Den 23. april 2025 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen i Nordhavn.

Landsdommerne Lone Kerrn-Jespersen, Tine Egelund Thomsen og Ulrik Birk Gotfredsen (kst.) behandlede sagen.

Sag BS-14932/2025-OLR

Parter

Skatteforvaltningen

mod

A
(advokat Søren Aagaard)

Ved kendelse af 4. marts 2025 har Retten i Lyngby (sag BS-23417/2021-LYN) bestemt, at Skatteforvaltningen inden 14 dage skal betale 205.407 kr. til A svarende til halvdelen af omkostningerne til skønsmændenes honorar samt udgifter til transskription. Retten bestemte tillige, at hver part i øvrigt bærer sine omkostninger.

Skatteforvaltningen har kæret afgørelsen med påstand om, at rekvirenten (A) pålægges at afholde udgifterne til bevisoptagelsen.

Til støtte for påstanden har Skatteforvaltningen navnlig anført, at det har været ubestridt, at stutteriaktiviteten i A igennem hele perioden har været en helt normal driftsform, som ud fra en teknisk landbrugsfaglig bedømmelse er fornuftig, at skønserklæringens og den supplerende erklærings konklusion, hvorefter det vurderes, at der ikke er udsigt til, at A vil kunne opnå et positivt resultat eller et resultat omkring 0 kr., giver Skatteforvaltningen medhold, og at det på trods af A’ overskud i 2023 fortsat vurderes usandsynligt, at A kan opnå et driftsresultat på 0 kr. eller derover.

A har ikke udtalt sig.

Byretten har ikke haft bemærkninger til kæremålet.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Det følger af retsplejelovens § 343, stk. 3, at retten træffer bestemmelse om betaling af omkostningerne ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet.

Højesteret har ved kendelse af 14. januar 2020, som gengivet i UfR 2020.1011 H, fastslået, at der hverken i retsplejeloven eller i skatteforvaltningsloven er holdepunkter for, at en afgørelse om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse kan tillægges betydning ved afgørelsen om omkostningerne ved bevisoptagelsen efter retsplejelovens § 343, stk. 3. Højesteret anførte tillige, at en afgørelse fra Skattestyrelsen om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse ikke udgør en aftale som nævnt i retsplejelovens § 343, stk. 3, hvorefter der ikke er hjemmel i bestemmelsen til med henvisning til et sådant tilsagn at pålægge Skattestyrelsen at betale skønsmandens honorar i forbindelse med bevisoptagelsen til brug for klagesagen ved Landsskatteretten.

På den anførte baggrund skal spørgsmålet om omkostningerne i forbindelse med syn og skøn afgøres efter retsplejelovens § 343, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i lovforslag nr. L 178 af 9. april 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 41 (§ 343, stk. 3) blandt andet, at det forudsættes, at retten i forbindelse med omkostningsfastsættelsen bl.a. inddrager, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Landsretten finder, at indholdet af skønserklæringerne og afhjemlingen af skønsmændene må anses for at støtte Skatteforvaltningens synspunkt om, at A skal anses for ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Herefter finder landsretten, at der ikke er grundlag for at pålægge Skatteforvaltningen at betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Landsretten tager derfor Skatteforvaltningens påstand til følge, således at A skal betale omkostningerne ved bevisoptagelsen og udgifterne til transskription af skønsmændenes forklaring.

THI BESTEMMES:

Byrettens kendelse ændres således, at A skal betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Kæreafgiften tilbagebetales.

Sagen sluttet.