Spørgsmål
- Kan det bekræftes, at Spørgers gavepose ikke er afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a?
Svar
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger anmoder om bindende svar på, om der er afgiftspligt på en gavepose, som Spørger har fremsendt vareprøver af.
Spørger har oplyst følgende:
Gaveposen er non woven og fremstilles i 100 pct. genbrug R-PET-materiale med en materialekvalitet på 80 gram/m2.
Posen er bestemt til at blive anvendt som gavepose, hvor gaven pakkes ind i gavepapir og lægges ned i posen. Gavebåndet er bestemt til efter stramningen at blive bundet sammen med en sløjfe, så posen fremstår som en del af gaveindpakningen.
Skattestyrelsens beskrivelse af bæreposen:
- Posen er ikke-vævet
- Materiale føles glat på overfladen
- Fremstår relativ slidstærkt
- Kan ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet
- Ingen laminering eller anden forstærkning af bæreposen
- Ombuk foroven, som er syet på kanten tre steder på tværs
- Gavebånd er indsat under toppen af bæreposen i et hulrum, som løber ud i hver sin side af bæreposen i knude. Hulrummet er placeret 3-9 cm fra toppen af posen
- Toppen af bæreposen kan lukkes gennem stramning af gavebåndet
- Gavebåndet har en længde, så det før stramningen overstiger posens bredde i hver side med 25 cm
- Når posen er lukket danner gavebåndet to stropper af en længde på 60 cm som det er muligt at anvendes til at bære posen
- Hanke er påsyet på langs i indersiden af bæreposen to steder med enkeltsyning og uden forstærkning
- Hanke er af samme materiale som resten af bæreposen
- Hanke løsnes ved moderat træk i bæreretningen
- Rumfang over 5 liter
Spørgers opfattelse og begrundelse
Kan Skattestyrelsen bekræfte, at denne gavepose er fritaget for afgift efter emballageafgiftslovens § 2 a?
Spørgers høringssvar
Spørger har indsendt følgende høringssvar:
"De fremsendte varerøver er uden krydssyning i hanken, som vil blive påført ved en endelig produktion. Posens gavebånd er af en så kraftig kvalitet at dette båndkant anvendes som bærestropper som Skattestyrelsen også selv anfører i beskrivelsen af posen.
Vi mener derfor at syningen på hanken ikke alene kan afgøre om der er emballageafgift på posen. Vi er derfor stadig af den opfattelse at det anvendte materiale på posen er af en sådan kvalitet, at den kan sidestilles med stofposer, bærenet, tasker eller lignende og anvendelig til gentagen brug."
Spørger har efterfølgende anmodet Skatterådet om at se bort fra, at krydssyninger vil blive påført hankene ved en endelig produktion.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørgers bærepose nr. 1 ikke er afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.
Begrundelse
Det følger af emballageafgiftslovens § 2 a, at der skal betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.
Den omhandlede bærepose har et rumindhold på mere end 5 l samt en hank.
Afgiften på poser blev indsat i lov om afgift af visse detailsalgspakninger ved lov
488 af 30. juni 1993. Afgiften tager ifølge bemærkningerne til lovforslaget sigte på
at afgiftspålægge de typer af poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer,
bærenet, tasker og lignende. Yderligere fremgår det at lovbemærkningerne, at indførslen af bestemmelsen var et led i miljøindsatsen.
Det fremgår af Den juridiske vejledning E.A.7.1.6, at der ikke er afgift på poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.
Det lægges til grund ud fra en formålsfortolkning af emballageafgiftslovens § 2 a, at det er en bæreposes brugsværdi for slutbrugeren, der har betydning for afgiftspligten. En skrøbelig bærepose med en begrænset holdbarhed ved almindelig brug vurderes at være afgiftspligtig. En bærepose, der har en tilstrækkelig robusthed til, at den kan holde til almindelig og langvarig, gentagen brug, vurderes derimod at svare til en stofpose, bærenet, tasker og lignende mv., der ikke er afgiftspligtig.
For at vurdere afgiftspligten af posen, har Skattestyrelsen foretaget en fysisk test af posen. Den fysiske test skal simulere en slutbrugers almindelige og gentagne brug af en bærepose, for herved at vurdere, om posen har en tilstrækkelig robusthed til, at den svarer til en stofpose mv. I denne forbindelse vurderes robustheden af:
- Materiale, hvor det kan forsøges at perforere posen med en finger ved moderat tryk
- Hanke, hvor det kan forsøges at trække hankene af ved moderat træk i bæreretningen
- Syninger, hvor det kan forsøges at briste syningerne ved moderat træk
Ved vurdering af, hvorvidt et gavebånd til en pose skal sidestilles med en hank, når gavebåndet kan anvendes til at bære posen, lægges der vægt på, om posen og gavebåndet er konstrueret så båndet er egnet og bestemt til brug som hank.
I SKM2021.326.SR fandt Skatterådet efter en konkret vurdering, at en pose fremstillet af tekstillignende plastik (ikke-vævet polypropylen) var en afgiftspligtig pose. Posen fremstod skrøbelig, hvilket bl.a. var begrundet med posens enkeltsyninger, som ikke var forstærket med kantbånd eller lignende.
I SKM2025.197.SR fandt Skatterådet efter en konkret vurdering, at en pose fremstillet af ikke-vævet polypropylen med en materialekvalitet på 160 g/m2 var en afgiftspligtig pose. Der blev lagt afgørende vægt på hankenes svage svejsninger, selvom posens materiale i øvrigt fremstod robust.
I SKM2024.612.SR blev en gavepose med bånd efter en konkret vurdering fra Skatterådet ikke anset for afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2a. Båndet vedlagt spørgers pose og hullerne på posen blev ikke vurderet at være konstrueret således, at der fremkom en hank.
I SKM2002.512.LSR blev en affaldspose med en snørelukkeordning ikke anset for afgiftspligtig., da snørelukningen hovedsageligt havde til formål at fungere som lukning af posen. Det forhold, at snørelukningen tillige - eventuelt efter en sammenbinding - kunne anvendes til at bære posen i, kunne ikke medføre, at posen fik en funktion, så den med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv.
I SKM2004.485.LSR ansås en plastpose med en snørelukkeordning som afgiftspligtig, der var konstrueret således, at der kunne fremkomme en hank. Den konkrete anvendelse ansås ikke for afgørende.
Bæreposen har som udgangspunkt en lav materialekvalitet på 80 g/m2. Posen kan dog ikke perforeres med en finger ved moderat tryk.
Hanken er påsyet i indersiden af posen med enkeltsyninger i to sider og har ingen krydsforstærkninger. Hankens syninger brister ved moderat træk i bæreretning.
Det vurderes, at anvendelsesmuligheden af gavebåndet i toppen ikke ændrer på posens funktion som bærepose, hvorfor posen kan erstattes af en stofpose mv., og dermed vurderes at være afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftslovens § 2 a. Yderligere vurderes, at gavebåndet og dertilhørende hulrumskonstruktion i toppen af posen ikke påvirker posens robusthed eller bæreevne.
Det vurderes, at gavebåndet ikke er konstrueret som en hank, selvom det er muligt at bære posen ved hjælp af gavebåndet efter lukning af posen. Der lægges vægt på, at
- posen i forvejen har en hank
- gavebåndet efter det oplyste er bestemt til at udsmykke posen
- gavebåndets længde gør den velegnet til at binde en gavesløjfe og uegnet til almindelig anvendelse som hank, hvor posen med hånden i hanken og i lodret, strakt arm hænger ned ad siden på brugeren.
Dermed kan gavebåndets funktion sammenlignes med gavebåndet i SKM2024.612.SR, hvor Skatterådet vurderede, at gavebåndet ikke var konstrueret således, at der fremkom en hank, der svarer til hanke på stofposer, bærenet mv. Denne vurdering findes at være i overensstemmelse med SKM2002.512.LSR, da gavebåndets formål er at fungere som pynt. Derimod vurderes SKM2004.485.LSR i det konkrete tilfælde ikke at finde anvendelse, da posen i forvejen har en hank.
Skattestyrelsen vurderer, at bæreposen på trods af materialets relativt slidestærke kvalitet samlet set ikke fremstår som værende robust eller holdbar som en stofpose, bærenet, tasker og lignende. Skattestyrelsen lægger vægt på, at bæreposens hanke kun er påsyet i indersiden af posen med enkeltsyning, sammenholdt med fx bærepose i SKM2021.326.SR, som var forstærket ved hankene. Hankene kan herved løsnes ved moderat træk i bæreretningen.
Hankenes syningerne vurderes at nedsætte hankens bæreevne, hvorfor posen ikke er sammenlignelig med en stofpose, bærenet, taske og lignende, men skal anses som en plastpose, der med rimelighed kan erstattes af en stofpose. Kvaliteten af syningerne på hankene vurderes til at være sammenlignelige med syningerne i siderne på bæreposen i SKM2021.326.SR og svejsningerne på hanken i SKM2025.197.SR., hvor svejsningerne nemt kunne rykkes fra hinanden.
På baggrund af ovenstående vurderes det, at bæreposen er omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftslovens § 2 a.
Kommentarer til Spørgers høringssvar
Spørger oplyser, at de fremsendte gaveposer er uden krydssyning i hanken, men at de vil blive påført ved en endelig produktion.
