1. Sammenfatning
Fra og med 1. januar 2025 er det efter ligningslovens § 8 V muligt at få servicefradrag for arbejdslønnen ved reparation af hårde hvidevarer i hjemmet. Skattestyrelsen fastlægger i styresignalet, hvad der skal forstås ved "hårde hvidevarer" i relation til servicefradrag efter Boligjobordningen i ligningslovens § 8 V. Skattestyrelsen fastlægger desuden, hvorvidt et såkaldt undersøgelsesgebyr kan henregnes til "reparation".
2. Baggrund og problemstilling
Fra og med 1. januar 2025 er servicefradraget udvidet, så man kan få fradrag for udgifter til arbejdsløn ved reparationer af hårde hvidevarer i hjemmet.
Muligheden for at få fradrag for reparation af hårde hvidevarer blev indsat i den eksisterende bestemmelse om Boligjobordningen i ligningslovens § 8 V ved lov nr. 95 af 4. februar 2025 om ændring af ligningsloven og lov om registrering af køretøjer (Genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i boligjobordningen og udvidelse af servicefradraget samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne). Loven har virkning fra og med den 1. januar 2025. Der er tale om en tidsbegrænset ordning gældende for 2025 til og med 2027.
Lovteksten og bilaget til loven anvender alene betegnelsen "hårde hvidevarer", og det er ikke muligt på baggrund af bemærkningerne til lovteksten at udlede, hvilke maskiner der er omfattet af begrebet "hårde hvidevarer" og dermed bestemmelsen. På samme måde anvendes alene betegnelsen "reparation" i loven og bilaget, og det er ikke muligt at udlede af bemærkningerne, hvad dette nærmere omfatter.
Der er derfor behov for at fastlægge, hvad der skal forstås ved "hårde hvidevarer", samt om et undersøgelsesgebyr er omfattet af "reparation" i relation til servicefradrag efter Boligjobordningen i ligningslovens § 8 V.
3. Regelgrundlaget
Reglerne om Boligjobordningen fremgår af ligningslovens § 8 V:
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn for serviceydelser og grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig, jf. stk. 2-9 og bilag 1.
Stk. 2. Fradraget er betinget af,
[…]
5) at arbejdet er udført fra og med den 1. januar 2018, dog således at arbejde i form af grøn istandsættelse, installation af tyverialarm, rensning af tagrender, belægningsarbejde, anlæg af ny græsplæne, træfældning og bortskaffelse af væltede træer skal være udført fra og med den 1. januar 2025, og at reparation af hårde hvidevarer skal være udført i perioden fra og med den 1. januar 2025 til og med den 31. december 2027.
[…]
6. Bilag 1 affattes som bilag 1 til denne lov.
Bilag 1
Ydelser omfattet af BoligJobordningen i 2025 og frem
A. Serviceydelser i hjemmet eller i en fritidsbolig
[…]
Reparation af hårde hvidevarer, dog kun til og med den 31. december 2027
[…]
4. Skattestyrelsens opfattelse
Der kan opnås fradrag for udgifter til arbejdsløn for reparation af hårde hvidevarer, hvis de øvrige betingelser i ligningslovens § 8 V er opfyldt i 2025 til og med 2027.
Hverken lovteksten eller bilaget til lovteksten definerer nærmere, hvad der skal forstås ved begrebet" hårde hvidevarer" eller forklarer, hvad der skal forstås ved "reparation", og dermed om et undersøgelsesgebyr er omfattet af bestemmelsen.
Andre lande i Europa har lignende ordninger med reparation af både hårde hvidevarer, elektronik og reparation af tøj for at fremme cirkulær økonomi. Uanset formålet om cirkulær økonomi er andre varer end hårde hvidevarer imidlertid uden for ordlyden af bestemmelsen, og disse varer er dermed ikke omfattet af bestemmelsen. For at man kan få fradrag for reparation, er det derfor afgørende, om der er tale om reparation af hårde hvidevarer.
4.1 "Hårde hvidevarer"
Ved "hårde hvidevarer" er der tale om større maskiner, der bruges i husholdningen, fx vaskemaskiner, køleskabe og frysere.
"Hårde hvidevarer" er en fællesbetegnelse for store husholdningsmaskiner, som vandt indpas i mange danske hjem fra 1960'erne. De anvendes i husholdningen inden for særlig vask og madlavning. De elektriske husholdningsmaskiner var udstyret med metalkabinetter, der var lakeret hvide - heraf betegnelsen hårde hvidevarer. Der findes en lang række hårde hvidevarer til forskellige formål fx elkogeplade, fryser, komfur, køleskab, opvaskemaskine, tørretumbler og vaskemaskine.
Hårde hvidevarer omfatter omvendt ikke mindre husholdningsapparater, andre elektriske apparater eller varmeanlæg. Det gælder uanset, om de er indbygget eller ej.
Loven, som indfører fradrag for udgifter til arbejdsløn til reparation af hårde hvidevarer i hjemmet, er en udmøntning af Finanslovsaftalen for 2025 samt Finanslovsaftalen for 2024.
Det fremgår af Finanslovsaftalen for 2024, at Regeringen og aftalepartierne ønskede at understøtte en kulturændring, med cirkularitet, genbrug og reparationer, og at der blev afsat midler, der havde til formål at fremme cirkularitet og reparationer.
I Finanslovsaftalen for 2025 fremgår det videre, at Regeringen og aftalepartierne var enige om at udvide det eksisterende servicefradrag med reparation af hårde hvidevarer i hjemmet i 2025-2027 for at fremme reparationer og cirkularitet. Det fremgår desuden, at der var tale om en udmøntning med partierne bag aftalen om finansloven for 2024 af en pulje til cirkulær økonomi mv. afsat på finansloven for 2024.
Der er 2 gange tidligere fremsat beslutningsforslag om at indføre skattefradrag for reparation af hårde hvidevarer. Det er sket ved Beslutningsforslag nr. 69, folketingsåret 2016-17 og senest ved Beslutningsforslag nr. 196 Folketinget 2020-21.
Af beslutningsforslaget fra 2020-21 og 2016-17 er følgende hårde hvidevarer foreslået omfattet af et fradrag:
- Komfurer, ovne og mikrobølgeovne.
- Køleskabe, frysere og opvaskemaskiner.
- Vaskemaskiner, tørretumblere og tørreskabe.
- Emhætter.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at disse beslutningsforslag har været retningsgivende for Finanslovsaftalen 2024, som udmøntes i Finanslovsaftalen for 2025, og at de reparationer af hårde hvidevarer, der var omfattet af beslutningsforslagene, også er de hårde hvidevarer, der er omfattet af servicefradraget.
Det er desuden Skattestyrelsens vurdering, at uanset formålet om cirkulær økonomi er andre apparater end hårde hvidevarer uden for ordlyden af ligningslovens § 8 V, og dermed ikke omfattet af bestemmelsen.
4.2 "Reparation" af hårde hvidevarer
Der kan opnås fradrag for udgifter til arbejdsløn for reparation af hårde hvidevarer, der udføres i hjemmet, hvis de øvrige betingelser i ligningslovens § 8 V er opfyldt.
Ved reparation forstås i denne sammenhæng, at noget, som er ødelagt, nedslidt eller gået i stykker, bringes i orden, så det igen fungerer tilfredsstillende og kan opfylde sin tilsigtede anvendelse. Dette er i overensstemmelse med artikel 2 (20) i Ecodesignforordningen nr. 2024/1781 af 13. juni 2024, som indeholder en ramme for fastsættelse af krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, for at reducere produkters miljøpåvirkning gennem hele deres livscyklus. Denne definition anvendes i styresignalet på grundlag af hensigten bag indførelsen af fradraget for udgifter til arbejdsløn for reparation af hårde hvidevarer, som er at fremme reparationer og cirkulær økonomi.
Det forekommer, at der forud for en reparation foretages undersøgelser, som udløser krav om betaling af et undersøgelsesgebyr. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er et undersøgelsesgebyr et gebyr, som en sælger forlanger, at kunden skal betale, hvis sælgeren skal undersøge varen for en fejl, og det så viser sig, at fejlen ikke er dækket af købeloven. I andre tilfælde end ved reklamation opkræves eventuelt også betaling, f.eks. når en tekniker undersøger produktet for skader mv. og vurderer prisen for en reparation.
Et eventuelt undersøgelsesgebyr mv. er således betaling for arbejdet forbundet med at udføre en forundersøgelse med henblik på at vurdere, hvorvidt der skal udføres en reparation. og ikke selve reparationen af et apparat. Det er desuden en undersøgelse, der kan betyde, at kunden vælger ikke at reparere apparatet, enten fordi det ikke kan lade sig gøre, eller fordi det ikke kan betale sig.
Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at et undersøgelsesgebyr ikke er omfattet af begrebet "reparation" i relation til Boligjobordningen, og at der derfor ikke kan opnås fradrag for udgifter herfor. Er en egentlig reparation påbegyndt, men opgives, enten fordi det viser sig ikke at kunne lade sig gøre eller ikke at kunne betale sig, vil der dog kunne opnås fradrag for udgifter til arbejdsløn til den påbegyndte reparation.
5. Gyldighed
Styresignalet træder i kraft fra offentliggørelsen. Fastlæggelsen af praksis som beskrevet i styresignalet har virkning for reparationer udført på hårde hvidevarer fra og med 1. januar 2025.
Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2026-1, afsnit C.A.4.3.6. Styresignalet bortfalder, når det er indarbejdet i Den juridiske vejledning.