Toldstyrelsen har afslået at beregne renter af selskabets tilgodehavende i perioden fra den 7. november 2016 til den 6. august 2021.

Landsskatteretten giver selskabet medhold i, at det er berettiget til renter af sit tilgodehavende fra den 7. november 2016 til den 6. august 2021.

Faktiske oplysninger
H1 A/S (herefter selskabet) driver handel med forskellige former for olie. Selskabet leverer olien til brug for brændstof på skibe og til andre leverandører af brændstof og oliehandelsvirksomheder.

I 2015 havde selskabet bl.a. 6 importer af et olieprodukt kaldet […], som blev angivet til fri omsætning. Selskabet betalte derfor told af olien.

Den 3. august 2016 anmodede selskabet det daværende SKAT om ændring af de 6 toldangivelser således, at olien blev indført under selskabets bevilling for aktiv forædling, hvorved selskabet kunne få godtgørelse for den betalte told.

Den 7. november 2016 gav SKAT selskabet afslag på anmodningen med den begrundelse, at fristen for at henføre olien under selskabets bevilling til aktiv forædling var overskredet.

Selskabet klagede over afgørelsen og ved en afgørelse af 18. maj 2021 gav Landsskatteretten selskabet medhold i, at fristen for at ændre angivelserne med henblik på at henføre olien under selskabets bevilling til aktiv forædling var overholdt. SKATs afslag på at give selskabet godtgørelse med den anførte begrundelse var derfor uberettiget. Da SKAT ikke havde truffet afgørelse om, hvorvidt selskabet i øvrigt opfyldte betingelserne for at henføre olien under selskabets bevilling til aktiv forædling, hjemviste Landsskatteretten sagen til Toldstyrelsen med henblik på en vurdering af det.

Ved en afgørelse af 30. juni 2021 ugyldiggjorde Toldstyrelsen de 6 toldangivelser og accepterede olien henført til selskabets bevilling til aktiv forædling under 6 nye toldangivelser. Det førte til udbetaling af en toldgodtgørelse på 9.227.915 kr. Godtgørelsen blev udbetalt den 6. august 2021.

Den 10. august 2021 anmodede selskabet om renter af godtgørelsesbeløbet.

Toldstyrelsen afslog at betale renter af godtgørelsesbeløbet med henvisning til artikel 116, stk. 6, i EU-toldkodeksen. Dette er den påklagede afgørelse.

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har Toldstyrelsen først udtalt, at selskabet er berettiget til rentegodtgørelse fra den 7. februar 2017 og efterfølgende, at selskabet er berettiget til rentegodtgørelse fra den 16. december 2016.

Toldstyrelsens afgørelse
Toldstyrelsen har afslået at give selskabet rentegodtgørelse for perioden fra den 7. november 2016 til den 6. august 2021.

Toldstyrelsen har begrundet afgørelsen således:

"I har den 10. august 2021 bedt Toldstyrelsen om rentegodtgørelse for de toldangivelser, som tidligere er behandlet under sagsnummer 21-046217.

Bemærkninger til sagen
I har den 7. september 2021 fremsendt jeres bemærkninger til Toldstyrelsens brev om forslag til afgørelse af den 11. august 2021.

TK art. 241 medførte på daværende tidspunkt, at medlemsstaterne havde fået tildelt kompetencen til at anvende nationale regler/lovgivning, hvis det følger af de nationale bestemmelser, at de kunne opnå rentegodtgørelse. Dvs. der blev ydet godtgørelse i sager, hvor toldmyndighederne ikke fik medhold ved en klageinstans, og der blev betalt rentegodtgørelse efter dansk retspraksis mv. hvilket også er i overensstemmelse med sag C-591/10, som også er nævnt i jeres skrivelse.

Men efter at EUTK trådte i kraft, så finder EUTK artikel 116, stk. 6 nu direkte anvendelse i alle sager om godtgørelse - dvs. også i sager som træffes i medfør af EUTK art. 116, stk. 1. mv. Medlemsstaterne har ikke fået den samme hjemmel til at betale rentegodtgørelse efter de nationale regler i EUTK.

C-365/15, Wortmann, KG vedrører en forordning, som af EU-domstolen er blevet erklæret ugyldig. Derfor skal retstilstanden være således, at debitor skal stilles som om den pågældende forordning ikke har eksisteret. Dette er ikke tilfældet i denne sag.

Vi har modtaget jeres kommentarer. Oplysningerne ændrer ikke på vores afgørelse."

Udtalelse fra Toldstyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens behandling af klagen har Toldstyrelsen den 7. marts 2024 udtalt:  

"Toldstyrelsen er enig med repræsentanten i, at Toldstyrelsen på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20 ikke kan opretholde den påklagede afgørelse.

Dog er Toldstyrelsen ikke enig med repræsentanten for så vidt angår renteperioden.
Det fremgår ikke af dommen, at renter skal dække perioden fra den afgørelse som er i strid med EU-retten, men at de skal dække den periode, hvor det omhandlede pengebeløb skulle være betalt til vedkommende, til det tidspunkt, hvor beløbet tilbagebetales, jf. præmis 75 og 77. Desuden fremgår af præmis 70, at formålet med renterne er at kompensere for den manglende rådighed over det pengebeløb, som den berørte borger uretmæssigt er blevet frataget. Dette må forstås således, at renter skal dække den periode, hvor pengebeløbet skulle have været udbetalt, hvis der ikke var truffet en afgørelse i strid med EU-retten.

Da toldmyndighederne i henhold til EUTK artikel 116, stk. 6, 2. og 3. afsnit, har en frist på 3 måneder til at betale toldgodtgørelse, må renteperioden være 3 måneder fra den uberettigede afgørelse og frem til betaling fandt sted, dvs. fra den 7. februar 2017 indtil den 6. august 2021."

Den 30. maj 2024 har Toldstyrelsen yderligere udtalt:

"Bemærkninger til klagers indlæg af 29. april 2024

Ved mail af 30. april 2024 har Skatteankestyrelsen anmodet Toldstyrelsen om eventuelle bemærkninger til repræsentantens indlæg. Toldstyrelsen har følgende bemærkninger:

Toldstyrelsens fastholder bemærkningerne af 7. marts 2024, herunder at formålet med renterne er, at de skal kompensere for den manglende rådighed klager har haft over pengebeløbet, som klager uretmæssigt er blevet frataget.

Når en ansøgning om godtgørelse bliver imødekommet, vil pengebeløbet ikke blive udbetalt samme dag.

Hvis renter skal beregnes allerede fra det tidspunkt, den uberettigede afgørelse blev truffet, vil klager blive bedre stillet, end hvis der var truffet en korrekt afgørelse."

Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabet er berettiget til rentegodtgørelse af 9.227.915 kr.  fra den 7. november 2016 til den 6. august 2021.

Til støtte for påstanden er bl.a. anført:

’’Regulering

EUTK artikel 116, stk. 6 fastsætter, at der betales rente, når en afgørelse om at indrømme godt­gørelse ikke er gennemført senest tre måneder efter den dato, hvor denne afgørelse blev truffet. Bestemmelsen lyder som følger:

"1. Med forbehold af de betingelser, der er fastsat i denne afdeling, skal* der ydes godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgiftsbeløb på grundlag af føl­gende: 

[...] 

6. Godtgørelse giver ikke anledning til, at de pågældende toldmyndigheder skal be­tale rente. 

Der betales dog rente, når en afgørelse om at indrømme godtgørelse ikke er gen­nemført senest tre måneder efter den dato, hvor denne afgørelse blev truffet, med­mindre den manglende overholdelse af tidsfristen skyldes forhold, som toldmyndig­hederne ikke havde kontrol over. 

I så fald betales rente fra datoen for tremånedersperiodens udløb indtil datoen for godtgørelsen Rentesatsen fastsættes i overensstemmelse med artikel 112." 

*Klagers understregning.

Det følger af ordlyden af EUTK artikel 116, stk. 1, at Toldstyrelsen er forpligtet til at yde godtgø­relse i en række specifikke tilfælde og inden for de i EUTK afdeling 3 fastsatte tidsmæssige ram­mer.

Når Toldstyrelsen iagttager sin forpligtelse til at træffe afgørelse om godtgørelse inden for fastsatte rammer, forrentes godtgørelsen ikke. Dette harmonerer med, at godtgørelses i udgangs­punktet vil være begrundet i forhold og fejl oprindeligt begået af den virksomhed, der anmoder om godtgørelse eller fritagelse.

EUTK artikel 116, stk. 1 regulerer således den normale situation, hvor virksomheden har begået en fejl, som virksomheden anmoder om at få reguleret. I denne normale situation, hvor Toldsty­relsen træffer korrekt afgørelse om at meddele godtgørelse i overensstemmelse med de under­liggende EU-retlige regler i EUTK, meddeles der ikke renter, forudsat naturligvis, at Toldstyrelsen tillige effektuerer afgørelse inden for en rimelig tid; konkret 3 måneder.

Nærværende sag vedrører modsat EUTK artikel 116, stk. 6 ikke normalsituationen, hvor den manglende rettidige tilbagebetaling beror på virksomhedens forhold. Den manglende rettidige tilbagebetaling beror udelukkende på, at Toldstyrelsen den 7. november 2016 traf en EU-stridig afgørelse og dermed i en lang periode uberettiget forhindrede klager i at have beløbet til egen rådighed.

En afvisning af at meddele renter i en sådan situation vil føre til den principielt uacceptable situa­tion, at myndighederne uden forrentningskrav kan drage fordel af at træffe en materielt urigtig afgørelse samt opretholde denne i en årrække. Dette stik imod den intention, der i øvrigt tydeligt fremgår af EUTK artikel 116, stk. 6, hvorefter godtgørelsesafgørelser skal effektueres hurtigt, idet der i modsat fald rent faktisk påløber renter.

Nærværende situation er derfor slet ikke reguleret af EUTK artikel 116, stk. 6 (normalsituation), men i stedet reguleret af de almindlige EU-retlige principper som fastslået i EU-Domstolspraksis. 

Retspraksis 

EU-Domstolen har i en række domme, herunder C-397/98 og C-410/98, Metallgesellschaft, C­591/10, Littlewoods Retail og C-113/10 Zuckerfabrik Jülich mfl., fastslået det helt generelt gæl­dende EU-retlige princip, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at tilbagebetale beløb opkræ­vet i strid med EU-retten med tillæg af rente.

EU-Domstolen har i sag C-591/10, LittleWoods Retail, præmis 26 og 27, fastslået følgende:

"Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen har fastslået, at i et tilfælde, hvor en medlemsstat har opkrævet skatter i strid med EU-rettens regler, har borgerne desu­den ikke blot ret til tilbagebetaling af den skat, der er opkrævet med urette, men også af beløb, der er betalt til denne stat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat. Dette omfatter også det tab, der følger af, at pengebeløb ikke har været til rådighed som følge af skatteopkrævning i form af forskudsskat (dommen i sagen Metallgesellschaft m.fl., præmis 87-89, og i sagen Test Claimants in the FII Group Litigation, præmis 205)."

"Det fremgår af denne retspraksis, at der af EU-retten kan udledes et princip om, at medlemsstaterne er forpligtede til at tilbagebetale de afgiftsbeløb, som er opkrævet i strid med EU-retten, med renter." 

Disse to præmisser går igen i flere domme, herunder blandt andet i C-113/10 Zuckerfabrik Jülich, præmis 65 og 66.

Princippet, hvorefter tilbagebetalingskrav forrentes, er særligt klart knæsat af EU-Domstolen i sa­gen C-565/11 Irimie, præmis 22, som fastslår:

"Det følger heraf, at der af EU-retten kan udledes et princip om, at medlemsstaterne er forpligtede til at tilbagebetale de afgiftsbeløb, som er opkrævet i strid med EU-retten, med rente (jf. dommen i sagen Littlewoods Retail Ltd m.fl., præmis 26, og dommen i sagen Zuckerfabrik Jülich m.fl., præmis 66)." 

Princippet om, at uretmæssigt tilbageholdte beløb skal forrentes, er et generelt EU-retligt princip, som sikrer, at virksomheder meddeles en kompensation for det tab medlemsstaterne eventuelt uberettiget måtte have påført virksomhederne ved anvendelse eller opretholdelse af EU-stridig praksis eller lovgivning.

Princippet gælder også inden for toldområdet, hvilket EU-Domstolen har bekræftet i sag C­365/15, Wortmann KG, præmis 38 og 39:

"Eftersom hverken toldkodeksens artikel 236, stk. 1, eller dennes artikel 241 for det første udelukker tilbagebetaling af renter i en situation som den i hovedsagen om­handlede, og tilbagebetalingen af den pågældende antidumpingtold for det andet har fundet sted efter Domstolens ophævelse af den forordning, på grundlag af hvil­ken den nævnte afgift var blevet opkrævet, og følgelig på grund af afgiftens opkræv­nings uforenelighed med EU-retten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, skal det i denne forbindelse bemærkes, at dette samme afgiftsbeløb, der af den kompetente nationale myndighed er tilbagebetalt til den pågældende virksom­hed, skal tillægges renter heraf" 

"Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besva­res med, at når importafgifter, herunder antidumpingtold, tilbagebetales med den begrundelse, at de er blevet opkrævet i strid med EU-retten, hvilket det tilkommer til forelæggende ret at efterprøve, er der for medlemsstaterne en forpligtelse, der følger af EU-retten, til heraf til de borgere, der har krav på tilbagebetaling, at betale renter, som påløber fra tidspunktet for disse borgeres betaling af de tilbagebetalte afgifter." 

I Wortmann KG gennemgik Generaladvokaten tilblivelsen af den daværende Toldkodeks artikel 241 (nu EUTK artikel 116, stk. 6) og konkluderede at reglen som anført ovenfor var tiltænkt an­vendt i "normalsituationen" og ikke i øvrige situationer. 

Det fremgår således af forslaget til afgørelse, præmis 53, at det er generaladvokatens opfattelse, at en regel, der er tiltænkt disse ("normale") tilfælde, ikke uden videre kan finde anvendelse på andre situationer, som ikke har meget at gøre med hastigheden af toldbehandlingen, eller med de specifikke parametre for hver enkelt fastsættelse.

Tilblivelsen af Toldkodeks artikel 241 (oprindeligt indeholdt i forslaget til Toldkodeks artikel 239), som generaladvokaten henviste til, fremgår af COM(90) 71. I dette forslag til Rådets forordning om indførelse af en EF-toldkodeks var bestemmelsen oprindeligt udformet således:

"Toldmyndighedernes godtgørelse af import- eller eksportafgifter samt eventuel låne- eller morarente opkrævet i forbindelse med betalingen medfører ikke, at myn­dighederne skal betale rente. Der betales dog rente: 

- Når en beslutning, der efterkommer en anmodning om godtgørelse, ikke er fuldbyr­det inden for en frist på en måned efter udstedelse af nævnte beslutning 

- Når en beslutning om ikke at yde godtgørelse senere erklæres ugyldig som følge af en klage indgivet af den berettigede. Den rente, der skal betales, løber fra tidpunktet for indgivelse af klagen". 

Generaladvokatens opfattelse - baseret på tilblivelsen af bestemmelserne - af det begrænsede anvendelsesområde for bestemmelsen; nemlig alene i "normalsituationerne" og ikke generelt, blev tiltrådt af EU-Domstolen i Wortmann KG præmis 28 og 29:

"Den redegørelse af tilblivelsen af den bestemmelse, som blev til toldkodeksens ar­tikel 241, som Kommissionen er fremkommet med under retsmødet, viser, at dens vedtagelse var begrundet i, at toldmyndighederne i de fleste tilfælde kun foretager en efterfølgende kontrol af toldangivelserne, således at muligheden for, at en sådan kontrol vil give anledning til en tilbagebetaling af allerede betalte importafgifter er ganske reel." 

"Med hensyn til spørgsmålet om betaling af renter skaber toldkodeksen desuden en vis symmetri mellem for det første de erhvervsdrivende, til hvilke de for meget op­krævede importafgifter skal tilbagebetales på grund af fejl, der skyldes hastværk i toldbehandlingen, som sker i et stort antal tilfælde, uden at varerne kontrolleres in­den de frigives, og for det andet de erhvervsdrivende, som på grund af samme type fejl derimod skal betale et supplerende beløb i importafgifter til toldmyndigheden." 

EU-Domstolen fastslog således i præmis 28 og 29, at det almindelige EU-retlige princip, hvorefter der skal beregnes rente af krav opkrævet eller undladt tilbagebetalt i strid med EU-retten, også gælder på toldrettens området. 

Wortmann KG sagen vedrørte ganske vist den tidligere regulering i Toldkodeks artikel 241. Ord­lyden af Toldkodeks artikel 241 differentierer imidlertid ikke fra den nugældende ordlyd af EUTK artikel 116, stk. 6.

Det begrænsede anvendelsesområde af EUTK artikel 116, stk. 6 er endvidere tiltrådt i SKM2019.456.TOLDST, hvori Toldstyrelsen med baggrund i EU-Domstolen dom i Wortmann KG sagen fastsætter praksis for, hvornår der opnås rentegodtgørelse i forbindelse med tilbagebeta­ling af told.

Toldstyrelsen fastslår i Styresignalet, at denne praksis anvendes, når told er opkrævet i strid med EU-retten. I de situationer har de berørte parter, som har betalt de pågældende skatter eller af­gifter, ret til at opnå tilbagebetaling af de opkrævede beløb, og ret til rentegodtgørelse af de beløb, der tilbagebetales.

Styresignalet tager eksplicit stilling til told, der har været opkrævet i henhold til en EU-stridig for­ordning, men må dog opfattes som en anerkendelse i dansk praksis af, at den daværende Told­kodeks artikel 241, nu EUTK artikel 116, stk. 6 ikke forhindrer renteberegning generelt set i sager, der vedrører tilbagebetaling af told, således som Toldstyrelsen antager i deres afgørelse af 15. september 2021. Toldstyrelsen skriver i deres afgørelse, at praksis i KG sagen kun finder anven­delse i tilfælde af, at en forordning er blevet erklæret ugyldig.

Vi er ikke enige med Toldstyrelsen i denne snævre fortolkning af KG sagen, hvilket understøttes af dommes præmis 39, der har følgende ordlyd:

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besva­res med, at når importafgifter, herunder antidumpingtold, tilbagebetales med den begrundelse, at de er blevet opkrævet i strid med EU-retten, hvilket det tilkommer til forelæggende ret at efterprøve, er der for medlemsstaterne en forpligtelse, der følger af EU-retten, til heraf til de borgere, der har krav på tilbagebetaling, at betale renter, som påløber fra tidspunktet for disse borgeres betaling af de tilbagebetalte afgifter." 

Det afgørende for retten til rentegodtgørelse er i henhold til KG sagen, at importafgifter er opkræ­vet i strid med EU-retten. Den praksis, som styresignalet foreskriver, må derfor tilsvarende finde anvendelse på uretmæssigt og EU-stridigt undladelse af at tilbagebetale told, hvilket var tilfældet med Toldstyrelsens afgørelse af 7. november 2016, hvor Toldstyrelsen meddelte afslag på kla­gers anmodning om godtgørelse. Denne afgørelse var materielt forkert og i strid med EU Toldko­deks og EU-retten.

EUTK artikel 116, stk. 6 omfatter alene "normalsituationerne", og dermed ikke den situation, som klager befinder sig i, hvor toldmyndighederne traf en materiel forkert afgørelse, hvis indhold var i strid med EU-retten.

Da rentesatsen af denne årsag derfor ikke er reguleret i EUTK, tilkommer det hver enkelt med­lemsstat at fastsætte betingelserne for, hvordan sådanne renter skal betales, herunder rentesat­sen, jf. EU-Domstolens præmisser i sagen C-591/10:

"I mangel af EU-retlige bestemmelser tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte betingelserne for, hvordan sådanne renter skal beta­les, herunder rentesatsen og metoden til beregning af disse renter (simple renter eller renters rente). Disse betingelser skal dog overholde ækvivalens- og effektivi­tetsprincippet, dvs. de ikke må være mindre fordelagtige end dem, der regulerer til­svarende krav på grundlag af national ret, ligesom de heller ikke må gøre det praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU’s retsorden" 

De betingelser, som fastsættes af den enkelte medlemsstat, må, som det fremgår af dommens præmisser, ikke være mindre fordelagtige end de betingelser, som regulerer tilsvarende krav på grundlag af national ret.

Dette må forstås således, at rentesatsen ikke kan fastsættes lavere end den rentesats, som sædvanligvist anvendes af de nationale skattemyndigheder.

Det fremgår af Juridisk Vejledning 2020-2, A.A.12.3, om forrentning af tilbagebetalingsbeløb fra Skatteforvaltningen, at rentesatsen for beregningen af rentegodtgørelse er den sats, der for den pågældende periode gælder efter rentelovens § 5, hvis andet ikke særskilt er fastsat ved lov.

(…)

Klagers krav skal derfor forrentes med den sædvanlige rentesats efter rentelovens § 5 fra 7. no­vember 2016 og frem til betaling finder sted."

Repræsentanten har i et tillæg til klagen den 9. september 2022 yderligere anført:

"EU-Domstolen har efter Toldstyrelsens afgørelse og efter klagers indgivelse af klage i nærværende sag taget stilling til rækkevidden af det EU-retlige princip om retten til modtagelse af rentegodtgø­relse. Stillingtagen foreligger i dommen af 28. april 2022 i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20, Gräfendorfer, Reyher og Flexi Montagetechnik.

EU-Domstolen fastslår i dommens præmis 51, at det følger af Domstolens faste praksis, at enhver borger, som en national myndighed har pålagt at betale en skat, told eller en anden afgift i strid med EU-retten, i henhold til EU-retten først og fremmest har ret til tilbagebetaling af det hertil svarende pengebeløb fra den pågældende medlemsstat. I præmis 52 fastslås endvidere, at en sådan borger desuden, ligeledes i henhold til EU-retten, har ret til ikke alene tilbagebetaling, men også til betaling af renter som kompensation for den manglende rådighed over beløbet.

EU-Domstolen har i dommens præmis 69 udtrykkelig fastslået, at begrebet "i strid med EU-retten" ikke blot omfatter situationer, hvor en forordning er kendt ugyldig, men tillige omfatter enhver anden urigtig fortolkning eller urigtig anvendelse af EU-retten. Det må derfor baseret på dommen konklude­res, at Toldstyrelsens begrundelse for at afvise klagers rentekrav ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

EU-Domstolen forholder sig i dommen specifikt til, hvorvidt det EU-retlige renteprincip tillige finder anvendelse på tilbagebetaling af toldkrav i lyset af Toldkodeks artikel 241 og EUTK artikel 116, stk. 6.

EU-Domstolen konkluderer i dommens præmis 73, at undtagelsen til renteprincippet, som er formu­leret i Toldkodeks artikel 241 og EUTK artikel 116, stk. 6, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor grunden til, at tolden ikke er skyldig, er, at den er blevet opkrævet i strid med EU-retten. Det skal i den sammenhæng erindres, at enhver urigtig fortolkning eller urigtig anvendelse af EU-retten, som anført ovenfor, konstituerer en opkrævning "i strid med EU-retten".

Toldkravet er konkret afvist tilbagebetalt til klager som følge af en urigtig fortolkning af EU-retten og dermed afvist tilbagebetalt i strid med EU-retten. EUTK artikel 116, stk. 6 finder konkret ikke anven­delse, hvilket er fastslået af EU-retten i de forende sager Gräfendorfer, Reyher og Flexi Montagetechnik.

Klager har derfor ret til rentegodtgørelse.

I de forende sager Gräfendorfer, Reyher og Flexi Montagetechnik forholder EU-Domstolen ikke blot til rentekravet, men tillige til den periode, som renterne skal beregnes for.

EU-Domstolen fastslår således i præmis 75, at renterne skal sikre den berørte en passende kom­pensation for det tab, der er forårsaget som følge af den EU-stridige anvendelse eller fortolkning. Renterne skal dække hele den periode fra det tidspunkt, hvor det omhandlede pengebeløb alt efter omstændighederne blev betalt eller skulle have været betalt af vedkommende, til det tidspunkt hvor beløbet tilbagebetales eller betales.

Klager har nedlagt påstand om, at renten skal beregnes fra Toldstyrelsens EU-stridige afgørelse, hvorved tilbagebetaling af pengebeløbet de fakta blev forhindret, og fra hvilket tidspunkt klager såle­des uberettiget har været forhindret i at råde over dette. EU-Domstolens nye praksis understøtter klagers påstand også i relation til den periode, hvori rentegodtgørelsen skal beregnes; det vil sige konkret fra det uberettigede afslag den 7. november 2016 og frem til betaling fandt sted den 6. august 2021."

Klagerens bemærkninger til Toldstyrelsens udtalelse
Selskabets repræsentant har den 29. april 2024 bemærket:                                                                             

"Toldstyrelsen har i sit indlæg tiltrådt, at Toldstyrelsen på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH, ikke kan opretholde den påklagede afgørelse af 15. september 2021.

Toldstyrelsen fastholder i sit indlæg dog, at rentekravet skal beregnes fra den 7. februar 2017 til betaling den 6. august 2021, og således at Toldstyrelsen pr. definition opnår en kreditperiode på 3 måneder, hvis Toldstyrelsen træffer en urigtig afgørelse om manglende tilbagebetaling af told.

Det fastholdes, at rentekravet skal beregnes fra det uberettigede afslag den 7. november 2016.

Toldstyrelsen og klager er enige om, at Toldstyrelsens afgørelse - og dermed nægtelsen af at betale renter - ikke kan opretholdes i lyset af Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH.

EU-Domstolen har i de pågældende sager fastslået, at krav på forrentning følger af et almindeligt EU-retligt princip. Enhver undtagelse til dette almindelige princip skal derfor som anført af EU-Domstolen fortolkes snævert, og undtagelsen skal stå i rimeligt forhold til formålet hermed.

EU-Domstolen har i Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH. fastslået, at EUTK artikel 116, stk. 6 ikke finder anvendelse, når den manglende rådighed til pengebeløbet skyldes myndighedernes forkerte fortolkning af EU-retten eller ugyldig regulering, jf. dommens præmis 73. Artikel 116, stk. 6 finder således ikke anvendelse i nærværende sag.

For så vidt angår kreditperioden på 3 måneder bemærkes:

EUTK artikel 116, stk. 6, første afsnit fastslår, at godtgørelse ikke giver anledning til, at toldmyndighederne skal betale rente, men at rente dog skal betales, hvis en afgørelse ikke er "gennemført" senest 3 måneder efter, at afgørelsen blev truffet, jf. artikel 116, stk. 6, andet led. Det er artikel 116, stk. 6, andet afsnit Toldstyrelsen påberåber sig til støtte for, at der først skal betales renter 3 måneder efter, at Toldstyrelsen traf den urigtige afgørelse.

Det siger imidlertid sig selv, at når EUTK artikel 116, stk. 6 ikke finder anvendelse, så gælder dette stk. 6 i sin helhed og ikke blot første afsnit i stykket. Denne konklusion understøttes af, at artikel 116, stk. 6, andet afsnit, er en undtagelse til første afsnit. Når første afsnit ikke finder anvendelse, finder undtagelsen hertil naturligvis heller ikke anvendelse.

EUTK artikel 116, stk. 6, andet led omfatter endvidere rent sprogligt alene de situationer, hvor den manglende rådighed over toldbeløbet beror på, at toldmyndighederne ikke har fået gennemført afgørelsen om godtgørelse. Artikel 116, stk. 6, andet led forudsætter således, at toldmyndighederne rent faktisk har truffet en afgørelse om godtgørelse, som blot skal effektueres af myndighederne. Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor toldmyndighederne har truffet en urigtig afgørelse om ikke at tilbagebetale told, idet en sådan afgørelse i sagens natur aldrig vil føre til effektuering af en tilbagebetaling; tværtimod.

EUTK artikel 116, stk. 6, andet afsnit aktualiseres derfor rent logisk alene i situationer, hvor toldmyndighederne træffer en afgørelse, som parterne er enige om, og som derfor blot skal gennemføres ved ydelse af godtgørelse.

Helt på linje med det ovenfor anførte, har Generaladvokaten i Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH fastslået, at EUTK artikel 116, stk. 6 alene finder anvendelse i de relativt begrænsede situationer, hvor tolden justeres af debitor umiddelbart efter frigivelsen af angivelsen, og hvor myndighederne tiltræder denne ændring og dermed tiltræder at godtgøre debitor betalt told. Artikel 116, stk. 6 finder modsat ikke anvendelse, når toldmyndighederne i første ombæring afviser at godtgøre debitor betalt told.

Ovenstående fremgår direkte af Generaladvokaten forslag til afgørelse i Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH, præmis 103 og 104, der lyder (min understregning):

"Begrundelsen for toldkodeksens begrænsning af den generelle regel, som kræver betaling af renter, er således at muliggøre et hurtigt toldbehandlingssystem og hurtig frigivelse af varer til omsætning på markedet.

For at denne regel kan stå i rimeligt forhold til det formål, den tager sigte på at sikre, skal dens anvendelse begrænses til de situationer, hvor toldklarering finder sted, som det fremgår af de foregående punkter i dette forslag til afgørelse. Det er de situationer, hvor enten toldmyndigheden eller en erhvervsdrivende anmoder om justering af tolden hurtigt efter den oprindelige toldbehandling, og begge parter accepterer en sådan justering. Hvis der derimod opstår en tvist, falder situationen uden for toldkodeksens undtagelse, der udelukker betaling af renter."

Forrentningen af for meget betalt told fra datoen fra den manglende rådighed harmonerer endeligt også med et gensidighedsprincip, idet der beregnes rente af for lidt betalt told fra datoen for Toldstyrelsens manglende rådighed."

Retsmøde

Toldstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Toldstyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"Toldstyrelsen er ikke enig i, at klager har et berettiget krav om betaling af renter fra tidspunktet for afgørelsen, dvs. fra den 7. november 2016. Det er Toldstyrelsens vurdering, at der skal betales renter for perioden, hvor klager skulle have haft pengebeløbet udbetalt, og indtil det faktisk blev udbetalt. Renter for før dette tidspunkt vil stille klager bedre, end hvis klager havde fået medhold i afgørelsen af den 7. november 2016.

Som det fremgår af forslaget til afgørelse, fremgår følgende af de forenede sager C-415/20, C419/20 og C-427/20, præmis 75: […] "de renter, der betales til den pågældende, dækker hele perioden fra det tidspunkt, hvor det omhandlede pengebeløb alt efter omstændighederne blev betalt af eller skulle have været betalt til vedkommende, til det tidspunkt, hvor beløbet tilbagebetales eller betales" […] (vores fremhævning).

Det følger således af dommen, at det ikke er afgørelsestidspunktet, der er afgørende for renteperiodens begyndelse, men derimod tidspunktet hvor pengebeløbet skulle have være tilbagebetalt.

Hvis tilbagebetaling var sket i forlængelse af afgørelsen af 7. november 2016, ville pengene være til klagers disposition den 16. december 2016 via importspecifikationen, og fremgå af regnskabet deri. I henhold til ovenfor nævnte dom, må den 16. december 2016 være at sidestille med den dato, som pengebeløbet skulle have været betalt til klager. Da pengebeløbet blev udbetalt den 6. august 2021, vil renteperioden være perioden 16. december 2016 til den 6. august 2021, hvor pengene blev udbetalt.

Forrentning af beløbet fra den 7. november 2016 vil stille klager bedre, end hvis klager havde fået medhold i afgørelsen af den 7. november 2016.

Som det fremgår af Toldstyrelsens bemærkninger af 7. marts 2024 til repræsentantens supplerende bemærkninger, fremgår det af dommens præmis 70, at formålet med renterne er at kompensere for den manglende rådighed over det pengebeløb, som den berørte borger uretmæssigt er blevet frataget. Dette må forstås således, at renter skal dække den periode, hvor pengebeløbet skulle have været udbetalt, hvis der ikke var truffet en afgørelse i strid med EU-retten, og indtil pengebeløbet udbetales. Skatteankestyrelsen ses ikke at have forholdt sig til denne bemærkning i forslaget til afgørelse, og anmodes hermed om at forholde sig denne bemærkning."

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Toldstyrelsens udtalelse
Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Toldstyrelsens udtalelse:

“H1 A/S kan tiltræde kontorindstillingen, hvorefter forrentningen skal ske fra 7. november 2016, hvor Toldstyrelsen traf afgørelsen.

Toldstyrelsen har under sagen tiltrådt, at selskabet har krav på forrentning af kravet. Selskabet, Toldstyrelsen og Skatteankestyrelsen er således alle enige om, at kravet skal forrentes. Den eneste tilbageværende tvist mellem parterne er derfor, fra hvilket tidspunkt forrentningen skal finde sted.

Toldstyrelsen har anført følgende i bemærkningerne til forslaget til afgørelse under henvisning til EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20 Gräfendorfer Geflügel-und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH:

"Det følger således af dommen, at det ikke er afgørelsestidspunket, der er afgørende for renteperiodens begyndelse, men derimod tidspunktet hvor pengebeløbet skulle have været tilbagebetalt. Hvis tilbagebetalingen var sket i forlængelse af afgørelsen af 7. november 2016, ville pengene være til klagers disposition den 16. december 2016 via importspecifikationen, og fremgå af regnskabet deri. I henhold til ovenfor nævnte dom, må den 16. december 2016 være at sidestille med den dato, som pengebeløbet skulle have været betalt til klager. Da pengebeløbet blev udbetalt 6. august 2021, vil renteperioden være 16. december 2016 til den 6. august 2021, hvor pengene blev udbetalt" 

Selskabet kan ikke tiltræde Toldstyrelsens synspunkt.

Selskabets ordinære toldbetalinger af varer, som selskabet har importeret og angivet forskriftsmæssigt, betales via skattekontoen og fremgår af importspecifikationen. Tilsvarende fremgår godtgørelser omfattet af EUTK artikel 116, stk. 6 også af importspecifikationen. Dette helt i overensstemmelse med henholdsvis EUTK artikel 77 (toldskyld ved overgang til fri omsætning) og EUTK artikel 116, stk. 6.

Hverken toldkrav som følge af manglende efterlevelse (EUTK artikel 79) eller godtgørelse, der ikke er omfattet af EUTK artikel 116, stk. 6 afregnes imidlertid over toldkreditten og importspecifikationen.

Toldkrav rettet mod selskabet som følge af manglende efterlevelse forfalder til betaling senest 10 dage efter meddelelsen om toldkravet (EUTK artikel 102). Sådanne toldkrav forrentes fra datoen, hvor toldkravet opstod og ikke fra meddelelsen om betalingen (EUTK artikel 116, stk. 2). Der indrømmes således ikke rentefri kredit for sådanne krav.

Tilsvarende gælder den anden vej rundt, når myndighederne med urette afviser at tilbagebetale et toldbeløb, idet EUTK artikel 116, stk. 6 så netop ikke finder anvendelse. Her forrentes toldkrav på linje med andre krav 30 dage fra anmodningen herom, eller fra datoen hvor skyldneren var i stand til at bedømme kravets berettigelse og størrelse, jf. rentelovens § 3 samt Juridisk Vejledning A.A.12.3.

Selskabet har anmodet om tilbagebetaling af kravet den 3. august 2016, og Toldstyrelsen må under alle omstændigheder forudsættes at være i stand til at bedømme kravet berettigelse og størrelse den 7. november 2016, hvor Toldstyrelsen traf afgørelse i sagen.

Henset hertil fastholdes det, at kravet forrentes fra 7. november 2016, således som tillige Skatteankestyrelsen tillige har fastsat."

Indlæg under retsmødet
Repræsentanten fastholdt sin påstand om, at selskabet er berettiget til renter af sit tilgodehavende fra den 7. november 2016. Repræsentanten gennemgik overvejende sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Hun henviste særligt til C-591/10, Littlewoods, hvori Domstolen fastslog, at medlemsstaterne kan fastsætte, hvordan renter skal betales i deres nationale regler, herunder rentesatsen og metoden til beregningen af renterne. Dette skal dog ske ved overholdelse af effektivitets- og ækvivalensprincippet.

I dansk ret er der fastsat regler om beregning af renter i rentelovens § 3. Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at der skal betales renter fra forfaldsdatoen. Bestemmelsens stk. 2, fastslår, at der skal betales renter 30 dage efter anmodningen. Bestemmelsens stk. 3 fastslår, at der skal beregnes renter 30 dage fra det tidspunkt, hvor skyldner havde tilstrækkelige oplysninger til at beregne kravets størrelse. Selskabet kunne muligvis have anmodet om renter efter rentelovens § 3, stk. 2, men har valgt at holde sig på den sikre side og alene anmode om renter fra det tidspunkt, Toldstyrelsen traf afgørelse, for på det tidspunkt må alle de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse have været til stede. Hun henviste til SKM2020.156.BR og Den juridiske vejledning, afsnit A.A.12.3.

Toldstyrelsen henholdt sig til sine anbringender i sine skriftlige indlæg og fastholdt, at selskabet alene er berettiget til renter fra den 16. december 2016, da selskabet ellers bliver stillet bedre end, hvis Toldstyrelsen havde truffet en korrekt afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår i hvilket omfang, selskabet er berettiget til renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr.

Retsgrundlaget
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EU-toldkodeksen) er EU’s toldretlige grundlag.

I EU-toldkodeksens afdeling 3, der handler om godtgørelse og fritagelse, står under overskriften "Almindelige bestemmelser" følgende i artikel 116, stk. 1 og 6:

"1. Med forbehold af de betingelser, der er fastsat i denne afdeling, skal der ydes godtgørelse eller fritagelse for import- eller eksportafgiftsbeløb på grundlag af følgende:

a)       for meget opkrævede import-eller eksportafgiftsbeløb
b)       defekte eller ikke-bestillingssvarende varer
c)        fejl begået af de kompetente myndigheder
d)       rimelighed.

Import- eller afgiftsbeløb godtgøres, hvis de er blevet betalt, og den pågældende toldangivelse erklæres ugyldig i medfør af artikel 174.

6. Godtgørelse giver ikke anledning til, at de pågældende toldmyndigheder skal betale rente.

Der betales dog rente, når en afgørelse om at indrømme godtgørelse ikke er gennemført senest 3 måneder efter den dato, hvor denne afgørelse blev truffet, medmindre den manglende overholdelse af tidsfristen skyldes forhold, som toldmyndighederne ikke havde kontrol over.

I så fald betales der rente fra datoen for tremånedersperiodens udløb indtil datoen for godtgørelsen. Rentesatsen fastsættes i overensstemmelse med artikel 112."

EU-retten indeholder ikke skriftlige, generelle regler om rettigheder for personer, der har betalt beløb i strid med EU-retten. Retsområdet er udviklet gennem EU-Domstolens praksis.

Det fremgår af Domstolens praksis, at medlemsstater, der har opkrævet afgifter i strid med EU-retten er forpligtet til at betale disse tilbage med renter. Der kan bl.a. henvises til C-591/10, Littlewoods Retail Ltd. m.fl. og C-365/15, Wortmann KG.