Skatterådet afviste i SKM2025.355.SR at behandle spørgsmål nr. 4. Skatterådet fandt, at der ikke kunne gives bindende svar på posen, da den af Spørger indsendte pose ikke var den, som Spørger ønskede bindende svar på.
Spørger har efterfølgende anmodet om at se bort fra oplysningen om den påtænkte ændring ved den endelige produktion.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmålet besvares med "Nej"
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Lovgrundlag
Emballageafgiftsloven
"§ 2 a
Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumind-
hold op til hank eller lignende på mindst 5 l.
§ 2 b
Afgiften udgør pr. kg:
1) for poser af papir m.v. 33,39 kr.
2) for poser af plast m.v. 73,46 kr."
Forarbejder
Generelle bemærkninger til lov nr. 488/1993 (uddrag):
"Lovforslaget er et led i regeringens forslag om en gennemgribende omlægning af
skattesystemet. Der henvises til bemærkningerne til det samtidig hermed fremsatte
forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlæg-
ning). Lovforslaget, der indfører afgift af visse poser af papir eller plast m.v., er et
led i miljøindsatsen.
Såvel ud fra et miljøsynspunkt som et konkurrenceforvridningssynspunkt bør poser
såvel af papir som plast m.v. afgiftsbelægges.
Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan
erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.
For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer,
fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med
hank (eller forberedt til hank) eller lignende.
Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der
mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.
En pose, der opfylder disse kriterier, er også afgiftspligtig, selv om den bruges som
en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandle-
ren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad,
toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af af-
giftspligten, selv om de er forsynet med hank. "
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
"[...]
Til § 1
[...]
Ad nr. 2.
Den foreslåede afgift omfatter poser af papir eller plast m.v. med et rumindhold på
mindst 5 l op til hank eller lignende. Det foreslås, at afgiften fastsættes til 9 kr. pr.
kg for papirsposer og 20 kr. pr. kg for plastposer, hvilket svarer til ca. 50 øre pr.
standardpose."
Praksis
SKM2002.512.LSR
En affaldspose med en snørelukkeordning kunne ikke anses emballageafgiftspligtig.
Retten fandt, at snørelukningen hovedsageligt havde til formål at fungere som lukning af posen. Det forhold, at snørelukningen tillige - eventuelt efter en sammenbinding - kunne anvendes til at bære posen i, kunne ikke medføre, at posen fik en funktion, så den med rimelighed kunne erstattes af stofposer mv.
SKM2004.485.LSR
En plastpose med en snørelukkeordning, der var konstrueret således, at der kunne fremkomme en hank, ansås afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftslovens § 2 a. Den konkrete anvendelse ansås ikke afgørende.
SKM2021.326.SR
Skatterådet fandt, at Spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.
Spørgers pose var fremstillet af tekstillignende plastik (ikke-vævet polypropylen). Posen var sømmet i siderne og i kanterne af bunden. Sømmene var ikke forstærkede med dobbeltsyning, kantbånd eller lignende, og bestod af en enkelt syning.
Posen fandtes at have en porøs og blød struktur med enkeltsyninger. Posen fremstod således skrøbelig, var ikke forstærket i hverken syninger eller materiale, og kunne forholdsvis nemt perforeres, hvorfor posen ikke fremstod robust i samme omfang som fx bærenet og tasker, og posen kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv.
SKM2024.612.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at en gavepose med bånd efter en konkret vurdering ikke kunne anses for afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2a. Båndet vedlagt spørgers pose og hullerne på posen blev ikke vurderet at være konstrueret således, at der fremkom en hank.
SKM2025.197.SR
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ikke skulle betales af afgift af Spørgers pose (Pose 1).
Posen var fremstillet af ikke-vævet polypropylen med en materialekvalitet på 160 g/m2. I vurderingen af posen blev der lagt afgørende vægt på hankenes svage svejsninger, selvom posens materiale i øvrigt fremstod robust. Svejsningerne kunne nemt rykkes fra hinanden og svejsningens kvalitet vurderedes også generelt at gøre posens samlinger mindre robuste end på poser med syninger. Posen kunne dermed ikke sidestilles med en stofpose, bærenet, taske og lignende, da det blev vurderet, at hankene nedsatte posens bæreevne.
SKM2025.355.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at tre af spørgers fire poser ikke var afgiftspligtig efter EMBAL § 2 a. Med hensyn til den fjerde pose fandt Skatterådet, at der ikke kunne gives bindende svar på posen, da den af Spørger indsendte pose ikke var den, som Spørger ønskede bindende svar på.
Den juridiske vejledning
E.A.7.1.6 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer (uddrag)
"Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller
lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som
- har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og
- med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.
Se EMBAL § 2a.
Der er ikke afgift på følgende poser
- lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir
- poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser
af meget kraftig plast."