Spørgsmål
1. Kan Skatterådet bekræfte, at Spørger fra sin flytning til Polen skal anses som skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem Polen og Danmark?
Svar:
1. Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger er dansk statsborger og har indtil oktober 2024 boet og arbejdet i Danmark samt været fuldt skattepligtig til Danmark.
Spørger er i oktober 2024 flyttet til Y1-by i Polen. Han bor i en lejet bolig, som han har til rådighed indtil juni 2025. Han forventer herefter at finde en lejebolig med ubegrænset lejeperiode. Det er oplyst, at Spørger er fuldt skattepligtig til Polen efter sin fraflytning fra Danmark i oktober 2024. Spørger skal fremover udføre sit erhvervsarbejde i Polen. En række af Spørgers arbejdsopgaver kan principielt udføres hvor som helst, så længe der er en internetopkobling. De mere markedsorienterede opgaver indenfor køb og salg fordrer dog en vis tilstedeværelse, der hvor man fokuserer sin indsats.
Virksomheden har besluttet at fokusere mere på det polske marked, hvor der er større aktivitet og interesse for produkterne og som sådan væsentligt højere aktivitet på dette særlige forretningsområde. Særligt vil indkøbs- og salgsmuligheder forøges mærkbart ved tilstedeværelse i Polen, hvilket er baggrunden for, at Spørger placeres dér.
Udover den erhvervsmæssige indkomsterhvervelse i Polen er Spørger meget interesseret i historie med særlig fokus på anden verdenskrig. Her er Polen og områderne omkring Y1-by et historisk centrum for begivenheder, museer, udstillinger m.v.
Spørger er allerede på nuværende tidspunkt i færd med at etablere sit sociale liv i Y1-by med deltagelse i communities. Spørger er dertil medlem af et lokalt fitnesscenter, hvor han deltager i holdtræning m.v.
Spørger er i forbindelse med sin flytning til Polen blevet gift med sin hidtidige samlever, nu ægtefælle, som er forblevet bosiddende i Danmark i hvert fald indtil videre, idet hun arbejder i Danmark. Spørger og hans hustru er begge født og opvokset i Danmark, hvor de har boet indtil Spørgers fraflytning. De har boet sammen siden efteråret 2022 og blev gift i efteråret 2024. Parret har ikke børn.
Ægtefællen har aftalt med sin arbejdsgiver, at hun kan arbejde op til 10 dage om måneden fra boligen i Polen. Spørgers og ægtefællens samvær og samliv vil således primært være baseret i Polen. Ægtefællen er hos Spørger i Polen både i weekends og ferier. Spørger besøger dog også Danmark og herunder sin ægtefælle og familie i Danmark i forbindelse med højtider m.v.
Spørger har fortsat bolig til rådighed i Danmark, idet ægtefællen fortsat er bosat her (lejebolig). Spørgers erhverv, liv, dagligdag og interesser samt størstedelen af samværet med ægtefællen er alt sammen placeret i Polen. Spørger forventer at opholde sig i Polen ca. 270 dage om året.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Fuld skattepligt
Spørger er i oktober 2024 flyttet til Polen for en ikke nærmere tidsbestemt periode. Spørgers hensigt er at etablere sig varigt i Polen, idet Spørgers erhvervsindkomst og primære interesser er der.
Det er både i Spørgers og i Spørgers arbejdsgivers interesse, at Spørger er flyttet til Polen.
Spørger vil ikke længere have bopæl i Danmark. Dog forbliver Spørgers ægtefælle i Danmark, og den hidtidige bolig bevares. Dette har indflydelse på Spørgers skattepligtsforhold.
Udgangspunktet for udtræden af fuld skattepligt til Danmark, for nogen som allerede er fuldt skattepligtig, er ikke blot, at vedkommende etablerer sig i et andet land men også, at boligen i Danmark opgives.
Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit C.F.1.2.3, at udtræden af fuld skattepligt til Danmark forudsætter opgivelse af hidtidig bolig ved salg. Det fremgår videre, at såfremt boligen ikke sælges, anses boligen dog alligevel for opgivet i den tilstrækkelige grad til at statuere fraflytning og udtræden af fuld skattepligt, såfremt boligen udlejes på lejekontrakt, som fra udlejers/den fraflyttendes side er uopsigelig i mindst 3 år.
Spørgers ægtefælle vedbliver dog at bo i den hidtidige bolig, og selvom spørgers ægtefælle måtte finde en anden bolig i Danmark, vil ægtefællens bolig i Danmark fortsat kunne statuere, at Spørger har bolig til rådighed i Danmark - uagtet at Spørger måske ikke benytter den.
Spørger vil grundet afgrænsningen i C.F.1.2.3 derfor fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1 stk. 1, nr. 1. Da Spørger har etableret sig i Polen med bolig, erhvervsarbejde og primære ophold, er Spørger dog også indtrådt i fuld skattepligt til Polen.
Skattemæssigt hjemsted
Når en fysisk person er fuldt skattepligtig til to stater samtidigt, opstår der skatteretligt dobbeltdomicil. Når en fysisk person er dobbeltdomicileret, vil en eventuel indgået aftale om undgåelse af dobbeltbeskatning, DBO, imellem de to stater, hvortil den pågældende er fuldt skattepligtig, fordele beskatningsretten til den skattepligtiges indkomst.
I DBO’en imellem Danmark og Polen, artikel 4 nr. 2, fordeles beskatningsretten efter, hvilken af de to stater den skattepligtige er hjemmehørende i og henholdsvis ikke er hjemmehørende i.
Det er kun én stat, der kan være skattemæssigt hjemsted. Den stat, hvor det skattemæssige hjemsted er, har den primære globale beskatningsret, jf. DBO’ens bestemmelser. Den stat, der ikke er hjemsted, har mere begrænset beskatningskompetence i DBO’en.
Eftersom Spørger forventer at oppebære flere typer at indkomst, er det vigtigt for Spørger at få afklaret, hvor hjemstedet er.
Skattemæssigt hjemsted statueres efter den dansk-polske DBO-artikel 4 først og fremmest efter, hvor skatteyder har bopæl, jf. artikel 4, nr. 2, litra a.
Er der bopæl begge steder og dermed dobbeltdomicil, går bedømmelsen videre i artikel 4, nr. 2. Her bedømmes det skattemæssige hjemsted rangordnet efter:
a. Hvor den skattepligtige har sit midtpunkt for livsinteresser, og hvis dette kriterium ikke kan afgøre spørgsmålet, går man til litra b.
b. Hvor den skattepligtige sædvanligvis har ophold, og hvis dette heller ikke kan afgøre spørgsmålet, går man til litra c.
c. Hvor den skattepligtige er statsborger, og hvis dette heller ikke kan afgøre spørgsmålet til sidst litra d.
d. Efter gensidig aftale mellem staterne (hvilket yderst sjældent finder anvendelse).
Allerede fordi Spørger efter Spørgers opfattelse har sit midtpunkt for livsinteresser i Polen, kan spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted afgøres efter artikel 4, nr. 2, litra a. Dette baseres på, at Spørger arbejder og erhverver sin indkomst der, hans interesser er fokuseret der og dertil er Spørgers sociale liv koncentreret i Polen - herunder samlivet med ægtefællen, som i meget betydeligt omfang har mulighed for at opholde sig med spørger i Polen.
Skulle ovenstående ikke med tilstrækkelig sikkerhed statuere skattemæssigt hjemsted i Polen, skal bedømmelsen dernæst baseres på litra b, hvor spørger sædvanligvis har ophold.
Det kan her lægges til grund, at Spørger i langt overvejende grad vil opholde sig i Polen og i mindst 270 dage pr. år og formentlig langt mere.
Kriterierne i litra c og d finder dermed ikke anvendelse.
Praksis
I nedenstående praksis indgår bedømmelse af skattemæssigt hjemsted med flere andre stater, men som alle har indgået dobbeltbeskatningsaftale med Danmark, hvor bestemmelserne om skattemæssigt hjemsted på de her relevante punkter er sammenfaldende med bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem Danmark og Polen.
Skatterådets afgørelse af 19. november 2024, SKM2024.583.SR, hvor spørger blev ansat ved et tysk forskningsinstitut. Spørger boede i den første periode af sin ansættelse i en gæstelejlighed tilknyttet institutter og senere lejede spørger selv en lejlighed i nærheden. Spørger bevarede sin ejerbolig i Danmark, hvor spørgers ægtefælle og barn forblev boende. Skatterådet bekræftede, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland.
Skatterådets afgørelse af 21. marts 2023, SKM2023.147.SR, hvor spørger skulle opholde sig i Tyskland i 2 år for at forske, uagtet at spørger fortsat ejede andelsbolig i Danmark, som ikke var opgivet i tilstrækkelig grad til at statuere fraflytning. Spørger skulle anses som skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. DBO’ens artikel 4.
Skatterådets bindende svar af 21. marts 2023, SKM2023.158.SR hvor spørger havde boet og arbejdet i Danmark, hvor han i en årrække havde drevet konsulentvirksomhed. I 2022 fik spørger en henvendelse fra et kinesisk selskab, som ønskede at hyre spørger eller spørger til at udføre arbejde for det kinesiske selskab i Tyskland, nærmere i München. Det kinesiske selskab ønskede at gøre brug af spørgers fulde arbejdskapacitet, og spørgers danske konsulentvirksomhed forblev derfor hvilende efter spørgers flytning til Tyskland. Spørgers ægtefælle forblev i Danmark og fortsatte med at bo på den hidtidige bopæl i Danmark. Spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Polen ud fra opholdsreglen.
Skatterådets bindende svar af 21. februar 2023, SKM2023.106.SR, hvor spørger ønskede at flytte til Kroatien for at bo i 8-12 mdr. med henblik på at vurdere, om han varigt ville bosætte sig der. Spørger opgav ikke sin andelsbolig i Danmark i det omfang, der er påkrævet for at statuere fraflytning, og spørger var dermed fortsat fuldt skattepligtig til Danmark. Spørger skulle anses som skattemæssigt hjemmehørende i Kroatien efter den gældende DBO, artikel 4.
Der henvises endelig til det ikke offentliggjorte bindende svar, sagsnr. 23-0010262, hvor spørger havde været fuldt skattepligtig til Danmark og bevarede rådighed over boligen i Danmark, hvor spørgers ægtefælle fortsat boede. Spørger tiltrådte stilling i Belgien, hvor spørger også fik rådighed over bolig og opholdt sig mindst 220 dage på en hvilken som helst løbende 12 mdr. periode under ansættelsen der. Spørger skulle anses som skattemæssigt hjemmehørende i Belgien jf. regulering i DBO’éns artikel 4.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at Spørger fra 16. oktober 2024 skal anses som skattemæssigt hjemmehørende i Polen.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørger fra sin flytning til Polen anses som skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem Polen og Danmark.
Begrundelse
Dette spørgsmål vedrører fortolkning af artikel 4 i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af skatteyders skattemæssige hjemsted.
Såfremt Polen ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2. litra d, de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Polen, der skal forhandle herom.