I de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20, Gräfenforfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH, F. Reyher Nchfg. GmbH (…) og Flexi Montagetechnik GmbH har Domstolen præciseret rentebetalingsforpligtelsen i yderligere. Bl.a. følgende fremgår af dommens præmis 73-75:

"73    (…) det følger af Domstolens praksis, at tilbagebetaling af ikke-skyldige toldafgifter, som fastsat i EF-toldkodeksens artikel 236, stk. 1, (…) skal give anledning til betaling af renter (jf. i denne retning dom af 18.1.2017, Wortmann, C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 36-38). Desuden finder den undtagelse til dette almindelige princip, der er omhandlet i EF-toldkodeksens artikel 241, ikke anvendelse i en situation, hvor grunden til, at tolden ikke er skyldig, er, at den, som i det foreliggende tilfælde, er blevet opkrævet i strid med EU-retten (jf. i denne retning dom af 18.1.2017, Wortmann, C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 25-27). Som generaladvokaten har anført i punkt 103 og 109 i forslaget til afgørelse, gælder det samme for den undtagelse, der er omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, som nu i det væsentlige gengiver indholdet af EF-toldkodeksens artikel 241.

74      Under disse omstændigheder skal det dernæst hvad angår både de toldafgifter, der er omhandlet i sagerne
C-419/20 og C-427/20, og den økonomiske sanktion i sag C-415/20, bemærkes, således som det følger af Domstolens faste praksis, at det i mangel af EU-retlige bestemmelser tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de nærmere regler, i henhold til hvilke der skal betales renter i tilfælde af tilbagebetaling af pengebeløb, der er opkrævet i strid med EU-retten. Disse regler skal dog overholde ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, idet opfyldelsen af dette krav navnlig indebærer, at de ikke må gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt eller i praksis umuligt at udøve retten til betaling af renter som sikret ved EU-retten (…)

75      Navnlig må sådanne regler for betaling af renter ikke fratage den berørte borger en passende kompensation for det tab, der er forårsaget denne, hvilket navnlig forudsætter, at de renter, der betales til den pågældende, dækker hele perioden fra det tidspunkt, hvor det omhandlede pengebeløb alt efter omstændighederne blev betalt af eller skulle have været betalt til vedkommende, til det tidspunkt, hvor beløbet tilbagebetales eller betales (jf. i denne retning dom af 18.4.2013, Irimie, C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 26-28, og af 23.4.2020, Sole-Mizo og Dalmandi Mezőgazdasági, C-13/18 og C-126/18, EU:C:2020:292, præmis 43, 49 og 51)."

 Domstolen konkluderede i præmis 85 bl.a.:

" (…) de EU-retlige principper om borgernes ret til tilbagebetaling af pengebeløb, som en medlemsstat har pålagt dem at betale i strid med EU-retten, og til betaling af renter af disse beløb skal fortolkes således, at de:

-          (…)
-          for det andet finder anvendelse, når det følger af en afgørelse fra Domstolen eller en national ret, at betaling af eksportrestitutioner, en økonomisk sanktion, antidumpingtold eller importafgifter alt efter omstændighederne er blevet afslået eller pålagt af en national myndighed på grundlag af enten en urigtig fortolkning eller en urigtig anvendelse af EU-retten, og
-          for det tredje er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at (…) der kun betales renter for perioden fra anlæggelsen af et søgsmål (…) for så vidt dette ikke medfører, at det bliver uforholdsmæssigt vanskeligt for borgerne at udøve de rettigheder, som de har i henhold til EU-retten."

Renteloven bestemmer følgende i § 3, stk. 1-3:

"Stk. 1. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse."

Landsskatterettens begrundelse og resultat
Landsskatteretten slog i afgørelsen af 18. maj 2021 fast, at det daværende SKAT havde anvendt de EU-retlige regler forkert. SKATs anvendelse af reglerne førte til, at selskabet ikke fik toldgodtgørelse. Det forhold, at selskabet ikke fik de penge tilbage, som det havde krav på ved en korrekt anvendelse af reglerne, svarer til en opkrævning, der er sket med urette. Toldstyrelsens afgørelse af 7. november 2016 var dermed ikke i overensstemmelse med EU-retten.

Toldstyrelsens afgørelse af 7. november 2016 var ikke en afgørelse om at yde toldgodtgørelse, men et afslag på at ugyldiggøre selskabets toldangivelser. Afgørelsen er dermed ikke omfattet af EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6, og der skal derfor ikke beregnes renter efter denne bestemmelse.

Det fremgår af præmis 26 og 27 i C-591/10, Littlewoods Retail Ltd. m.fl., at medlemsstaterne er forpligtede til at betale afgiftsbeløb, som er opkrævet i strid med EU-retten, tilbage med tillæg af renter. Endvidere fremgår, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvordan renterne skal betales, herunder rentesatsen og metoden til beregning af renterne, idet reglerne dog skal overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet.

Det fremgår af præmis 75 i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20, Gräfenforfer m.fl., at den berørte borger skal have en passende kompensation for det tab, denne har haft ved ikke at have rådighed over et beløb og endvidere, at renterne skal dække hele perioden fra det tidspunkt, beløbet skulle have været betalt til vedkommende.

Selskabet anmodede om ændring af toldangivelserne den 3. august 2016 og fik afslag den 7. november 2016.

Landsskatteretten finder, at det følger af de nævnte domme og af rentelovens § 3, at selskabet er berettiget til beregning af renter fra den 7. november 2016, da Toldstyrelsen i hvert fald denne dato må anses for at have haft de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

Der ses ikke at være belæg for Toldstyrelsens argument om, at der først skal beregnes renter fra den 16. december 2016 i hverken lovgivning eller praksis.

Landsskatteretten giver herefter medhold i, at selskabet har krav på betaling af renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr. fra den 7. november 2016.