Omkostningerne til syn og skøn hæfter rekvirenten for. Dette gælder dog ikke omkostninger forårsaget af modpartens spørgsmål, hvor modparten tillige hæfter jf. RPL § 208.

Man bør i den forbindelse være opmærksom på, at uanset det indhentede prisoverslag jf. RPL § 201 og hæftelsesreglen i RPL § 208 stk. 2 og stk. 3, har afgørelserne i SKM2020.37.HR, SKM2020.525.ØLR, SKM2020.557.ØLR og SKM2020.558.VLR fastslået, at det ved skønssagens afslutning er rekvirenten, der efter RPL § 343, stk. 2, foreløbigt pålægges at afholde udgiften til skønsmanden.

►I SKM2025.292.ØLR blev syn og skøn afholdt med det formål at belyse, om rekvirentens stutteriaktiviteter bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok var drevet sædvanligt og forsvarligt, samt om driften af stutteriaktiviteter kunne anses for erhvervsmæssig.

I forbindelse med afgørelse om sagsomkostninger vurderede Retten i Lyngby, at, således som sagen var oplyst for retten, fandt retten, at det ikke var muligt at tage stilling til, hvem af sagens parter der måtte anses for at have fået medhold ved skønsmændenes besvarelse af skønstemaet og de supplerende spørgsmål, samt ved skønsmændenes forklaring under afhjemlingen.

Retten bestemte derfor, at sagens parter hver skulle betale halvdelen af omkostningerne til skønsmændenes honorar samt udgifter til transskription af afhjemling af skønsmændene, og ophævede i øvrigt sagens omkostninger.

Skattestyrelsen kærede Retten i Lyngbys kendelse om sagsomkostninger til Østre Landsret med påstand om, at Skattestyrelsen på baggrund af bevisoptagelsens resultat, måtte anses som den part, der havde fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Landsretten fandt, at indholdet af skønserklæringerne og afhjemlingen af skønsmændene må anses for at støtte Skatteforvaltningens synspunkt om, stutteriaktiviteten skal anses for ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Herefter fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at pålægge Skatteforvaltningen at betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.

Landsretten tager derfor Skatteforvaltningens påstand til følge, og ændrede byrettens kendelse, således at rekvirenten alene skulle betale omkostningerne ved bevisoptagelsen.◄

Supplerende spørgsmål

Hvis ingen af parterne ønsker at stille supplerende spørgsmål, afslutter retten endeligt skønssagen, uden at retten foretager en endelige fordeling af sagens omkostninger. Skønsrekvirenten kan dog inden 3 måneder, efter at der foreligger en skønserklæring, anmode retten om en endelig fastsættelse af sagens omkostninger jf. RPL § 343, stk. 3.

Retten vil ved den endelige fordeling foretage en medholdsvurdering af skønserklæringen, og som udgangspunkt pålægge den, der ikke får medhold, at afholde sagens endelige omkostninger.

Se i øvrigt afsnit A.A.11.2.7.  

Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Retten kan også pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. Se RPL § 343, stk. 3.

Klageinstansen kan vælge at give et forhåndstilsagn om, at alle omkostninger ved syn og skønnet bliver afholdt af Skattestyrelsen. Dette tilsagn kan klageinstansen give klageren, enten hvis klageren beder om det, eller hvis klageinstansen finder det formålstjenligt, at der bliver afholdt syn og skøn.

Det fremgår desuden af RPL § 209a, at sagens parter hver især skal bære egne honoraromkostninger mv. til ensidigt udpegede sagkyndige i tilfælde, hvor parterne i henhold til RPL § 209a med rettens tilladelse har valgt at supplere eller erstatte syn og skøn om sagens bevisspørgsmål med ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer/egne sagkyndige vidner.

Det er forudsat, at udgifter til en "moderklæring", jf. RPL § 341a, stk. 1, 2. pkt., ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet før sagsanlægget (og altså dermed ikke er udmeldt af retten), ikke dækkes som sagsomkostninger efter RPL § 316.

Se også afsnit A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Dette viser relevante afgørelser på området: