskonklusion. Der henvises helt overordnet til det under afsnit 1 i replikken anførte [E191-192].

Det fremgår af såvel de indbragte afgørelser fra Skatteankenævn Djursland [E17 og E59] og af afgørelserne fra Skattestyrelsen [E359-404], at der i afgørelserne dels blev truffet afgørelse om, at B og A skulle have forhøjet deres indkomst, og at de i øvrigt ikke kunne anvende virksomhedsskatteordningen.

Det gøres på den baggrund gældende, at påstandene i sagens natur reflekterer de indbragte afgørelsers genstand, og at påstandene er egnede til domskonklusion og kan realitetsprøves.

Der er ikke tvivl om påstandene, og det gøres gældende, at selv Kammeradvokaten/Skatteministeriet har forstået disse. Det bemærkes, at Skatteministeriet ikke konkret har foreslået, hvorledes påstandene efter Skatteministeriets opfattelse kunne lyde for at være mere akkurate for den verserende sag. Det første led af de nedlagte principale påstande er derfor fastholdt.

Det fastholdes endvidere, at det andet led af de principale påstande er tilstrækkelig præcist. Det bemærkes i den forbindelse, at Skatteministeriet ved advokat Steffen Sværke (leder af Kammeradvokatens skatteafdeling) de facto selv nedlagde en fuldstændig sammenlignelig anerkendelsespåstand i SKM2025.146.VLR for så vidt angår det andet led. Påstanden var følgende [MA150]:

"Appellanten, Skatteministeriet, har gentaget påstanden for byretten om, at indstævnte, A nægtes fradrag for underskud i den skattepligtige indkomst med 133.041 kr. i indkomståret 2013, med 174.302 kr. i indkomståret 2014 og med 84.142 kr. i indkomståret 2015, og at han nægtes at anvende virksomhedsskatteordningen i 2013, 2014 og 2015." (vores understregning)

... ...

Afvisningspåstandene er under alle omstændigheder uden materiel betydning, da der uanset hvad kan ske hjemvisning til fornyet behandling i henhold til de subsidiære påstande. Skatteministeriets polemiske tilgang til de nedlagte påstande kan alene tages til indtægt for, at Skatteministeriet ønsker at dreje fokus væk fra det væsentligste i sagen, som naturligvis er Rettens stillingtagen til de materielle spørgsmål, jf. følgende afsnit.

4.2 Erhvervsmæssig virksomhed

4.2.1 Det juridiske grundlag

Det følger helt overordnet af statsskattelovens § 6 [MA5], at udgifter forbundet med indkomsterhvervelsen kan trækkes fra. Det følger i den forbindelse af personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1 [MA7], at der ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fratrækkes:

"udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed […]" (vores fremhævning og understregning)

Det er således en betingelse for at kunne fradrage udgifter og underskud fra en virksomhed i den personlige indkomst, at virksomheden kan kvalificeres som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Dette er ligeledes en forudsætning for at anvende virksomhedsskatteordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1 [MA9-11].

Om en virksomhed er erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, beror som udgangspunkt på en helt konkret vurdering af virksomheden med afsæt i de forhold, der er oplistet i afsnit 3.1.1.1 sammenholdt med afsnit 3.1.1.2 i personskattecirkulæret nr. 129 af 4. juli 1994, jf. også afsnit 3.1.1.3. [MA214].

For vurderingen af deltidslandsbrugs erhvervsmæssighed gælder der imidlertid en særlig ligningsmæssig praksis, hvilket der er enighed om i sagen. Der henvises i den forbindelse til Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 “Deltidslandbrug, Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed“ [MA20], hvor der fremgår følgende:

"Praksis kan tages til udtryk for, at en egentlig landbrugsejendom normalt må anses for at være drevet erhvervsmæssigt, hvis begge de følgende betingelser er opfyldt:

• Driften af ejendommen kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok.

• Det tilsigtes at opnå et rimeligt driftsresultat. Det gælder dog ikke, hvis det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

[…]

Rimeligt driftsresultat

Ved bedømmelsen af, om der foreligger et rimeligt driftsresultat, lægges der vægt på, om ejendommen efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende." (vores fremhævning)

Vurderingen af om de to ovennævnte kriterier er opfyldt beror på en konkret vurdering, jf. retsplejelovens § 344. Syn og skøn er i den forbindelse i almindelighed anvendt og anerkendt som et stærkt og afgørende bevismiddel, dette følger af både teori og i praksis.

I Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA222] fremgår om bevisværdien af et syn og skøn følgende:

"Et egentlig syn og skøn vil være et stærkere bevismiddel end en erklæring fra en landbrugskonsulent." (vores fremhævning)

Det i Den Juridiske Vejledning anførte er ligeledes bekræftet ved omfattende praksis.

Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 15. april 1994 offentliggjort som U.1994.530H [MA42], der udgør et væsentligt præjudikat for deltidslandbrug. Højesteret stadfæstede Landsrettens dom og præmisser. Af Landsrettens præmisser fremgår følgende:

"Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgerens forklaring om, at han købte ejendommen af interesse for at drive landbrug, og at han søgte at tilrettelægge driften med henblik på en efter hans forhold hensigtsmæssig udnyttelse af jord og bygninger. Sagsøgerens og hustruens brug af ejendommen som bolig og deres fortsættelse af hidtidig fuldtidsbeskæftigelse findes ikke at have indflydelse på vurderingen af, om landbruget kan anses for at være drevet erhvervsmæssigt.

Ved skønsmandens svar på de stillede spørgsmål findes det godtgjort, at sagsøgerens drift af ejendommen er teknisklandbrugsfagligt forsvarlig og sædvanlig for et deltidslandbrug af denne størrelse i området. Skønsmanden har generelt vurderet, at landbrug af størrelse og beskaffenhed som sagsøgerens »med en veletableret driftsform må forventes at kunne give et driftsoverskud på omkring nul«. Om sagsøgerens landbrug har skønsmanden udtalt, at årene 1985 og 1986 ikke kan karakteriseres som typiske, og at negative driftsresultater i indkørings- og omstillingsperioden ikke udelukker, at sagsøgerens drift anses som forsvarlig. Skønsmanden har betegnet driften i 1991, da skønserklæringen er udfærdiget, som teknisk-landbrugsfagligt forsvarligt.

På den anførte baggrund finder retten at måtte give sagsøgeren medhold i, at hans landbrug er drevet erhvervsmæssigt, og at han som følge heraf har ret til at fradrage driftsunderskud ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst." (vores understregning og fremhævning)

Skønsmandens vurdering af landbruget blev således lagt direkte til grund af Højesteret.

Det blev derudover anført, at det forhold, at skatteyderne konkret anvendte ejendommen som deres bopæl, og at de havde anden fuldtidsbeskæftigelse, ikke ændrede på, at virksomheden var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

Højesterets dom fra 1994 er fortsat et vægtigt præjudikat og refereres derfor ofte i såvel nyere administrativ praksis samt retspraksis, jf. eksempelvis U.2025.1875V [MA135], der er omtalt nærmere nedenfor.

I LSR’s j.nr. 17-0784395 [MA171] og LSR’s j.nr 18-0024056 [MA191] lagde Landsskatteretten - ligesom Højesteret i U.1994.530H - ligeledes skønsmandens konklusioner til grund.

I LSR’s j.nr 18-0024056 afviste Landsskatteretten direkte, at inddrage indsigelser over for skønserklæringens konklusioner, idet Landsskatteretten anførte følgende [MA208]:

"Landsskatteretten finder ikke anledning til at stille spørgsmål ved de af skønsmanden opgjorte driftsmæssige afskrivning, hvorfor Skattestyrelsens bemærkninger hertil ikke kan tillægges vægt."

Af relevant praksis herom kan endvidere henvises til TfS 1989, 188

VLD, TfS 1989, 159 ØLD, TfS 1994, 366 VLD, TfS 1994, 566 ØLD, SKM2004.432.VLR samt til afgørelserne fra Landsskatteretten offentliggjort som TfS 1999, 48 LSR og SKM2015.278.LSR samt RR.1.2014.58, der alle indgår i den fælles materialesamling.

4.2.2 Den konkrete sag

Det bemærkes indledningsvist, at det er ubestridt, at B og A’s deltidslandbrug var forsvarligt og professionelt drevet ud fra en teknisklandbrugsfaglig målestok. Skatteankenævn Djursland har også i sine afgørelser fundet, at B og A havde de fornødne faglige forudsætninger for at drive deltidslandbruget [E56 og E99], idet Skatteankenævnet anførte følgende:

"Efter det oplyste, har klageren de nødvendige faglige forudsætninger for at drive virksomheden landbrugsfagligt forsvarligt."

Det anførte er ikke bestridt af Skatteministeriet. Retten kan derfor lægge det til grund som ubestridt. Det vil sige, at den éne af de to betingelser for erhvervsmæssighed i henhold til den ligningsmæssige praksis allerede af den grund er opfyldt, jf. Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA220] omtalt ovenfor.

 ... ...

Herefter består alene hovedspørgsmålet i sagen, altså om der har været udsigt til et rimeligt driftsresultat, hvorved forstås, at virksomheden efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende, jf. Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA220].

Skatteministeriet har ligesom Skatteankenævnet gjort gældende, at der ikke var udsigt til en rimelig driftsfortjeneste. Skatteankenævnet har således anført følgende [E57 og E99]:

"Der er lagt vægt på, at virksomheden har været drevet i en lang periode med vedvarende underskud. For 2021, er der ifølge den fremlagte skønsrapport, realiseret et driftsmæssigt resultat efter afskrivninger på 33.695 kr. Dette er dog ved indregning af bortforpagtning af jord, maskinearbejde og udleje af jagt. Disse to aktiviteter findes dels at være selvstændige driftsgrene og dels er der tale om aktiviteter, der ikke har været drevet i de påklagede indkomstår, hvorfor de ikke findes at have relevans for vurderingen af disse. Når der bortses fra disse indtægter, er der i alle årene siden opstarten i 2003 således realiseret underskud." (vores understregning)

Det bemærkes heroverfor, at skønsmanden allerede har vurderet betydningen af, at der bortses fra indtægter fra bortforpagtning af jord og udlejning af jagt, idet der af skønserklæringen fremgår følgende [E222]:

".. vurderes det, at det i 2017 til 2019 med daværende forhold var udsigt til, at de enkelte driftsgrene på sigt vil kunne give et driftsresultat på 0 kr. eller overskud efter driftsmæssige afskrivninger, men før driftsherreløn og renter. Dette gælder også, når der ses bort fra indtægter i forbindelse med bortforpagtning af jord og udlejning af jagt, således

som det er defineret ovenfor." (vores understregning)

Skønsmanden har således konkluderet, at selv uden de nævnte indtægter, så havde virksomheden udsigt til et rimeligt driftsresultat.

Det er imidlertid under alle omstændigheder ikke korrekt, at der - som anført af skattemyndighederne - skal bortses fra indtægterne fra jagt, bortforpagtning mv.

Det følger således af Vestre Landsrets dom offentliggjort som U.2025.1875V [MA125], at et deltidslandbrug skal vurderes under ét og ikke opdeles på specifikke aktiviteter og indkomstkilder. Skatteministeriet gjorde således i U.2025.1875V - som i denne sag - gældende, at der skulle ske opdeling mellem de indkomstskabende aktiviteter, idet der af dommen bl.a. fremgår følgende anbringender fra Skatteministeriet [MA151]:

"A’s stutteri er et landbrug, men den samlede aktivitet på ejendommen er hverken deltid eller et landbrug som krævet i den særlige ligningspraksis, der er omtalt af Højesteret i U.1994.530H, der alene omfatter deltidslandbrug, stutterier og væddeløbsstalde. … Ridecenter bestod nemlig ud over et stutteri også af et ridecenter, hvor der skete salg af konsulentbistand, udlejning af hestebokse, uddannelse og undervisning af heste og ryttere, udlejning af ridehal, rytterstue, mv. Det forhold, at aktiviteten udøves på eller fra en landbrugsejendom, eller at aktiviteten vedrører dyr, medfører ikke i sig selv, at aktiviteten bliver et deltidslandbrug." (vores understregning)

Skatteministeriets synspunkt - som i denne sag - om, at der skulle sondres mellem de forskellige aktiviteter, blev afvist af Landsretten, der anførte følgende [MA152]:

"Landsretten finder efter karakteren og omfanget af aktiviteterne, der har en naturlig og driftsmæssig sammenhæng, at de samlede hesterelaterede aktiviteter i … Ridecenter i indkomstårene 2013-2015 må anses som en del af driften af ridecenteret, der må betragtes som en samlet virksomhed." (vores fremhævning og understregning)

De i denne sag omhandlede indtægter fra jagt, bortforpagtning mv. har ligeledes en nær og naturlig sammenhæng med deltidslandbruget, hvorfor disse skal medregnes. Indregnes disse indtægter, så bekræfter det blot så meget desto mere, at virksomheden havde udsigt til et rimeligt driftsresultat.

Skatteministeriet har i denne sag desuden gjort gældende, at B og A’s virksomhed havde (driftsmæssigt) underskud gennem en længere årrække. Der er imidlertid ikke fremlagt dokumentation for det anførte faktum.

Der er således ikke fremlagt dokumentation for virksomhedens driftsresultater. Det er ubestridt, at der er selvangivet skattemæssige underskud, jf. Skattestyrelsens oversigtstabel [E383]. Det bemærkes imidlertid, at der er forskel på driftsresultater og skattemæssige resultater, jf. bl.a. Skatteretten 2, 10. udgave (2024) af dr.jur. Jan Pedersen m.fl., side 56 [MA246].

Der er i denne sag ikke foretaget eller fremlagt opgørelser af virksomhedens driftsmæssige resultater tilbage fra 2003, idet der alene henvises til de skattemæssige underskud. De skattemæssige underskud er uden betydning i relation til den særlige ligningsmæssige praksis.

Som det tillige fremgår af den beskrevne regnskabspraksis i G1-virksomhed’s årsrapporter for 2017-2022, jf. Bilag 5-9 [E227-302] og bilag 27 [E421], så er der i årsrapporterne f.eks. taget udgangspunkt i de skattemæssige afskrivninger og der er udarbejdet en skattemæssig specifikation [eks. E265 og E273].

De selvangivne skattemæssige resultater og årsrapporterne giver derfor ikke et reelt indblik i virksomheden driftsmæssige udvikling siden 2003. Af samme årsag kan det ikke tillægges nævneværdig betydning, at Skatteministeriet kan konstatere, at G1-virksomhed har haft skattemæssige underskud siden 2003.

Det afgørende for denne sag er de driftsmæssige resultater, jf. Den Juridiske Vejledning 2024-2, afsnit C.C.1.3.2.1 Deltidslandbrug [MA220221].

Skatteministeriet er blevet opfordret (2) til at fremlægge sikkert bevis for driftsmæssige underskud, hvilket Skatteministeriet har afvist [E199], hvilket skal lægges Skatteministeriet bevismæssigt til last, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. B og A bærer således ikke bevisbyrden for, at driftsresultaterne ikke har været negative siden 2003.

B og A bærer alene bevisbyrden for, at der i indkomstårene 2017-2019 var udsigt til et rimeligt driftsresultat, hvilken bevisbyrde B og A har løftet ved den indhentede skønserklæring, jf. Bilag 4 [E207].

Det er i øvrigt efter retspraksis ligegyldigt, hvordan fortiden har set ud. Det afgørende er, om der i de enkelte år var udsigt til, at driften på sigt ville kunne give et driftsmæssigt overskud på ca. kr. 0.

Skønsmanden har konkluderet, at der i 2017-2019 netop var udsigt til et rimeligt driftsresultat, dvs. et driftsmæssigt overskud på mindst ca. kr.

0, jf. skønsmandens svar på spørgsmål 8 [E220] og IB [E222].

Det bemærkes, at skønsmanden har anført, at han ikke har haft mulighed for at se om, der er medtaget omkostninger, som ikke vedrører deltidslandbruget. Skønsmanden har således anført følgende [E222]:

Usikkerheder om detaljeringsgrad af regnskabsmaterialet, hvor det vurderes, at sandsynligvis belaster den pågældende med drift med nogle omkostninger, som reelt vedrører andre aktiviteter." (vores understregning)

Skønsmanden har således vurderet, at driftsresultaterne reelt kan være bedre, end hvad han har kunnet udlede af regnskabsmaterialet.

Det gøres i øvrigt gældende, at Skatteankenævnet ikke i fornøden grad har taget højde for det af skønsmanden anførte om, at indkomståret 2018 var et særdeles dårligt år for planteavlere. Skatteankenævnet ses endvidere ikke i fornøden grad at have taget højde for de positive forventninger til fremtiden, som skønsmanden har henvist til.

De positive forventninger blev også realiseret efter skønserklæringen, idet der var (skattemæssige) overskud i 2021 og 2022, jf. årsrapporten for 2022 [E428].

Det gøres derfor med henvisning til skønserklæringen gældende, at det skal lægges til grund, at der var udsigt til et rimeligt driftsresultat i de konkrete indkomstår 2017-2019. Det følger af det juridiske grundlag gennemgået ovenfor, at skønserklæringen er et stærkt bevis herfor.

Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tage Skatteankenævnets antagelser og gæt på stigende udgifter til følge. Det gøres gældende, at stigende udgifter vil blive imødegået af tilsvarende stigende indtjening på korn.

Dette understøttes af, at der er en stigende salgspris på korn og af, at jordbrugets bytteforhold er blevet forbedret - trods stigende udgifter, jf. Bilag 25 [E415] og Bilag 26 [E419].

Skatteministeriet har forsøgt at undergrave skønsmandens konklusioner ved blandt andet på side 5 i svarskriftet [E185] at anføre, at skønserklæringen baserer sig på forhold, "der hverken var kendt eller sikkert forudsigelige". Skatteministeriet er blevet opfordret (3) til at redegøre nærmere for, hvilke konkrete forhold, der påtænkes. Skatteministeriet har ikke i behørigt omfang besvaret opfordringen, jf. Duplikken [E199], hvilket skal lægges Skatteministeriet bevismæssigt til last, jf. retsplejelovens § 344, stk. 2. 

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. AD FORMALITETEN

Højesteret har fastslået, at en prøvelse af en påstand forudsætter, at det har en betydning for parternes indbyrdes retsstilling, jf. bl.a. UfR 2011.2695 H (ad påstand 3-6) (M 77) og UfR 2007.2161 H (M 57).

Det har ikke i sig selv betydning for retstillingen imellem ægtefællerne og Skatteministeriet, at Skatteministeriet anerkender, at ægtefællernes deltidslandbrug i skattemæssig henseende må anses for erhvervsmæssig (første led af ægtefællernes principale påstand 1, E 15). Dertil kommer i øvrigt, at dette led af påstandene efter sit tidsubestemte indhold ikke er tilstrækkelig præcist til at danne grundlag for en domskonklusion.

Tilsvarende har det heller ikke i sig selv betydning for retstillingen imellem ægtefællerne og Skatteministeriet, at ministeriet anerkender, at ægtefællerne "kan" anvende virksomhedsordningen (i forbindelse med deres deltidslandbrug) i 2017 til 2019 (andet led af ægtefællernes principale påstand 1, E 15). Det fremhæves i den forbindelse, at anvendelse af virksomhedsordningen har karakter af et selvangivelsesvalg, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 2 (M 10). Den omstændighed, at ægtefællerne "kan" anvende virksomhedsordningen, er således ikke ensbetydende med, at de skal. At anerkendelserne omfattet af ægtefællernes principale påstand 1 ikke er egnet til at indgå i en domskonklusion tydeliggøres af, at det er uklart, hvordan og hvornår, herunder inden for hvilke tidsmæssige rammer, Skatteministeriet skal opfylde en domskonklusion, der går på, at ægtefællerne kan vælge at anvende virksomhedsordningen for indkomstårene 2017 til 2019. Det fremhæves i den forbindelse også, at skatteministeren (og dermed Skatteministeriet) ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1.

Påstand 1 i ægtefællernes principale påstande kan derfor ikke realitetsprøves. Det gælder, uanset om de nedlagte påstande reflekterer genstanden i de indbragte afgørelser (E 59 henholdsvis E 17), som ægtefællerne henviser til (replikken, E 192, 1. afsnit), idet spørgsmålene i sagen ikke er afgørende for, hvordan påstandene skal formuleres.

Desuden kan første led ægtefællernes principale påstand 1 (at deres deltidslandbrug skal anses for erhvervsmæssigt) under alle omstændigheder ikke medtages som en del af påstandene, jf. f.eks. SKM2015.503 ØLR (M 115), idet ledet udgør et anbringende til støtte for andet led i påstand 1 (at ægtefællerne "derfor" kan anvende virksomhedsordningen i indkomstårene 2017 til 2019), samt for ægtefællernes påstand 2 (om at ægtefællernes personlige indkomst skal nedsættes).

4.  AD DET MATERIELLE

4.1  Anbringender

Til støtte for frifindelsespåstandene gør Skatteministeriet overordnet gældende, at ægtefællerne ikke har bevist, at deres deltidslandbrug er erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i årene 2017 til 2019.

Ægtefællerne har dermed - som fastslået af Skatteankenævn Djursland (E 59 henholdsvis E 17) - ikke ret til fradrag for deres virksomhedsunderskud i deres skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M 5), eller ret til at anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedskattelovens § 1 (M 9).

4.2  Den retlige vurdering af om deltidslandbruget var erhvervsmæssigt

Det er en retlig vurdering, om ægtefællernes deltidslandbrug var erhvervsmæssigt, og denne vurdering tilkommer i første omgang skattemyndighederne og i sidste ende domstolene.

Højesteret har i UfR 1994.530 H (M 39) fastslået, hvornår et deltidslandbrug kan anses for erhvervsmæssigt med fradragsret for underskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (M 5):

"I medfør af statsskattelovens § 6, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom efter den mangeårige, særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende."

Det følger således af dommen, at ægtefællernes deltidslandbrug ikke kan anses for erhvervsmæssigt, hvis det må lægges til grund, at der selv efter en årrække med underskud fortsat ikke er udsigt til, at driften bliver overskudsgivende.

Et deltidslandbrug anses efter den særlige ligningspraksis for overskudsgivende, hvis deltidslandbruget giver et resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter.

I den foreliggende situation, hvor deltidslandbruget konsekvent har været underskudsgivende i en længere årrække, skal der være et sikkert grundlag for at antage, at deltidslandbruget ville udvikle sig således, at det ville ophøre med at give underskud, jf. herved UfR 2000.313 H (M 43) og SKM2022.43BR (M 155).

Det er således i strid med retspraksis, når ægtefællerne anfører (replikken, E 194, sidste afsnit), at det er ligegyldigt for rentabilitetsvurderingen, hvordan fortiden har set ud.

Det skal vurderes ud fra kendte forudsætninger i indkomstårene 2017 til 2019, om ægtefællernes deltidslandbrug havde udsigt til at ophøre med at give underskud. Der kan ikke lægges afgørende vægt på senere års overskud, jf. UfR 2009.770 H (M 63), eller senere indtrufne forhold i øvrigt, så som en positiv udvikling i deltidslandbrugets resultater eller prisforholdene i markedet, medmindre der var grundlag for at forudse disse forhold i de(t) relevante indkomstår.

Det påhviler ægtefællerne at føre bevis for, at deltidslandbruget udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i årene 2017 til 2019, herunder at der var et sikkert grundlag i de samme år for at antage, at deltidslandbruget ville ophøre med at give underskud.

Det følger af UfR 2009.770 H (M 63), at der i vurderingen af, om en landbrugsvirksomhed er erhvervsmæssig, ikke nødvendigvis kan lægges afgørende vægt på en skønserklæring om, hvorvidt driften af en landbrugsvirksomhed har udsigt til at ophøre med at give underskud.

Dette følger også af SKM2022.43BR (M 155).

Skønserklæringens (E 207) betydning for, om ægtefællerne har løftet deres bevisbyrde, vil således bero på overbevisningskraften af skønsmandens sagkyndige argumenter set i forhold til de konkrete omstændigheder i sagen, jf. herved også UfR 2000.1071 H (M 49).

4.3 Deltidslandbruget havde ikke udsigt til at ophøre med at give underskud

De konkrete omstændigheder viser, at det ikke kan lægges til grund, at deltidslandbruget ville ophøre med at være underskudsgivende efter 17 år med konstante underskud, jf. også skatteankenævnets begrundelse (bilag 1, E 98 ff.) og nærmere afsnit 4.3.1 nedenfor.

Ægtefællerne har ikke (stævningen, E 169, 3. afsnit) med deres henvisninger til skønserklæringen (E 207) - som de nærmest udelukkende støtter deres synspunkter på - løftet deres bevisbyrde for, at der i årene 2017 til 2019 var et grundlag for at antage, at deltidslandbruget ville ophøre med at give underskud. Så meget desto mindre har ægtefællerne løftet deres bevisbyrde for, at der i 2017 til 2019 var et sikkert grundlag for at antage, at deltidslandbruget ville ophøre med at give underskud.

Der er en flerhed af forhold i skønserklæringen (E 207), som bevirker, at skønserklæringens konklusion ikke kan lægges til grund, og som i stedet viser, at det er med rette, at skatteankenævnet har vurderet, at deltidslandbruget ikke kunne anses for erhvervsmæssigt, jf. nærmere afsnit 4.3.2. nedenfor. Navnlig det forhold, at der i skønserklæringens konklusion inddrages forhold, der hverken var kendte eller sikkert forudsigelige i indkomstårene 2017 til 2019, indebærer, at skønserklæringen ikke beviser, at deltidslandbruget havde udsigt til at ophøre med at give underskud i 2017 til 2019.

Den kritik, som ægtefællerne har fremført af skatteankenævnets inddragelse af skønserklæringen, er desuden ikke retvisende:

Det er for det første ikke rigtigt, at skatteankenævnet ikke i fornøden grad har taget højde for det af skønsmanden anførte om, at 2018 var et dårligt år for dansk planteavl, som ægtefællerne har gjort gældende (stævningen, E 169, 2. afsnit). Skønsmanden anfører selv (E 213, 2. tekstafsnit), at det økonomiske tab i forbindelse med det dårlige høstudbytte i 2018 blev reduceret, idet kornpriserne samtidig steg (om end det ikke var tilstrækkeligt til helt at udligne tabet). Det fremgår da også af figur 6 i skønserklæringen, E 214, at resultatet for planteavlsbrug ikke var dårligere i 2018 end f.eks. 2016.

For det andet er det heller ikke rigtigt, at skatteankenævnet ikke i fornøden grad har taget højde for de positive forventninger til fremtiden, som skønsmanden har henvist til, og resultatet i årsopgørelsen for 2022 (E 421), som ægtefællerne har (stævningen, E 169, 2. afsnit) gjort gældende. Som ovenfor anført i afsnit 4.2 kan der ikke lægges afgørende vægt på senere års overskud, jf. UfR 2009.770 H (M 63), eller senere indtrufne forhold i øvrigt.

4.3.1 De konkrete omstændigheder taler imod fremtidigt overskud

Den omstændighed, at ægtefællernes landbrug siden opstarten i 2003 - det vil sige i hele 17 år i 2019 - havde været drevet med underskud (jf. E 99, 4. afsnit, men modsat stævningen, E 168, næstsidste afsnit) taler i høj grad imod, at der i 2017 til 2019 var grundlag for at antage, at landbruget fremover ville ophøre med at give underskud.

Det følger af ægtefællernes egne oplysninger til skattemyndighederne (E 383 og E 397, 2. afsnit), at deltidslandbruget havde underskud siden opstarten i 2003.

Ægtefællernes bemærkning (replikken, E 193, fjerdesidste afsnit) om, at "[d]er er i denne sag ikke foretaget opgørelser af driftsmæssige resultater tilbage fra 2003, idet det bemærkes at ovennævnte [de selvangivne resultater fra 2003-2019] udgør skattemæssige resultater" viser i sig selv, at det ikke har været tilsigtet at opnå et rimeligt driftsresultat. I givet fald havde driftsresultaterne selvfølgelig været opgjort.

Det påhviler desuden ægtefællerne at bevise, at deltidslandbrugets driftsmæssige resultater er anderledes, end hvad der følger af de selvangivne underskud og årsrapporterne (E 227-274). Det påhviler derimod ikke Skatteministeriet at føre (yderligere) bevis for, at ægtefællernes deltidslandbrug har haft driftsmæssige underskud siden opstarten, og bevisbyrden herfor kan ikke væltes over på Skatteministeriet, som det uholdbart blev forsøgt med ægtefællernes opfordring (2).

Eksistensen af et (sikkert) grundlag for, at deltidslandbruget ville ophøre med at give underskud, ville som minimum kræve, at der i 2017 til 2019 var gjort driftsmæssige tiltag for at forbedre resultatet fremadrettet eller lagt konkrete og sikre planer for, hvordan underskuddet ved driften skulle ændres til et overskud.

Ægtefællerne har efter det oplyste ikke foretaget driftsmæssige tiltag i 2017 til 2019 for at forbedre resultatet (jf. E 99, næstsidste afsnit), eller haft konkrete - endsige sikre - planer for, hvorledes de seneste års negative resultater på kort sigt kunne ændres til et positivt resultat (jf. skønserklæringens svar på spørgsmål 8, E 219, 1. punktafsnit).

Efter det oplyste har ægtefællerne forhandlet med den ene af deltidslandbrugets lodsejere om en mindre nedbringelse af jordlejen fra 2021 (jf. E 63, 2. afsnit, og E 99, næstsidste afsnit). Det er ikke bevist, at forhandlingen om forpagtningsaftalen er påbegyndt i perioden 2017 til 2019 og ikke først i et af de efterfølgende år. Såfremt forhandlingen ikke var påbegyndt i 2017 til 2019, kan dens (forventede) resultat slet ikke indgå i grundlaget for vurderingen af, om der i 2017 til 2019 var udsigt til, at driften ville ophøre med at give underskud. Under alle omstændigheder udgør disse forhandlinger efter det foreliggende ikke noget sikkert grundlag for, at deltidslandbruget ville ophøre med at give underskud, idet der ikke er fremlagt nogen dokumentation for indholdet og resultatet af forhandlingerne med lodsejeren.

Ægtefællernes budgetter for 2022 til 2024 (E 22) viser heller ikke, at der i 2017 til 2019 var en plan for, hvordan deltidslandbruget skulle drives for at give overskud, allerede fordi det ikke er bevist, at budgetterne blev lavet i perioden 2017 til 2019.

Den omstændighed, at det faktisk viste sig, at driften ved deltidslandbruget i 2020 og 2021 ikke ophørte med at give underskud (jf. E 99, 4. afsnit) - og det endda på trods af, at der i 2021 var historisk høje priser på korn (jf. skønserklæringen, E 221, sidste afsnit) - underbygger, at der heller ikke var grundlag i 2017 til 2019 for, at driften ville ophøre med at give underskud.

4.3.2 Skønserklæringen beviser ikke et fremtidigt overskud

Der er syv konkrete forhold, som indebærer, at skønserklæringen (E 207) ikke udgør et tilstrækkeligt bevis for, at deltidslandbruget i 2017 til 2019 havde udsigt til at ophøre med at give underskud:

For det første anfører skønsmanden (E 222, 2. afsnit), i sit svar, at der "[a]lt i alt er tale om betydelige usikkerheder, med potentielle både positive og negative aspekter vedr. udsigt til et positivt resultat."

For det andet påpeger skønsmanden (E 219, 2. afsnit) selv, at den omstændighed, at der ikke var konkrete eller specifikke planer for, hvorledes de seneste tre års negative resultater på kort sigt kunne ændres til et positivt resultat, "i sig selv [er] meget hæmmende for en fremtidig positiv udvikling."

For det tredje har skønsmanden (E 221, næstsidste afsnit) i sin vurdering af, at tendenskurverne vil vise positive resultater i senest 2023, taget det forbehold, at "tendenserne er udtryk for en reel forbedring (og ingen udskydelse af omkostninger m.m.)".

For det fjerde har skønsmanden ikke påpeget en eneste driftsmæssig forbedring, der er foretaget; derimod har skønsmanden peget på driftsmæssige tiltag, der kunne foretages, herunder at det er muligt at optimere driften med hensyn til bl.a. maskinaktiverne (E 222, sidste punktafsnit). At det er muligt at optimere driften viser i sagens natur ikke, at driften vil blive optimeret og dermed blive overskudsgivende.

For det femte har skønsmanden (E 222, første punktafsnit) lagt "hovedvægt" på, at der var en "positiv udvikling i hele perioden 2017-2021", selvom det ikke er rigtigt, at der var en positiv udvikling i hele perioden. Det følger udtrykkeligt af skønsmandens egne angivelser, at underskuddet for 2018 var større end underskuddet for 2017, jf. skønsrapportens figur 8 (E 220). Det bemærkes i forlængelse heraf, at dét, at 2018 - ifølge skønserklæringen - var et specielt år på grund af tørken, ikke ændrer på, at der ikke var en positiv udvikling i hele perioden.

For det sjette har skønsmanden lagt vægt på forhold, der er indtrådt efter 2019, selvom det er anført i konklusionen, at der "med de daværende forhold" var udsigt til et resultat på 0 kr. eller overskud. Skønsmanden har således i sin vurdering af, at deltidslandbruget i 2017 til 2019 havde udsigt til at give overskud, lagt "hovedvægt" på (E 222, næstsidste afsnit)

-  en "positiv udvikling i hele perioden 2017-2021", og dermed på driftsresultatet i 2020 og i 2021,

-  "særligt gode prisforhold i de allerseneste år", og

-  en "forventning om relativt gode afsætningsforhold for planteprodukter i de kommende 1-2 år".

At skønsmanden har lagt vægt på forhold, der er indtrådt efter 2019, illustreres af, at der i skønserklæringen flere steder er bemærkninger og statistikker for forhold, der er indtrådt efter 2019 (E 207, eksempelvis, E 221, tredjesidste og sidste afsnit, og E 218, 2. punktafsnit).

Og endeligt for det syvende er skønserklæringen baseret på regnskabsmateriale, der efter skønsmandens vurdering ikke "er optimal, idet der ikke er nogen helt detaljeret fordeling af driftsomkostninger og maskinanvendelse på de forskellige områder" (E 215, 2. afsnit). Ifølge ægtefællerne (replikken, E 194, fjerdesidste afsnit) er de selvangivne oplysninger og årsrapporterne heller ikke udtryk for den reelle driftsmæssige udvikling i virksomheden. Der har således ikke været et fuldt ud retvisende grundlag at udarbejde skønserklæringen på.

4.4 Ikke grundlag for hjemvisning

Der er ikke grundlag for, at sagerne hjemvises, som ægtefællerne subsidiært har påstået. En hjemvisning forudsætter, at en fornyet administrativ behandling af sagerne er påkrævet, og ægtefællerne har ikke påvist, at det er tilfældet. 

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagerne drejer sig om, sagsøgernes deltidslandbrug kan godkendes som erhvervsmæssig i skattemæssig forstand i årene 2017-2019 i henhold til den særlige praksis for landbrugsvirksomheder, således sagsøgerne er berettiget til at fradrage driftsunderskuddet for disse indkomstår i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Hovedspørgsmålet er, om der var udsigt til, at landbruget kunne opnå et rimeligt driftsresultat. Efter praksis for området anses et resultat på 0 kr. før driftsmæssige afskrivninger, som overskudsgivende. 

Det lægges efter B’s forklaring til grund, at landbruget ved overtagelsen krævede investeringer. Yderligere lægges det til grund, at driften af landbruget i en periode har været præget af, at dele af ejendommen kunne blive påvirket af et naturgenopretningsprojekt, som endte med ikke at blive gennemført. 

Det lægges til grund som ubestridt, at landbruget siden opstarten i 2003 og frem til 2019 blev drevet med skattemæssigt underskud. For årerne 2017-2019, hvor der er fremlagt årsrapporter, kan det tillige lægges til grund, at der er negativt driftsresultat. Under disse omstændigheder, er det en forudsætning for at anse driften for erhvervsmæssig, at der er et sikkert grundlag for at antage, at landbruget på sigt vil udvikle sig således, at det stopper med at give underskud, jf. UfR 2000.313 H.  

Efter indholdet af skønsmandens svar på spørgsmål 7 lægges det til grund, at 2018 var et specielt år med tørke og dårlig høst, men at det økonomiske tab blev begrænset, da kornpriserne samtidig sted, og at udbyttet for planteavlsbrug i 2018 ikke var lavere end i 2016.

Efter indholdet af skønsmandens svar på spørgsmål 8 og IB, lægges det til grund, at skønsmandens konklusion om, at landbruget var tilrettelagt og drevet i 2017-2019 med udsigt til en rimelig fortjeneste, beror på en række efterfølgende og for landbruget uafhængige omstændigheder vedrørende bedre markedsforhold, herunder med historisk høje priser på korn i 2021 og sandsynligvis også i 2022. Samtidig fremgår det, at der er tale om meget turbulente år med både meget positive og negative afvigelser skabt af udefrakommende forhold. Yderligere fremgår det, at skønsmandens konklusion til dels beror på en forventning om relativt gode afsætningsforhold i de kommende 1-2 år, samt en forventning om et forbedret bytteforhold for planteavlen i disse år. 

Da skønsmandens konklusion således til dels beror på efterfølgende og for landbruget uafhængige omstændigheder, findes skønserklæringen og bevisførelsen i øvrigt ikke at skabe det fornødne sikre grundlag for at antage, at landbruget i 2017-2019 ville udvikle sig således, at det ville ophøre med at give underskud.

Herefter, og da sagsøgerne har nedlagt subsidiært påstand om, at sagerne skal hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, tages der ikke stilling til Skatteministeriets påstand om afvisning. 

Retten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge. 

Sagsomkostningerne er efter sagernes værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes. 

A og B skal til Skatteministeriet in solidum betale sagsomkostninger med 35.000 kr.

I det indbyrdes forhold mellem A og B fordeles omkostningerne med halvdelen til hver.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.