Fradrag for udgifter – Ugyldighed


Dato for udgivelse	17 Sep 2025 16:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal	11 Apr 2025 15:20
SKM-nummer	SKM2025.527.BR
Myndighed	Byret
Ansvarlig styrelse	Skattestyrelsen
Sagsnummer	BS-55675/2023-KBH, BS-48891/2023-KBH, BS-48868/2023-KBH og BS-48899/2023-KBH
Dokument type	Dom
Overordnede emner	Skat
Overemner-emner	Fradrag og afskrivninger
Emneord	Fradrag, formalitetsmangel, udgifter, rejser, sandsynliggørelse, virksomhed
Resumé	Sagen angik, om Landsskatterettens afgørelser var ugyldige på grund en formalitetsmangel ved Landsskatterettens behandling, navnlig fordi der ikke blev afholdt et retsmøde i Landsskatteretten. Derudover angik sagen, om sagsøgerne var berettiget til fradrag for udgifter til salgsprovision til tour-guides på i alt ca. 7,9 mio. kr., som overvejende var betalt kontant. For et af selskaberne angik sagen endvidere, om selskabet var berettiget til fradrag for udgifter til rejser, annoncer og reklamer. Retten fandt, at selskaberne ikke havde dokumenteret, at der blev anmodet om et retsmøde. Det forhold, at der ikke blev afholdt et retsmøde var derfor ikke en sagsbehandlingsfejl. Derefter og i øvrigt af de af ministeriet anførte grunde, fandt retten, at Landsskatterettens afgørelser ikke var ugyldige. Retten fandt endvidere, at betalingen af ca. 4,7 mio. kr. til turistguiderne udgjorde tjenesteydelser, der direkte var omfattet af ordlyden af ligningslovens § 8 Y, hvorefter fradrag var betinget af, at betalingen skete via et pengeinstitut. Retten tiltrådte derfor, at skattemyndighederne ikke havde godkendt fradrag for de beløb, der oversteg beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y. Angående de resterende beløb lagde retten vægt på, at det ikke var muligt at kontrollere, om personerne reelt havde fået pengene og følge transaktionsporet efter bogføringslovens § 9. Efter en samlet bedømmelse tiltrådte retten, at selskaberne ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der var tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. For så vidt angår udgifter til rejser fandt retten, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at de afholdte beløb havde en så tilstrækkelig og direkte sammenhæng med selskabets indtægtsgivende aktiviteter, at der kunne godkendes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller ligningslovens § 8, stk. 4. Angående udgifter til annoncer og reklamer tiltrådte retten, at selskabet ikke var berettiget til fradrag. Retten henviste til, at bilagsteksten indikerede, at udgifterne vedrørte et andet indkomstår. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Reference(r)	Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Ligningsloven § 8 Y. Ligningslovens § 8, stk. 4. Bogføringsloven § 9. Skatteforvaltningslovens § 44.
Henvisning	Den juridiske vejledning 2025-2, C.C.2.2.2.5.2
Henvisning	Den juridiske vejledning 2025-2, C.C.2.2.2.5.3
Henvisning	Den juridiske vejledning 2025-2, A.A.10.2.3.3
Redaktionelle noter	Tidligere instans: Landsskatterettens j.nr. 23-0021763, 23-0021778, 23-0021765 og 23-0021790 (ej offentliggjorte)
Appelliste	23-0021763, 23-0021778, 23-0021765 og 23-0021790

Sag BS-48868/2023-KBH

Parter

H1-virksomhed

(v/ advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Anne Laursen)

Sag BS-48891/2023-KBH

Parter

H2-virksomhed

(v/ advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Anne Laursen)

Sag BS-48899/2023-KBH

Parter

H3-virksomhed

(v/ advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Anne Laursen)

Sag BS-55675/2023-KBH

Parter

H4-virksomhed

(v/ advokat Thomas Rønfeldt)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Anne Laursen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Karsten Henriksen.

Sagernes baggrund og parternes påstande

Under disse sager, der er modtaget den 29. september 2023 og behandlet sammen, er der nedlagt følgende påstande:

Vedr. BS-48868/2023

H1-virksomhed har nedlagt påstand om, principalt at Skatteministeriet skal anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2023 er ugyldig, subsidiært at H1-virksomhed har ret til fradrag for udgifter til salgsprovision, rejseudgifter samt annonce og reklameudgifter med henholdsvis 3.313.613 kr., 102.579 kr. og 187.505 kr. for indkomståret 2019, og tertiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Vedr. Sag BS-48891/2023-KBH

H2-virksomhed har nedlagt påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes til at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2023 er ugyldig, subsidiært at H2-virksomhed har ret til fradrag for udgifter til salgsprovision med i alt 347.741 kr., for indkomståret 2019, og tertiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Vedr. Sag BS-48899/2023-KBH

H3-virksomhed har nedlagt påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes til at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2023 er ugyldig, subsidiært at H3-virksomhed har ret til fradrag for udgifter til salgsprovision for indkomståret 2019 med i alt kr. 4.287.043 kr., og tertiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sag BS-55675/2023-KBH

H4-virksomhed har nedlagt påstand om, principalt at Skatteministeriet tilpligtes til at anerkende, at Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2023 er ugyldig, subsidiært at Landsskatterettens forhøjelse af H4-virksomhed’s skattepligtige indkomst for indkomståret 2019 med i alt kr. 8.238.481 skal nedsættes til kr. 0, og tertiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

H4-virksomhed (herefter holdingselskabet) er et holdingselskab for blandt andet selskaberne H1-virksomhed, H2-virksomhed og H3-virksomhed (herefter datterselskaberne). Datterselskaberne indgår i sambeskatning med holdingselskabet som administrationsselskab, hvilket indebærer, at en ændring af datterselskabernes skattepligtige indkomst medfører en ændring af sambeskatningsindkomsten hos holdingselskabet i medfør af selskabsskattelovens § 31, stk. 1 og stk. 2.

Ifølge selskaberne har de benyttet Y8-nationalitet tour guides til at øge omsætningen i deres butikker, således at guiderne arrangerer guidet shopping for Y8-nationalitet turister i butikkerne. De Y8-nationalitet tour guides er ifølge det oplyste i vidt omfang blevet betalt kontant for den meromsætning, som aftalen om guidet shopping medfører.

Sagerne angår i første række, om Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 er ugyldige på grund af en formalitetsmangel ved Landsskatterettens behandling af sagerne, der er afgjort på skriftligt grundlag. Selskaberne påstår, modsat Landsskatteretten, at de har anmodet om et retsmøde hos Landsskatteretten.

Sagerne angår i anden række om de af datterselskaberne fratrukne udgifter på i alt 7.626.555 kr. i indkomståret 2019 til salgsprovision er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 8 Y.

For så vidt angår datterselskabet H1-virksomhed angår sagen derudover, om de af selskabet afholdte udgifter til rejseudgifter, annoncer og reklamer med henholdsvis 102.579 kr. og 187.505 kr. er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, litra a og ligningslovens § 8, stk. 1.

Vedr. BS-48899/2023 (H3-virksomhed):

Af afgørelse fra Landsskatteretten af 30. juni 2023 (bilag 12) fremgår:

"…

Klagepunkt Skattestyrelsens Klagerens Landsskatterettens

Afgørelse opfattelse afgørelse

Indkomståret 2019

Fradrag for udgifter

til salgsprovision 0 kr. 3.965.201 kr. 0 kr.

Fradrag for udgifter for salgsprovision bogført på konto

X1-bankkonto. 0 kr. 321.842 kr. 0 kr.

Møde mv.

Der er afholdt kontormøde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Faktiske oplysninger

H3-virksomhed (herefter selskabet) er stiftet den (red.dato.nr.4.fjernet) under branchekode 472900 "Anden detailhandel med fødevarer i specialforretninger" med formålet "at drive helsekostforretning, samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed."

Selskabet havde i årsregnskabet for 2019 et bruttoresultat på 1.549.420 kr., udgifter til personale på 273.173 kr., andre driftsomkostninger på 991.362 kr. og et resultat før renter på 119.724 kr.

Selskabet er 100 % ejet af H4-virksomhed og indgår i en sambeskatningsgruppe med følgende selskaber:

• H4-virksomhed (administrationsselskab for sambeskatning)

• H3-virksomhed

• H2-virksomhed

• H1-virksomhed

• G1-virksomhed

• G2-virksomhed

H4-virksomhed ejes af IA og IC.

H3-virksomhed, H1-virksomhed og H2-virksomhed er alle beliggende på Y1-adresse, og ligger i forlængelse af hinanden.

Selskaberne har anført, at de har anvendt Y8-nationalitet tour-guides til at opnå meromsætning i deres butikker, ved at guiderne arrangerer guidet shopping for Y8-nationalitet turister i Y2-by, og selskaberne betaler herefter guiderne provision for den meromsætning, som aftalen om guidet shopping medfører.

Klagen for H4-virksomhed (23-0021763), H1-virksomhed (23-0021765) og H2-virksomhed (23-0021778) behandles i særskilte sager.

Udgifter til salgsprovision:

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2019 fratrukket udgifter til salgsprovision på i alt 4.287.043 kr.

Skattestyrelsen har i forbindelse med gennemgang af selskabets konto X1-bankkonto - salgsprovision konstateret, at der skattemæssigt er fratrukket 321.842 kr., som behandles som et selvstændigt klagepunkt.

De resterende fratrukne udgifter til salgsprovision kan herefter opgøres til 3.965.201 kr.

Selskabet har fremlagt fysiske bilag vedrørende den udbetalte salgsprovision, i form af blå udgiftsbilag, kasseboner og kopi af pas på turistguiderne.

Skattestyrelsen har konstateret, at udgifterne til salgsprovision overordnet er udbetalt som kontanter fra kassen.

Det fremgår af Skattestyrelsens bilag 2, at en del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 er bogførte bilag fra 2018. Beløbet udgør 74.051 kr., og der mangler bilag for udbetalinger for 146.050 kr.

Det fremgår endvidere, at ud af den samlede fratrukne provision på 4.287.043 kr. vedrører 2.443.625 kr. betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inklusive moms.

Selskabet har ikke foretaget indberetning til indkomstregistret.

Selskabet har i forbindelse med klagen fremsendt 9 bilag.

Bilag 1 indeholder 16 kontrakter/trepartsaftaler på Y8-sprog, hvor aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Part A (travel agency) er angivet som forskellige Y8-nationalitet udbydere, Part B (shop) er angivet som (red.tekst.nr.1.fjernet), og Part C (dataprovider) er angivet som (red.tekst.nr.2.fjernet).

11 af kontrakterne har ikke angivet en dato. 8 af kontrakterne har ikke underskrift fra alle tre parter.

7 af kontrakterne har påført stempel i underskriftfeltet for part B med G1-virksomhed, der er en del af selskabets sambeskatningsgruppe.

Bilag 2 er en enkelt kontrakt/trepartsaftale, der er indgået mellem (red.tekst.nr.3.fjernet) (part A), (red.tekst.nr.1.fjernet) (part B) og (red.tekst.nr.2.fjernet) (part C). Kontrakten har 2 ud af 3 underskrifter.

Fradrag for udgifter for salgsprovision bogført på konto X1-bankkonto.

Skattestyrelsen har i forbindelse med gennemgang af selskabets konto X1-bankkonto - salgsprovision konstateret, at der skattemæssigt er fratrukket 321.842 kr., jf. nedenstående kontospecifikation.

Dato Bilag Tekst Beløb Saldo

31-12-2019 6010 Payable commision to

G1-virksomhed 201.151,25 201.151,25

31-12-2019 6013 Commission payable to

ND Invoice 160.921,00 362.072,25

31-12-2019 6028 Need to be adjusted in 2020 -40.230,25 321.842,00

Af konto X2-bankkonto - skyldige omkostninger - G1-virksomhed fremgår:

Dato Bilag Tekst Saldo

31-12-2019 6010 Payable commision to G1-virksomhed 201.151,25

31-12-2019 6013 Commission payable to ND

Invoice 201.151,25

I alt 402.302,50

Skattestyrelsen har modtaget et bilag og fået oplyst, at fakturaen 16636 er fratrukket to gange. Der er ikke modtaget redegørelse og underbilag for udgiften benævnt "turist consulting service", som udgør fakturaens fulde beløb.

Den modtagne faktura er udstedt den 4. marts 2019 med betalingsfrist den 30. april 2019. Fakturaen er bogført den 31. december 2019 og ført som skyldigt beløb den 31. december 2019.

I overskriften på fakturaen er anført "commission pay back to ND 2018".

G1-virksomhed er et søsterselskab og indgår i sambeskatning med selskabet.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til salgsprovision på 3.965.201 kr. i indkomståret 2019 samt ikke godkendt fradrag for 321.842 kr. som følge af regulering af regnskabskonto X1-bankkonto.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"1. Salgsprovision regnskabskonto X3-bankkonto

(…)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen har gennemgået bilagene, og har på den baggrund udarbejdet vedlagte bilag 2. Bilag 2 er opstillet ud fra selskabets oplysninger om bilagsnummer, tekst, udbetalt beløb, og dato. Skattestyrelsen har tilføjet kolonnerne:

Kolonne Forklaring

Guide Enkelte guider er anført med nummer. Nummeret refererer alene til, at denne guide har modtaget provision fra et eller begge tilknyttede søsterselskaber, hvor Skattestyrelsen har haft sideløbende kontrol. Inddelingen er endvidere nødvendig af hensyn til vurderingen af serieudbetaling jf. ligningslovens § 8 Y.

8 Y Beløb som anses for udbetalt i strid med ligningslovens

§ 8 Y.

2018 Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra 2018.

Blandet Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra flere år.

Mangler Udbetalt provision, hvor der ikke er fundet bilag i materialet.

Det bemærkes til bilag 2, at beløbene ikke kan sammentælles så afstemning på tværs er mulig, da beløbene kan indgå i flere kolonner Dette skyldes fx udbetalingen overstiger grænsen på 8.000 kr. i § 8 Y, og er baseret på kassebilag fra 2018. Beløbet vil derfor være i både kolonnen 8 Y samt kolonnen 2018.

Skattestyrelsen anerkender ikke udbetaling af provision 3.965.201 kr. som en driftsudgift jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ved vurderingen heraf er henset til følgende:

• Der er ifølge provisionsbilagene udbetalt til ca. 500 forskellige personer baseret på en kopi af pas, kasseboner samt et blåt udbetalingsbilag. Der anses ikke at forefindes skriftlig kontrakt mellem selskabet og modtagerne, ej heller klar aftale om provisionens størrelse, ikke en klar sammenhæng mellem kassebonerne og modtageren, og betalingerne angives som kontant betalinger. Det er opfattelsen, at transaktionssporet jf. bogføringslovens § 9 ikke opfyldes. Det er på baggrund af oplysningerne ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har modtaget beløbene, og om beløbene vedrører provision. Der forefindes ikke oplysninger om adresser, personnumre eller øvrige kontaktoplysninger.

• Ved gennemgang af bilagene har Skattestyrelsen konstateret, at provisionens størrelse varierer. Det er konstateret, at udbetalingerne viser en provision på mellem ca. 8 % til 50 % af de anvendte kasseboner.

• Der mangler bilag for udbetalinger for 146.050 kr., og uden dokumentation kan udgiften ikke godkendes jf. statsskattelovens § 6 og DJV-afsnit A.C.2.1.4.4.2.4.

• Udbetalinger for 74.051 kr. er baseret på kasseboner fra 2018. Udbetalinger baseret på omsætning i 2018 har i sig selv intet med indkomsterhvervelsen i 2019 at gøre, og er derfor ikke fradragsberettigede i 2019 jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

• Udbetalinger for 176.625 kr. er baseret på blandede kasseboner fra 2018 og 2019. Den del som vedrører 2018 vil ikke kunne fratrækkes jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

• Af den samlede fratrukne provision på 3.965.201 kr. er 2.443.625 kr. udbetalt i strid med ligningslovens § 8 Y. Alene af den grund kan 2.443.625 kr. af den samlede udbetaling ikke godkendes som fradrag. Det bemærkes, at grænsen på 8.000 kr. overskrides dels ved enkelt udbetalinger over 8.000 kr. og/eller flere betalinger til samme modtager, da disse anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen, da der er tale om samme ydelse subsidiært løbende ydelse med flere betalinger, da disse skal ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når de sker inden for samme kalenderår.

• Såfremt udbetalingerne anses som A-indkomst eller B-indkomst, har selskabet ikke foretaget indberetning til indkomstregisteret jf. skatteindberetningsloven.

• De modtagne bemærkninger om provisionshåndteringen i H1-virksomhed, se bilag 1, som Skattestyrelsen anser, er enslydende for nærværende selskab.

• Ved udbetaling af provision kontant til personer uden indberetning til indkomstregisteret og fyldestgørende oplysninger om personerne er der ikke truffet foranstaltninger som sikrer, at modtagerne ikke foretager skatteunddragelse.

• Selskabet anses for bekendt med, at der skulle oprettes register over modtagerne og foretages indberetning af udbetalingerne, da søsterselskabet H2-virksomhed ved tidligere kontrol er orienteret herom.

• Der henvises til dommene under pkt. 1.3. Skattestyrelsen vil fra dommene fremhæve, at fradrag nægtes når der er usædvanlige forhold, der er skærpe beviskrav, når der kan rejses tvivl om realiteterne, og der ikke er truffet foranstaltninger, som med rimelighed kan kræves for at imødegå unddragelser.

Jeres bemærkninger (se bilag 3) har ikke givet anledning til ændring af Skattestyrelsens forslag af 21. oktober 2022. Skattestyrelsen har følgende kommentarer til jeres bemærkninger:

Som det fremgår af sagsfremstillingen, har Skattestyrelsen ikke anerkendt de fremlagte bilag som udgifter jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og I har ikke fremlagte nye oplysninger som giver anledning til ændring heraf. Vedrørende udgifter der betales kontant, vil Skattestyrelsen henvise til ligningslovens § 8 Y samt afgørelse SKM 2018.278 LSR, hvori det fremgår, at fradrag nægtes efter skattereglerne, når beløbsgrænsen overskrides. I jeres bemærkninger nævnes kontantforbuds grænsen på 50.000 kr. (nu 20.000 kr.), denne beløbsgrænse vedrører hvidvasklovens § 5 om modtagelse af kontanter for erhvervsdrivende.

Med hensyn til jeres bemærkning om e-Indkomst kan følgende oplyses. I DJV afsnit A.B.1.3.4.1 er følgende definition på e-Indkomst.

"e-Indkomst er et fælles offentligt indkomstregister, hvortil den, der skal indberette oplysninger om lønindkomst, personalegoder, legater, overførselsindkomster, ansættelsesforhold mv. skal foretage indberetningen - og som hovedregel digitalt. Offentlige myndigheder og andre kan herefter få adgang til oplysningerne i registret i det omfang, myndigheden har brug for det."

Hvordan der indberettes, kan ses på www.skat.dk - e-Indkomst -, hvor der forefindes en indberetningsvejledning.

Af vejledningen afsnit 5 - identifikation af indkomstmodtagere fremgår det, at der ved indberetning skal oplyses følgende:

"Indkomstmodtagere bosiddende i Danmark - Cpr-nr. - Indkomstmodtagers cpr-nr.

Indkomstmodtagere bosiddende i udlandet - navn og adr. mm skal med ved hver indberetning Når en person er bosat i udlandet, skal du indberette oplysning om fødselsdag, køn, navn, gade, postnr., post by og landekode ved hver indberetning. Det gælder også personer med et gyldigt dansk cpr-nummer, der er bosat i udlandet. Oplysningerne anvendes til udveksling af lønoplysninger til det land, hvor den ansatte er bosat. Det er derfor vigtigt, at adresse mv. er korrekt."

I har i forbindelse med indkaldelsen af materiale oplyst, at der ikke forefindes yderligere oplysninger end kopi af pas, hvoraf oplysninger om cpr-nr., bopæl m.v. ikke fremgår. Det er således uklart, hvor de anførte modtagere har opholdt sig med hensyn til deres skattepligt. Af forarbejderne til Indkomstregisteret fremgår det af SPMSVAR 2006-0111 nr. 119, spørgsmål 1, at offentlige myndigheder har pligt til at træffe afgørelse i forhold til borgerne (på hvem der indberettes) på baggrund af korrekte data. I relation til fejlagtige indberetninger fra arbejdsgivere fremgår af spørgsmål 13, at korrekte oplysninger skal anvendes. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at i nærværende situation er der ikke foretaget indberetninger, og det foreliggende materiale er mangelfuldt.

Der foreligger ingen skriftlige aftale mellem virksomheden og de anførte modtagere, så vurderingen af om indkomst skal henregnes som A-indkomst eller B-indkomst er således uklar. Såfremt indkomsten efter kildeskattelovens § 43 anses som A-indkomst, er det umiddelbart ikke muligt at indberette A-skat og AM-bidrag da disse er mere end 3 år gamle, der henvises til DJV A.A.9.6 samt forældelsesloven § 3.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at vederlag udbetalt til personer baseret på provision/bonus kan omfattes af kildeskattelovens § 43, da modtager ikke bærer nogen udgift eller risiko, og udbetalingen fra virksomheden baseres på virksomhedens egne bilag og opgørelser.

Skattestyrelsen har i øvrigt ikke taget stilling til, om de anførte personer har korrekt visum og opholdstilladelse som giver tilladelse til udførelse af arbejde i Danmark. En efterfølgende erklæring om modtagelse af pengene tillægges ikke værdi, da efterprøvning af dels ægtheden af underskriver, oplysningerne om opholdssted på udbetalingstidspunktet, om udbetalingen reelt vedrører ydet arbejdsindsats (provision) samt visum og opholdstilladelse ikke anses for mulig. Skattestyrelsen vil i den forbindelse henvise til dommene nævnt i pkt. 1.3., hvor fradrag nægtes blandt andet under hensyntagen til, at der er tvivl om realiteterne bag de anførte udgifter

(…)

3. Moms og skat regulering for salgsprovision regnskabskonto X1-bankkonto

(…)

3.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt det skattemæssige fradrag på 321.842 kr. (statsskattelovens § 6) samt den fratrukne moms på 80.460 kr.

(momslovens § 37). Ved vurderingen heraf er henset til følgende:

• Der foreligger kun en regning, og ikke to. Alene af den grund skal der ske regulering af skattefradraget med 160.921 kr. og købsmomsen med 40.230 kr.

• Den modtagne faktura er ikke specificeret, og det fremgår ikke klart, hvad der er leveret. Og hvornår. Der henvises til momsbekendtgørelsens kapitel 12, hvorfra krav til fakturaer i relation til momsen fremgår.

Skattestyrelsen har forgæves forespurgt efter underliggende dokumentation.

• Fakturaen er udstedt den 4. marts 2019, med betalingsfrist 30. april 2019. Uagtet foranstående er fakturaen først bogført 31. december 2019, og ført som skyldig beløb pr. 31. december 2019.

• I overskriften på fakturaen er anført "commission pay back to ND 2018". Såfremt der er tale om tilbagebetaling vedrørende 2018, er udgiften ikke relevant for 2019. Der foreligger således ikke en driftsudgift til fradrag i 2019 efter statsskattelovens § 6. Momsmæssigt anses leverancen som sket i 2018, og fakturaen anses ikke for udstedt snarest efter afslutningen af leverancen jf. momslovens § 23, og der kan derfor ikke tages momsfradrag i 2019.

• Bilaget anvendes mellem interesseforbundne parter, og er ikke betalt. Skattestyrelsen vurderer at der foreligger skærpet bevisbyrde for realiteterne bag bilaget herunder om leverance reelt er foretaget. Der kan her henvises til dommene under pkt. 1.3, hvor disse krav ligeledes genfindes i nægtelsen af fradrag."

Skattestyrelsen er den 22. marts 2023 kommet med følgende udtalelse:

"(…)

Skattestyrelsen har gennemgået de fremsendte bilag fra klager, og har på "Bilag til udtalelsen" opstillet nogle af oplysningerne ud fra klagers bilag. Overordnet har klager som bilag 1 fremsendt 16 aftaler med rejseudbydere (part A), hvoraf navnene på flere parter ikke har kunnet læses, da disse alene er udfyldt på Y8-sprog. Alle aftaler er indgået med (red.tekst.nr.1.fjernet) eller (red.tekst.nr.1.fjernet) som part B, mens part C er angivet som (red.tekst.nr.2.fjernet).

Klagers bilag 2 er yderligere en aftale, således foreligger 17 aftaler.

Klagers bilag 3 er oversættelse af appendix til aftalerne.

Klagers bilag 4 er bilag 6780 tilhørende H1-virksomhed.

Klagers bilag 5 udgøres af bilag 6780 tilhørende H1-virksomhed (gentagelse), unummereret bilag fra H2-virksomhed samt bilag 4617 fra H3-virksomhed.

Klagers bilag 10 kopi fra (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), gengivelse af bilagene nævnt i bilag 4 og 5.

Skattestyrelsen bemærker, at aftalerne indgås for områder og der ikke umiddelbart findes en part benævnt (red.tekst.nr.1.fjernet) eller (red.tekst.nr.1.fjernet). H4-virksomhed stifter dog den (red.dato.nr.1.fjernet) selskabet G2-virksomhed.

Som det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 12. december 2022, er det oplyst, at der ikke fandtes skriftlige aftale/kontrakter, og det kan derfor undre, at der nu fremsendes skriftlige aftaler.

Skattestyrelsen tillægger ikke det indsendte materiale betydning da:

• De fremlagte oplysninger er i strid med tidligere afgivne oplysninger om de faktuelle omstændigheder. Der kan henvises til bilag 1 til Skattestyrelsens afgørelse.

• De fleste fremlagte aftaler har mangler i form af datoer og underskrifter.

• Klager skriver (klagen side 2), at betalinger foretages både til guider og rejseagentur, og henviser til aftalen (klagers bilag 2). Skattestyrelsen har gennemgået aftalerne, og konstateret, at kun to af de fremlagte aftaler har passus om kontant afregning til guider. De øvrige aftaler har under aftalens pkt. 4 "commission payment" årlig afregning til part A.

• Indberetning til (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) er ligeledes nyt, men anses ikke af Skattestyrelsen som dokumentation og styring af et transaktionsspor. Det er ikke muligt at følge pengestrømmen, og det vides ikke af hvem eller hvor beskatning fortages. Der henvises igen til afgørelsens bilag 1, hvor årsagen til kontant betaling forklares med manglende tillid samt behov for penge at bruge i Danmark. Såfremt der forefandtes aftaler samt korrekt registrering som oplyst, burde der ikke være tillidsproblemer.

Klager hævder, at der har været afholdt udgifter, og det derfor skal være muligt at fratrække disse, og giver herefter en gennemgang af statsskattelovens § 6 i forhold til nærværende sag, samt henviser til byretsdom SKM 2021.102. Skattestyrelsen vil alene bemærke, at der i nærværende sag, er udarbejdet et regnskab, hvor en specifik regnskabspost er gennemgået - der er ikke tale om skønsmæssig ansættelse, men kontrol af en udgiftspost. Der henvises i øvrigt til Skattestyrelsens afgørelse pkt. 1.4. Bemærk, at skattemæssigt fradrag kan være betinget af overholdelse af andre regler fx ligningslovens § 8 Y.

Klager anser ikke forholdet som omfattet af ligningslovens § 8 Y. Skattestyrelsen gør opmærksom på, at denne paragraf blev indført til bekæmpelse af sort arbejde, da aflønning kontant begrænses. Provision som udbetales for henvisning af kunder anses som levering af en ydelse, og omfattes af ligningslovens § 8 Y.

Specifikke bemærkninger:

Klager har påklaget den samlede forhøjelse af selskabet på 4.287.043 kr., men klagen fremstår som em klage alene vedrørende afgørelsens pkt. 1 salgsprovision. Skattestyrelsen anser, at det alene er pkt. 1, som klager har og ønsker at påklage. Ændringen af pkt. 1 udgør 3.965.201 kr.

I afgørelsens pkt. 3 er salgsprovision vedrørende et søsterselskab behandlet, og der er ikke i klagen angivet oplysninger eller bemærkninger herom.

Klager har ikke kommenteret bemærkninger under pkt. 1.4, hvor Skattestyrelsen blandt andet har anført:

• Der mangler bilag for udbetalinger for 146.050 kr.

• Udbetalinger for 74.051 kr. er baseret på kasseboner for 2018.

Skattestyrelsen har i afgørelsen foretaget flere betragtninger om provisionen samt opdelt denne på bilag 2, der henvises til de enkelte begrundelser samt den samlede begrundelse for nægtelse af fradrag."

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til salgsprovision på 4.287.043 kr. i indkomståret 2019.

Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Skattestyrelsen underkender grundlæggende set et fradrag grundet bilagenes indhold, idet Skattestyrelsen mener, at der ikke kan være afholdt en udgift, hvis ikke bilagene, der underbygger fradraget, indeholder oplysninger om adresse, personnumre eller øvrige kontaktoplysninger på den pågældende tour guide, idet dette er påkrævet for at foretage kontrol af, om de pågældende tour guides har modtaget beløbene.

Tilsvarende underkender Skattestyrelsen et fradrag under henvisning til, at der ikke forefindes en skriftlig kontrakt mellem Klager og de pågældende tour guides, ligesom der henvises til en manglende aftale om "provisionens" størrelse.

På baggrund af sagens FAKTISKE omstændigheder, gøres der for det første gældende, at Klager har indgået adskillige skriftlige kontrakter med Y8-nationalitet rejsebureauer, hos hvem de pågældende tour guides er ansat, jf. bilag 2.

Disse kontrakter viser meget tydeligt, at der består en klar samarbejdsaftale mellem Klager, rejseagenturer og tour guides, ligesom de skaber en klar sammenhæng mellem Klager og de i sagen omhandlende tour guides.

Kontrakterne indeholder endvidere et skema, hvorefter udbetalingens størrelse reguleres efter en af parterne fastsat %-sats afhængig af, i hvilken af Klagers butik salget foretages. Der er således en klar aftale om variation af betalingen til tour guides, jf. bilag 3.

På baggrund af oplistningen af de registrerede oplysninger på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), jf. bilag 10, har Klager endvidere såvel navn, pasnummer og ID på hver enkelt tour guide, der har ledsaget hver enkelt turist- gruppe i Klagers butik, ligesom Klager kan dokumentere, hvilket rejseagentur tour guiden tilhører, idet denne ligeledes er registreret med navn, adresse, e-mail og ID.

Alt dette er oplysninger, som ved opslag på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) nemt kan findes, idet der i øvrigt er direkte vedhæftning af de for salget relevante udgiftsbilag og kasseboner.

Ud fra sagens FAKTISKE oplysninger ér det således muligt at kontrollere, om de pågældende tour guides har modtaget de udbetalte beløb.

Skattestyrelsens begrundelse for afvisning af fradrag, kan derfor de facto ikke fastholdes.

Af samme årsag træffer Skattestyrelsen afgørelse på et uoplyst grundlag, idet de af Klager fremlagte faktuelle oplysninger, ikke fremgår af Skattestyrelsens afgørelse.

……

For så vidt angår kontrakterne, viser disse desuden meget tydeligt, at Klager ikke ville være i stand til at bringe Y8-nationalitet turister ind i butikken samt sælge den selvangivne omsætning, hvis ikke samarbejdet og de deraf følgende udgifter var reelle.

I den sammenhæng må det lægges til grund som et faktum, at der har eksisteret et reelt samarbejde mellem Klager, de Y8-nationalitet rejseagenturer og tour guides, idet dette er faktuelt dokumenteret ved såvel samarbejdsaftaler, rapportering af slag og udgifter på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) samt udgiftsbilag og kasseboner vedrørende hver enkel turistgruppes besøg i Klagers butik.

Da Skattestyrelsen anerkender og fastholder Klagers omsætning, må det lægges til grund, at salget til Y8-nationalitet turistgrupper i Klagers butik har været reelle.

For at gennemføre disse reelle salg til Y8-nationalitet turistgrupper, må tour guiden have arrangeret og bistået den Y8-nationalitet turistgruppe på den guidede rute i Y2-by, herunder den på ruten planlagte shopping i Klagers butik, ellers kan salget som sket til de Y8-nationalitet turister ikke gennemføres.

Det gøres derfor gældende, at i det tilfælde, hvor Skattestyrelsen fastholder, at omsætningen er korrekt og baseres på salg til de Y8-nationalitet turistgrupper, må tour guiden, i overensstemmelse med samarbejdsaftalen, have arrangeret og bistået den guidede tur i Klagers butik for at gennemføre salget, jf. bilag 10, hvorfor udgiften hertil helt selvfølgeligt er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

……..

Skattestyrelsen gør endvidere overordnet set gældende, at Klager ikke har bevist, at der har været afholdt en udgift til de pågældende tour guides.

Klager er imidlertid ikke pålagt en decideret bevisbyrde, baseret på konkrete dokumenter, for sin fradragsberettigede udgift, men Klager skal kunne sandsynliggøre, at der må være afholdt en udgift, for at skabe den selvangivne indkomst.

Det fremgår eksempelvis af litteraturen, jf. "Skatteretten 1, 9. udgave 2021", side 297 at;

"En udgift kan alene fradrages, såfremt der foreligger specifik hjemmel hertil.

Dette udgangspunkt er det modsatte af, hvad der gælder for indtægter, idet SL § 4 foreskriver, at alle økonomiske fordele er skattepligtige, medmindre der eksisterer særlig hjemmel for skattefrihed. En sådan fremgår navnlig af SL § 5 om økonomiske fordele, der henhører under formuesfæren. Forskellen har ikke mindst den praktiske betydning, at skatteyderen er pålagt et dokumentationskrav for udgiftens afholdelse og karakter således, at fradraget ikke kan anerkendes, hvis det ikke på den fornødne klare måde er dokumenteret eller dog sandsynliggjort for skattemyndighederne. Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevis for udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sandsynliggør udgiftens afholdelse."

Der eksisterer således IKKE et dokumentationskrav i skatteretten for udgifter, idet en udgift giver ret til fradrag, hvis blot det kan sandsynliggøres, at den har været afholdt. Bevisbyrden, der påfalder skatteyderen, kan således løftes, hvis det blot sandsynliggøres, at der må have været eller har været afholdt en konkret udgift, for at sikre indkomsten.

Det er således forkert, når Skattestyrelsen indirekte anfører, at det er Klager, der via sin bevisbyrde for, at der er afholdt en fradragsberettiget omkostning, skal dokumentere via et bestemt dokumentbevis, at der har været afholdt en fradragsberettiget omkostning. Det eksisterer ikke noget krav om dokumentbevis, hvis det blot er sandsynliggjort, at der må have været afholdt en udgift, for at generere en indkomst.

Dette udspringer af nettoindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 - 6. Kun nettoindkomsten er skattepligtig. Derfor skal alle sandsynliggjorte udgifter, for at beskatte en indkomst modregnes, således at kun nettoindkomsten bliver beskattet.

Dette illustreres klart bedst med SKM 2021.102 BR, hvor der skønsmæssig fastsættes udgifter, når det er sandsynligt, at der må have været afholdt sådanne.

Sagsøgeren i SKM2021.102 BR havde i en forudgående straffesag fået 15 års fængsel for handel med ikke mindre end 6,99 kg kokain. I forbindelse med den civile skattesag, om beskatningen af dette salg, var indkomsten fastsat skønsmæssigt, idet der i sagens natur ikke var foretaget nogen selvangivelse.

I sagen blev der imidlertid, ud over en skønnet salgspris, også skønsmæssigt opgjort en købspris, idet der måtte have været omkostninger med anskaffelsen af de mange kilo kokain.

Af dommens præmisser fremgår således;

"A er ved Østre Landsrets dom af 25. maj 2016 idømt 15 års fængsel for mod et betydeligt vederlag at have videreoverdraget ikke under 6,99 kg kokain til flere ukendte personer. Ved dommen tiltrådte landsretten, at et beløb på 111.000 kr., der blev fundet under As seng, var blevet konfiskeret.

Det kan herefter ikke bestrides, at A, uanset sin forklaring, har haft en indtægt og fortjeneste ved videre overdragelse af kokain.

Efter statsskattelovens § 4 er enhver indkomst, der ikke undtagelsesvis er gjort skattefri, skattepligtig, og Højesteret har i dommen U1999.426 fastslået, at det ikke i sig selv udelukker beskatning, at en fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Retten finder herefter, at fortjeneste ved videreoverdragelse af kokain udgør en skattepligtig indkomst. Skattemyndighederne har ved beregningen af As fortjeneste ved videreoverdragelsen af de 6,99 kg kokain taget udgangspunkt i politiets oplysninger om engrosprisen på kokain og har ved inddragelsen af udgifterne til blandingsprodukt anvendt det dyreste alternativ. Efter de foreliggende oplysninger har skattemyndighederne foretaget et lempeligt skøn ved beregning af fortjenesten, og der foreligger ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn skulle være åbenbart urimeligt"

Pointen i forhold til nærværende sag er, at der selv i en sag, der omhandlede handel med kokain, skønsmæssig blev fastsat både en salgspris, men altså også en fradragsberettiget købspris. Derved blev skatteyderen alene beskattet af den opnåede skønsmæssigt fastsatte avance.

Det er også værd at bemærke, at skatteyderen i sagen end ikke havde et eneste dokument til at sandsynliggøre fradraget, men dette blev altså fastsat skønsmæssigt baseret på "gadeværdien" af kokain i engrossalg - fordi det havde formodningen for sig, at der måtte have været betalt for det kokain, som blev lagt til grund, var blevet solgt, idet man ikke kunne sælge noget, uden først at købe det.

Og vedkommende havde i hvert fald ikke foretaget nogen form for bogføring eller lignende i virksomheden, men fik alligevel fradrag for den udgift, der var sandsynliggjort for at have opnået indkomsten.

Klager i nærværende sag har fremlagt såvel samarbejdsaftaler som netrapportering af salg, udgifter, tour guides, rejseagenturer og turistgrupper, ligesom Klager har fremlagt udgiftsbilag med dertilhørende kasseboner, der dokumenterer salg og den deraf følgende udgift til tour guides.

Alt sammen forhold, der dokumenterer og sandsynliggør, at Klager som følge af samarbejdet med rejseagenturer og tour guides har afholdt en omkostning, hvis størrelse afhænger af turistgruppernes samlede køb.

Der er desuden ikke krav til eksempelvis fremlæggelse af faktura, bilag eller anden dokumentation for at opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det afgørende er, om det er sandsynliggjort, at denne udgift, som skatteyderen ønsker fradrag for, faktisk er afholdt for at skabe indkomsten.

I nærværende sag er det Klagers opfattelse, at det ikke blot er sandsynliggjort, men endda dokumenteret ved dokumentbeviser, at Klager har afholdt en udgift til tour guides for at generere indkomsten ved salget.

Derfor kan Skattestyrelsen heller ikke underkende Klagers bilag, når der slet ikke er krav om fremlæggelse af bilag, kan bilag der dog fremlægges, jo ikke underkendes - det skal tages i betragtning for vurderingen af, om udgift afholdelsen er sandsynliggjort.

Det gøres derfor gældende, at Klager både har dokumenteret via bilag 1, bilag 4 og bilag 10, at Klager har foretaget udbetalinger til tour guides, og samtidig sandsynliggjort at denne udgift har været nødvendig for at generere den omsætning ved salg, som Skattestyrelsen har lagt til grund, hvorfor Skattestyrelsens forhøjelse af de i bilag 6 - 9 trufne afgørelser skal nedsættes til kr. 0.

Ligningslovens § 8 Y

Skattestyrelsen anfører, at udbetaling af samlet 4.714.135 kr. fra de sammenbeskattede selskaber er sket i strid med ligningslovens § 8 Y og dermed ikke er fradragsberettiget.

Klager er ikke enig i, at udbetalingerne er sket i strid med ligningslovens § 8 Y, idet forholdet i det hele falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Det følger af ligningslovens § 8 Y, at fradrag for udgifter vedrørende køb af "varer og ydelser" er betinget af, at betaling sker via et penge-institut eller betalingsinstitut, hvis betalingen udgør over 8.000 kr. inklusive moms.

Der er imidlertid ikke tale om, at Klager har købt hverken varer eller ydelser.

Klager har derimod indgået en samarbejdsaftale med forskellige rejseagenturer om, at turistgrupper bringes til Klagers butik, og kun hvis turisterne køber noget i Klagers butik, udløser det betaling til henholdsvis rejseagenturerne og de pågældende tour guides.

Der er således tale om en samarbejdsaftale mellem parter, der har en fælles interesse i at generere en omsætning i Klagers butik, idet dette er til såvel Klagers, rejseagenturernes og de pågældende tour guides’ fordel.

Dette fremgår også tydeligt af parternes skriftlige samarbejdsaftaler, som alle er baseret på principper om sammenhold, udvikling og "winwin" resultater, jf. bilag 1.

Der er dermed tale om et samarbejde om, på den ene side at opnå et mersalg i Klagers butik, og på den anden side at give Y8-nationalitet turister en autentisk købsoplevelse i Danmark, jf. samarbejdsaftalens formåls- bestemmelse, se bilag 2.

Betaling til rejseagenturerne og de pågældende tour guides er betinget af omsætning i Klagers butik, hvorfor Klagers udgifter til tour guides rent faktuelt, er betaling for den meromsætning de Y8-nationalitet turister skaber ved deres besøg i Klagers butik.

Hvis der ingen salg er, udbetales heller ikke et beløb til den pågældende tour guide. Det som Klager ved samarbejdet "køber", er derved en faktuel omsætning, hvilket aldrig kan henhøre under betegnelsen "vare eller ydelse".

Skattestyrelsen har dermed i vidt omfang fortaget en udvidende fortolkning af, hvad der forstås ved køb af "varer og ydelser", hvilket ikke har nogen berettigelse.

Da ligningslovens § 8 Y finder anvendelse ved køb af "varer og ydelser", er det ej heller foreneligt med formuleringen at sidestille en samarbejdsaftale om guidet shopping med køb af en vare eller en ydelse og dermed lade forholdet omfatte af bestemmelsen.

Som det også fremgår af det netop anførte, foreligger der, mellem Klager og de forskellige rejseagenturer, ikke egentlige købekontrakter, men derimod samarbejdskontrakter.

Dette understreges tillige af kontrakternes ordlyd; "The cooperation is based on truth representation of overseas shopping scenes and accurate shopping data", jf. formålsbestemmelsen i samtlige kontrakter, se bilag 2.

Rejseagenturerne har en interesse i at skræddersy den bedste rejse til deres kunder, herunder at skabe en autentisk shopping-oplevelse i danske strøgbutikker, hvorfor der også stilles krav til Klagers vedligeholdelse, varekvalitet og priser, se bilag 2, 2. pkt.

Parterne samarbejder således om at give Y8-nationalitet turistgrupper en god shopping-oplevelse og samtidig øge omsætningen i Klagers butik, til fordel for såvel Klager som rejseagenturerne og de pågældende tour guides.

Af samme grund har Klager således ikke købt en vare eller ydelse af rejseagenturerne eller de pågældende tour guides. Der er i stedet tale om et samarbejde baseret på "win-win" resultater for begge parter, jf. formålsbestemmelsen i samtlige kontrakter, se bilag 2.

Idet det fremhæves, at udbetalingerne til diverse rejseagenturer og tour guides er afholdt i henhold til omsætningsbaserede samarbejdsaftaler og ikke er udtryk for, at Klager har købt hverken "varer eller ydelser", omfattes forholdet ikke af anvendelsesområdet for ligningslovens § 8 Y.

Det gøres derfor gældende, at ligningslovens § 8 Y ikke medfører, at der ikke skulle være fradrag for udgifterne, der dermed kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst i medfør af § 6, stk. 1, litra a."

Selskabet er den 25. april 2023 kommet med følgende udtalelse til Skattestyrelsens bemærkninger af 22. marts 2023:

"Jeg har noteret mig Skattestyrelsens bemærkninger i skrivelse af 22. marts 2023 til de fremsendte klager, som jeg ønsker behandlet samlet.

I relation til de fremsendte bemærkninger, er det glædeligt at notere, at Skattestyrelsen fastslår, at indkomsten ikke er skønsmæssigt fastsat, hvorfor der ikke kan stilles noget krav om, at Klager skal bevise, at dette er forkert, eller lider af væsentlige mangler.

Det noteres i den sammenhæng, at Skattestyrelsen bemærker, at fradraget er underkendt som følge af en udgiftskontrol af virksomhedens bilag. I den sammenhæng skal det gøres opmærksom på - igen, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a IKKE hjemler denne kontrol fra Skattestyrelsens side forstået sådan, at stats- skattelovens bestemmelsen ikke er en dokumentationsbestemmelse, men en bestemmelse, hvorefter det skan sandsynliggøres, at der har været afholdt en udgift.

Skattestyrelsens egen opgørelse viser, klart, at der har været afholdt udgifter, ellers ville Skattestyrelsen ikke kunne foretage den præcise opgørelse. Skattestyrelsen fremfører herefter, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om en fradragsberettiget udgift i henhold til statsskattelovens bestemmelse i § 6, men det er en fuldstændig fejlslutning, og i øvrigt i strid med omfattende retspraksis, herunder f.eks. Højesterets afgørelse i SKM 2004.162H.

Denne praksis er refereret, og i øvrigt baggrund for det indlæg, professor dr.jur. Jan Pedersen har i skatteretten 1, 9. udgave 2021, side 297 ff. om netop sandsynliggørelse af en udgift, og at der ikke er hjemmel til at underkende fradrag alene fordi, der er mangel på dokumentbeviser som f.eks. fakturaer eller andre bilag eller underkende fradraget som følge at, at beviset for fradraget ikke kan føres ved dokumenter. Som det fremgår af afsnittet, skal det blot sandsynliggørelse, at der har været afholdt en udgift for at kunne generere indkomsten.

I denne sag har vi endda beløbsstørrelsen på denne sandsynliggørelse, idet Skattestyrelsens underkendelse går på bilag, der netop er til stede i nærværende sag.

Alene på dette grundlag ønsker jeg et teams-møde med sagsbehandleren fra Skatteankestyrelsen, for at fremføre synspunkter omkring den korrekte, og hjemlede forståelse af statsskattelovens § 6.

Skattestyrelsen anfører tillige, at situationen er omfattet af ligningslovens § 8 Y. Det er Klagernes klare opfattelse, at det er ikke situationer, der er omfattet af ligningslovens § 8 Y, og det er da beklageligt, at Skattestyrelsen end ikke kan redegøre for, hvorfor situationen i nærværende sager skulle være omfattet af ligningslovens § 8 Y. Denne hjemler ganske enkelt ikke anvendelse i den pågældende situation.

Det er også meget beklageligt at læse i Skattestyrelsens udtalelse, at Klagerne skulle have gjort sig skyldig i at engagere sort arbejde.

Hvis der var tale om sort arbejde, havde Klagerne nok ikke villet og/eller kunnet fremsende pasinformationer på de agenter fra Y3-land, der har modtaget betaling for at sende turister forbi Klagernes butikker. Sort arbejde er kendetegnende ved, at ingen vil oplyse, hvem der har gjort hvad og hvornår.

Derudover er synspunktet om sort arbejde vanvittigt, idet de Y8-nationalitet rejseagenter og turistbureauer slet ikke er skattepligtige til Danmark, hvorfor det virker helt absurd, at Skattestyrelsen pludselig anklager Klagerne for at have deltaget i sort arbejde. Også dette forhold, vil jeg gerne have lejlighed til at drøfte med Skatteankestyrelsen, idet Skattestyrelsen fremfører en påstand om, at Klagerne skulle have handlet på en strafbar måde, hvilket vi under ingen omstændigheder vil acceptere."

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om de af selskabet fratrukne udgifter til salgsprovision er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra, samt ligningslovens § 8 Y. Landsskatteretten skal endvidere tage stilling, om selskabet skal nægtes fradrag som følge af Skattestyrelsens regulering af konto X1-bankkonto - salgsprovision.

Salgsprovision:

Landsskatteretten skal tage stilling til, om selskabet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8 Y er berettiget til fradrag for udgifter til salgsprovision på i alt 3.965.201 kr. i indkomståret 2019.

Vedrørende ligningslovens § 8 Y:

Af ligningslovens § 8 Y, stk. 1, fremgår det, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler.

Reglen gælder dog ikke, hvis betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inkl. moms. Beløbsgrænsen blev pr. 1. januar 2019 nedsat fra 10.000 kr. til 8.000 kr.

Hvis der ikke er mulighed for at betale via et pengeinstitut, kan virksomheden beholde sin fradragsret ved at indberette oplysninger om købet på skatteforvaltningens hjemmeside, hvilket fremgår af ligningslovens § 8 Y, stk. 3

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y sondrer ikke imellem, om dem, der betales til, er hjemmehørende i Danmark, en anden EU- eller EAS medlemsstat eller et tredjeland. Det afgørende er alene, om der betales via et pengeinstitut eller betalingsinstitut.

Det er i klagen gjort gældende, at der hverken er tale om køb af en vare eller ydelse, men derimod en omsætningsbaseret samarbejdsaftale, idet der kun betales salgsprovision, såfremt turistgrupperne køber noget i butikkerne.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at selskabet køber tjenesteydelser, idet de betaler de Y8-nationalitet turistguider/rejseagenturer for, at de Y8-nationalitet turister bliver guidet ind i selskabets butikker. At aflønningen sker i form af provision, der er afhængig af, hvor mange varer turisterne køber, kan ikke føre til et andet resultat.

Det fremgår direkte af ordlyden af ligningslovens § 8 Y, at fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser er betinget af, at betalingen sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inklusive moms.

Ud af den fratrukne provision på 3.965.201 kr. vedrører 2.443.625 kr. betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inklusive moms.

Der er ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Under disse omstændigheder kan der ikke godkendes fradrag for de betalinger, der overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, som udgør i alt 2.443.625 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Vedrørende statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a:

I relation til de resterende beløb, som ikke overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, skal vurderingen af, om selskabets fradrag kan godkendes, ske efter statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det påhviler således den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at denne har afholdt eller er pålagt en udgift, og at denne udgift er fradragsberettiget.

Vurderingen af, om den skattepligtige har løftet bevisbyrden for et skattemæssigt fradrag, afhænger af de konkrete faktiske omstændigheder.

Er der tvivl om, hvorvidt der har fundet betaling sted, vil det som udgangspunkt blive krævet, at skatteyderen dokumenterer dette. Se eksempelvis SKM2013.20.BR, hvor Byretten ikke anså en skriftlig erklæring fra en leverandør, hvor han oplyste ikke af have økonomiske udeståender med sagsøgeren, som tilstrækkelig dokumentation for fradrag.

I nærværende sag er en del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 bogførte bilag fra 2018. Beløbet for 2018 udgør 74.051 kr.

Disse udbetalinger vedrører ikke indkomsterhvervelsen i 2019 og kan derfor ikke fradrages i indkomståret 2019 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Derudover mangler der bilag for udbetalinger for 146.050 kr.

Disse udgifter kan ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, da den nødvendige sammenhæng med selskabets indkomsterhvervelse ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort.

I forbindelse med selskabets indgivelse af klagen har selskabet vedlagt 16 kontrakter/trepartsaftaler.

Aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Dette er i strid med, hvad der tidligere er oplyst til Skattestyrelsen, hvor det blev oplyst, at der ikke forefandtes skriftlig kontrakt mellem selskabet og modtagerne.

Kontrakterne er mangelfulde, idet 11 af kontrakterne ikke har angivet dato, 8 af kontrakterne ikke har underskrift fra alle tre parter, og 7 af kontrakterne har påført stempel med G1-virksomhed, der er en del af sambeskatningsgruppen.

Udbetalingerne, der i overvejende grad er sket som kontante udbetalinger, bygger således på kasseboner, blå udbetalingsbilag og kopi af pas. Der er ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter skatteindberetningsloven.

Det er således ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har fået pengene, og følge transaktionssporet efter bogføringslovens § 9.

Landsskatteretten finder i den forbindelse, at oplysningerne om (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) ikke kan anses som dokumentation. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne først er fremkommet i forbindelse med selskabets indgivelse af klagen, og at det ikke er muligt at følge pengestrømmen via (red.hjemmeside.nr.1.fjernet).

Efter en samlet bedømmelse af disse forhold finder Landsskatteretten, at selskabet ikke har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Udgifterne er ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Fradrag for udgifter for salgsprovision bogført på konto X1-bankkonto.

Landsskatteretten skal tage stilling til, om selskabet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til fradrag for 321.842 kr. i indkomståret 2019.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Skattestyrelsen har i forbindelse med gennemgang af selskabet konto X1-bankkonto - salgsprovision konstateret, at der skattemæssigt er fratrukket 321.842 kr.

Idet samme faktura er fratrukket to gange, og da der ikke er givet yderligere forklaring på dette, skal der ske regulering af skattefradraget med 160.921 kr.

I overskriften på fakturaen er anført "commission pay back to ND 2018". Bilagsteksten indikerer således, at udgifterne vedrører indkomståret 2018.

Selskabet har ikke redegjort for, hvad udgiften dækker over, eller fremlagt dokumentation/specifikation herfor.

Under disse omstændigheder kan udgifterne på 321.842 kr. ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

…"

Vedr. BS-48868/2023 (H1-virksomhed):

Af afgørelse fra Landsskatteretten af 30. juni 2023 (bilag 13) fremgår:

"…

Møde mv.

Der er afholdt kontormøde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Faktiske oplysninger

H1-virksomhed (herefter selskabet) er stiftet den (red.dato.nr.2.fjernet) under branchekode 477890 "detailhandel med andre varer" med formålet "at drive virksomhed med salg af rav, smykker m.v., samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed."

Selskabet havde i årsregnskabet 2019 et bruttoresultat på 5.676.856 kr., udgifter til personale på 758.490 kr., afskrivninger på 85.877 kr. og andre driftsomkostninger på 4.477.460 kr., hvilket giver et resultat før renter på 355.029 kr.

Selskabet er 100 % ejet af H4-virksomhed og indgår i en sambeskatningsgruppe med følgende selskaber:

• H4-virksomhed (administrationsselskab for sambeskatning)

• H3-virksomhed

• H2-virksomhed

• H1-virksomhed

• G1-virksomhed

• G2-virksomhed

H4-virksomhed ejes af IA og IC.

H1-virksomhed, H3-virksomhed, og H2-virksomhed er alle beliggende på Y1-adresse, og ligger i forlængelse af hinanden.

Klagerne for H4-virksomhed (23-0021763), H2-virksomhed (23-0021778) og H3-virksomhed (23-0021790) behandles i særskilte sager.

Udgifter til salgsprovision:

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2019 fratrukket udgifter til salgsprovision på i alt 3.313.613 kr.

Selskabet har fremlagt fysiske bilag vedrørende den udbetalte salgsprovision, i form af blå udgiftsbilag, kasseboner og kopi af pas på turistguiderne.

Skattestyrelsen har efter gennemgang af disse bilag opgjort den samlede provision til 3.105.057 kr.

Skattestyrelsen har konstateret, at udgifterne til salgsprovision overordnet er udbetalt som kontanter fra kassen.

En del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 er bogførte bilag fra 2017 og 2018. Beløbene udgør for 2017 og 2018 henholdsvis 143.713 kr. og 184.052 kr.

Det fremgår af Skattestyrelsens bilag 2, at ud af den samlede fratrukne provision på 3.313.613 kr. vedrører 2.223.990 kr. betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inklusive moms.

Selskabet har ikke foretaget indberetning til indkomstregistret.

Selskabet har i forbindelse med klagen fremsendt 9 bilag.

Bilag 1 indeholder 16 kontrakter/trepartsaftaler på Y8-sprog, aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Part A (travel agency) er angivet som forskellige Y8-nationalitet udbydere, Part B (shop) er angivet som (red.tekst.nr.1.fjernet), og Part C (dataprovider) er angivet som (red.tekst.nr.2.fjernet).

11 af kontrakterne har ikke angivet en dato. 8 af kontrakterne har ikke underskrift fra alle tre parter. 7 af kontrakterne har påført stempel i underskriftfeltet for part B med G1-virksomhed, der er en del af selskabets sambeskatningsgruppe.

Bilag 2 er en enkelt kontrakt/trepartsaftale indgået mellem (red.tekst.nr.3.fjernet) (part A), (red.tekst.nr.1.fjernet) (part B) og (red.tekst.nr.2.fjernet) (part C). Kontrakten har 2 ud af 3 underskrifter.

Udgifter til rejseudgifter:

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2019 fratrukket 102.579 kr. som rejseudgifter.

Udgifterne er bogført på selskabets konto X4-bankkonto - Rejseudgifter.

Udgifterne vedrører fly, hotel, taxa, parkering, rejseagenter, (red.forlystelsespark.fjernet), museum og bespisning.

Skattestyrelsen har i bilag 3 samlet en oversigt over udgifterne.

Bilagene angivet med note 1 er ikke dokumenteret med bilag.

Bilagene angivet med note 2, 3, 6, 7 og 8 er ikke udstedt til selskabet, og bespisninger er ikke påført med navne eller anledning.

Der forefindes ikke et program for rejserne.

IA og IC fremgår af flere af bilagene, og i to tilfælde medbringes børn på rejser til Y3-land.

Udgifter til annoncer og reklamer:

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2019 fratrukket udgifter til annoncer og reklamer på i alt 187.505 kr.

Udgifterne vedrører følgende poster:

(red.poster.fjernet)

Der er ikke fremlagt specifikationer eller anden dokumentation for, hvad beløbene dækker.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til salgsprovision, rejseudgifter samt udgifter til annoncer og reklamer på henholdsvis 3.313.613 kr., 102.579 kr. og 187.505 kr. i indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"1. Salgsprovision

(…)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Kolonne Forklaring

Guide Enkelte guider er anført med nummer. Nummeret referer alene til, at denne guide har modtaget provision fra et eller begge tilknyttede søsterselskaber, hvor Skattestyrelsen har haft sideløbende kontrol. Inddelingen

er endvidere nødvendig af hensyn til vurderingen af serieudbetaling jf. ligningslovens § 8 Y.

8 Y Beløb som anses for udbetalt i strid med ligningslovens

§ 8 Y.

2018 Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra 2018.

2017 Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra 2017.

Blandet Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra flere år.

Mangler Udbetalt provision, hvor der ikke er fundet bilag i materialet.

På bilag 2 er provision opgjort til 3.105.057 kr., mens selskabet har opgjort den samlede provision til 3.313.613 kr. Forskellen mellem bilag 2 og selskabet fremkommer således ud fra kontospecifikationen og gennemgangen af bilagene:

Samlet provision	3.313.613,38
Bilag 1323 - samlet bilag alt vedrører 2018	-150.352,00
Bilag 9036 mangler	-57.599,00
Bilag 1327 mangler	-49.913,83
Bilag 1340 mangler	49.309,22
Provision herefter til bilag 2	3.105.057,77

Det bemærkes til bilag 2, at beløbene ikke kan sammentælles så afstemning på tværs er mulig, da beløbene kan indgå i flere kolonner Dette skyldes fx udbetalingen overstiger grænsen på 8.000 kr. i § 8 Y, og er baseret på kassebilag fra 2017. Beløbet vil derfor være i både kolonnen 8 Y samt kolonnen 2017.

Skattestyrelsen anerkender ikke udbetaling af provision 3.313.613 kr. som en driftsudgift jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ved vurderingen heraf er henset til følgende:

• Der er i forbindelse med provisionsbilagene udbetalt til ca. 270 forskellige personer baseret på en kopi af pas, kasseboner samt et blåt udbetalingsbilag. Der forefindes ikke skriftlig kontrakt mellem selskabet og modtagerne, ej heller klar aftale om provisions størrelse, ikke en klar sammenhæng mellem kassebonerne og modtageren, og hovedparten af betalingerne angives som kontant betalinger. Det er opfattelsen, at transaktionssporet jf. bogføringslovens § 9 ikke opfyldes. Det er på baggrund af oplysningerne ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har modtaget beløbene, og om beløbene vedrører provision. Der forefindes ikke oplysninger om adresser, personnumre eller øvrige kontaktoplysninger. Selv overførsler via bankkonto anses for mangelfulde, da det ikke anses for muligt at klarlægge et sammenhæng mellem overførslerne og evt. udført arbejde samt oplysninger om personens bopæl.

• Såfremt udbetalingerne anses som A-indkomst eller B-indkomst, har selskabet ikke foretaget indberetning til indkomstregisteret jf.

skatteindberetningsloven.

• Ved gennemgang af bilagene har Skattestyrelsen konstateret, at provisionens størrelse varierer. Det er konstateret, at udbetalingerne viser en provision på mellem ca. 24 % til 36 % af de anvendte kasseboner.

• Flere udbetalinger foretaget og bogført i 2019 er baseret på bilag fra 2017 og 2018. Disse udbetalinger har i sig selv intet med indkomsterhvervelsen i 2019 at gøre, og er derfor ikke fradragsberettigede i 2019 jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Beløbene udgør for 2017 og 2018 henholdsvis 184.052 kr. og 143.713 kr.

• En del bilag rummer bilag på tværs af årene 2017, 2018 og 2019. Disse bilag udgør tilsammen udbetalinger for 483.376 kr. Udbetalinger baseret på kasseboner fra 2017 og 2018 anses ikke for fradragsberettigede i 2019 jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

• Bilag 1323 vedrører flere forskellige personer baseret på kvitteringer fra 2018. Overførslen er en samlet overførsel til IE jf. oplysningen fra Moneytransfer. Samme modtager er anført vedrørende bilag 2326, uagtet provisionen på dette bilag vedrører personen IF. Sammenhæng mellem bilag, personer og overførsler anses for uklar, og disse overførsler anerkendes ikke.

• Bankoverførslerne er foretaget for enkelte bilag, men bankkontonumrene er ikke anført på bilagene. Det er uvist hvorfra bankkontonumrene stammer.

• De overførsler som foretages via bank er ikke logisk sammenhængene. Bilag 2365 foretages som overførsel den 13. november 2019 baseret på boner fra 1. november 2019, men samme guide har den 7. november 2019 fået udbetalt 26.688 kr. kontant. (bilag 2263). Det fremstår uklart hvorfor guiden ikke fik pengene fra 1. november 2019 på samme tid.

• Bilag 1419 og 1420 foretages med bankoverførsler samme dag, men bilag 1419 er baseret på boner fra 2018. For bilag 1420 bemærkes, at guiden tilsyneladende har visum. Det vides ikke om guiden opholder sig i et af Schengen landene. Efterfølgende udbetalinger til guiden foretages kontant.

• Ved gennemgang af søsterselskabet H2-virksomhed er konstateret, at 3 bilag på samlet 18.106 kr., er fratrukket uagtet de 3 bilag er baseret på kasseboner tilhørende nærværende selskab. Et af bilagene overstiger 8.000 kr., og opfylder derfor ikke kravene i ligningslovens § 8 Y.

• Der mangler et bilag (nr. 1630).

• Af den samlede fratrukne provision på 3.313.613 kr. er 2.223.990 kr. udbetalt i strid med ligningslovens § 8 Y. Alene af den grund kan 2.223.990 kr. ikke godkendes som fradrag, se bilag 2.

Jeres bemærkninger (se bilag 4) har ikke givet anledning til ændring af Skattestyrelsens forslag af 21. oktober 2022. Skattestyrelsen har følgende kommentarer til jeres bemærkninger:

Som det fremgår af sagsfremstillingen, har Skattestyrelsen ikke anerkendt de fremlagte bilag som udgifter jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og I har ikke fremlagte nye oplysninger som giver anledning til ændring heraf. Vedrørende udgifter der betales kontant, vil Skattestyrelsen henvise til ligningslovens § 8 Y samt afgørelse SKM 2018.278 LSR, hvori det fremgår, at fradrag nægtes efter skattereglerne, når beløbsgrænsen overskrides. I jeres bemærkninger nævnes kontantforbudsgrænsen på 50.000 kr. (nu 20.000 kr.), denne beløbsgrænse vedrører hvidvasklovens § 5 om modtagelse af kontanter for erhvervsdrivende.

Med hensyn til jeres bemærkning om e-Indkomst kan følgende oplyses. I DJV-afsnit A.B.1.3.4.1 er følgende definition på e-Indkomst.

Hvordan der indberettes, kan ses på www.skat.dk - e-Indkomst -, hvor der forefindes en indberetningsvejledning.

Af vejledningen afsnit 5 - identifikation af indkomstmodtagere fremgår det, at derved indberetning skal oplyses følgende:

"Indkomstmodtagere bosiddende i Danmark - Cpr-nr. - Indkomstmodtagers cpr-nr. Indkomstmodtagere bosiddende i udlandet - navn og adr. mm skal med ved hver indberetning.

Når en person er bosat i udlandet, skal du indberette oplysning om fødselsdag, køn, navn, gade, postnr., post by og landekode ved hver indberetning. Det gælder også personer med et gyldigt dansk cpr-nummer, der er bosat i udlandet. Oplysningerne anvendes til udveksling af lønoplysninger til det land, hvor den ansatte er bosat. Det er derfor vigtigt, at adresse mv. er korrekt."

Skattestyrelsen har i øvrigt ikke taget stilling til, om de anførte personer har korrekt visum og opholdstilladelse som giver tilladelse til udførelse af arbejde i Danmark. En efterfølgende erklæring om modtagelse af pengene tillægges ikke værdi, da efterprøvning af dels ægtheden af underskriver, oplysningerne om opholdssted på udbetalingstidspunktet, om udbetalingen reelt vedrører ydet arbejdsindsats (provision) samt visum og opholdstilladelse ikke anses for mulig. Skattestyrelsen vil i den forbindelse henvise til dommene nævnt i pkt. 1.3., hvor fradrag nægtes blandet andet under hensyntagen til, at der er tvivl om realiteterne bag de anførte udgifter.

2. Konto X4-bankkonto - rejseudgifter

(…)

2.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen godkender ikke den samlede udgiftspost rejseudgifter på 102.579 kr. efter ligningslovens § 8 samt statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ved vurderingen heraf er henset til følgende:

• Skattestyrelsens bemærkninger og tilhørende noter på bilag 3.

• Beløbet på 18.804 kr. - note 1 - kan ikke godkendes, da dokumentation mangler. Flere af udgifterne har ud fra betegnelserne karakter af spisning.

• For noterne 3, 4, 6 og 7. Rejserne skal have en konkret og direkte sammenhæng med selskabets indkomstskabende aktivitet. Selskabet har forretning i Y2-by, og sælger til turister. Der forefindes ikke program for rejserne eller hvordan opholdsudgifter er betalt, og hvordan markedsføringen skulle ændre omsætningen. Det bemærkes endvidere, at der anses at foreligge personlige interesser i forbindelse med rejser til Y3-land, hvilket underbygges af at begge parrets børn deltager i overlappende rejser til Y3-land. Der anses at være modtaget misvisende oplysninger om opholdet i Y4-land, se bilag 1694, og ligeledes for bilagene 1677 og 1678, hvor personerne ikke ses at have relation til virksomheden.

• For noterne 2 og 8 er der tale om udgifter af privat karakter, da disse omfatter spisning, og underholdning. For færgerne bemærkes, at udgifterne afholdes i skolernes ferie, og savner den erhvervsmæssige relevans.

• Der henvises til dommene nævnt under pkt. 2.3. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger skærpet bevisbyrde for, at udgifterne er afholdt ud fra selskabets erhvervsmæssige interesse. Ved vurderingen heraf er henset til, at regnskabsposten indeholder udgifter til rejser med mangelfulde oplysninger, besøg i (red.forlystelsespark.fjernet) og museum, spisning på diverse steder, medtagelse af børn på rejse, de fleste udgiftsbilag er ikke udstedt til selskabet, der mangler bilag samt oplysninger om hvilke personer eller selskaber udgifterne er relateret til.

Skattestyrelsen bemærker, at betaling af udgifterne anses for udlodning til ejerne jf. ligningslovens selskabet, ikke har fradragsret.

3. Konto X5-bankkonto - annoncer og reklamer.

(…)

3. 4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Fradraget på 187.505 kr. kan ikke fradrages jf. statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a samt ligningslovens § 8, da udgifterne dels vedrører året 2018, og det samtidigt ikke klart fremgår, hvad udgifterne dækker over.

(…)"

Skattestyrelsen er den 22. marts 2023 kommet med følgende udtalelse til klagen af 10. marts 2023:

"(…)

Specifikke bemærkninger.

Klager har påklaget den samlede forhøjelse af selskabet på 3.603.697 kr., men klagen fremstår som en klage alene vedrørende afgørelsens pkt. 1 salgs provision. Skattestyrelsen anser, at det alene er pkt. 1, som klager har og ønsker påklaget. Ændringen af pkt. 1 udgør 3.313.613 kr.

På flere blå udgiftsbilag er foretaget rettelser.

Klager har ikke kommenteret bemærkningerne under pkt. 1.4, hvor Skattestyrelsen blandt andet har anført:

• Bilag 1323 er et samle bilag vedrørende 2018 på 150.352 kr.

• Bilagene 9036, 1327 og 1340 mangler.

• At flere bilag er baseret på kasseboner fra tidligere år, se bilag 2 til afgørelsen, samt bemærkningerne under pkt. 1.4

• At bilag fra nærværende selskab er fratrukket i søsterselskabet.

(…)"

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til salgsprovision, rejseudgifter samt udgifter til annoncer og reklamer på henholdsvis 3.313.613 kr., 102.579 kr. og 187.505 kr. i indkomståret 2019.

Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"(…)"

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om de af selskabet afholdte udgifter til salgsprovision, rejseudgifter samt annoncer og reklamer er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ligningsloven § 8 Y og ligningslovens § 8.

Salgsprovision:

Vedrørende ligningslovens § 8 Y:

Reglen gælder dog ikke, hvis betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inkl. moms. Beløbsgrænsen blev pr. 1. januar 2019 nedsat fra 10.000 kr. til 8.000 kr.

Ud af den samlede fratrukne provision på 3.313.613 kr. vedrører 2.223.990 kr. betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inklusive moms.

Der er ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Under disse omstændigheder kan der ikke godkendes fradrag for de betalinger, der overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, som udgør i alt 2.223.990 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Vedrørende statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a:

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det påhviler således den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at denne har afholdt eller er pålagt en udgift, og at denne udgift er fradragsberettiget.

Vurderingen af, om den skattepligtige har løftet bevisbyrden for et skattemæssigt fradrag, afhænger af de konkrete faktiske omstændigheder.

I nærværende sag er en del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 bogførte bilag fra 2017 og 2018. Beløbene for 2017 og 2018 udgør henholdsvis 143.713 kr. og 184.052 kr.

Disse udbetalinger vedrører ikke indkomsterhvervelsen i 2019 og kan derfor ikke fradrages i indkomståret 2019 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I forbindelse med selskabets indgivelse af klagen har selskabet vedlagt 16 kontrakter/trepartsaftaler.

Aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Dette er i strid med, hvad der tidligere er oplyst til Skattestyrelsen, hvor det blev oplyst, at der ikke forefandtes skriftlig kontrakt mellem selskabet og modtagerne.

Det er således ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har fået pengene, og følge transaktionssporet efter bogføringslovens § 9.

Landsskatteretten finder herved, at oplysningerne om (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) ikke kan anses som dokumentation. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningerne først er fremkommet i forbindelse med selskabets indgivelse af klagen, og at det ikke er muligt at følge pengestrømmen via (red.hjemmeside.nr.1.fjernet).

Udgifterne er ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Rejseudgifter:

Landsskatteretten skal tage stilling til, om selskabet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8 er berettiget til fradrag for rejseudgifter på i alt 102.579 kr. i indkomståret 2019.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Af statsskattelovens § 6, stk. 2, fremgår det, at indkomsten er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den benyttes til egen eller families underhold, betjening, nytte eller behagelighed. Der kan således ikke foretages fradrag for privatudgifter. Udgifter, der sædvanligt forekommer for de fleste skatteydere uafhængigt af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst, har som hovedregel karakter af privatforbrug. Der kan dog gives fradrag for udgifter, som efter deres art henhører under privatforbruget, såfremt erhvervsudøvelsen påfører skatteyderen påviselige merudgifter af den pågældende karakter, eller såfremt der er påvist en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der fradrages udgifter til repræsentation i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, med et beløb svarende til 25 % af de afholdte udgifter, jf. ligningslovens § 8, stk. 4.

Repræsentationsudgifter er typisk udgifter, som afholdes for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser, og de afholdes over for personer, som ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere. Repræsentation har karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser.

Der stilles betydelige krav til dokumentationen for afholdte repræsentationsudgifter. Det er således sædvanligvis et krav, at sådanne udgifter er dokumenteret ved bilag, og at det på bilaget er noteret, hvem der har deltaget, og i hvilken anledning udgiften er afholdt. Dette fremgår af Østre Landsrets dom af 27. november 2003, offentliggjort i SKM 2003.559 ØLR, der omhandlede udgifter til repræsentation herunder restaurationsbesøg.

Udgifterne bogført på konto X4-bankkonto benævnt "Rejseudgifter" vedrører fly, hotel, taxa, parkering, rejseagenter, (red.forlystelsespark.fjernet), museum og bespisning.

Udgifterne angivet med note 1 i Skattestyrelsens bilag kan ikke dokumenteres ved bilag, da disse ifølge selskabets bemærkning ikke kan findes.

Bilagene angivet med note 2, 3, 6, 7 og 8 er ikke udstedt til selskabet.

Udgiftsbilagene vedrørende bespisning er ikke angivet med navne og anledning.

Derudover vedrører en del af udgifterne, udgifter der som udgangspunkt anses for private udgifter, det gælder eksempelvis udgifter til (red.forlystelsespark.fjernet) og museum. Disse udgifter er ikke angivet med navne eller anledning.

Efter en samlet bedømmelse af disse forhold finder Landsskatten, at selskabet ikke har løftet bevisbyrden for, at de afholdte udgifter har en tilstrækkelig og direkte sammenhæng med selskabets indtægtsgivende aktiviteter, at der kan godkendes fradrag for udgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Reklamer og annoncer:

Landsskatteretten skal tage stilling til, om selskabet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8, stk. 1, er berettiget til fradrag for udgifter til reklamer og annoncer på i alt 187.505 kr. i indkomståret 2019.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Udgifter til reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser er fradragsberettigede i henhold til ligningslovens § 8, stk. 1. Fradrag gives, hvad enten salget af varer m.v. søges opnået i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, eller senere.

Reklameudgifter er karakteriseret ved, at de normalt afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder, jf. punkt 14.2 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996. Reklameudgifter sigter på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.

Beløbet på 187.505 kr. vedrører to bilag fratrukket i indkomståret 2019. De to bilag har henholdsvis bilagsteksten "marketing contribution for 2018" og "201801 advertising fee jan to dec 2018".

Bilagsteksten indikerer således, at udgifterne vedrører indkomståret 2018. Klageren har ikke redegjort for, hvad udgiften dækker over, eller fremlagt dokumentation/specifikation herfor.

Under disse omstændigheder kan udgifterne ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

…"

Vedr. BS-48891/2023 (H2-virksomhed):

Af afgørelse fra Landsskatteretten af 30. juni 2023 (bilag 14) fremgår:

"…

Klagepunkt Skattestyrelsens Klagerens Landsskatterettens

afgørelse opfattelse afgørelse

Indkomståret 2019

Fradrag for 0 kr. 347.741 kr. 0 kr.

udgifter til

salgsprovision

Møde mv.

Der er afholdt kontormøde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Faktiske oplysninger

H2-virksomhed (herefter selskabet) er stiftet den (red.dato.nr.3.fjernet) under branchekode 477700 "Detailhandel med ure, smykker og guld- og sølvvarer" med formålet "at drive konsulentvirksomhed med salg, import og eksport af smykker og ure samt enhver i forbindelse hermed stående virksomhed."

Selskabet havde i årsregnskabet for 2019 et bruttoresultat på 419.979 kr., udgifter til personale på 300.254 kr. og et resultat før renter på 119.724 kr.

Selskabet er 100 % ejet af H4-virksomhed og indgår i en sambeskatningsgruppe med følgende selskaber:

• H4-virksomhed (administrationsselskab for sambeskatning)

• H3-virksomhed

• H2-virksomhed

• H1-virksomhed

• G1-virksomhed

• G2-virksomhed

H4-virksomhed ejes af IA og IC.

H1-virksomhed, H3-virksomhed og H2-virksomhed er alle beliggende på Y1-adresse, og ligger i forlængelse af hinanden.

Klagen for H4-virksomhed (23-0021763), H1-virksomhed (23-0021765) og H3-virksomhed (23-0021790) behandles i særskilte sager.

Udgifter til salgsprovision:

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2019 fratrukket udgifter til salgsprovision på i alt 347.741 kr.

Selskabet har fremlagt fysiske bilag vedrørende den udbetalte salgsprovision, i form af blå udgiftsbilag, kasseboner og kopi af pas på turistguiderne.

Skattestyrelsen har konstateret, at udgifterne til salgsprovision overordnet er udbetalt som kontanter fra kassen.

Det fremgår af Skattestyrelsens bilag 2, at bilag 6781, 6782 og 6783 ikke vedrører selskabet, men derimod vedrører søsterselskabet H1-virksomhed. Beløbet udgør samlet 18.106 kr.

Det fremgår endvidere, at en del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 er bogførte bilag fra 2017 og 2018. Beløbene udgør for 2017 og 2018 henholdsvis 1.008 kr. og 13.707 kr.

Ud af den samlede fratrukne provision på 347.741 kr. vedrører 46.520 kr. betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inklusive moms.

Selskabet har ikke foretaget indberetning til indkomstregistret.

Selskabet har i forbindelse med klagen fremsendt 9 bilag.

Bilag 1 indeholder 16 kontrakter/trepartsaftaler på Y8-sprog, hvor aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Part A (travel agency) er angivet som forskellige Y8-nationalitet udbydere, Part B (shop) er angivet som (red.tekst.nr.1.fjernet), og Part C (dataprovider) er angivet som (red.tekst.nr.2.fjernet).

11 af kontrakterne har ikke angivet en dato. 8 af kontrakterne har ikke underskrift fra alle tre parter.

7 af kontrakterne har påført stempel i underskriftfeltet for part B med G1-virksomhed, der er en del af selskabets sambeskatningsgruppe.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til salgsprovision på 347.741 kr. i indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"1. Salgsprovision

(…)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Skattestyrelsen har gennemgået bilagene, og har på den baggrund udarbejdet vedlagte bilag 2. Bilag 2 er opstillet ud fra selskabets oplysninger om bilagsnummer, tekst, udbetalt beløb, og dato.

Skattestyrelsen har tilføjet kolonnerne:

Kolonne Forklaring

Guide Enkelte guider er anført med nummer. Nummeret referer alene til, at denne guide har modtaget provision fra et eller begge tilknyttede søsterselskaber, hvor Skattestyrelsen har haft sideløbende kontrol. Inddelingen

er endvidere nødvendig af hensyn til vurderingen af serieudbetaling jf. ligningslovens § 8 Y.

8 Y Beløb som anses for udbetalt i strid med ligningslovens § 8 Y.

2018 Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra 2018.

2017 Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra 2017.

Blandet Udbetalt provision, som er udbetalt på baggrund af kasseboner fra flere år.

Mangler Udbetalt provision, hvor der ikke er fundet bilag i materialet.

Det bemærkes til bilag 2, at beløbene ikke kan sammentælles så afstemning på tværs er mulig, da beløbene kan indgå i flere kolonner Dette skyldes fx udbetalingen overstiger grænsen på 8.000 kr. i § 8 Y, og er baseret på kassebilag fra 2017. Beløbet vil derfor være i både kolonnen 8 Y samt kolonnen 2017.

Skattestyrelsen anerkender ikke udbetaling af provision 347.741 kr. som en driftsudgift jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ved vurderingen heraf er henset til følgende:

• Der er ifølge provisionsbilagene, udbetalt til ca. 270 forskellige personer baseret på en kopi af pas, kasseboner samt et blåt udbetalingsbilag.

• Såfremt udbetalingerne anses som A-indkomst eller B-indkomst, har selskabet ikke foretaget indberetning til indkomstregisteret jf. skatteindberetningsloven.

• Der mangler et klart sammenhæng og transaktionsspor mellem de vedhæftede kasseboner og udbetalingen til den enkelte guide.

• Ved udbetaling af provision kontant til personer uden indberetning og fyldestgørende oplysninger om personerne er der ikke truffet foranstaltninger som sikre, at modtagerne ikke foretager skatteunddragelse ved ikke at oplyse om denne indtægt.

• Ved gennemgang af bilagene har Skattestyrelsen konstateret, at provisionen varierer. Det er konstateret, at udbetalingerne viser en provision på mellem ca. 8 % til 12 % af de anvendte kasseboner.

• Af den samlede fratrukne provision på 347.741 kr. er 46.520 kr. udbetalt i strid med ligningslovens § 8 Y. Alene af den grund kan 46.520 kr. af den samlede udbetaling ikke godkendes som fradrag.

• Bilagene 6781, 6782 og 6783 er ikke udgifter som vedrører selskabet, men derimod søsterselskabet H1-virksomhed. Beløbet udgør samlet 18.106 kr., som ikke kan fratrækkes, da beløbet ikke er en driftsudgift for nærværende selskab. Bilag 6782 er i øvrigt udbetalt i strid med ligningsloven § 8 Y.

• Udbetalinger vedrørende 2017 og 2018 udgør henholdsvis 1.008 kr. og 13.707 kr. Disse beløb anses ikke for driftsudgifter vedrørende 2019 jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

• De modtagne bemærkninger om provisionshåndteringen i H1-virksomhed, se bilag 1, som Skattestyrelsen anser, er enslydende for nærværende selskab. Der henses endvidere til, at bilag tilhørende H1-virksomhed er fratrukket i nærværende selskabs regnskab.

• Selskabet er ved en tidligere kontrol pålagt at oprettet et register over modtagerne og foretage indberetning af udbetalingerne.

• Der ses ikke en pålidelig afstemning af kassebeholdning, da de modtagne financial reports viser, at kassebeholdning morgen og aften konsekvent anføres til 0. Oplysninger om kassebeholdningens størrelse og årsag hertil tillægges ikke værdi. Ved vurderingen heraf er henset til, at overførsler fra Nets (afregning kort betalinger) for første halvår jf. bankkontoudtoget udgør ca. 1.150.000 kr., og besiddelse af kontantbeholdninger i denne størrelsesorden, henset til aktivitet og type af virksomhed, af Skattestyrelsen ikke anses for udslag af normal forretningsførelse og risiko.

Jeres bemærkninger (se bilag 3) har ikke givet anledning til ændring af Skattestyrelsens forslag af 21. oktober 2022. Skattestyrelsen har følgende kommentarer til jeres bemærkninger:

Med hensyn til jeres bemærkning om e-Indkomst kan følgende oplyses.

I DJV afsnit A.B.1.3.4.1 er følgende definition på e-Indkomst.

Af skatteindberetningslovens § 1, stk. 1, fremgår det, at virksomheder skal foretage indberetning af udbetalt indkomst som nævnt i § 1, stk. 2. hver måned til indkomstregisteret, se §§ 3 og 4 i indkomstregisterloven. Hvordan der indberettes, kan ses på www.skat.dk - e-Indkomst -, hvor der forefindes en indberetningsvejledning.

Af vejledningen afsnit 5 - identifikation af indkomstmodtagere fremgår det, at der ved indberetning skal oplyses følgende:

"Indkomstmodtagere bosiddende i Danmark - Cpr-nr. - Indkomstmodtagers cpr-nr. Indkomstmodtagere bosiddende i udlandet - navn og adr. mm skal med ved hver indberetning Når en person er bosat i udlandet skal du indberette oplysning om fødselsdag, køn, navn, gade, postnr., post by og landekode ved hver indberetning. Det gælder også personer med et gyldigt dansk cpr-nummer, der er bosat i udlandet. Oplysningerne anvendes til udveksling af lønoplysninger til det land, hvor den ansatte er bosat. Det er derfor vigtigt, at adresse mv. er korrekt."

Skattestyrelsen er den 22. marts 2023 kommet med følgende udtalelse:

"(…)

Specifikke bemærkninger:

Klager har ikke kommenteret bemærkningerne under pkt. 1.4, hvor Skattestyrelsen blandt andet har anført:

• At flere bilag er baseret på kasseboner fra tidligere år, se bilag 2 til afgørelsen, samt bemærkningerne under pkt. 1.4

• At bilag 6781, 6782 og 6783 er udgifter som vedrører et søsterselskab.

• Skattestyrelsen har i afgørelsen foretaget flere betragtninger om provisionen samt opdelt denne på bilag 2, der henvises til de enkelte begrundelser samt den samlede begrundelse for nægtelse af fradraget. "

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til salgsprovision på 347.741 kr. i indkomståret 2019.

Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"(…)"

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om de af selskabet fratrukne udgifter til salgsprovision er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningsloven § 8 Y.

Vedrørende ligningslovens § 8 Y:

Reglen gælder dog ikke, hvis betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inkl. moms. Beløbsgrænsen blev pr. 1. januar 2019 nedsat fra 10.000 kr. til 8.000 kr.

Der er ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Under disse omstændigheder kan der ikke godkendes fradrag for de betalinger, der overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, som udgør i alt 46.520 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Vedrørende statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a:

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Det påhviler således den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at denne har afholdt eller er pålagt en udgift, og at denne udgift er fradragsberettiget.

Vurderingen af, om den skattepligtige har løftet bevisbyrden for et skattemæssigt fradrag, afhænger af de konkrete faktiske omstændigheder.

I nærværende sag er en del af udgifterne fratrukket i indkomståret 2019 bogførte bilag fra 2017 og 2018. Beløbene for 2017 og 2018 udgør henholdsvis 1.008 kr. og 13.707 kr.

Disse udbetalinger vedrører ikke indkomsterhvervelsen i 2019 og kan derfor ikke fradrages i indkomståret 2019 efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Bilagene 6781, 6782 og 6783 vedrører ikke selskabet, men vedrører derimod søsterselskabet H1-virksomhed. Beløbet udgør samlet 18.106 kr.

Disse bilag kan ikke fratrækkes, da beløbet ikke er en driftsudgift for selskabet.

I forbindelse med selskabets indgivelse af klagen har selskabet vedlagt 16 kontrakter/trepartsaftaler.

Aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider).

Dette er i strid med, hvad der tidligere er oplyst til Skattestyrelsen, hvor det blev oplyst, at der ikke forefandtes skriftlig kontrakt mellem selskabet og modtagerne.

Det er således ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har fået pengene, og følge transaktionssporet efter bogføringslovens § 9.

Udgifterne er ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

…"

Møde mv.

Der er afholdt kontormøde mellem selskabets repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Faktiske oplysninger

H4-virksomhed (herefter selskabet) er stiftet den 11. november 2017 under branchekoden 642020: ikke-finansielle holdingselskaber. Selskabet er administrationsselskab for sambeskatningsgruppen bestående af følgende datterselskaber i regnskabsåret 2019:

• H4-virksomhed (administrationsselskab for sambeskatning)

• H3-virksomhed

• H2-virksomhed

• H1-virksomhed

• G1-virksomhed

• G2-virksomhed

H4-virksomhed ejes af IA og IC.

H1-virksomhed, H3-virksomhed, og H2-virksomhed er alle beliggende på Y1-adresse, og ligger i forlængelse af hinanden.

Klagerne for H1-virksomhed (23-0021765), H2-virksomhed (23-0021778) og H3-virksomhed (23-0021790) behandles i særskilte sager.

Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelser i relation til datterselskaberne, hvor der ikke er godkendt fradrag for 347.741 kr. i H2-virksomhed, nægtet fradrag for 3.603.697 kr. i H1-virksomhed og nægtet fradrag for 4.287.043 kr. i H3-virksomhed

Skattestyrelsens afgørelse

Som følge af afgørelserne i sagerne vedrørende datterselskaber er de sambeskattede selskabers skattepligtige indkomster i alt blevet ændret med 8.238.481 kr. og har ansat sambeskatningsindkomsten til 9.311.748 kr.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"Skattestyrelsen har gennemgået datterselskaberne nævnt i pkt. 1.1, og der henvises til de vedlagte afgørelser hvor begrundelserne for ændringerne fremgår. Når datterselskabernes skattepligtige indkomst ændres, medfører dette ændring af sambeskatningsindkomsten, der henvises til selskabsskattelovens § 31, stk. 1 og stk. 2."

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til tour guides på i alt 8.238.481 kr. i indkomståret 2019 hos datterselskaberne:

• H1-virksomhed

• H3-virksomhed

• H2-virksomhed

Repræsentanten har som begrundelse for påstanden anført samme materielle begrundelse som i datterselskaberne. Der henvises derfor til afgørelserne for de enkelte datterselskaber H1-virksomhed (23-0021765), H2-virksomhed (23-0021778) og H3-virksomhed (23-0021790).

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af selskabsskattelovens § 31, stk. 1 og 2, at sambeskattede selskaber skal opgøre deres skattepligtige indkomst hver for sig efter de almindelige regler. Sambeskattede selskaber opgøres efter samme regler som ikke-sambeskattede selskaber, men der opgøres en sambeskatningsindkomst bestående af de enkeltes skattepligtige indkomst.

Som følge af Landsskatterettens afgørelser overfor datterselskaberne

H1-virksomhed (23-0021765), H2-virksomhed (230021778) og H3-virksomhed (23-0021790) er de sambeskattede selskabers skattepligtige indkomster blevet forhøjet med i alt 8.238.481 kr.

Der henvises til Landsskatterettens afgørelser vedrørende datterselskaberne, hvor Landsskatteretten fandt, at datterselskabernes fratrukne udgifter til tour guides ikke kunne godkendes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8 Y.

Landsskatteretten stadfæster derfor den påklagede afgørelse.# …"

Vedr. alle sagerne:

Selskaberne anmodede den 5. juli 2023 Landsskatteretten om at genoptage afgørelserne af 30. juni 2023.

I en række enslydende afgørelser af 10. august 2023 besluttede Landsskatteretten, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes. Af afgørelserne, hvori IG deltog som sagsbehandler, fremgår:

"…

Sagens oplysninger

Selskabets repræsentant har den 5. juli 2023 anmodet Landsskatteretten om at genoptage afgørelsen af 30. juni 2023 (…).

Sagens forløb:

Repræsentanten klagede den 10. marts 2023 på vegne af selskabet over Skattestyrelsens afgørelser af 12. december 2022. Klagen indeholdt ikke en anmodning om retsmøde.

Den 25. april 2023 fremsendte repræsentanten på vegne af selskabet en udtalelse til sagen på baggrund af Skattestyrelsens bemærkninger fremsendt den 22. marts 2023. Udtalelsen indeholdt ikke en anmodning om retsmøde.

Den 17. maj 2023 blev der afholdt kontormøde via Teams mellem sagsbehandleren fra Skatteankestyrelsen og selskabets repræsentant. Der blev ikke anmodet om retsmøde i forbindelse med kontormødet, hvilket fremgår af referatet af kontormødet.

Den 30. juni 2023 blev sagen afgjort efter skriftlig votering i Landsskatteretten.

Den 3. juli 2023 kontaktede repræsentanten Skatteankestyrelsen. Repræsentanten var uforstående overfor, at der var truffet afgørelse, før der var udsendt forslag til afgørelse. Det blev i den forbindelse oplyst, at Skatteankestyrelsen ikke var forpligtet til at udsende sagsfremstilling i sager, hvor skatteforvaltningen har udsendt en sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d.

Repræsentanten oplyste, at der var afholdt kontormøde, og at de ikke havde modtaget referat heraf. Det blev herefter oplyst, at Skatteankestyrelsen ikke var forpligtet til at udsende referat af møde, og at der ikke af mødereferatet kunne ses at være lavet aftale om, at referatet skulle fremsendes.

Den 3. juli 2023 blev mødereferatet efter aftale fremsendt.

Den 5. juli 2023 bad repræsentanten på vegne af selskabet om genoptagelse af afgørelsen af 30. juni 2023, idet der ifølge repræsentanten var anmodet om retsmøde i forbindelse med kontormøde afholdt den 17. maj 2023.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på vegne af selskabet anmodet om, at Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2023 genoptages.

Anmodningen om genoptagelse er begrundet med:

"Under henvisning til afgørelser af 30. juni 2023 i de 4 sager, skal jeg venligst anmode om genoptagelse af sagerne, idet vi ønsker et retsmøde for landsskatteretten. Det blev også nævnt under Teamsmødet den 17. maj 2023, at vi ønskede et retsmøde, såfremt Skatteankestyrelsen ikke ville give fuldt medhold i sagerne.

Skatteankestyrelsen fik alene bilagseksempler, som sagsbehandleren skulle vurdere og vende tilbage om de skulle bruge mere eller andet, og det skete heller ikke. Så der er truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag."

Landsskatterettens afgørelse

Bestemmelserne om genoptagelse af en sag, som Landsskatteretten har afgjort, fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1-3. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor."

Landsskatteretten har besluttet, at anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes.

Ved beslutningen har retten lagt vægt på, at der ifølge det oplyste ikke blev anmodet om retsmøde i forbindelse med indgivelsen af klagen, ved fremsendelse af yderligere oplysninger, ved telefonsamtale eller i forbindelse med kontormødet med sagsbehandleren fra Skatteankestyrelsen afholdt den 17. maj 2023.

Dette understøttes af mødereferatet, hvor der ikke er angivet oplysninger om et ønsket retsmøde fra repræsentantens side.

Retten har også besluttet, at der ikke skal holdes retsmøde i sagen.

Retten finder, at der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, der taler for en genoptagelse af klagesagen efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.

Afgørelsen er truffet af retsformand Søren Kjær Madsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3.

…"

Af referatet af kontormødet den 17. maj 2023, der er udarbejdet af sagsbehandler IG, fremgår følgende:

"…

Der er den 17. maj 2023 afholdt møde mellem selskabets repræsentant og sagsbehandler ved SANST.

Sagsbehandler bød velkommen til møde, og gjorde klart, at det var deres mulighed for at fremføre synspunkter og komme med oplysninger der kan belyse sagen yderligere.

Repræsentanten indledte med, at de har bilag for samtlige agenter, og de bilag er allerede afleveret til Skattestyrelsen, som umiddelbart ikke virkede særligt interesserede i disse bilag for at sige det mildt. Hvilket i øvrigt strider med officialprincippet.

Repræsentanten gjorde gældende, at Skattestyrelsen afviser fradraget på et meget bredt/flyvsk grundlag, idet man afviser dels på baggrund af, at men siger man ikke ved hvem personerne er, og at der ikke foreligger nogle fakturaer.

Repræsentanten tilføjer hertil, at det er ikke korrekt når Skattestyrelsen anfører, at man skal dokumentere udgiften i form af en faktura, det er, jf. praksis, tilstrækkeligt at sandsynliggøre udgiften.

For at sandsynliggøre udgiften har de fremsendt de bilag der er vedhæftet klagen. Bilagene indeholder eksempler på kontrakter med provision, samt procentsatserne for de forskellige aftaler.

Endvidere gør repræsentanten opmærksom på, at Skattestyrelsen ikke anfægter indtægten i selskabet.

Selskaberne ligger i øvrigt inde med pas og pasnumre på de kunder der har været i deres butikker, samt pas på de rejseagenter de har anvendt, så på den måde kan man fuldt sandsynliggøre at udgiften har været afholdt.

Sagsbehandleren spurgte ind til, og repræsentanten vil uddybe hvorfor han ikke mener, at ligningsloven finder anvendelse i denne sag.

Hertil oplyste han, at det er der, er flere grunde til.

Først og fremmest finder det kun anvendelse på danske forhold, idet hele bestemmelsen har til formål at bekæmpe sort arbejde, og da der i de konkrete sager er tale om Y8-nationalitet statsborgere, giver det ikke mening at bruge bestemmelsen.

Repræsentanten tilføjede, at det ikke altid er muligt at betale elektronisk til Y3-land, hvor man i øvrigt har et helt andet forhold til kontanter, end vi har i DK, idet man ikke har samme tiltro til statsmagten.

Klagerne er derfor også i god tro, og er overrasket over der overhoveder en sag på dem.

Sagsbehandleren spurgte, om de klager over alle punkterne, og det gør de. Man har bilag på man har betalt ydelsen vedrørende klagepunkt 2 og 3. Repræsentanten vil gerne høre om vi skal bruge noget dokumentation hos os, i så fald vil han gerne fremsende det.

Sagsbehandler vil arbejde videre med sagen, og vil kontakte repræsentanten hvis han skal bruge yderligere materiale.

08-05-2023

…"

Selskaberne har under sagen fremlagt bilag 17-19, der angives at være en samlet oversigt over alle udbetalingerne til turistguiderne, som selskaberne er blevet nægtet fradrag for af Skattestyrelsen.

Forklaringer

IA har forklaret, at alle butikker i koncernen hører under H4-virksomhed. Butikkerne er købt på forskellige tidspunkter og har forskellige navne, men gruppen af butikker betragtes som en enhed. Han er ejer af og direktør i selskaberne. Han arbejder med salg og administration. Hans opgave er at skabe kontakter til firmaer i Y3-land.

Han har taget initiativ til kontrakterne i ekstrakten side 197 ff. Kontrakterne omfatter alle butikker i koncernen. Han har forhandlet de aftaler, der er indgået efter, at han blev ejer. Han har fået kontakt til de anførte rejseagenter via kontakter fra sit arbejde i et rejsebureau for mange år siden. Da han stoppede i rejsebureauet, stiftede han sine egne selskaber. Når Y8-nationalitet rejsebureauer har turister i Danmark, arbejder de med lokale rejsebureauer, og han kendte via sine kontakter i Y3-land de Y8-nationalitet rejsebureauers behov i Danmark. Part B "(red.tekst.nr.1.fjernet)" (ekstrakten side 197) og "(red.tekst.nr.1.fjernet)" (ekstrakten side 237) er det samme selskab. Forskellen i kontrakterne på party B’s betegnelse må skyldes forskelle i oversættelsen. De Y8-nationalitet firmaer lagde vægt på, at hans navn stod i kontrakten, og ikke så meget på firmaets navn.

Foreholdt at G2-virksomhed ikke er en del af sagen, har han forklaret, at kontrakterne er indgået af (red.tekst.nr.1.fjernet), da det oprindeligt var tanken at samle alle butikkerne i samme enhed, og da (red.tekst.nr.1.fjernet) skulle være et fælles navn for alle butikkerne. Der blev senere oprettet et selskab med det navn, men processen med at lægge selskaberne sammen blev ikke gennemført på grund af Coronaepidemien.

Foreholdt ekstrakten side 198, 1. bullet, hvoraf fremgår: “Part B shall guarantee the stores are regular shops" har han forklaret, at “shops" er de andre selskaber i koncernen, og at aftalerne dækker hele koncernen.

Forskellen på procentsatserne for kommission (ekstrakten side 201) i aftalerne skyldes, at de sælger en del dyre varer, som ikke er så kendte ude i verden. Guiden får derfor en højere kommission for disse varer. Kommissionen til rejsebureauet gøres op én gang om året ud fra størrelsen af salget, jf. bemærkningerne. Procentsatserne i den enkelte butik er fastsat ud fra en sammenligning af priser fra konkurrenter i andre byer, som de forsøger at matche. Y8-nationalitet turister rejser normalt til flere lande, når de rejser, og modellen med at give kommission til guiderne/rejsebureauerne er en måde at tiltrække turister, som eller ikke ville komme i deres butikker. Det er ham eller hans kone, der fastsætter procentsatsen for kommissionen. De har lavet et system til deres sælgere, hvor hver enkelt vare har en fast procentsats. De ansatte kender procentsatsen for hver enkelt vare, idet procentsatsen fremgår af et internt skema i butikken.

Adspurgt, hvornår kommissionen betales kontant til guiderne, og hvornår den betales elektronisk, har han forklaret, at guidernes største ønske er at få kommissionen udbetalt kontant. Det skyldes, at guiderne ofte skal lægge ud på vegne af rejsebureauerne for fx mad, entrebilletter og transport mv., og at de så ikke behøver medtage så mange kontanter fra Y3-land. Betaling via bankoverførsel kan tage flere dage og er forbundet med en vis usikkerhed. Guiderne vil derfor helst have kommissionen kontant på dagen.

Adspurgt, hvordan han holder styr på, hvad der er udbetalt kontant, og hvad der senere skal overføres til rejseagenten, når året er omme, har han forklaret, at parterne i aftalen indberetter oplysningerne til (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), hvorefter part C i aftalen holder styr på, hvor meget der er blevet betalt kontant, og hvor meget der skal overføres via bank. Hvis en guide har fået et beløb udbetalt kontant, indberettes beløbet på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) sammen med oplysninger om omsætningen for den enkelte guide. Når året er omme, laves der en samlet opgørelse for hver aftale. Part C i aftalen fungerer i den forbindelse som bogholder.

Der kan sagtens være bilag fra 2018 som først er fratrukket i 2019 på grund af tidsmæssige forskydninger. Når regnskabet gøres op, kan der opstå uenighed mellem parterne om et beløb. Det kan fx være, at guidens tal ikke stemmer med deres tal. I den situation vil guiden typisk gå tilbage til rejsebureauet, og de medtager først beløbet som et fradrag, når de er blevet enige med rejsebureauet om beløbet, og beløbet er blevet betalt. Det kan derfor forekomme, at kommission for et køb fra 2018 først er betalt i 2019, fordi de først er blevet enige om beløbet i 2019. De har ikke betalt kommission til guider, som de ikke har aftaler med. Guiderne er en del af rejsebureauerne, de kommer kun på grund af aftalerne med rejsebureauerne, og guiderne modtager kontanterne på vegne af rejsebureauerne.

(red.hjemmeside.nr.1.fjernet) blev lukket ned i 2020 i forbindelse med coronaepidemien, men inden da havde alle adgang til app’en. Det er kun part C, der har adgang til at registrere oplysningerne på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet). Part C taster de oplysninger, som de øvrige parter i aftalen (A og B) indberetter. Beløbene, som de øvrige parter indberetter, skal derfor gerne passe sammen. Det er ham, der har bestemt, at parterne skal benytte (red.hjemmeside.nr.1.fjernet). Der var mange andre butikker i Y2-by, der i 2019 benyttede (red.hjemmeside.nr.1.fjernet). Han har designet app’en i samarbejde med et firma i Y3-land. Han har vist app’en til sine konkurrenter. De andre butikker i Y2-by, der benyttede app’en, gjorde det, fordi de også ønskede flere Y8-nationalitet turister i deres butikker, og han var klar over, at de benyttede app’en. De pågældende butikker benyttede turistguides på samme måde.

Turistguiderne havde brug for kontanter til at lægge ud for rejsebureauet for hotel, entrebilletter, transport og drikkepenge mv. Kontantudbetalingerne til guiderne var derfor reelt betaling til rejsebureauerne. De kan betragtes som lån, som guiden tog fra rejsebureauet. Det var aftalt mellem rejsebureauet og guiden, og de var ikke blandet ind i det, da de udelukkede havde en aftale med rejsebureauet og ikke med guiden.

Kontanterne til kontantudbetalingerne kommer fra kundernes køb af varer. Kunderne kan godt lide at betale med kontanter. Kunderne kan betale digitalt, men kinesere er vant til at betale kontant. Kommissionen til guiderne opgøres i danske kroner, men hvis kunderne har betalt i euro, får guiden betaling i euro. Nogle gange er det nødvendigt at hæve penge i banken, idet der ikke altid er nok kontanter på lager. Hvis betalingen sker på dagen, kan det ske på to måder. Hvis der ikke er kunder i butikken, får guiden pengene med det samme. Det sker dog sjældent. Ellers får guiden kontanter for sidste gang, han eller hun var i butikken, når guiden kommer med nye kunder. Den samme guide kommer normalt 5-10 gange om året. De holder styr på, hvilke guider, der har fået betaling via (red.hjemmeside.nr.1.fjernet).

Foreholdt ekstrakten side 282, hvoraf fremgår, at omsætningen og kommissionen i dette tilfælde er lige store, har han forklaret, at der kan opstå fejl, da beløbene indtastes manuelt. Her er der tydeligt tale om en fejl, da omsætning og kommission ikke kan være lige store. De laver dobbelttjek ved at kigge på bilagene, før beløbene udbetales. Guiderne tjekker også beløbene, og hvis en guide har fået udbetalt for meget, bliver beløbet tilbagebetalt, da guiderne jo kommer tilbage igen og igen.

IC har forklaret, at hun i 2019 var ansat i ravbutikken i Y1-adresse. Hun tog sig af salg og driftsmæssige opgaver. Hun har tidligere været medejer af butikken, så hun kendte den godt. Når der kommer en gruppe turister ind i butikken, præsenterer de varerne og sælger dem på helt normal vis. Herefter laver de et bilag på kommissionen til guiden og sender oplysningerne herom og om omsætningen til et bogholderisystem, så rejsebureauet kan se, hvor stort et beløb gruppen af turister har købt varer for. IA rejser hvert år til Y3-land og taler med sine samarbejdspartnere, og de laver en aftale om, hvilken procentsats, guiderne skal have i kommission. Der er en nogenlunde fast procentsats på alle ravvarer. Der er forskellige procentsatser på andre varer, fx kosttilskud. De har kommissionslister med procenterne for alle varerne i butikkerne. Listerne er printet ud og ligger fysisk i butikkerne. De skal derfor bare indtaste guidens navn, og hvor meget kunderne har købt for i butikken. Vidnet har været med til at udbetale kommission til guider i kontanter. Normalt kontakter rejsebureauerne butikken for at meddele, hvornår guiderne kommer for at hente kommissionen. De kigger på en seddel og beregner herefter, hvor meget guiden skal have i kommission og gør pengene klar til guiden kommer. Før guiden kommer, har guiden allerede fået besked fra rejsebureauet om, hvor meget der står på sedlen. Det er normalt rejsebureauet, der giver besked om, hvem der kommer og hvornår. Det er registreret i (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), om kommissionen er udbetalt eller ej. Ud over oplysningerne i app’en brugte de også fysiske bilag, da mange guider ikke er så gode til at bruge en PC og derfor hellere ville have et fysisk bilag. Når året er omme, udarbejder IA en slutafregning til rejseagenten, hvoraf fremgår, hvilke kontantudbetalinger, der har været til de enkelte guider i de enkelte rejsebureauer. Hun kender dog ikke til detaljerne om dette, da det er revisor, der står for det. Den model, som benyttes i koncernen, er ikke usædvanlig. Den har været benyttet i 20 år og benyttes også af mange andre butikker i Y2-by. Det ville være umuligt at få Y8-nationalitet turister ind i butikkerne, hvis de ikke benyttede modellen med turistguider. Y8-nationalitet turister rejser normalt på rundrejse, og Danmark er måske det sidste stop på rejsen. Hun vil tro, at næsten 100 procent af al handel i deres butikker kommer fra Y8-nationalitet turister. Der kommer kun ganske få almindelige strøgturister i deres butikker, da butikkerne ikke ligger så centralt. Det er ikke altid kommissionen udbetales i kontanter, men ofte har turistguiden ikke fået nok kontanter med fra rejsebureauet til at kunne lægge ud på rejsebureauets vegne for entrebilletter, transport mv., og så afregnes kommissionen kontant. Ellers afregnes kommissionen ved slutningen af året. Hun ved dog ikke helt hvordan. Som regel har de nok kontanter på lager til at udbetale kommissionen kontant, da Y8-nationalitet turister godt kan lide at betale i kontanter. Kontanterne opbevares enten i en bankboks eller i en boks i butikken. Turistguiderne afholder udgifter i Danmark for rejsebureauerne, og man kan godt sige, at butikkerne køber en omsætning, som de ellers ikke ville få.

IH har forklaret, at hun startede som deltidssælger i H2-virksomhed i 2019. Hendes primære opgave er at tage imod turistgrupper og stå som sælger i butikken. Herudover laver hun simple regnskaber. Inden gruppen af turister kommer i butikken, tjekker hun på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), hvor mange turister, der kommer, og hun kan på den baggrund nogenlunde regne ud, hvor mange kontanter, der er brug for til kommission til guiderne. Hun har adgang til app’en, men kun til navnene på guiden og på personerne i turistgruppen. Det er hendes chef, der står for afregningen af kommissionen til guiderne, men hun hjælper til en gang imellem. Guiderne får en fastlagt procentsats i kommission, og der er en fast procentsats på alle varer. Hun kan kun ændre procentsatsen, hvis hendes chef beder hende om det. Hun fører den daglige omsætning ind i en dagbog, som gives videre til deres revisor. Hun fører kun regnskabet i den ene butik. Hun var ikke i 2019 bekendt med forholdene i de øvrige butikker eller i koncernen som sådan, da hun var nystartet. Det var hendes chef, IC, der bad vidnet om at udbetale kommissionen i kontanter til guiderne. Hun har ikke været med til at registrere oplysninger i (red.hjemmeside.nr.1.fjernet). Halvdelen af kunderne betalte kontant og halvdelen betalte med Visa kort. Hun ved ikke, om de havde kontanter nok på lager til at betale kommissionen til guiderne.

IJ har forklaret, at hun er sælger i ravbutikken. Hendes primære opgaver er at tage imod grupper af turister og præsentere og sælge varer. Hun har normalt ikke noget med guiderne at gøre. Nogle gange, når hendes chef, IC, har meget travlt, beder chefen vidnet om at udbetale kommissionen til guiderne. Guiderne får en på forhånd fastlagt procentsats i kommission. Hendes chef har bestemt procentsatsen. Vidnet kan ikke selv bestemme procentsatsen. Hun gør kun det, hun bliver bedt om. Kommissionen udbetales i kontanter. Kontanterne kommer fra den daglige omsætning, dvs. kassebeholdningen. De fleste Y8-nationalitet turister foretrækker at betale i euro. De har for det meste nok kontanter på lager til at kunne betale turistguiderne kontant. Hvis hendes chef har travlt, har hun på forhånd gjort pengene klar til guiderne, når de kommer. Det er altid chefen, der gør pengene klar, og vidnet ved ikke, hvor pengene kommer fra.

Parternes synspunkter

Selskaberne har i deres påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:

Sagsøgerne gør i første række gældende, at der foreligger en formalitetsmangel ved Landsskatterettens behandling af klagerne på vegne af sagsøgerne og i anden række, at skatteansættelsen også i materiel skatteretlig henseende er ukorrekt.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres følgende anbringender gældende:

3.1 Ugyldighed

I forbindelse med Landsskatterettens behandling af klagesager, har skatteyderne ret til at udtale sig for retten under et retsmøde, jf. skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1.

Under mødet skal Skatteyderen have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor, ligesom retsmødet indgår som en del af Landsskatterettens forvaltningsretlige oplysning af sagens retlige og faktiske aspekter.

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 30. juni 2023.

Sagsøgerne anmodede den 5. juli 2023 om genoptagelse af sagen, idet sagsøger under Teams-møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 17. maj 2023 oplyste, at der ønskedes et retsmøde, hvis Skatteankestyrelsen ikke ville give klagerne fuldt medhold i sagerne.

Sagsøgers ønske om et retsmøde er således ikke blevet imødekommet. Det følger af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, at Landsskatteretten kan undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for "overflødig".

Hertil skal det for det første anføres, at nægtelse af denne imødekommelse er en klar undtagelse til hovedreglen om, at retsmøde skal afholdes. Årsagen hertil skal findes i det grundlæggende retssikkerhedshensyn til borgerne og skatteyderne.

Kun hvis andre vægtige hensyn taler imod afholdelse af retsmødet, vil det være sagligt at nægte det.

For det andet skal det anføres, at hvis der efter Landsskatterettens vurdering er sådanne vægtige hensyn til stede, at anmodning om afholdelse af et retsmøde kan nægtes, skal dette meddeles klageren - dvs. sagsøgerne i nærværende sag - skriftligt.

Sagsøgerne har ikke modtaget et skriftligt afslag på anmodningen om afholdelse af retsmøde, ligesom Landsskatteretten ikke har anført noget om, at fremgangsmåden med retsmøde findes "overflødig".

Alene som følge heraf er der tale en betydelig processuel mangel i Landsskatterettens behandling af klagesagen.

Landsskatterettens manglende imødekommelse af anmodningen om afholdelse af retsmøde, indikerer ligeledes en tilsidesættelse af det forvaltningsretlige officialprincip, der sikrer, at sagens faktum er tilstrækkeligt oplyst til en korrekt afgørelse.

Det er Skatteankestyrelsens pligt, at samtlige relevante oplysninger, dokumenter mv. fremskaffes, herunder borgerens egen forklaring.

Skatteyderne har en særskilt ret til kontradiktion over den udfærdigede sagsfremstilling og har krav på såvel et skriftligt indlæg som en mundtlig forhandling med skatteankeforvaltningen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 3.

Skatteankestyrelsen, der yder bistand for Landsskatteretten og varetager sagsforberedelsen med tilhørende sagsoplysning, modtog under sin sagsbehandling alene bilagseksempler som sagsbehandleren skulle vurdere, og herefter vende tilbage til klagerne med besked om, hvorvidt disse bilagseksempler kunne bruges, eller om der skulle fremlægges mere eller andet, og det skete heller ikke.

Der er på intet tidspunkt fremsendt forslag til afgørelse i sagen. Sagerne er i stedet blot optaget til skriftlig votering i Landsskatteretten til trods for, at Sagsøgerne, under kontormødet via Teams med Skatteankestyrelsens sagsbehandler;

1) anmodede specifikt om, at der blev afholdt retsmøde i Landsskatteretten, hvis Skatteankestyrelsen ikke indstillede til fuldt medhold,

2) Skatteankestyrelsens sagsbehandler, der skal forestå hele oplysningen af sagen blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at der var tale om eksempler på bilag, og at vi kunne fremsende alle eller flere, så sagen blev oplyst fuldt ud, og

3) der blev aldrig fremsendt referat af teams-mødet med Skatteankestyrelsen, hvorved Sagsøgerne ikke kunne være vidende om, at sagsbehandleren ikke ville indstille sagen til retsmøde, til trods for flere gentagne ytringer om, at det ønskede Sagsøgerne.

Det er vigtigt at forstå, at denne rekursbehandling ikke er underlagt forhandlingsprincippet som for domstolene, men officialprincippet, hvorefter myndigheden skal sikre, at sagen er korrekt og fuldstændigt oplyst - dette gælder også fuldt ud for Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten.

Under sagens forberedelse har Skatteministeriet anført følgende forhold, i relation til spørgsmålet om ugyldighed;

Skatteministeriet anfører som én af begrundelserne for, at der ikke skulle være sket sagsbehandlings-fejl, at Skatteankestyrelsen fremsendte et mødereferat til sagsøgerne den 3. juli 2023, som der blev anmodet om på kontormødet over teams den 17. maj 2023, hvorfor det er sagsøgte Skatteministeriets opfattelse, at Skatteankestyrelsen har efterlevet bekendtgørelse nr. 2372 af 12. oktober 2021.

Men hvis Skatteministeriets egen tidslinje lægges til grund, så skulle sagsøgerne have modtaget et mødereferat fra Skatteankestyrelsen 2 dage før, at sagsøgerne samtidig anmoder Landsskatteretten om at genoptage den afgørelse, der blev truffet på skriftligt grundlag, og hvor sagsøgerne havde anmodet om retsmøde i Landsskatteretten på kontormødet.

Teams-mødet blev således afholdt den 17. maj 2023.

Her blev der udtrykkeligt anmodet om retsmøde i Landsskatteretten, hvis der ikke kunne gives sagsøgerne fuldt medhold i deres klage. Det fik Sagsøgerne ikke - altså et retsmøde i Landsskatteretten.

Der blev på samme Teams-møde den 17. maj 2023 anmodet om at modtage et mødereferat, hvilket efter sagsøgte Skatteministeriets opfattelse blev opfyldt ved fremsendelse den 3. juli 2023 - altså efter der var truffet afgørelse af Landsskatteretten på skriftligt grundlag. Så Skatteministeriet mener, at Skatteankestyrelsen opfylder sin forpligtelse til at fremsende mødereferat på opfordring, når Skatteankestyrelsen gør dette, efter der er truffet en endelig afgørelse fra Landsskatteretten.

Men man kan spørge, hvad skulle sagsøgerne bruge referatet til der - der ligger jo en endelig afgørelse fra Landsskatteretten, som sagsøgerne ikke fik mulighed for mundtlig forhandling med under et retsmøde - og uden at være blevet gjort opmærksom på, hvorfor denne mulighed ikke blev givet til sagsøgerne.

Baggrunden for, at Sagsøgerne overhovedet modtog mødereferatet den 3. juli. 2023 var, at undertegnede telefonisk rykkede for at modtage et referat, så modtagelsen var faciliteret af Sagsøgerne, ikke af Skatteankestyrelsen, og skete altså først efter Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagen, hvilket skete den 30. juni 2023, og referatet blev modtaget 3. juli 2023.

Det er besynderligt, at sagsøgte Skatteministeriet mener, at Skatteankestyrelsen har efterlevet bekendtgørelse nr. 2372 af 12. oktober 2021, ved at fremsende mødereferatet fra teams-mødet (kontormødet) 4 dage efter Landsskatteretten har truffet afgørelse på skriftligt grundlag.

Vel at mærke et mødereferat, der ville have vist, at der fejlagtigt ikke var blevet noteret, at sagsøgerne havde anmodet om retsmøde, og samtidig med, at sagsøgerne kunne spørge, om Skatteankestyrelsen ønskede samtlige bilag (der nu er fremlagt for retten som, bilag 17 - 19) fremsendt til brug for sagsbehandlingen.

Sagsøgte, Skatteministeriet blev under sagens forberedelse opfordret til [opfordring 2] at oplyse, om det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik efter sagsøgte Skatteministeriets opfattelse, at Skatteankestyrelsen fremsender referater af møder afholdt med Skatteankestyrelsens sagsbehandlere, EFTER Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen som mødereferatet angår. Skatteministeriet har ikke besvaret denne opfordring.

Samtidig blev Sagsøgte, Skatteministeriet opfordret til [opfordring 3] at oplyse, hvordan Sagsøgte Skatteministeriet havde tænkt, at Sagsøgerne skulle varetage sine interesser, herunder opdage, at sagsbehandleren i Skatteankestyrelsen fejlagtigt IKKE fik anført, at Sagsøgerne ønskede retsmøde i Landsskatteretten, og berigtige den faktiske fejl, at sagsbehandleren ikke tog stilling til, om sagsbehandleren ønskede yderligere materiale, eller om det sagsbehandleren havde modtaget var tilstrækkeligt. Heller ikke denne opfordring er besvaret.

For sagsøgerne virker dette som en umulighed, og en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at mødereferatet først fremsendes, hvilket sagsøgte Skatteministeriets egen tidsmæssige opgørelse også viser, efter Landsskatteretten havde truffet sin afgørelse, at afgørelserne må anses som ugyldige.

¨¨¨¨

Under sagens forberedelse gjorde Sagsøgte, Skatteministeriet også gældende i svarskriftet vedr. H4-virksomhed på side 3, 5. afsnit:

"Selskaberne har ikke på noget tidspunkt anmodet om et retsmøde. Selskabernes henvisning til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, om klagers mulighed for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig under et retsmøde, er derfor ikke relevant i denne sammenhæng allerede fordi, at selskaberne ikke har fremsat en sådan anmodning."

Det forholder sig imidlertid sådan, at hverken sagsøgte Skatteministeriet eller sagsøgte Skatteministeriets repræsentant deltog på dette kontormøde med Skatteankestyrelsen. Det gjorde undertegnede.

Det er derfor ret besynderligt, at sagsøgte Skatteministeriet kan udtale sig om, hvad der blev sagt, og hvad der ikke blev sagt under dette kontormøde.

Ovenstående viser netop også, at sagsbehandlerens udsagn i det omtalte mødereferat står usagt, dels fordi det påstås sendt til Sagsøgerne, men efter Landsskatteretten havde truffet afgørelse, og dels fordi, Sagsøgerne først modtog dette mødereferat, da det var for sent, idet Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagerne.

På kontormødet, der blev afholdt over Teams, blev det helt eksplicit, og uden at det kunne misforstås sagt - "Hvis ikke vi bliver indstillet til at skulle have 100 % medhold i vores påstand, ønsker vi retsmøde i Landsskatteretten".

Dette anfører undertegnede i samtlige kontormøder med Skatteankestyrelsen, hvilket aldrig før IKKE er blevet anset for en anmodning om retsmøde i Landsskatteretten, hvis Skatteankestyrelsen ikke ville indstille til, at vi skulle have fuldt medhold.

Det samme fremsagde undertegnede også i teams-mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 17. maj 2023, og netop derfor anmodede undertegnede også om at få tilsendt et mødereferat, så jeg var sikker på, at denne anmodning var anført i mødereferatet.

Sagsøgerne modtog imidlertid ikke mødereferatet, så Sagsøgerne kunne konstatere, at der ikke var indskrevet Sagsøgernes anmodning om retsmøde i Landsskatteretten før, Landsskatteretten havde truffet afgørelse - det gør det alt andet lige svært at varetage sine interesser som borger i en sag mod myndighederne, når de end ikke fremsender referater af møderne med borgeren eller dennes repræsentant, endda når det bliver efterspurgt.

Dette er i sig selv en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der må medføre ugyldighed.

¨¨¨¨

Sagsøgte, Skatteministeriet anfører endvidere i svarskriftet side 3, 6. afsnit vedr. H4-virksomhed:

"Det er udokumenteret, at selskaberne, som påstået, har anmodet om et retsmøde på kontor-mødet den 17. maj 2023, jf. stævningen s. 7, afsnit 3.1."

Hvis det er udokumenteret, skyldes dette alene Skatteankestyrelsens fejlagtige sagsbehandling af denne sag, hvor der ikke bliver fremsendt mødereferat, som kunne have gjort Sagsøgerne opmærksom på, at sagsbehandleren i Skatteankestyrelsen, bevidst eller ubevidst, ikke havde noteret, at sagsøgerne ønskede retsmøde i Landsskatteretten.

Det er derfor meget besynderligt, at Sagsøgte Skatteministeriet har behov for at skrive, at det er udokumenteret, at Sagsøgerne ønskede retsmøde, når Sagsøgerne end ikke fik muligheden for at konstatere, at mødereferatet ikke var retvisende, idet Sagsøgerne ikke modtog dette, forinden Landsskatteretten havde afsagt afgørelse.

Det er en meget mærkværdig holdning til sagsbehandlingen i de underliggende skattemyndigheder, Skatteministeriet, som øverste ansvarlig for skattemyndighederne udtrykker her.

Skatteministeriets udtalelse må forstås sådan, at Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen eller de øvrige myndigheder blot kan undlade at lave referater, for så kan skatteyderen ikke dokumentere, hvad der er sagt og ikke sagt.

Referatpligten for offentlige myndigheder er lovfæstet i forvaltningsloven, og kan ikke omgås til skade for borgeren. Manglende referat, der er godkendt og gennemgået af borgeren, skal således komme myndigheden til skade - ikke borgeren, idet forpligtelsen til at udarbejde referat i henhold til loven er myndighedens, og for at sikre referatet er korrekt og retvisende skal det sendes til borgeren til godkendelse.

Nu virker det til, at Skatteministeriet ser bort fra denne forpligtelse til skade for skatteyderen, i denne sag Sagsøgerne.

For at teste, om det var Sagsøgte, Skatteministeriets holdning og opfattelse, blev Sagsøgte, Skatteministeriet opfordret [opfordring 4] til at oplyse, hvordan Sagsøgte, Skatteministeriet mener Sagsøgerne skulle have mulighed for at løfte sin bevisbyrde for, at der var anmodet om retsmøde i Landsskatteretten, når sagsbehandleren end ikke fremsender mødereferatet før Landsskatteretten træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Heller ikke denne opfordring blev besvaret.

I duplikken side 1, afsnit 2, anførte Skatteministeriet i stedet for at besvare opfordringen:

"at, Skatteankestyrelsen ikke ex officio fremsender mødereferater fra kontormøder, men at klager under et kontormøde kan anmode om at få en kopi af referatet, duplikken side 1 (afsnit 2)."

Samtidig anførtes det igen i duplikken, at det bestrides som udokumenteret, at selskaberne havde anmodet om, dels et retsmøde og dels at der blev anmodet om at få en kopi af mødereferatet på kontormødet via Teams den 17. maj 2023.

Det er vist det, der kaldes en gratis omgang fra Skatteministeriets side at anføre, at noget ikke er dokumenteret, når hele problemstillingen netop angår, at Skatteankestyrelsen ikke har efterlevet kravet om referatpligt.

Derfor blev Skatteministeriet også opfordret til at fremlægge den optagne video af kontormødet over teams, [opfordring 6 til Skatteministeriet], idet det deraf ville fremgå, at undertegnede direkte siger til sagsbehandleren, at

1) han skal kigge på de bilagseksempler, vi har fremsendt og vende tilbage på, om det er denne form for bilag han efterspørger, og om de er fyldestgørende, eller om han mangler yderligere,

2) at jeg gerne vil modtage en kopi af mødereferatet, og

3) at Klagerne, der nu er sagsøgere, ønsker retsmøde i Landsskatteretten, hvis ikke Skatteankestyrelsen lægger op til, at Klagerne skulle have medhold.

Skatteministeriet har ikke efterlevet denne opfordring.

I duplikken, side 3, afsnit 3 og 4, anfører Skatteministeriet endvidere: "Det af selskabernes advokat i replikken s. 6, afsnit 2 ff. anførte om, at et retsmøde i Landsskatteretten er uden betydning i skattesager generelt, kan ikke læses ud af ministeriets svarskrift. Tværtimod omhandler afsnittet i ministeriets svarskrift s. 4, afsnit 3, de konkrete sager, som her behandles. Som anført ses der ikke i sagerne, der behandles her, holdepunkter for at antage, at et retsmøde ville have haft væsentlig betydning for afgørelsernes indhold. Dette så meget desto mere, når selskaberne med sagernes indbringelse for domstolene end ikke har fremlagt det yderligere materiale der, ifølge selskaberne, er helt afgørende for sagernes udfald.

Selskaberne opfordres (B) til at fremkomme med det, som der ønskedes belyst ved et retsmøde."

Det skal for det første anføres, at sagsøgerne har opfyldt opfordring B ved, at alt materialet er fremsendt som bilag 17 - 19.

Det forhold, at Skatteministeriet ved sin egen opfordring B til sagsøgerne beder sagsøgerne om at fremsende det relevante materiale, understreger i sig selv sagsøgernes pointe om, at Skatteministeriet underminerer retsmødets betydning i Landsskatteretten, jf. straks nedenfor, idet dette havde været en del af sagsbehandlingen for Landsskatteretten, som Skatteankestyrelsen ikke har taget stilling til.

¨¨¨¨

Sagsøgte, Skatteministeriet anførte tillige på side 3, afsnit 7 og 8 i svarskriftet vedr. H4-virksomhed:

"Det er ligeledes udokumenteret, at Landsskatteretten har truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag, jf. stævningen s. 8, afsnit 6. Selskaberne indsendte bilagseksempler, jf. stævningen s. 8, afsnit 1, ligesom selskaberne foruden klagen har indsendt en udtalelse, og der er blevet afholdt et kontormøde. Såfremt selskaberne ønskede at fremlægge yderligere materiale, har de haft mulighed herfor.

Det faktum, at det fremgår af referatet fra kontormødet (bilag E), at sagsbehandleren ville kontakte selskaberne, hvis sagsbehandleren skulle bruge yderligere materiale, ændrer ikke herved."

Skatteministeriet henviser endnu engang til det mødereferat, som Sagsøgerne ikke har modtaget og som først, på sagsøgers henvendelse til Skatteankestyrelsen, bliver fremsendt efter Landsskatteretten havde truffet sin afgørelse, hvorfor der ikke var mulighed for at kommentere og berigtige indholdet af mødereferatet for Sagsøgerne, hvilket der blev anmodet om mulighed for.

For det første, var det aftalt med sagsbehandleren inden kontormødet over teams, at Sagsøgerne skulle fremsende eksempler på afregningsbilag og informationer om de rejse-/turistagenter, som de havde betalt til.

På teams-mødet blev det for det andet aftalt, at Sagsbehandleren skulle gennemgå det materiale, der var fremsendt inden Teams-mødet, og give Sagsøgerne besked om, hvorvidt dette materiale var tilstrækkeligt til at løfte beviset for, at der var afholdt fradragsberettigede udgifter, hvorefter der ville blive fremsendt dokumentation for udbetaling til resten af agenterne, eller om der var andet information/dokumentation, sagsbehandleren skulle bruge i stedet for eller som supplement til det allerede fremsendte.

Det blev således aftalt, at sagsbehandleren uanset hvad skulle vende tilbage til Sagsøgerne - enten med besked om, at materialet var tilstrækkeligt eller med besked om, at der ønskedes andet eller yderligere materiale.

Sagsbehandleren vendte aldrig tilbage. Det næste, Sagsøgerne fik fra myndighederne, var Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 i alle sagerne.

Det er derfor også bemærkelsesværdigt, når sagsøgte, Skatteministeriet anfører, at sagsøgerne har haft mulighed for at fremsende materiale, når Teams-mødet afholdes 17. maj 2023, og Sagsøgerne venter på en tilbagemelding fra sagsbehandleren, og der allerede 30. juni træffes endelig afgørelse i Landsskatteretten.

Med de sagsbehandlingstider, der er ved Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten er 5 uger end ikke en horisont, hvor Sagsøgerne burde overveje, om Sagsbehandleren havde glemt dem eller glemt sagen.

Sagsbehandleren burde således have været vendt tilbage med besked om, hvorvidt det materiale, han allerede havde modtaget, var fyldestgørende eller ikke.

Selve sagsbehandlingen af sagen på baggrund af det materiale, sagsbehandleren havde modtaget fra Sagsøgerne, var ligeledes ufyldestgørende, idet der alene var tale om fremsendelse af udpluk af materiale til sagsbehandleren, så denne kunne vurdere, om det materiale, der var fremsendt, var tilstrækkeligt til, at der kunne træffes afgørelse, hvorefter Sagsøgerne ville sende tilsvarende materiale på de øvrige rejse/turistagenter - eller om det allerede fremsendte udpluk skulle suppleres yderligere for hver agent.

Alene det forhold, at der var tale om ufuldstændigt materiale, og dette var gjort klart for sagsbehandleren, viser, at afgørelserne af 30. juni 2023 ikke efterlever officialprincippet alene af den grund, at sagsbehandleren vidste, at Sagsøgerne havde mere materiale, de ønskede blot at vide, hvor meget mere de skulle sende.

Også derfor er afgørelserne ugyldige.

¨¨¨¨

Yderligere anførte Sagsøgte, Skatteministeriet i svarskriftet til punktet om ugyldighed på side 4, 3. afsnit vedr. H4-virksomhed:

"Det forhold, at der ikke er afholdt retsmøde i Landsskatteretten, fordi selskaberne ikke anmodede herom, er ikke en sagsbehandlingsfejl. Selv hvis det var en sagsbehandlingsfejl, ville det ikke medføre ugyldighed, idet der ikke foreligger fornødne holdepunkter i sagen for at antage, at et retsmøde ville have haft væsentlig betydning for afgørelsernes indhold."

Det anførte fra sagsøgte, Skatteministeriet er ret bedrøvelig læsning.

Det sagsøgte, Skatteministeriet anfører er, at retsmøde i Landsskatteretten er uden betydning i skattesager. Der kan tilsyneladende ikke ske noget på et retsmøde i Landsskatteretten, der kan ændre på det skriftlige grundlag, der er til rådighed for Skatteankestyrelsen, siden Skatteministeriet udtaler som gjort i svarskriftet.

Det er i øvrigt også en ret besynderlig udtalelse fra sagsøgte, Skatteministeriet, at deres eget nedsatte klageorgans mundtlige behandling, ikke vil medføre nogen forskel for sagernes resultat.

Så kan dette klageorgan jo lige så godt nedlægges, og domstolene overtager rollen fuldstændig, hvis det alligevel er uden betydning at klage til Skatteankestyrelsen, idet det ikke vil kunne gøre en forskel med mundtlig behandling i Landsskatteretten.

Skatteministeriet har desuden ikke anført, hvorfor der ikke er holdepunkter for, at et retsmøde ville have haft væsentlig betydning for afgørelsens indhold. Hvordan kan Skatteministeriet udtale dette? Er Skatteministeriet involveret direkte i Landsskatterettens afgørelse, siden Skatteministeriet kan anføre dette?

Det fremgår direkte af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1, at;

"Skatteministeren kan ikke træffe afgørelse om en ansættelse af skat, en vurdering af fast ejendom eller en registrering af et køretøj, herunder om de med sådanne ansættelser forbundne bevillinger eller dispensationer."

Er det ikke netop det, Skatteministeriet gør her?

Træffer afgørelse om, at behandling for Landsskatteretten havde været formålsløst. Det kan Skatteministeriet da vel kun mene, hvis Skatteministeriet konkret er involveret i den direkte sagsbehandling, ellers kan sådanne udtalelser jo ikke have nogen substans over sig overhovedet.

Hvis der havde været afholdt retsmøde i Landsskatteretten, ville Sagsøgerne jo netop have fremsendt det yderligere materiale, som Sagsøgerne ikke fik mulighed for, da der pludselig dumpede en afgørelse ind i e-boks.

Det yderligere materiale, som Skatteankestyrelsen slet ikke har set, kunne sagtens have gjort en forskel. Det er jo netop umuligt for Sagsøgte, Skatteministeriet at vurdere, medmindre Sagsøgte, Skatteministeriet allerede er bekendt med, at den mundtlige forhandling i Landsskatteretten ikke kan gøre nogen forskel på sagens resultat, hvilket derved vil kalde på en nedlæggelse af den mundtlige proces i Landsskatteretten, idet denne vil være rent ressourceforbrug uden reelle hensigter.

Dette udsagn fra Sagsøgte, Skatteministeriet, vil Sagsøgerne bringe for Folketingets Ombudsmand, idet det er bekymrende for borgerne, hvis processen i Landsskatteretten er en ren skinproces, uden noget reelt indhold, hvilket ovenstående udtalelse fra Sagsøgte, Skatteministeriet giver indtryk af.

På baggrund af ovenstående har Landsskatteretten truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag, og denne formalitetsmangel bør tillægges ugyldighedsvirkning, hvorfor sagsøgernes principale påstand bør tages til følge.

3.2 Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Skattestyrelsen og Landsskatteretten underkender grundlæggende set et fradrag baseret på bilagenes indhold, idet Skattestyrelsen og Landsskatteretten mener, at der ikke kan være afholdt en udgift, hvis ikke bilagene, der underbygger fradraget, indeholder oplysninger om adresse, personnumre eller øvrige kontaktoplysninger på den pågældende tour guide, idet dette er påkrævet for at foretage kontrol af, om de pågældende tour guides har modtaget beløbene.

Tilsvarende underkender Skattestyrelsen og Landsskatteretten et fradrag under henvisning til, at der ikke forefindes en skriftlig kontrakt mellem Sagsøgerne og de pågældende tour guides, ligesom der henvises til en manglende aftale om "provisionens" størrelse.

På baggrund af sagens FAKTISKE omstændigheder, gøres det for det første gældende, at Sagsøgerne har indgået adskillige skriftlige kontrakter med Y8-nationalitet rejsebureauer, hos hvem de pågældende tour guides er ansat, jf. bilag 2.

Disse kontrakter viser meget tydeligt, at der består en klar samarbejdsaftale mellem Sagsøgerne, rejseagenturer og tour guides, ligesom samarbejdsaftalerne skaber en klar sammenhæng mellem Sagsøgerne og de i sagen omhandlende tour guides.

Samarbejdsaftalerne indeholder desuden et skema, hvorefter udbetalingens størrelse reguleres efter en af parterne fastsat %-sats afhængig af, i hvilken af Sagsøgernes butikker salget foretages i. Der er således en klar aftale om variation af betalingen til de enkelte tour guides, alt efter hvor salget placeres jf. bilag 3.

På baggrund af oplistningen af de registrerede oplysninger på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), jf. bilag 10, har Sagsøgerne desuden både navn, pasnummer og ID på hver enkelt tour guide, der har ledsaget hver enkelt turistgruppe i Sagsøgernes butikker, ligesom Sagsøgerne kan dokumentere, hvilket rejse-agentur tour guiden tilhører, idet denne ligeledes er registreret med navn, adresse, e-mail og ID.

Alt dette er oplysninger, som ved opslag på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) nemt kan findes, idet der i øvrigt er direkte vedhæftning af de for salget relevante udgiftsbilag og kasseboner.

Ud fra sagens FAKTISKE oplysninger ér det således muligt at kontrollere, om de pågældende tour guides har modtaget de udbetalte beløb.

Skattestyrelsens og Landsskatterettens begrundelse for afvisning af fradrag, kan derfor de facto ikke fastholdes.

Af samme årsag træffer Skattestyrelsen og Landsskatteretten afgørelse på et uoplyst grundlag, idet de af Sagsøgerne fremlagte faktuelle oplysninger, ikke fremgår af Skattestyrelsens afgørelse og ikke i fuldt omfang er indarbejdet i Landsskatterettens afgørelse.

Til opfyldelse af opfordring B fremsendte sagsøgerne bilag 17 - 19, og Skatteministeriet har ved e-mail til undertegnet bekræftet, at dette materiale underbygger samtlige udbetalinger til rejseagenterne, som Skattestyrelsen har nægtet fradrag for i denne sag.

Det kan således lægges til grund som et faktum, at der er dokumentation for hver eneste udbetaling til rejse-/turistagenterne og udbetalingerne er dokumenteret.

¨¨¨¨

For så vidt angår samarbejdsaftalerne, viser disse desuden meget tydeligt, at Sagsøgerne ikke ville være i stand til at bringe Y8-nationalitet turister ind i butikkerne samt generere den selvangivne omsætning, hvis ikke samarbejdet, og de deraf følgende udgifter, var reelle.

I den sammenhæng må det lægges til grund som et faktum, at der har eksisteret et reelt samarbejde mellem Sagsøgerne, de Y8-nationalitet rejseagenturer og tour guides, idet dette er faktuelt dokumenteret ved såvel samarbejdsaftaler, rapportering af salg og udgifter på (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) samt udgiftsbilag og kasseboner vedrørende hver enkel turistgruppes besøg i Sagsøgernes butikker.

Da Skattestyrelsen og Landsskatteretten anerkender og fastholder Sagsøgernes omsætning, må det lægges til grund, at salget til Y8-nationalitet turistgrupper i Sagsøgernes butikker har været reelle. Hvis ikke ville der være et overnormalt dækningsbidrag på salget, hvis sagsøgerne kunne gennemføre salgene uden omkostninger til følge, hvilket er Skatteministeriets, Landsskatteretten og Skattestyrelsens opfattelse - hvilket er i strid med helt almindelig driftøkonomisk teori.

For at gennemføre disse reelle salg til de Y8-nationalitet turistgrupper, må tour guiden have arrangeret og bistået den Y8-nationalitet turistgruppe på den guidede rute i Y2-by, herunder den på ruten planlagte shopping i Sagsøgernes butikker - ellers kan salget som sket til de Y8-nationalitet turister ikke gennemføres.

Det gøres derfor gældende, at i det tilfælde, hvor Sagsøgte, Skatteministeriet måtte fastholde, at omsætningen er korrekt og baseret på salg til de Y8-nationalitet turistgrupper, må tour guiden, i overensstemmelse med samarbejdsaftalen, have arrangeret og bistået den guidede tur i Sagsøgernes butikker for at gennemføre salget, jf. bilag 10, hvorfor udgiften hertil helt selvfølgeligt er fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

¨¨¨¨

Skattestyrelsen og Landsskatteretten gør endvidere overordnet gældende, at Sagsøgerne ikke har bevist, at der har været afholdt en udgift til de pågældende tour guides.

Skatteministeriet har imidlertid godkendt ved e-mail fra Skatteministeriets repræsentant til undertegnede, at bilag 17 - 19 dokumenterer samtlige udbetalinger til rejse-/turistagenterne, hvorfor det ikke længere er et spørgsmål, om udbetalingen til disse har fundet sted, men et spørgsmål om, hvorvidt der er ret til skattemæssigt fradrag herfor.

Derudover skal det gøres gældende, at Sagsøgerne ikke er pålagt en decideret bevisbyrde, baseret på konkrete dokumenter, for sin fradragsberettigede udgift, men Sagsøgerne skal alene kunne sandsynliggøre, at der må være afholdt en udgift for at skabe den selvangivne indkomst.

Det fremgår eksempelvis af litteraturen, jf. "Skatteretten 1, 10. udgave 2024", side 327 f. at;

"En udgift kan alene fradrages, såfremt der foreligger specifik hjemmel hertil. Dette udgangspunkt er det modsatte af, hvad der gælder for indtægter, idet SL § 4 foreskriver, at alle økonomiske fordele er skattepligtige, medmindre der eksisterer særlig hjemmel for skattefrihed. En sådan fremgår navnlig af SL § 5 om økonomiske fordele, der henhører under formuesfæren. Forskellen har ikke mindst den praktiske betydning, at skatteyderen er pålagt et dokumentationskrav for udgiftens afholdelse og karakter således, at fradraget ikke kan anerkendes, hvis det ikke på den fornødne klare måde er dokumenteret eller dog sandsynliggjort for skattemyndighederne. Da skatteretten ikke indeholder særlige formkrav, kan der i princippet ikke stilles krav om, at en udgift er dokumenteret ved et egentligt bevis for udgiftens afholdelse og størrelse i form af faktura eller lignende. Det er tilstrækkeligt, at den skattepligtige uden rimelig tvivl sandsynliggør udgiftens afholdelse."

Der eksisterer således IKKE et dokumentationskrav i skatteretten for udgifter, idet en udgift giver ret til fradrag, hvis blot det kan sandsynliggøres, at den har været afholdt eller må have været afholdt for at sikre indkomsten forbundet dermed.

Bevisbyrden, der påhviler skatteyderen, kan således løftes, hvis det blot sandsynliggøres, at der må have været, eller har været afholdt en konkret udgift, for at sikre indkomsten.

I nærværende sag skal det holdes for øje, at selve indkomsten fastholder Skattestyrelsen og Landsskatteretten. Den er åbenbart til stede ifølge disse myndigheder, men det er udgifterne til at generer denne indkomst, som skattemyndighederne ikke finder er dokumenteret.

Det er således forkert, når Skattestyrelsen og Landsskatteretten indirekte anfører, at det er Sagsøgerne, der via sin bevisbyrde for, at der er afholdt en fradragsberettiget omkostning, skal dokumentere, via et bestemt dokumentbevis, at der har været afholdt en fradragsberettiget omkostning.

Det eksisterer ikke noget krav om dokumentbevis, hvis det blot er sandsynliggjort, at der må have været afholdt en udgift for at generere en indkomst. Det viser sig imidlertid nu, efter Skatteministeriet har anerkendt, at de som bilag 17 - 19 fremlagte bilag underbygger hver eneste udbetaling til agenterne, der samlet beløber sig til Skattestyrelsens underkendelse beløbsmæssigt af fradraget, at sagsøgerne har dokumenteret afholdelsen af udgifterne.

Da Skatteministeriet samtidig fastholder, at indkomsten baseret på turisternes indkøb i sagsøgernes butikker udgør selskabets omsætning, og disse turister alene kommer i sagsøgernes butikker som følge af betalingen til rejse-/turistagenterne, vil der i henhold til nettoindkomstprincippet i statsskattelovens §§ 4 - 6 være fradrag for disse udgifter, idet de er afholdt for at sikre og vedligeholde indkomsten (omsætningen via turisterne).

Kun nettoindkomsten er skattepligtig. Derfor skal alle sandsynliggjorte afholdte udgifter, for at sikre en indkomst, modregnes, således at kun nettoindkomsten bliver beskattet.

Dette illustreres klart bedst med SKM 2021.102 BR, hvor der skønsmæssigt fastsættes udgifter, når det er sandsynligt, at der må have været afholdt sådanne.

Sagsøgeren i SKM2021.102 BR havde i en forudgående straffesag fået 15 års fængsel for handel med ikke mindre end 6,99 kg kokain.

I forbindelse med den civile skattesag om beskatningen af dette salg af narkotika, var indkomsten fastsat skønsmæssigt, idet der i sagens natur ikke var foretaget nogen selvangivelse af den omhandlede indkomst.

I sagen blev der imidlertid, ud over en skønnet salgspris, også skønsmæssigt opgjort en købspris, idet der måtte have været omkostninger forbundet med anskaffelsen af de mange kilo kokain.

Af dommens præmisser fremgår således;

Det kan herefter ikke bestrides, at A, uanset sin forklaring, har haft en indtægt og fortjeneste ved videreoverdragelse af kokain.

Retten finder herefter, at fortjeneste ved videreoverdragelse af kokain udgør en skattepligtig indkomst.

Skattemyndighederne har ved beregningen af A’s fortjeneste ved videreoverdragelsen af de 6,99 kg kokain taget udgangspunkt i politiets oplysninger om engrosprisen på kokain og har ved inddragelsen af udgifterne til blandingsprodukt anvendt det dyreste alternativ. Efter de foreliggende oplysninger har skattemyndighederne foretaget et lempeligt skøn ved beregning af fortjenesten, og der foreligger ikke et sikkert grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn skulle være åbenbart urimeligt"

Pointen i forhold til nærværende sag er, at der selv i en sag, der omhandlede handel med kokain, skønsmæssig blev fastsat både en salgspris, men altså også en fradragsberettiget købspris.

Derved blev skatteyderen alene beskattet af den opnåede skønsmæssigt fastsatte avance, altså nettoindkomsten, som det fremgår af statsskattelovens §§ 4 - 6.

Det er også værd at bemærke, at skatteyderen i SKM 2021.102 BR end ikke havde et eneste dokument til at sandsynliggøre fradraget, hvorfor dette blev fastsat skønsmæssigt baseret på "gadeværdien" af kokain i engros-salg - fordi det havde formodningen for sig, at der måtte have været betalt for det kokain, som blev lagt til grund var blevet solgt, idet man ikke kunne sælge noget, uden først at købe det.

Skatteyderen i SKM 2021.102 BR havde desuden ikke foretaget nogen form for bogføring eller lignende i virksomheden, men fik alligevel fradrag for den udgift, der var sandsynliggjort måtte være afholdt for at have opnået indkomsten, som myndighederne ønskede at beskatte.

Sagsøgerne i nærværende sagskompleks har fremlagt såvel samarbejdsaftaler som net-rapportering af salg, udgifter, tour guides, rejseagenturer og turistgrupper, ligesom Sagsøgerne har fremlagt udgiftsbilag med dertilhørende kassebonner, der dokumenterer salg og den deraf følgende udgift til tour guides for hver eneste transaktion, som Skatteministeriet også har anerkendt i e-mail til undertegnede, jf. bilag 17 - 19.

Alt sammen forhold, der både dokumenterer og sandsynliggør, at Sagsøgerne, som følge af samarbejdet med rejseagenturer og tour guides, har afholdt en omkostning, hvis størrelse afhænger af turistgruppernes samlede køb.

Der er desuden ikke krav til eksempelvis fremlæggelse af faktura, bilag eller anden dokumentation for at opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det afgørende er, om det er sandsynliggjort, at denne udgift, som skatteyderen ønsker fradrag for, faktisk er afholdt for at skabe indkomsten.

I nærværende sag er det Sagsøgernes klare opfattelse, at det ikke blot er sandsynliggjort, men endda dokumenteret ved dokumentbeviser, at Sagsøgerne har afholdt udgifter til de forskellige tour guides for at generere indkomsten ved salget i butikkerne på gågaden i Y2-by.

Derfor kan Skattestyrelsen og Landsskatteretten heller ikke blot underkende Sagsøgernes bilag, for derved at fratage Sagsøgerne fradraget herfor, når der slet ikke er krav om fremlæggelse af bilag. Bilag, der dog fremlægges, kan således ikke underkendes - de skal tages i betragtning ved vurderingen af, om udgiftsafholdelsen er sandsynliggjort.

Myndighederne er i en vildfarelse om, hvad der skal bevises, og hvordan dette bevis kan løftes. Det har skatteretten fastslået, hvilket ses af litteraturen og eksempelvis SKM 2021.102 BR, at for at overholde statsskattelovens nettoindkomstprincip, skal der gives fradrag for udgifter, der er sandsynliggjort afholdt.

Det gøres derfor gældende, at Sagsøgerne både har dokumenteret via bilag 1, bilag 4 og bilag 10, at Sagsøgerne har foretaget udbetalinger til tour guides, og samtidig sandsynliggjort at denne udgift har været nødvendig for at generere den omsætning ved salget i butikkerne, som Skattestyrelsen og Landsskatteretten har lagt til grund, er sket, hvorfor Skattestyrelsens forhøjelse af de i bilag 6-9 trufne afgørelser, stadfæstet af Landsskatteretten i bilag 11-14 skal nedsættes til kr. 0.

3.3 Ligningslovens § 8 Y

Skattestyrelsen og Landsskatteretten anfører desuden, at udbetaling af samlet kr. 4.714.135 fra Sagsøgerne er sket i strid med ligningslovens § 8 Y og dermed ikke er fradragsberettiget.

Sagsøger er ikke enig i, at udbetalingerne er sket i strid med ligningslovens § 8 Y, idet forholdet i det hele falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Det følger af ligningslovens § 8 Y, at fradrag for udgifter vedrørende køb af "varer og ydelser" er betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, hvis betalingen udgør over kr. 8.000 inklusive moms.

Der er imidlertid ikke tale om, at Sagsøger har købt hverken varer eller ydelser.

Sagsøger har derimod indgået en samarbejdsaftale med forskellige rejseagenturer om, at turistgrupper bringes til Sagsøgernes butikker, og kun hvis turistguiderne bringer turisterne forbi sagsøgernes butikker, og kun hvis turisterne køber noget i Sagsøgernes butikker, udløser det betaling til henholdsvis rejseagenturerne og de pågældende tour guides.

Der er således tale om en samarbejdsaftale mellem parter, der har en fælles interesse i at generere en omsætning i Sagsøgernes butikker, idet dette er til såvel Sagsøgernes, rejseagenturernes og de pågældende tour guides’ fordel. Tour guiderne leverer en ydelse til turisterne, og sagsøgerne leverer en ydelse og eventuelt et salg af varer til turisterne. Men turistguiderne leverer ikke en ydelse til sagsøgerne, men er berettiget til en betaling for ydelsen, der leveres til turisterne, men denne udløses som en slags licensbetaling.

Dette fremgår også tydeligt af parternes skriftlige samarbejdsaftaler, som alle er baseret på principper om sammenhold, udvikling og "winwin"-resultater, jf. bilag 1.

Der er dermed tale om et samarbejde om, på den ene side at opnå et mersalg i Sagsøgernes butikker, og på den anden side at give Y8-nationalitet turister en autentisk købsoplevelse i Danmark, jf. samarbejdsaftalens formålsbestemmelse, se bilag 2.

Betaling til rejseagenturerne og de pågældende tour guides er betinget af omsætning i Sagsøgernes butikker, hvorfor Sagsøgernes udgifter til tour guides rent faktuelt er betaling for den meromsætning, de Y8-nationalitet turister skaber ved deres besøg i Sagsøgernes butikker, og ikke betaling for en ydelse leveret til Sagsøgerne.

Hvis der ingen salg er, udbetales heller ikke et beløb til den pågældende tour guide. Det som Sagsøgerne ved samarbejdet "køber", er derved en faktuel omsætning, hvilket aldrig kan henhøre under betegnelsen "vare eller ydelse".

Skattestyrelsen har dermed i vidt omfang fortaget en udvidende fortolkning af, hvad der forstås ved køb af "varer og ydelser", hvilket ikke har nogen berettigelse.

Som det også fremgår af det netop anførte, foreligger der mellem Sagsøger og de forskellige rejseagenturer ikke egentlige købekontrakter, men derimod samarbejdskontrakter.

Rejseagenturerne har en interesse i at skræddersy den bedste rejse til deres kunder, herunder at skabe en autentisk shopping-oplevelse i danske strøgbutikker, hvorfor der også stilles krav til Sagsøgernes vedligeholdelse, varekvalitet og priser, se bilag 2, 2. pkt.

Parterne samarbejder således om at give Y8-nationalitet turistgrupper en god shopping-oplevelse og samtidig øge omsætningen i Sagsøgernes butikker til fordel for såvel Sagsøgerne som rejseagenturerne og de pågældende tour guides.

Af samme grund har Sagsøgerne ikke købt en vare eller ydelse af rejseagenturerne eller de pågældende tour guides.

Der er i stedet tale om et samarbejde baseret på "win-win"-resultater for begge parter, jf. formåls-bestemmelsen i samtlige kontrakter, se bilag 2.

Idet det fremhæves, at udbetalingerne til diverse rejseagenturer og tour guides er afholdt i henhold til omsætningsbaserede samarbejdsaftaler og ikke er udtryk for, at Sagsøgerne har købt hverken "varer eller ydelser", omfattes forholdet ikke af anvendelsesområdet for ligningslovens § 8 Y.

¨¨¨¨

Forholdene i nærværende sag falder herudover ud fra en subjektiv formålsfortolkning utvetydigt uden for ligningslovens § 8 Y, idet bestemmelsens helt klare formål er bekæmpelse af sort arbejde.

Det følger således af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 2 om "lovforslagets formål og baggrund":

"[F]ormålet med lovforslaget [er] at sikre en højere grad af synlighed og gennemsigtighed i forhold til det sorte arbejde […] Sort arbejde kan betragtes som et juridisk spørgsmål, hvor retstilstanden er klar, og hvor sort arbejde betegner manglende angivelse af skattepligtig indkomst.

Begrebet sort arbejde repræsenterer en gråzone. For at kunne bekæmpe omfanget af og brugen af sort arbejdskraft effektivt er det nødvendigt, at denne gråzone reduceres. Med lovforslaget foretages stramninger af lovgivningen ved øget gennemsigtighed og skærpede kontrolbeføjelser.

Herudover fremgår følgende af afsnit 3.4 specifikt om "krav om digital betaling af beløb over kr. 10.000" (ligningslovens § 8 Y):

"Sort arbejde kendetegnes ved, at der ikke udstedes en faktura til køber, og at køber oftest betaler kontant. Når det foregår på denne måde, vil der ikke være et transaktionsspor. Med henblik på at etablere et sådant kontrolspor foreslås krav om digital betaling af beløb over 10.000 kr. inkl. moms.

Ved at anvende digitale betalingsmåder etableres et transaktionsspor, som skaber et bedre grundlag for SKAT, til at afsløre fiktive fakturaer, der benyttes som fradrag, og kædesvig, hvor der fratrækkes udgifter fra underleverandører, der unddrager skat og moms."

Det fremgår altså helt tydeligt af forarbejderne til ligningslovens § 8 Y, at formålet med bestemmelsen er bekæmpelse af sort arbejde ved indførelse af et digitalt transaktionsspor, som skaber en kontrol-mulighed for Skattestyrelsen.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har imidlertid ikke i nærværende sag gjort gældende eller dokumenteret, at:

Det af de Y8-nationalitet tour guides’ udførte arbejde med at bringe de Y8-nationalitet turistgrupper til Sagsøgernes butikker og den heraf følgende eventuelle provisionsbetaling i tilfælde af turisternes køb i Sagsøgernes butikker er sort arbejde.

De Y8-nationalitet tour guides er skattepligtige til Danmark, og dermed har haft en forpligtelse til angivelse af skattepligtig indkomst, som de ikke har opfyldt, hvilket kunne være betegnet som sort arbejde omfattet af formålet med ligningslovens § 8 Y.

Formålet med kontantbetalingerne skulle være båret af en interesse i ikke at efterlade sig et kontrolspor, hvilket sagsøgerne netop gør, som bilagene viser.

Der er udstedt fiktive fakturaer med henblik på at opnå et uberettiget skattefradrag og derved udøve skatteunddragelse.

Ingen af de anførte punkter har i øvrigt nogen form for hold i virkeligheden.

Hverken de Y8-nationalitet tour guides eller de Y8-nationalitet rejseagenturer er skattepligtige til Danmark, og der kan derfor heller ikke være tale om sort arbejde, som netop er kendetegnet ved at unddrage sig betaling af en skat i Danmark, som man er pligtig at betale.

Det fremstår derfor helt klart, at forholdet ikke er omfattet af ligningslovens § 8 Y, og at Sagsøgernes ret til fradrag for betaling til henholdsvis rejseagenturerne og tour guidesene således ikke er betinget af, at betalingerne er sket elektronisk.

Hvorvidt betalingerne er sket kontant eller elektronisk er derfor for så vidt irrelevant i nærværende sag.

Ovenstående medfører, at selv i det tilfælde, at retten lægger til grund, at samarbejdsforholdet i nærværende sag er udtryk for "køb af varer eller tjenesteydelser", falder forholdet uden for ligningslovens § 8 Y, idet der ikke er tale om sort arbejde, idet modtagerne af betalingerne ikke er skattepligtige til Danmark, og derfor aldrig kunne lave sort arbejde i Danmark, som ligningslovens § 8 Y skal dæmme op for, som det direkte fremgår af lovforarbejderne.

¨¨¨¨

Det gøres derfor samlet set gældende, at i tilfælde af, at retten ikke finder, at afgørelserne i sin helhed er ugyldige, grundet manglende sagsoplysning, har Sagsøgerne bevist og sandsynliggjort, at de har haft en fradragsberettiget udgift, der ikke er begrænset af reglerne i ligningslovens § 8 Y, hvorfor Skattestyrelsens oprindelige forhøjelser, der er stadfæstet af Landsskatteretten, skal nedsættes til kr. 0.

Såfremt Retten trods det oven for anførte måtte finde, at betalingerne er omfattet af anvendelsesområdet for ligningslovens § 8 Y, gøres det gældende, at fradraget alene skal nægtes for den del, der er betalt kontant, det vil sige kr. 4.714.135.

Det resterende beløb på kr. 3.524.346 er betalt elektronisk, hvorfor der ikke for denne del er hjemmel i ligningslovens § 8 Y til at nægte Sagsøgerne fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I så fald gøres det derfor gældende, at Skattestyrelsens oprindelige forhøjelser, der er stadfæstet af Landsskatteretten, skal nedsættes til kr. 4.714.135, hvilket Retten kan gøre ad egen drift, eller hjem-vise spørgsmålet til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, jf. nedenfor under punkt 3.4.

3.4 Hjemvisning

For så vidt angår den tertiære påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen til fornyet behandling gøres det gældende, at både Skattestyrelsen og Landsskatteretten har truffet afgørelse, uden at have haft det samlede bilagsgrundlag.

Skattestyrelsen har ikke fået, selvom de er blevet tilbudt det, adgang til alle de data om køb og salg, samt betaling til tour guides, som Sagsøgerne ligger inde med.

Landsskatteretten træffer afgørelse baseret på eksempler, som Skatteankestyrelsens sagsbehandler modtog, men aldrig fulgte op på, hvorfor Landsskatterettens afgørelse tillige baserer sig på et meget ufuldstændigt dokumentmateriale.

Det gøres derfor gældende, at i tilfælde af, at Retten ikke finder afgørelserne ugyldige, eller kan give sagsøgerne medhold i den subsidiære påstand, skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen til vurdering af det fulde bilagsmateriale.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gør Skatteministeriet overordnet gældende, at Landsskatterettens afgørelser vedrørende holdingselskabet og datterselskaberne (bilag 11-14) er gyldige. Endvidere gøres det overordnet gældende, at selskabernes afholdelse af udgifter ikke er fradragsberettigede.

3.1 Ugyldighed

Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 (bilag 11-14) er gyldige og således ikke, som påstået af selskaberne, behæftet med formalitetsmangler.

Selskaberne gør gældende, at Landsskatterettens afgørelser er ugyldige som følge af, at der ikke er afholdt retsmøde i sagerne. I den forbindelse er det omtvistet, hvorvidt selskaberne anmodede om afholdelse af et retsmøde.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, at skatteankeforvaltningen udarbejder en sagsfremstilling, når skatteforvaltningen ikke har udarbejdet en sådan. Skatteankeforvaltningen er, i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, derfor ikke forpligtet til at udsende en sagsfremstilling i sager, hvor skatteforvaltningen har udsendt en sagsfremstilling. I nærværende sager havde skatteforvaltningen udsendt sagsfremstilling/forslag til afgørelse den 21. oktober 2022, jf. bilag A-D.

Det følger endvidere af § 10, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 2372 af 12. oktober 2021, at klager under et kontormøde med Skatteankestyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 1, kan anmode om at få en kopi af Skatteankestyrelsens mødereferat. Skatteankestyrelsen vil således som udgangspunkt ikke ex officio fremsende kopi af mødereferatet.

Efter skriftlig votering i Landsskatteretten blev sagerne afgjort på skriftligt grundlag ved afgørelser af 30. juni 2023 (bilag 11-14). Selskaberne anmodede efterfølgende den 5. juli 2023 om genoptagelse af afgørelserne under henvisning til, at de under kontormødet via Teams med Skatteankestyrelsen den 17. maj 2023, havde anmodet om et retsmøde, jf. bilag 15.

Det følger af bilag 16, side 4, 2. afsnit, at Skatteankestyrelsen fremsendte mødereferatet for kontormødet den 17. maj 2023 til selskaberne den 3. juli 2023 efter deres anmodning herom samme dag. Ifølge referatet af kontormødet (bilag E) blev der ikke anmodet om et retsmøde ved kontormødet. Heller ikke forud herfor ved selskabernes klager over Skattestyrelsens afgørelser af 12. december 2022 (bilag 6-9), blev der anmodet om et retsmøde, ligesom der heller ikke ved selskabernes udtalelse til sagen af 25. april 2023, på baggrund af Skattestyrelsens bemærkninger af 22. marts 2023, blev anmodet om retsmøde, jf. bilag 16, side 3, og bilag 12, side 15-16 og bilag 13, side 16-17 og bilag 14, side 13-14. Det er således udokumenteret, at selskaberne, som påstået, har anmodet om et retsmøde på kontormødet den 17. maj 2023.

Ved afgørelse af 10. august 2023 (bilag 16) traf Landsskatteretten på denne baggrund afgørelse om, at selskabernes anmodning om genoptagelse ikke blev imødekommet.

Det bestrides som udokumenteret, at selskaberne, som påstået, har anmodet om et retsmøde på kontormødet den 17. maj 2023. Selskabernes henvisning til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, om klagers mulighed for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig under et retsmøde, er derfor ikke relevant i denne sammenhæng, allerede fordi selskaberne ikke har fremsat en sådan anmodning.

Selskaberne har herudover anført en række synspunkter, som er irrelevante for sagens afgørelse og antydninger af magtfordrejning, som er grundløse. Eksempelvis anføres det i processkrift 1, side 2n, at det er bekymrende rent retssikkerhedsmæssigt, at Skatteministeriet ønsker en retstilstand, hvor skatteyderens ønsker blot kan undlades ved ikke indskrive disse ønsker i referatet. Dette er ikke korrekt, og der er ingen holdepunkter for disse ubegrundede og udokumenterede postulater om, at skattemyndighederne dels ikke skulle føre retvisende referater, dels ikke skulle behandle skatteydernes anmodninger.

Selv hvis det antages, at der burde være afholdt retsmøde med Landsskatteretten - hvilket bestrides - har det konkret ikke haft betydning for selskabernes skatteansættelse, jf. f.eks. UfR 2007.225/2 H.

Det følger af fast praksis, at en afgørelse ikke automatisk er ugyldig som følge af parthøringsfejl, idet tilsidesættelse af høringsforskrifterne beror på en konkret væsentlighedsvurdering, jf. bl.a. UfR 2007.225/2 H og SKM2017.344.ØLR.

Det forhold, at der ikke er afholdt retsmøde i Landsskatteretten, fordi selskaberne ikke anmodede herom, er ikke en sagsbehandlingsfejl. Selv hvis det var en sagsbehandlingsfejl, ville det ikke medføre ugyldighed, idet der ikke foreligger fornødne holdepunkter i sagen for at antage, at et retsmøde ville have haft væsentlig betydning for afgørelsernes indhold, jf. f.eks. SKM2003.556.ØLR.

Landsskatteretten kan desuden i henhold til skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af et retsmøde, hvis fremgangsmåden eller forholdene anses for overflødige, jf. også Højesterets dom af 6. oktober 2000, j.nr. 488-1999, TfS 2000, 901 (UfR2001.14/1 H). I dommen stadfæstede Højesteret Landsskatterettens begrundelse om, at det ikke var en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten havde afslået en klagers begæring om retsmøde.

Sammenfattende gøres det gældende, at Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 (bilag 11-14) på baggrund af det ovenfor anførte ikke er ugyldige.

3.2 Selskaberne er ikke berettiget til fradrag for udgifter for salgsprovision

Selskabernes påståede afholdelse af udgifter til salgsprovision er ikke fradragsberettigede, jf. ligningslovens § 8 Y og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. nedenfor i afsnit 3.2.1 og 3.2.2.

3.2.1 Ligningslovens § 8 Y

Skatteministeriet gør gældende, at det skattemæssige fradrag, som selskaberne ønsker, er omfattet af ligningslovens § 8 Y, og at selskaberne derfor ikke kan opnå fradrag for de 4.714.135 kr., der overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1. Den beløbsmæssige opgørelse er ubestridt.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inklusive moms. Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el.lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt., når de sker inden for samme kalenderår".

Det følger altså af bestemmelsen, at fradrag for udgifter for køb af varer og ydelser er betinget af, at betalingen sker digitalt (dvs. ved bankoverførsel eller betaling på anden vis, som sikrer identifikation af såvel betalingsmodtager og som betaler).

Hvis virksomheden ikke har mulighed for at betale via et penge- eller betalingsinstitut, som anført i stk. 1, kan virksomheden opnå sit fradrag ved på skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren og betaling heraf, jf. ligningslovens § 8 Y, stk. 3. Denne indberetning skal foretages senest i forbindelse med virksomhedens oplysningsfrist efter skattekontrollovens §§ 11-13 for det indkomstår, hvori købet er foretaget. Bestemmelsen fokuserer på, at indberetningen skal sikre dokumentation for transaktionen, uanset hvor betalingsmodtageren befinder sig. Det afgørende er, om der betales via et penge- eller betalingsinstitut.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 590 af 18. juni 2012 (Initiativer mod sort arbejde). Af lovforslaget til loven (lovforslag nr. 170 af 25. april 2012) fremgår:

"Ved forslaget afskæres virksomheder fra at foretage fradrag efter skattereglerne, når køb af en leverance overstiger 10.000 kr., der ikke er betalt digitalt. Efter momsreglerne foreslås en solidarisk hæftelse, når erhvervelse af en leverance overstiger 10.000 kr., der ikke er betalt digitalt.

Forslaget betyder, at en virksomhed, der betaler leverandøren med kontanter, nægtes fradrag efter skattereglerne, når beløbet overstiger 10.000 kr. inkl. moms […]

Begrænsningen i brug af kontanter skal også forebygge skatteunddragelse, når der handles mellem virksomheder, og gøre det lettere at afdække transaktioner, som har skatte- og afgiftsunddragelser som formål".

Af de specielle bemærkninger fremgår bl.a.:

"Den digitale betaling sikrer, at der efterlades et digitalt spor, hvor både betalingsmodtager og betaler kan identificeres.

Aftagervirksomheden kan fastholde sit fradrag ved at betale digitalt.

Betaler en virksomhed sin leverandør med kontanter, nægtes virksomheden fradrag efter skattereglerne, når beløbet overstiger 10.000 kr. inkl. moms"

Ved lov nr. 1430 af 5. december 2018 blev beløbsgrænsen på 10.000 kr. nedsat til 8.000 kr.

Af de specielle bemærkninger til ændringsloven (lovforslag nr. 25 af 3. oktober 2018) fremgår:

"Flere betalinger for samme leverance, ydelse, kontrakt eller lignende anses efter gældende ret som én betaling i forhold til den nævnte beløbsgrænse. Løbende ydelser anses ligeledes som en samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når ydelserne sker inden for samme kalenderår.

Den digitale betaling sikrer, at der efterlades et transaktionsspor, hvor både betalingsmodtager og den, der har afgivet betalingen, kan identificeres. Betaler en virksomhed sin leverandør med kontanter, kan virksomheden nægtes skattemæssigt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i de tilfælde, hvor beløbet overstiger 10.000 kr. inkl. moms.

Ønsker virksomheden at fastholde retten til fradrag, kan dette opnås ved, at betalingen af leverandøren sker digitalt.

[…]

Den foreslåede bestemmelse skal medvirke til at minimere omfanget af sort arbejde. […]

Den foreslåede bestemmelse betyder, at erhvervsdrivendes skattemæssige fradrag for udgifter på 8.000 kr. inkl. moms og derover vedrørende køb af varer og ydelser gøres betinget af, at udgiften er betalt digitalt via et pengeinstitut eller betalingsinstitut."

Ligningslovens § 8 Y sondrer ikke mellem typen af udgifter, men angår køb af varer og ydelser, som virksomheden ønsker at opnå fradrag for.

Det af selskaberne anførte om, at der ikke er tale om, at selskaberne køber tjenesteydelser, fordi der er tale om en samarbejdsaftale mellem selskaberne og tourguide/rejseagenturer, bestrides.

Selskaberne anfører selv, at de har indgået kontrakter med de Y8-nationalitet agenter, jf. f.eks. stævningen, side 2, 2. sidste afsnit. Bestemmelsen nævner direkte kontrakter, ligesom lovgiver med passussen "el.lign.", gør det klart, at de nævnte eksempler i bestemmelsen ikke er udtømmende. Ud fra en formålsfortolkning er det derfor også naturligt at anse kontantbegrænsningsreglen i ligningslovens § 8 Y for at gælde generelt, da de bagvedliggende hensyn netop er at imødegå skatteunddragelse i bred forstand. Forarbejderne er i det hele taget formuleret bredt og ud fra en forståelse om, at anvendelsesområdet ikke er begrænset til kun at gælde fradrag efter ligningsloven (eller statsskatteloven mv.).

Selskaberne anfører herudover med henvisning til de almindelige bemærkninger til lovforslaget om indførelsen af ligningslovens § 8 Y, at ligningslovens § 8 Y "ikke skal afskære almindelige virksomheder fra deres fradrag, hvis ellers disse virksomheder har et transaktionsspor på sine betalinger", jf. replikken, side 7, side 3.

Transaktionssporet er netop, hvad der i nærværende sag mangler, idet selskaberne har afregnet kontant. At selskaberne har fremlagt oversigter over agenter samt hvilke butikker agenterne har haf turister med ind i m.v., som anført i replikken, side 7, 5. afsnit, er ikke tilstrækkeligt til at udgøre et transaktionsspor, jf. bogføringslovens §§ 4, 8 og 9 (dagældende LBK nr. 648 af 15. juni 2006), som gennemgås nærmere nedenfor i afsnit 3.2.2.

For de tre datterselskaber er der tilsammen tale om fradrag for udgifter til salgsprovision på 7.626.555 kr., hvoraf 4.714.135 kr. vedrører betalinger, hvor enten det enkelte bilag overstiger 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der anses som én betaling, overstiger 8.000 kr. inkl. moms, jf. også Skattestyrelsens opgørelse i bilag 6, side 8, bilag 7, side 7 og bilag 8, side 9. Udbetalingerne er sket kontant, og der er ikke sket indbetaling til skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

Sammenfattende kan selskaberne på baggrund heraf ikke opnå fradrag for 4.714.135 kr., der overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y.

For de resterende 2.912.420 kr., der ikke overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y er vurderingen, hvorvidt selskaberne kan opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. straks nedenfor.

3.2.2 Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er udgifter, der er afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fradragsberettiget, når der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Det er en betingelse for at opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifterne skal have en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter.

Bevisbyrden for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter, påhviler efter fast retspraksis skatteyderen, jf. eksempelvis UfR 2004.1516 H og UfR 2007.1905 H.

Der er tale om en konkret bevismæssig vurdering, og såfremt selskaberne ikke kan godtgøre udgiftsafholdelsen, er selskaberne ikke berettiget til fradrag, jf. f.eks. SKM2015.495.ØLR og SKM2015.406.ØLR.

Denne bevisbyrde har selskaberne ikke løftet, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.2.2.1 og 3.2.2.2.

Om bevisbyrden gør selskaberne en række betragtninger gældende med henvisning til Skatteretten 1, 2021, side 297-298, vedrørende forståelsen af UfR 2004.1516 H, og at der alene gælder et krav om, at skatteyderen skal sandsynliggøre at have afholdt udgiften. Hertil bemærkes, at Højesteret ikke med dommen fastslår andet eller mere end det naturlige udgangspunkt, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden herfor. Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konkrete sag.

Om sammenhængen mellem statsskatteloven og bogføringsloven bemærkes (jf. også min besvarelse i ministeriets processkrift A af 14. januar 2025 af selskabets opfordring (7) herom), at Skatteministeren med hjemmel i skattekontrolloven har udstedt bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 om det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (mindstekravbekendtgørelsen). Ifølge bekendtgørelsens § 1 finder bekendtgørelsen anvendelse for erhvervsdrivende virksomheder, jf. bogføringslovens § 1.

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om udarbejdelse af et skattemæssigt årsregnskab, og det fremgår af § 8, at dette skattemæssige årsregnskab samt de oplysninger, som indgår i grundlaget for det skattemæssige årsregnskab, skal kunne udledes af bogføringen eller af specifikationer i tilknytning hertil. Der er dermed lovgivningsmæssig kobling mellem det skattemæssige regnskab, som skal lægges til grund for selvangivelsen, og bogføringslovens regler.

Når der - som her - er tale om erhvervsdrivende virksomheder, er det da også naturligt, at der ved bedømmelsen af fradragsret ses på, om der er præsteret en sådan dokumentation, som opfylder kravene ifølge bogføringsloven. Bogføringsloven er netop til for at sikre, at en virksomheds regnskab er rigtigt, og at alle transaktioner er dokumenteret som valide, så de kan efterprøves, herunder af myndighederne.

Af den dagældende bogføringslovs § 4 (LBK nr. 648 af 15. juni 2006) følger om transaktionsspor, at:

"Ved transaktionssporet forstås den sammenhæng, der er mellem de enkelte registreringer og den bogføringspligtiges årsregnskab, skatte- eller afgiftsopgørelse, tilskudsregnskab eller tilsvarende regnskabsopstilling, der skal udarbejdes i henhold til lovgivning..."

Og af § 8 følger det:

"Alle registreringer skal kunne følges til det i § 4, stk. 1, omhandlede regnskab, opgørelse eller opstilling. Tallene heri skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf de er sammensat".

Og af § 9 følger det:

"Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksternt bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb".

3.2.2.1 Bogførte bilag fra 2017 og 2018

I datterselskaberne er en del af udgifterne, der er fratrukket i indkomståret 2019 bogførte bilag fra 2017 og 2018, jf. også f.eks. bilag 17, del 1, side 2-4, samt bilag 17, del 2, side 1-2 (ikke medtaget i ekstrakten). Beløbene, der er fratrukket i 2019, men bogført i 2017 og 2018 udgør for de tre datterselskaber 416.531 kr., jf. også Skattestyrelsens opgørelse i afgørelserne (bilag 6, side 8, bilag 7, side 8 samt bilag 8, side 8). Disse udbetalinger vedrører ikke indkomsterhvervelsen i 2019 og kan derfor ikke fradrages i indkomståret 2019, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

3.2.2.2 Kontrakter / trepartsaftaler og (red.hjemmeside.nr.1.fjernet)

Under Skattestyrelsens behandling af sagen blev det af selskaberne oplyst, at der ikke fandtes skriftlige kontrakter mellem selskaberne og modtagerne af salgsprovision, jf. f.eks. bilag 6, side 10, 4. afsnit.

I forbindelse med selskabernes indgivelse af klage til Skatteankestyrelsen vedlagde selskaberne imidlertid 16 kontrakter/trepartshaver (bilag 1). Aftalerne er indgået mellem part A (travel agency), part B (shop) og part C (dataprovider), jf. f.eks. bilag 1, side 1.

Ved samtlige 16 kontrakter er part B angivet som enten (red.tekst.nr.1.fjernet) eller (red.tekst.nr.1.fjernet) (f.eks. bilag 1, side 1). Aftalerne er altså ikke indgået med de enkelte butikker (datterselskaberne), men tilsyneladende indgået for områder.

Derudover er kontrakterne mangelfulde, idet 11 af kontrakterne ikke har angivet dato, 8 af kontrakterne ikke har underskrift for alle tre parter og 7 af kontrakterne har påført stempel med G1-virksomhed, der er en del af sambeskatningsgruppen, men som ikke er en del af nærværende sagskompleks.

Dertil kommer, at der kun i to af de 16 fremlagte aftaler/kontrakter fremgår en passus om kontant afregning til guider, jf. bilag 1, side 49 samt bilag 2, side 3. I de resterende aftaler/kontrakter fremgår det under kontraktens pkt. 4 "commission payment", at der sker årlig afregning til part A (travel agency), jf. f.eks. bilag 1, side 3.

I forbindelse med indgivelse af klagen til Skatteankestyrelsen oplyste selskaberne endvidere om (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) (bilag 10), som selskaberne påberåber sig som dokumentation for, at selskaberne har afholdt en udgift til de pågældende tour guides og derved er berettiget til et skattemæssigt fradrag, jf. stævningen, side 6, 6. afsnit. Det er ikke ved udskrift fra (red.hjemmeside.nr.1.fjernet) (bilag 10) muligt at følge pengestrømmen, ligesom det ikke er muligt at vide, af hvem eller hvor beskatningen foretages.

Udbetalingerne, der i overvejende grad er sket som kontante udbetalinger, bygger således alene på kasseboner, blå udbetalingsbilag og kopi af pas, som er gennemgået nøgternt ved Skattestyrelsens og Landsskatterettens behandling af sagerne, jf. bilag 12-14, side 5-6, pkt. 1.4. Det bestrides, som anført af selskaberne i stævningen, side 9, 3. sidste afsnit, at Skattestyrelsen og Landsskatteretten har truffet afgørelse på et uoplyst grundlag, ligesom det bestrides som udokumenteret, at Landsskatteretten traf afgørelse uden at tage stilling til de fremlagte eksempler, som anført i stævningen, side 9, sidste afsnit.

Der er ifølge provisionsbilag udbetalt til et sted mellem 270 og 500 forskellige personer baseret på kopi af pas, kasseboner og et blåt udbetalingsbilag, jf. også Skattestyrelsens afgørelser (bilag 6, side 8, 4. afsnit og bilag 7, side 7). Der mangler en klar sammenhæng mellem kasseboner og udbetalingen til den enkelte guide, der i overvejende grad er sket kontant.

I nærværende sager er der ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter skatteindberetningsloven, og det er ikke ved de fremlagte bilag muligt at følge udbetalingerne via et transaktionsspor, jf. bogføringslovens § 9, ligesom det ikke er muligt at kontrollere, om tour guiderne reelt har fået pengene. Dette til trods for, at selskaberne ved en tidligere kontrol blev pålagt at oprette et register over modtagerne og foretage indberetning af udbetalingerne, jf. bilag 12, side 7, bilag 13, side 8 og bilag 14, side 6.

Selskaberne anfører, jf. replikken, side 9, 2. afsnit, at det ikke af Skatteministeriet anfægtes, at selskaberne har afholdt udgiften for at generere omsætningen, og at selskaberne allerede af den grund har sandsynliggjort retten til fradrag. Dette bestrides. Skatteministeriet - og de underliggende instanser - anfægter netop, at de af selskaberne fratrukne udgifter til salgsprovision er fradragsberettigede.

Derudover gælder der ingen antagelse om, at skatteyderen har afholdt driftsudgifter, blot fordi vedkommende har haft skattepligtige indtægter, jf. f.eks. TfS 1998.447 V, TfS 2000.63 V, jf. SKM2002.102.HR og Skatteministeriets kommentar i TfS 2002.319 samt UfR 2011.1458 H om fradrag for påstået sort løn.

Afgørelsen SKM2021.102.BR om beskatning af fortjeneste ved salg af narkotika, som selskaberne påberåber sig, er ikke sammenlignelig med nærværende sager, ligesom selskabets udlægning af dommen bestrides.

Sammenfattende har selskaberne ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Udgifterne er derfor ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

3.3 H1-virksomhed er ikke berettiget til fradrag for udgifter til rejser og reklame

For så vidt angår datterselskabet H1-virksomhed angår sagen derudover også fradrag for rejseudgifter og udgifter til annoncer og reklamer, jf. nedenfor.

3.3.1 Rejseudgifter

H1-virksomhed er ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter med i alt 102.579 kr. i indkomståret 2019, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og ligningslovens § 8, stk. 1.

Som anført ovenfor er udgifter, der er afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fradragsberettigede, såfremt der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Udgifter, der sædvanligt forekommer for de fleste skatteydere uafhængigt af, om der udfoldes bestræbelser på at erhverve indkomst, har som regel karakter af privatforbrug, og kan derfor ikke fradrages.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler den, der ønsker et fradrag, jf. UfR 2004.1516 H.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der fradrages udgifter til repræsentation med et beløb svarende til 25 % af de afholdte udgifter i henhold til ligningslovens § 8, stk. 4. Repræsentationsudgifter er f.eks. udgifter, der afholdes for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser, og de afholdes over for personer, som ikke er knyttet til virksomheden som medarbejdere.

Der stilles betydelige krav til dokumentationen for afholdte repræsentationsudgifter. Det er sædvanligvis et krav, at sådanne udgifter er dokumenteret ved bilag, og at der på bilaget er noteret, hvem der har deltaget, og i hvilken anledning udgiften er afholdt, jf. f.eks. SKM2003.559.ØLR.

Udgifterne i selskabet H1-virksomhed på konto X4-bankkonto benævnt "Rejseudgifter" vedrører fly, hotel, taxa, parkering, rejseagenter, (red.forlystelsespark.fjernet), museum og bespisning.

For så vidt angår en af udgifterne er disse ikke dokumenteret ved bilag, idet det ifølge selskabets oplysninger til Skattestyrelsen, ikke er muligt at finde bilagene, jf. bilag 13, side 20, 3. sidste afsnit.

For så vidt angår de udgifter, hvortil der foreligger bilag, er bilagene dels ikke udstedt til selskabet og dels er udgiftsbilagene, der angår bespisning, ikke angivet med navne og anledning.

Derudover vedrører en del af bilagene udgifter, der som udgangspunkt anses for private udgifter, da der er tale om udgifter til (red.forlystelsespark.fjernet) og museum. Disse bilag er ligeledes ikke angivet med navne og anledning.

Selskabet har på denne baggrund ikke løftet bevisbyrden for, at de afholdte udgifter har en tilstrækkelig og direkte sammenhæng med selskabets indtægtsgivende aktiviteter, hvorfor udgifterne ikke er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 4.

3.3.2 Udgifter til reklamer og annoncer

H1-virksomhed er ikke berettiget til fradrag for udgifter til reklamer og annoncer på i alt 187.505 kr. i indkomståret 2019, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 8, stk. 1.

Om ret til fradrag i medfør af statsskattelovens § 6, stk.1, litra a, henvises i det hele til det ovenfor anførte.

Udgifter til reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser er fradragsberettigede i henhold til ligningslovens § 8, stk. 1. Reklameudgifter er karakteriseret ved, at de normalt afholdes over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder, jf. pkt. 14.2 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996. Reklameudgifter sigter på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket.

Beløbet på 187.505 kr., angår to bilag, som er fratrukket i indkomståret 2019. De to bilag har bilagsteksten "marketing contribution for 2018" og "2018-01 advertising fee jan to dec 2018".

Bilagsteksten indikerer, at udgifterne vedrører indkomståret 2018. Selskabet har ikke redegjort for, hvad udgiften vedrører eller fremlagt dokumentation eller specifikation herfor.

Udgifterne kan på den baggrund ikke fradrages efter statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a eller ligningslovens § 8, stk. 1.

3.4 Hjemvisningspåstanden

For så vidt angår selskabernes tertiære påstand om hjemvisning til Skattestyrelsen til fornyet behandling, bemærker Skatteministeriet, at det følger af fast højesteretspraksis, at domstolene ikke sætter sit skøn i stedet for skattemyndighedernes.

Såfremt retten finder, at der er grundlag for at indrømme et skønsmæssigt fradrag, skal sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, jf. f.eks. UfR 2000.2039 H og UfR 1982.1115 H.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagerne angår i første række, om Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 er ugyldige på grund af en formalitetsmangel ved Landsskatterettens behandling af sagerne, navnlig fordi der ikke blev afholdt et retsmøde i Landsskatteretten.

Sagerne angår i benægtende fald dernæst om de af datterselskaberne fratrukne udgifter på i alt 7.626.555 kr. i indkomståret 2019 til salgsprovision er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 8 Y.

For så vidt angår datterselskabet H1-virksomhed angår sagen derudover, om de af selskabet afholdte udgifter til rejse, annoncer og reklamer med henholdsvis 102.579 kr. og 187.505 kr. er fradragsberettigede i medfør af statsskattelovens § 6, litra a og ligningslovens § 8, stk. 1.

Ugyldighed

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1, at klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for retten under et retsmøde.

Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at selskaberne har dokumenteret, at der forud for kontormødet den 17. maj 2023 eller på kontormødet den 17. maj 2023 blev anmodet om et retsmøde. Det forhold, at der ikke blev afholdt et retsmøde i Landsskatteretten, er derfor ikke en sagsbehandlingsfejl. Herefter og i øvrigt af de af Skatteministeriet anførte grunde, finder retten ikke, at Landsskatterettens afgørelser af 30. juni 2023 (bilag 11-14) er ugyldige.

Ligningslovens § 8 Y

Det fremgår af ligningslovens § 8 Y, stk. 1, at ved opgørelse af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer eller ydelser betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler. Reglen gælder dog ikke, hvis betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inkl. moms.

Retten lægger til grund som ubestridt, at det beløb, der eventuelt kan henføres under ligningslovens § 8 Y, stk. 1, udgør 4.714.135 kr. (2.443.625 kr. i H3-virksomhed, 2.223.990 kr. i H1-virksomhed og 46.250 kr. i H2-virksomhed)

Retten tiltræder af de af Landsskatteretten anførte grunde, at selskaberne ved betalingen af det anførte beløb til turistguiderne har købt tjenesteydelser, og at det direkte af ordlyden af ligningslovens § 8 Y, stk. 1, fremgår, at fradrag vedrørende køb af tjenesteydelser er betinget af, at betalingen sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler. Det, der er kommet frem under sagernes behandling i retten, kan ikke føre til et andet resultat. Det tiltrædes derfor, at skattemyndighederne ikke har godkendt fradrag for de beløb, der overstiger beløbsgrænserne i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, og som ubestridt samlet udgør 4.714.135 kr.

Ligningslovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår de resterende beløb, som ikke overstiger beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, skal vurderingen som anført af Landsskatteretten ske efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifter, der er afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, er fradragsberettiget, når der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Det er en betingelse for at opnå fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifterne skal have en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens indkomstskabende aktiviteter.

Bevisbyrden for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter, påhviler efter fast retspraksis skatteyderen.

Der er tale om en konkret bevismæssig vurdering, og såfremt selskaberne ikke kan godtgøre udgiftsafholdelsen, er selskaberne ikke berettiget til fradrag.

For så vidt angår et samlede beløb på 416.531 kr., som er fratrukket i 2019, men bogført i 2017 og 2018, jf. herved Skatteministeriets påstandsdokument pkt. 3.2.2.1 (74.051 kr. i H3-virksomhed, 143.713 kr. + 184.052 kr. i H1-virksomhed og 1.008 kr. + 13.707 kr. i H2-virksomhed), tiltræder retten, at det ikke er godtgjort, at disse betalinger vedrører indkomsterhvervelsen i 2019, og at betalingerne derfor allerede af denne grund ikke kan fradrages i dette indkomstår, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Som anført i Landsskatterettens afgørelse henviste selskaberne under Landsskatterettens behandling af sagen til 17 kontrakter/trepartsaftaler, der er indgået mellem part A (travel agency), part B (Shop) og part C (Dataprovider). Dette var i strid med, hvad der tidligere var oplyst til Skattestyrelsen, hvor det blev oplyst, at der ikke fandtes skriftlige kontrakter mellem selskabet og modtagerne.

Kontrakterne, der er fremlagt for retten, er som anført i Landsskatterettens afgørelse, mangelfulde, idet 11 af kontrakterne ikke har angivet dato, 8 af kontrakterne ikke har underskrift fra alle tre parter, og 7 af kontrakterne har påført stempel med G1-virksomhed, der er en del af sambeskatningsgruppen. Det er endvidere uklart, hvilket selskab i koncernen, der i givet fald har indgået kontrakterne, da part B’s betegnelse er skiftende og uklar.

Som anført af Landsskatteretten bygger udbetalingerne, der i overvejende grad er sket som kontante udbetalinger, således på kasseboner, blå udbetalingsbilag og kopi af pas. Der er ikke sket indberetning til skatteforvaltningen efter skatteindberetningsloven.

Det er således ikke muligt at kontrollere, om personerne reelt har fået pengene, og følge transaktionssporet efter bogføringslovens § 9.

Heller ikke oplysningerne i (red.hjemmeside.nr.1.fjernet), der først fremkom i forbindelse med selskabernes indgivelse af klagen til Landsskatteretten, gør det muligt at følge pengestrømmen via (red.hjemmeside.nr.1.fjernet).

Retten tiltræder på den baggrund, at det efter en samlet bedømmelse af disse forhold, ikke er dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der er en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det, der er kommet frem under sagernes behandling i retten, kan ikke føre til et andet resultat.

Udgifterne er derfor ikke fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til rejse, annonce og reklame.

For så vidt angår datterselskabet H1-virksomhed tiltræder retten af de af Landsskatteretten anførte grunde, at selskabet ikke har løftet bevisbyrden for, at det afholdte beløb på 102.579 til rejseudgifter har en så tilstrækkelig og direkte sammenhæng med selskabets indtægtsgivende aktiviteter, at der kan godkendes fradrag for udgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 4.

For så vidt angår datterselskabet H1-virksomhed tiltræder retten endvidere, at selskabet ikke er berettiget til et fradrag for udgifter til reklamer og annoncer for et beløb på 187.505 kr., da bilagsteksten på de to bilag, der påberåbes til støtte for fradraget, indikerer, at udgiften vedrører indkomståret 2018, og da selskabet heller ikke for retten har redegjort nærmere for, hvad udgiften vedrører eller har fremlagt dokumentation for udgiften. Udgiften kan derfor ikke fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 4.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne fastsættes således, at H4-virksomhed, H2-virksomhed, H1-virksomhed og H3-virksomhed in solidum skal betale 175.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af ministeriets advokatudgift. Der er lagt vægt på sagernes værdi, forløb og udfald og på den besparelse, der har været for Skatteministeriet ved, at sagerne er behandlet sammen. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

H4-virksomhed, H2-virksomhed, H1-virksomhed og H3-virksomhed skal in solidum til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 175.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.