Vurderingen af skattemæssigt hjemsted efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen forudsætter, at Spørger er fuldt skattepligtig i både Danmark og Polen efter begge landes interne regler, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2. Spørger er efter det oplyste fortsat fuldt skattepligtig i Danmark. Dertil kommer at spørger, efter det oplyste er fuldt skattepligtig til Polen ifølge de polske regler herom. Det lægges derfor til grund ved besvarelsen af spørgsmålet, at Spørger er fuldt skattepligtig til Danmark og Polen.
Artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen svarer til OECD modellens artikel 4, stk. 2, og bestemmer, at i de tilfælde, hvor en fysisk person anses for at være hjemmehørende i begge stater, skal vedkommendes skattemæssige hjemsted efter overenskomsten bestemmes ud fra følgende:
a) personen skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken vedkommende har en fast bolig til sin rådighed; hvis personen har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal vedkommende anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat personen har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis vedkommende ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal personen anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken personen sædvanligvis har ophold;
c) hvis personen sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis vedkommende ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal personen anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken personen er statsborger;
d) er personen statsborger i begge stater, eller er vedkommende ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
Der er tale om en prioriteret orden.
Spørger skal således i udgangspunktet anses for at være hjemmehørende i det land, hvor han har en fast bolig til sin rådighed, jf. artikel 4, stk. 2, litra a.
Spørger har oplyst, at hans ægtefælle bliver boende i Danmark (lejebolig), efter han er flyttet til Polen. Spørger skal derfor anses for at have bevaret rådigheden over en fast bolig i Danmark efter artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, efter Spørger er flyttet til Polen.
Spørger har endvidere oplyst, at han har en bolig til rådighed i Polen. Han bor i en lejet bolig, som han har til rådighed indtil juni 2025. Han forventer herefter at finde en lejebolig i Polen med ubegrænset lejeperiode.
Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger har fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen i relation til artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, efter Spørger er flyttet til Polen.
Når personen har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal vedkommende anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken personen har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser), jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.
Det følger af kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst, artikel 4, punkt 15, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.
Det fremgår dog også af kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst, artikel 4, punkt 15, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land.
Forrangskriteriet skal desuden så vidt muligt være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat, jf. kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst, artikel 4, pkt. 10.
Det er oplyst, at spørger siden oktober 2024 har boet og arbejdet i Polen, hvor han således skaber sin indkomst. Det er også oplyst, at det er spørgers hensigt at etablere sig varigt i Polen.
Dertil kommer, at spørger efter det oplyste også har sine fritidsinteresser i Polen (historie med særligt fokus på anden verdenskrig, deltagelse i communities og fitness).
Spørgers og ægtefællens samvær og samliv forventes primært at være baseret i Polen. Ægtefællen vil således være hos Spørger i Polen både i weekends og ferier. Spørger vil dog også besøge Danmark og herunder sin ægtefælle og familie i Danmark i forbindelse med højtider m.v.
Spørgers ægtefælle vil blive boende i Danmark. Men hun vil arbejde i Polen 10 dage pr. måned. Hun vil også tilbringe de fleste af sine weekender og ferier i Polen sammen med Spørger, jf. ovenfor.
Spørgers ophold i Polen har været relativt kort, henset til at han kun har boet i landet siden oktober 2024. Spørger har en fast bolig til rådighed i Polen, men lejemålet udløber juni 2025. Herefter forventer Spørger at finde en lejebolig i Polen med ubegrænset lejeperiode.
I TfS 1993, 12 havde klageren haft et ophold i New Zealand på 7 ½ måned, hvor han udførte lønnet arbejde og boede sammen med sin forlovede. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren skulle have haft en sådan personlig eller økonomisk tilknytning til New Zealand, at han efter de i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a) eller b) nævnte kriterier kunne anses for at have været hjemmehørende i New Zealand i perioden fra den 7. juli 1989 til den 23. februar 1990. Retten fandt herefter, i overensstemmelse med en af Told- og Skattestyrelsen afgiven udtalelse, at klageren under det nævnte ophold fortsat havde været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1 og fortsat havde haft skattemæssigt hjemsted i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med New Zealand.
I SKM2023.106.SR ønskede spørgeren at flytte til Kroatien og bosætte sig i landet i en periode på 8-12 måneder for dernæst at vurdere, om han ønskede at rejse tilbage til Danmark eller forlænge opholdet i Kroatien. Spørgeren fremlejede i perioden sin andelsbolig i Danmark uopsigeligt i stedet for at sælge lejligheden. Spørgeren var således afskåret fra at disponere over boligen i Danmark. Spørger fik samtidig fast bolig i Kroatien. Skatterådet bekræftede, at Kroatien kunne anses som spørgerens skattemæssige bopælsland ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, idet spørger alene havde en fast bolig til rådighed i Kroatien.
Spørger har derudover nævnt følgende afgørelser:
SKM2024.583.SR: Her tiltrådte spørgeren pr. 1. september 2023 et fast fuldtidsarbejde på et forskningsinstitut i Tyskland Fra den 4. september 2023 til 1. oktober 2023 boede spørgeren midlertidigt i en gæstelejlighed på instituttet. Fra 1. oktober 2023 til 31. januar 2025 havde spørger lejet en lejlighed i Tyskland. Spørger ejede derudover en bolig i Danmark, hvor hendes ægtefælle og barn var blevet boende, efter hun var flyttet til Tyskland. Skatterådet bekræftede, at spørgeren var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da det var i denne stat, hvor hun sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold, dog først fra og med den 1. oktober 2023, hvor spørgeren fik fast bolig til rådighed i Tyskland.
SKM2023.158.SR: Spørgeren var flyttet fra Danmark og ville for en længere og ikke afgrænset periode fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland. Skatterådet fandt, at spørgeren havde stærke økonomiske interesser i Tyskland, hvor han havde sine erhvervsinteresser. Spørger havde også personlige interesser i Tyskland, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport. Spørgeren havde samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle boede i Danmark. På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.
Det var oplyst, at spørger forventedes at opholde sig i Tyskland i mindst 240 dage i 2023. Ligeledes forventede spørger i de efterfølgende år og så længe opholdet i Tyskland varede, at spørger i langt overvejende grad opholdt sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater, herunder Danmark, tilsammen. Skatterådet fandt på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, ville have ophold.
SKM2023.147.SR: Spørgeren skulle opholde sig 2 år i Tyskland for at forske, hvorefter spørger vendte tilbage til Danmark. Der var således tale om et på forhånd aftalt midlertidigt ophold i Tyskland. Hun var fortsat fuldt skattepligtig her til landet. Skatterådet fandt, at et på forhånd aftalt midlertidigt ophold på to år i et land kunne være tilstrækkeligt til at etablere de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser) i dette land, forudsat omstændighederne i øvrigt talte herfor. På baggrund af en samlet vurdering af spørgers personlige og økonomiske interesser i den omhandlede periode fandt Skatterådet, at spørgeren havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser) i Tyskland, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra a). Skatterådet kunne derfor bekræfte, at spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland.
Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat. Dette fremgår af kommentaren til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst, punkt 15.
Forrangskriteriet skal være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. Dette fremgår af kommentaren til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst, punkt 10.
På baggrund af en samlet vurdering af Spørgers situation finder Skattestyrelsen, at det ikke med fornøden sikkerhed kan fastslås, at Spørger har etableret de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser) i Polen. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det heller ikke med fornøden sikkerhed kan fastslås, at Spørger i den konkrete situation har bevaret de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser) i Danmark, selvom Spørger har bibeholdt sin bolig i Danmark, hvor hans ægtefælle også bor, når hun ikke er i Polen som oplyst, jf. den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a.
Når det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande en person har centrum for sine livsinteresser, anses vedkommende for at være hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig, jf. modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b. Der henvises i den forbindelse også til den foreliggende praksis herom, jf. eksemvis SKM2023.158.SR, SKM2023.107.SR, SKM2023.79.SR og SKM2021.461.SR.
Spørger har henvist til SKM2024.583.SR, som også blev afgjort efter kriteriet om sædvanligt ophold (artikel 4, stk. 2, litra b).
Spørger har endvidere henvist til SKM2023.147.SR, som blev afgjort efter artikel 4, stk. 2, litra a) om midtpunkt for livsinteresser. Her var der tale om et på forhånd aftalt midlertidigt ophold på to år. Skattestyrelsen finder derfor ikke, at denne sag er sammenlignelig med Spørgers sag.
Anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b, forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at Spørger sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, opholder sig i det ene land frem for det andet.
Længden af den periode, der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig, er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående, jf. punkt 19 og 19.1 i kommentaren til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst.
Spørger er i gang med at etablere sig med arbejde og fritidsinteresser i Polen. Ved besvarelsen af spørgsmålet lægges det til grund som en forudsætning, at opholdet ikke forventes at være tidsbegrænset. Spørger forventer efter det oplyste at opholde sig i Polen ca. 270 dage om året. Spørger forventer således at opholde sig væsentligt mere i Polen end i Danmark.
Under forudsætning af at Spørger i praksis kommer til at opholde sig i Polen i det oplyste omfang, er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b, kan anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen. Dette skyldes, at det er i denne stat, hvor han fremover sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, vil have ophold.
I tilfælde af at det beskrevne faktum i realiteten ændrer sig, kan Skattestyrelsens vurdering ikke lægges til grund.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skattestyrelsen.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Artikel 4 i skatteaftalen mellem Polen og Danmark
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.
2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:
a) han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
Forarbejder
Kommentaren til artikel 4 i OECD’s modeloverenskomst, punkt 10-15, 19 og 19.1
" 10. For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. De omstændigheder, med hensyn til hvilke de særlige regler anvendes, er dem, der foreligger i den periode, hvor skatteyderens hjemsted har indflydelse på skattepligten, hvilken periode kan være kortere end en fuld skattepligtsperiode. Et eksempel er en fysisk person, som i et kalenderår fra 1. januar til 31. marts er hjemmehørende i stat A i henhold til denne stats skattelovgivning, hvorefter personen flytter til stat B. Eftersom personen bor i stat B i mere end 183 dage, behandles den pågældende i henhold til skattelovgivningen i stat B som en person, der er hjemmehørende i stat B hele året. Ved anvendelsen af de særlige regler for perioden 1. januar til 31. marts var personen hjemmehørende i stat A. Derfor bør både stat A og stat B behandle den pågældende som en person, der er hjemmehørende i stat A i denne periode, og som en person, der er hjemmehørende i stat B fra 1. april til 31. december.
11. Artiklen giver forrang til den kontraherende stat, i hvilken den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed. Dette kriterium vil hyppigt være tilstrækkeligt til at løse konflikten, f.eks. når en fysisk person har en fast bolig i den ene kontraherende stat og kun har gjort ophold af en vis længde i den anden kontraherende stat.
12. Litra a) betyder derfor, at ved anvendelse af overenskomsten (dvs. hvor der er en konflikt mellem lovene i de to stater) anses bopælen for at være det sted, hvor den fysiske person ejer eller råder over en bolig. Denne bolig skal være af vedvarende karakter, dvs. den fysiske person skal have etableret og bibeholdt den til stadig brug, i modsætning til det at opholde sig et bestemt sted under sådanne vilkår, at det er åbenbart, at opholdet er tilsigtet at være af kort varighed.
13. Med hensyn til begrebet “bolig" skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Et hus, som ejes af en fysisk person, kan f.eks. ikke anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.
14. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, giver stk. 2 forrang til den stat, med hvilken vedkommendes personlige og økonomiske forbindelser er stærkest, forstået som centrum for vedkommendes livsinteresser. Når bopæl ikke kan afgøres under henvisning til denne regel, giver stk. 2 et subsidiært kriterium, der først er sædvanligt ophold og dernæst statsborgerskab. Hvis den fysiske person er statsborger i begge stater eller i ingen af dem, skal spørgsmålet løses ved gensidig aftale mellem de berørte stater i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i art. 25.
15. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat.
[…]
19. Anvendelsen af det i litra b) nævnte kriterium forudsætter, at det fastslås, hvorvidt den fysiske person har haft sædvanligt ophold, dvs. sædvanligvis eller normalt har opholdt sig, i den ene af de to stater frem for i den anden i en given periode. Dette spørgsmål kan ikke besvares alene ved at fastslå, i hvilken af de to kontraherende stater den fysiske person har tilbragt flest dage i den pågældende periode. Udtrykket “séjourne de façon habituelle", som er anvendt i den franske version af litra b), giver en god forståelse af, hvorledes “sædvanligt ophold" skal forstås - et begreb, som henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en fysisk persons fastlagte livsvaner og dermed ikke blot er forbigående. Som det fremgår af litra c), er det muligt for en fysisk person at have sædvanligt ophold i begge stater, hvilket ville være tilfældet, hvis personen sædvanligvis eller normalt har opholdt sig i de respektive stater i den pågældende periode, uanset at vedkommende har tilbragt flere dage i den ene stat end i den anden. Som eksempel antages det, at en fysisk person ejer et hus i både stat A og stat B over en femårig periode, men at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser. Personen arbejder i stat A, hvor vedkommende sædvanligvis opholder sig, men rejser tilbage til stat B to dage om måneden og én gang om året på tre ugers ferie. I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i stat A, men ikke i stat B. Det antages imidlertid, at personen i løbet af samme femårige periode arbejder i stat A i korte perioder på to uger 15 gange om året, men resten af tiden opholder sig i stat B (det antages også, at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser). I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i både stat A og stat B.
19.1. Litra b) præciserer ikke varigheden af den periode, der skal danne grundlag for at fastslå, hvorvidt en fysisk person har sædvanligt ophold i den ene eller begge stater. Vurderingen skal dække en tilstrækkeligt lang periode til, at det er muligt at fastslå hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af den fysiske persons fastlagte livsvaner. Det er imidlertid vigtigt at tage udgangspunkt i en periode, hvor der ikke har været væsentlige ændringer i vedkommendes personlige forhold, som åbenlyst har indflydelse på vurderingen (såsom separation eller skilsmisse). Når det skal vurderes, om en fysisk person har sædvanligt ophold i den ene eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, navnlig ikke, hvis perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Dette kan illustreres med følgende eksempel: Det antages, at en fysisk person hjemmehørende i stat C flytter til stat D for at arbejde forskellige steder i en periode på 190 dage. I den pågældende periode på 190 dage anses vedkommende for at være hjemmehørende i både stat C og D i henhold til staternes respektive nationale skattelovgivning. Personen har opholdt sig i stat C i mange år, før flytningen til stat D. Vedkommende opholder sig i stat D under hele sin ansættelse i den stat og rejser tilbage til stat C for at tage fast ophold dér efter udløbet af perioden på 190 dage. Under sin ansættelse i stat D har personen ikke en fast bolig til sin rådighed i hverken stat C eller stat D. I dette eksempel bør vurderingen af, hvorvidt personen har sædvanligt ophold i den ene eller begge stater, dække en længere periode end perioden på 190 dage med dobbeltdomicil med henblik på at fastslå hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af personens fastlagte livsvaner."
Praksis
Artikel 4, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen svarer til OECD’s modeloverenskomst artikel 4, stk. 2.
Uddrag af Den Juridiske Vejledning 2024-2, C.F.8.2.2.4.1.2:
"Dobbeltdomicil
En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.
Hjemmehørende efter modeloverenskomsten
Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.
Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater.
For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. Se punkt 9 og 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.
Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:
- Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
- Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
- Regel nr. 3: Statsborgerskab
- Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.
Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.
Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).
Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).
Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).
Se også
Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser
En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.
En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.
I den forbindelse er det nødvendigt at se på de faktiske forhold, herunder:
- hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
- hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
- hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrerer sine aktiviteter osv.
Omstændighederne skal bedømmes som et hele, hvori også personens egne handlinger indgår. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.
Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led og punkt 15 i kommentaren til artikel 4.
Eksempel 1 vedrørende regel 1
En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien, blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.
Eksempel 2 vedrørende regel 1
En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.
Eksempel 3 vedrørende regel 1
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og USA, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørger havde fortsat sin primære bolig i USA. I USA havde han ligeledes sin virksomhed, H1 Koncernen. Han udførte også langt det meste af sit arbejde fysisk i USA. Alle hans indtægter kom fra USA. Endvidere opholdt han sig mere i USA end i Danmark. Under normale omstændigheder boede hustruen og de to børn med ham i boligen i USA.
I Danmark havde spørger pt. sin hustru og to børn, og børnene gik i dansk skole. Familien boede i en lejet ejendom. Lejemålet var tidsbegrænset og kunne opsiges efter 9 måneder. Spørger arbejdede kun i mindre omfang i Danmark.
Skatterådet lagde vægt på, at opholdet i Danmark var midlertidigt og ikke forventedes at vare mere end et år. Efter det tidsbegrænsede ophold i Danmark ville hele familien vende tilbage til USA til deres sædvanlige bolig, som stod klar til dem. Endvidere ville børnene vende tilbage til deres skole i USA, hvor de fortsat var indskrevet. Det var oplyst, at det tidsbegrænsede ophold i Danmark alene var begrundet i at give spørgers familie bedre omstændigheder i forhold til Covid19-situationen, end hvis de var blevet i USA.
Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørgers ophold i Danmark ikke var udtryk for et længerevarende tilknytningsforhold her til landet. Skatterådet forudsatte, at det midlertidige ophold her i landet ikke varede mere end 1 år.
Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet konkret vurdering, at spørger havde de stærkeste økonomiske og personlige interesser i USA, og at han derfor havde midtpunktet for sine livsinteresser der.
Skatterådet fandt dermed, at spørger havde skattemæssigt hjemsted i USA, jf. artikel 4, stk. 2, litra a). Se SKM2021.96.SR.
Modeloverenskomstens boligbegreb
Enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.
Modeloverenskomsten lægger dermed vægt på boligens varige karakter og om boligen er tiltænkt at være til rådighed kontinuerligt eller kun lejlighedsvis fx på grund af ferie.
Det fremgår også af punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4 som et eksempel, at et hus, som ejes af en fysisk person, ikke kan anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.
Efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, er bopælen som udgangspunkt bevaret.
Se også afsnit C.F.1.2.1 om hvornår der er bopæl i Danmark.
I SKM2023.424.SR kunne Skatterådet bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Vietnam. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Vietnam skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Vietnam var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode. Skatterådet bemærkede i den forbindelse, at rådighedsbegrebet i OECD’s modeloverenskomst ikke er knyttet op på et krav om, at lejemålet skal være uopsigeligt fra udlejers side i en periode på minimum 3 år, som det er tilfældet med rådighedsbegrebet efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1. "Rådigheden" over en bolig kan således i relation til en dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for at være afskåret, selvom boligen udlejes i mindre end 3 år.
►I SKM2024.19.SR ejede spørger og hans ægtefælle hver 45 % af et selskab, hvor spørger sad i direktionen og hans ægtefælle var administrerende direktør. Spørger rejste til Indonesien med sin familie i 11 måneder for at udvide selskabets marked som forhandler af produkter fra et andet selskab. De ældste børn skulle under opholdet gå på skole i Indonesien. Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtig til Danmark, imens han var i Indonesien, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indonesien. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Indonesien skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Indonesien var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.◄
Bemærk
Der kan også være uenighed mellem landene ved anvendelse af de ovenfor nævnte regler, fx med hensyn til,
- om der er bolig til rådighed, eller
- hvor centrum for personens livsinteresser er.
Sådan uenighed kan også søges løst ved indgåelse af en gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder. Landene er dog ikke forpligtet til at finde en løsning. Se modeloverenskomstens artikel 25, stk. 2, og afsnit C.F.8.2.2.25.
Se også
SKM2006.41.SR, SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR, SKM2019.79.SR, SKM2019.290.SR, SKM2019.454.SR, SKM2019.603.LSR, SKM2020.19.SR, SKM2020.176.SR, SKM2020.246.SR, SKM2020.247.SR, SKM2021.51.LSR, SKM2021.67.SR, SKM2021.158.SR og SKM2021.647.SR om situationer, hvor det skattemæssige hjemsted ikke kunne afgøres baseret på regel 1.
Regel nr. 2: Sædvanligt ophold:
Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.
Bemærk
Denne regel gælder, hvis
- personen har en fast bolig til rådighed i begge lande, eller
- personen ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af landene
- og det ikke kan afgøres, hvor personen har centrum for livsinteresser.
I den situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der - når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser - tipper vægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat. Se punkt 17 i kommentaren til artikel 4.
Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.
Eksempel 1 vedrørende regel 2
Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.
Eksempel 2 vedrørende regel 2
En person boede i Storbritannien, men arbejdede i Danmark som direktør. Han ville leje en lejlighed i Danmark og ville i den forbindelse blive fuldt skattepligtig her til landet. Familien ville fortsat bo i boligen i Storbritannien, og personen ville opholde sig i Storbritannien det meste af tiden. Personen havde efter det oplyste alene sit hus i Storbritannien, men ingen indtægtsgivende aktivitet herfra.
Personens personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Storbritannien. De økonomiske interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvor han er ansat som direktør. Lønnen for varetagelse af dette arbejde udgjorde personens primære indtægt.
Skatterådet fandt derfor, at det ikke kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at personen under de beskrevne vilkår fortsat ville blive anset for at være hjemmehørende i Storbritannien på grund af midtpunktet for sine livsinteresser. Personen skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, hvilket var Storbritannien. Se SKM2018.564.SR.
Eksempel 3 vedrørende regel 2
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørgers hustru og voksne børn boede i Danmark. Når spørger var i Danmark, boede han sammen med hustruen i hendes hus, hvor han tilbragte det meste af sin fritid. Han brugte det meste af sin fritid på pasning af huset og familie. Familielivet var hovedsageligt i Danmark. I Tyskland havde spørger en lejlighed på 42 m2. Spørger arbejdede mange timer for selskabet H1 GmbH.
Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at han skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, hvor hans hustru og voksne børn boede, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var.
Spørger havde ingen nævneværdige indkomster fra kilder i Danmark. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter kom fra Tyskland, hvor driften af virksomheden H1GmbH foregik. Spørger havde pt. ikke indtægter fra Danmark.
Spørgeren havde således sine væsentligste personlige forbindelser til Danmark, og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Tyskland. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.
Skatterådet fandt, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Se SKM2021.158.SR.
Eksempel 4 vedrørende regel 2
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og X-land, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted. Med hensyn til de økonomiske interesser i X-land var det oplyst, at spørger har sine erhvervsmæssige aktiviteter i X-land, hvor han var involveret i en kapitalfond. Spørger fik alle sine indtægter fra X-land, bortset fra et vederlag i Danmark.
Spørger ville dog også udføre arbejde i forbindelse med kapitalfonden i X-land, når han var i Danmark. Det arbejde, der skulle udføres i Danmark, ville således næsten udelukkende vedrøre virksomheder med base uden for Danmark.
Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger havde de største økonomiske interesser i X-land.
Med hensyn til spørgers personlige interesser i X-land var det oplyst, at spørger bevarede sin base i X-land. Han ville opretholde sin hidtidige bolig, som han opholdt sig i de fleste af årets dage. Desuden ville han opholde sig der sammen med sin nærmeste familie. Spørger havde tilbragt hovedparten af voksenlivet uden for Danmark og havde boet x år i X-land.
Med hensyn til spørgers personlige interesser i Danmark var det oplyst, at spørgers formål med at erhverve en bolig i Danmark var at være i nærheden af sin datter, som havde ønsket at gå i skole i Danmark. Dette forventedes at være et midlertidigt arrangement, men det var ikke muligt at sige med sikkerhed. Efter at have erhvervet bolig i Danmark forventede spørger at opholde sig op til 150 dage årligt her.
Skatterådet fandt, at spørger havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark. Skatterådet fandt ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at de personlige interesser var stærkere i det ene land fremfor det andet.
Skatterådet fandt, at anvendelsen af kriteriet "midtpunkt for livsinteresser" indebærer, at både de væsentligste økonomiske interesser og de væsentligste personlige interesser med tilstrækkelig sikkerhed skal føre til, at der er midtpunkt for livsinteresser i det ene land frem for det andet.
Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og har væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.
Skatterådet fandt, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der. Se SKM2021.296.SR.
Se også
SKM2006.41.SR, SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR, SKM2019.79.SR, SKM2019.290.SR, SKM2019.603.LSR, SKM2020.19.SR, SKM2020.176.SR, SKM2021.51.LSR, SKM2021.67.SR, SKM2021.158.SR og SKM2021.647.SR om anvendelse af reglen om sædvanligt ophold.
Bemærk
Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.
Regel nr. 3: Statsborgerskab
Hvis personen sædvanligvis opholder sig i begge lande, anses den pågældende i modeloverenskomstens forstand for at være hjemmehørende i det land, hvor han eller hun er statsborger. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra c.
Se også
Se også SKM2019.454.SR, SKM2020.246.SR, SKM2020.247.SR og SKM2020.480.SR om anvendelse af reglen om statsborgerskab.
Se også afsnit C.F.8.2.2.3.1.6 (artikel 3) om begrebet statsborger.
Regel nr. 4: gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder
Hvis
- personen er statsborger i begge lande, eller
- personen ikke er statsborger i noget af landene,
- og ingen af de 3 forudgående regler har ført til et resultat,
afgøres spørgsmålet, om hvor den pågældende skal anses for hjemmehørende ved gensidig forhandling mellem de to landes kompetente myndigheder. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra d, og modeloverenskomstens artikel 25, stk. 1 og 2.
Se også
- Punkt 9 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 25
- Afsnit C.F.8.2.2.25 (artikel 25) om fremgangsmåden ved gensidig forhandling.
Bemærk
Alle DBO'er er bygget op så
- det ene land anses for bopælsland og
- det andet for kildeland.
Det gælder også DBO'er, der mangler en bestemmelse om, hvordan man fastlægger bopæls- og kildeland, når en person har dobbeltdomicil. Se afsnit C.F.8.1.1 om begreberne kilde- og bopælsland, afsnit C.F.8.2.2.3.1.2 om kompetente myndigheder og afsnit C.F.8.2.2.4.1.1 om dobbeltdomicil.
Fysiske personer som er i en dobbeltdomicilsituation, og som under coronasituationen ekstraordinært og midlertidigt opholder sig i et land vil efter Skattestyrelsens opfattelse sandsynligvis ikke blive skattemæssigt hjemmehørende i dette land. Det skyldes, at personen både skal have etableret sig i landet ifølge artikel 4, stk. 1, og skal have den tætteste tilknytning til dette land ifølge en regel i den trinvise prioriteringsrækkefølge i artikel 4, stk. 2.
SKM2024.583.SR
Pr. 1. september 2023 tiltrådte Spørger et fast fuldtidsarbejde på et forskningsinstitut i Tyskland, der hørte under H1. H1 var en non-profit forskningsorganisation og institutterne under H1 var selvejende institutioner.
Fra den 4. september 2023 til 1. oktober 2023 boede Spørger midlertidigt i en gæstelejlighed på instituttet. Fra 1. oktober 2023 til 31. januar 2025 havde Spørger lejet en lejlighed i Tyskland. Spørger ejede derudover en bolig i Danmark, hvor hendes ægtefælle og barn var blevet boende, efter hun var flyttet til Tyskland.
Skatterådet bekræftede, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4 i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da det var i denne stat, hvor hun sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold, dog først fra og med den 1. oktober 2023, hvor Spørger fik fast bolig til rådighed i Tyskland.
SKM2024.79.SR
Spørger var pr. 1. august 2023 blevet ansat i Tyskland hos et tysk selskab. Spørger ville derfor fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland. Spørger ejede en bolig i Danmark, hvor hans ægtefælle og børn var blevet boende efter Spørger var flyttet til Tyskland.
Skatterådet bekræftede, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, ifølge artikel 4, stk. 2, litra b, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Det var Skatterådets opfattelse, at det ikke med fornøden sikkerhed kunne fastslås i hvilken af de to stater, Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser, idet Spørger havde personlige og økonomiske interesser i både Danmark og Tyskland. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger var skattemæssigt hjemhørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra a (om midtpunkt for livsinteresser), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. At Spørgers ægtefælle planlagde at fraflytte Danmark ca. 2 år senere kunne efter Skatterådets opfattelse ikke føre til et andet resultat på det tidspunkt, hvor Spørger flyttede til Tyskland. Praksis om ophør af fuld skattepligt efter dansk intern ret kunne efter Skatterådets opfattelse heller ikke føre til et andet resultat.
Spørgers ophold i Tyskland var dog af varig og ikke tidsbegrænset karakter, og Spørger forventede at opholde sig væsentligt mere i Tyskland end i alle andre stater enkeltvist, herunder Danmark. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter artikel 4, stk. 2, litra b (om sædvanligt ophold), i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, ville have ophold.
SKM2023.158.SR
Spørger var flyttet fra Danmark, og spørger ville for en længere og ikke afgrænset periode fremover bo, arbejde og hovedsageligt opholde sig i Tyskland.
Skatterådet fandt, at spørger havde stærke økonomiske interesser i Tyskland, hvor han havde sine erhvervsinteresser. Spørger havde også personlige interesser i Tyskland, herunder deltagelse i kulturelle aktiviteter og sport. Spørger havde samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle boede i Danmark.
På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).
Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, jf. artikel 4, stk. 2, litra a) (midtpunkt for livsinteresser) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland.
Det var oplyst, at spørger forventedes at opholde sig i Tyskland i mindst 240 dage i 2023. Ligeledes forventede spørger i de efterfølgende år og så længe opholdet i Tyskland varede, at spørger i langt overvejende grad opholdt sig væsentligt mere i Tyskland end alle andre stater, herunder Danmark, tilsammen.
Skatterådet fandt på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, ville have ophold.
SKM2023.107.SR
Skatterådet fandt, at spørger fortsat var fuldt skattepligtig i Danmark.
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Schweiz, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.
Skatterådet fandt, at spørger havde stærke økonomiske interesser i Schweiz, hvor han havde sine primære erhvervsinteresser. Spørger havde samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle og deres børn boede her i landet. Spørger havde primært sit familieliv i Danmark, hvor han var sammen med familien om fredagen samt i de fleste weekender.
På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser i de to stater fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).
Spørger havde oplyst, at han fra den 10. oktober 2022, hvor der var bolig til rådighed i Schweiz og indtil familiens flytning til Schweiz i sommeren 2023, ville opholde sig 60-70 % af tiden i Schweiz og 40-30 % af tiden i Danmark.
Skatterådet lagde - udover at opholdene var væsentligt hyppigere i Schweiz end i Danmark - også vægt på, at spørgers familie ville flytte over til spørger i Schweiz ca. 9 måneder efter, at han selv flyttede til landet. Det var således spørgers beslutning, at han skulle have både sit arbejdsliv og sit familieliv i Schweiz. Dette underbyggede, at hans ophold i Schweiz var af blivende karakter og dermed ikke "blot er forbigående".
Skatterådet fandt derfor, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold.
SKM2023.106.SR
Spørgeren ønskede at flytte til Kroatien og bosætte sig i landet i en periode på 8-12 måneder for dernæst at vurdere, om han ønskede at rejse tilbage til Danmark eller forlænge opholdet i Kroatien. Spørgeren fremlejede i perioden sin andelsbolig i Danmark uopsigeligt i stedet for at sælge lejligheden. Spørgeren var således afskåret fra at disponere over boligen i Danmark. Spørger fik samtidig fast bolig i Kroatien. Skatterådet bekræftede, at Kroatien kunne anses som spørgerens skattemæssige bopælsland ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, idet spørger alene havde en fast bolig til rådighed i Kroatien.
SKM2023.79.SR
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.
For så vidt angik spørgers personlige interesser i Danmark, ville spørger have sin ægtefælle og deres børn bosiddende i Danmark. De ældste børn var flyttet hjemmefra. Det yngste barn skulle bo sammen med moderen og gå i gymnasium. Spørger ville alene komme til Danmark i forbindelse med weekender og ferie. Spørgers ægtefælle ville efter flytningen til Danmark besøge ham i Tyskland forventeligt en til to weekender om måneden, samt i ferier. Ægtefællen ville ligeledes besøge spørger på hverdage. Ægtefællen ville opholde sig mindst 30 % af tiden i Tyskland.
Spørger havde etableret venskaber i Tyskland, og han var medlem af et fitnesscenter der.
Spørger ville således have personlige interesser i både Danmark og Tyskland.
Spørgers erhvervsinteresser var næsten udelukkende i Tyskland, hvor han varetog et job som direktør for et datterselskab i en dansk koncern (han havde dog også en lejeindtægt fra Danmark).
Skatterådet fandt, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, i hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser (midtpunkt for livsinteresser), jf. den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).
Skatterådet fandt, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold.
SKM2021.46.SR
Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.
Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, da det var Danmark, hvor hans hustru og børn boede, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers økonomiske interesser derimod talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter alene kom fra Tyskland.
Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilket stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.
Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i Tyskland end i Danmark.
Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i Tyskland, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.
TfS 1993, 12
Klageren havde haft et ophold i New Zealand på 7 ½ måned, hvor han udførte lønnet arbejde og boede sammen med sin forlovede. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren skulle have haft en sådan personlig eller økonomisk tilknytning til New Zealand, at han efter de i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a) eller b) nævnte kriterier kunne anses for at have været hjemmehørende i New Zealand i perioden fra den 7. juli 1989 til den 23. februar 1990. Retten fandt herefter, i overensstemmelse med en af Told- og Skattestyrelsen afgiven udtalelse, at klageren under det nævnte ophold fortsat havde været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1 og fortsat havde haft skattemæssigt hjemsted i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med New Zealand.