Bindende svar 

Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger kan få godtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol fra udlejers køleanlæg?
2. Kan Skatterådet bekræfte, hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, at udlejer kan få godtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol fra egen køleanlæg?
3. Kan Skatterådet bekræfte, hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, at udlejer kan få godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, hvis udlejer viderefakturer og opkræver elafgiften hos Spørger og de øvrige lejere?
4. Kan Skatterådet bekræfte, hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, at der kan opnås 100 % godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elafgift af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol, hvis produktion af proceskøl udskilles til momsregistreret selskab med begrænset hæftelse, der vil være 100 % ejet af udlejer, selvom udlejers momsfradragsprocent er lavere end 100 %?
5. Kan Skatterådet bekræfte, hvis spørgsmål 4 besvares bekræftende, at det pågældende selskab kan få godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2021, når selskabet først stiftes og aktiviteten udskilles i 2025?
6. Kan Skatterådet oplyse, hvis spørgsmål 5 besvares benægtende, om en anden dato senere i tid end den 1. januar 2021 kan anvendes og i givet fald hvilken?

Svar

1. Ja
2. Bortfalder
3. Bortfalder
4. Bortfalder
5. Bortfalder
6. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

H1 (herefter benævnt Spørger) lejer lokaler hos udlejer, og Spørger har i forbindelse med sin virksomhed behov for køling af bl.a. kødvarer for at undgå fordærv.

Der er etableret et centralt køleanlæg, der leverer køling til Spørger og de øvrige lejere. I dag ligger køleanlægget i en ejendom, som er ejet af udlejer

Spørger og de øvrige lejere modtager en gang om året en opgørelse over, hvad der har været anvendt i blandt andet driftsudgifter, udgifter til vedligeholdelse og fornyelse, administrationsudgifter, produktionsudgifter, herunder elektricitet. Den samlede pris divideres herefter med mængden af produceret proceskøl, hvorefter enhedsprisen kendes, og Spørgers og de øvrige lejeres forbrug ganges med enhedsprisen, således proceskølens pris er produktionsomkostningerne.

Aftaleforholdet mellem Spørger og udlejer vedrørende proceskølingen er reguleret af et tillæg til Spørgers lejekontrakt.

Der fremgår bl.a. følgende af tillægget til lejekontrakten:

"Punkt 246. Betaling af kulde

[...]

Opgørelse af lejers forbrug af kulde sker efter måler.

På kulderegnskabet medtages følgende udgiftsposter:

Tekniske udgifter

Henlæggelse til vedligeholdelse, reparationer og fornyelse af kuldeanlægget (under denne post medtages ikke udgifter til ikke budgetteret vedligeholdelse og reparationer)

Abonnementer, serviceaftaler & forsikringer

[...]

Administration

[...]

[...]

Ovennævnte regnskabsposter udgør de regnskabsposter, der er kendte ved indgåelsen af dette lejetillæg. Udlejer er berettiget til på regnskabet at medtage udgiftsarter, der ikke er kendte på tidspunktet for indgåelsen af dette lejetillæg og som vedrører driften af […] centrale køleanlæg med tekniske installationer.

[...]

Alle udgifter tillægs moms i henhold til den til enhver tid gældende momslov."

Der fremgår af et "Køleregnskab" for 2020 følgende post:

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares "Ja".

Til og med den 31. december 2020 har Spørger og de øvrige lejere/aftagere fået godtgørelse af elafgiften efter den dagældende elafgiftslov § 11, stk. 1, nr. 3, da kølingen blev anvendt som proceskøl. Det har der været enighed om mellem lejerne og Spørger.

Med vedtagelsen af Klimaaftale for energi og industri mv. af den 22. juni 2020 blev det politisk besluttet at gøre Danmark og energisektoren klar til klimatilpasning. Dette skete blandt andet ved en del ændringer i afgiftslovgivningen og energiområdet, herunder elafgiftsloven.

Politisk var det tilsigtet, at der ikke skulle ske ændringer/forringelser for erhvervslivet, men erhvervslivet skulle lettes for en række byrder, hvorefter fokus skulle være på at gøre Danmark klar til den grønne omstilling.

Ved lov nr. 1321 af den 26. august 2020, blev elafgiftsloven ændret markant. Elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 3 udgik og blev erstattet af et nyt generelt afsnit, hvortil det nu - i denne situation - er uklart, hvem der kan anses som producent i nærværende situation.

Udlejer og Spørger, samt de øvrige aftagere af proceskølingen, er af den opfattelse, at aftagernes af proceskølingen af er berettiget til at få godtgørelse af elafgiften.

I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af forarbejderne og høringssvarene til den pågældende ændringslov af elafgiftsloven, at erhvervslivet takker for de administrative lettelser, og der er intet, der tyder på, at der er tilsigtet nogle ændringer af retstilstanden. Det fremgår netop af den politiske aftale, at der er tale om en regellempelse, hvortil der ikke er tilsigtet ændringer.

Det er historiske omstændigheder, der gør, at køleanlægget står i udlejers bygning. Udlejer ønsker reelt set ikke at have noget med køleanlægget at gøre, og derfor drives køleanlægget for lejernes, herunder Spørgers, regning og risiko.

Udlejer kan hverken opnå et overskud eller underskud ved driften. Idet udgifterne divideres med den leverede køling, hvorefter enhedsprisen kendes og deles ud efter forbrug, og udgifterne betales af lejerne, herunder Spørger, når køleregnskabet udarbejdes.

Det er afgørende for fastlæggelse af, hvem der er producent, at det vurderes for hvis regning og risiko, proceskølingen produceres.

I den forbindelse skal henvises til tillægges til lejekontrakten, hvoraf det fremgår, at der under udgifter, der skal medtages på køleregnskabet, nævnes "Elforbrug inkl. afgifter."

Derudover fremgår det af tillægget til lejekontrakten og køleregnskabet, at der reelt er tale om en sammenslutning af interessenter, der har behov for proceskøl. Der er således intet erhvervsmæssigt i udlejers produktion af proceskølingen. Det er en byrde, hvortil alle udgifter og risici overlægges på aftagerne af proceskølingen, herunder Spørger, og derfor skal Spørger og (og de øvrige lejere) anses som producenter af proceskølingen.

Dertil kommer, at det fremgår af tillægget til lejekontrakten, at, at Spørger er forpligtet til at aftage proceskølingen fra udlejer, og at det ikke er muligt at opsige aftalen herom uden samtidige at opsige lejeforholdet af et lejemål på mere 17.000 m2.

Hvis en maskine, der står i udlejers bygning, går i stykker, udbedres denne af udlejer, men hele udgiften inkl. alle driftsomkostninger til udskiftningen og/eller reparationen inkl. nødvendige følgearbejder afholdes af lejerne ift. til forbrug.

Det kan oplyses, at Spørger har været i telefonisk kontakt med Skattestyrelsen, hvor Spørger fik en overordnet vejledning om, at Spørger måtte anses som producent, da producenten er den part for, hvis regning og risiko proceskølen produceres.

Det er herefter Spørgers opfattelse, at Spørger i lighed med de øvrige lejere, der anvender proceskøl - driver anlægget for Spørgers og de øvrige aftageres regning og risiko, og at det derfor er Spørgers og de øvrige aftagere af proceskølingen i form af kold glykol, der skal anses som producent og dermed er berettiget til godtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Spørgsmål 2

Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares "Ja".

Produktionen af proceskølingen foregår i udlejers bygning, og det er udlejer, der betaler for strømmen overfor forsyningsværket.

Udlejer skal derfor anses producent og forbruger af den elektricitet, der anvendes til at producere proceskølingen i form af kold glykol, og at udlejer kan derefter opnå godtgørelse af elafgift efter den forbrugte elektricitet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Spørgsmål 3

Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares "Ja".

Det fremgår ikke af elafgiftsloven, at der ikke kan opnås godtgørelse af elafgift af elektricitet, hvis elafgiften er blevet viderefaktureret.

Derfor kan udlejer opnå godtgørelse af elafgift, der forbruges producere proceskølingen i form af kold glykol, efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, selvom udlejer viderefakturere og opkræver elafgiften hos Spørger og de andre lejere.

Spørgsmål 4

Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares "Ja".

Udlejer har efter det oplyste en momsfradragsprocent på mellem 2 og 11%, mens Spørger og de øvrige lejere, der anvender proceskølingen i form af kold glykol, har fuld momsfradragsprocent.

Hvis køleanlægget udskilles i et 100% kommunalt ejet selskab, der herefter leverer proceskølingen, og dette selskab er momsregistreret og har en momsfradragsprocent på 100, kan dette selskab opnå 100 % godtgørelse af elafgift af elektricitet, der forbruges til at producere proceskøling i form af kold glykol, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Spørgsmål 5 og 6

Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, er det centralt for Spørger at få bekræftet virkningstidspunktet, herunder om et selskab i afgiftsmæssig forstand i relation til elafgiftsloven kan få virkning "tilbage i tid", således virkningen sker fra den 1. januar 2021, subsidiært fra en senere fastsat dato.

Spørger er ikke kommet med bemærkninger til støtte for Spørgers opfattelse af svaret på spørgsmålene.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger kan få godtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol fra udlejers køleanlæg.

Begrundelse

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2, få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet (også kaldet forbrugskriteriet).

Det fremgår af forarbejderne til den nuværende affatning af elafgiftslovens § 11, stk. 1, jf. L 90 af 12. november 2020 - at det er en betingelse for tilbagebetaling, at den virksomhed, der anmoder om tilbagebetalingen, kan anses for forbruger af elektriciteten, og at dette forbrug er virksomhedens procesforbrug, som eksempelvis forbrug af elektricitet til belysning, kontormaskiner og lignende. Denne elektricitet betragtes således som anvendt erhvervsmæssigt af virksomheden.     

Højesteret fortolker i SKM2005.394.HR forbrugskriteriet således, at når elektriciteten anvendes som led i en virksomheds særlig kvalificeret produktionsproces, kan retten til godtgørelse ikke begrænses, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Det skal derfor ved besvarelsen ses på, om selskabets elektricitetsforbrugende aktiviteter kan anses for at være forbrugt i forbindelse med en produktionsproces.

Skatteministeren har på baggrund af ovennævnte Højesteretsdom i sit endelige svar af 15. marts 2006 på spørgsmål S 1042 udtalt, at:

"Skatteministeriet finder ikke, at ejendomsretten til anlægget er afgørende. Det er derimod afgørende, at driften af vejbelysningsanlægget sker for den momsregistrerede virksomheds egen regning og risiko. Dette kan også være tilfældet i f.eks. visse leasingaftaler.

Virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal dermed have et selvstændig erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet.

Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget.

Dette betyder, at virksomheden skal kunne foretage egne dispositioner f.eks. i forhold til personale, driftsmidler m.v."

I SKM2023.484.SR, fremgår det af begrundelsen, at spørger ikke kan anses som forbrugeren af energiprodukt, der vil blive anvendt til oprensning af forurenet jord ved godtgørelse af afgiften efter el-, gas eller mineralolieafgiftsloven. Det er anført i begrundelsen, at det vil være entreprenøren, der vil have den økonomiske risiko, både hvad angår mængde og priser på det energiprodukt og ikke spørger. Det er Skatterådets samlede konkrete vurdering at forbruget af energiproduktet ikke indgår i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos spørger.

I SKM2021.68.SR kunne Skatterådet bekræfte, at spørger kunne anses som forbruger af elektriciteten og dermed var berettiget til godtgørelse af elafgift for elektricitet forbrugt ved kunders adgang til elinstallation m.v. i forbindelse med spørgers levering af masteindplacering, husning og vedligeholdelsesservice til kunderne. Det var bl.a. lagt til grund, at elforsyningen skete for spørgers regning og risiko, samt at der ikke skete fakturering af afgiftsbeløb vedrørende elektricitet til kunderne.

Af begrundelsen i SKM2021.235.SR om, at spørger kan anses for forbruger af elektricitet er det anført, at spørger som led i driftsaftalen ville overtage det økonomiske ansvar for driften og vedligeholdelse, herunder for udgifter til forbruget af elektricitet i kølemaskinen.

Endvidere har det daværende SKAT i SKM2017.459.SR og SKM2016.527.SR i begrundelserne for indstillingen om, at spørger kunne anses for forbruger af elektricitet, foretaget en konkret vurdering af om en virksomheds aktivitet kan anses for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold.

Det fremgår videre af elafgiftslovens § 11, stk. 5, at afgiften af elektriciteten tilbagebetales efter stk. 1, i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms af elektriciteten, der anvendes fx i et køleanlæg.

Godtgørelsen nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, jf. elafgiftslovens § 11 c, stk. 1.

Ud fra ovennævnte regler og praksis, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af hvem der er forbrugeren af anvendt elektricitet (forbrugskriteriet) i forhold til godtgørelse af elafgiften, skal indgå en samlet konkret vurdering af, hvem der fysisk vil forbruge elektriciteten til procesbrug og af om forbruget af elektriciteten indgår i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos vedkommende. I vurderingen af selvstændig erhvervsmæssig aktivitet indgår hvem, der er driftsmæssig ansvarlig for aktiviteten og af, om aktiviteten sker for vedkommendes regning og risiko i forbindelse med at levere en ydelse eller varer, i nærværende sag er ydelsen i form af køling.

Hvad angår den fysiske forbruger af elektriciteten til produktion af proceskøling, er det oplyst, at udlejer indkøber elektricitet til køling til dens køleanlæg, men kølingen anvendes af lejerne, herunder Spørger.

Hvad angår betingelsen om, at forbruget af energiproduktet indgår i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet, fremgår der under "Tekniske udgifter" i punkt 246 i tillægget til lejekontrakten om køleregnskabet, at:

• "Henlæggelse til vedligeholdelse, reparationer og fornyelse af kuldeanlægget (under denne post medtages ikke udgifter til ikke budgetteret vedligeholdelse og reparationer),
• Elforbrug inkl. afgifter, og 
• Ikke budgetteret vedligeholdelse og reparationer, samt div. småanskaffelser til driften. (posten indeholder vedligeholdelse og reparationer der ikke er budgetterede for et regnskabsår, herunder pludseligt opståede skader og mindre reparationer)" 

Derudover fremgår under "Administration" i punkt 246 i tillægget til lejekontrakten, at "Alle udgifter tillægs moms i henhold til den til enhver tid gældende momslov".

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens vurdering, at Spørger overtager det økonomiske ansvar for driften og vedligeholdelse, herunder for udgifter til forbruget af elektricitet i det pågældende køleanlæg, og at indkøbet af elektriciteten ikke er for udlejers regning.

Det fremgår under "Administration" i punkt 246 i tillægget til lejekontrakten, at "Udlejer er berettiget til på regnskabet at medtage udgiftsarter, der ikke er kendte på tidspunktet for indgåelsen af dette lejetillæg og som vedrører driften af […] centrale køleanlæg med tekniske installationer."

Det er Skattestyrelsens vurdering, at forbruget af elektricitet i køleanlægget til at producere kold glykol ikke sker for udlejers risiko.

Det er herefter Skattestyrelsens samlede konkrete vurdering, at forbruget af elektricitet vil indgå i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos Spørger, og at Spørger kan anses for forbruger af den elektricitet, der forbruges i køleanlægget til at producere kold glykol og kan opnå godtgørelse af elafgiften af dette forbrug efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1. Spørgers adgang til godtgørelse omfatter kun den andel af elektricitet, der er forbrugt til at producerer proceskøling i form af kold glykol til Spørger.

Det bemærkes, at det bindende svar kun vedrører Spørgers adgang til godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 og stk. 5 og § 11 c, stk. 1 og ikke de øvrige lejers adgang til godtgørelse.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, at udlejer kan få godtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol fra egen køleanlæg.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 1 besvares bekræftende.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, at udlejer kan få godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, hvis udlejer viderefakturer og opkræver elafgiften hos Spørger og de øvrige lejere.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 2 bortfalder.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, at der kan opnås 100 % godtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, af elafgift af elektricitet, der forbruges til produktion af proceskøling i form af kold glykol, hvis produktionen af proceskølingen udskilles til momsregistreret selskab med begrænset hæftelse, der vil være 100 % ejet af udlejer, selvom udlejers momsfradragsprocent er lavere end 100 %.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 2 bortfalder.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 4 besvares bekræftende, at det pågældende selskab kan få godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2021, når selskabet først stiftes og aktiviteten udskilles i 2025.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 4 bortfalder.   

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Bortfalder".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 5 besvares benægtende, om en anden dato senere i tid end den 1. januar 2021 kan anvendes og i givet fald hvilken.

Begrundelse

Spørgsmålet bortfalder, da spørgsmål 5 bortfalder.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Elafgiftslovens § 11

Stk. 1. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

[…]

Stk. 5. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1 og stk. 3, 2. pkt., i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet eller varme. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 9.

Elafgiftslovens § 11 c

Stk. 1. Tilbagebetalingen af afgift efter § 11 nedsættes med 0,4 øre pr. kWh, dog med undtagelse af tilbagebetaling, der ydes efter § 11, stk. 3, 2. pkt.

[…]

Forarbejder

Elafgiftslovens § 11, stk. 1

Den nugældende affatning af elafgiftslovens § 11, stk. 1 blev indsat ved § 1, nr. 4 i lov nr. 2225 af 29. december 2020 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget dertil - L 90 af 12. november 2020 - følgende:

"Til nr. 4

Efter gældende ret kan en momsregistreret virksomhed som udgangspunkt få tilbagebetalt elafgift af den af virksomheden forbrugte elektricitet ned til 0,4 øre pr. kWh, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og § 11 c, stk. 1. Det er således en betingelse for tilbagebetaling, at den virksomhed, der anmoder om tilbagebetalingen, kan anses for forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Dette forbrug er virksomhedens procesforbrug og omfatter eksempelvis forbrug af elektricitet til belysning,

kontormaskiner og lignende. Denne elektricitet betragtes således som anvendt erhvervsmæssigt af virksomheden.

Det fremgår endvidere af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at den afgiftspligtige elektricitet, som udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige

elektricitet, som udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling, skal betragtes som forbrugt af henholdsvis udlejer af havneplads og udlejer af campingpladsen.

Af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 2, fremgår, at en momsregistreret virksomhed kan få tilbagebetalt elafgiften ned til 0,4 øre pr. kWh af det afgiftspligtige forbrug af elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme til produktionsprocesser, og som er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en anden momsregistreret virksomhed. Dermed kan en momsregistreret virksomhed, som modtager fjernvarme, der er nødvendig varme af varer eller opvarmning af lokaler, der f.eks. alene er betinget af produktionsprocesser, få tilbagebetaling af elafgift af elektricitet, der er medgået til fremstillingen af fjernvarmen.

Af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 3, fremgår, at en momsregistreret virksomhed kan få tilbagebetalt elafgiften ned til 0,4 øre pr. kWh af det afgiftspligtige forbrug af elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde til produktionsprocesser, og som er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en anden momsregistreret virksomhed. Dermed kan en momsregistreret virksomhed, som modtager fjernkøling, der er nødvendig køling af varer eller køling af lokaler, der f.eks. alene er betinget af produktionsprocesser, få tilbagebetaling af elafgift af elektricitet, der er medgået til fremstillingen af fjernkølingen.

Det foreslås som elafgiftslovens § 11, stk. 1, at virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, herunder den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af havneplads forsyner sine lejeres medbragte lystfartøjer med uden særskilt betaling, og den afgiftspligtige elektricitet, som en udlejer af campingplads forsyner sine lejeres medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

Det vil således være en betingelse for tilbagebetaling, at den virksomhed, der anmoder om tilbagebetalingen, kan anses for forbruger af elektriciteten. Dette forbrug er virksomhedens procesforbrug og omfatter eksempelvis forbrug af elektricitet til belysning, kontormaskiner og lignende. Denne elektricitet betragtes således som anvendt erhvervsmæssigt af virksomheden, og virksomheden vil være berettiget til at få tilbagebetalt elafgift ned til processatsen på 0,4 øre pr kWh. Dette vil også omfatte en producent af fjernvarme eller -kulde, der vil blive betragtet som forbrugeren af elektriciteten og derfor vil være omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 1. Tilbagebetaling af elafgift vil ligeledes være betinget af, at virksomheden tilsvarende har fradrag for moms, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 15."

Praksis

SKM2005.394.HR

"Højesterets begrundelse og resultat

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan under visse betingelser få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3.

[…]

Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, kan virksomheder få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret finder, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Ved aftalen af 28. juni 2000 med tillæg af 20. december 2000 overtog EnergiGruppen Jylland A/S vejbelysningsanlægget i Herning Kommune og påtog sig vedligeholdelse og drift, herunder drift af tændingssystem og forpligtelse til at udbedre manglende lys. Efter aftalen skulle Herning Kommune for levering af lys betale et samlet årligt pristalsreguleret vederlag, som dækkede alle omkostninger, herunder til indkøb af el. Aftalen blev af EnergiGruppen Jylland A/S overført til EnergiGruppen Jylland Service A/S. Herefter lægger Højesteret til grund, at EnergiGruppen Jylland Service efter aftalen med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg. Under disse omstændigheder må den elektricitet, som EnergiGruppen Jylland Service anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3.

Det er herved uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed er forpligtet til at sikre vejbelysning. Det er ligeledes uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning er sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

[…]."

Skatteministeren har på baggrund af ovennævnte Højesteretsdom i sit endelige svar af 15. marts 2006 på spørgsmål S 1042 udtalt, at:

"Skatteministeriet finder ikke, at ejendomsretten til anlægget er afgørende. Det er derimod afgørende, at driften af vejbelysningsanlægget sker for den momsregistrerede virksomheds egen regning og risiko. Dette kan også være tilfældet i f.eks. visse leasingaftaler.

Virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal dermed have et selvstændig erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet.

Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget.

Dette betyder, at virksomheden skal kunne foretage egne dispositioner f.eks. i forhold til personale, driftsmidler m.v."

SKM2023.484.SR

"Skatterådet bekræftede, at Spørger ikke kan anses som forbrugeren af det energiprodukt, der vil blive anvendt til oprensning af den forurenede jord ved godtgørelse af afgiften efter el-, gas eller mineralolieafgiftsloven."

Under Skattestyrelsens indstilling og begrundelse fremgår følgende:

"[…]

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af hvem der er forbrugeren af et anvendt energiprodukt (forbrugskriteriet) i forhold til godtgørelse af afgift på et energiprodukt, skal indgå en samlet konkret vurdering af, hvem der fysisk vil forbruge energiproduktet til procesbrug og af om forbruget af energiproduktet indgår i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos vedkommende. I vurderingen af selvstændig erhvervsmæssig aktivitet indgår hvem, der er driftsmæssig ansvarlig for aktiviteten og af, om aktiviteten sker for vedkommendes regning og risiko i forbindelse med at levere en ydelse eller varer, her en ydelse i form af oprensning af den forurenede jord.

Hvad angår den fysiske forbruger af energiprodukterne, er det oplyst, at oprensningen af den forurenede jord skal ske ved at opvarme den forurenede jord, hvorefter forureningen kan fjernes fra jorden, og at det pågældende energiprodukt skal anvendes til opvarmningen af jorden. Spørger har sendt opgaven med oprensningen af den forurenede jord og dermed opvarmningen den forurenede jord i udbud. Det vil således være den virksomhed, der vinder udbuddet (kaldt "Entreprenøren"), der vil foretage oprensningsopgaven og dermed vil være den person, der direkte og fysisk vil forbruge energiproduktet til at opvarme jorden til 350 ⁰C.

Hvad angår betingelsen om, at forbruget af energiproduktet indgår i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet, lægges det til grund, at Spørger efter det oplyste ikke vil have nogen råderet over entreprenørens driftsmateriel eller instruktionsbeføjelse over for personalet.

Det lægges videre til grund, at det vil være entreprenøren, der indkøber det pågældende energiprodukt hos energileverandøren og dermed vil være modtageren af fakturaer fra leverandøren. Det er på den baggrund Skattestyrelsens vurdering, at indkøbet af energiproduktet ikke vil være for Spørgers regning.

Det er oplyst, at der i udbuddet af oprensningsopgaven er udarbejdet beskrivelse af vilkårene for bl.a. fakturering og betaling af udgifter til forbruget af energiprodukter til oprensningen.

Det fremgår af udkast til totalentreprisekontrakt, at Spørger er defineret som "Bygherre", og at totalentreprenøren er benævnt "Entreprenøren".

Det fremgår desuden i udkastet til totalentreprise­kontrakten, at:

"Såfremt Totalentreprenøren faktisk anvender mere energi (el, gas, olie) til oprensningen end forudsat i entreprenørens tilbud bekoster Totalentreprenøren dette og honoreres således ikke for en eventuel overskridelse. Ved et mindreforbrug i forhold til det ved tilbudsafgivelsen oplyste energiforbrug, honoreres entreprenøren med 70 % af mindreforbruget, således at 30 % af besparelsen tilfalder Bygherren."

Derudover fremgår der yderligere af kontraktudkastet, at entreprenørens månedlige forbrug af energi til oprensningsprocessen i form af olie, gas og el afregnes med bygherren efter det anvendte forsyningsselskabs månedlige fakturering. Spørgers repræsentant har oplyst, at afregningen ikke omfatter energiafgifterne på de pågældende energiprodukter, og at entreprenøren dermed ikke vil viderefakturere energiafgifter til Spørger.

Det fremgår videre, at:

"Såfremt den af forsyningsselskabets fakturerede gennemsnitlige enhedspris for en måned er lavere end den i udbuddet fastsatte forecast-enhedspris, reduceres vederlaget til entreprenøren med 30 % af differencen mellem forecast-enhedsprisen og den af forsyningsselskabets fakturerede gennemsnitlige enhedspris således, at bygherren opnår 30 % af denne besparelse.

Såfremt Forsyningsselskabets gennemsnitlige enhedspris for en måned overstiger den i udbuddet fastsatte forecast-enhedspris med til og med 5%, afholdes meromkostninger til energi af Entreprenøren fuldt ud."

Endelig fremgår det, at det er alene stigninger i entreprenørens netto-udgift i form af faktiske energiomkostninger og ikke-godtgørelsesberettigede afgifter, der kan videreføres til bygherren.

Det er på dette grundlag Skattestyrelsens vurdering, at det vil være entreprenøren, der vil have den økonomiske risiko, både hvad angår mængde og priser på det energiprodukt, der anvendes det med henblik på at levere ydelsen i form af oprensning af den forurenede jord.

Det er på den baggrund Skattestyrelsens samlede konkrete vurdering, at forbruget af energiproduktet vil indgå i en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet hos entreprenøren."

SKM2021.235.SR

"Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne opnå procesgodtgørelse af afgiften på elektricitet, som var anvendt til drift af pumper og ventilationsanlæg hos en kunde, i det omfang spørger havde driftsansvaret. Ligeledes kunne skatterådet bekræfte, at spørger kunne opnå procesgodtgørelse af afgiften på elektricitet anvendt til et affugtningsanlæg hos en kunde, i det omfang spørger havde driftsansvaret."

Under Skattestyrelsens indstilling og begrundelse fremgår følgende:

"Spørger påtænker at indgå aftaler med kunder om overtagelse af driftsansvaret for ventilationsanlæg og pumper m.v. Anlæg og pumper m.v. ejes af kunden, men stilles til spørgers rådighed.

Der skal betales afgift af den elektricitet, der forbruges her i landet, jf. elafgiftslovens § 1. Momsregistrerede virksomheder kan efter elafgiftslovens § 11 opnå hel eller delvis tilbagebetaling af elafgift, som er forbrugt i virksomheden. Elektricitet indkøbt med henblik på videresalg, anses ikke som forbrugt af virksomheden.

Momsregistrerede virksomheder kan få godtgørelse af den fulde elafgift bortset fra 0,4 øre/kWh for elektricitet, som virksomheden har forbrugt til proces, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1 og § 11 c.

Skattestyrelsen lægger til grund, at spørger har fradragsret for den indgående moms af købet af elektricitet, der anvendes til ventilation og til pumper m.v., samt at elforbruget er målt på særskilt måler og faktureret til spørger.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spørger kan anses som forbruger af elektriciteten anvendt til ventilation og drift af pumper m.v., samt at elektriciteten er anvendt til proces, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1.

Skattestyrelsen har lagt vægt på, at som led i driftsaftalen overtager spørger det økonomiske ansvar for driften og vedligeholdelse, herunder for udgifter til forbruget af elektricitet i de pågældende anlæg. Betalingen for varetagelsen af driften af pumper og ventilation vil ske efter det leverede flow. Prisen pr. flowenhed, fx m3/s er bl.a. fastsat ud fra forventet virkningsgrad for anlægget, en forventet pris på elektricitet og et ønsket dækningsbidrag. Skattestyrelsen har også lagt vægt på, at hvis spørger optimerer anlægget, opnår spørger en reduktion af sine løbende omkostninger, ved at virkningsgraden øges. Tilsvarende ved manglende vedligeholdelse vil spørger få øget sine løbende omkostninger og herved få reduceret sin fortjeneste.

Se også SKM2005.394.HR, hvor en kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Højesteret udtalte, at det følger af den dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, at virksomheder kan få delvist tilbagebetalt elafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af elafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Det bemærkes, at elafgiftslovens § 11, stk. 2, på baggrund af SKM2005.394.HR er ændret, således at tilbagebetalingen af elafgiften efter § 11, stk. 1, ikke finder sted for virksomheder, der afsætter belysning, med undtagelse af afsætning af belysning til virksomheder, der er registreret efter momsloven, i det omfang modtagervirksomheden har adgang til at få elafgiften af el til belysning i virksomheden godtgjort. En tilsvarende regel findes imidlertid ikke for elektricitet vedrørende levering af ventilation eller drift af pumper m.v.

Det er forudsat, at der i forbindelse med driften ikke indgår et elforbrug til varmepumper, som fx er indbygget i ventilationsanlægget, eller til opvarmning af vand i pumpeanlægget.

Spørger kan således efter Skattestyrelsens opfattelse få procesgodtgørelse af elafgiften efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, sammenholdt med § 11 c."

SKM2021.68.SR

"Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne anses som forbruger af elektriciteten og dermed var berettiget til godtgørelse af elafgift for elektricitet forbrugt ved kunders adgang til elinstallation m.v. i forbindelse med Spørgers levering af masteindplacering, husning og vedligeholdelsesservice til kunderne. Det var bl.a. lagt til grund, at elforsyningen skete for spørgers regning og risiko, samt at der ikke skete fakturering af afgiftsbeløb vedrørende elektricitet til kunderne."

Under Skattestyrelsens indstilling og begrundelse fremgår følgende:

" […]

Skattestyrelsen lægger til grund, at Spørger er momsregistreret, at Spørger ikke har aktiviteter, der er omfattet af elafgiftslovens bilag 1, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, og at momsen af Spørgers indkøb af elektricitet er momsfradragsberettiget som indgående moms, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 15.

Det er oplyst, at Spørger leverer masteindplacering, husning og vedligeholdelsesservice til kunderne, hvilket har til formål, at kundernes udstyr skal fungere. Spørger yder i den forbindelse kunderne adgang til sin elinstallation m.v.

Det er oplyst, at Spørger har valgt, at der ikke skal opsættes målere til måling af elforsyningen til den enkelte kunde, fordi omkostningerne til installationen, separate målinger og den øvrige aktivitet i forbindelse med måling vil være meget store sammenlignet med værdien af elektriciteten.

Det er endvidere oplyst, at et angivet fast forbrug af elforsyningen, som vil fremgå af Spørgers fakturaer til kunderne for en periode, vil være baseret på et estimeret forbrug af elektricitet hos den enkelte kunde, som ikke justeres mængdemæssigt og/eller prismæssigt for perioden. Det fakturerede elforbrug til kunderne udgør en oplysning om et aftalt fast omkostningselement, som skal indgå i den samlede pris for Spørgers ydelser til kunden. Det er således forudsat, at elforsyningen sker for Spørgers regning og risiko.

Nogle af kunderne, som denne anmodning vedrører, har udstyr i Spørgers bygninger og anvender derved Spørgers tekniske installationer. Betalingen herfor udgør et fast årligt beløb og dækker elektriciteten, men også en form for bidrag til den løbende vedligeholdelse af Spørgers tekniske installationer. Størrelsen på bidraget til den løbende vedligeholdelse afhænger af forbruget af elektricitet.

Spørger har i sit høringssvar ikke bekræftet, at størrelsen på bidraget til den løbende vedligeholdelse afhænger af forbruget af elektricitet i den forstand, at bidraget alene justeres fremadrettet ud fra den samlede elforsyning til kunderne, og at der således ikke sker justeringer bagudrettet.

Desuden er det oplyst, at der ikke sker fakturering af afgiftsbeløb vedrørende elektricitet til kunderne.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at Spørgers levering af masteindplacering, husning og vedligeholdelsesservice sammen med adgang til elforsyning udgør en samlet ydelse til Spørgers kunder, hvor der ved betalingen ikke sker særskilt betaling for elektricitet.

Dette omfatter dog ikke situationer hvor kunders betaling helt eller delvist kan ændres/justeres bagudrettet på baggrund af det faktiske forbrug, da det reelt svarer til og kan sidestilles med, at der kan ske særskilt betaling for elektriciteten.

På grundlag af den forståelse af, hvem der er forbruger af elektricitet, som ligger til grund for nævnte ændring af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 med lov nr. 104 af 13. februar 2018, er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger skal anses for at være forbruger af elektricitet forbrugt ved kunders adgang til elinstallation m.v. i forbindelse med den beskrevne levering af masteindplacering, husning og vedligeholdelsesservice til kunderne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Dette omfatter dog ikke al elektricitet, som vedrører situationer, hvori kunders betaling kan ændres/justeres bagudrettet på baggrund af det faktiske forbrug eller andre forhold vedrørende elektriciteten, herunder prisændringer, da dette reelt svarer til og kan sidestilles med, at kunderne betaler særskilt for elektriciteten."

SKM2017.459.SR

"Skatterådet bekræfter, at spørger er berettiget til godtgørelse af den afgift, som er betalt af elektricitet fra UPS-batterier, som anvendes til at sikre en stabil strømtilførsel i spørgers datacentre."

Under SKATs indstilling og begrundelse fremgår følgende:

"I henhold til elafgiftsloven § 1 skal der betales afgift af den elektricitet, der forbruges her i landet. Dog kan en momsregistreret virksomhed få godtgjort størstedelen af afgiften af den forbrugte afgiftspligtige elektricitet, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 1 nr. 1.

Ud fra spørgers oplysninger lægger SKAT til grund, at spørger er momsregistreret i Danmark. Det lægges endvidere til grund, at spørger ikke har aktiviteter, der er omfattet af elafgiftslovens bilag 1, jf. § 11, stk. 2.

SKAT har fået oplyst, at der anvendes strøm fra en online Uninterruptible Power Supply (herefter forkortet UPS) til strømsikring af spørgers edb-udstyr. Endvidere anvendes UPS’en som nødstrømsforsyning.

UPS’ens funktion er at sikre en stabil strømtilførsel til datahallerne, så risikoen for strømnedbrud formindskes betydeligt, og der opnås en konstant spænding, som er tilpasset kundernes udstyr.

Elektriciteten skal være forbrugt af den virksomhed, der anmoder om godtgørelsen, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 1, nr. 1.

Skatterådet fastslog i SKM.2016.527.SR, at et datacenter var berettiget til afgiftsgodtgørelse af den elektricitet, som blev forbrugt til andet end serverdrift, dvs. eksempelvis køling og drift af sikkerhedsudstyr. Det skyldes, at disse ydelser skulle anses som en selvstændig erhvervsmæssig aktivitet. Derimod var datacentret ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse af den elektricitet, der blev forbrugt til selve serverdriften. Dette skyldes, at elektriciteten var tilført direkte til serverne, som var ejet af datacenterets kunder. Dermed var det kunderne, og ikke datacenteret, der forbrugte elektriciteten.

SKAT finder, at spørger i sit datacenter driver en selvstændig erhvervsmæssige aktivitet. UPS’erne er en vigtig del af denne aktivitet, idet strømmen fra UPS’erne sikrer, at spørger kan levere en stabil ydelse til sine kunder. UPS´en og de øvrige ydelser kan ikke umiddelbart skilles ad.

Fakturering af strømmen sker som betaling for den samlede ydelse, idet strømmen fra UPS’erne ikke bliver målt særskilt.

SKAT finder på baggrund heraf, at strømmen fra UPS’erne bliver forbrugt af spørger, som dermed vil være berettiget til godtgørelse af elafgiften.

[…]."

SKM2016.527.SR

"Skatterådet bekræfter, at spøger kan opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1 af den elektricitet, der forbruges i datacenteret til andre ydelser end serverdrift. Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørger kan opnå godtgørelse af elafgift, af den elektricitet der forbruges til serverdrift. Det gør ingen forskel for besvarelsen af spørgsmål 1 og 2, hvorvidt spørger alene har adgang til private bure og private rum med forudgående tilladelse."

Under SKATs indstilling og begrundelse fremgår følgende:

"[…]

Forbrugt af virksomheden

Ud over at der skal være tale om en momsregistreret virksomhed, skal elektriciteten være forbrugt af den virksomhed, der anmoder om godtgørelse (forbrugskriteriet).

Spørger fremfører, at forbrugskriteriet i elafgiftsloven skal fortolkes i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivet. Efter direktivets art. 11 er den erhvervsmæssige forbruger af energi den, der forbruger energi med henblik på en erhvervsmæssig levering af varer og ydelser, uanset formålet med den økonomiske virksomhed. Den økonomiske virksomhed omfatter alle former for erhvervsmæssig virksomhed.

Endvidere har spørger henvist til henholdsvis SKM2005.394. HR og SKM2006.137.SKAT.

I SKM2006.137.SKAT fremgår det, at afgørende for, hvem der skal anses for forbruger af elektriciteten, er, om virksomheden har et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold, og dermed er forretningsmæssigt begrundet. Styresignalet behandler alene virksomheder, som ejer og driver vejbelysningsanlæg.

SKM2005.394.HR slog fast, at der ved levering af vejbelysning var tale om, at elektriciteten blev brugt i en kvalificeret produktionsproces. Dommen præciserede, at outsourcing af drift/ydelser ikke i sig selv afskærer for afgiftsgodtgørelse, med mindre andet direkte fremgår af loven.

Ud fra de faktiske forhold, som spørger har beskrevet, er det SKATs opfattelse, at den elektricitet, der indkøbes af spørger og videreleveres til serverdrift hos spørgers kunder, ikke gennemgår en produktionsproces. Der er alene tale om, at elektriciteten leveres til spørgers aftagenummer/målepunkt, og derefter bliver ledt direkte til kundernes servere. På intet tidspunkt i dette forløb er der tale om, at elektriciteten skifter karakter til at være en ydelse, som spørger beskriver.

[…]

Spørgers elforbrug til andre ydelser end serverdrift

SKAT lægger til grund, at spørgers aktiviteter i relation til de ydelser, som ikke er serverdrift, har et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold. Spørgers erhvervsmæssige aktiviteter består af forskellige løsninger til placering af IT-udstyr, sikkerhedsydelser, som kan tilpasses kundens behov, køling, netværksforbindelser osv. Spørger er driftsmæssigt ansvarlig for disse ydelser, og kan foretage egne dispositioner i forhold til fx personale.

Det fremgår af de indsendte oplysninger, herunder annex 1 og 2, at når en kunde lejer sig ind i spørgers datacenter, er der tale om, at kunden lader sit eget udstyr opsætte i et defineret område. Om kunden vælger et kabinet, et bur, et privat bur eller et privat rum, afgøres blandt andet af, hvor stor sikkerhed den enkelte kunde ønsker. Spørger står for driften af tillægsydelserne. Elforbruget til disse ydelser måles ikke særskilt, men er indeholdt i kundens samlede ydelse.

Det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at spørger kan anses som forbruger af den elektricitet, som anvendes til andre ydelser end serverdrift. Spørger kan som følge heraf opnå godtgørelse af elafgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1.

[…]."