(v/ advokat Henrik Rahbek)
(v/ advokat Mattias Chor)
(v/ advokat Henrik Rahbek)
(v/ advokat Mattias Chor)
Denne afgørelse er truffet af dommer Rasmus Lindhardt.
Sagerne har været behandlet samlet.
Sagens baggrund og parternes påstande
Retten har modtaget begge sager den 20. marts 2023.
Sagerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt den i henhold til statsskattelovens § 4 foretagne skønsmæssige forhøjelse af sagsøgers overskud af virksomhed i indkomstårene 2013 og 2014 med henholdsvis kr. 375.000 og kr. 235.000 (BS14878/2023-HRS) og i indkomståret 2015 med kr. 410.000 (BS-14883/2023-HRS), har været korrekt.
Da sagerne både under skriftsvekslingen og hovedforhandlingen, herunder både for så vidt angår sagsforløb, anbringender og procedure, har været behandlet samlet, udarbejdes en samlet dom.
A har nedlagt følgende påstande:
Der nedlægges principalt påstand om, at A’s skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 nedsættes med kr. 375.000 og kr. 235.000.
Der nedlægges subsidiært påstand om, at A’s indkomstopgørelse for indkomstårene 2013 og 2014 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Der nedlægges principalt påstand om, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2015 nedsættes med kr. 410.000.
Der nedlægges subsidiært påstand om, at A’s indkomstopgørelse for indkomståret 2015 hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse i begge sager.
A var i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 ejer af virksomheden G1-virksomhed v/A, CVR-nummer: ...11.
Det er for retten ubestridt, at skattemyndighederne og skatteankenævnet for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 var berettiget til at foretage en skønsmæssige ansættelse af A’s overskud af sin virksomhed. Sagens angår således alene om skønnet er udøvet på forkert og/eller mangelfuldt grundlag, og om der er grundlag for at tilsidesætte skønnet.
Indkomstårene 2013 og 2014
Skatteankenævn Østjylland kom den 22. december 2022 med afgørelse vedrørende SKAT’s afgørelse af 6. februar 2017 angående A’s skatteansættelse. Af afgørelsen fremgår bl.a.
| | | | |
| | | | |
Skattemæssig forhøjelse af overskud af klagerens virksomhed | | | |
| | | | |
Skattemæssig forhøjelse af overskud af klagerens virksomhed | | | |
Det fremgår af afgørelsen, at Skatteankenævnet i forbindelse med deres vurdering af sagen, har udarbejdet en privatforbrugsberegningen og opgørelsen af A’s nødvendige rådighedsbeløb. Det fremgår af denne beregning, at A’s beregnede privatforbrug i indkomståret 2013 udgjorde -324.887 kr. og i 2014 -43.647. Beregningen er foretaget i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsen og med tillæg af taksterne for fast udgifter, jf. juridisk vejledning afsnit A.B.5.3.3.
Det fremgår bl.a. at beregningen, at Skatteankenævnet i indkomstårene 2013 og 2014 har foretaget en nedslag i det forventede privatforbrug med to måneder grundet børnenes ophold i Y1-land, samt at børnene kun er medtaget i beregningen i den periode de boende hos A fra juni til december 2013.
Af afgørelsen fremgår bl.a.
" Skatteankenævnets afgørelse
Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. Skatteforvaltningen kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der henvises til højesteretsdommen, refereret i SKM2011.208.HR
Der er konstateret negative kassebeholdninger i virksomheden. Klageren kan derfor ikke have foretaget effektive, daglige kasseafstemninger. Der er endvidere konstateret indsætninger på virksomhedens erhvervskonto, som ikke er bogført. På baggrund heraf anses kravene til regnskabsgrundlaget ikke for at være opfyldt, og virksomhedens regnskabsmateriale kan ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskaberne for indkomstårene 2013 og 2014 og fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Skatteankenævn Østjylland bemærker, at klageren ikke har bestridt SKAT’s tilsidesættelse af klagerens regnskabsmateriale.
Skattestyrelsen har beregnet et privatforbrug for klagerens husstand på 322.737 kr. i indkomståret 2013 og på -43.897 kr. i indkomståret 2015. Ifølge Skatteankestyrelsens privatforbrugsopgørelser udgjorde det beregnede privatforbrug for klagerens husstand -324.887 kr. i indkomståret 2013 og -43.647 kr. i indkomståret 2014.
Differencen mellem Skattestyrelsens og Skatteankestyrelsens privatforbrugsopgørelser beror på, at Skatteankestyrelsens privatforbrugsopgørelser er udarbejde på baggrund af klagerens R75 for indkomstårene 2013 og 2014, mens SKAT har taget udgangspunkt i de tal, der fremgår af klagerens årsopgørelser.
Skatteankenævn Østjylland vælger at tage udgangspunkt i de af Skatteankestyrelsen udarbejdede privatforbrugsopgørelser og tiltræder dermed, at det beregnede privatforbrug for klagerens husstand opgøres til -324.887 kr. for indkomståret 2013 og -43.647 kr. for indkomståret 2014. Da det beregnede privatforbrug er negativt, er det ikke realistisk, at husstanden i indkomstårene 2013 og 2014 skulle kunne leve for de indtægter, som klageren har oplyst som sin indkomst. Derfor anses der at være tilgået klageren yderligere midler, som ikke har været indberettet til SKAT, og som derfor ikke har været undergivet beskatning. Som følge deraf anses det for berettiget, at SKAT har foretaget en skønsmæssig beregning af den yderligere indkomst, som klageren må have oppebåret, og som må anses for at udgøre yderligere omsætning i klagerens virksomhed i indkomstårene 2013 og 2014.
Ved beregningen af klagerens privatforbrug i indkomstårene 2013 og 2014 har Skatteankestyrelsen taget udgangspunkt i det resultat af virksomhed, som klageren har selvangivet for indkomstårene 2013 og 2014. Uagtet, at det er dokumenteret, at klageren i indkomstårene 2013 og 2014 har haft en (red.fjernet.sygdom), er det ikke dokumenteret, at omsætningen i klagerens virksomhed som følge heraf har været påvirket i en sådan grad, at der skal tages højde herfor ved privatforbrugsberegningen. Det bemærkes endvidere, at det af virksomhedens kontospecifikationer for indkomståret 2014 fremgår, at virksomheden har solgt biler den 27. januar 2014 og i dagene efter den 27. januar 2014, hvor klageren ifølge den fremlagte udskrift fra sundhed.dk er blevet opereret.
Klageren har oplyst, at de penge, han ifølge arbejdskontrakten af 8. juli 2007 har lånt hos (red.fjernet.1), er modtaget af klageren i indkomståret 2012. Klageren har endvidere oplyst, at pengene er blevet anvendt til investering i den faste ejendom på Y2-adresse, som klageren har købt i indkomståret 2012. På den baggrund finder nævnet ikke, at klageren har godtgjort, at han i indkomstårene 2013 og 2014 har modtaget lån fra (red.fjernet.1) til delvis dækning af privatforbrug. Der skal derfor ikke i opgørelsen af klagerens privatforbrug for indkomstårene 2013 og 2014 indgå lån fra (red.fjernet.1).
Det er ikke alene ved de fremlagte erklæringer fra (red.fjernet.2) og (red.fjernet.3) og klagerens forklaring herom i tilstrækkelig grad godtgjort, at klageren i indkomståret (red.fjernet.år3) skulle have modtaget lån på 100.000 kr. fra de to venner i kontanter, og at klageren efterfølgende skulle have opbevaret kontanterne og brugt af disse til betaling for dele af husstandens daglige fornødenheder. Skatteankenævnet lægger ved vurderingen heraf vægt på, at klageren under klagesagen har afgivet skiftende forklaringer om modtagelse af de påståede lån fra (red.fjernet.2) og (red.fjernet.3), idet han i første omgang har forklaret, at de pengene blev indsat på hans bankkonto, mens han, da dette ikke kunne dokumenteres, i stedet har forklaret, at han opbevarede pengene i kontanter.
Der er ikke fremlagt dokumentation i form af bankoverførsler eller lignende, der viser, at klageren i indkomstårene 2013 eller 2014 skulle have modtaget lånte midler fra (red.fjernet.2) og (red.fjernet.3). Skatteankenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren i tilstrækkelig grad har godtgjort, at han i indkomstårene 2013 og 2014 har modtaget lån fra (red.fjernet.2) og (red.fjernet.3) til delvis dækning af privatforbrug.
Skatteankenævnet finder, at det med stemplerne i de fremlagte pas for klagerens 3 børn er dokumenteret, at børnene i indkomståret 2013 har opholdt sig i udlandet i 219 dage, og at de i indkomståret 2014 har opholdt sig i udlandet i 84 dage. Det er derimod ikke godtgjort, at børnene har haft kontantbeløb med tilbage fra deres rejser, som er blevet anvendt til delvis dækning af privatforbrug i 2013 og 2014.
Den fremlagte kvittering af 8. januar 2014, hvoraf det fremgår, at (red.fjernet.4) i Y1-land har omvekslet 5.363.000 Y1-land (red.fjernet.valuta) til 25.000 kr., godtgør ikke, at de omvekslede penge er blevet givet til børnene eller af dem er bragt til Danmark og medgået til privatforbrug.
Det er skatteankenævnets opfattelse, at det rådighedsbeløb, der fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsen kan anvendes som sammenligningsgrundlag i nærværende sag. 4
Nævnet finder ud fra en samlet vurdering på grundlag af det på mødet fremførte, at SKAT’s skønsmæssige forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed skal nedsættes med 50.000 kr. for hvert af indkomstårene 2013 og 2014
På baggrund af ovenstående nedsætter Skatteankenævn Østjylland forhøjelsen af klagerens skattepligtige indkomst til 375.000 kr. for indkomståret 2013 og 235.000 kr. for indkomståret 2014."
Skatteankenævn Østjylland kom den 22. december 2022 med afgørelse vedrørende SKAT’s afgørelse af 15. maj 2018 angående A’s skatteansættelse. Af afgørelsen fremgår bl.a.
| | | | |
| | | | |
Skattemæssig forhøjelse af overskud af klagerens virksomhed | | | |
Skattemæssigt fradrag for renteudgifter i virksomhed | | | |
Det fremgår af afgørelsen, at Skatteankenævnet i forbindelse med deres vurdering af sagen, har udarbejdet en privatforbrugsberegningen og opgørelsen af A’s nødvendige rådighedsbeløb. Det fremgår af denne beregning, at A’s beregnede privatforbrug i indkomståret 2015 udgjorde -237.159 kr. Beregningen er foretaget i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsen og med tillæg af taksterne for fast udgifter, jf. juridisk vejledning afsnit A.B.5.3.3. Det fremgår bl.a. at beregningen, at Skatteankenævnet i indkomståret 2015 har foretaget en nedslag i det forventede privatforbrug med 5 dage grundet A’s tre børns ophold i Y1-land.
Af afgørelsen fremgår bl.a.
" Skatteankenævn Østjyllands afgørelse
Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. Skatteforvaltningen kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der henvises til højesteretsafgørelsen refereret i SKM2011.208H. Ved beregning af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage renter samt hvad der er anvendt til blot vedligeholdelse eller forsikring af de af den skattepligtiges ejendele, hvis udbytte beregnes som indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.
Der er konstateret negative kassebeholdninger i virksomheden. Klageren kan derfor ikke have foretaget effektive, daglige kasseafstemninger. Der er endvidere konstateret indsætninger på klagerens konto, som ikke er bogført. Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet for indkomståret 2015 og fastsætte indkomsten skønsmæssigt. Skatteankenævn Østjylland bemærker, at klageren ikke har bestridt SKAT’s tilsidesættelse af klagerens regnskabsmateriale.
Skønsmæssige ansættelser skal være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser.
SKAT har beregnet et privatforbrug for klagerens husstand på -206.618 kr. i indkomståret 2015. Det er skatteankenævnets opfattelse, at SKAT’s privatforbrugsopgørelse er fejlbehæftet, idet SKAT ved opgørelsen af klagerens formue pr. 31. december 2015 har trukket "regulering af offentlig gæld" på 12.448 kr. fra i stedet for at lægge beløbet til. Derudover har SKAT ikke medtaget klagerens udgift på 9.639 kr. til ejendomsskat i SKAT’s privatforbrugsopgørelse.
Ifølge Skatteankestyrelsens privatforbrugsopgørelse udgjorde det beregnede privatforbrug for klagerens husstand i stedet -237.159 kr. for indkomståret 2015.
Skatteankenævn Østjylland tiltræder den af Skatteankestyrelsen udarbejdede privatforbrugsopgørelse, hvorefter det beregnede privatforbrug for klagerens husstand opgøres til -237.159 for indkomståret 2015.
Da det beregnede privatforbrug er negativt, er det ikke realistisk, at husstanden i indkomståret 2015 skulle kunne leve for de indtægter, som klageren er blevet beskattet af. Derfor anses der at være tilgået klageren yderligere mider, som ikke har været indberettet til SKAT, og som derfor ikke har været undergivet beskatning. Som følge deraf anses det for berettiget, at SKAT har foretaget en skønsmæssig beregning af den yderligere indkomst, som klageren må have oppebåret, og som må anses for at udgøre yderligere omsætning i klagerens virksomhed i indkomståret 2015.
Ved beregningen af klagerens privatforbrug i indkomståret 2015 har Skatteankestyrelsen taget udgangspunkt i det resultat af virksomhed, som klageren den 27. august 2017 har selvangivet for indkomståret 2015. Uagtet, at det er dokumenteret, at klageren har haft en (red.fjernet.sygdom), er det dermed ikke dokumenteret, at omsætningen i klagerens virksomhed i indkomståret 2015 som følge heraf har været påvirket i en sådan grad, at der skal tages højde herfor ved privatforbrugsberegningen. Det bemærkes endvidere, at det af virksomhedens kontospecifikationer for indkomståret 2015 fremgår, at virksomheden har solgt og købt biler i dagene efter, at klageren ifølge den fremlagte sygejournal er blevet opereret.
Klageren har oplyst, at de penge, han ifølge arbejdskontrakten af 8. juli 2007 har lånt hos (red.fjernet.1), er modtaget af klageren i indkomståret 2012. Klageren har oplyst, at pengene er blevet anvendt til investering i den faste ejendom på Y2-adresse, som klageren har købt i indkomståret 2012. På den baggrund finder nævnet ikke, at klageren har godtgjort, at han i indkomståret 2015 har modtaget lån fra (red.fjernet.1) til delvis dækning af privatforbrug. Der skal derfor ikke i opgørelsen af klagerens privatforbrug for indkomståret 2015 indgå lån fra (red.fjernet.1).
Serienummeret på den pas-side, som klageren har fremlagt som sidste side i bilag 7, er identisk med serienummeret på det pas, som klagerens ældste barn fik udstedt den 11. juni 2015. Skatteankenævnet lægger på den baggrund til grund, at pas-siden er identisk med side 7 i klagerens ældste barns pas.
Nævnet finder, med udgangspunkt i forklaringer på mødet og den fremlagte dokumentation, at klagerens tre børn har været i udlandet i 94 dage i 2015, hvorfor den skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst på dette grundlag nedsættes med 20.000 kr.
Nævnet finder endvidere ud fra en samlet vurdering, at den af SKAT’s skønsmæssige forhøjelse, skal nedsættes med 50.000 kr. for hvert af indkomståret 2015 på grundlag af det på mødet fremførte.
Nævnet nedsættes således den skattepligtige indkomst med 70.000 kr.
Der er i sagen fremlagt balancer og årsrapporter for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 for virksomheden G1-virksomhed v/A, CVR-nummer: ...11.
Det fremgår journaloplysninger for A, at han i perioden 2013 - 2015 gennemgik en række behandlinger vedrørende en (red.fjernet.sygdom), herunder bl.a. en operation i øjet i 2014.
Der er fremlagt to fakturaer vedrørende køb af valuta udstedt henholdsvis den 8. januar 2014 og den 8. august 2015. Fakturaen af den 8. januar 2014 hvor "ME" er anført som modtager vedrører køb af 25.000 kr., mens fakturaen af 8. august 2015 hvor "A" er anført som modtager vedrører køb af 24.000 kr. Begge fakturaer er originalt på (red.fjernet.sprog).
Af brev af 2. januar 2017 fra SKAT fremgår, at SKAT agtede at ændre den indkomst A havde selvangivet for årene 2013 og 2014. Det fremgår, at ændringen skulle foretages på grundlag af et uanmeldt kontrolbesøg hos G1-virksomhed v/A, samt gennemgang af A’s økonomi. Agterskrivelsen fra SKAT blev fulgt op af en afgørelse af 6. februar 2017. Ændringen i indkomst blev i årene i alt 710.000 kr.
Den 18. april 2018 fremsendt SKAT ligeledes en agterskrivelse vedrørende ændring af den indkomst A havde selvangivet for 2015. Agterskrivelsen blev fulgt op af en afgørelse af 15. maj 2018.
Under den efterfølgende behandling af sagen for Skatteankenævnet, har der været fremlagt to bekræftelser på lån til A på hver 50.000 kr. Af den ene bekræftelse, der er dateret den 9. marts 2019 og udstedt af NT fremgår, at lånet skete i starten af 2013. Af den anden bekræftelse, der er dateret den 13. marts 2019 og udstedt af OM fremgår, at lånet skete "omk. Juli 2013".
Der er i sagen fremlagt gennemsnitlige forbrugstal fra Danmarks Statistik for årene 2013, 2014 og 2015.
Der er i sagen fremlagt dokumenter, mødereferater, forslag til afgørelser og korrespondance i forbindelse med Skatteankenævnets behandling af sagen.
A har bl.a. forklaret, at han kom til Danmark fra Y1-land i (red.fjernet.år). Han er uddannet (red.fjernet.uddannelse), men har også taget en (red.fjernet.uddannelse1) uddannelse i Y3-by. Han kom til Danmark på grund af (red.fjernet.årsag). Han fik asyl i (red.fjernet.år1), og flyttede til Y3-by samme år.
I Y3-by etablerede han en lille (red.fjernet.forretning). I (red.fjernet.år2) skiftede han branche og etablerede en (red.fjernet.forretning1) med værksted. Hans speciale var og er fortsat at købe usynede biler, sætte dem i stand, syne dem, rengøre dem og derefter sælge dem. Han har privat beboelse ovenpå værkstedet. Han har boet og arbejdet samme sted siden (red.fjernet.år3).
I (red.fjernet.år3) flyttede hans kæreste til Y1-land med deres fire børn. Han rejste efterfølgende tilbage og hentede tre af børnene med tilbage til Danmark. Han var herefter alene med børnene under deres opvækst. Deres økonomi var presset, og de levede meget sparsommeligt. I årene 2013 til 2015 brugte han sjældent penge på ferier. Normalt ville han have besøgt Y1-land både om sommeren og om vinteren. Søndag var den eneste dag, han reelt havde fri. Dagen blev brugt sammen med børnene. Blev der spist ude, var det kun fastfood. På et tidspunkt fik de også nogle billige årskort til G2-virksomhed, således de kunne besøge parken flere gange i løbet af året.
Han lånte ad to omgange 50.000 kr. af to kammerater. De første 50.000 kr. lånte han af NT, som han kendte fra dengang, han flyttede til Y3-by. De kom til byen og fik opholdstilladelse samme dag. NT arbejdede også med biler. Han kender også NT’s kone og børn. Beløbet blev lånt i starten af (red.fjernet.år3), men han husker ikke det præcise tidspunkt. Pengene brugte han på privatforbrug. Han lånte samme år yderligere 50.000 kr. af OT. OT og han havde været naboer på (red.fjernet.bygning) i Y3-by. Lånet fra OT blev også brugt på privatforbrug. Ved lånene fra både NT og OT fik han pengene kontant. Herefter tog han sammen med henholdsvis NT og OT i F1-bank for at indsætte pengene på hans konto. Han ved ikke, hvorfor pengene ikke blev overført elektronisk.
Hans farbror, som har boet i Y4-by siden 1988, har også hjulpet ham løbende. Farbroren er også lidt i familie med hans kone. Hver 2. - 3. weekend var børnene hos farbroren, hvorfor han i de perioder havde et meget begrænset privatforbrug.
To gange om året, sommer og vinter, opholdt børnene sig også hos familien i Y1-land. Hans forældre og børnenes mor bor tæt på hinanden i Y1-land. Han har også fire søstre i Y1-land. I de perioder børnene var i Y1-land, var børnene primært hos hans familie. Hans far er pensioneret lærer, men har også arvet en fødevarevirksomhed, der importerer produkter fra nabolandene og derefter sælger til supermarkeder og restauranter. I (red.fjernet.år3) var hans families økonomiske situation god. Hans forældre boede i en 3-etagers villa med have. Når børnene var i Y1-land, betalte familien alle udgifter, ligesom forældrene købte masser af tøj og udstyr til børnene.
Når børnene vendte hjem fra Y1-land, havde de mellem 20.000 - 25.000 kr. med i kontanter. Det skete hver gang de var i Y1-land, altså cirka to gange om året. Pengene blev gemt i børnenes lommer, hvorefter lommerne blev syet sammen. Når børnene kom tilbage til Danmark, fik han pengene. Pengene blev brugt på privatforbrug og børnenes næste rejse til Y1-land. Da man fra Y1-land banker ikke kunne overføre elektronisk til Danmark, var de nødsaget til at fragte pengene kontant. Som privatperson er det fortsat ikke muligt at overføre penge fra Y1-land. De i sagen fremlagte fakturaer af 8. januar 2014 og 8. august 2015 viser netop, at hans far vekslede penge, som børnene kunne have med til Danmark. Oversættelsen af fakturaen af 8. august 2015 er i øvrigt ikke korrekt. Det var ikke ham, der var modtager, men derimod hans far, ME.
Udover de penge han fik fra familien, så lånte han også 600.000 kr. af dem. Beløbet blev brugt på at købe hus, samt til privatforbrug. Han husker ikke hvor meget, der blev brugt på huset. Han husker ikke, hvordan han modtog pengene. Pengene er formentlig sendt fra en bank i Y5-land. De ca. 92.000 kr., han blev stoppet med i Y6-by Lufthavn i december 2014, var netop afbetaling på lånet fra forældrene. Han var ikke klar over, at man ikke måtte tage så mange penge med ud af Danmark. Det var ikke normalt, at han havde mange kontanter. I 2014 betalte man fortsat kontant. Udover de kontanter, han havde fra virksomheden, så havde han løbende og af flere omgange hævet beløbet på 92.000 kr. i banken.
I perioden fra 2010 - 2015 gennemgik han tre operationer i Danmark vedrørende sin hornhinde. Han var indlagt en uge hver gang. Efter operationerne kunne han ikke åbne sine øjne. Han fik hjemmepleje i en måned. I perioderne efter operationerne var indtjeningen fra virksomheden lavere.
Han havde praktikanter tilknyttet virksomheden, samt en gammel mand, NA, der også arbejdede for ham. NA var dygtig, men han arbejdede ikke så meget. NA fik måske 100 kr. Beløbene fik NA bare i hånden. Det er rigtigt, at han på et tidspunkt fik uanmeldt skattekontrol angående løn. KO, som Skattestyrelsen træf, havde dengang været hos ham to gange. KO fik ikke løn, men var på besøg fra Y7-land. KO arbejdede ikke for ham. Han har ikke tidligere oplyst, at KO arbejdede for ham.
MH har bl.a. forklaret, at hun er datter af A, samt at hun er (red.fjernet.alder) år og studerer (red.fjernet.uddannelse2). Til daglig bor hun i Y8-by. Hendes søskende bor alle i Y1-land.
I perioden 2013-2015 boede hun i Y3-by sammen med sin far og sine søskende. De levede et meget simpelt liv, og de brugte ikke mange penge. Når de lavede aktiviteter, var det ofte gratis aktiviteter. De var ofte i (red.fjernet.park). Hun og hendes storesøster og lillebror var flere gange på besøg i Y1-land i årene 2013 - 2015. De rejste alene. Under flyrejsen havde de deres pas om halsen, og de blev hjulpet af personalet. I Y1-land boede de ofte hos deres farfar, men var også hos deres tanter og hos deres moders familie. De har en stor familie i Y1-land. De var i Y1-land både i sommerferien og om vinteren. Der var vist også nogle flere gange, men det husker hun ikke. Hendes farfar tilhørte overklassen og boede i et stort hus, som var familiens samlingspunkt.
Når de var i Y1-land, hjalp familien med at købe tøj, og hendes tanter hjalp også med at købe shampoo og cremer. Det meste af deres tøj blev også købt i Y1-land. De tog meget med hjem fra Y1-land, og man kunne sagtens mærke forskel på kufferten. Når de skulle hjem fra Y1-land til Danmark, fik de også penge med. Pengene blev syet ind i hendes tøj, og når hun kom hjem, afleverede hun dem til sin far. Pengene var dog kun syet halvt ind i tøjet, så hvis der var kontrol, så kunne de vise pengene. Så vidt hun husker, er de aldrig blevet kontrolleret. Hun ved ikke, hvor mange penge der var, men der var en god stak. Så vidt hun husker, var beløbet i danske kroner. Det var primært hende, der havde pengene på sig. Hun havde penge med hver gang, de tog hjem fra Y1-land. Hvad pengene skulle bruges til, ved hun ikke, hun afleverede bare til sin far. Hvorfor de skulle transportere pengene, ved hun ikke.
I Danmark købte hendes far kun småting til dem. Alle større køb foregik i Y1-land, herunder eksempelvis også skoletaske. Hun bad ikke om at få tøj i Danmark. De havde aldrig penge med til Y1-land.
MA har bl.a. forklaret, at han har kendt A og hans familie siden 2008. De har været venner i hele perioden, herunder også i årene 2013-2015. De er fortsat venner i dag. Han bor i Y3-by. De er kommet meget i hinandens hjem.
A havde også tilbage i 2013-2015 sin egen forretning. Børnene hjalp i forretningen. A sparede meget sammen. A var ikke nærig, men han var heller ikke gavmild. I de år hjalp han flere gange A og hans familie, herunder med at køre og hente børn til skole, samt ved at køre børnene til deres onkel i Y4-by. A var meget optaget af sit arbejde. Det var kun med det praktiske, han hjalp, ikke økonomisk. I de år var han på et tidspunkt i Y1-land, og der fik han en stak penge med fra A’s familie, som han skulle aflevere til A. Pengene var i kuverter. Han vil vurdere, der var mellem 10.000 - 20.000 kr., men han er ikke sikker. Han husker ikke præcis, hvornår han havde pengene med hjem, men det var i perioden 2013-2015. Han har lært A’s familie i Y1-land at kende, men han har kun besøgt familien en gang. Det var hans indtryk, at det var en stor, rig familie med mange ejendomme og moderne biler. De havde mange midler. Det følger af den Y1-land kultur, at man deler med hinanden. Det er normalt, at en far i Y1-land hjælper sine børn. Familier er fokuserede på at hjælpe hinanden. Det Y1-land samfund er forskelligt fra det danske, både i forhold til tradition og religion.
Han har aldrig været ansat i A’s virksomhed, og han har aldrig modtaget penge fra virksomheden. Der har heller aldrig været snak om, at han skulle ansættes. Han har måske flyttet en bil eller hjulpet lidt til, men han har aldrig været ansat. Siden marts 2015 har han været på førtidspension.
A har i sit påstandsdokument anført:
Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke i henhold til statsskattelovens § 4 og dagældende skattekontrollovs § 5 er grundlag for de skønsmæssige forhøjelser over sagsøgers overskud af virksomhed i indkomstårene 2013, 2014 og 2015, som foretaget senest af Skatteankenævn Østjylland, idet de foretagne skøn er udøvet på et forkert og mangelfuldt grundlag og har medført et åbenbart urimeligt resultat for sagsøger.
1 TILSIDESÆTTELSE AF SKØNNET
For at Skattemyndighederne kan foretage en skønsmæssig ansættelse af en skattepligtig indkomst, skal skattemyndighederne påvise eller sandsynliggøre, at der er grundlag for skønnet.
Når skattemyndighederne foretager et skøn over skattepligtig indkomst, må skønnet ikke 1) hvile på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller 2) være åbenbart urimeligt.
Det følger således også nærmere af de dommerskabte grundsætninger, som danner den retlige grænse for skønsudøvelsen, at forvaltningsmyndigheder, herunder skattemyndighederne, er forpligtet til at udøve et sagligt skøn og således ikke inddrage uvedkommende hensyn.
Betingelserne er velbeskrevet i den juridiske litteratur, herunder også i Højesteretsdommer Lars Apostolis artikel offentliggjort som TfS 2003, 401 med titlen »Det skatteretlige skøn«, hvor han under afsnittet »Hjemmelsgrundlaget« har anført følgende:
"Skattemyndighederne er ikke bundet af den skattepligtiges vurdering, men må foretage en samlet bedømmelse på grundlag af alle foreliggende oplysninger af relevans. I overensstemmelse med de grundlæggende forvaltningsretlige principper om saglighed er skattemyndighederne forpligtet til at tilstræbe en så korrekt ansættelse som muligt ved skønsudøvelsen." (vores understregning)
Om den forvaltningsretlige skønsudøvelse fremgår videre af Forvaltningsret Almindelige emner, 7. udgave 2022, side 219-220, følgende:
"En forvaltningsmyndigheds tilrettelæggelse af bevisskønnet skal være så virkelighedsnært som muligt, jf. FOB 1974.79, hvor der ved fastlæggelsen af et ikke dokumenteret vandforbrug ikke var taget hensyn til, at familien boede i campingvogn, og at bad og vasketøj foregik andetsteds. Interne retningslinjer kan anvendes, men de skal bygge på realistiske forudsætninger, og de kan ikke lægges til grund, hvis resultatet i det konkrete tilfælde må antages at afvige klart fra de faktiske forhold." (vores understregning)
Skønnet skal med andre ord være så virkelighedsnært og realistisk som muligt, hvorved der skal tages højde for de konkrete forhold, som gør sig gældende for den pågældende.
Domstolene kan foretage fuld prøvelse af de formelle krav til skønsudøvelsen, herunder til fremgangsmåden, samt om skønsudøvelsen er foretaget på det korrekte faktuelle grundlag. Herudover prøves det, om der foreligger det fornødne saglige skøn, eller om skønsudøvelsen tværtimod er åbenbart urimelig.
1.1 Forkert og mangelfuldt grundlag
Når en forvaltningsmyndighed udøver skøn, er det afgørende, at grundlaget for skønnet er så korrekt og fyldestgørende som muligt.
Dette af hensyn til, at skønnet skal afspejle virkeligheden så vidt muligt.
Selve grundlaget for skønnet handler om de faktiske og retlige forudsætninger, som er lagt til grund ved skønsudøvelsen. Spørgsmålet er i den forbindelse, om disse forudsætninger er korrekte og fyldestgørende.
En fejl i grundlaget for skattemyndighedernes skøn kan bero på en fejlagtig antagelse om faktiske forhold. Hvis en sådan fejl må antages at have betydning for resultatet, kan det begrunde en tilsidesættelse af skønnet med den virkning, at der skal foretages en fornyet skønsmæssig ansættelse.
Dette er for længst fastslået i retspraksis, hvortil der eksempelvis kan henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort som TfS 1985,386 V, hvor skattemyndighederne med rette havde foretaget en skønsmæssig vurdering men på et forkert grundlag, hvorfor skønnet måtte tilsidesættes.
Skattemyndighederne havde med rette fortaget en skønsmæssig fordeling af salgssummen på grund og bygninger ved et ejendomssalg med henblik på opgørelsen af genvundne afskrivninger. Grundlaget for skønnet var imidlertid behæftet med en fejl, idet det bestod af den offentlige vurdering, hvor der ikke var taget højde for en ny lokalplan, som forudsatte nedrivning af bygningerne, som i øvrigt også var gamle og nedrivningsmodne.
Vestre Landsret fandt herefter, den seneste offentlige vurdering af ejendommen konkret uanvendelig som grundlag for fordelingen af salgssummen på jord og bygninger ved beregningen af genvundne afskrivninger.
Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling.
Vurderingen af grundlaget for den skønsmæssige ansættelse blev også behandlet i SKM2014.533.BR. I den pågældende sag havde skatteyder i en årrække deltaget i markeder og købt og solgt motorcykelreservedele fra en fast stand. Derudover solgte han også reservedele fra sin bopæl, hvorfor han blandt andet også annoncerede med salg af reservedele i medlemsblade for motorcykelentusiaster.
Sagen angik i første række en prøvelse af, om skatteyderen derved drev erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af motorcykelreservedele, og i givet fald om skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag. Skatteministeriet fik medhold i, at skatteyderen havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af motorcykelreservedele, og at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skatte- og afgiftspligtige indkomst.
I anden række angik sagen som anført en prøvelse af, om skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag, eftersom skønnet i hovedsagen var baseret på de konstaterede indsættelser på skatteyderens bankkonti.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer, fandt retten det godtgjort, at skattemyndighedernes skøn var foretaget på et ufuldstændigt og til dels fejlagtigt grundlag, og at disse forhold samlet set vedrørte væsentlige beløb.
Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling.
1.2 Åbenbart urimeligt resultat
Skønsudøvelsen er åbenbart urimelig, hvis der er en afvigelse mellem resultatet af myndighedernes skønsvurdering og det, som efter bevisførelsen for domstolene må antages at være rimeligt. Dette er for længst fastslået i retspraksis, og er skønsudøvelsen som følge af nævnte forhold urimelig, kan dette selvstændigt føre til en tilsidesættelse af det foretagne skøn.
Som eksempel på, at skattemyndighedernes i øvrigt berettigede skøn tilsidesættes som følge af urimelighed, kan nævnes Vestre Landsrets dom offentliggjort som TfS 1989, 439 V. I den pågældende sag blev det lagt til grund, at betingelserne for den skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst som følge af væsentlige regnskabsmangler var opfyldt, men at skattemyndighederne ved den skønsmæssige forhøjelse var gået ud over grænserne for et rimeligt skøn.
Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling.
En tilsvarende ældre dom er Østre Landsrets dom offentliggjort som TfS 1999, 724 Ø, hvor skatteyderne drev en grøntforretning i interessentskabsform. Regnskabsgrundlaget fandtes at kunne tilsidesættes, og myndighederne havde som følge heraf skønsmæssigt forhøjet overskuddet i forretningen med kr. 276.964 fra kr. 23.036 til kr. 300.000.
Efter de pågældende skatteydere havde ført et bevis for deres beskedne levevis og levevilkår samt deres omsætningsmuligheder på den lokalitet, hvorfra virksomheden blev drevet, fik de medhold i indsigelsen om, at deres indtægter nødvendigvis måtte have været væsentligt lavere end de af ligningsmyndighederne ansatte, hvorved skønnet fandtes urimeligt.
Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling.
Ovennævnte retspraksis er således eksempler på, at det for længst er fastslået, at domstolene ikke er tilbageholdende med at foretage en tilbundsgående prøvelse af de forudsætninger, som er lagt til grund ved skattemyndighedernes skønsudøvelse, eller med at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, såfremt skønnet stiller skatteyderen åbenbart urimeligt, eller at skønnet er udøvet på forkert grundlag.
For nyere praksis kan eksempelvis videre henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort som SKM2011.263, byrettens dom offentliggjort som SKM2018.59.BR, byrettens dom offentliggjort som SKM2021.541.BR og byrettens dom offentliggjort som SKM2023.331.BR.
Der foreligger også en ganske righoldig praksis hos de administrative myndigheder, hvor Landsskatteretten heller ikke været tilbageholdende med at ændre og tilsidesætte skønsmæssige ansættelser, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af den 25. oktober 2019 (sagsnr. 16-0504422), Landsskatterettens afgørelse af den 11. januar 2016 (sagsnr. 14-0003513) og Landsskatterettens afgørelse af den 30. juni 2021 (sagsnr.
2 DET UDØVEDE SKØN ER SKET PÅ FORKERT GRUNDLAG OG ER ÅBENBART URIMELIGT
Til støtte for at der i sagerne ikke er grundlag for at opretholde de skønsmæssige forhøjelser af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2013, 2014 og 2015, gøres det gældende, at de foretagne skøn ikke er virkelighedsnære.
Både SKAT og Skatteankenævn Østjylland har undladt at godskrive de udarbejdede privatforbrugsberegninger væsentlige beløb, hvorfor privatforbrugsberegningerne naturligvis ikke er egnede som grundlag for det udøvede skøn.
Det fastholdes, at sagsøger i årene 2013, 2014 og 2015 ikke har haft et negativt privatforbrug - eller i øvrigt i den størrelsesorden - som ellers lagt til grund ved de indbragte afgørelser.
SKAT har ved beregning af sagsøgers privatforbrug anvendt oplysninger fra inddrivelsesbekendtgørelsen med tillæg af faste udgifter, hvilke - ifølge SKAT - viser et passende privatforbrug for én voksen og tre børn.
Skatteankenævn Østjylland har derimod ved beregningen af sagsøgers privatforbrug anvendt oplysninger fra Danmarks Statistik (til dels inddrivelsesbekendtgørelsen for (2013 og 2014), hvilke - ifølge Skatteankenævn Østjylland - viser et passende privatforbrug for én voksen og tre børn, jf. Bilag 1 side 27, 2. sidste afsnit og side 29, 2. afsnit (BS1) og Bilag 1, side 27, 2. sidste afsnit (BS2).
Hverken SKAT’s anvendelse af forbrugstal fra inddrivelsesbekendtgørelsen eller Skatteankenævn Østjyllands anvendelse af forbrugstal fra Danmarks Statistik giver i sagsøgers tilfælde et retvisende skønnet privatforbrug for sagsøger og hans tre hjemmeboende børn i indkomstårene 2013, 2014 og 2015, jf. eksempelvis SKM2018.59.BR.
Dette fordi såvel SKAT’s som Skatteankenævn Østjyllands anvendte forbrugstal fra henholdsvis inddrivelsesbekendtgørelsen og Danmarks Statistik er fastsat efter et gennemsnitligt forbrug for en husstand med en enlig med hjemmeboende børn.
Sagsøger og hans tre hjemmeboende børn har - grundet deres særlige levevis - ikke i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 haft et gennemsnitligt forbrug, hvorfor de af skattemyndighederne anvendte rådighedsbeløb for en enlig med børn er sat væsentligt for højt.
Til støtte for at sagsøger har levet for et beløb langt under beløbene fastslået af Danmarks Statistik, skal der henvises til følgende:
For det første at sagsøger har levet spartansk udover det gennemsnitlige i de i sagen omhandlede indkomstår.
For det andet at sagsøgers tre hjemmeboende børn har opholdt sig i udlandet hos sagsøgers familie og børnenes mor i 219 dage i indkomståret 2013, 84 dage i indkomståret 2014 og 94 dage i indkomståret 2015.
Sagsøger har således kunne betragtes som enlig i alt i (219 dage + 84 dage + 94 dage) = 397 dage i indkomstårene 2013, 2014 og 2015. Et forhold som hverken SKAT eller Skatteankenævn Østjylland har tillagt betydning.
Dette fordi sagsøger har haft et betydeligt sparet privatforbrug i forhold til hans faste udgifter til hans tre hjemmeboende børn i indkomstårene 2013, 2014 og 2015, idet sagsøgers familie og tidligere samlever har bekostet nyt tøj ved børnenes rejser til udlandet, hvorved sagsøger ikke selv har afholdt større udgifter til blandt andet køb af tøj, når børnene har opholdt sig i Danmark.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at der er tale om børnenes familie i udlandet, herunder deres bedsteforældre og deres mor, hvorfor det er helt naturligt og nærliggende, at udgifterne til børnene er afholdt af familien i udlandet under børnenes udlandsbesøg.
Sagsøgers sparede privatforbrug er fejlagtigt ikke tillagt betydning. Sagsøger er således heller ikke blevet tildelt et retmæssigt nedslag i det beregnede privatforbrug.
For det tredje at sagsøger tillige har modtaget økonomisk hjælp fra sine forældre i udlandet i form af afgiftsfrie gaver til sagsøger og børnene, idet sagsøgers børn i forbindelse med hver af de fire hjemrejser til Danmark i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 har medbragt "lommepenge" i størrelsesorden kr. 20.000-25.000, jf. eksempelvis Bilag 9 og Bilag 10 (BS1) og Bilag 6 og 7 (BS2).
Disse "lommepenge" har sagsøgers forældre øremærket til blandt andet køb af flybilletter til børnenes næste rejser til udlandet samt til sagsøgers betaling af andre daglige fornødenheder.
Idet børnenes flybilletter til udlandet højest har kunne udgøre anslået kr. 10.000- 12.000 tur/retur, er der en stor del af "lommepengene", som sagsøger har anvendt til betaling af daglige fornødenheder, hvilket der ikke er taget hensyn til i privatforbrugsberegningerne, som grundlag for skønnet.
Det er væsentligt at have for øje, at det er helt almindeligt i det mellemøstlige miljø at have en vis kontantbeholdning og at overførelser foregår kontant, og at den mellemøstlige penge- og gavekultur er meget anderledes end den danske, og det derfor ikke er unormalt, at familiemedlemmer hjælper hinanden med et økonomisk bidrag til blandt andet privatforbrug.
For det fjerde at sagsøger i indkomståret 2013 har lånt et kontantbeløb på i alt kr. kr. 100.000 af henholdsvis NT og OM som er medgået til sagsøgers daglige fornødenheder, jf. Bilag 11 og Bilag 12 (BS1). Disse lån skal tillige indgå ved opgørelsen af privatforbrugsberegningen.
For det femte at sagsøger som følge af sin øjenlidelse ikke har været i stand til at drive sin virksomhed på fuld kraft i tiden efter hans operationer, jf. Bilag 13 og Bilag 14 (BS1) og Bilag 8 (BS2), hvilket har haft betydning for sagsøgers indtjeningsevne.
For det sjette at sagsøgers private andel af henholdsvis vand, el og telefon tillige fremgår af virksomhedens balancer, jf. Bilag 4, side 8 og Bilag 7, side 8 (BS1) for indkomstårene (red.fjernet.år3) og 2014, samt Bilag 3, side 3 (BS2) for indkomståret 2015.
De ved skønnet anslåede udgifter til disse poster er således ikke retvisende for sagsøger og dennes husstand.
Hertil kommer, at der ved skønnet utvivlsom ikke i de anslåede værdier er taget højde for, at sagsøgers børn har været bortrejst til udlandet i ca. syv måneder i indkomståret 2013, ca. tre måneder i indkomståret 2014 og ca. tre måneder i indkomståret 2015.
Det forhold, at Skatteankenævn Østjylland i afgørelsen af dem 22. december 2022 reducerede den skønsmæssige indkomstforhøjelse med kr. 50.000 i henholdsvis 2013 og 2014 og kr. 20.000 i 2015, svarer ikke til det beløb, som sagsøger reelt har sparet på udgifter, herunder udgifter til vand, el og telefon i den periode, hvor hans børn har opholdt sig i udlandet. Der er således ikke givet et retmæssigt nedslag i beregningen af sagsøgers privatforbrug.
På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at opretholde det af Skatteankenævn Østjyllands senest foretagne skøn over indkomsten for indkomstårene 2013, 2014 og 2015, idet skønnet hviler på forkert grundlag og er åbenbart urimeligt.
Dette særligt fordi hverken SKAT eller Skatteankenævn Østjylland har udøvet skønnet på baggrund af en konkret og empirisk vurdering af sagsøgers særlige forhold, jf. eksempelvis SKM2018.59.BR og SKM2021.541.BR.
Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:
Det fremgår af statsskattelovens § 4, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, og det påhviler en skatteyder at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens dagældende § 1, stk. 1. Hvis skatteyderen ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens dagældende § 5, stk. 3.
Erhvervsdrivende skal derudover udarbejde et regnskab, der opfylder kravene i bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 ("mindstekravsbekendtgørelsen"). Hvis regnskabet ikke opfylder kravene i mindstekravsbekendtgørelsen, kan skattemyndighederne fastsætte skatteyderens indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens dagældende § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.
Skattemyndighederne kan endvidere fastsætte skatteyderens indkomst skønsmæssigt, hvis det konstateres, at skatteyderen har et negativt eller usandsynligt lavt privatforbrug, jf. UfR 1967.635 H og UfR 2002.530/1 (gengivet i SKM2002.70.HR).
Når skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse, kan skønnet alene tilsidesættes, hvis skatteyderen beviser, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag, eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2007.1007 H, UfR 2009.476/2 H og UfR 2011.1458 H.
Det er ikke rigtigt og i direkte modstrid med højesteretspraksis, når A anfører (f.eks. 14878-stævningen, s. 13 (E 95), 1. tekstafsnit), at "det er skattemyndighederne, som skal dokumentere rigtigheden af det udøvede skøn, herunder de valgte forudsætninger for skønsudøvelsen". A’s synspunkt har hverken støtte i Den juridiske vejledning eller den praksis, som A har henvist til (modsat 14878-stævningen (E 95), s. 13, 1. tekstafsnit). Udover at den praksis, som A har henvist til, ikke støtter hans synspunkt om bevisbyrdens placering, er der tale om dels forældet retspraksis, dels konkret begrundede afgørelser, som ikke ændrer ved, at en skønsmæssig ansættelse alene kan tilsidesættes, hvis skatteyderen beviser, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag, eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, og at den bevisbyrde ikke er løftet i de foreliggende sager, jf. afsnit 3.2 nedenfor.
Det er heller ikke rigtigt, når A anfører (14878-stævningen, s. 9 (E 91), næstsidste afsnit), at domstolene "i en lang række sager ikke [har] været tilbageholdende med at ændre og tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser" (min fremhævning). I det omfang skatteyderen løfter sin bevisbyrde for, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, skal sagen hjemvises til fornyet behandling, hvilket også fremgår af den praksis, som A selv har henvist til.
Det er desuden ikke i overensstemmelse med Højesterets praksis, når A anfører (replikken, s. 4 (E 149), 3. afsnit), at "[s]kønsudøvelsen er åbenbart urimelig, hvis der er en afvigelse mellem resultatet af myndighedernes skønsvurdering og det, som efter bevisførelsen for domstolene må antages at være rimeligt" (min fremhævning).
Et skatteskøn er ikke åbenbart urimeligt, alene fordi domstolene finder et andet resultat rimeligt. At skønsudøvelsen har medført et åbenbart urimeligt resultat indebærer, at der skal foreligge en klar og betydelig afvigelse mellem skattemyndighedernes skøn, og hvad domstolene måtte finde på baggrund af en efterfølgende bevisførelse.
Oplysninger om, at der ud over de selvangivne indtægter har været yderligere ikke-skattepligtige indtægter, skal være bestyrket af objektive kendsgerninger, før de kan lægges til grund og indgå i privatforbrugsberegningen, jf. f.eks. UfR 2021.1853 H, UfR 2011.1599 H, UfR 2009.476/2H, SKM2022.105.VLR og SKM 2004.84 Ø.
En skatteyder kan ikke løfte sin bevisbyrde ved hjælp af erklæringer indhentet under en verserende sag, jf. f.eks. U.2009.476/2H, UfR 2002.1172 H og SKM.2017.142.ØLR.
Skatteyderens bevisbyrde skærpes, når der skiftes forklaring undervejs i en skattesag, jf. f.eks. SKM2021.433.ØLR.
3.2 Der er ikke grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn
Som også anført af skatteankenævnet (f.eks. 14883-bilag 1, s. 27 (E 73), sidste afsnit) er det som følge af A’s negative privatforbrug ikke realistisk, at hans husstand har kunne leve for de indtægter, han er blevet beskattet af. A må derfor nødvendigvis have haft yderligere midler, som ikke har været indberettet, og som derfor ikke har været undergivet beskatning.
Rigtigheden heraf understreges af, at A blev stoppet i lufthavnen 22. december 2014 med 10.500 (red.fjernet.valuta1), 3.010 (red.fjernet.valuta2) og 6.500 danske kroner i kontanter, svarende til i alt ca. kr. 92.389, som blev beslaglagt (14878-bilag 17, s. 3 (E 441), 6. afsnit f.). Ifølge SKAT’s afgørelse oplyste A (14878-bilag 17, s. 5 (E 443), 2. punkt i 1. punktopstilling), at han løbende havde hævet de kontanter, som han blev stoppet med i lufthavnen. SKAT kunne imidlertid ikke konstatere, at der overhovedet var hævet (red.fjernet.valuta1), ligesom SKAT ikke kunne konstatere, at der var hævet (red.fjernet.valuta2) svarende til 3.010 (red.fjernet.valuta2), som A blev stoppet med.
At A har haft en betydelig kontantøkonomi, er i øvrigt overensstemmende med, at han har beskæftiget "sort" arbejdskraft. SKAT foretog den 23. september 2015 sammen med blandt andet politiet et uanmeldt kontrolbesøg hos A’s virksomhed på baggrund af en anmeldelse om, at der var beskæftigede uden arbejdstilladelse i virksomheden, jf. Skatteankenævn Østjyllands afgørelse (14878-bilag 1, s. 2 (E 18), 2. afsnit) og SKAT’s sagsnotat (14878-bilag 15 (E 429)). Det fremgår af SKAT’s sagsnotat (14878-bilag 15 (E 429-430), noten til "23/9-2015" og "24/9-2015"), at det under kontrolbesøget blandt andet blev konstateret, at A - selvom han ikke var registeret som arbejdsgiver - beskæftigede to personer, herunder én person uden arbejdstilladelse.
Som følge af A’s negative privatforbrug og mangelfulde regnskaber, foretog skatteankenævnet - hvilket ubestridt var berettiget - en skønsmæssig forhøjelse af A’s virksomhedsoverskud.
Skønnet blevet foretaget på baggrund af det rådighedsbeløb, der fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsen, (14878-bilag 1, s. 29 (E 45), 2. afsnit, jf. SKM2012.704.SKAT for 2013), og som er "udtryk for de pengemidler, som en skyldner af skatte-, afgifts- og anden offentlig gæld som minimum skal have lov til at beholde til rådighed til egen og husstandens privatforbrug", jf. Den juridiske vejledning, 2023-1, afsnit A.C.2.1.4.4.2.2 om lavt privatforbrug som støtte eller grundlag for skønsmæssig ansættelse. Det er dermed ikke rigtigt, når A anfører (f.eks. 14878-stævningen, s. 16 (E 98), sidste afsnit), at "Skatteankenævn Østjylland har derimod ved beregningen af sagsøgers privatforbrug anvendt oplysninger fra Danmark Statistik".
Idet skatteankenævnet i de foreliggende sager har foretaget konkrete og grundige skønsmæssige ansættelser af A’s virksomhedsoverskud og nøje har forholdt sig til de forskellige poster og A’s synspunkter, er der ikke noget grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn.
Det gælder navnlig, når henses til, at skatteankenævnet - blandt andet på baggrund af de argumenter, som A nu gentager for retten, men som kun i begrænset omfang var understøttet af objektive kendsgerninger - foretog en skønsmæssig reduktion af A’s virksomhedsoverskud med kr. 50.000 i indkomstårene 2013, kr. 50.000 i indkomstårene 2014 og i alt kr. 70.000 i indkomståret 2015 (14878-bilag 1, s. 29 (E 45), næstsidste afsnit, og 14883-bilag 1, s. 28 (E 74), 4.-6. afsnit).
Skatteankenævnets skøn må på den baggrund anses for ganske lempeligt, når også henses til det ovenfor anførte om A’s kontantøkonomi og anvendelsen af inddrivelsesbekendtgørelsen. Det understøttes tillige af, at Skatteankestyrelsen i sit forslag til afgørelse indstillede, at A’s virksomhedsoverskud i 2013 og 2015 skulle forhøjes yderligere blandt andet med henvisning til, at det rådighedsbeløb, der fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsen, ikke kunne anvendes som sammenligningsgrundlag, idet rådighedsbeløbet i inddrivelsesbekendtgørelsen "ikke [er] udtryk for et gennemsnitligt, sædvanligt forbrug, men et minimumrådighedsbeløb", og at A "ikke har fremlagt dokumentation, som godtgør, at husstandens privatforbrug har været betydeligt lavere end gennemsnittet", jf. Skatteankestyrelsens forslag til afgørelser (14878-bilag 18, s. 25 (E 559), 4. afsnit, og s. 26 (E 560), 1. afsnit, og sag 14883-bilag 14, s. 23 (E 583), sidste afsnit, og s. 24 (E 584), 6. afsnit).
Der er ikke grundlag for A’s udokumenterede synspunkt (f.eks. 14878-stævningen, s. 17 (E 99), 5. afsnit) om, at "[han] - som følge af sin opvækst - har levet spartansk […]", og at det anvendte rådighedsbeløb for en enlig med tre børn derfor er fastsat for højt, jf. SKM2007.345.VLR. Selv hvis A havde bevist, at han havde levet spartansk, indebærer det ikke et bevis for, at det anvendte rådighedsbeløb er fastsat for højt.
Det er ikke rigtigt, når A anfører (14878-stævningen, s. 17 (E 99), 6. og 7. afsnit, og 14883-stævningen, s. 18 (E 127), 6. og 7. afsnit), at skatteankenævnet ikke har tillagt det betydning, at hans børn har opholdt sig i Y1-land. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af skatteankenævnets afgørelser (14878-bilag 1, s. 3 (E 19), 1. afsnit, og s. 28 (E 44), sidste afsnit, og 14883-bilag 1, s. 3 (E 49), tredjesidste afsnit ff., og s. 28 (E 74), 4. afsnit), at skatteankenævnet har lagt til grund, at A’s børn har opholdt sig i Y1-land. For så vidt angår indkomståret 2015 har skatteankenævnet tilmed lagt dette til grund, selvom A ifølge skatteankenævnet (14883-bilag, s. 28 (E 74), 3. afsnit) har fremlagt forskellige pas for sine børn, hvoraf den sidste side i det ene pas er identisk med serienummeret i et andet pas. Dette understreger det anførte om, at skatteankenævnet har foretaget et lempeligt skøn.
For indkomståret 2013 og 2014 reducerede skatteankenævnet (14878-bilag 1, s. 29 (E 45), 3. afsnit) - blandt andet som følge af børnenes ophold i Y1-land - den skønsmæssige indkomstforhøjelse med kr. 50.000 pr. år. For indkomståret 2015 reducerede skatteankenævnet (14883-bilag 1, s. 28 (E 74), 4. afsnit) indkomstforhøjelsen med kr. 20.000 som følge af børnenes ophold i Y1-land, jf. referat af nævnsmøde afholdt den 20. december 2022 i de to sager (bilag A (E 587)) som opfylder A’s opfordring 1 i begge sager. Skatteankenævnet har (bilag 1 i begge sager, hhv. s. 29 (E 45), næstsidste afsnit, og s. 28 (E 74), 5. afsnit) i øvrigt lagt vægt på "det på mødet fremførte" og ikke "det på mødet fremsendte", som A fejlagtigt anfører (stævningerne, hhv. s. 17 (E 99), næstsidste afsnit, og s. 18 (E 127), tredjesidste afsnit).
Det er desuden ikke godtgjort, at A’s forældre og tidligere samlever "har afholdt samtlige udgifter til børnene", når de var i Y1-land og i øvrigt "bekostet nyt tøj" til dem (f.eks. 14878-stævningen, s. 3 (E 85), tredje- og næstsidste afsnit). A har derfor ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn i anledning af børnenes ophold i udlandet.
3.2.3 Lommepenge fra forældre
A har ikke bevist sit synspunkt (f.eks. 14878-stævningen, s. 18 (E 100), 1. afsnit) om, at han har "modtaget økonomisk hjælp fra sine forældre i udlandet, idet [A’s] børn i forbindelse med hver [af hjemrejserne til Danmark i 2013-2015] har medtaget "lommepenge" i størrelsesordenen kr. 20.000-25.000".
Kvitteringerne på (red.fjernet.sprog) af 8. januar 2014 vedrørende køb af kr. 25.000 (14878-bilag 9 (E 245), oversat i bilag 10 (E 247 f.)) og kvitteringen af 8. august 2015 vedrørende køb af kr. 24.000 (14883-bilag 6 (E 363), oversat i bilag 7 (E 365 f.)) beviser hverken, at pengene er givet til As børn, at pengene er bragt til Danmark eller at pengene er medgået til dækning af privatforbrug.
Særligt for så vidt angår 2015-kvitteringen (14883-bilag 7 (E 366)) fremgår det af selve kvitteringen, at pengene er modtaget fra A, og kvitteringens indhold strider derfor mod A’s forklaring (f.eks. 14878-stævningen, s. 4 (E 86), 1. afsnit ff.) om, at A’s børn skulle have modtaget pengene fra A’s forældre.
A har desuden ikke bevist, at hans Y9-land forældre havde økonomiske evner til at give ham lommepenge i størrelsesordenen kr. 20-25.000, hver gang børnene rejste til Danmark. A’s forklaring om, at han jævnligt modtog lommepenge i den omtalte størrelsesorden, harmonerer desuden ikke med hans forklaring (f.eks. 14878-stævningen, s. 17 (E 99), 5. afsnit) om, at "[han] - som følge af sin opvækst - har levet spartansk […]" (min fremhævning).
Under alle omstændigheder beviser kvitteringerne ikke, at børnene på hver af deres rejser fik penge med tilbage til Danmark.
Det var derfor berettiget, at skatteankenævnet ikke lagde vægt på de hævdede lommepenge, og der foreligger derfor ikke en fejl ved skatteankenævnets skøn.
3.2.4 Lån af kontantbeløb på 100.000 i 2013
A har ikke ved objektive kendsgerninger bevist sit synspunkt (14878-stævningen, s. 4 (E 86), femtesidste afsnit og s. 18 (E 100), 4. afsnit) om, at han i indkomståret 2013 "har lånt et kontantbeløb på i alt kr. kr. 100.000 som er medgået til [hans] daglige fornødenheder".
De fremlagte erklæringer fra NT og OM (14878-bilag 11 (E 517) og -12 (E 519)) kan ikke løfte A’s bevisbyrde.
A’s bevisbyrde er desuden skærpet, fordi han under skattesagen har ændret sin forklaring omkring de hævdede lån.
A’s nuværende synspunkt om, at der skulle være tale om et kontantlån ydet 2013 er i således i modstrid med hans tidligere forklaring (14878-bilag 1, s. 12 (E 28), sidste afsnit ff.) om, at de to lån i 2012 blev indbetalt på hans "daværende bankkonto i F1-bank Bank i F1-bank Banks filial i Y3-by", og at F1-bank blot ikke kunne være behjælpelige med at dokumentere dette, fordi F1-bank "ikke længere [var] i besiddelse af A’s daværende bankkonto i deres systemer", hvilket i øvrigt også er udokumenteret.
Om baggrunden for sin ændrede sin forklaring, har A anført (14878-bilag 1, s. 21 (E 37), sidste og næstsidste afsnit) - uden at uddybe dette nærmere - at han først "i forbindelse med indhentelsen af ovennævnte erklæringer [blev] opmærksom på, at de faktiske forhold vedrørende ovennævnte lån forholdt sig anderledes end anført i det supplerende indlæg af den 20. december 2018 til Skatteankestyrelsen", og at han "således først efter mødet den 28. februar 2019 med Skatteankestyrelsens sagsbehandler [blev] bekendt med de korrekte faktiske forhold".
Det forekommer imidlertid ikke troværdigt, at A skulle have modtaget lån fra "to kammerater" på i alt kr. 100.000, men samtidig først blev "bekendt med de korrekte faktiske forhold" efter et møde med Skatteankestyrelsen. Tværtimod forekommer A’s ændrede forklaring at være et belejligt udslag af, at han ikke var i stand til at dokumentere lånene som ellers aftalt på mødet med Skatteankestyrelsen den 28. februar 2019, jf. mødereferatet af 1. marts 2019 (bilag B, s. 2 (E 516), 4. afsnit).
A har derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at han har modtaget et lån på kr. 100.000 eller at der som følge heraf er grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn.
3.2.5 A’s (red.fjernet.sygdom)
Det forhold, at A har haft en (red.fjernet.sygdom), som han er blevet opereret for (14878- bilag 13 (E 509) og -14 (E 511)) beviser ikke, at A’s virksomhed i 2013-2015 har været påvirket i et sådant omfang, at der skal tages højde herfor ved fastsættelsen af A’s virksomhedsoverskud (modsat f.eks. 14878-stævningen, s. 4 (E 86), fjerdesidste afsnit ff. smh. s. 18 (E 100), 5. afsnit).
A’s forklaringer (f.eks. 14878-stævningen, s. 18 (E 100), 5. afsnit) om, at han "ikke har været i stand til at drive sin virksomhed på fuld kraft i tiden efter hans operationer" harmonerer i øvrigt ikke med, at virksomhedens kontospecifikationer for 2013-2015 (14878-bilag 5 (E 193) og -8 (E 283) og 14883-bilag 4 (E 331) og -5 (E375)) ikke viser en nedsat aktivitet eller omsætning i tiden omkring operationerne.
Den manglende påvirkning af omsætningen viser tværtimod, at A ikke har forestået driften alene, hvilket også harmonerer med, at A ifølge afgørelserne beskæftigede "sort" arbejdskraft, jf. nærmere i afsnit 3.2 ovenfor.
Det er således intet grundlag for A’s synspunkt om, at hans virksomhed har været på- virket af hans sygdom i et sådant omfang, at der skal tages højde herfor ved fastsættelsen af hans virksomhedsoverskud
3.2.6 Mellemregningskonto og udgifter til vand, el og telefon
Udover det åbenbare i, at A ikke har bevist, at hævningerne på mellemregningskontoen er anvendt til "hans og familiens privatforbrug" (14878-stævningen, s. 18 (E 100), fjerdesidste afsnit, og replikken, s. 7 (E 152), tredjesidste afsnit), lider A’s regnskaber for 2013-2015 ubestridt af så betydelige mangler, at skatteankenævnet var berettiget til at tilsidesætte dem og fastsætte hans indkomst skønsmæssigt. A kan derfor under alle omstændigheder ikke med henvisning til regnskaberne løfte sin bevisbyrde for, at der er grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn.
Mellemregningskontoen beviser derfor heller ikke det anførte (replikken s. 7 (E 152), 4. afsnit ff.) om, at A haft en større kontantbeholdning. A’s synspunkter om, at det i det mellemøstlige miljø er helt almindeligt at have en større kontantbeholdning (replikken, s. 7 (E 152), 5. afsnit), samt at den mellemøstlige gavekultur afviger fra den danske, beviser ligeledes ikke, at A har haft en større kontantbeholdning. Hverken kulturelle eller religiøse forhold medfører en ændring i de skatteretlige dokumentationskrav, jf. herved UfR 2009.476/2 H.
Da A ikke med henvisning til regnskaberne kan løfte sin bevisbyrde for, at der er grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn, er der af samme årsag heller ikke grundlag for A’s synspunkt (14878-stævningen, s. 18 (E 100), tredjesidste afsnit) om, at skatteankenævnets skøn over As udgifter til el, vand og telefon ikke er retvisende.
Det er (fortsat) ikke rigtigt, når A anfører (14878-stævningen, s. 18 (E 100), sidste afsnit), at "skattemyndighederne utvivlsom ikke i de anslåede værdier [af udgifterne til vand, el og telefon] har taget højde for, at sagsøgers børn har været bortrejst til udlandet". Som tidligere anført (afsnit 3.2.2) fremgår det udtrykkeligt af skatteankenævnets afgørelser, at skatteankenævnet reducerede den skønsmæssige indkomstforhøjelse med kr. 50.000 i 2013 og 2014 og kr. 20.000 i 2015 som følge af blandt andet børnenes ophold i Y1-land.
Det er misvisende, når A anfører (14878-stævningen, s. 2 (E 84), næst- og tredjesidste afsnit), at han har udarbejdet årsrapporter for 2013 og 2014 "med bistand fra statsautoriseret revisor NH". NH har ifølge sine revisorerklæringer (14878-bilag 3 og -6, begge s. 4 (E 162 og E 254), og 14883-bilag 3, s. 7 (E 373)) alene opstillet regnskabet, og NH udtrykker (for så vidt angår (2013 og -14 regnskaberne) "derfor ingen revisions- eller reviewkonklusion om, hvorvidt årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med års regnskabsloven". NH’s bistand er således ikke egnet til at validere rigtigheden af oplysningerne i A’s regnskaber. Under alle omstændigheder ville NH’s bistand ikke indebære, at A har løftet sin bevisbyrde, jf. SKM2004.119.ØLR.
Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.
Rettens begrundelse og resultat
Retten skal i denne sag tage stilling til, om det foretagne skøn over A’s overskud fra virksomheden G1-virksomhed v/A i indkomstårene 2013, 2014 og 2015 er udøvet på et forkert og/eller mangelfuldt grundlag og dermed har medført et åbenbart urimeligt resultat for A.
Som sagen har været forelagt for retten, har det ikke været bestridt, at skattemyndighederne har været berettiget til at foretage en skønsmæssige ansættelse af A’s indkomst fra G1-virksomhed v/A for indkomstårene 2013, 2014 og 2015.
Det er A, der for retten skal godtgøre, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser jf. skatteankenævnets afgørelser af 22. december 2022, er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag jf. bl.a. princippet i Højesterets dom af 27. november 2008.
A har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at skatteankestyrelsen ikke har udøvet korrekt skøn vedrørende sparet privatforbrug i forbindelse med hans tre børns ophold hos familie i Y1-land. Retten bemærker hertil, at det fremgår af oplysningerne og beregningerne fra SKAT og Skatteankestyrelsen, at der ved den skønsmæssige fastsættelse af A’s privatforbruget har været foretaget fradrag for børnenes ophold i udlandet, herunder også i den periode børnene ikke boede hos A. Efter en samlet vurdering af de for retten fremlagte oplysninger, samt de afgivne forklaringer, finder retten ikke, at A har godtgjort, at skønnet vedrørende privatforbruget, trods børnenes ophold i Y1-land, har været urimeligt eller fejlagtigt. Det er videre gjort gældende fra A, at hans familie i Y1-land under børnenes ferier også foretog store indkøb til børnenes løbende underhold i Danmark, herunder ved køb af tøj. Retten finder heller ikke, at A har godtgjort, at disse indkøb skulle have haft et sådant omfang eller karakter, at han derved opnåede en sådan besparelse på sit privatforbrug, at det ville have betydning for den samlede skønsmæssige skatteansættelse i indkomstårene.
Vedrørende de af A anførte kontantbeløb som løbende skulle være modtaget og lånt fra familien i Y1-land, så finder retten heller ikke, at der hverken forelægger objektive beviser for, at beløbene er tilgået A, eller at A i øvrigt for retten har godtgjort, at han har modtaget økonomiske midler af denne størrelse. Det forhold, at A i december 2014 i forbindelse med udrejse fra Danmark blev standset i Y6-by Lufthavn med kontanter svarende til 92.000 kr., kan ikke føre til en anden vurdering af de anførte låneforhold.
Retten bemærker videre, at de afgivne forklaringer og erklæringer omkring to lån på hver 50.000 kr. optaget i 2013 hos to kammerater, ikke er underbygget af objektive kendsgerninger i form af kontoudskrifter eller andet, der bestyrker eller underbygger, at beløbene er tilgået A’s privatforbrug, trods forklaringen om, at beløbene blev indsat på en bankkonto i F1-bank.
Til trods for, at A i perioden gennemgik flere behandlinger og operationer vedrørende en (red.fjernet.sygdom), så finder retten ikke, at A har godtgjort, at disse behandlinger har haft betydning for hverken privatforbruget eller driften af virksomheden.
Retten bemærker slutteligt, at A ikke i øvrigt har godtgjort, at hverken SKAT’s eller Skatteankenævnets anvendelse af henholdsvis inddrivelsesbekendtgørelsen og oplysninger fra Danmarks Statistik er sket på et forkert grundlag eller i øvrigt har medført et åbenbart urimeligt resultat.
Efter en samlet vurdering finder retten således ikke, at A har godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2013, 2014 og 2015 er åbenbart urimelig eller i øvrigt hviler på et forkert grundlag.
Oplysningerne om, at A og hans familie generelt levede sparsommeligt, samt det i øvrigt anførte omkring familiens levevis, kan i sammenhæng med sagens øvrige oplysninger ikke føre til et andet resultat.
Skatteministeriet frifindes derfor for både de principale og subsidiære påstande i begge sager.
Sagsomkostningerne er efter sagernes værdi, forløb og udfald samlet fastsat til dækning af advokatudgift med 70.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.
Skatteministeriet frifindes.
A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 70.000 kr.
Beløbene skal betales inden 14 dage.
Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.