Nr. | Spørgsmål | Spørgers opfattelse | Skattestyrelsens indstilling | Skatterådets svar |
1 | Kan det bekræftes, at spørgers pose 1 ikke er afgiftspligtig (jf. emballageafgiftslovens § 2 a)? | Ja | Nej | Nej |
2 | Kan det bekræftes, at spørgers pose 2 ikke er afgiftspligtig (jf. emballageafgiftslovens § 2 a)? | Ja | Nej | Nej |
3 | Såfremt det ikke kan bekræftes, at spørgers pose 2 ikke er afgiftspligtig, kan det så bekræftes, at afgiften på posen opgøres efter § 2b, nr. 1? | Ja | Nej | Nej |
Anmodningens dato mv.
Anmodningen er modtaget d. 4. november 2024
Gebyret er registreret indbetalt d. 4. november 2024
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger ønsker svar på om, der er poseafgift på 2 fremsendte ikke-vævede poser fremstillet af PP materiale (polypropylen), hvor den ene af poserne er lamineret med papir.
Spørger har oplyst følgende:
Pose 1: Sort stofpose (stor)
· Materiale: Non-woven (ikke genanvendt plast)
· Tykkelse: 160 g/m2
· Størrelse: 26 cm x 11 cm x 30 cm
Pose 2: Brun stofpose (med print)
· Materiale:
o 50 vægtpct. non-woven (ikke genanvendt plast)
o 50 vægtpct. kraftpapir
· Tykkelse: 100 g/m2
o Plast: 50 g/m2
o Papir: 50 g/m2
· Størrelse: 37 cm x 11 cm x 36 cm
Skattestyrelsens beskrivelse af posen
Pose 1:
· Materialet er plast som er kraftigt og fremstår robust
· Posen kan ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk
· Facon påvirkes ikke ved moderat træk
· Svejsningerne brister ikke umiddelbart ved brug men kan nemt rykkes fra hinanden.
· Hankene er påsvejset og brister kun ved et betydeligt træk ved brug, men svejsningerne kan nemt rykkes fra hinanden
· Rumfang er er over 5 liter
Pose 2:
· Materialet er plast og fremstår skrøbeligt
· Posen kan forholdsvis nemt perforeres med en fingerspids
· Facon påvirkes ved moderat træk
· Svejsningerne brister ikke ved brug og kan ikke relativ nemt rykkes fra hinanden
· Hankene er påsvejset og brister ikke ved et betydeligt træk ved brug og svejsningerne kan ikke nemt rykkes fra hinanden
· Posen som helhed fremstår ikke robust
· Rumfang er over 5 liter
· Posen vægt er af Skattestyrelsen beregnet til at udgøre 38,6 g
· Af printet på posen fremgår, at papirlaminatet har til formål at gøre posen mere holdbar og at øge printkvaliteten.
· Af printen i bunden af posen fremgår et symbol (Plastic Recycling Code 05 PP), som oplyser, at posen ved bortskaffelse kategoriseres som plastaffald
Spørgers opfattelse og begrundelse
Ingen
Spørgers høringssvar
Ingen
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at spørgers pose 1 ikke er omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgiftslovens § 2 a.
Begrundelse
Efter emballageafgiftslovens § 2 a, skal der betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.
Spørgers pose har et rumindhold på mere end 5 l samt en hank.
Afgiften på poser blev indsat i lov om afgift af visse detailsalgspakninger ved lov 488 af 30. juni 1993. Afgiften tager ifølge bemærkningerne til lovforslaget sigte på at afgiftspålægge de typer af poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.
Det fremgår af Den juridiske vejledning, at der ikke er afgift på poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.
Skatterådet fandt i SKM2024.274.SR, at en pose fremstillet af 100 pct. genbrugs R-PET-materiale med en kvalitet på 160 gram/m2, syet og hanke er påsyet med x-syning, ikke var afgiftspligtig.
Skatterådet lagde i sin vurdering bl.a. vægt på følgende:
· Posens materiale fremstod moderat slidstærkt
· Posen kunne ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet
· Hanken kunne ikke rykkes af ved moderat træk i hanken
· Posens syninger bristede ikke ved moderat træk
Skattestyrelsen vurderer, at pose 1 med hensyn til materialet er sammenlignelig med posen i SKM2024.274.SR. Derimod vurderes svejsningerne ikke at være af en kvalitet, der kan sidestilles med syningerne på posen i SKM2024.274.SR, da svejsningerne på spørgers pose nemt kan rykkes fra hinanden. Svejsningens kvalitet vurderes også generelt at gøre posens samlinger mindre robuste end på poser med syninger. Svejsningerne vurderes at nedsætte hankens bæreevne, så posen ikke er sammenlignelig med en stofpose mv., men skal anses som en plastpose der kan erstatte en stofpose.
Det er Skattestyrelsens indstilling efter en konkret vurdering, at spørgers pose er omfattet af afgiftspligten, da spørgers pose på grund af svejsningernes beskedne kvalitet ikke er sammenlignelig med en stofpose eller en taske i robust plastik.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at spørgers pose 2 ikke er omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgiftslovens § 2 a.
Til vurdering af posens afgiftspligt vurderes følgende 2 bindende svar at være relevante i forhold til vurderingen af nærværende pose:
Skatterådet anså i SKM2021.326.SR en pose fremstillet af tekstil-lignende plastik (ikke-vævet polypropylen) for afgiftspligtig. Det blev bl.a. begrundet med, at posen forholdsvis nemt kunne perforeres. Endvidere var posen ikke forstærket, fx ved ekstra syninger, forstærkning af syninger eller laminering. Derfor fremstod posen ikke robust i samme omfang som fx bærenet og tasker.
I SKM2024.273.SR kunne Skatterådet bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af en pose fremstillet af R-PET-materiale, 150 gram/m2 med laminering og syede kanter samt påsyet hank.
Skatterådet lagde i sin vurdering bl.a. vægt på følgende:
o Posens materiale fremstod slidstærkt og robust
o Posen kunne ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet
o Hanken kunne ikke rykkes af ved moderat træk i hanken
o Posens syninger bristede ikke ved moderat træk
o Posen fremstod som værende robust.
Skattestyrelsen vurderer, at pose 2 er sammenlignelig med posen i SKM2021.326.SR med hensyn til materialets holdbarhed, da begge poser forholdsvis nemt kan perforeres. Lamineringen med kraftpapir giver ikke posen en styrke og holdbarhed, som medfører at posen er sammenlignelig med et bærenet eller en taske, jf. SKM2024.273.SR, hvor posen var sammenlignelige med et bærenet og en taske.
Svejsningernes og hankenes robusthed kan i sig selv ikke tillægges afgørende betydning i den samlede vurdering, idet disse vurderes at være sammenlignelige med holdbarheden af syningerne og hanken for posen i SKM2021.326.SR.
Det er Skattestyrelsens indstilling efter en konkret vurdering, at spørgers pose er omfattet af afgiftspligten, da spørgers pose ikke kan sidestilles med en stofpose eller en taske i robust plastik. Det vurderes, at posen ikke er til gentagen brug. Skattestyrelsen har i sin vurdering lagt vægt på:
- Posens materiale fremstår skrøbelig
- Posen kan forholdsvis nemt perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet
- Posen fremstår ikke som værende robust selv om hank og svejsninger er relativ slidstærke.
I
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".
Spørgsmål 3
Spørger ønsker bekræftet, at, afgiften på posen opgøres efter § 2b, nr. 1, såfremt spørgers pose 2 er afgiftspligtig.
Begrundelse
Efter lovens § 2b er afgiftssatsen 33,39 kr. pr. kg. for poser af papir mv. og 73,46 kr. pr. kg. for poser af plast mv.
For poser fremstillet af både papir og plast vurderes der ikke at være grundlag for at beregne afgiften efter begge satser for henholdsvis papirets og plastens andel af den samlede vægt. Bestemmelsens ordlyd "poser af papir mv." og "poser af plast mv" vurderes at indebære, at poser delvist fremstillet af andet materiel end papir eller plast, men som efter en samlet vurdering fremstår som poser af papir eller plast, afgiftsberigtiges med den pågældende afgiftssats.
Posen materialer kan heller ikke adskilles i to separate stykker, hvorfor posen ikke kan opdeles i to typer poser, hvorfor posen skal anses for en samlet pose.
Afgiften på poser blev indsat i lov om afgift af visse detailsalgspakninger ved lov 488 af 30. juni 1993. Oprindeligt var afgiften 9 kr./kg for papirsposer og 20 kr./kg for plastposer. Af forarbejderne til lov 488 af 30. juni 1993 (LFF 1993-05-19 nr. 299) fremgår, at lovgiver med de valgte afgiftssatser ønskede at beskatte en standardpose med 50 øre pr. stk. uanset materialet.
Det vurderes, at spørgers pose skal afgiftsberigtiges som en plastpose.
Af styresignal SKM2009.620.SKAT fremgik, at en bionedbrydelige bærepose, der var fremstillet af plantestivelse, ud fra en formålsfortolkning af loven skulle afgiftsbelægges som papirposer for at undgå, at de bionedbrydelige poser blev diskrimineret i forhold til plastposer, da de bionedbrydelige poser som hovedregel var tungere end plastposerne.
Spørgers pose vurderes med hensyn til rumindhold at kunne sidestilles med en standardposer, der efter en formålsfortolkning med de oprindelige afgiftssatser burde afgiftsberigtiges med ca. 50 øre pr. stk. uanset materiale Baseret på de oprindelige afgiftssatser vil afgiften for spørgers pose udgør ca. 35 øre pr. stk. efter afgiftssatsen for papirsposer og ca. 77 øre pr. stk. efter afgiftssatsen for plastposer. Idet posen med en afgiftssats for papirposer vil blive beskattet væsentlig lavere end en standardpose og med en sats for plastposer væsentlig højere end standardposen, kan det ikke entydigt konkluderes, hvorvidt spørgers pose efter formålsfortolkning af loven bør afgiftsbelægges som papirspose eller plastpose.
Henset til at plasten giver posen sine primære egenskaber, og at posen ved bortskaffelse skal kategoriseres som plastaffald, vurderes posen primært at være fremstillet af plast. Den skal derfor afgiftsbelægges med satsen for plast, jf. § 2b, nr. 2. At posen er lamineret med papir, som giver et bedre tryk og gør posen marginalt mere robust, kan ikke føre til et andet resultat.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Emballageafgiftsloven
"§ 2 a
Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.
§ 2 b
Afgiften udgør pr. kg:
1) for poser af papir m.v. 33,39 kr.
2) for poser af plast m.v. 73,46 kr."
Forarbejder
Generelle bemærkninger til lov nr. 488/1993 (uddrag)
"Lovforslaget er et led i regeringens forslag om en gennemgribende omlægning af skattesystemet. Der henvises til bemærkningerne til det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Skatteomlægning). Lovforslaget, der indfører afgift af visse poser af papir eller plast m.v., er et led i miljøindsatsen.
Såvel ud fra et miljøsynspunkt som et konkurrenceforvridningssynspunkt bør poser såvel af papir som plast m.v. afgiftsbelægges.
Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.
For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende.
Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.
En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgiftspligten, selv om de er forsynet med hank. "
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
"[…]
Til § 1
[…]
Ad nr. 2.
Den foreslåede afgift omfatter poser af papir eller plast m.v. med et rumindhold på mindst 5 l op til hank eller lignende. Det foreslås, at afgiften fastsættes til 9 kr. pr. kg for papirsposer og 20 kr. pr. kg for plastposer, hvilket svarer til ca. 50 øre pr. standardpose."
Praksis
SKM2009.620.SKAT
Styresignalet præciserede, at en bæreposer af biologisk nedbrydeligt materiale, der var fremstillet på basis af plantestivelse, skulle afgiftsbelægges som papirpose.
Den bionedbrydelige pose havde i kemisk sammensætning, karakter og fremtoning både ligheder og forskelligheder i forhold til såvel plast som papir, men var tungere end plastposer. Da afgiften beregnes efter posernes vægt, blev posen belastet hårdere af afgift end plastposer.
Med henvisning til forarbejderne til emballageafgiftsloven, hvorefter afgiftsforskellen mellem plast- og papirposer skyldes hensynet til afgiftsmæssig ligestilling mellem de forskellige posetyper beregnet på baggrund af forskellig gennemsnitsvægt for poser af plast og papir, burde de bionedbrydelige poser ud fra en formålsfortolkning af loven afgiftsbelægges som papirposer for at undgå, at de bionedbrydelige poser diskrimineres i forhold til plastposer.
SKM2021.326.SR
Skatterådet fandt, at spørgers pose var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a.
Spørgers pose var fremstillet af tekstillignende plastik (ikke-vævet polypropylen). Posen fremstod porøs, var ikke forstærket i hverken syninger eller materiale, og kunne forholdsvis nemt perforeres, hvorfor posen ikke fremstod robust i samme omfang som fx bærenet og tasker, og posen kunne derfor ikke anses at være til gentagen brug på samme vis som bærenet og tasker mv.
SKM2024.273.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose/bæretaske.
Posen var fremstillet af R-PET 150 gram/m2 med laminering og syede kanter samt påsyet hank. Posens materiale fremstod slidstærkt og robust, posen kunne ikke perforeres med en fingerspids eller ved moderat træk i materialet og hanken og syninger bristede ikke ved moderat træk. Posen fremstod som værende robust.
SKM2024.274.SR
Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke skulle betales afgift af spørgers pose/bæretaske.
Posen/bæretasken var fremstillet af 100 pct. genbrug R-PET, 160 gram/m2. syet og hanke var påsyet med x-syning. Posen kunne ikke med rimelighed kræves erstattet af stofposer, bærenet, tasker og lignende, og posen var tilstrækkelig robust til at være til gentagen brug i samme omfang som fx bærenet og tasker.
Den juridiske vejledning
E.A.7.1.6 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer (uddrag)
"Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som
- har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og
- med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.
-
Se EMBAL § 2a.
Der er ikke afgift på følgende poser
- lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir
- poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast."