Opdateret
09 Oct 2025 14:44
Type
Information
Driftslog
selskabsskat
Meddelelse

Angivelse af transfer pricing-dokumentation for 2025 i det opdaterede oplysningsskema 

Ny lovgivning betyder en lempelse af dokumentationspligten for transfer pricing fra og med indkomståret 2025. Det gælder bl.a. for selskaber med små, grænseoverskridende kontrollerede transaktioner. Selskaberne skal heller ikke længere indberette transfer pricing-dokumentation for udbytter og andre ensidige selskabsretlige dispositioner.

Nyt oplysningsskema
Som følge af de nye regler opdaterer Skattestyrelsen oplysningsskemaet, så det bliver muligt for selskabet at angive, om det er omfattet af lempelsen. Det opdaterede oplysningsskema bliver tilgængeligt i TastSelv Selskabsskat primo november 2025.

Har I allerede indberettet?

Hvis selskabet allerede har indberettet - eller oplysningsskemaet er i kladdetilstand - og I ønsker at indberette med de opdaterede oplysninger i det nye oplysningsskema, skal oplysningsskemaet udfyldes på ny.

Sådan gør I:

  1. Før fristen:
  • Hvis I allerede har indberettet:
    • Før indberetningen tilbage til kladde. Herefter kan I nulstille kladden.
    • Foretag en ny indberetning på den nye version af oplysningsskemaet.
  • Hvis oplysningsskema er oprettet og i kladdetilstand:
    • Nulstil kladden
    • Foretag ny indberetning på den nye version af oplysningsskemaet.

Vi anbefaler at udskrive det allerede indberettede, så den efterfølgende indberetning bliver nemmere at lave.

  1. Efter fristen:
  • Indsend en anmodning om en genoptagelse af oplysningsskemaet for indkomståret 2025
    • Genoptagelsen vil være baseret på den nyeste version af oplysningsskemaet.

Ved genoptagelse af oplysningsskemaet vil tidligere oplysninger om kontrollerede transaktioner ikke længere være registreret, hvis de fremgik i felter, som ikke findes på den opdaterede version af oplysningsskemaet.

Hvis et selskab for indkomståret 2025 er omfattet af ny lovgivning om lempet dokumentationspligt for transfer pricing, men dette ikke afspejles i TastSelv Selskabsskat (DIAS), kan selskabet sende en mail til kontrolleredetransaktioner@sktst.dk.

To anmodninger ved almindelige genoptagelser

Skattestyrelsen anbefaler at indsende to genoptagelsesanmodninger, hvis selskabet ønsker genoptagelse af oplysningsskemaet. Først en genoptagelsesanmodning vedrørende de ændrede oplysninger om kontrollerede transaktioner. Derefter en genoptagelsesanmodning, der vedrører øvrige ændringer.